Fra spamfilteret

Ind i mellem kan jeg altså ikke lade være med at kigge i min mails spambox. Ind i mellem ligger der faktisk mails, der ikke burde være der.

I dag var der kun spam. Men dette er da lidt underholdende, for jeg kan jo ikke lade være med at tænke om der faktisk er mænd nogle derude, der hopper på det her tilbud om en Brigitte Soderman, der kan mødes med mig i aften.

Det tror jeg nu nok konen vil have et og andet at sige og mene om.

“only too king for casual sexual encounters” ?

Og jo – det andet.. den grumme plan. Jeg tænker endnu. Men først tror jeg, at jeg vil holde weekend med hende jeg godt kan lide og som jeg bestemt agter at have mere end én encounter med. Faktisk flere. Sådan ca resten af livet. Ifølge planen.

Og kongen kan vi godt undvære.

THIS IS NOT A DRILL

Vi kender ordene, og jeg ville gerne have sat dem på overskriften på dansk, men “dette er ikke en øvelse” har ikke lige den samme klang (versaler eller ej). Ikke den samme blodtryksløftende effekt og ligner egentlig bare en orientering og ikke noget der kræver alarm og handling.

Jeg vil to ting i dette indlæg. Jeg vil fortælle en historie fra min tid på mit sidste job. Det ligger et par år tilbage ca. Og jeg vil fortælle hvordan det er i dag. Og sammenhængen.

Har I nogensinde gået ind i et hus, måske endda jeres eget, og udløst en alarm? Så kender I den der

DING-DING-DING….

der følger. Jeg håber, at I der har prøvet det, også har været i stand til at få den slukket, for den rammer ca samme nerve som den tandlægens bor finder ..  øjeblikket før han siger “ups – der var du vist ikke bedøvet”.

DING-DING-DING….

I  mit tidligere arbejde var alarmer en del af pakken. Vi larmede af og på i en uendelighed og heldigvis rummede vores arbejdsbeskrivelser som regel en beskrivelse af hvor alarm-dimsen befandt sig. Koden fik vi så i telefonen fra bookingen. (og nej den måtte vi naturligvis ikke skrive ned på arbejdssedlen sammen med adressen). Sammen med nøgler, oplysninger mm var det så absolut påpasselighed der gjaldt. Firmaet måtte under ingen omstændigheder kunne mistænkes for have været skyld i “problemer”. Og i de år jeg har været der har der aldrig været blot antydningen af “problemer”. Dét var de gode til. Det skal de ha´.

Derfor er der heller ikke normalt betænkeligheder ved både at udlevere nøgle, kode og “afblæsningsord” til firmaet. Det var hverdag og vi tænkte ikke meget over det. Kun når vi fik en “ny” adresse. Og det var ikke kun mig der var betænkelig når der stod #alarm# på en beskrivelse. Pis, gu ved hvor den præcis er. Hvilken model er det… den hvor man skal trykke hel hus eller halv hus, sort firkant, grøn prik eller?

Nå, men for et par år siden fik jeg sådan en ny opgave. En engangsopgave i et sommerhus hos nogle af vores faste kunder hvis villa blev ordnet 4-5 timer hver fredag. (dét er lang tid!). Fint nok. Adresser i sommerhusområder er pr definition altid helvede på jord, hvorfor tror folk at sommerhuse kan undvære husnumre og at små civilt opsatte vejskilte med uautoriserede vejnavne sagtens kan gemmes i hække mm? Fandt huset. Efter lidt søgen. Eller dvs jeg fandt vejen og huset et af de eneste der ikke havde nogen bil.. og nøglen passede. Det måtte være der. Og alarmen “er i skabet over skohylden”. Hmm.. huset havde så vidt jeg kunne se to indgange. Mon skohylden var bag den ene eller den anden dør? (husk at jeg ikke har været i huset før, det var ikke et lille hus og dermed anede jeg ikke på forhånd hvordan man på den indvendige side kom fra dør til dør”. Kigger lidt på dørene og vælger så den med den groveste og mest slidte måtte. Og går ind.

bip-bip-bip….

Den kender vi godt.. nu har man 30-45 sek til at taste en kode. Og regne ud hvordan <enter> knappen ser ud.

Der er ingen skohylde. Der er ingen alarmdims. Smider hvad jeg har i hænderne, undlader at afmontere udendørs fodtøj og spurter gennem (viser det sig) eksklusiv sommerbolig (hopper over en på gulvet hensat kunstgenstand) for at finde dør nr 2. Fundet – og der er heller ingen skohylde. Eller alarmdims for den sags skyld.

bip-bip-bip….

Er der flere døre i det her skide hus? To viste det sig. Men hverken alarmdims eller skohylde.

DING-DING-DING….

Tiden er gået. Og med den afsindige lyd i ørerne fortsatte søgningen efter alarmdimsen (hopper over endnu en på gulvet hensat kunstgenstand) . Og efter hvad der føltes som timer indså jeg at det kunne være ligemeget. For alarmen var gået. Ud af døren. Og ringe til chefen… der ikke kunne høre hvad jeg sagde pga dingeriet, men hun var ikke et sekund i tvivl om at der var gået en alarm. “HVOR ER DU” råbte hun til mig… der og der… hvor sidder den #&*% alarm? Hun gentog bare “over skohylden”

DING-DING-DING….

Nej.. der er ingen skohylde… og så blev jeg bedt om at gå ind igen… kigge efter.. åbne garderoben og hvad ved jeg..

Husker at hoppe over en på gulvet hensat kunstgenstand..

DING-DING-DING….

Ud af huset igen – over kunstgenstanden.. ringe til chefen igen.. den findes ikke.

DING-DING-DING….

5 minutter senere ringer chefen op igen. Nu har jeg talt med kunden, og alarmen sidder i panelet under spejlet i gangen; skohylden? – det er i deres villa! – de undskylder. Fuck, der er tre gange og der er sgu spejle i dem alle sammen.

Ind i huset igen, spurte rundt (hopper over en på gulvet hensat kunstgenstand – nu med en vis øvelse) og finde næsten hemmelige paneler under skabe. Yes, der var den.. taste kode.. rød lampe… taste kode igen.. rød lampe.

DING-DING-DING….

Ud af huset igen – denne gang ad en rute uden om på gulvet hensatte kunstgenstande. Ringe til chef. Der ringer til kunde. Åhhh det må I undskylde, vi har jo ændret i koden.

Det var cirka dér jeg havde lyst til at smide med et eller andet tungt i deres have. Og helst ramme noget værdifuldt. Eller måske bare droppe at hoppe…

Ind igen. Ny kode… gul lampe blinker.. men dingeriet holdt kæft. Og så en nedtælling. Fra 3 minutter. Man behøver altså ikke være Sherlock for at regne om at dingeriet snart går i gang igen (kunstgenstande lever nu ganske farligt). Ringe til chef. Jeg skal have afblæsningsord. Det har chef ikke så hun ringer til kunde – igen. Behøver jeg fortælle at chefen ikke når at ringe inden gul blinkende lampe bliver til rød og dingeriet går i gang igen? I hvert fald ikke i detaljer.

DING-DING-DING….

Får lyst til at sparke til .. genstande på gulvet.

Rent faktisk når vagtpersonalet frem før jeg bliver ringet op igen. Og de er fuldstændig usamarbejdsvillige selvom de jo kan se i systemet at larmen har været slået fra. Mens vi diskuterer emnet ringer min chef og giver mig afblæsningen. Den accepterer de og jeg får lov til at gå i gang. Spørger dem om de lige gider bekræfte “larme på proceduren” for mig. Bare for en sikkerheds skyld.

På dette tidspunkt var jeg i det røde felt, sådan rent mentalt. Min stresstærskel var for længst overskredet, jeg var rædselsslagen, jeg rystede på hænderne og ude af stand til at gå på nogen som helst imaginær lige linje og holdt mig langt væk fra på gulvet hensatte kunstgenstande.

Ringer til min chef efter en lille time og meddeler hende at det er nok nu, at hun skal aflyse resten af dagen for mig. For jeg kan ikke mere. Fint, ingen problemer. Gå bare hjem, gå med hunden og “ryst af”.

Det var mange ord om hvordan et dingeri kan ryste mig, og formodentlig ville kunne ryste de fleste der kæmper med genstridig alarmdims. For ikke at tale om de få der oplever de “gemte” af slagsen i legalt ærinde i øvrigt. Hele normale reaktioner på helt unormale stimuli. Måske var jeg lige lidt længere tid om at komme mig. Men ellers ganske normalt. (tror endda at det ikke er unormalt at sende medarbejdere hjem der er blevet kørt over af en alarm).

I dag… reagerer jeg ca på samme måde hvis det ringer på døren. Eller hvis telefonen ringer – eller hvis jeg selv skal ringe, men der slipper jeg panikken af “nu og her”. Derfor foretrækker jeg så bestemt at det er mig, som ringer til dem, der skal tales med. I dag har jeg for anden dag i træk forsøgt at få fat i en bestemt mand på fagforeningen. Uden held. Han er der, men han svarer aldrig i telefonen. “skal jeg bede ham ringe tilbage” lyder det igen og igen. Nej tak. Men jeg kan jo ikke sige til damen at det er noget “farligt noget” som jeg virkelig skal tage mig sammen til at gøre når jeg ringer til nogen – næsten uanset hvem. Men i dag måtte jeg så overgive mig og sige ja, for jeg skal jo snakke med manden, der vil ringe enten i dag eller på mandag. Det vil sige, at jeg skal være i alarmberedskab i to dage. For den telefon skal jeg bare tage – lige når den ringer. At aflæse nr og så lige tage sig sammen og ringe tilbage går ikke.

Det er ingen øvelse. Jeg tror næsten jeg ville foretrække alarmen. Der kan jeg nemlig tillade mig at kalde det hele en normal reaktion på noget unormalt.. nu sidder jeg med unormal reaktion på noget normalt. Og det er sgisme et skidt bytte.

Tinnitus?

Jeg troede jeg havde fået tinnitus i torsdags. Det meste af dagen gik jeg rundt med en sær hyletone i øret, og ingen andre kunne høre den. Det var en højfrekvent hyletone og meget konstant og formentlig lige på kanten af hvad jeg kunne høre og opfange. Der er jo noget med at man mister høreevnen for visse højfrekvente lyde når man er over tyve. I kan i øvrigt teste her, men skru lidt ned for højtalerne. Ørerne kan ikke lide det. Heller ikke selvom man ikke kan høre det.

Den tone jeg havde i øret 12 kHz udgaven. Og det var ganske forfærdeligt.

Jeg kommer hjem fra arbejde, og går med hunden og lyden var der endnu. Men jeg bemærkede desværre ikke om hunden reagerede særligt på nogen lyd. Efter en varm dag på arbejde og en varm tur drøner jeg direkte ud i bad, hvor det pludselig går op for mig at dagens følgesvend i form af auditiv chikane har forladt mig for en stund. Men det har man jo hørt om før – at ringen for ørerne mm holder pause når andre lyde kommer til.

Da jeg har slukket for det kolde (!) vand fra bruseren er den der nemlig igen. Og den bliver stærkere da jeg forlader badeværelset der stadig lyder som en konkylie i gigantstørrelse, hvilket nok skyldes vores lettere hysteriske og maniske ventilationssystem.

Jeg forbander lyden igen. Det var dog… s****.

Lige indtil jeg begynder at dreje hovedet lidt rundt og konstaterer at lyden ikke kommer indefra – den kommer udefra. Og hvorfor pokker jeg begynder at undersøge lejligheden for dimser og strømstik der kan lave den lyd, uden at reflektere over at lyden faktisk har været med mig det meste af dagen, det må guderne ærligt talt vide. Men jeg går i gang. Uden held, men får dog konstateret at lyden er stærkest i soveværelset. Ca omkring den kommode hvor jeg ikke bare har arbejdstøj, men osse opbevarer et større antal dimser med batteri. Kamera, headset, ekstern højtaler osv osv. Ok, lyden må komme derfra så jeg går helt metodisk alle dimserne efter. Ingen af de fundne effekter er skyldige, men til gengæld når jeg at undre mig en smule over samlingens omfang og diversitet. Oprydning og især udrydning sættes på programmet, en gang ude i fremtiden.

Ender med at lukke døren og håbe at hvad det end er – at det så er så venlig at stoppe igen. Stadig uden at nå frem til at det ikke kan være noget lokalt, da lyden har været med mig over flere timer.

Kan stadig høre lyden og begynder ny desperat søgen efter kilden med at gå rundt i soveværelset og forsøge at dreje hovedet så lyden er lige stærk i begge ører. Det virker til gengæld og jeg er meget langsom i opfattelsen af at det jeg nu står og glor dumt på er en lille hylde over kommoden – hvor mit ur og min arbejdstelefon ligger sammen med det øvrige indhold af arbejdsbuksernes lommer.

Det var ikke arbejdstelefonen. Det var uret. Pis.

Mit højtelskede suunto observer udsender den mest sindssyge lyd og slet ikke en lyd uret normalt kan producere. Langsomt synker den viden ind i mig sammen min erindring om, at det helt atypisk har nulstillet sig selv et par gange i løbet af den sidste uges tid. Uret er ca 15 år gammelt og det har stort set ikke været uden for min umiddelbare rækkevidde i de år. Det har været med i vandet under min fars båd, da et anker “vist ikke var bundet ordentligt til en snor” og nu befandt sig på 4-5 meters dybde, og skulle hentes op i en vis fart – eller da et fjols (undertegnede) båttede båden gennem et gammelt fiskenet, der udviklede en nær – og temmelig indviklet – romance med skibets skrue. Det været med på klippeklatring på Kullen, det har udstået hede og det fine sand på puztaen. Første gang vi kørte den tur havde vi ikke gps med, og dette urs kompas var sammen med kortet vores faste navigationshjælpemidler. Det klarede det også ganske fint.

Og det følger mig dagligt rundt på arbejde og får en masse tæsk dér. Uden at se sådan ud i øvrigt.

Trykkede på knapper uden effekt og endte med at hive batteriet ud og lade det ligge en times tid. Så holdt det kæft.

Jeg håber, at jeg kan gå det efter når det bliver rigtigt dagslys i dag. Vil skifte batteri og se om der evt er noget støv indeni, der sidder forkert og kan trykke på en “nerve” i dets fine elektroniske system. Og håbe at uret vender tilbage til sit driftsikre og især tyste temperament. Og hvis ikke – så går jagten ind på et nyt ur. Jeg vil dog være ret ked af at skulle skrotte denne følgesvend. Det er bare så meget mit ur. Et special-edition af suuntos i øvrigt flotteste ur, som ikke blev lavet i et uendeligt antal, og jeg fik det som gave og tak for et særligt veludført IT-projekt for de der mange år siden. Det ur er en daglig reminder til mig om at jeg kunne noget særligt – at jeg var god nok.

Og nu hyler det. Pis.

Jeg formoder at jeg vælger et suunto (core eller terra elementum) igen. Men det må ærligt talt godt vente nogle måneder, for der står ikke lige nyt ur på budgettet lige nu. Behovet er nok ikke så stort mere for sådan et ur, da iphone og gps har overtaget alt det der tekniske fnidder, men jeg er et vanedyr og har vænnet mig til kæmpeuret med de gode knapper og letlæste display.

 

Forhindringer

I torsdags hjembragte jeg min kæreste fra lufthavnen. Det var nøje planlagt sådan at timingen var præcis og det hele bare kørte på skinner. Jeg skulle køre hjemmefra på et givet tidspunkt og vente på en rasteplads 2 km fra lufthavnen, og her skulle jeg gerne være ca når flyet landede. Kunne aftisse hunden og drikke en hurtig kop kaffe, mens jeg ventede på at få en sms fra kæresten om at hun var landet – og dermed havde fået mobilforbindelse igen, og dernæst en sms når hun havde fået sin baggage.

Der var det så tanken at jeg skulle køre fra rastepladsen og lande på “kys og kør” parkeringen lige når hun kom ud. Fin plan som bilen boycottede i svær grad.

Turen ud til rastepladsen gik fint og jeg fik min første sms. Pakkede hunden ind i sit bur, hvilket er en hurtig proces i modsætning til visse andre, og satte mig i bilen. Klar til afgang. Fik den næste sms og skulle køre. Og så ville bilen f**** ikke starte. Som i overhovedet ikke. Det nummer har den lavet med mig før (men aldrig med kæresten) så jeg tog det roligt, og tænkte at jeg sikkert havde gjort det forkert i min ophidsede “nu-kommer-kæresten-snart-hjem” tilstand. Og prøvede igen. Uden resultat. Den var ganske død.

Og igen. Og igen. Og igen. Og igen.

Bandede fælt og sendte en sms til kæresten.

Tag det roligt, jeg har vand og jeg venter bare…

5 minutter senere skulle jeg prøve igen, når den lige var faldet til ro. Den var og forblev aldeles død.

Ringer til hende og siger at det altså ikke går og at vi må have fat i Falck, og at hun må vente dér til jeg får rekvireret dem og de får det drilske designikon i gang. Det vil hun ikke så hun lusker over til taxaerne. Har I nogensinde prøvet at få en taxa i lufthavnen til at køre en tur på 2 km? Det er ikke ligefrem nemt. Og det lykkedes kun fordi hun smed 300 kr i drikkepenge og turen blev kørt uden om taxameter. Så hun kom altså til mig medbringende en ikke alt for sur chauffør, der ovenikøbet tog sig tid til at kigge på vores bil. Han nåede frem til samme konklusion som jeg, at batteriet var absolut dødt. Heldigvis havde han både måler og startkabler i bilen og fik gang i designikonet (ny 100 kr seddel smidt i hånden på ham), og så kunne vi fedte hjemad velvidende at bilen ikke måtte slukkes.

Ergo var der ikke andet at gøre end at finde et sted, hvor der var åbent og hvor vi kunne indkøbe nyt batteri til bilen, inden vi kørte hjem. Kæresten kørte mens jeg moslede rundt på iphonen for at finde ud af hvem der havde åbent og hvem der havde batterier. Heldigvis er det standardbatteri (som noget af det eneste standard på designikonet), så det viste sig at være mindre vanskeligt.

Men hvad så – nu har vi batteri – men vi skal stadig have det sat i. På grundlovsdag? Jeg tror godt at jeg kan gøre det men det ville være en ganske ukendt procedure for mig, så jeg ville ærligt talt helst være fri.

Men en af vores allernærmeste venner har en bil, der er vildt speciel. Det er den absolut største og hurtigste audi, der er lavet. Den har alt i luksus, og alt er elektrisk og automatisk – om det så er solgardinerne i bagruden er de elektriske – bagsædets hovedstøtter kører frem og tilbage elektrisk… når jeg skriver alt – så mener jeg altså alt. Til gengæld har den en kedelig vane med – især om vinteren – at bruge batterier op i stor stil. Så han har skiftet batteri på den på mørke tyske landeveje, på færger og i de italienske alper i snestorm. Han kører sjældent langt med den uden at have et reservebatteri med så han kan bytte undervejs. Ham ringede jeg til. Han grinede og sagde selvfølgelig ja til lige at fixe det lille problem for os. Det tog ham 6-7 minutter fra vi åbnede motorhjelmen til vi lukkede den igen. Kyssede ham på kinden og kørte videre.

Vi tilgiver gerne designikonet dette stunt. Den er 8 år gammel til sommer og det var det originale batteri der stadig sad i den. Det er vist egentlig ret ok. Det var bare et lidt dyrt sted den besluttede sig for at dø. Og en dyr dag at skulle panikindkøbe batteri på.

Til gengæld udmærkede dagen sig ved at vennen havde fri og havde tid til hjælpe os.

Held i uheld.

Turen til kærestens familie kostede 1300 kr. Turen fra lufthavnen og hjem 2000 kr.

Sådan kan livet være så sært ind i mellem.

 

– og så tog hun mit blodtryk

Jeg havde den mest afsindige dag i torsdags. Jeg skulle jo både til psykolog og til læge og tidsplanen var ganske skarpt lagt for at jeg kunne nå frem til begge i tide uden at stresse rundt. Det er den samme tidsplan jeg har brugt hver gang jeg skal se dem begge to og ved af erfaring at på det tidspunkt jeg skal køre fra psykolog til læge skal jeg beregne 35-40 minutter til turen hvis trafikken er normal aftenmyldretid og der er ikke er ukendte faktorer i form af vejarbejde jeg ikke kender til eller underlige uheld at holde stille for.

Nåede osse lige at sikre at Inge og Hasse er kommet rigtig fint i orden i deres nye lejlighed, og det var dejligt at kunne ønske dem en god jul, få et par knus og komme videre ud i planen.

Og så nægter bilen at starte! Så jeg måtte nærmest spurte ned til psykologen fra den parkeringsplads jeg havde sat bilen på for lige at hælde en halv cola indenbords og komme lidt i ro i mig selv. Men ankom i perfekt tid men havde ærligt talt glemt alt det vigtige der skulle tales om og tankerne kredsede voldsomt om problemstillingen med bilen. I hvert fald i de første fem minutter. Tankerne kom dog hurtigt i orden hos hende og vi havde en udbytterig samtale om at knække mine forsvarsværker på rette måde og med masser af tryghed… lige indtil der var gået præcis 65 minutter og jeg måtte erkende at nu overtog bilens tilstand min fokus igen og meddelte at jeg spildte hendes overtid, som hun ellers altid er generøs med, hvis jeg blev siddende, for nu måtte jeg altså tilbage og se om dytten havde tænkt sig at fragte mig ud til lægen.

Der havde jeg ca 80 minutter til jeg skulle være der. Der strøg rigtig mange tanker igennem hovedet om hvordan den her skulle løses. Kunne falck nå frem i tide… Kunne Inges mand Hasse måske – havde han overhovedet et sæt startkabler.. der var til at finde efter flytning?… og hvordan var det nu lige med designikonets særprægede batteri og kabelføring, med en pluspol der er pakket ind i en plasticdims der kræver værktøj for at få lirket af.

Omstændighederne der fulgte var lidt kaotiske, men fordi jeg var sprintet fra psykologen “før tid” og bilens velvillighed overfor lidt mokken rundt af forstandige folk endte jeg faktisk med at nå frem til lægen. Kun 5 minutter for sent – som jeg havde nået at advisere hende om via en sms skrevet i telegramstil. Efter at have kørt turen på under 30 minutter. Ikke vildt og for hasarderet, men effektivt og kvikt. Ikke en kørestil jeg normalt bryder mig om da den er stresset og kræver en masse opmærksomhed, og allermest kan sammenlignes med en form for dæmpet udrykningskørsel. Jeg ved af erfaring at man ikke skal køre mere end 10-20 pct for stærkt for så bliver tidsgevinsten ædt op af opbremsninger og hvad ved jeg..men at holde den 10-15 pct over giver noget ganske effektivt.

Strøg ind af døren hos lægen og har ganske givet set ganske presset ud. Hun griner bare og beder mig sætte mig og spørger lidt ind til hvordan det går. Få øjeblikke efter er øjenbrynene røget en smule i tænkeposition og hun erklærer at hun vil have checket mig lidt grundigere. Og tager mit blodtryk. Altså.. har lige tilbragt 1½ time i stress.. og før det en time hos psykologen… er det ikke ca en opskrift på et blodtryk der bestemt ikke kan forventes at vise noget som helst. Hun mener blot at det er kommet i ro nu, og sådan en bette udrykningskørsel (som hun i øvrigt ikke kunne godkende for hun havde bare lavet lidt administration som hun ellers skulle have gjort efter mig – ingen grund til at race afsted) burde rykke sådan en erfaren rat-operatør ud af fatning. Blodtrykket var helt som det skulle være, og afveg ikke væsentligt fra tidligere. Kan jeg ikke andet, så kan jeg tilsyneladende stadig køre godt til og bevare roen i kroppen mens jeg gør det. Det kom ikke bag på hende – jeg har faktisk kørt som chauffør for hende så hun kender mig og min normale rat-ro ganske godt selv når det skulle gå så stærkt at politiets eskorte ikke “kunne fange os”.

Og så skulle der undersøges blod.. blodsukker så vidt jeg husker. Den var fin.. og så et eller andet (google får det til CRP, men jeg er ikke sikker og jeg fik ikke fat i navnet) som hun udtrykte ville indikere hvis der var noget andet (infektion og sådan noget) galt, den var osse fin.

Men altså… jeg er jo ikke fin. Så noget er der galt. Hun udstak en plan for kvik udtrapning af medicinen, rundt regnet på 2 uger. Det er altså noget kortere end de månedslange processer vi ellers har testet og som jeg ved fra andre at de får til processen. Og mens jeg sådan ca accepterede den plan slog hun benene væk under mig.

– muligheden for at det er medicinen skal bekræftes eller elimineres hurtigst muligt, så du kontakter mig inden jul og igen efter nytår og fortæller hvordan det går, og hvis det ikke er bedre eller er næsten uforandret så skal vi i gang med et større setup af blodprøver og undersøgelser og muligheden foreligger – men er ringe – at der kan være noget alvorligere, men vi er nødt til at få den proces startet hurtigt – hvis det ikke er medicinen. (hvad hun dog mente at det var – eller sagde at hun mente at det var – mens hun så lidt tænksom ud)

WHAT… jeg tror ikke rigtigt jeg fik svaret på det men nu er indholdet af den besked så småt dæmret for mig.

Jeg skal afvikle medicin i lyntempo for at få afklaring. Det kan i min verden kun betyde at hvis det vitterlig er noget grimt noget så er det noget der skal tages fat i. Hurtigt. At der ikke lige er tid til at køre en normal udtrapning over flere måneder. Et perspektiv der på alle måder er skræmmende og jeg reagerer ganske givet osse derefter.

Er ikke helt sikker på at jeg bryder mig om tanken. Hverken den ene eller den anden eller den tredje.

Du skal ikke være her!

Sådan ca lød det bag mig i dag på et halv-offentligt toilet på en benzinstation, jeg var stoppet ved for at få fyldt kaffekoppen og tømt kroppen for den kaffe jeg fik en time tidligere.

Udtalelsen blev fremsat af en lidt ældre dame der vist hørte til et større selskab fra en bus der var på vej hjem fra tyskland, så vidt jeg kunne forstå på det hele. Der var kø på toilettet, men da mine spurtegenskaber er langt bedre end ældre damers ditto nåede jeg frem til toiletterne før dem.

Nåede at gøre hvad jeg ligesom var gået derind for og moslede hen til håndvasken og det var mens jeg stod og baksede med sæbe og vand, der var lidt for koldt, at jeg blev prikket voldsomt på skulderen af en af kødamerne. Du skal ikke være her, gentog hun dumstædigt. Jeg havde jo heldigvis et spejl lige foran mig så jeg kunne jo se hvad der foregik og undrede mig bare… tænkte at det er sikkert nogen der er på tur fra det lokale demens-hjem eller sådan noget. Rystede lidt på hovedet og ignorerede højt og flot hendes irrationelle vrede.

Lige indtil hun begyndte at slå ud efter mig og råbe op om hvorfor jeg var kommet derind? Ja, vel samme grund som jer andre – jeg skal tisse… men siger intet. Dukker mig lidt og undgår at bliver basket med damens håndtaske (nej hun lignede bestemt ikke fru Jelved).

Gå! Forsvind! Perverterede menneske!

Og så rammer hun mig på skulderen da jeg halvt vender mig om. Placerer en hård finger midt på hendes brystkasse og træder et skridt frem og hvisler af hende at “hun vist ikke ønsker at slå på mig!”.

Gå! UD!!!!!

Hun prøver at slå ud efter mig igen med den der taske, der faktisk ser ud til at have en vis faretruende tyngde og jeg træder endnu et skridt frem uden at flytte fingeren.

Jeg har ikke slået damen, jeg har ikke skubbet hende om kuld – jeg har blot flyttet hende meget, meget bestemt.

Hun råber endnu da jeg går ud af døren, mens jeg spekulerer på om hun vil vågne op i morgen med et blåt mærke på størrelse med en underkop eller et lagkagefad. Eller noget derimellem.

Hun var godt nok vred, og jeg er pavestolt af mig selv at jeg ikke gjorde andet ved det end blot at flytte hende væk fra døren så jeg kunne efterkomme hendes noget særprægede ordre. De andre damer i køen så nemlig ud til at have potentiale til en tilsvarende ophidselse, og jeg ville nødigt ende som den nederste i en bunke med ældre damer der både er taskesvingende og stokkebaskende.

Så jeg fortrak og tog flugten tilbage til bilen.

Da jeg kiggede i mit bak-spejl begyndte jeg at grine da erkendelsen ramte mig hårdt og brutalt – mit hår – eller mangel på samme! Men derfor må jeg altså stadig godt benytte et dametoilet, selvom det damede i mig faldt død om for ufattelig mange år siden.

Ak ja.. så lærte jeg det. Men jeg ændrer nu ikke frisure af den grund, men vil nok holde lidt bedre øje med hvem jeg deler dametoilet med, og især.. hvor mange de er… og hvilke våben de er i besiddelse af.

Det bliver en dag på sofaen

Jeg skal ikke på arbejde i dag og i går blev det altså osse kun en halv dag før jeg måtte luske hjem. Jeg har ikke influenza selvom det ligner. Jeg har ikke noget med maven selvom det ligner. Men er blegnæbbet, svimmel, rystende og i en tilstand af småpanik hele tiden. Det er ikke angst – selvom det ligner.

Det er fandengalme en systemfejl!

En systemfejl i receptsystemet som gør at lægen troede hun havde sendt en ny omgang medicin ud til mig, hun havde fået systembekræftelse på at det var sendt – og jeg troede jeg kunne hente den torsdag. Men det var ikke kommet ud på receptserveren og det fik hun ikke noget at vide om før jeg fik fat i hende. Fredag mener jeg at vide at lægen har har fri og jeg opgav i øvrigt hurtigt at forsøge at ringe til klinikken for at få en anden til at sætte sin forjættede underskriftskode på en recept til mig. Havde jo ikke lige forestillet mig at det var et IT-system der kunne drille. Tænkte bare at der var sket en fejl og så var det ikke værre end som så. Osse selvom jeg faktisk lige havde tømt arket med piller.

Tænkte – ok.. fredag aften – lørdag – søndag.. og så hente medicin mandag, den går sgu nok lige. Mandag forsøger jeg igen på apoteket. Ingen medicin. Får så en besked igennem til lægen om problemet (på ikke helt autoriseret vis, da det er efter telefontidens ophør) og hun får det opklaret. En skide system-fejl. Som hun heldigvis kan komme rundt om vha af god gammeldags fax-teknologi. Hun var ikke særligt glad for situationen, mildest talt, og udtrykte håb om dét problem blev løst hurtigst muligt.

Mandag kan jeg altså godt mærke at jeg er ved at blive lidt småsyg men bider det i mig og håber det skraver hjem til om tirsdagen hvor jeg håber på bingo ved apotekerskranken.

Tirsdag kl ca 9.45 går den ikke længere. Jeg ringer til min chef og meddeler at jeg gør den aktuelle opgave klar og så er jeg altså gået hjem resten af dagen. Og dagen efter med.

Får bingo på apoteket og vælter så hjem på sofaen. Lidt at spise, lidt hvile og så den der medicin jeg bliver syg af ikke at få – på ca 4-5. dagen. Det er altså stærke sager det her, men jeg må jo nok acceptere at sådan er det.

Så nu sidder jeg her og skriver lidt på bloggen under en dyne. Fryser og sveder og er småsvimmel. Og slet ikke i stand til bare at lufte hunden på en langsom tur. Det bliver små “tis´ nu af!” ture inden jeg kryber op i sofaen igen.

Ved heldigvis af erfaring hvad der sker her, ved at det er overstået i morgen. Og ved at i morgen er det hvad jeg kalder magisk torsdag. En garanteret og sikker halv fridag hvor jeg selv kan bestemme hvad jeg skal om eftermiddagen – og hvor jeg kan lægge planer mange uger ud i fremtiden velvidende at chefen ikke kan pålægge mig nogen opgaver den dag.

I morgen planlægger jeg et besøg hos psykologen. Og det er vist meget passende tidspunkt at gøre det på.

I morgen har kroppen så forhåbentlig genopbygget sit depot af kemi og jeg bliver mig selv igen med en horisont, der er nogenlunde stabil og ikke bølget og søsygefremkaldende.

Har lidt følelsen af at situationen ikke er til at være syg men at det mere ligner selvskabte problemstillinger. Kunne jo bare have hentet den medicin noget før – opdaget fejlen noget før – og fået en løsning noget før. Men det plejer jo bare at køre som smurt. Og besøg på apotek er altså noget der skal afsættes en del tid til som jeg ikke altid har.

30 minutter før lukketid

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg er korthåret. Ganske meget korthåret. Eller lidt. Eller hvad vi nu skal kalde det. Så korthåret at sakse til at klippe med er meningsløse og operationen bør udføres med en maskine. Ofte.

På plussiden:

• Jeg har aldrig morgenhår
• Jeg har aldrig problemer med frisuren i blæsevejr for jeg har ingen
• Håret er aldrig vådt i frostvejr – egentlig er det jo sjældent vådt
• Jeg har ingen problemer med gode huer og deraf følgende hattehår – eller hjelmfrisure hvis transporten foregår med motor og to hjul
• Jeg spreder ikke lange mørke hår på saniteten (ahem.. i mit tilfælde ville de vist mestendels være grå)
• Lykken er stor når kæresten klipper mig efter en varm dag på arbejde – som i dag.

På minussiden:

• Jeg bør faktisk smøre hovedbunden med solcreme, alternativt tage en hat på.
• og… øhhh så kan jeg faktisk ikke komme i tanke om flere minussider om mit hår der i den grad er blevet mit brand (især på arbejde hvor alle ved hvem  hende den korthårede er)

Og dog.. én. For jeg skal jo have sådan en maskine til at klippe det med. Og den maskine har bare at fungere fra kæresten kører den første bane af – til hun er færdig med den sidste. Der er absolut ingen halve løsninger her, med mindre at jeg vil ligne en der er blevet klippet af et barn eller være udstyret med enten en hanekam eller en uskøn kløft.

Det er nu altid (eller næsten altid) gået godt.

Men her i eftermiddag var det altså meget tæt på at gå galt. Kæresten var ca halvvejs i hårfræsningen da maskinen på snedigste vis undslap hendes greb og styrtdykkede direkte mod toiletkummen. Der sad jeg så på en skammel og vidste at jeg var udstyret med en højst ejendommelig frisure og så, nærmest i slowmotion, maskinen lave sit kamikazedyk. Hun reddede den med et næsten overmenneskeligt greb i ledningen og blev bagefter ganske chokeret. Og jeg grinede. Hvad skulle jeg ellers have gjort. Var den røget i potten måtte hun jo bare afsted efter en ny maskine og dét i en gevaldig fart, butikkernes åbningstider taget i betragtning, for jeg ville ærligt talt være lidt ked af at gå på arbejde i morgen iført kasket eller bøllehat og jeg tvivler lidt på at bossen ville bryde sig om at jeg udeblev på grund af halveret hårpragt. Kunne jo naturligvis tage en “hårtrimmerens første sygedag” og jeg er helt sikker på at situationen ville blive forstået men dog ikke accepteret.

Kæresten forstod ikke at jeg kunne grine af det – inden vi overhovedet havde fundet ud om den havde overlevet den ufrivillige tur i kummen – men helt ærligt – hele situationen var altså lidt grotesk men slet ikke noget der kunne have slået mig ud.  Hun havde en sand kamp med mig resten af tiden fordi jeg småklukkede og ikke rigtigt kunne sidde stille, og det skal man altså stadig selv om det er med maskine.

Nu sidder hun henne i sofaen og skumler lidt over mine småfnis og føler sig lidt dum. Og jeg ved hvad hun gør – hun søger efter en ny maskine uden ledning og med gummigreb. Vamdtæt, måske?

Så kommer der da noget godt ud af det for den gamle maskine var ærligt talt ved at blive lidt småslidt og jeg har en vag erindring om at jeg i splitsekundet mellem hendes uuuuhh og kummens splash (viste sig at stamme fra et eller andet andet der havde taget turen med  ned) sad og håbede at den ville dø nådigt her og nu og at kæresten måtte afsted efter en anden.

Men den lever endnu – men nok ikke længe for hun har kæresten nærmest fået et hårklippermaskinetraume om at efterlade mig i halvklippet tilstand. Og iført kasket.

Men ok, én ting har vi i hvert fald lært. Dette er noget der skal foretages inden lukketid, for står potten ikke åben, kan der sikkert ske noget andet med maskineriet, der gør mig lidt mere end bemærkelsesværdig dagen efter.

Så der er da en minusside mere – maskiner kan gå i stykker. Eller blive våde. I modsætning til håret.

Der kom en mail

Altså en kommentar (ikke som kommentar men skrevet i kontaktformularen) til min blog og uden nogen former for samvittighedsnag offentliggør jeg den i sin næsten helhed:

Hejsa 🙂
Jeg har set på din meget livsglade hjemmeside at i har den syngende blomst Daisy 🙂
Min datter havde sådan en blomst for ca. 15 år siden som hun var meget glad for og nød at vække mig med den om morgen.
Jeg har fundet min datters syngende blomst frem og forsøgt at reperere den men desværre.
Derfor vil jeg pænt høre om hvor i har købt jeres blomst eller om i er intresseret i at sælge jeres.
Nu er min datter blevet 18 år og vi skal holde hendes fødselsdag nu her på lørdag den. 10 august og i den forbindelse skal hun have en lille livs kiste hvor blandt andet den syngende blomst skulle være i, men kisten er ikke så stor og ligesom livet gælder det om samle på alt det gode i livet og ikke fylde kisten med alt det der ikke betyder noget for så er der ikke plads til alt det gode.
Hilsen xxx

Jeg tror bare jeg sletter det. Jeg kan overhovedet ikke se pointen i den tekst. Der er ingen links, der er så vidt jeg ved ingen skjulte koder. Det er bare ren – og total meningsløs – tekst, der intet som helst har med mig og min blog at gøre. Og hvad faen er en syngende blomst? Daisy? Har jeg sådan en? Og er så begejstret for den at jeg ligefrem har taget billeder af den?

Livsglade? Var måske ikke lige det første ord (eller det 24. ca) der ville falde en læser af min blog ind.

Har I osse fået sådan en?

Opskrift på træthed i n´te potens.

Man tager en træt dame, blander hende med 2 dele mareridt og 1 del traume. Tilsætter lidt dagen-før-psykolog “ved siden af sig selv”-hed og lader hende småsimre i ca 8 timer på arbejde. I varmen.

Så tager man hende ud af arbejdssituationen og sender hende hjem kl ca 16.

Nu endnu mere træt dame kommer ind af døren og finder en ulykkelig hund og glasskår på gulvet.

Træt dame ronderer hattehylden og ser ingen tegn på indbrud.

Træt dame går med hunden.

Træt dame tøjrer nu frustreret hund til hoveddørenn mens træt dame går endnu en rondering for at finde kilden til de glasskår, der har spredt sig over det meste af mindre lejlighed.

Træt dame finder kilden.

Træt dame forbander kærestens hang til at lave sin egen hyldeblomstdrik og hælde det på glasflasker. Og disses trang til at eksplodere.

Træt dame går i gang med at gøre rent og prøve at lokalisere verdens mindste glassplinter, der med sine egne djævelske konstruktion bestående af skarpe kanter, noget vådt og noget sukret stads klistrer sig fast til gulve, skabe, væge, stålborde… og viste det sig.. indvendigt i skabe. På gryder, i pander og låg.

Træt dame undersøger kaffebøtten, der ikke havde været helt lukket og finder – glassplinter. Med sukker på.

Træt dame bliver meget glad for at hunden har for vane at sove i stuen når den er alene hjemme, for den der glaseksplosion har været voldsom.

Træt dame vasker gulv for ca 15. gang og sidder stadig fast.

Træt dame vasker et helt køkken af og finder små glassplinter i fingrene og kasserer et par klude, der vist ikke bør anvendes mere.

Træt dame spekulerer på om det er en forsikringssag og om der skal nyt gulv på.  Eller om træt dames hund kan leve med at få skylden for den kometformede, og ikke særligt lille, gule plet der nu huserer på vores køkkengulv.

Træt dame skriver et træt blogindlæg.

…. træt dame har fået en kop kaffe og en kold øl af forstående kæreste, der nu overtager gulvvasketjansen.