Fra spamfilteret

Ind i mellem kan jeg altså ikke lade være med at kigge i min mails spambox. Ind i mellem ligger der faktisk mails, der ikke burde være der.

I dag var der kun spam. Men dette er da lidt underholdende, for jeg kan jo ikke lade være med at tænke om der faktisk er mænd nogle derude, der hopper på det her tilbud om en Brigitte Soderman, der kan mødes med mig i aften.

Det tror jeg nu nok konen vil have et og andet at sige og mene om.

“only too king for casual sexual encounters” ?

Og jo – det andet.. den grumme plan. Jeg tænker endnu. Men først tror jeg, at jeg vil holde weekend med hende jeg godt kan lide og som jeg bestemt agter at have mere end én encounter med. Faktisk flere. Sådan ca resten af livet. Ifølge planen.

Og kongen kan vi godt undvære.

Kirsten giftekniv – i onlineudgaven. Måske.

Jeg er tidligt oppe og i gang i dag. Vi får besøg af en veninde, der bor langt pokker i vold et stykke inde i Skåne (ja – det i Sverige). Hun er blevet lovet en god dansk juleand med hele svineriet i aften og den skal langtidssteges. Så det er jeg startet med, og det er ærligt talt ret specielt at stå med kl 7 om morgenen. Jeg gider nemlig ikke stå og fedte med en rygende varm and når den skal skæres ud.

Nu er veninden blevet skrottet af kæresten. Igen. Det fatter vi jo ikke for hun er sød, hun er skæg, har styr på sagerne, eget hus med dejlig grund ude i skoven. Hun kan lave mad, har et ok job, en venlig kat, en bil der starter – i hvert fald halvdelen af gangene og alt det der. Men alligevel går det bare ikke for hende.

For hun er jo dansk. Og har haft danske kærester. Primært dem fra København, da den by har en stor og ganske synlig lesbisk population. De er kort sagt nemme at finde. Eller nemmere i hvert fald.

Men hvordan får man en københavner til at bevæge sig til steder, der ligger udenfor s-togenes rækkevidde. Endsige uden for hovedstadsområdet – det i kollektiv trafikmæssig forstand definerede hovedstadsområde. Det er krop-umuligt og det er dér forholdene strander. Hun er glad for sit hus, selvom vildsvinene regelmæssigt ændrer i forhavens design og de er glade for København.

Så vi lægger køkkenbord til en ny strategi. Har hidkaldt endnu en (svensk) veninde fra vores omgangskreds og så skal der sættes en netdatingprofil sammen. På svensk. På en svensk side – der må da være nogen. Hun må finde sig en svensker, der ikke opfatter skåne som et sted på et helt andet kontinent. Der ikke er nervøs for at involvere sig med en der bor i Sverige. En der ikke lader sig begrænse af “byens puls” kortet. Vi skal prøve at finde stederne i skåne hvor man faktisk kan finde kvinderne. For de finder vist ikke ud i skoven af sig selv. Der skal lidt markedsføring til.

Det bliver sjovt. Og jeg er sikker på at de gode vine vil hjælpe hele projektet godt på vej, selvom der måske nok skal læses lidt korrektur på teksten når ædrueligheden indfinder sig igen.

Netdating kan man mene om hvad man vil. Men konen og jeg er et resultat af det – så vi har kun godt at sige om det. Og forsøger det gerne igen på andres vegne. Vi har lavet en profil-strategi. Vi skal bare have den solgt til veninden. Altså ideen.

Ud med kæresten!

Og ind med konen!

Jo, den er god nok – vi har giftet os. I dag på et rådhus et sted på Fyn.

(dette indlæg er skrevet i forvejen og sat til upload på rette tidspunkt, dog så sent at jeg kan nå at stoppe det hvis hun fortryder og flygter i klipklappers hen over brostenene i den gamle bydel)

Det er dét (osse det), der har fyldt så meget i vores hoveder før sommerferien, for der var meget pudsigt papirarbejde i den anledning, og det var drønende nødvendigt at vi var enige om det hele. Så meget planlægning på trods af vores faste forsæt om at gøre det hele så afslappet som overhovedet muligt. Vi var også enige om at holde det småt og nært så gæstelisten var så absolut til at overskue. Vi har skåret helt ind til benet hvad det angår, velvidende at hvis vi bare går et hak ud i cirklerne så ville gæstelisten vokse nærmest eksponentielt hvis almindelig fairness skulle iagttages.

Jeg havde engang en nabo, der hjalp mig i en periode hvor jeg virkelig havde brug for hjælp. Hun kom med mad i mine onde uger og var den eneste jeg så og talte lidt med. I dag er hun politiker og har lov til at vie folk. Og det er hende jeg har bedt stå for den officielle del af den her dag. Hun svarede samme dag, at dét ville glæde hende meget. Dét er der en del symbolik i for mig. Hun var der i den største tragedie i mit liv – og hører fint til på en god dag.

Vi har droppet en stor del af de symbolske traditioner og indført vores egne. Jeg ville betragte en brudebuket som en sær blanding af et drabsforsøg og en skilsmissegrund (er ikke til blomster). Bryllupstøj er utænkeligt – for os begge. Så det med udstyret er afskaffet. Der bliver heller ingen køretur i en fin bil, vi nøjes med min mors gamle astra årgang 92. Hun er en glimrende chauffør, men nægter brutalt at fremføre vores designikon. Og vi vil jo nok gerne have et glas vin eller en kold øl når vi gør holdt på et lokalt spisested, hvor vi har bestilt bord til det gigantiske selskab på 8.

Vi slutter af i sommerhuset, hvor vi har lidt ekstra mad, en god og velvoksen kage der er egnet til formålet.. masser af kaffe og te og øvrige drikkevarer til dem der har lyst til det – og ikke skal ud at køre. Dem er der så ikke så mange af. Om der kommer flere til i løbet af dagen ved jeg ikke (men visse har luftet ideen hvilket vi ikke har mødt med protest), men jeg er sikker på at vi kan beværte dem der kan finde frem til os. Fornemmer osse at vi får besøg i dagene efter, men det må tiden vise.

Det første jeg gør når vi kommer tilbage til sommerhuset efter frokosten er at gå en tur med hunden. Helt for mig selv. Så må de andre sætte noget sødt og fødevarelignende på bordet. Indenfor hvis det pisseregner (og det gør det oftest når vi er der) eller udenfor hvis vejret er godt. Sommerhuset er forunderligt nok udstyret med et ekstra rum, der uden problemer kan rumme 25-30 spisende gæster og så mange bliver vi ikke, men det er en stor tryghed at vide at der faktisk er plads nok hvis det begynder at regne.

Gæsterne er blevet bedt om ikke at stille i festtøj (eller det der ligner)  eller med taler og tilsvarende sære happenings.  Vi har frabedt os gaver, men det blev ikke vel modtaget.

Det er få mennesker, udover dem der deltager, som har fået noget at vide om det hele på forhånd. Så  hvis nogen sidder og tænker – aj det kunne hun sgu godt ha sagt, så må jeg sige at I er ganske givet flere om den tanke.

Ikke helt et hemmeligt bryllup – men næsten. Stilfærdigt. Et bryllup vi holder i skyggen af mine svigerforældres tidlige og alt for hurtige bortgang. Et stille bryllup hvor det i høj grad handler om at vi skal have styr på vores liv. At vi pludselig ser at vi ikke er 25 mere og egentlig burde få styr på vores papirarbejde. Men det handler naturligvis osse om at vi vil være sammen – og at vi vil forblive sammen. Og tager ansvar for hinanden. Dét er det allervigtigste, og det er osse værd at fejre – på den lidt stilfærdige måde. Det hele bliver så afslappet og uformelt at det kun kan blive hyggeligt. Vi dur nemlig ikke til formaliteter. Og det er os der bestemmer. Denne dag.

Resten af ferien ligner ikke lige en bryllupsrejse. Vi gør som vi har planlagt før denne lille ekstra-plan med et besøg på et rådhus kom til. Og familien kommer til at fylde en del i vores ferie. Først min – og så kærestens, (ups konens) familie. Men der bliver nu osse dage, aftener og nætter helt for os selv.

Til gengæld sparer vi jo lidt penge på festen så mon ikke der bliver til en rejse når familie-roderiet er overstået. Nu skal vi i første omgang ned for at få afsluttet boet efter min svigerfar og få de sidste formaliteter i orden. Hvis vi kan.

Jo, en af de faste ting fra normale bryllupper har vi taget til os:

Og som de moderne mennesker vi er – har vi indkøbt dem på nettet. Og sparet 3500 kr ift nøjagtigt de samme indkøbt i en butik. Det er da osse en slags penge. Ikke særligt romantisk, men den romantik forekommer mig trods alt at være for dyrt betalt.

Jeg må dog indrømme at vi, da leveringstiden gik fra de ca 2 uger til over 5 begyndte at blive noget bekymrede og lidt stramme i betrækket. De kom en uge før vi skulle bruge dem, og det var altså lige en tand for tæt for min smag. Men de kom i hus med lidt bøvleri med postvæsenet og sommerferietravlhed hos producenten. Eller vel nærmest det modsatte af sommerferietravlhed. Jeg tror de havde lukket biksen – slet og ret.

Og jo.. jeg har osse fixet en lille tingest til hende jeg vågner op med i morgen tidlig.

Vi ku osse tage til Ukraine

Sådan sagde hun sgu. Hende kæresten da vi i torsdags sad og kiggede på et kort for at finde gode, og endnu ubesete, steder i nærheden af vores feriedestination ude i det østlige Ungarn. Ca en time efter ramte nyheden om det nedskudte fly nyhedsstrømmen og vi blev enige om at “well – vi kunne osse lade være”. Godt nok er Ukraine et kæmpestort land og det lille hjørne man kan se i øverste højre hjørne af billedet er landets syd-vestligste del og dermed meget langt fra problemområderne. Men nej, Ukraine får lov til at ligge hvor det ligger i år. Til gengæld er den ungarske del af det område hjemsted for landets berømte Tokajvine, og det har vi aldrig rigtigt fået besøgt. Vi har drukket spandevis af Tokaj, men aldrig set vindistrikterne. Det kunne være en mulighed.

(med fare for at være upassende vil jeg godt lige give den der nedskydning et par ord med på vejen. Jeg håber at en eller anden instans kan overbevise våbenproducenterne om det fornuftige i at jord-til-luft missilsystemer på en eller anden måde integreres med flightradar24, således at mennesker med hang til at sigte på store fly lige fik en chance for at sikre sig at det de ville skyde på ikke var en civil maskine. Det er altså superlet med en smartphone lige at kontrollere den slags i dag, så jeg køber på ingen måde deres “hvad fanden flyver de her for” undskyldning. Jeg har ikke tilstrækkeligt med bandeord der kan udtrykke min vrede over det der er sket og jeg håber at nogen giver dem så mange militære tæsk at de fiser tilbage til deres fører i Moskva).

Og ungerne dernede har plaget om en tur i den zoologiske have i Nyiregyhaza, der er meget stor og slet ikke i nogen ussel forfatning, sådan som vi som regel opfatter østeuropæiske zooer. De har masser af hajer, de har søkøer (fra Odense), isbjørne i store anlæg og et papegøjeland. Søløverne er dog nok det der trækker mest i ungerne – der er jo fodringsshow. Jeg glæder mig nu altså osse til at se det sted og luske rundt med kameraet og håbe at jeg ikke forbander den dag at jeg valgte superzoom kompakt kamera fra.

Apropos kamera. Vi har jo ingen bærbar, så jeg har brudt min stakkels hjerne med hvordan pokker jeg skulle trylle billederne fra kameraet over på ipaden så jeg kunne vise lidt billeder undervejs. At låne mig frem til computere og så medbringe en kortlæser og en harddisk synes jeg ikke var optimalt for der er jo ingen garanti for at det lige kan lade sig gøre når jeg har lyst til at kigge på billeder.

Men kom i tanke om at Apple har lavet en kamera adapter til ipad. Fint, sådan en må fremskaffes inden vi tager afsted, for så kan jeg da i det mindste få dem derind. Altså billederne. Den røg på huskelisten. Heldigvis er det ikke en dims der er normalt Apple-dyr, så det gik jo nok mente jeg.

Den er slettet igen af listen. For det viser sig at canon har udstyret kameraet med wifi (det vidste jeg jo sådan set godt men betragtede det som en overflødig dims) og samtidig har de lavet en app til ipad og iphone som gør at de kan overføre billeder trådløst direkte mellem hinanden. Og dermed er det unødvendigt at købe en ny dims. Det virker aldeles udmærket. Så nu har jeg skrevet ekstra hukommelseskort og batteri på i stedet.

Jeg tog i øvrigt kameraet med ud på hundens første morgentur i morges. Og det var tidligt. Ca 5.15. Den har et særligt morgenvækkeprogram, der består i at sætte sig i soveværelsesdøren og lægge hovedet lidt på skrå og udtrykke sig gennem nogle rytmiske piv-piv lyde. Jeg kigger på den og siger med den dybeste stemme jeg kan mønstre – tidspunktet taget i betragtning “gå i seeeeng”. Her vurderer hunden så hvad der er dens største behov lige nu. Tisse- eller lydighedstrang. Vinder det sidste lusker den ud i sin seng i gangen igen. Vinder det første derimod udfolder den et imponerende repertoire af pivelyde der mest af alt minder om en musikalsk kat med stort kommunikationsbehov.

Og så er det at kæresten minder mig om at det er min hund. Og vender sig om og sover videre, usportslig som hun er. Eller kan være. Men i dag greb jeg kameraet med på turen og fandt denne lille hest i det mest syrede morgenlys. Og den kunne jeg jo slet ikke stå for.

 

Og jo, så skal den der kamera-forbindelse jo lige testes igen. Så her er et af en blomst der vifter mig om næsen nu hvor jeg sidder på altanen og skriver på indlægget. Point-shoot-import-publish… Jeg elsker det kamera!

Så meget at jeg efterhånden har droppet min raw-mani. Men den skal nu nok komme tilbage. Bare ikke i ferien, for den type billeder kan ipad bestemt ikke lide.

Sommer-tanker

Pinsen er masser af tid til gode snakke om livet, kærligheden, familien og døden. Vi havde isoleret os en smule i disse dage, da der var en masse. som skulle vendes og tales igennem, og det er tid til at få styr på og afstemt forventningerne til hinanden.

Vi havde faktisk lovet os selv at vi skulle rejse lidt her til sommer, at vi trængte til at komme lidt væk. Men planer er som bekendt til for at ændres, og disse er så ingen undtagelse.

Jeg har set billeder fra begravelsen (sådan gør man altså i dag – noget der forekommer mig at være fjernt) og undrede mig lidt over placeringen af blomster i kapellet. Der stod mit navn på en stor fin en af slagsen, og det der gjorde et vist indtryk var selve placeringen.

Det er nemlig sådan at placeringen af blomster følger et ganske nøje mønster. Først kommer ægtefælle, så børn og deres ægtefæller, så børnebørn og dernæst den afdødes brødre og søstre mm efter et lige så nøje mønster. Det er rendyrket rangering af mennesker, og jeg kan ikke lade være med at tænke på at vores dronning en gang svarede på spørgsmål om rang og adelsklasser i forbindelse med en nytårskur at der selvfølgelig var en rækkefølge man skulle gå igennem dørene i – for alle kunne jo ikke komme ind på samme tid alligevel, så det var nemmere at det var veldefineret. Således osse til den der begravelse. Blomsterne angiver en familiemæssig rangfølge.

Og her lå mit navn og blomstrede lige i måsen på børnebørnenes. Ergo er jeg i praksis blevet ophøjet til at være absolut nærmeste af de ikke blodbeslægtede familiemedlemmer. Det er en overraskende placering for mig, og så absolut ikke uden betydning.

Kærestens onkler og tanter var ikke helt begejstrede for dét arrangement, skulle jeg hilse at sige.. for hvem pokker er nu dét, der møver sig ind der.

Jeg har fået mig en ny familie, de har nærmest tvangsadopteret mig.

Og det endda uden at vi er gift. Og selv hvis vi var ville de såmænd ikke have anerkendt dét, så der betyder lige netop det alligevel ikke så meget.

Helt konkret betyder det at jeg skal præsenteres lidt mere for dem. Så vi tager afsted til sommer. Starter bilen og kører derud og er der i 10 dage ca.

Naturligvis spiller det osse en rolle at der er ting i kærestens fars hus, som skal hentes hjem og at det er praktisk at bilen kommer med. Og skal bilen med skal jeg osse med, da det er en lang tur at køre alene.

Min kæreste er noget så særpræget som transsylvaner af székely stammen. Så vi drager altså til det østligste Ungarn (og tager et smut til Cluj-Napoca osse – det ligger i Rumænien – en tur op til Karpaterne og bjergenes borge bliver det nok osse til). Kulturen og omgangsformer er ganske specielle og jeg føler mig ikke helt hjemme i miljøet og har forlængst opgivet at kunne gøre mig forståelig på deres indviklede feno-ugriske sprog, hvor jeg kun forstår og kan udtale ordene for hej, farvel, tak, ja og nej.

I år bliver det meget anderledes at komme dertil, for min rolle er blevet en helt anden. Børnene ser mig som familie og kan kalde mig familie, og med faderens og dermed familieoverhovedets bortgang får vi en helt ny betydning i deres liv. Og den skal og må vi tage godt vare på.

Jeg kunne måske nok bare sige at det er kærestens afdeling, men sådan fungerer det jo bare ikke. Når vi har besøgt familien tidligere har det været sådan lidt “suk- nu igen”-agtigt for mig, men i år glæder jeg mig rigtig meget til at komme derud.

Vi har fortalt dem at vi kommer og de er allerede gået i gang med at tale om oplevelser, om overnatning i hytter i bjergene, om vingårde der skal besøges og fåreflokke der skal flyttes. Og så mener børnene, at det er på tide at jeg får lært ikke at være bange for de der allestedsnærværende heste.

Nogen badeferie bliver det altså ikke, hvis man altså lige bortser fra ungernes ganske velvoksne pool i baghaven. Men vejret er varmt og tørt så sol skal vi nu nok få nok af.

Men først en uge i sommerhus et sted på sydfyn. Helt fast tradition som intet kan lave om på. Dernæst kører vi til min mor og afleverer hunden, der bestemt ikke vil nyde en køretur på 2×2000 km.

Forhindringer

I torsdags hjembragte jeg min kæreste fra lufthavnen. Det var nøje planlagt sådan at timingen var præcis og det hele bare kørte på skinner. Jeg skulle køre hjemmefra på et givet tidspunkt og vente på en rasteplads 2 km fra lufthavnen, og her skulle jeg gerne være ca når flyet landede. Kunne aftisse hunden og drikke en hurtig kop kaffe, mens jeg ventede på at få en sms fra kæresten om at hun var landet – og dermed havde fået mobilforbindelse igen, og dernæst en sms når hun havde fået sin baggage.

Der var det så tanken at jeg skulle køre fra rastepladsen og lande på “kys og kør” parkeringen lige når hun kom ud. Fin plan som bilen boycottede i svær grad.

Turen ud til rastepladsen gik fint og jeg fik min første sms. Pakkede hunden ind i sit bur, hvilket er en hurtig proces i modsætning til visse andre, og satte mig i bilen. Klar til afgang. Fik den næste sms og skulle køre. Og så ville bilen f**** ikke starte. Som i overhovedet ikke. Det nummer har den lavet med mig før (men aldrig med kæresten) så jeg tog det roligt, og tænkte at jeg sikkert havde gjort det forkert i min ophidsede “nu-kommer-kæresten-snart-hjem” tilstand. Og prøvede igen. Uden resultat. Den var ganske død.

Og igen. Og igen. Og igen. Og igen.

Bandede fælt og sendte en sms til kæresten.

Tag det roligt, jeg har vand og jeg venter bare…

5 minutter senere skulle jeg prøve igen, når den lige var faldet til ro. Den var og forblev aldeles død.

Ringer til hende og siger at det altså ikke går og at vi må have fat i Falck, og at hun må vente dér til jeg får rekvireret dem og de får det drilske designikon i gang. Det vil hun ikke så hun lusker over til taxaerne. Har I nogensinde prøvet at få en taxa i lufthavnen til at køre en tur på 2 km? Det er ikke ligefrem nemt. Og det lykkedes kun fordi hun smed 300 kr i drikkepenge og turen blev kørt uden om taxameter. Så hun kom altså til mig medbringende en ikke alt for sur chauffør, der ovenikøbet tog sig tid til at kigge på vores bil. Han nåede frem til samme konklusion som jeg, at batteriet var absolut dødt. Heldigvis havde han både måler og startkabler i bilen og fik gang i designikonet (ny 100 kr seddel smidt i hånden på ham), og så kunne vi fedte hjemad velvidende at bilen ikke måtte slukkes.

Ergo var der ikke andet at gøre end at finde et sted, hvor der var åbent og hvor vi kunne indkøbe nyt batteri til bilen, inden vi kørte hjem. Kæresten kørte mens jeg moslede rundt på iphonen for at finde ud af hvem der havde åbent og hvem der havde batterier. Heldigvis er det standardbatteri (som noget af det eneste standard på designikonet), så det viste sig at være mindre vanskeligt.

Men hvad så – nu har vi batteri – men vi skal stadig have det sat i. På grundlovsdag? Jeg tror godt at jeg kan gøre det men det ville være en ganske ukendt procedure for mig, så jeg ville ærligt talt helst være fri.

Men en af vores allernærmeste venner har en bil, der er vildt speciel. Det er den absolut største og hurtigste audi, der er lavet. Den har alt i luksus, og alt er elektrisk og automatisk – om det så er solgardinerne i bagruden er de elektriske – bagsædets hovedstøtter kører frem og tilbage elektrisk… når jeg skriver alt – så mener jeg altså alt. Til gengæld har den en kedelig vane med – især om vinteren – at bruge batterier op i stor stil. Så han har skiftet batteri på den på mørke tyske landeveje, på færger og i de italienske alper i snestorm. Han kører sjældent langt med den uden at have et reservebatteri med så han kan bytte undervejs. Ham ringede jeg til. Han grinede og sagde selvfølgelig ja til lige at fixe det lille problem for os. Det tog ham 6-7 minutter fra vi åbnede motorhjelmen til vi lukkede den igen. Kyssede ham på kinden og kørte videre.

Vi tilgiver gerne designikonet dette stunt. Den er 8 år gammel til sommer og det var det originale batteri der stadig sad i den. Det er vist egentlig ret ok. Det var bare et lidt dyrt sted den besluttede sig for at dø. Og en dyr dag at skulle panikindkøbe batteri på.

Til gengæld udmærkede dagen sig ved at vennen havde fri og havde tid til hjælpe os.

Held i uheld.

Turen til kærestens familie kostede 1300 kr. Turen fra lufthavnen og hjem 2000 kr.

Sådan kan livet være så sært ind i mellem.

 

Hverdagen tur/retur

I dag kommer kæresten hjem, og grundlovsdagen tillader mig at hente bilen ud af dens hule og køre i lufthavnen og hente hende hjem. Med hunden i kassen. Fra den forventer jeg en sand hylekoncert af glæde over at høre hendes stemme igen.

Og når vi kommer hjem er jeg næsten sikker på at den ikke forlader hendes side før den ved selvsyn har set at kufferten bliver bokset på plads på øverste hylde i det store skab. Sådan plejer det at være.

Jeg er sikker på at de næste dage bliver fyldt af lange snakke om hvad der er sket og om hvad der skal ske nu i de måneder der følger. Og et forsøg på at få overblik over konsekvenserne af faderens død.

Jeg tror helt personligt at jeg får et lidt andet menneske hjem end jeg sendte afsted. Mere skarpt-skåret, stærkere i sin vilje og en nyvundet evne til at sætte den igennem. Det er en sær form for akut-modning der sker af mennesker der på kort tid mister begge forældre og som står tilbage ikke bare med “forældreløsheden” men osse med alle de formelle og praktiske ting, som bare skal løses.

Selv er jeg helt den samme. Lidt frustreret over mit arbejde og over at have en chef der gør et stort nummer ud af ikke at tale til mig mere. Så stort et nummer at det egentlig burde være morsomt. Jeg spørger hende om noget konkret, der har med mit arbejde at gøre og som  ikke direkte vedkommer andre. Hun rejser sig fra sin plads og kommer imod mig men ser på hende der står ved siden af mig – og svarer hende! Absurd forestilling og hvis jeg ikke jeg var så forbandet sensitiv ville jeg formentlig finde det ganske underholdende.

Men jeg er egentlig lidt gammeldags så jeg har besluttet mig for at vente på en undskyldning for det groteske optrin da vi præsenterede hende for et fuldstændigt legitimt og veldokumenteret lønkrav. Jeg kommer til at vente ganske længe. Tror jeg.

Jeg har klaret at være alene i denne situation og det er jeg faktisk ganske stolt af, selvom det ikke har været uden udfordringer. Jeg har savnet kæresten og jeg har manglet hendes små vaner i middelsvær grad. Og en af dem er dagligt at sige til mig “har du husket at tage medicin?” med det resultat at lige præcis den del har sejlet en del. Det er ikke så godt.

Jeg har pakket tankerne en del væk, men de begynder at vende tilbage nu. Det er dette indlæg der spøger i baggrunden. For næste uge skal jeg ud til psykologen, og jeg har bedt hende om at læse det og forhåbentlig er hun i stand til at tænke og udtrykke nogle kloge tanker om fysiske og psykiske reaktioner på et sexuelt overgreb – om skammen, tavsheden og decideret flovhed over at have reageret på den der ubehagelige og absolut uønskede reaktion. Lægen har osse kigget med og hende skal jeg tale med et par dage efter. Osse om det. Og så håber jeg at blive lidt klogere på hvorfor lige netop dette er så svært at håndtere at man hverken kan føle, mærke eller tænke på det. Hvorfor netop dette hele tiden har været den manglende brik i puslespillet. Og hvorfor det er så forbandet vigtigt og hvorfor ingen har spurgt mig?

Det ville have været godt hvis nogen havde turdet… Tror jeg.

Det bliver endnu et besøg af de sværere.

Når katten er ude

Spiller musene på bordet.

Sådan er det jo. Altså bortset fra at musen her valgte at rydde bordet. Skrivebordet. Alt røg på gulvet, computere, ledninger, lamper, papirer og alt muligt andet blev samlet i større eller mindre bunker rundt på stuegulvet. Bordene blev rykket ud og ledninger bortfjernet fra de hjørner hvor de har tilbragt de sidste par år (lige knapt) uden at jeg har rørt dem. De lå jo nedenunder en masse andet – i et hjørne.. og krævede jo ikke at jeg kiggede på det.

Så byttede jeg computer og alle de ledninger og dimser jeg ikke havde brug for, men som jeg ikke umiddelbart turde smide ud endnu, havnede ned i samme hjørne. Med nye ledninger ovenpå. Og noget ret langhåret støv, må jeg indrømme.

At slippe det fri fik mig nærmest til at føle at jeg holdt perserkat – i betragtning af det yderst langhårede og næsten levende væsen der væltede frem.

Det er derfor Gud gav mennesket støvsugeren!

Skilte det hele ad og begyndte at lægge ledninger ca samme steder som dimser. Det viser sig at vi har tre stikdåser ved skrivebordet og at ingen af dem var placeret så vi nogenlunde let kunne skifte ud i indholdet, endsige bortfjerne stik i tilfælde af tordenvejr (man er vel lidt overtroisk.. eller forsigtig.. eller noget). Det viser sig endvidere at vi faktisk kun har brug for én. Som, belært af erfaring, nu placeres tilgængeligt men i baggrunden.

Hele netværket flås fra hinanden og bygges op igen – denne gang mere fornuftigt.

Papirer skal sorteres, og det blev de så… alt uvæsentligt direkte ud, alt vigtigt kigges på igen, og alt rigtig vigtigt en tur i scanneren og lagt i en mappe for sig selv. Alt vigtigt studeres en gang til og ryger stort set ud. Denne kategori består hovedsageligt af breve med navn, adresse og cpr som skal bortfjernes for sig selv.

Nu fik jeg plads til min søde mac mini på skrivebordet (den lille alu-dims bag øllen), fik lagt højtaleren lidt af vejen (noget mystisk pink noget der ligner et jpeg artefakt) og fjernet et par generende ledninger (jeg er nemlig ikke til trådløse tastaturer, de har det med at rende tør for batteri i utide). Kender I forresten osse det, at de der møgcomputere altid har gemt usb-stikkene i den ende man ikke kan nå og at alle ledninger efterhånden er blevet så glade for hinanden at de ikke frigiver deres computerbytte bare sådan. At trække den ud, eller vende den sker derfor altid med en vis spænding om det er et webcam der hopper af, en ekstern harddisk der ryger på gulvet, eller headsettet der tager turen ned langs ledningerne og forårsager en yderligere og bestemt uønsket sammenfiltring. Eller er det bare mig der oplever sådan noget?

Støvet er væk. Det skal fejres.. en kold lørdagsøl, helt for mig selv. Tænk hvad man vil, men jeg synes faktisk at jeg har fortjent den efter at have moslet rundt i flere timer i stiv sol i en varm stue.

Kærestens papirbunker lagt nøjagtigt som hun forlod dem, for hun er sådan en der alt for irriterende kvikt kan finde næsten hvad som helst i sådan en bunke. Jeg er for dum til sådan noget. Men hendes private ørnerede af ledninger er ordnet og er reduceret til bare to. Der er gemt væk.

Er egentlig lidt tilfreds med mig selv, men tror faktisk bare jeg kedede mig og savnede kæresten en smule. Hun hilser i øvrigt rundt til alle, især dem hun kender, og siger at det hele gik som det skulle og bedre end håbet. Humøret er noget bedre i dag end det var torsdag. Og på torsdag kommer hun hjem. Det kan jeg godt lide. Det glæder jeg mig faktisk rigtig meget til.

Nu gør jeg så alt det jeg ikke må. Drikker øl uden glas, spiser i stuen, ser lige præcis det tv jeg gider se, herunder larmende film eller spiller høj musik. Man skal jo osse huske at få noget godt ud af situationen, ikk? Men hunden sover ikke i sengen eller i soveværelset, den får ikke godbidder ved bordet og jeg husker de fleste af de små daglige pligter som hun ellers plejer at have styr på – altså lige ind til den kære Ellen minder mig om blomster der skal vandes… øv bøv. Den havde jeg næsten glemt.  Men ellers er jeg faktisk ret god til at være alene hjemme.

Nogen har spurgt til hunden (tak skal I ha). Den har det fint, den sidder hver dag en time eller to i vinduet og kigger efter kæresten. Den står hver morgen i soveværelsesdøren og kigger forhåbningsfuldt på sengen – er hun mon kommet hjem i løbet af natten (ville formentlig forudsætte en lettere akrobatisk ankomst op af en stige og ind af at vindue, da hundens hule står i entreen). Og når vi går tur trækker den i retning af den lokale netto og skal lige hen og kigge ind i dørene der. Sætte sig og se ud som om at vi venter her. Jeg ved ikke hvad logikken er men mit bedste bud er “kæresten er ikke hjemme, kæresten kommer ikke hjem til vanlig tid – ergo er hun gået på netto!” Resonnementet er ikke helt ved siden af eller urealistisk og så alligevel. Men det er altså lidt besværligt med en hund der har besluttet sig for at vente i flere dage – udenfor en netto.

Men vi klarer os.

 

Trekantsdrama uden drama

Kæresten er rejst hjem til sin familie nu og jeg har ti lange dage hvor jeg bare skal passe på mig selv, passe mit job (kæmpe min lille kamp mod mig selv og den lidt større mod ledelsen), passe hunden og i det hele taget se til at alt er i den skønneste orden når hun kommer hjem igen.

Hun har med vanlig omhu sørget for at bunken med regninger er sat til betaling, givet mig adgang til konti, fuldmagt til at klare næsten hvad som helst og lagt en gedigen sum penge hvis der nu skulle ske et eller andet. Ja, det er hende der ordner pengesager her. Hun er nemlig bedst til det.

Til gengæld har jeg sørget for alt det tekniske så hendes telefon og ipad bare kører som det skal og ikke behøver sære indstillinger for at kunne bruges billigst muligt i udlandet. (vi husker vel alle fra ugens gang at en vis borgmester “kom til” at bruge for en kvart mio kr data på sin iphone i udlandet på en uge! – det gider vi ikke – kunne være jeg skulle give Odense Kommunes IT afdeling et lille kursus i roaming og hvordan man undgår det).

De sidste par uger har været meget specielle for os. Der har været så mange praktiske og juridiske detaljer der skulle falde bare nogenlunde på plads, så det hele kunne nogenlunde afsluttes for hende med de næste ti dages tilstedeværelse på pletten.

Samtidig har der været lidt halløj med hendes arbejdsplads, der bestemt ikke brød sig om tanken at hun skulle være væk så længe. En modstand kæresten besvarede med at enten så fik hun ferie som ønsket eller osse lod hun sig bortvise for “udeblivelse uden gyldig grund”. Det endte med ferie. Naturligvis.

Desværre er det bare gået så meget op i praktik, kalendergymnastik, aftaler med ditten og datten og hatten og hitten at der ikke rigtig var overskud til osse at mærke tabet og sorgen. Og jeg kunne næsten ikke trænge ind til hende hvad de her ting angår. Der var helt lukket af.

Så for en uges tid siden kontaktede jeg hendes eks-kæreste og bad hende snakke lidt med kæresten. Det gjorde hun gerne.

Kæresten var ikke glad. “det har jeg altså ikke kræfter til… “. Nej, det ved jeg jo godt, men gør det nu alligevel. Husk at din eks osse kendte og holdt af dine forældre.

En aften stod kæresten med telefonen i hånden og sagde.. nu ringer jeg til Nitis (eksen), og gik ind i soveværelset og lukkede døren.

Samtalen varede i næsten 3 timer og jeg har ingen anelse om hvad de talte om og er egentlig osse ret ligeglad. Da hun kom ud var hun sært afklaret og lidt lettet.

Om jeg er jaloux? Ikke det fjerneste. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg er nr 1 i hendes liv, men ved jo at hende den anden spillede en væsentlig rolle i livet for flere år siden, da forældrene var tæt på, aktive og levende i deres liv. Hun elskede ikke den anden mere end mig – bare før mig.

De holder af hinanden og bekymrer sig for hinanden og har gjort det i mange år før mig. Og jeg tror at det lige præcis var dét der var behov for, selvom det ikke var ønsket. En der var tæt nok på og alligevel langt nok væk til at skulle være praktisk i forhold til sorgen osse. En der havde et helt anderledes forhold til familien end jeg nogensinde fik.

Naturligvis kan jeg godt være lidt trist over at jeg ikke lige var det rette til dét – men jeg forstår at behovet var der. Respekterer det nok til faktisk at sætte det i værk. Løsne lidt op på ensomheden og forladthedsfølelsen.

Nu savner jeg hende bare, men ved at hun udfylder sin rolle hos sin familie og at det klogeste var at jeg ikke var der. Men det føles ærligt talt temmelig forkert at hun er der og jeg er her. At hun skal igennem dette kaotiske følelsesforløb alene med sin bror. Og jeg ikke er der. Det rette er ikke altid det rigtige – det er blot det mindst forkerte.

Og nu vil jeg smide mig i sofaen på altanen og nyde den sidste rest af godt vejr og en god bog… når skyerne bliver for mange trækker jeg ind i stuen og smider en film på. En drivende sentimental Spielberg-film (war horse) eller en larmende og storladen Hobbit-film.

Hunden ligger allerede der inde og er trist over at flokken er decimeret i middelsvær grad – den har lært hvad kufferter betyder.

Homo-had og Pride

På grund af hele familiesituationen er rigtig meget kommet til at handle om hvordan jeg oplever at være sammen med en af mit eget køn/lesbisk eller hvad vi nu lige skal kalde det på politisk korrekt ny-dansk. Eller måske mere korrekt – hvordan andre oplever det.

Jeg kan sagtens forstå at mange vil sætte sig på hænderne og tænke – hvorfor pokker er det her så vigtigt? De er et par som alle andre og så er den bare ikke længere.

Sådan er det desværre bare ikke. Et forsigtigt skøn er at 25-30% af de homosexuelle i Danmark (!) har oplevet chikane, grov chikane, vold og hærværk. At udtrykke at det ikke er noget problem og at andre må tænke og mene hvad de vil er næsten at lukke øjnene for at det faktisk er et problem.

Jeg har selv oplevet det. Først blev min bil overmalet med grimme ord og tegninger, min knallert fik banket 7″ søm ind i dæk og sadel så den lignede et pindsvin og mængden af sære tilråb er større end jeg orker tænke på.

Min kæreste har oplevet det i mere ekstrem grad. Hun har arbejdet med oplysningsarbejde omkring AIDS i nationale medier og senere startede hun debatten om hatecrimes. Bombetrusler mod hendes kontor, hendes forening og mordtrusler rettet mod hende personligt har sendt hende på permanent beskyttet adresse (hvilket passer mig fint af indlysende grunde) og i et par år gik hun med en overfaldsalarm knyttet til sikkerhedstjenesten. Det er klart at hun var ekstra udsat pga hendes udenlandsk klingende navn, som hun nægtede at ændre, men som dog er ændret en smule på eksempelvis FB for at klippe båndene til fortiden. Simpelthen fordi hun blev træt af det. Et hurtigt og ikke gennemtænkt kys på gaden kan være være indledningen til muthed og irritation og hvis jeg tager hendes hånd ude i offentligheden bliver hun decideret sur.

Så jeg har lært lige at lure hendes humør inden jeg gør den slags. Hurra for spontaniteten.

Jeg kunne blive ved – eksemplerne fra venner og bekendte er utallige. Problemet findes og det er ganske reelt.

Jeg tror de homosexuelles modsvar med pride-parader, synlighed og regnbueflag er lidt urinstinkt-agtigt. Vi samles i store flokke og laver vores egen egen anti-hatecrime “sort sol”. Når vi er mange der er synlige fordeles risikoen over en større flok, og de enkelte der er meget synlige bliver sværere at fange.

Helt personligt er jeg ikke meget optaget af prides og optog og homo-barer. Jeg forstår bare hvorfor det er nødvendigt.

I mit liv går jeg ikke rundt og skilter med et privat forhold som sexualitet, men jeg skjuler det heller ikke.

Og lige dér opstår min irritation. For der er ingen der tænker når de ser et nyforelsket par i skoven der kysser under et træ med forårsblade at dét der svineri kunne de godt holde for sig selv og lade være med at skilte med. Men er det to mænd bliver det straks et “statement” om pride. Det kunne jo være at de bare var forelskede. Og at det var forår.

Det er ikke længe siden jeg havde en lille snak med et par kolleger om det her. Det var vist i forbindelse med vinter-OL og noget tv i i frokoststuen der fortalte om homohadet i Rusland. De fattede ikke umiddelbart hvorfor jeg synes det var en menneskeret at være lesbisk. De mente ikke det var vigtigt. (og det er det jo faktisk ikke — eller burde ikke være det). Problemet er bare desværre at det er smadder-vigtigt. De bevægede sig noget ud af en tangent og jeg lyttede interesseret inden jeg blandede mig med ordene om hvad de ville mene hvis det var omvendt.

Hvis de ikke måtte gå i seng med deres kærester, hvis de ikke måtte holde dem i hånden. Kysse dem på kinden og kramme dem udenfor hjemmets fire vægge. Købe ind med dem. Bo med dem. Og at loven og traditionerne i øvrigt foreskrev at de skulle finde sig en kæreste af samme køn. At de ikke måtte blive gift, måtte få børn (der jo kunne arve deres hetero-tilbøjeligheder). Eller opdrage deres børn sammen med en partner af det modsatte køn.

Og om de ikke ville synes at det var et ganske gennemgribende indgreb i deres personlige frihed til at søge kærlighed og lykke.

Jo, men det er jo noget andet!

Nej. Det er lige netop dét det ikke er.

Jeg er som ung lesbisk vokset op med film der handlede om drama, kærlighed og familier. Men så sjældent noget der afspejlede den virkelighed jeg kunne se komme i mit eget liv. Jeg måtte omskrive historierne så prinsen på den hvide hest blev til en møglebbe på en harley davidson og så prøve at blive “underholdt” af det.

Jeg bliver ikke stødt af menneskers kærligt mente holdning om at det er en privatsag, og at der ikke er noget problem hvis man blot holder sin sexualitet for sig selv og ikke skilter rundt med den. Men jeg bliver lidt trist for jeg forstår nok ikke helt hvorfor mennesker ikke kan se hvor gennemgribende det er. At det ikke bare handler om sexualitet og hvad der foregår på et lagen. Men det handler om liv og frihed.

Jeg har venner der når de mødes med deres mænd/koner ude i byen efter en arbejdsdag i hver sin ende af kommunen giver et knus og et hastigt kys, der på ingen måde kan støde nogen som helst. Det er helt normalt. Det er som det skal være. Men er det to mænd, to kvinder er det noget der skal holdes inden for hjemmets 4 vægge.

Se på jer selv og jeres mænd og koner… hvordan gør I? Ville I være med til ikke at gøre det? Jeg har mine tvivl. Ville I ændre på det hvis nogen begyndte at slå på jer fordi I gjorde det? Eller ville I protestere og mene at der ikke burde være noget stødende i den lille hilse-tradition.

At være homosexuel handler ikke bare om sex – som vi sagtens kan være enige om man dyrker inden for indforståede rammer – det handler osse om alt det andet.

Kæresten og jeg har rejst en del i øst-europa og vi ved at der er problemer i de lande. Og vi ved at problemerne er anderledes håndfaste end hvad vi oplever i vores hverdag her. Så der passer vi på og vi kender lidt til normerne og ved hvordan vi skal gebærde os (skik følge eller land fly). Fint nok. Men nogen kærlighedsferie bliver det altså ikke.

Min onkel og tante har efter en vis tænkepause fundet ud af at acceptere vores forhold, nok godt hjulpet på vej af min kærestes lette omgangsform med andre og hendes store “likability” som min engelsksprogede tante kaldte det overfor min mor. Men alligevel har de ikke helt fattet det. De prøver og har nærmest vedtaget med sig selv at vi er et normalt par. Og alligevel fatter de ikke helt at vi bestemt ingen planer om at besøge Dubai, som de synes er det skønneste sted at holde ferie fordi der er så meget speciel luksus. Så helt forstået har de ikke. Vi kan bare ikke hvad de kan – vi kan ikke gøre det de gør.. og vi kan ikke rejse på samme måde og de samme steder hen som de. For vi er to kvinder og det er forbudt i rigtig mange lande. Og at tage afsted som to veninder på kulturel tur er udelukket hvis vi skal afsted som par. Ville I gøre det.. booke to hotelværelser? Og nix pille? På en hel ferie? Jeg tvivler.

Det handler ikke bare om hvad andre tænker og tror.. det handler osse om hvad de gør.

Tænk hvis det var omvendt. Sikken verden.

Og nu lægger jeg min pridekasket tilbage på hylden hvor den ligger og samler støv. For jeg bruger den ikke. Den er bare sjov at have.