Uvejr

Nu bliver der spurgt lidt efter mig igen. Nej, der er ikke det store nye, men jeg hænger på med alt hvad jeg kan. Som altid kan en i forvejen kompliceret situation blive endnu mere kompliceret og på uventede måder.

Jobtilbud findes, så det er ikke min store bekymring. Bekymringen er derimod at jeg godt vil have noget andet overstået inden jeg begynder på et nyt liv i et nyt job.

Jeg venter og venter på at få en operation, der formentlig vil nedlægge mig i 2-4 uger. Og jeg kan ikke lyve om en kommende sygdomsperiode overfor en ny arbejdsgiver så jeg håber at sygehuset snart finder et åbning til mig så jeg kan få det lille projekt overstået. Det er ikke alvorligt, det er ikke noget jeg kan dø af, men det er noget jeg rigtig gerne vil have overstået og som forhåbentlig kan gøre tilværelsen lidt lettere for mig – og smertefri.

Vi har is i maven lidt endnu, men kunne da godt ønske at økonomien ikke led så meget under processen.

Vi ved at “sagen” trækker ud og at det er ikke noget vi skal vente mere på. Men alting på den front bliver stadig mere kompliceret. Der bliver varslet ny næsten-massefyring, hvilket dog ikke forhindrer min tidligere arbejdsgiver i foretage nye tidsubegrænsede fastansættelser. Vi ved at der kommer to runder af fyringer og folk er bange og dukker sig for at undgå opmærksomhed. Men mange af dem har stadig kontakt til mig og fodrer mig med oplysninger og jeg betaler med råd, kontakter og viden om hvad der foregår udenfor, men som har betydning indenfor. Er dermed stadig tovholderen i problem-komplekset. Heldigvis er jeg stadig i stand til at læse og forstå bureaukratisk formulerede tekster, regler og love og trække den væsentligste information ud.

Det går der en del tid med. Desværre er det u-lønnet. De har flere penge end mig og osse mere tid. Til gengæld har de ikke min stædighed. Og indignation.

Til gengæld har jeg droppet et sager, som var for bagatelagtige til at forfølge videre. Slået en streg i sandet. Selvom det var ærgerligt.

Nok om det.

For en uges tid siden (eller var det lidt mere) sad konen og jeg i vores sofa. Hun var på vej i seng, da hun skulle møde lidt tidligere på arbejde næste dag. Og jeg trissede med, og ville læse lidt nyheder mm på ipaden. Luske lidt rundt på facebook og se hvad der skete ude i verden. Sådan gik en halv times tid og så begyndte der at ske noget sært på FB. Folk i nabobyen mod vest begyndte at smide billeder op af den vildeste tordenfront (gustfront hedder det vist). Jeg lurede lidt på billederne og det var som om 10-øren faldt som metal-splinter for så at blive samlet igen oppe i mit hoved. Lidt langsomt altså. Shit – der kommer uvejr. Meget. Sprang ud af sengen (konen; hvad laver du.. jeg; der kommer torden – det regner ikke – det er mørkt- jeg vil tage billeder). På med tøjet og en fleeceponcho over. Flåede stativ, kamera, fjernudløser og et nyt kort ud af reolen og drønede ud på altanen.

Fik fundet den rette vinkel mod vest da jeg havde fjernet de effekter på altanen der ikke er så glade for vand. Hynder på møbler mm. (vi har en lukket altan der kan åbnes helt – derfor er hynderne altid fremme – men nu skulle der jo altså åbnes). Lagde en frysepose over kameraet så kun objektivet var synligt og satte mig og begyndte at tage billeder, sådan lidt på skrømt. Eksperimenterede vildt med indstillingerne og håbede at fange et lyn. Det glimtede og skyerne var imponerende (men ret mørke – i mørke). Alt, alt for sent går det op for mig at lynene de er ikke her – de er på den anden side af huset. Det var derfor jeg så lysglimt men aldrig et egentligt lyn.

Pis, øv og andre ord, der ikke bør sættes på skrift.

Tilbage til køkkenet, der har et fint stort og åben-bart vindue, men en snæver brugbar kameravinkel pga nabohuset, og satte så kameraet op dér. Og trykkede på udløseren i denne sekvens. 15 sek lukketid, 3 sek “kameraet arbejder” (prisen for RAW foto), 15 sek lukketid osv osv. Velvidende at dette ville være et spørgsmål om rent held. Lynene var der oftest, mens kameraet arbejdede, eller osse var de helt eller delvist udenfor rammen. At ramme den i plet mht ramme og timing virkede lidt for håbløst så jeg pakkede sammen igen for at gå i seng, det så alligevel ud til at være på vej væk, det der tordenvejr. Fortrød og pakkede det hele ud igen og fortsatte, da tordenvejret gjorde det samme.

Og så var den der!

6 mm, 15.0 s, f/4, Iso 80, -1,33 ev – det var den indstilling der virkede bedst på mit kamera.

Det blev til en lille krigsdans i køkkenet.. og den blev gentaget inde i sengen hos min forvirrede kone, der dog ikke var faldet i søvn, men havde lidt svært ved at deltage i begejstringen tidspunktet taget i betragtning.

– hvor mange billeder tog du for at få dette?
– ca 300…

Heraf ca 100 med 10-15 seks lukketid. Så nu har jeg lært det. At fotografere lyn er kedeligt og tålmodighedskrævende.. men sikke en rus når det lykkes.

Det er ikke sidste gang det skal forsøges.

Livstegn om … ca det hele…

Jo, jeg findes skam endnu. Men læser ikke blogs, og har stort set fortrængt blog-land, der ellers har støttet mig gennem tykt og tyndt de sidste år. Men nu begynder der at komme små mails med “hallooo” og “hvordan går det” og “holder du modet oppe”. Håber på forståelse for at denne periode på mange måder er en stor omvæltning for mig, at det kan være svært at holde fokus på ret meget andet end den påtrængende situation mht job, jobslut og job-skifte.

Og svaret må så komme her.

Det går godt. Det går af HELVEDE til. Det er trist. Det er stor komik. Det er forrykt. Det er overraskende. Og det er i perioder ganske forudsigeligt.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte med at fortælle.

Så jeg tror jeg vil starte et helt andet sted. Hos kiropraktoren.  Hun tager sig pænt af min dumme ryg og vi (altså konen og mig selv) har besluttet at det bliver hun ved med. Uanset om jeg så kommer til at betale fuld pris for det senere. Om behovet er der i fremtiden. Havde konen med for et par uger siden, for hun ville gerne se hvad det her nu var for noget, siden jeg reagerede så voldsomt og har gjort det stort set siden. Men nu ved vi da i hvert fald hvorfor jeg holder mig for mig selv når jeg har været der og konen giver mig lov til at være småpivet.

Men jeg er det på en anden måde end før. Den aggressive vrede der ellers har været min nøje kontrollerede følgesvend i alle årene er dampet en smule af. Der er sikkert fine videnskabelige ord for hvad der foregår, men der er blevet åbnet for en ventil der altid har været låst med hængelås, cement og vådrumstætning. Nu fiser det hele ud af mig. Og bare fordi der bliver trykket bestemt på ryggen af mig – en gang om ugen, ca. Men jeg har aldrig turdet lade nogen gøre noget der bare minder om det der før. Selv konen har måttet respektere et tabuområde dér. Og nu vender jeg håndtamt ryggen til en kiropraktor-dame og lader hende gøre sine skræmmende ting. Det er kontroltab men helt trygt.

Faktisk er det en så særpræget oplevelse for mig på andre planer end det rent smertelindrende at jeg var nødt til at tage den op hos psykologen for en uges tid siden. Hvad er det der foregår? Hun smilede lidt skævt og fortalte mig hvad hun havde tænkt om at jeg lod mig underkaste kiropraktor-behandling. Og det kan vist samles i et ord: “ups”. Hun var altså klar over at dette enten kunne gå meget godt eller rigtigt skidt. Men hun er tilfreds med at det gik godt og lægger sig i slipstrømmen på håndarbejderens arbejde og tilpasser sin strategi efter at der nu kan sættes ind på tidligere tabuer, og at denne udvikling ganske nemt kan blive afgørende for den kommende tid. Sært, men sådan er det altså. Hun har ifølge sig selv manglet et redskab i værktøjskassen for mig, for jeg gik helt i sort hvis hun helt konkret rørte ved mig for at nå ind til lille-pigen. Det er dét der bliver trykket på nu og lille-pigen bliver lukket ud, og får lov til at græde. Så må hun prøve at tage vare på den – og det er jeg næsten sikker på at hun klarer i fin stil.

Hun er glad for at jeg er havnet hos en kiropraktor med fin fornemmelse for risikoen for retraumatisering og god håndteringsevne af det. Min egen fornemmelse er at der gået hul på en ordentlig omgang indre betændelse, der har været godt og grundigt indkapslet og oplever en form for drypvis renselse i øjeblikket.

Nok om det.

Mht jobbet, kan jeg kun sige at det bliver stadig mere sært og specielt. Min chef har valgt den stærkt personlige attitude og ser på mig, når hun faktisk ser på mig, som en irriterende og ulækker flue, der nægter at svirre væk. Hun er virkelig mopset over noget som jeg faktisk ikke ved hvad er. Det er hende der har fyret mig, ikke omvendt, så jeg forstår ikke hvorfor hun så ovenikøbet er så vred på mig at hun forlader rummet når jeg kommer ind og skal have hjælp til noget jobrelateret i disse få uger jeg har tilbage. Hun nægter at se på mig og kan slet ikke klare at jeg kigger hende i øjnene. At tale frivilligt til mig er helt utænkeligt. Rent faktisk bliver jeg behandlet aldeles uværdigt. Og så er det svært at holde på sin egen værdighed uden at blive knolde-sur og lade det skinne igennem min glatte overflade. Men jeg tror rent faktisk at hun synes jeg er pisse-arrogant, og at det er temmelig meget på tværs at jeg ikke bare lægger mig “syg” i disse sidste uger men faktisk møder hver eneste dag og passer mit arbejde uden at svigte mine pligter. 2 uger endnu. Hun vil ikke kvittere for modtagelsen af min skriftlige indsigelse mod min opsigelse og så på den – og på mig – som om jeg havde serveret en tilpisset sukkermad på et sølvfad i perfekt butler-stil.

Jeg måtte “ikke tage det personligt at jeg blev fyret” men jeg kan konstatere at hun tager det umådeligt personligt at jeg ikke bare giver op og smider håndklædet i ringen og hun kan nærmest beskrives som en utidig teenager i sin opførsel. Underholdende at se en dame på et par og halvtreds opføre sig sådan, og hun opnår det stik modsatte, for hun bliver bare sjovere at drille. Hælene klik-klakker lidt ekstra hårdt ned af gangen når jeg er inden for synsvidde. Om jeg er provokerende? Egentlig ikke, for jeg passer bare mit job på den måde jeg skal. Gør hvad jeg plejer at gøre. – jeg må ikke lukke kommunikationen med “kontoret” ned for beskeder og indberetninger skal stadig gives og modtages.  Men det er måske provokerende i sig selv. Jeg aner det ikke.

Jeg har fået det første seriøse “start med det samme” job-tilbud. Og har sagt nej tak. Det var et ok job, men ikke lige i plet hvad angår geografi og opgaver.

Mit forhold til fagforeningen vil jeg helst ikke ind på endnu. Men den del af mine oplevelser står for det “forrykte”. Håber at være klogere på det punkt om en uges tid eller to.

Tristheden er de mange afskeder.. mennesker, der har knyttet sig tæt til mig gennem årene, hvor jeg har lagt øre til sygdom, død, økonomiske problemer, dumme læger og håbløs kommunal hjemmepleje. De fatter ikke at det er slut med mig, og jeg går fra grædende mænd og kvinder flere gange hver eneste dag. Det er en hård oplevelse og professionalismen er mere end tyndslidt. Ingen fatter at en dygtig pige (ja sådan ser de mig jo, jeg er jo betydeligt yngre end dem) kan blive fyret og de leder efter en grund. Har hun mon stjålet? Kørt spritkørsel og mistet kørekortet? Og de afviser det lynhurtigt igen og ser undskyldende på mig for de kender mig jo som jordens mest moralske menneske, der troligt kommer og lægger alt fra 50 ører fundet under sengen til 500 kr sedler der ligger mellem hynderne i sofaen på bordet foran dem. Og så græder de lidt mere – for kan de stole på den næste der kommer på samme måde? De er bange for forandringen, og jeg kan kun prøve at støtte dem i at det fine firma stadig består og giv dem nu en chance. Samtidig med at alt indeni råber op om at de skal sige fra. Men det kan jeg jo ikke sige højt. Men kan altså ikke lade være med at føle det æreskrænkende på sin egen måde. For jeg kan ikke fortælle dem andet end den officielle grund. Om-struk-tu-re-ring. Og den er der ingen der tror på.  Ingen overhovedet.

Jeg har overvejet at lukke bloggen ned for en tid. Nu er I advaret. For vi er nødt til at spekulere i en mediestrategi i hele dette morads af med- og modspillere. Og jeg har jo ganske svært ved publicity, og vil gøre hvad jeg kan for at undgå det, men har det endnu sværere med det hvis bloggen ligger som aktiv ved siden af. Jeg vil savne jer.

 

** update **

Inspireret af Lenes kommentar. Det er altså ikke nu-nu-og-her hvis jeg lukker ned for en tid, men det er en mulighed jeg er nødt til at se på hvis hele den her sag rammer medierne.

Biologiske tilfældigheder

Ugen har budt på sine udfordringer. Det må jeg indrømme. Det der grimme hold i ryggen, der har holdt mig hjemme i et par dage driller endnu. Det gør ondt at sidde, det gør ondt at rejse sig, det gør ondt at gå og det gør ondt at sætte sig igen. Gider overhovedet ikke detaljere hvor ondt det gør at være på arbejde. Der er ingen tvivl om at dette er arbejdsrelateret og det har sendt mig på en nysgerrig dykketur ned i arbejdsmiljøreglerne. Der har vi vist osse et lille-bitte problem (ironi kan forekomme).

Men nu har jeg skubbet min alt for magelige højryggede og armlænsudstyrede læderkontorstol med min stokke stol, der oftest er sammenklappet og bor under en reol. Men den er bare bedre når ryggen er dum – for den tvinger ryggen til at arbejde og ikke bare falde sammen. Problemet med den er – at jeg faktisk får ondt i ryggen af den – når jeg ikke har problemer med ryggen i øvrigt. Derfor er det dyre møbel oftest pakket sammen.

Men at hænge foran computeren har altså en vis begrænsning i øjeblikket hvad angår tid.

Og så har jeg været en tur omkring psykologen i torsdags. Det gjorde faktisk osse ondt. Osse da jeg skulle rejse mig fra stolen. Men ikke så meget det.

Hun prøvede at booste min selvtillid og selvfølelse mht min “lille sag med arbejdsgiveren”. Det virkede og hun vidste ganske givet at det var nødvendigt inden vi kunne dykke ned i traumerne igen. At få ro på bagsmækken, så at sige. Hele den situation er naturligvis ganske interessant og konfliktfyldt, men jeg er sikker på at jeg har esser nok i baghånden til at klare udfordringerne i de rækkefølger de viser sig i. Men det er godt at blive mindet om at jeg er stærk nok nu til at bokse med de store drenge.

Hun prøvede at minde mig om at min måde at håndtere min baggrund og min familie var et tegn på styrke og at jeg var kommet meget langt i mit lange forløb med hende.

Det er så absolut nødvendigt at jeg får familierelationerne lagt derhen hvor jeg kan have med det at gøre. Jeg har ved en tidligere lejlighed fortalt at jeg rent faktisk har søstre. Dengang, dvs for ca et år siden, mente jeg at jeg godt ville have kontakt med dem igen. Det har ændret sig en del til i dag. Jeg ønsker ingen kontakt. Den ene søster så jeg kortvarigt sidste jul, og det eneste hun sagde udover et stift goddag var “din hund er grim”. Ikke at det gør mig ked af det at hun mener jeg har en grim hund, men jeg fandt det nærmest komisk at det var dét hun valgte at sige ved første møde i 9½ år. Uheldigt ordvalg. Mildest talt. I sommer så jeg hende så tilfældigt igen. Vi var lige kommet tilbage fra sommerhuset og jeg luskede over i den lokale (og bestemt ikke så lille) kvickly for at købe en enkelt liter mælk, så konen ku få sin kop kaffe. (hun drikker ikke caffe latte men latte caffe!), stiller mig i kø for at betale og ser mig lidt omkring. Så hører jeg min søsters stemme – hun står lige bag mig. Og jeg har kigget direkte på hende, uden at kunne genkende hende igen. Det var først stemmen der afslørede hendes tilstedeværelse. Min egen søster. Der var ingen genkendelse på hende visuelt overhovedet. Et ligegyldigt menneske som alle de andre. Hun lirer et nyt stift goddag af hvilket jeg besvarer og vender ryggen til igen. Betaler og går uden at se mig tilbage.

Nej, jeg ønsker ikke længere kontakt. Det bliver stadig mere tydeligt for mig at når mine forældre ikke er mere, så er jeg ikke længere udstyret med familie i blodsforstand – kun i den tilgiftede udgave. Og det er mit tilfælde slet ikke noget dumt bytte.

Da vi var i sommerhus besøgte vi min onkel og tante (der i øvrigt havde glædet os ved at starte bilen og komme over i sommerhuset da de hørte vi var blevet gift og deltog med alle tegn på glæde og tilfredshed i vores “fest”) og dér blev min anden søster omtalt ved navn. Jeg lyttede lidt distraheret og spurgte “hvem?” Min tante svarede “din søster…” og helt uden at tænke over det svarede jeg bare.. jeg har ingen søstre.. jeg har biologiske tilfældigheder. Tavsheden blev skive-skærbar henover bordet. Tante blev lidt chokeret over mit svar, men ville blive endnu mere chokeret hvis jeg havde fortalt hende at hun spillede en rolle i mit endelige opgør med mine søstre. At hun blev nævnt med navn som én af dem man bestemt ikke kunne udsætte for synet af to kvinder, der var andet end veninder og at “jeg ikke skulle komme slæbende med kæresten til familiefester” for det ville være synd for børn og gamle og så … tanten. At en af betingelserne for et fortsat samvær med søstrene var at jeg lod kæresten blive hjemme når der var et eller andet familie tam-tam. En betingelse jeg naturligvis ikke kunne opfylde. Hverken dengang eller nu.

Og her havde selvsamme tante faktisk to dage tidligere siddet og smilet og guffet vores bryllupskage. Dybest set tror jeg ikke hun bryder sig om tanken om bøsser og lesbiske, men jeg tror, at der er noget hun bryder sig mindre om. Roderi. Og det har ærligt talt været noget rod at vi har været sammen i 10 år uden at få styr på papirerne. Accepten af os er der, men er ikke overstrømmende. Men glæden over at vi får orden på tingene er større. Jeg sagde i øvrigt ikke mere men lod dem fortsætte snakken om den der søster. En snak jeg af gode grunde ikke havde noget yderligere at bidrage til.

Jeg tror at jeg i lang tid (som i mange år) har plejet et lille ønske om at komme tilbage i familien (minus min bror), men i det sidste års tid er der blevet rykket rundt på tingene. Nu er ønsket erstattet af et ønske om ikke at komme tilbage. Om ikke at blive opsøgt eller kontaktet. Et ønske jeg næsten er sikker på bliver opfyldt. Jeg har ikke haft brug for dem længe, det har blot været vanetænkning at familier naturligvis kan og bør føres sammen igen. Men hvorfor skulle de? Der er ingen facitliste her, ingen sikker løsning der er den rigtige. De er alle rigtige, hvis de er rigtige for mig. Men for min psykolog er facit ikke interessant, men processen derhen. Deri ligger både en erkendelse, en accept og en handlingsplan. Og en styrke i at jeg faktisk kan udtrykke hvad jeg ønsker og behøver. Vi talte om mine søstre… men det hele handlede om noget andet osse. Det så hun sikkert i torsdags. Det så jeg først dagen efter.

De ekstra RAM er i øvrigt ankommet og allerede smidt i min computer – og nu er det en ren leg at arbejde med billeder. Den tygger på de mange jpegs på notime og henter bunkevis af billeder ind lige så hurtigt som jeg vælger dem. Det er da herligt. Så her er lidt flere fra min ungarske ferie. Nu er det sjovt igen. Før var det bare ventetid lige så snart jeg bad den starte iphoto..

Billederne stammer fra et besøg i en privat køkkenhave som vi fik lov til at gå på rov i. Pluk alt hvad I vil.. spis hvad I har lyst til.. smag på det hele.. Der var ferskentræer (sådan en 10-15 stykker af dem), flere forskellige blommetræer og i mange eksemplarer, pæretræer ad libitum og hindbærbuske der bar som stod de i selveste paradis.. dem var min nevø og jeg mere end almindeligt glade for. Køkkenhaven er min svigerindes forældres. Den holder 4-5 familier med frugt og grønt og forældrene bruger vist ret meget tid på at holde den i denne frugtbare stand. Men det virker altså lidt overvældende på sådan et par lejlighedsmennesker som os, der kun lige har lidt krydderurter og en enkelt tomatplante i hjørnet på altanen.

Men først en lille intro til de særlige jordbundsforhold. Det er ikke jord – det er sand! Og jeg fatter ikke hvordan pokker nogen kan få noget som helst – og i de mængder – til at gro på det. I det hedder det vist, men når man sparker lidt til det forekommer “gro på det” som en rettere betegnelse.

Der er lige blevet vandet og sandet bliver kun vådt i overfladen og bliver til sådan nogle sære mudderskaller i løbet af få minutter.

Vin skal der naturligvis være i en køkkenhave størrelse XL. Og sand. Masser af sand.

Drivhuset (ca 20×65 m). Til højre er der peberfrugter og chili.. i Ungarn bliver det hele dog kaldt paprika, men så vidt jeg kunne se var der mange forskellige sorter… og rigtig mange af de der aflange, gule vi kender som ungarske peberfrugter. Til venstre to-tre rækker tomater. Og bag dem nogle rækker med kål. Og sand. Masser af sand.

Et lille sjovt skud fra et springvand i byen.. troede det var uskarpt så jeg kiggede ikke nærmere på det. Men det viste sig at være ok, da jeg kiggede billeder igen.

Jeg har jo giftet mig til et nyt navn. Dét har osse stor betydning for mig. Det talte vi osse om hos psykologen. Det signalerer mit opgør med familien. Jeg tror ikke helt jeg kan følge betydningen der, og os spekulerer lidt over om min psykolog har en skjult trang til numerologi. Men det er vigtigt, siger hun. Jeg håber at den erkendelse osse kommer til mig en dag. For mit bytte var egentlig næret af to ting. En måde – og på rimelig vis – at slippe af med mit gamle navn og dermed gamle spor. Og at jeg ikke følte mig så knyttet til min egen familie mere. Men det er meget mere end det – siger psykologen. Vi må se.

Nedtælling

 

Nedtællingen til ferie er så absolut i gang. For første gang i mange år har kæresten og jeg 3 uger i sammenhæng. Sammen, endda. Og vi skal være bortrest hele perioden. Pakker designikonet fredag aften og drager afsted lørdag morgen.

Det bliver så aldeles behageligt at komme væk fra hverdagen i sådan en god uafbrudt periode.

Naboen er så venlig at sørge for at få tømt vores postkasse, der ellers ville få kvalme af overspisthed, så det skal nok gå. Lejligheden lukkes ned, køleskabet tømmes og de fine blomster og planter i kærestens hængende have på altanen er formentlig hel- og halvdøde når vi kommer hjem. For naboen får bare nøglen til postkassen – ikke til lejligheden.

Jeg tæller osse ned til andre ting. Min fyreseddel, går jeg ud fra. Jeg er nærmest sikker at mit tilhørsforhold til min nuværende arbejdsgiver bliver bragt til ophør i løbet af efteråret. Min chef kan kun lige akkurat nedlade sig til at hilse på mig om morgenen, og det fremgår med al tydelighed at kontakt i øvrigt holdes på et absolut minimum.

Det har jeg set før med kolleger, der nu er forhenværende.

Men jeg ved at jeg ikke kan fyres i min ferietid, så enten kommer det i denne uge eller osse kommer det senere. Dét skal jeg i det mindste ikke tænke på når jeg først er taget afsted.

Jeg har en nær kontakt med min fagforening og jeg ved at de vil granske en sådan fyring med lup. Ikke at jeg tror det betyder det store, men det er en god tryghed at vide at de er med mig.

Jeg har nemlig udleveret og formuleret så mange overenskomstmæssige problemstillinger i den måde jeg og mine kolleger er aflønnet på at de er blevet “sært” glade for mig i den juridiske afdeling. Vi er kommet på fornavn med hinanden og jeg skal blot præsentere mig med fornavn og virksomhed, så ved de hvad det handler om og hvem jeg er.

Formelt har jeg ingen beskyttelse og står fuldstændigt ubeskyttet i noget der ligner en begyndende skyttegravskrig, reelt er historien nok en anden.

Det hele begyndte efter det møde med min chef, hvor jeg måtte ud af døren og få fat i fagforeningen for at høre om “råberiet” var lig med en fyreseddel. Hvad det ikke var. Men da jeg nåede frem til at råberiet blev udløst af at jeg luftede en forventning om at jeg naturligvis skulle have løn for et sådant møde (som min chef havde indkaldt mig til i min fritid) kunne jeg næsten høre medarbejderen i fagforeningen sætte sig frem i stolen. Og hun begyndte at spørge til ting, der faktisk ikke havde noget med selve mødet at gøre. Får I løn for det? Får I løn for hint? Osv osv.  Til sidst spurgte jeg hvad det her handlede om, udover mig og min aktuelle situation og så fik jeg ellers sandhederne at vide. At fagforeningen i knapt et år har haft et særdeles godt øje til min arbejdsgiver. At de har holdt møde med dem for at få orden på forholdene. Uden held. Om jeg vil “snakke lidt mere”. Ja, det vil jeg gerne.

Det møde får indirekte nogle grimme konsekvenser. For det sendte mig direkte fra “taknemmelighedsgælden” til min chef i armene på den juridiske afdeling på fagforeningen.

Det har fyldt uendelig meget i de sidste 3-4 uger, og nu er “point of no return” nået og hvem som helst kan med lidt googling og kendskab til virksomhedens navn og overenskomstforhold søge sig frem til at der er noget ubehageligt noget “på vej”…

Detaljer vil jeg ikke gå ind i her. Men én ting er sikker – det får en vis underholdningsværdi. Som drama, som komedie – og som tragedie.

Hverdagen tur/retur

I dag kommer kæresten hjem, og grundlovsdagen tillader mig at hente bilen ud af dens hule og køre i lufthavnen og hente hende hjem. Med hunden i kassen. Fra den forventer jeg en sand hylekoncert af glæde over at høre hendes stemme igen.

Og når vi kommer hjem er jeg næsten sikker på at den ikke forlader hendes side før den ved selvsyn har set at kufferten bliver bokset på plads på øverste hylde i det store skab. Sådan plejer det at være.

Jeg er sikker på at de næste dage bliver fyldt af lange snakke om hvad der er sket og om hvad der skal ske nu i de måneder der følger. Og et forsøg på at få overblik over konsekvenserne af faderens død.

Jeg tror helt personligt at jeg får et lidt andet menneske hjem end jeg sendte afsted. Mere skarpt-skåret, stærkere i sin vilje og en nyvundet evne til at sætte den igennem. Det er en sær form for akut-modning der sker af mennesker der på kort tid mister begge forældre og som står tilbage ikke bare med “forældreløsheden” men osse med alle de formelle og praktiske ting, som bare skal løses.

Selv er jeg helt den samme. Lidt frustreret over mit arbejde og over at have en chef der gør et stort nummer ud af ikke at tale til mig mere. Så stort et nummer at det egentlig burde være morsomt. Jeg spørger hende om noget konkret, der har med mit arbejde at gøre og som  ikke direkte vedkommer andre. Hun rejser sig fra sin plads og kommer imod mig men ser på hende der står ved siden af mig – og svarer hende! Absurd forestilling og hvis jeg ikke jeg var så forbandet sensitiv ville jeg formentlig finde det ganske underholdende.

Men jeg er egentlig lidt gammeldags så jeg har besluttet mig for at vente på en undskyldning for det groteske optrin da vi præsenterede hende for et fuldstændigt legitimt og veldokumenteret lønkrav. Jeg kommer til at vente ganske længe. Tror jeg.

Jeg har klaret at være alene i denne situation og det er jeg faktisk ganske stolt af, selvom det ikke har været uden udfordringer. Jeg har savnet kæresten og jeg har manglet hendes små vaner i middelsvær grad. Og en af dem er dagligt at sige til mig “har du husket at tage medicin?” med det resultat at lige præcis den del har sejlet en del. Det er ikke så godt.

Jeg har pakket tankerne en del væk, men de begynder at vende tilbage nu. Det er dette indlæg der spøger i baggrunden. For næste uge skal jeg ud til psykologen, og jeg har bedt hende om at læse det og forhåbentlig er hun i stand til at tænke og udtrykke nogle kloge tanker om fysiske og psykiske reaktioner på et sexuelt overgreb – om skammen, tavsheden og decideret flovhed over at have reageret på den der ubehagelige og absolut uønskede reaktion. Lægen har osse kigget med og hende skal jeg tale med et par dage efter. Osse om det. Og så håber jeg at blive lidt klogere på hvorfor lige netop dette er så svært at håndtere at man hverken kan føle, mærke eller tænke på det. Hvorfor netop dette hele tiden har været den manglende brik i puslespillet. Og hvorfor det er så forbandet vigtigt og hvorfor ingen har spurgt mig?

Det ville have været godt hvis nogen havde turdet… Tror jeg.

Det bliver endnu et besøg af de sværere.

Dag 1

Jeg har været sygemeldt fra mit arbejde i 4 uger og i dag mødte jeg så ind igen. Til en 2½ time lang arbejdsdag. Jeg skal da i hvert fald ikke klage over at jeg bliver overanstrengt her fra start. Chefen tilbød at jeg kunne starte på en deltidssygemelding og når jeg ser på min ugeplan for denne uge må jeg jo konstatere at dét mente hun ganske seriøst. Har 2-3 timer hver dag i denne uge.

Men jeg må indrømme at jeg blev noget trykket i humøret da jeg så planen for i dag. Kunde 1 er gammel kendt for mig. Han virker som om han er ligeglad med alt omkring sig men han udstrålede en sand glæde over at se mig og talte om at “slagte fedekalven”. Smilede så bredt at hans enlige tand i undermunden lignede en mandel nogen havde fundet i risalamanden juleaften. Den næste i rækken var yderst tilfreds med at få mig tilbage så “alting var som det skulle være”.

Pkt 3 på planen var det der trykkede mit mentale overskud i bund. MUS-samtale (et eller to s´er?). Fuck, det mener hun ikke, hende chefen. Jeg har jo talt med hende mere eller mindre konstant siden før jul. Men ok, tænkte jeg – jeg bliver jo næppe fyret til sådan én. Kan være hun bare vil snakke om genindslusning på arbejdet og lidt om mig og fakturerer det internt som den MUS der alligevel skulle afholdes.

Først og fremmest fik jeg at vide at hun nu havde talt med alle mine kunder i forbindelse med min sygdomsperiode og alle havde talt mere end godt om mig. At de var kede af at det ikke var mig der kom, om jeg kom tilbage og sådan noget. Enkelte havde osse truet med pressen hvis fyrede mig. Hun havde talt med den afløser der havde kørt min tur og osse kun hørt godt om mig fra den side – at jeg var meget savnet. Dernæst at hun havde drøftet sagen med direktøren, fordi de holder øje med sygefraværet, men at han støttede mig og at han støttede firmaets bestræbelse på at få mig tilbage i fast tur. Der var jeg ved at skvatte af stolen for jeg har været dybt overbevist om at jeg var en paria, der bare skulle smides af H til hvis det stod til ham og hvis han ellers kunne komme afsted med det uden at få fagforeningen på nakken. Men nej, der var opbakning til mig hele vejen rundt.

Så snakkede vi lidt om mine mangelfulde evner til omstilling, som hun forstod, men anbefalede at jeg arbejdede lidt med så det ikke blev så stressende for mig, når der kommer nye opgaver ind. Point taken, for jeg ved godt at det er angstprovokerende i middelsvær grad når jeg ikke på forhånd ved hvad der forventes af mig.

At jeg stadig kunne blive sur og irriteret hvis kravene blev for store. Men at jeg ikke gjorde mit arbejde med venstre hånd og var ganske loyal overfor firmaet og var god ved mine kunder og at dét var det allervigtigste.

Vi aftalte at timetallet vil stige med ca 5 timer om ugen til vi når den tid jeg egentlig er ansat til at kunne klare. Det er så absolut et godt tilbud og jeg takkede ja.

Det er der jo ikke så meget mere at sige til så jeg gik derfra nogenlunde let i knolden – medbringende en af de få årlige lønforhøjelser. Jeg kommer ikke til at mærke noget særligt til det, men symbolværdien er der da.

De satser foreløbigt på mig – og i min nuværende situation kan jeg kun sige at det er jeg sandelig glad for at de gør.

 

 

En blomst til kæresten

Måske lidt inspireret af et indlæg ovre hos midter-fruen, hvor jeg lidt hovent meddelte at jeg ikke gad blomster, faldt jeg i staver over denne skønhed i den lokale netto. Kæresten kan derimod godt lide blomster og har et fint tag på orkideer. Men hun har aldrig haft en blå, så det har hun nu. Den her kunne jeg altså ikke stå for.

 

Det kunne hun heller ikke viste det sig, selvom det tog lidt tilvænning og nærstudie før hun accepterede at den faktisk ikke er kunstig selvom den ser sådan ud.

(update – nu har hun googlet den og det viser sig faktisk at den er kunstig – sådan at forstå at det er blåt farvestof der er blevet tilført blomsten og at det vil aftage med tiden – men vi nyder den så længe den har den særprægede farve)

På mandag starter min hverdag igen. Jeg har overstået den ugentlige snak med chefen og hun var selv nået frem til at jeg skulle starte på nedsat tid (ja – det snakkede vi sådan set om for en måned siden) og det nye var at hun osse var nået frem til at det nok ikke var nok med en uges indkøring, så jeg bliver holdt på under 20 timer indtil jeg selv melder klar til noget mere. Det er jeg meget lettet over for jeg var ærligt talt noget trist over udsigten til nærmest at blive smidt ud i påsketravlheden hvor ti dages arbejde skal klares på syv. Det plejer at være så stresset at vi alle render rundt med tungen ud af halsen, plop-øjne og rød røg ud af ørerne. Ikke kun mig. Alle. Osse bookerne på kontoret.

Det behøver jeg så ikke være bange for og kan nøjes med at have lidt dårlig samvittighed over at mine kolleger skal stresse rundt og jeg kan gå hjem ved middagstid.

Den må jeg prøve at slippe og så bare passe på mig selv.

Nu venter weekenden og der er kun to opgaver til kæresten og mig. Altanen skal gøres forårsklar og bilen skal gøres sommerklar. Det vil sige at den får sommerskoene på, hvilket vi morer os lidt over for i denne vinter ville det da vist have været mere passende at den havde beholdt dem på. Og så alligevel – jeg foretrækker faktisk at køre på vinterdæk på lidt for varme og lidt for tørre veje frem for at forsøge mig med sommerdæk på de få km sne og is vi har oplevet i år. Vi sætter vores lid til at nu kommer der ikke mere hvidt – og da slet ikke noget der bliver liggende.

Og så lige til sidst – vedrørende det sidste indlæg fra mig om synlighed. Jeg gjorde det sgu. På facebook og siden har min indbakke nærmest ikke stået stille og det har medført at en håndfuld af mennesker jeg troede jeg kendte lidt bedre osse har kommenteret selvbiografisk på emnet “usynlig syg”. Ovre hos dem selv. Fantastisk. Og især inspirerende. Jeg er helt klar over at det måske var dumt af mig, for hvem som helst på min venneliste kan tage et screendump eller dele statussen. Det første ved jeg ikke om de har gjort, men tvivler, og det sidste har jeg nogenlunde styr på. Det er ikke sket. Heldigvis.

Doctors Order

Jeg er nu hjemsendt til ro, afslapning og langsomme bevægelser i energifelterne. Og krav-frihed. Eller det vil sige ikke helt krav-frihed for der var visse krav fra lægen om hvad jeg skulle gøre og bruge tiden til, så jeg ikke blev en stueplante der tilbragte dagene på sofaen med ryggen til verden.

Der skulle gås nogle lange (!) ture med hunden og så var der en ganske klar opfordring til at gøre ting der glæder mig. Hun kender til min trane-trang og bad mig sørge for at komme afsted og kigge på dem. Og så sær tænksom ud da jeg opfordrede hende til at gøre det samme.

Det må jeg jo så se om jeg kan. Det er flere år siden jeg sidst havde en vellykket tur derop. Sidste år prøvede vi men tranerne var så forsinkede at de dage vi havde regnet med ville have været ganske forgæves og der stod kun 15 forkølede fugle på stedet, og så var en køretur på 2×400 km lige rigeligt nok.

Mon det lykkes i år? De ski** traner ku godt tage at holde aftalerne.

Køreturen kan dog belønnes med masser af traner og traner så tæt på at man med middelmådigt udstyr kan komme hjem med lækre billeder. Har gravet lidt i bunken af billeder fra den bedste af turene:

Det er da ærligt talt værd at køre efter.

Dagen i går var ganske sær. Jeg vidste at sygemeldingen var en realitet og jeg vidste at der var absolut gode grunde til at jeg havde fået den besked. Og så var jeg på arbejde. Jeg havde overvejet flere alternativer, da jeg gik ude på stranden og tænkte tanker. Skulle jeg ringe med det samme til min chef og sige at jeg ikke kom dagen efter og i øvrigt heller ikke kom ca den næste måned? Skulle jeg ringe fredag morgen og sige .. ca det samme? Eller møde ind og så planlægge dagen så jeg kunne få tid til en rigtig snak med hende om det? Og så var sygemeldt derfra? Eller køre dagen færdig og så var det det?

Det blev sidste løsning, for det gav hende tid til at sætte afløsere på mine opgaver. Det synes jeg var det bedste så jeg osse kunne se hende i øjnene mens jeg gav the bad news.

Og det var virkelig bad news. Hun gav udtryk for forståelse og at det vigtigste for hende var at jeg kom tilbage i min kendte gode stil. Men osse at over-bossen sikkert ville synes at det her var noget pjat og at han ville flegne helt ud over det. Men at det måtte så være sådan. Over-bossen har jeg et ganske specielt forhold til, jeg kan ikke li ham og han kan ikke li mig, og jeg er helt sikker på at dette vil få mit navn til at rykke godt op af listen på potentielle fyringer hvis der skal skæres i staben. Jeg, derimod, gav udtryk for at jeg for en gangs skyld var ganske ligeglad med hvad han tænkte og mente men at jeg bare gerne ville vide om jeg havde et job når jeg kom tilbage. Det sagde hun så at jeg havde. Men om dette job overhovedet var det rette for mig? Ja, det er det rette. For jeg er god til det! Hun stønnede lidt og sagde at nu ville hun gå ind og gøre alle mine kunder møgkede af det når hun skulle give dem afløsere, så ja – jeg er god til det. Og jeg vil blive savnet.

Hun skitserede i øvrigt osse lige muligheden for en delvis sygemelding op. Den er jeg opmærksom på, det er bare ikke lige dét beskeden fra læge og psykolog gik på i første omgang, men at det formodentlig bliver sådan jeg kommer tilbage. Hvis jeg altså har et job når jeg er klar igen. Eller delvist klar, rettere. Det er egentlig ikke så væsentligt for mig at jeg fik den mulighed linet op – det var meget mere væsentligt at jeg følte mig ret presset til at gøre det på hendes måde og faktisk sagde “nej”. Ikke nu. Ikke til at starte med. For jeg tror reelt at jeg kan forlænge det her forløb helt åndssvagt ved ikke at tage det alvorligt nok nu.

Og hvis jeg i øvrigt ikke har et job når det her er faldet til ro så må jeg løse det – når den tid kommer. Lige nu er det mindre væsentligt for mig. Men vi – kæresten og mig – har snakket om hvad der skal ske hvis jeg ender med en fyreseddel. Vi har nødplaner på plads og klar til at blive rullet ud, hvis det skulle blive nødvendigt. De vil ikke være gode eller indbringende – men det er et scenarie vi prøver at forberede os på.

Det vil være et scenarie der i øvrigt vil udløse en masse fagretsligt, da en fyring umiddelbart efter sådan en sygemelding vil være i strid med de aftaler der, trods alle deres mangler, er indgået mellem min arbejdsgiver og den såkaldte fagforening der skulle tale medarbejdernes sag. Her nævnes ingen navne, men jeg tror de fleste af jer ved nøjagtigt hvem, hvad og hvorfor. Overvejer faktisk at kontakte dem i næste uge og høre hvad deres erfaringer er i den her situation. Lidt må de da kunne bruges til.

Snubleøvelser

Altså den der tur til psykologen i torsdags. Egentlig havde det slet ikke været muligt at få lavet den torsdags-aftale, for hun var booket på den tid jeg normalt kommer der, og hvis jeg skulle komme tidligere end vanligt ville det betyde at jeg skulle have fri fra arbejde til det. Og det ville jeg være ked af at skulle spørge om, selvom der normalt ikke er problemer med at få rykket lidt rundt i mine arbejdsskemaer for at få enderne til at nå sammen. Uden at chefen nødvendigvis skal orienteres, da vi har store frihedsgrader mht sådan noget normalt. Vi skal bare løse opgaverne vi bliver givet og om det bliver gjort kl 8 eller kl 15 er noget vi normalt selv kan justere på så det bliver så tidsoptimalt som muligt.

Men jeg tog den tidligere tid og håbede at der ville vise sig et par huller i arbejdsplanerne som jeg kunne udnytte til at rykke arbejdsopgaver sammen omkring. Det gjorde der dog ikke umiddelbart, og tværtom havde min chef nidkært fyldt alle de sædvanlige huller og luger ud med småtterier. Der var ikke nogen vej udenom – jeg måtte ind til hende og bede om at der lige blev skabt et hul på ca 1½ time så jeg kunne være hos psykologen på rette tid. Det var der faktisk ikke de store problemer med, og vi grinede lidt af at jeg ikke ville spørge med det samme og jeg fik den symbolske skældud over ikke at komme frem med sådan noget i tide.

Ankom præcist og bakkede bilen ind hos psykologen og møflede op af trapperne og døren blev åbnet (?). Det plejer den aldrig at blive. Hendes kontor og “rum” er på første sal og der plejer hun at opholde sig når hun venter klienter. Ikke ved hoveddøren.

– Kommer du i dag?

Neeeeeeeeeej – hovedet bankes mentalt ind i noget hårdt. Det sker bare ikke det her. Hun har fandme glemt at jeg skal komme. Eller skrevet forkert i sin kalender.

Jeg ved ikke rigtig om kvælningsfornemmelserne i mig handlede om intern ærgrelse eller en decideret lyst til at kvæle hende og hendes kalender.

Men hun var hjemme, og havde tid. Viste det sig. Så jeg blev sendt ovenpå mens hun lige fik orienteret sig og indstillet sig på hvad der skulle ske.

Jeg ved jeg ikke har skrevet forkert i min kalender og at fejlen er hos hende så jeg tillader mig at være lidt irriteret. En irritation der faktisk ikke bliver mindre da det går op for mig at hun ikke har talt med min læge, som hun havde lovet/annonceret sidste gang jeg var der.. for der var jo god tid til jeg skulle komme… en hel uge mere, ikk?!?

En noget akavet start der faktisk irriterede mig mere end jeg havde troet.

Men fandt dog ud af flere ting i løbet af samtalen. Blandt andet redegjorde hun for sine tanker mht mig og hvad der skulle og burde ske.

Hun ville tale med lægen og luftede i den forbindelse at hun ikke kunne lide min nedgående spiral og gerne så den brudt… og at det betød at hun ønskede mig sygemeldt fra arbejde. Foreløbig i en måned.

WHAT? Det kan I da ikke mene… Jeg kan sagtens se hvorfor og hvordan men i dag er det sgisme ikke legetøj at være sygemeldt fra arbejde. Hvad nu? Mister jeg mit arbejde?

Der står den nu – jeg aner ikke hvad de kloge koner sammen finder ud af, men jeg føler mig sikker på at jeg bliver nødt til at tage deres råd? Men hvad så? Der er jo ganske givet gode grunde til at psykologen ønsker dette af lægen… men hvor efterlader det mig?

Jeg har gået rundt siden før jul og været så inderlig ligeglad med hele verden og hvad der skete omkring mig. Ligeglad med mennesker og dyr og hvad der ellers betød noget for mig og været parat til at hoppe ud fra den nærmeste bro hvis jeg lige var i nærheden af den når tankerne fyldte mest. Men at blive sygemeldt fra arbejde pga stress/depression… den er sgisme svær at sluge. At jeg er nået dertil.

Nu er lægen orienteret og tænker… og så skal jeg forhåbentlig snakke med hende i næste uge..

Den er faktisk lidt alvorlig nu.

Mørkets gerninger

Nå, er da ikke helt færdig med at lege med kameraet. Tog det med ud på en lille aftentur med hunden søndag aften, lige da solen var gået ned. Og ja, der var osse et stativ med.

Og så har jeg forresten været på arbejde i dag. Det gik fint, men var der kun i 4 timer. Chefen har med vanlig konsekvens barberet nogle af mine timer væk så vi nu kan få styr på det her helbredshalløj, der har drillet mig i måneder.

4 timer var i øvrigt aldeles rigeligt så resten af dagen blev tilbragt på sofaen med hunden på maven og ipaden inden for rækkevide. Sådan kommer resten af ugen vist til at se ud osse, bortset fra torsdag hvor jeg (og den timing er vist osse ganske god) genoptager gamle rutiner og besøger psykologen.

Jeg er træt og ordene er ikke så mange…

god nat. ca.