Tålmodighed betaler sig

Altså når det er sådan nogle man vil have på sigtekornet. De er lang tid om at falde til ro når de fornemmer at der er nogen “store nogen” der er for tæt på.

Men efter ca 20 minutters venten ved det lille vandhul fik jeg dem i søgeren. Da var hundens tålmodighed ærligt talt osse ganske opbrugt.

IMG_2232IMG_2241

Reklamer

Den gode dag

Sådan én havde vi i går.

Med masser af snak, grin og alvor.. god mad og fantastisk natur. Og sidst men ikke mindst med gode mennesker som vi sætter pris på at være sammen med – osse når min verden er i det lidt ondere lune. Det er vist ingen hemmelighed hvor vi var og med hvem så her følger bare lige nogle få billeder fra dagen.

Få og få.. nok lidt for mange, men det var svært at vælge.

IMG_2125

Så bliver det vist ikke mere svensk.

IMG_2140

Og her ville jeg ønske at jeg osse kunne have fanget lyden af vand, insekter og fugle. Og naturligvis at jeg havde haft stativ med. Og ikke at forglemme havde været i stand til at forcere de få meter ned så jeg kunne have skudt “op mod vandet” i stedet. Men som håndholdt er det da et fuldt acceptabelt resultat, synes jeg i al ubeskedenhed.

IMG_2171

Vi besøgte et stenbrud, der var så overvældende i størrelse og udsigt at vi ikke vidste hvor vi skulle rette kameraerne hen, men så måtte jeg jo bare prøve at fange et par detaljer i alt det store.

IMG_2170IMG_2163IMG_2150

Midt i stenbruddet gik jeg lidt i selvsving over denne lille fyrrekvist. Vi kunne sikkert have gået meget mere rundt her, men turen til fods blev afkortet til til et par hundrede meter, og holdt på stierne, pga mig og mit forbandede knæ.

IMG_2168

Og eftermiddagsturen sluttede, så vidt jeg kunne forstå, helt traditionelt med vin, øl og hygge nede ved åen.

Jeg tror vi alle tre fik billeder af de der vinglas, jeg har i hvert fald et billede af Inge, der fotograferer Ellen, der fotograferer glas, så mon ikke de dukker op andre steder også.

Der er altså nogle rigtigt fine spejlinger og skygger i de glas.

IMG_2189

… og det var der også i vandet.

IMG_2192

Udsigten den anden vej måtte jeg snigskyde gennem bænken og jeg kan godt afsløre at det er John, der sidder til venstre og kæresten min til højre.. Særpræget framing, jeg fik lavet mig der.

IMG_2191

Turen hjem i det begyndende nattemørke var én lang smuk oplevelse med dis, fantastiske lysspejlinger i små svenske søer og damme, lækre horisonter smukke lange skygger. Vi passerede dog det meste med en fart af ca 100 kmt så jeg måtte nøjes med at nyde og undlade at “skyde”. Vi skulle hjem, for vi var trætte og dagen i dag skulle jo osse gerne kunne bruges til noget. Jeg er lidt pacificeret i øjeblikket så mange praktiske og udadgående gøremål hviler på kæresten. Håber jeg kan gøre det godt igen – en dag.

Sommerferieplaner

Det har været ganske omstændeligt i år at få planlagt en ordentlig ferie. Familiehensyn og tilhørende arrangementer lagde sig konsekvent i vejen for en rigtig “nu skal vi være kæreste-agtige” tur. Og skulle det være en kærestetur plus hund eller uden den. Og hvis det skulle være uden – hvor skulle den så være?

Der er ingen tvivl om at vi virkelig trænger til at komme væk og bare være os selv, og der er egentlig heller ingen tvivl om at det for os ikke rigtigt spiller nogen rolle om hunden er med. Vi er jo vant til at have den.

Men det kan altså godt spille en rolle hvis man skal til udlandet. Eller ud at flyve.

Ergo – det bliver nok uden den. Så vi forhører os hos vores faste hunde-sitter, der kender hunden, om hun kan tage den i 10-12 (måske 14) dage. “Jo, jo.. inget problem, har kun en aftale i løbet af sommeren. En rund fødselsdag der er henlagt til et weekendarrangement. Nå – var det dén weekend – det må I lave om på” Øv. Tilbage til regnebrættet og tænke det hele om – og tale med chefer om vi kan bytte ferieuger. Det var heldigvis ikke noget problem, så nu er ferien på plads. I hvert fald i teorien.

Vi starter med den sædvanlige sommerhustur. Det ligger altid helt fast og vi ser frem til at være på hvad vi jo selv mener er Danmarks skønneste plet og holde hof med venner og familie. Det bliver helt som sædvanligt i den der uge med bål, hekse og midsommerviser. Og det er heldigvis snart – vi kan næsten tælle ugerne i hovedet uden brug af kalender.

Så skal vi arbejde og arbejde og arbejde mens resten af verden har ferie og mens vi venter på det bliver ultimo august. Her fyrer vi op under designikonet (dvs bilen), kører på tværs af landet og afleverer hunden. Og stikker snuden mod syd. Først mod Sydtyskland, dernæst Østrig.. så kan det være vi vender Tjekkiet, hilser på Balatonsøen og ender ude på de vældige græsstepper i den østlige og egentlig ret ukendte del af Ungarn.

De par billeder jeg viser her altså de turistede billeder… Sådan ser de ikke altid ud de der puszta-cowboys. Men de er da fine og check lige baggrunden. Steppelandet er så stort og så fladt at det er svært at fatte og endnu sværere at fotografere. Det er i øvrigt fra denne del af europa man finder oprindelsen til de danske gardehusarer. Oprindeligt et ungarsk ryttteri som en eller anden dansk konge hentede for at slås med nogle russere i tidernes morgen. En ting er i hvert fald sikkert – de har bare styr på de der heste. Osse når de ikke optræder i de blå dragter og bare er i almindeligt arbejdstøj. Og faktisk mere fascinerende at se dem i dagligdagen end når de optræder for turister. For derude på steppen er heste altså bare det rette transportmiddel når man skal fra A til B.

Desværre er de kropumulige at fotografere i dagligt tøj. De er nemlig bare små prikker i horisonten og bryder sig ikke om kameraer når de ikke er i traditionelt tøj. Man skulle jo nødigt ødelægge illusionerne hos turisterne.

IMG_1866

Puzstaen venter og jeg glæder mig som et lille barn til gensynet med dette landskab og dets særprægede indbyggere. Er dog helt sikker på at designikonet vil stikke en del ud i omgivelserne. De kører mest i ældre biler – model meget mini og forholdsvis simpel teknologi. Eller hestevogn. Traktorer er der nu osse en del af.

Det er nu ikke så ringe, endda.

Så skal vi bare have det finansieret, da vi begge pure nægter at holde ferie for lånte penge. Vi har tre måneder til at skrabe pengene sammen så det skal vi nu nok nå. Sender her en venlig hilsen til skat.dk der lige havde overset at vi havde gigantiske befordringsfradrag i et halvt års tid før vi flyttede ind til byen og derfor udbetaler ganske mange penge til os i løbet af nogle uger.

Egentlig kunne vi nu godt have hunden med på turen. Den sover i bilen og tager det hele med en vis ro. Problemet er desværre bare, at det der med hus-hunde i Ungarn bare ikke lige er som her. De har dem som vagthunde, hyrdehunde og brugshunde. Og som vilde dyr i skovene og på steppen. Det er ganske enkelt for farligt at komme slæbende med et kæledyr i snor. Farligt for den – og farligt for os at servere de vilde hunde en omgang “take away” mad.

Jeg er helt sikker på at vi får en rigtig fin tur og får set ting – lært ting – som de færreste turister kommer til derude. For vi kender nemlig vores vært. Han er indfødt og en flink fyr. Hans erhverv er biavl på højt plan, så mon ikke vi atter vender hjem med honning i store mængder. Og naturligvis med flere udgaver af den særlige Tokaj vin.

Og så er vores vært i modsætning til hans landsmænd ikke homofob, så hos ham kan vi godt være et par. Ude af huset må vi dog give den som pæne veninder på tur. Det vil være at misbruge hans generøse gæstfrihed at være rigtigt pride-agtige derude. Der er en tid og et sted til alt – og den ungarske puzsta er hverken tiden eller stedet. Endvidere har han den indlysende fordel at han faktisk kan tale andet end… ungarsk. Det er nemlig et sprog, der egentlig ikke kan læres. Det kan man kun vokse op med. Helt håbløst for udenforstående.

Jeg glæder mig osse til at vise hans ven, fårehyrden, at jeg stadig mestrer kunsten at svinge en pisk og styre hans hunde. Glæder mig dog ikke til at vise ham at jeg stadig er hunderæd for hans heste, og derfor foretrækker at rasle rundt mellem majskolber, landbrugsudstyr af en herkomst og med et formål jeg ikke kan regne ud, bag i hans hestevogn når vi skal “til byen”. Man kommer egentlig til at dufte ganske særpræget derude. IMG_1918

Når tiden er inde skyller vi det fine steppesand ud af bilen (og jeg får renset kameraer hos en proff) og vender snuden hjem igen. Formentlig med et enkelt stop ved Regensburg, hvor vi osse er velkomne hos kendte værtsfolk inden vi stikker kursen ud mod nord. Hjem til hunden. Og hjem til arbejdet igen.

Således agter vi at forlænge sommeren ind i september med varmegrader på den tørre side af 30. Og komme hjem en mindre formue fattigere, men med plus på oplevelseskontoen.

Og så håber vi bare at bilen holder til det hele… ender vel med ca 6000 km kørsel i uvant terræn. Bjerge og tørke og sand og hullede veje er bestemt ikke lige dens kop te. Vi må vist tegne en udvidet autohjælp-forsikring og så bare håbe på der er værksteder derude, der kan lave en fancy og indviklet japaner – skulle det blive nødvendigt.

Gensyn med skoven

Som planlagt tog vi en tur ud i skovene, og gensynet var en behagelig oplevelse for både mig og hunden. Min gamle mor følte ikke for at gå på de stier, der nu var pladret godt til af efteråret, så det endte med at hun og kæresten fandt en behagelig solplet med lidt servering, mens jeg tog turen ind af de hemmelige stier til vandløbet. Hunden zigzaggede rundt og jagede mus og blev på alle måder smurt godt og grundigt ind i mudder.

Målet for min ekspedition ind af de besværlige stier var dette lille vandløb. Så her tøjrede jeg hunden og satte kameraet op. Ville have dette flødede billede af vandløbet med de visne blade. Synes selv, at det lykkedes lidt over forventning.

IMG_1778

Lige bag ved lå der en lille og temmelig skrøbelig bro, som jeg skulle over for at komme tilbage mod bilen og den ventende kaffe. Men desværre, skovfolkene havde pillet den ned for at få en ny og bedre sat op til foråret. Øv, altså. Tilbage af samme mudrede stier, hvor jeg mødte alle de børnefamilier og hundeluftere jeg havde overhalet på vej ind, og måtte fortælle dem at vejen altså var lukket, så vi endte med at gå på en lang række tilbage. Og så er det altså lidt svært at nyde naturen og farverne, når børn råber, hunde gør og man kommer til at gå bag gamle fru hansen, der vist skulle have holdt sig til de autoriserede stier med sine alt for store sko.

Men jeg kender heldigvis området rigtigt godt, så jeg tog en ninja-vej og kom væk fra selskaberne og endte hurtigt ude ved de andre igen. Måtte dog lige stoppe og fotografere den her lidt hidsige svane:

IMG_1798

Jeg tror ikke at den kunne lide hunde.

Og så hjem til kaffe og kærestens hjemmebag og mors klejner (de skulle jo prøvesmages). Og jeg blev beordret til et tøjskifte – for det viste sig at jeg havde mudder… ca til knæene. Hvad jeg ikke lige havde observeret.

Var på tur

Ja, vi var. To af de tobenede, en af de de firbenede og designikonet (dvs vores bil). Vi tog nærmest skåne på skråtværs og landede i godt humør hos Ellen og John på det forventede tidspunkt og uden at køre forkert en eneste gang, hvilket jeg personligt var ganske stolt af. Skal dog siges at en invitation til dét sted følges af en rimelig god rutebeskrivelse, der blot har en mangel. Den er ikke opdateret med de mildest talt irriterende svenske fartkameraer. (Sådan nogle automatiske nogen, der står fast i vejsiden og har ganske travlt.) Det var mig, der kørte og jeg havde alverdens problemer med at holde designikonets omdrejningsvillige motor inden for det af loven bestemte fart-interval, så det endte med konsekvent kørsel på cruise-control. Vi blev ikke blitzet.

De gav frokost, dejligt, og så fik vi en rundtur i området. Det var godt John var chauffør, for vi anede mildest talt ikke hvor vi var til sidst. Havde vist planlagt at kigge lidt på kort når vi kom tilbage, men snakken gik i andre retninger over bordet, så vi kom fra det igen. Næste gang sætter jeg altså en gps-logger på, så jeg i det mindste selv ved hvor jeg har været. Har nemlig sådan en sådan smart dims i fototasken, der samkører gps-data med foto-tidsstemplerne, danner et fint kort med en rute og billederne indsat på rette steder +/- et par meter. Det er nemlig rigtigt smart. Når man altså lige husker at tænde for skidtet.

Vi glemte forresten også alt om det grammatik-kursus Ellen næsten havde lovet mig, så jeg fortsætter med min personlige udgave af kommateringsreglerne.

Dyr så vi ikke mange af, men ved en søbred kom vi dog i nærkontakt med en overraskende aggressiv flok får, som fandt hunden så interessant, at den skulle undersøges nøjere, til min og dens forbløffelse. Endte med at Ellen måtte skride ind og SHU SHU dem væk med baskende arme. Lidt mere fart på denne manøvre og hun ville ganske givet have landet tørskoet på den anden side af søen. Efter mødet med damen med møllevinge-armene valgte fårene fornuftigvis at lade os være i fred.

Ko nr 21 nøjedes dog med at holde øje med os med sin egen stoiske, skæve, drøvtyggende ro.

IMG_1624

Vejret var desværre ikke det bedste, lidt gråt og kedeligt og en vind, der fik søerne i uro, så de der typiske svenske sø-spejlinger så vi nu ikke mange af. Men hvor er det dog et dejligt område og naturen er fantastisk.

Ved et større fiske-sø område fik vi en lille rundtur og gik og kiggede på lystfiskerne og de små broer der er lavet så man (næsten) tørskoet kan gå ud fra søbredden. Ellen og kæresten forcerede et stejlt skovområde for at kigge efter svampe og andet godt. Det eneste vi fandt var tyttebær, som hunden fortærede med en vis fornøjelse.

Men man skal kigge ned, for selv i den store natur er motiverne små og skægt placeret. Nogle havde muntret sig og leget med kogler og de andre tre præsterede at træde hen over disse uden at se hvad det var, og det var først da jeg begyndte at grine og smed mig på maven, at det gik op for dem hvad de lige netop ikke havde trådt på.

IMG_1635

Men ok, de var faktisk ikke ret store, og de stod mellem en masse andre kogler og var ganske godt kamoufleret. Se, sådan noget kan jeg få øje på, men en kantarel, afdækket, i overstørrelse og stærkt orange mellem en masse grønt mos – dét ser jeg så til gengæld ikke. Og her er Ellen en ren sporhund.

Og så ville John vise os sin yndlingsbro. Der dog ikke rigtigt fører nogle steder hen, og er blevet erstattet (ser det ud til) af en noget mere tidsvarende bro lidt længere nede af vandløbet.

IMG_1642

Men vi måtte jo altså ned på stenene og have et billede af det her gamle håndværk, der bare holder og holder.

Jeg havde gerne taget flere billeder her, mange flere billeder. Men af grunde jeg ikke selv kender til, endte jeg med at stå oppe på bredden med et mindre angstanfald, hvor jeg var helt væk. Det var ikke den rareste situation, og jeg måtte derfor opgive at fortsætte øvelserne på stenene i jagten på det gode billede. Og nøjes med dette.

Tilbage i huset fik vi en lille snak om de her ting, en snak som jeg fik ganske meget ud af. Og fik bekræftet at vores observante værtinde faktisk havde set at jeg var “væk”. Men også at jeg kom tilbage igen. Det er så ufatteligt svært at jeg kan stå i mit rette element, med et kamera, i naturen, i de tryggest mulige rammer og så slår sådan et anfald alligevel benene væk under mig, og jeg blev faktisk .. for nu at sige det direkte … ski´e ked af det.

Men god snak ved bålet (er sært som et bål kan skabe grundlag for dybere samtaler) og over den lækre middag fik mig dog hevet lidt i humør igen.

Alt i alt en fantastisk dag som jeg håber kan gentages i nye variationer.. Om ikke andet så stiller vi til hver en tid op til en arbejdsweekend.

Skovtur

I går holdt vi lidt fri fra oprydningen og flytteriet. Men status er at vi pt har reduceret indholdet af vores nuværende hjem med ca 20 flyttekasser. Der er røget en masse gamle note- og artikelsamlinger fra mit tidligere liv, en del bøger, som jeg alligevel ikke gider læse igen, dubletter i værktøjskasserne og i køkkenskabene, som jo egentlig har været unødvendige,men en konsekvens af to voksne mennesker der flytter sammen og ikke har været gode nok til at smide ud undervejs. Men nu sker der dælme ting og sager på det punkt.

Vi har rykket en del af de besværlige ting ind til byen, dvs cykler og et par reoler ingen hverken gad eller magtede at skille ad. Lidt udemøbler er også sat på plads på altanen. Ting af en vis værdi kan vi ikke rykke med endnu, da vi må afvente at håndværkerne bliver færdige med deres renovering af lejligheden. Og dét sviner skulle jeg hilse og sige. Så der bliver ryddet op og ryddet ud i kælder og pulterrum. Sorteret med hård hånd, så vores indbo kommer til at passe ca til den noget mindre lejlighed. En lejlighed af den størrelse vi har nu – inde i byen – ville nærmest være en umulighed rent økonomisk. Så der må vi vælge. Og vi valgte altså det mindre, men mere centrale. Og en bedre lejlighed mht indretning. Samt mulighed for at få en garage, hvis vi ønsker det.

Det har vist sig at være en stor befrielse rent mentalt at lukke gamle kapitler i mit liv ned og køre dem på genbrugscentralen. At makulere stribevis af gamle følsomme dokumenter, som der overhovedet ikke er grund til at gemme mere, men som bør makuleres inden de køres samme sted hen. En befrielse at kyle gamle irrelevante minder ud, at undersøge sære effekter uden at ane hvorfor man stadig har dem bare fordi de måske kunne blive handy – en dag. Ude i fremtiden. Hvor de sandsynligvis allerede ville være forældede og erstatbare af dimser, der var smartere, mindre og billigere. Ergo – ud med dét osse. Tøj har jeg for længst sorteret ud efter mit vanvittige vægttab for et par år siden, så der er ikke så meget at hente.

Det bedste er næsten, at jeg ikke tænker tunge tanker om behandlingen hos psykologen, der formentlig stopper. Tanker om fremtiden og den holdbarhed jeg skal præstere på jobbet, for at beholde det. På trods af systemet. Jeg fokuserer ganske meget på flytningen og det er dejligt konkret, målbart og så er der en deadline, der er til at have med at gøre. Den og den dag skal vi altså bare være færdige og ude.

Men i går gik vi altså på hyldeblomst-jagt i skoven. Dvs at jeg nu synes, at det var kærestens tur til at agere sprællemand i brombærkrattene, mens jeg luskede ned til åen for at fotografere insekter.

IMG_0775På vej derned fangede jeg et billede af et insekt jeg ikke ved hvad er – den bevægede sig rimeligt hurtigt, så der var ikke tid til de store kamerafinurligheder. Især ikke fordi hunden samtidig havde fået fært af et eller andet interessant inde i skovbunden og rykkede hårdt i snoren. Beklager at det er uskarpt – men er der nogen af jer, der ved hvad det her er for en lille fætter. Den var ca 3-5 mm stor.

Nede ved åen fik jeg kig på de her fantastiske flyvere, der dog ikke var særligt villige til at sidde stille eller flyve i de retninger jeg håbede og skød i. Så der blev heller ingen flyvebilleder af dem i denne omgang. Jeg tror faktisk, at det er lettere at fotografere lyn end de her.

IMG_0804IMG_0790IMG_0782IMG_0778

Møde i skovene

Normalt bryder jeg mig jo ikke om at fotografere mennesker, dels fordi det er sjældent at mennesker bryder sig om at blive fotograferet og dels fordi jeg selv har et næsten paranoidt forhold til at havne på den forkerte side af et kamera. Jeg vil gerne selv bestemme hvornår og hvorfor der skal tages billeder af mig. Og især hvor de må offentliggøres.

Det sidste er et forhold som Inge og Hasse altid har respekteret hos mig, og det er en af grundene til at jeg føler mig vældigt tryg i deres selskab. Og når de så siger god for andre, så er det nok osse i orden. Og igår sagde de god for Annemarie og hendes mand, som de havde besøg af.

Der var derfor skovmøde på en lille hyggelig cafe ved Søderåsen i Skåne. 6 mennesker, et utal af kameraer, en hund, flere flåter end jeg gad tælle og 1(!) småkage til kæresten, der dumt undlod at bestille vafler som vi andre. At dømme efter aktiviteten med kameraerne hos de andre tror jeg, at der kommer billeder ovre hos dem. Jeg tog ikke nogen, men fik dog lov til at lege lidt hurtigt med Inges nye makroobjektiv, og min ønskeseddel blev lige for flere tusind kr dyrere. Suk.

Og så ud og kigge lidt mere på de svenske skove, og jeg måtte indrømme at mine navigationsevner fejlede fatalt, da jeg undlod at dreje ved det røde hus som jeg skulle. Det røde hus som nu var malet gråt, forstås. Så vi fik set lidt mere end nødvendigt, samt indøvet vendemanøvrer på meget smalle skovveje. Dummeklasker mig selv for dén.

Men vi fandt altså frem til det der var målet for turen og omvejene værd. Et vældigt mose- og skovområde, hvor der er et tårn, det for en gangs skyld var tilladt at klatre op i. Det er ellers altid forbudt område for andre end de jægere eller fuglekiggere, der ejer tårnene. Og her er så billedet jeg egentlig ikke ville tage, men jeg synes Inges præstation er al respekt værd.

udkig

Der var to stiger som denne – og hun forcerede dem iført fodtøj, der bestemt ikke var egnet til manøvren, bærende på kameraudstyr af en vis værdi. Respekt!

De tre på billedet her optræder på mange billeder på blogs rundt omkring, så jeg håber og tror det er ok at jeg nu osse bringer et billede af dem. Men rent faktisk skal man spørge og have tilladelse til sådan noget, hvis det skal være helt rigtigt. Sådan juridisk set. Men sådan er der jo så meget.

Unfair konkurrence

Det er første dag med eftermiddagsgåtur med hunden – med bare arme og uden at småfryse stædigt i varmen, der trods alt ikke er varm nok. Det var det i dag.

De kan have deres piller, deres terapi, deres øvelser og alt det andet for sig selv. Intet slår en forårstur i varmen, de lysegrønne træer, vandets små lyde og hunden der lykkeligt afsøger skovbunden efter spor af mus og egern. Jager en due op og gør ophidset af en uskyldig and. Halen lige i vejret og flagrende ører. Sidder på en sten og slapper af og lukker arbejdsdagen godt ned. Knæet holdt og jeg bad idioten fra i fredags om at holde kæft og blande sig uden om … noget som han faktisk skulle blande sig uden om. Der er lagt bund til et nyt øveobjekt på ham – jeg skal lære at være kontrolleret vred, kontrolleret grænsesættende og kontrolleret ligeglad.

Hunden hopper lidt rundt på de store sten og jeg er lidt bekymret for om den skvatter i mølledammen.

foraar_9

foraar_10

Vi kaster pind hele vejen tilbage.

Forårslykkeland.

Den var engang et træ

Engang i fortiden var de træer ifølge palæobotanikken, men i dag er de bare nogle lidt særlige planter, de der bregner. Aller-særligst er de her i foråret lige når de folder sig ud. Så laver de de her bregne-kugler, der er lysegrønne og fulde af små detaljer, som man kun kan se hvis man kigger rigtigt godt efter.

Det er dog let at se – at det her, det hører vist til i en lidt anden af jordens tidsperioder. De er i allerhøjeste grad en lille hilsen fra fortiden.

Og om bare en måned har de dækket den lille dalsænkning i skovbunden med et kraftigt grønt dække af planter, som man overhovedet ikke har lyst til at bevæge sig ind mellem, og da slet ikke iført shorts og sandaler. Der kan jo gemme sig hvad som helst under alt det grønne.

bregne_1bregne_2

Det er snart

Jeg håber at det er snart – altså at naturen bliver lysegrøn igen. Det må være tæt på, men vi mangler nok lidt sol og lidt varme før bladene tør folde sig rigtigt ud.

foraar_7

Men de små sprængfarlige knopper mod den blå himmel er nu også ganske dekorative.

foraar_6

Kigger ud på regnen og savner allerede den blå himmel vi har været så berigede med i det meste af påsken. Miniferien er gået alt, alt for hurtigt og jeg aner stort set ikke hvad jeg har brugt tiden på – altså ud over at have leget lidt med picasa, geninstalleret et par computere og kalibreret skærm og sådanne småting. Men i 5 dage? De er væk. Jeg tror bare jeg har slappet af og nydt de manglende daglige krav.

I morgen er det hverdag igen. Og så kan jeg snart tælle ugerne til sommerferien uden at tage tæerne i brug også. 2 uger venter et sted lige bag horisonten.

Sætter kursen mod punktet derude og tæller uger.. jeg er slet, slet ikke færdig med at holde fri. Øv.

Fordelen ved foråret er så: store bededag, kristi himmelfartsdag, pinse og grundlovsdag. Ugenr: 18, 20, 22 og 23.

De lidt kortere arbejdsuger stiller sig heldigvis i kø.