Den gode dag

Jeg har lige haft fødselsdag og det er derfor jeg fik det der hyggekamera. Godt nok lidt før tid, fordi vores lokale elektronik-pusher valgte at køre et særtilbud på det et par weekender før selve min fødselsdag. Og eftersom at budgettet for vores interne fødselsdagsgaver var noget sprængt med dette særlige ønske, havde jeg selv lagt penge til side for lissom at sætte gang i projekt nyt kamera.

Selve dagen var ganske almindelig arbejdsdag for os begge så det gjorde vi ikke det store nummer ud af, det er nu altså osse som om fødselsdage mister sin betydning med alderen. Så det er kun de runde der tæller rigtigt. På en helt almindelig fødselsdag udmærkede vejret sig med regn, skybrud og masser af torden. Hagl blev det vist osse til rundt omkring. Da jeg elsker vildt vejr var det en ren gave til mig i sig selv, og jeg tilbragte dagen på altanen med en god bog og nød at være i tørvejr mens resten af verden stod i ét.  Det var nemlig på en magisk torsdag, hvor jeg havde garanteret fri allerede kl 12. Meget passende synes jeg selv. En eftermiddagstur med hunden fik jeg dog overstået inden det blev alt for vildt:

Kæresten kom lidt senere hjem efter hendes arbejdsdag og vi nød en god middag… hun havde dog fremskaffet en ekstra gave til mig. Hun havde luret lidt i min amazon-profil og set hvilken taske jeg gerne ville have til det nye og betydeligt mindre kamera, der dog stadig er for stort og tungt til at være i en lomme. En bæltetaske med låsefunktion, så den ikke var så nem for lommetyvene på vores vej at tømme, noget jeg dog ikke vil bruge i det daglige.

Valget faldt på en bæltetaske, selvom de pr definition er enormt kiksede, da den gør det nemt at have kameraet med sammen med hunden. Her har rygsække diverse vist sig at have visse problemstillinger mht at styre hund i snor samtidig med at jeg skulle af med rygsækken, åbne, pille kamera frem, lukke og montere på skuldrene igen. Og så først der begynde at skyde billeder…. eller dvs indstille kameraet og når jeg ramte udløser-knappen passede tiden nøjagtigt med hundens tålmodighedsgrænse, så der vælger den at trække videre i et ryk. Jeg har utallige “hunde-billeder” på den konto. Ikke billeder af hunden, men billeder med stærk bevægelsesuskarphed dannet af det særlige ryk. Håber at jeg med en bæltetaske kan komme inden for hundens tidsgrænse, og dermed få flere skarpe billeder inden den rykker videre ud i livet.

I min søgen efter en fornuftig taske lærte jeg noget nyt. Et nyt ord. RFID. RFID chip og RFID-theft. Og det er ærligt talt skræmmende som ind i helvede.. Det viser sig nemlig at vores kreditkort og vores pas er udstyret med en lille chip, der kan aflæses på afstand, og at man med enkle remedier og krypteringer der i øvrigt er brudt kan lave kopier af disse. Man kan lave en kopi af passiden og dermed få adgang til alverdens mystiske data om personen. Kreditkort kan kopieres og anvendes inden for visse grænser. Det er ikke nemt, men for de velorganiserede kan et besøg i en lufthavn på den måde blive ganske lukrativt.

Ergo, den kan vi lige så godt tage med. Sikkerhed for RFID-chips…. Jeg har nok ikke det store behov lige for den del, men den giver lidt tryghed når turen går til østeuropa (og her lufter jeg vist lige en fordom eller ti). Beklager det dårlige scan, men tror budskabet fremgår ganske tydeligt alligevel.

Så det blev denne bæltetaske til mig, og så sørgede kæresten for at få fat i en organiser til sig selv.

Reklamer

Iphonen har fået en edderkop

Kæresten var kommet hjem før mig i går. Jeg blev jo lidt forsinket pga en lille detour efter et psykolog-besøg. Hun havde lyttet efter min sukken efter en eller anden form for holder til telefonen, når jeg brugte den som kamera. I mangel af bedre. Hos vores lokale elektronik-pusher var hun faldet lidt for den her gorilla-pod holder, som gør at jeg kan sætte telefonen fast på ganske forskellige ting. Lygtepæle, stolerygge som her eller rækværker på broer og sådan noget. Der gemmer sig et fint lille kamera i en iphone, men det er svært at bruge den som sådan hvis man ryster en smule på hænderne for den er ikke vildt kvik til at stille skarpt. Ind i mellem er et stativ en rigtig god ting.

Den kan osse være stand in som holder på mit skrivebord når jeg facetimer med eller anden. (det hænder). Hader faktisk at gøre det med en iphone i hænderne, for jeg får altid trykket på et eller andet mystisk på skærmen, så det er bedst hvis den står lidt for sig selv og uden for rækkevidde af mine fumlefingre.

Jeg synes den er smart og vidste faktisk ikke at den fandtes med telefonholder. Der gemmer sig et lille gevind (under holderen) til et superlet kamera, hvis man vil bruge den som stativ, men jeg tror ikke den kan holde ret meget mere end engangskameraer.

Den er vel osse god til selfier.. men sådan et har jeg vist aldrig taget. Ikke bevidst i hvert fald.

Hunden er dog overbevist om at den er en ny form for legetøj til den.

Kæresten derimod benytter lejligheden til at lufte sin legendariske edderkoppe-fobi.

Og hvad faen skal jeg så bruge den til. Jo, jeg skal lege med time-lapse og stop-motion video. Og der er et stativ et ubetinget krav. Og mit DSLR alt for besværligt at danse med. Så det bliver med telefonen og ipaden som fjernbetjening med display.

Må være blevet voksen

Som barn hadede jeg det inderligt. Det kradsede og så kikset ud. Jeg ville ikke have dem eller noget som helst andet af det.

Og for fem minutter siden ringede mine forældre:

– hey vi skal bruge et par julegave-ønsker fra dig…

Jeg endte med at sende dem dette link… grimme men det er et stort ønske. Luffer af uld. Strikkede. Og en tilhørende hue ville gøre det perfekt. Hvor pokker de vil købe dem, det må de så selv hitte ud af.

Gearfreaken faldt lige død om i hyldest til naturens eget materiale, der ikke lige er vindtæt, men til gengæld stadig holder på varmen når det bliver vådt.

Min mor var ved at skvatte ned af stolen af grin og følte øjeblikkeligt for at minde mig om min barndoms dybe aversion mod luffer. Nej jeg har ikke ejet et par siden jeg var barn.. men nu virker de altså sært fristende.

Nogen kunne sikkert få et og andet ud af dette.. kom bare an.

En bunden opgave

Jeg har en god ven der er lidt backpacker-agtig. Lidt terrængående kalder jeg det. Ikke supernørdet med det, men alligevel. Sådan en der tager på cykeltur i skotland, kajakture gennem de svenske søer og sådan noget. Han gør det for at slippe væk fra en alt for travl hverdag.

Han ved jeg kan noget med knuder og sådan noget, demonstrerede det en gang jeg enkelt bandt et par snore sammen for ham – og knuden holdt!

Der kom en mail fra ham – en opfordring og en opgave… “jeg behøver en line på ca 4 m, der kan holde til et par hundrede kg. Jeg behøver den bundet så den intet fylder men er let at binde op, let at bære uden at den hænger fast i alt muligt. og det må ikke fylde noget særligt.” Jeg tror der bliver pakket til en kajaktur et eller andet sted i nordamerika, hvor det vil være uheldigt at miste sin oppakning. Og derfor lidt rart at have visse ting på sig.

Men han orker ikke selv lave de her små-ting. Eller osse har han ikke tid til det.

Hmmm…. jeg gav ham adressen på et sted man kunne købe faldskærmsliner og sagde at han kunne sende pakken til mig og så skulle jeg se på det.

IMG_2802

Han får den øverste. Der gemmer sig 4.5 m faldskærmsline i den lille dims. Den tykke del er ca 10 cm lang og har en løkke for neden til hans gerber-tool En karabin for oven så den kan hæftes fast i et eller andet i tøjet. Den hvide stribe er reflekssnor og bare pynt. Et enkelt diamantknob blev der osse plads til – bare for sjov!

Der var meget andet småtteri i det han havde købt til mig og inden jeg så mig om havde jeg lavet en til mig selv af lidt småsnore og rester. Det er den nederste.

Jeg mistænker at han mente at jeg manglede noget hobby-arbejde, der ikke foregik foran en pc og at det var derfor han gav mig opgaven.

Min svoger og et par venner besøgte os og så hvad jeg havde gang i og så kom bestillingerne ind.. og inden jeg så mig om havde jeg sådan en stribe:

IMG_2803

Flere af dem har klikspænder (som den vi kender fra rygsække mm) men en har knudelås og den yderst til højre er med sjækkel-lukning. Den er ikke færdiggjort for det tog mig lidt tid at få alle snorene passet ind i et smalt spænde. Den skal svoger muligvis have og jeg vil ikke afslutte den før han lige har prøvet om den passer.

Lavede osse et bredt armbånd til ham den aktive. Med det skæggeste spænde – der har indbygget en fløjte! Så er man altså BS-agtig! Der var to spænder – så jeg lavede et til mig selv osse. Tænkte at jeg jo så kunne fløjte på hunden, ikk?

Kæresten var hurtig og bad mig lave en lille reb-bold til en nøglering. Den er hun glad for, på den helt barnlige måde.

Det er egentlig sjovt at lege med så nu har jeg bestilt lidt mere og har allerede besluttet mig for et nyt halsbånd til hunden. Det er nemlig svært at finde et der passer den – og mig. Der er altid et eller andet galt eller et spænde der sidder forkert. Så nu laver jeg sgisme mit eget! En af mine hundeluftervenner har allerede meddelt at hvis jeg får held af det så vil hun bestille et par til hendes retrievere.

Kan ikke strikke – men det her – det kan jeg. Og så er det osse lidt sjovt og jeg behøver ikke tænke til det.

Nu venter jeg bare på nye forsyninger og de ringe, der skal bruges til hundehalsbåndet. Her har vi besluttet os for noget med reflekser. Der røg vist osse lidt andet i kassen så jeg kan tilfredsstille de ønsker der allerede er kommet ind.

Mon ikke jeg laver en eller anden form for snor til det – på arbejdet – aldeles uundværlige leatherman-tool til mig selv. Jeg tror det.

Og så skal min gamle far have en brændeløfter.. sådan en tingest, der kan løfte flere uregelmæssige brændeknuder og -stykker uden at han får svinet tøjet til. Det kræver blot noget snor, noget fletning og så et par rundstokke. Det kan jeg vist lige finde ud af.

Dag 1 til 3

Det er da vist på tide med et lille rejseskriv fra vores lange tur mod sydøst. Vi kom frem i går eftermiddag og alt gik næsten efter planen. Jeg havde planlagt at fotografere lidt undervejs, men helt ærligt så var vejret temmelig mystisk overalt og den notorisk skønne tur gennem sydtyskland og Østrig var en temmelig trist og grå affære så kameraet blev egentlig bare liggende i sin taske i bagagerummet i bilen. Der lå det godt og pænt beskyttet og gemt godt af vejen for vejprirater og andet skrammel, der er så interesserede i hvad andre mennesker har i deres bil.

Og så glemte jeg i øvrigt alt om det og skød lidt billeder af tvivlsom kvalitet og karakter med min iphone undervejs. 

Bare rolig, er begyndt at bruge det rigtige kamera nu, men i første omgang vil jeg nok bare vise billeder fra iphonen mens vi er afsted, da jeg ikke har udstyr her til at behandle rawbilleder, og jeg tager jo ikke andet med mit DSLR. 

Det gik rigtigt godt med at få pakket bilen og jeg vil umiddelbart vurdere at vi kunne have haft næsten det dobbelte med herned uden de store problemer og uden at ændre i planen om at køre med tom kabine og pakket bagagerum. Det bliver ganske afgjort ganske anderledes når vi skal den anden vej, men det løser vi jo nok til den tid. 

Så indledningsvist vil jeg give et sjældent indblik i min næsten privatsfære. Sådan ser et rejseklart designikon ud – indvendigt. 

I anledningen af planen om at tilbagelægge ca 2500 km er der kommet to tilføjelser. Cola og en dåse slik, der ganske passende er pakket i en dåse, som nøjagtigt passer i en bils kopholder og som derfor forhindrer uhensigtsmæssig spredning af de søde sager. Ellers ligner den helt sig selv, den kære bil. Det er vist sådan noget man kan komme afsted med når man ikke har børn med i bilen.

Og så vil jeg altså lige fremhæve en særlig dims. Tomtom (ja, dem med navigationen) har lavet en mobillader med 2 usb stik. Det er rigtig god kvalitet og den ladede uden problemer både ipad og iphone undervejs. Den kom vi hurtigt til at blive rigtigt glade for i stedet for det kinaplastik man ellers kommer til at købe rundt omkring. Desværre er den vist bedre i kvaliteten end designikonets cigartænderstik der hellere end gerne følger med opladeren op når vi vil lægge den i midterboksen. Så det er vi holdt op med nu. Tomtom-lader er flyttet permanent ind. 

Og så var det ellers afsted stik syd-øst. Vi kørte hjemmefra kl ca 3 om natten og havde ikke andre planer end at nå igennem Hamborg inden morgenmyldretiden satte ind. Dermed kunne vi så osse komme uden om dagbøvlet med den den der kielerkanalbro, som vi havde både læst og hørt om fra andre. 

Vi havde kigget lidt på kort på forhånd og det så nærmest ud som om at vi skulle køre til Tyskland og når vi så havde kørt rundt regnet 1100 km skulle vi dreje til venstre. Helt så galt var det dog ikke, men afstandene er dog lidt anderledes end de er herhjemme. Det er altså nogle lange lige ud stræk man kan komme ud på. Til gengæld er rastepladserne og autohof´erne geniale. Toiletterne er ok når man altså lige vænner sig til de roterende lokumsbrædter og deres – til tider – store iver for at få lov til at rotere når man lige akkurat har lettet røven fra sædet. Har det sødeste lille skrabemærke på bagsiden af mit ben efter sådan et aggressivt roterende toiletsæde, der bestemt ikke lod sig stoppe af langsommelig turist, der bare ikke flyttede sig hurtigt nok. 

Det er klart at vi holdt en del pauser undervejs, der skulle strækkes ben, tisses, spises, provianteres og byttes chauffør, og da vi for tredje gang mødte den samme trailer med de fineste grønne traktorer valgte jeg at kigge nærmere på skønhederne fra John Deere. 

Dem kender vi vel alle sammen men to ting kom altså lidt bag på mig. Tre faktisk. Traileren de to grønne giganter stod på var i samme grøn-gule farver og et lille skilt (der dog ikke så helt så autoriseret ud) forkyndte at det var John Deere on the road – og så tilføjet nedenunder: No John Deere? John Deere is doing its job! Lastvognen var grøn og gul i de rette nuancer. Og så på vinduet dette skilt:  

Washed with care by… en eller anden. Altså det er en traktor, det er ikke en harley davidson eller en ferrari. Det er altså bare en traktor. Men åbenbart er det lidt specielt med de der John Deeres. For da jeg tog billedet kom chaufføren ud og verfede mig væk. Inden jeg skyndsomt forføjede mig konstaterede jeg at hans arbejdstøj var.. rigtigt gættet.. grønt og gult!

Håber de er så venlige at udstyre landmanden og hans folk med grønne og gule kasketter så den stakkels traktor ikke føler sig helt fremmedgjort i ikke grøn-gule omgivelser.

Det var godt jeg fik taget billedet for jeg tror de skulle en anden vej end os, og vi så dem ikke igen. 

Efterhånden begyndte vi at genkende flere biler, sært pakkede trailere og autotransporter og havde lidt godt grin med en yngre – lettere ophidsbar –  fyr i en undermotoriseret bmw, der bestemt ikke egnede sig til at køre fra vores designikon, selvom han prøvede ihærdigt. Ham tog vi med 170 op af Kasselbakkerne. Ha! 

Vi nåede et lille stykke ind i Østrig før vi afgjorde med os selv at det var tid til en overnatning og vores smarte hotel-app til mobiltelefonen skulle stå sin prøve. Den skulle gøre det muligt at finde et hotel i nærheden, vise priser og booke det i en arbejdsgang. Epic Failure. Sådan hedder det vist på godt dansk. Vi holdt nemlig på en rasteplads lidt for tæt på byen Linz og vi fik bunker af hits på hoteller i den by. Og vi gad ærligt talt ikke ind til en storby for at finde hotel. Så her skulle appen venligst lære at byhoteller ikke havde den store interesse, hvilket viste sig at være ganske umuligt. Jeg måtte stave mig igennem alle de mindste byer jeg kunne se på et kort (og så tror jeg at der gælder følgende regel i Østrig – jo mindre by jo længere og mere håbløst bynavn). Endelig ved det næsten stavbare bynavn “Pöchlarn” var der et hit. Et familiehotel, der gav morgenmad, et dobbeltværelse, gratis parkering og WIFI for 45 €. Bingo, den napper vi. 

Vi var klar over at vi havde brug for det der WIFI for at lave ruten til dagen efter, checke vejrudsigter og måske lige læse lidt nyheder og sende hilsner hjem til dem der gerne ville vide at vi var kommet godt ikke-frem men i hvert fald et stykke. 

HRMMMF – viste sig hurtigt at WIFI kun fandtes i baren… snedig forretningsstrategi for vi var bestemt ikke de eneste rejsende der sad med ipads og bærbare og prøvede at snappe af samme og yderst begrænsede båndbredde. Men vi drak god øl og kvalitetskaffe til. Og det var næsten dyrere end selve værelset at besøge den bar. Til gengæld fik jeg et større kulturchok, da bartenderen med største selvfølgelighed serverede kaffen og øllen med et medfølgende askebæger??? What??? Et askebæger? Er der overhovedet nogen der kan huske hvordan sådanne ser ud – i indendørsversionen? 

Men hvad – røgen bidrog da til en vis autentisk stemning og vi hyggede os godt i gode menneskers selskab, der var ganske imponerede over at vi havde tilbagelagt 1400 km på dag 1. 

Vi gik uden problemer omkuld i et lortebrunt værelse med lofts-tyskertræ på gulvet.. gulvbrædder i loftet og sære ikeaskabe til højre. Hertil tilsat et par brun-orange lange tunge gardiner, der nådigt skjulte vores nøgne kroppe for nysgerrige rejsende ved den nærliggende stations perron. Total stilforvirring, men hvem kan forvente mere til de penge og vi takker for de gode grin og slukkede lyset så vi ikke skulle se mere på det. Til gengæld var restauranten god og morgenmaden aldeles overdådig. 

Nu er vi fremme hos vores værter og er ved at finde lidt ro på det hele. Jeg skal nok skrive lidt mere om det, men dette må være nok for nu. Vejret er godt, maden er alt for rigelig, sengen er mystisk og med lidt spionagtig kreativitet har jeg snydt mig til at give steppelandet WIFI…  hæ hæ.. Jeg må ikke under nogen omstændigheder pille ved min værts internetforbindelse (for han har betalt dyrt for at få en prof til at sætte det op) så jeg har gemt en medbragt router i et skab bag hans pc og har koblet den på som access point til hans router. Han ser ingen forskel og hans pc kører helt som vanligt, men i det skjulte kører WIFI nu og giver os internet på de medbragte telefoner og ipads. Det er ikke helt sødt at gøre det i det skjulte, men hvad han ikke ved har han jo altså ikke ondt af. 

I morgen skriver jeg om vores besøg i Budapest. 

 

 

Stik mig et stik

Kender I det, jer der også er slemt glade for jeres smartphone, ipads og andet skrammel med fine skærme. At batterilevetiden bare er alt for kort til en hektisk hverdag, hvor man faktisk bruger sine dimser ganske hyppigt. Og når man så ikke lige er hjemme kan det altså være lidt svært at hitte et stik at få ladet dimsen op i. Ok, jeg ved det, jer på kontorer og egne skriveborde anskaffer naturligvis bare en ekstra-lader og bingo – så er det problem lige som løst.

Men vi andre, os der ikke lige sidder ved skrivebordene. Vi har altså problemer med at holde på strømmen. Jeg har en android telefon, som jeg faktisk er rimeligt glad for. Den står dog for udskiftning i løbet af nogle måneder. Og det bliver formentlig til en iphone. Men indtil da har jeg problemet. For jeg bruger min telefon til lidt bloglæsning, lidt spil og surf på vej på arbejde i offentlige transportmidler, lidt i pauserne på arbejde og så hjem igen. Kommunikation med min chef foregår også via mobiltelefonen. Og jeg skal være glad hvis der stadig er strøm på den når jeg går ind af min dør om eftermiddagen. Ok, problemet er løst for så er der jo masser af stik, til gengæld bliver min mobiltelefon temmelig stationær, og jeg kan ikke bare lige tage den med mig igen.

Det er jo ikke derfor man har en mobiltelefon, vel?

Tidligere ladede jeg den i bilen men nu er jeg jo afhængig af offentlige transportmidler, der altså ikke lige er forsynet med stik ved sæderne, og at lægge den til opladning mens jeg arbejder er ikke en løsning. Ikke særligt tit i hvert fald.

Så jeg er altså en af dem, der altid ser mig om efter et stik. Eller var det i lang tid, for i forrige weekend var vi på shopping hos vores gadget pusher. Vi skulle anskaffe et Apple TV, efter lange tiders store overvejelser. Og der måtte vi naturligvis også lige vende udstyrshylden til diverse dimser.

Bingo… en hel hylde med mobile powerbanks, og en på tilbud. Den røg i kurven også. Den kostede et par hundrede kroner men er altså det hele værd. Det er sådan en mindre cylinderformet dims, der kan oplades via USB stikket på min computer og så bare medbringes i en lomme. Det er sgisme da lidt smart. Nu hygger telefonen sig med at få et nyt skud strøm mens jeg arbejder og den kan faktisk holde resten af dagen på den strøm. Powerbanks fås med garanti meget mindre, meget bedre, meget lettere – men også en del dyrere. Jeg nøjes med den lille tykmavede dims her.

Havde helt glemt hvordan det var da mobiltelefoners strøm holdt en hel dag. Der var også en gang de holdt en uges tid, men det var før smartphones-tiden.

Det er snyd, og det er upraktisk.. men det er altså billigere end at gå ud og købe en spritny iphone, der er betydeligt bedre til at holde på strømmen end HTC.

Som nødløsning holder den. Og så kan den forresten også lade et kamerabatteri, en gps, en ipad og alt det andet man ind i mellem render rundt med – bare det lades via USB.

Tror det er penge, der trods alt er givet godt ud.

Forresten – Apple TV er altså også en succes. Det forbinder trådløst computerne/iphonen/ipaden (billeder, video og musik)  til vores tv og det fine surroundanlæg i stuen.  Og så kan det naturligvis vise video fra youtube på tv. Og det sidste er ganske godt, da youtube  ikke bare er små sjove private klip fra hjemmefronten, men også mere seriøse dokumentarer, der med (eller uden) producentens tilladelse ligger frit tilgængeligt på nettet. Netflix fungerer også helt flydende via den, men det har vi så ikke sat i værk – endnu. Det er også slut med at sidde på en kontorstol og se den udsendelse på DR som alle snakker om men som man lige missede, da det uden problemer kan sendes via ipad op på TV-skærmen.

Og hvis ikke jeg synes at det er hyggeligere, så skulle jeg hilse fra hygge-hunden og sige, at dét synes den. Meget hyggeligere. VUF,

Med røver-hat

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg kan godt lide når ting er funktionelle uden at gøre noget særligt væsen af sig. Sådan er det med min dunjakke, min særlige uldvest (der nok skal få en hilsen senere) – men allermest med mine buffer. Jeg har brugt dem i flere år, og kan dårligt forestille mig at gå nogen steder uden at en af dem er i lommen, er på eller ligger i tasken. Om det så er kameraet har det en buff. Camouflagefarvet – naturligvis.

Det er et lidt specielt produkt så jeg vil prøve at forklare efter bedste evne. Det er et rør af tyndt mikrofibermateriale. Der er ingen sømme og stoffet er så fintmasket at det uden problemer holder regn fra at løbe ind ved nakken samtidig med at det er åndbart. Jeg har altid én med på arbejde, oftest på og mine kolleger har vænnet sig til dette personlige stykke udstyr, der bestemt ikke hører til i vores forholdsvist strikte uniformskrav.

Jeg har virkelig prøvet at finde en måde at tage billeder af samlingen af buffer, men uden held. Og så gik den vilde jagt på en side på nettet, der sådan let og overskueligt fortalte hvad det egentlig var. Det endte desværre med denne svenske side. De kan naturligvis købes flere steder men det må I selv google jer til hvis I vil.

Men her kan man altså osse se det næsten uendelige udvalg af mønstre og variationer. Vindtætte, vandtætte, reflekterende og UV-sikre til sommerbrugen. Eller bare sjove til børnene. Min nevø skal have en i julegave – med spiderman på.

Jeg bruger dem året rundt og om vinteren skifter jeg dem til de lidt varmere varianter – med fleece på indersiden, som bliver foldet som huer eller brugt om halsen. Kæresten, hvis hår har det med at suge statisk elektricitet til sig, har udviklet en tilsvarende forkærlighed for sine, men holder sig af gode grunde til dem af uld, da hun ellers vil ligne en lidt forvokset udgave af Lisa Simpson. De er nu også ret fede og ind i mellem har jeg visse problemer med at lade dem ligge i hendes afdeling af garderoben.buff-hood

Og nu har buff begået en genistreg. En røverhat. Næsten. (den svenske ekspedient i butikken i Malmø kaldte den jo Rånarluva). En softshell hat med windstopperlag, på en dobbelt buff. Endelig en fornuftig løsning til mine hatteløse jakker og så en, som oven i købet løser problemet med al den kolde luft, regn og sne, som fiser ned ved nakken. Den måtte jeg jo have. Og den er altså rigtigt fed. Måske ikke det kønneste, men praktisk.

Men kommer nok ikke lige til at bruge røverhat-delen af den. Den øverste del af buffen folder jeg ned – med mindre jeg lige føler for at røve en kiosk. Det bliver næppe aktuelt. Men på en frostklar morgen på tur med hunden, vil det være helt tilpas med lidt effektiv beskyttelse af ansigtet.

Og ja – jeg har testet den. Den er faktisk vindtæt. Og varm.

Kæresten og  jeg er ved at udvikle en lille tradition med den her buffer – at der skal ligge et par stykker under juletræet. Ellers er det ikke rigtig jul hvis vi ikke får hver en årsbuff.

Må ikke glemme.. buffen til kameraet. Det er en af mine der blev degraderet, efter at den havde været med i en kælder med skimmelsvamp. I tre timer. Efter flere vaske lugter den stadig lidt forkert og jeg tør ikke bruge den mere om halsen. Til gengæld brugte jeg den som åndedrætsværn (i mangel af korrekt udstyr) i de timer, og lægen der tilså mig efterfølgende konstaterede svampesporer på den og i mine øjne, men ikke rigtigt noget af betydning i mine luftveje. Tror dog ikke lige at det er optimal udnyttelse af buffen, men det var det forhåndenværende søms princip. Den dag. Derfor ligger den nu i kameratasken og kan forholdsvis let trækkes ud over kamerahus og objektiv i tilfælde af støv og sand. Ved stranden i blæst mm. Der kan jeg godt udholde den klamme duft af fugtig kælder, der stadig hænger ved den.

Problemer med buff? Ja, da. Deres malplacerede små mærker skal klippes af, da de med stor omhyggelighed er placeret der hvor de generer allermest. Under hagen eller i nakken. Hader det skidt.

Vil ikke finde mig i det

Det handler ikke om at der er noget i min fortid eller sære traumer jeg ikke vil finde mig i mere. Men derimod at jeg ikke vil affinde mig med, at der er opført en Berlin-mur mellem mine platforme, hvad angår androidtlf, iPad og min stationære windows-pc.

Sidstnævnte er stadig mit foretrukne værktøj, men jeg ville da bestemt ikke undvære nogen af de andre.

Jeg vil (og det vil jeg altså) have størst mulige integration mellem de her elektroniske dimser, sådan at jeg kan skifte dims når det passer mig, stort set uanset hvad jeg ønsker at gøre. Om jeg vil skrive noter til et blogindlæg eller et helt indlæg, så skal den samme kladde naturligvis være tilgængelig på alle tre ting – hele tiden. Opdateret, naturligvis.

Indtil videre har jeg brudt adskillige huller i den mur, så jeg kan hvad jeg vil og ikke hvad platformskonventioner siger jeg kan. Er nok lidt sådan en, der går ud fra at alt er muligt, bare man finder ud af hvordan. I hvert fald når det handler om computere og netværk.

Nu sidder jeg her på hattehylden i byen, har fået mindre plads og dermed også et mindre skrivebord. Der er ikke plads til at der kan stå eller ligge en ipad ved siden af mig, for der skal jo osse være plads til andre ting. Ipad må nu opfylde sin forventede mission i livet – som coffeetable computer.

Det er derfor lidt mere nødvendigt at jeg bryder hul i endnu en mur. Jeg vil naturligvis kunne afvikle mine apps fra ipad/tlf på min pc. Med de samme login-oplysninger, samme profiler og alt det andet. Visse apps, som fx nyheder, køreplaner mm findes nemlig kun som apps, og er ikke udviklet til windowsmiljøet.

Og det viser sig, at det kan man faktisk godt. Det viser sig oven i købet at være himmelråbende simpelt.

Hentede et lille program fra bluestacks.com som emulerer androidplatformen. Og bingo – nu kan apps fra android (og de apps der både kører på ipad og android) afvikles direkte fra min pc, og jeg er så herligt fri for at have disse to dimser liggende inden for rækkevidde ved skrivebordet.

Kæresten er ikke helt utilfreds med pludselig at fået mere råderet over den der ipad, fordi jeg ikke længere behøver den i min nærhed når vi er hjemme.

Og jo, kan naturligvis spille wordfeud (og chatte) fra min pc – og fortsætte hvor jeg slap hvis jeg smider mig i sofaen med ipad eller android.

Tror min stædighed med at løse sådanne små knuder handler om, at jeg går ud fra at andre har de samme behov og ønsker – og at nogle af disse rent faktisk har fundet ud af at løse problemstillingerne. Og så googler jeg mig da bare til det dé har fundet ud af.

Er også sådan jeg endelig har fundet løsningen på at få alle tingene til at dele en (uha) multifunktionsprinter, uden at jeg mistede de der multifunktioner som scan mm.

De bedste venner

Eller det vil sige – kun næsten de bedste. For de bedste tælles stadig blandt de levende – dem med to ben og et kvikt hovede.

Men så i hvert fald de næstbedste; pt en sækkevogn, en drillebil og en iPad.  Drillebilen og sækkevognen giver næsten sig selv og det handler naturligvis om at flytte en dælens masse kasser en dælens masse km. Tror dog efterhånden at jeg udvikler armlængder, der ville gøre en chimpansehan ganske misundelig.

Computeren er flyttet, og det er kun pga et mirakel, at jeg har reddet kameratasken ud af en flyttekasse som gør at jeg stadig har dét til rådighed. Men hvad pokker skal jeg med fint kamera når den eneste computer i huset er en iPad. Måtte forleden låne mig til et usb-stik så jeg kunne få et par billeder ud på nettet.  Det gider jeg ikke mere så det må vente til jeg finder min egen pc i kassebjerget inde i byen.

Tilbage til iPad´en. Den er blevet komplet uundværlig i denne tid. Ikke fordi den agerer forbindelsesled til diverse mennesker via WF, FB, Skype og hvad det nu alt sammen hedder eller pga dens evne som huskeliste holder. Med pling-plong effekt når noget jeg skulle have husket alligevel blev glemt.

Nej, det jeg mangler allermest, det er bøger. Læsestof. Det er altså bare ikke det samme at tage en slappertime i et sofahjørne uden at have noget at læse i. Men alt det er jo pakket ned og står i særligt komprimerede bogkasser på hattehylden i byen. Bogkasser, der er så tunge at jeg slet ikke ville være i stand til at løfte dem.

Men jeg er vild med iPads kindle. Her mangler jeg ikke læsestof og den fungerer altså rigtigt fint på den der iPad. Men det er altså ikke uden problemer. Det er dyrt. Meget dyrt. For jeg er en bog-powershopper hos amazon.com. Og en bog-powerlæser i endnu højere grad. Og her er der jo næsten ubegrænsede muligheder, bare man ikke har noget imod at det hele foregår på engelsk.

Jeg er ganske sikker på at dette med kindle ikke er noget nyt for jer. Det er stadigvæk lidt bedre at sidde med en rigtig bog i hånden. Men ved I hvor meget sådan ca 30-40 hyldemeter bøger vejer når de skal pakkes? Og bæres op af trapper.

Fremover anskaffes læsestof i form af romaner og især faglitteratur til læsning på kindle. Jeg melder mig ud af bogsamfundet, nedlægger støtten til trykkerierne og bliver digital.

Jeg har besluttet mig for stille og roligt at bytte mine papirbøger ud med deres digitale modparter. I hvert fald dem, der er på engelsk.

Der hvor jeg for alvor er faldet for kindle (altså ud over det der med vægtfylden) er at jeg kan skrive noter i bøgerne, jeg kan opdatere noter, jeg kan highlighte tekst og jeg kan kryds-referere med andre bøger. Kors, hvor ville jeg altså gerne have haft de her muligheder da jeg studerede. Man bliver jo helt drøn-misundelig på dem der skal igang med studier nu og ikke behøver slæbe rundt på en masse bøger, papirer og særprægede notesystemer. Jeg studerer ikke mere, da jeg jo ikke har den der koncentrationsevne der skal til. Jeg kan ikke gøre det på kommando. Men har jeg nogle af mine klarere øjeblikke, nyder jeg faktisk at lære nyt. Læse nyt og sætte mig ind i emner der har mere eller mindre at gøre med mine gamle hjemmebaner. Sådan rent fagmæssigt.

Er altså storforbruger af det der faglitteratur. Og stornyder af kindles funktionalitet, når noter, bogmærker og markeringer lavet på læseren på pc dukker op på iPaden – og på androiden i øvrigt. Og omvendt. Helt af sig selv. At den altid husker hvor man er kommet til – også når man skifter fra den ene læser til den næste. Praktisk foranstaltning.

Det er altså ret smart når man ikke kan huske så godt. Når koncentrationen svigter.

Men tror faktisk at jeg ville være lige så vild med det system med normale åndsevner. Måske endda endnu mere glad for det.

Hvad med jer – har I nogle erfaringer med e-bogslæsere? Eller det bare mig, der er lidt for sær?

… eller doven …  eller slap … og ikke regner med at opholdet på hattehylden i byen kommer til at vare mere end nogle få år.

Platformsgymnastik

Som nogen vil kunne huske fik jeg en fin gave af min kæreste til min fødselsdag. En iPad. Og indrømmet, jeg er rigtigt glad for den, men den kræver også noget af mig, for jeg er en varm tilhænger af synkroniseringsfunktionerne på de computere diverse.

Det vil sige, at jeg vil se de samme mails, se den samme kalender og have de samme kontakter uanset om jeg sidder ved en stationær computer, en bærbar, leger med iPad, netbook eller bruger min smartphone. Og her driller det altså for; stationær pc er med win 7, bærbar med win XP, netbook med linux ubuntu, iPad med et eller andet styresystem, der er opkaldt efter en kat og smartphonen har et iskage system fra android.

Intet problem, for jeg er jo osse google-entusiast. Men nej, selvom der er apps til alle platforme fungerer det kun halvt. Noget kan ikke synkronisere tit nok, andet kan kun synkronisere én vej og noget tredje laver dobbeltposter. Det har taget lidt tid at få styr på de her platforme, som næsten dækker et fuldt spektrum af muligheder på det område. Mangler lige en nokia, så er det komplet.

Det har kørt smertefrit indtil iPaden kom på banen, og jeg havde ikke rigtigt forestillet mig, at det kunne give problemer at forlange det samme af den som af de andre enheder – nemlig perfekt synkronisering, hvad angår hyppighed, nøjagtighed og korrekt formatering. Dét var så en udfordring at få til at spille sammen, for apple har sit eget fine system, der med garanti fungerer rigtigt godt – i et miljø med mac. Og måske pc. Men det er så sådan ca det. Og jeg har android og linux også.

Løsningen viste sig at være – ironisk nok – microsoft exchange. Efter et par timers eksperimenteren rundt fik jeg det hele til at spille. Nu skal jeg bare have overtalt kæresten til osse at skifte til google mail og kalender – så kører det hele. Exchange kommer ind i billedet fordi jeg ikke altid er tilfreds med de intervaller google apps og apples egne kører med. Exchange er mere direkte.

Næste opgave var et notesystem, der ligeledes kunne køre på alle platforme og som også synkroniserede uden problemer. Igen android og mac har hver deres rigtigt gode system. Google har google docs og windows noget tredje (her har jeg hidtil brugt google docs med stor fornøjelse). Kravet er simpelt: uanset hvilken dims jeg sidder med skal jeg kunne skrive noter, lister og kladder til blogindlæg, og så skal systemerne selv synkronisere hele tiden. Helst ville jeg jeg have et program til det hele, der kunne det hele, og hvor det var simpelt at dele en liste med kæresten, flytte indlæg til bloggen ovre på wordpress.com osv osv.

Løsningen krævede denne gang ikke så meget eksperimenteren rundt, for der findes faktisk et program, der kan det hele. Evernote hedder det. Findes som program til pc, til mac, til iphone/ipad og til android. Med det kan jeg lave tekster med rimelig avanceret formatering, jeg kan lave afkrydsningsliste (med afkrydsningsbox), tage billeder med telefonen og skrive en lille note direkte ved billedet og sende det hele til wordpress. Eller gemme det til korrektur på pc´en derhjemme. Eller sende det som en mail: “sidder her med rigtig god flaske vin – den ser sådan ud og kan købes på Irma”. Jeg kan sætte mig i en pause på arbejdet med telefonen med stikord i hovedet og skrive offline – samt gemme det. Næste gang telefonen er online synkroniserer den selv med serveren. På vej hjem fra arbejde fisker jeg iPad frem og skriver videre og endelig hjemme, får jeg teksten til at se pæn ud i det tema, jeg har valgt på wordpress på den store pc. Samme tekst på alle enheder.

I princippet kunne kæresten og jeg gå på indkøb i et stort indkøbscenter, og starte i hver sin ende med samme liste på telefonerne, og så krydse af efterhånden. Vi ville hele tiden kunne se hvad den anden krydser af, eller hvis hun tilføjede et eller andet, der også skulle huskes i mit hjørne af centret.

Det sidste får vi næppe brug for – men her er mit bud på en app, der vitterligt kører på tværs af det hele – og så må google klare resten. Selv på ipad (og iPhone for den sags skyld).

Men som det fremgår af forrige indlæg er det en lille smule nødvendigt med sådan et smånote-program.