Barn

Jeg tænker på de ting, da jeg var barn eller hvad det nu kan kaldes – synes ikke rigtig min barndom hænger sammen med hvad andre siger om deres barndom. Har kun sporadiske erindringer om den – lidt godt og en masse skidt. Der må da have været noget godt – mere godt end hvad jeg kan huske – men det er som om det bliver overskygget af alt det andet. Og rigtigt mange erindringer om at gemme sig.

Da jeg gemte mig, da jeg var barn var det en flugt for min bror. Men somme tider var det osse en form for straf han havde – at putte mig ind i pulterkammeret og låse døren. Der var mørkt og lugtede ikke særligt godt af gamle tæpper og sære rengøringsmidler.

At tænke på timerne i pulterrummet får det til at gøre oprør indeni og det går nok mest på de gange hvor jeg netop ikke flygtede derind i et oprør mod hvad han gjorde, de gange hvor jeg tænkte på, at jeg nok skulle være flygtet, men ikke gjorde det og i stedet lod ham gøre hvad han havde lyst til.

Tror ikke jeg flygtede så tit – jo hvis han var voldelig måske, men ikke for hans tilnærmelser og overgreb. Godt neutralt ord der ikke sender mig alt for meget ud i tanke-kaos´et. Kan bedre lide dét ord – overgreb end incest. Men jeg vænner mig jo nok til dét andet ord også.

Overgrebene husker jeg godt. Osse hvordan det startede lige så stille – en glidebane med slut et forfærdeligt sted hvor jeg ikke var menneske eller barn. Nærmest bare et stk legetøj – en dukke.. noget der kunne bruges og forbruges af… og som jo egentlig ikke gjorde oprør.

Tror mere turen i skabet handlede om at han var utilfreds med mig. Både når mine forældre var hjemme – men især når han passede mig og vi var alene. Men huset var meget stort og der kunne ske meget i hjørnerne som ikke alle vidste om. En fordel når man ville gemme sig og være barn for sig selv – og en ulempe når man blev gemt. Jeg ved ikke om mine forældres rolle i det her ville have været anderledes hvis huset var mindre og de små steder færre – måske… ?

Mit voksne “jeg” er meget vred over, at de ikke skred ind og stoppede det – men ved osse at det ikke er sikkert, at de vidste om det – det gjorde de nok ikke – men de vidste at jeg ikke var glad for at blive passet af min bror. Jeg kan osse huske, at jeg blev passet af ham nogle aftener og weekender efter han var flyttet hjemmefra – i hans lejlighed oppe i midtbyen. Der kan jeg osse huske, hvad der var i et pulterrum.

De aftener og weekender var de værste – hos ham. Der var ingen kontrol – der var ingen mulighed for at smutte væk – hvor skulle jeg smutte hen ? Ingen sikre steder. Sært hvor jeg synes. at det store hus var en ulempe ser jeg nu som voksen, at den lille 1½ værelses lejlighed var alt for lille. Han var der hele tiden og fyldte det hele. Kunne høre ham hele tiden – lugte ham.. se ham. Han havde fuldskæg – og jeg hadede det. Rødt vildt fuldskæg.

At sidde i det rum – det mørke lille pulterrum. Jeg var bange for at komme ud – bange for at han kom ind. Bange for at han hev mig ud, bange for at han puttede mig derind. Alt med det rum var forbundet med at være bange. Og alligevel gemte der sig også en form for tryghed i det… jeg vidste jo i det mindste hvad der skulle ske. Ikke hvordan, ikke helt, men jeg vidste ca hvad det ville ende med. Sært nok er følelsen af skægget noget af det værste.

I hele vores voksenliv har min bror med fuldskæg i sig selv kunne få mig til frygte for hvad han kunne finde på at byde mig nu. Jeg er jo stadig bange for ham af mange grunde. bange for latterliggørelsen og hånen fra min barndom bliver gentaget. Omend lidt mere subtilt i dag…

I dag kan jeg så måske ikke helt forstå at mine forældre valgte at bruge ham som barnepige – når de vidste at jeg ikke var glad for at være hos ham. Enten har de overset signalerne – eller osse har jeg udsendt vældigt tvetydige signaler om det. Ved ikke rigtigt om jeg kan tillade mig at være vred over at det netop var ham der altid skulle passe mig.

Pasningen bestod af leg og forkælelser med, som jeg husker det, god mad og fyldt slikskål – biografture mm. Mere eller mindre. Men osse hans legen rundt med mig. Og “lære mig om livet” som han kaldte det – men den lærdom kunne  jeg godt have undværet den gang som 8-10-12 årig, men det er jo bakspejlsagtig måde at se det på. Trods alt.

Dengang ved jeg ikke hvad jeg tænkte – bortset fra at jeg ikke kunne lide det. Ikke kunne lide smagen lugten eller synet. Jeg tror rent faktisk at jeg troede, at mine forældre vidste om det – selvom de ikke reagerede på det. I dag tvivler jeg naturligvis på det – de har nok bare tænkt og talt om at der bare var “et eller andet galt” med relationen mellem min bror og mig.

At opfatte ham som kriminel og pædofil falder mig sværere end at opfatte ham som psykopat. Jeg stejler indeni når psykologen kalder ham kriminel – for jeg kan ikke forbinde det der skete med mig da jeg var barn som noget kriminelt. Det hænger ikke sammen i min verden. Klart jeg ved hun har ret – men jeg kan ikke få det ind i knolden, at det osse gælder min egen “sag”.

Jeg ved ikke, hvordan han fik mig til at holde mund med det, til ikke at fortælle noget om det. Men tror måske, at jeg har en ide om det – nemlig at det var noget “normalt” og som derfor slet ikke var værd at berette om.. men det er da en farlig strategi, så mon ikke han også har sagt at noget om, at noget meget forfærdeligt ville ske, hvis jeg fortalte om hans undervisning af mig. Men han gjorde det osse til noget normalt – noget som “alle de andre” bare ville misforstå.

Hvem pokker skulle jeg have fortalt det til. Som barn fortalte jeg aldrig nogen om noget som helst, hvis jeg kunne undgå det. Ikke engang de små og mere normale ting, der skete i mit liv. Det er måske derfor jeg ikke kan huske så meget andet fra barndommen, for jeg satte vist aldrig så mange ord på. Var et tavst barn. Et tænksomt barn.

Og nu gør jeg ikke andet – eller ihvertfald prøver på det – at sætte ord på det hele. Mange ord.

Det er så pissesvært at se på mig selv og tænke ordene: “jeg er blevet misbrugt – udsat for sexuelle overgreb”. Egentlig synes jeg mere, at jeg blev brugt og at det nærmest er værre end misbrugt, for det lyder et eller andet sted som om der er et rigtigt brug og et forkert brug. Et misbrug eller et forbrug af et barn ? Det er da værre !

Men det er jo ordkløveri – misbrug er vist ca det ord, der kan bruges her. Har også den fordel, at det er værdiladet på forhånd. Et misbrugt barn, det ved vi da hvad er (!?!)

Føler mig som en kliche. Misbrugt af min storebror og det lyder som en dårlig roman, bortset fra at de jo som bekendt plejer at ende godt.

Jeg forstår bare ikke hvorfor. Jeg forstår ikke hvad han som en voksen mand – næsten voksen mand kunne få ud af det. Om var det magt eller var det lidt hjulpet-på-vej-selvtilfredsstillelse.. eller var det for ham.. betjening.. Og hvorfor skulle det så gå ud over mig, der jo bare var de der 6-8-10-12 år.

Det må have været nemt for ham, det må være dét det var. Nemt, han kunne tvinge mig – men det var jo ikke altid nødvendigt – rent fysisk. Han var stærkere end mig og jeg frygtede hans styrke. Men det var nu mest når noget nyt skulle prøves, at han brugte styrken.

Hvis jeg lukker øjnene er der billeder, der ikke kan komme ud og få udtryk. Billeder, lugte og smag. Kan se op på ham, se skægget, som han ligger på ryggen. Han havde fundet ud af, at han kunne holde mig i foden og en anden hånd på min nakke og styre hovedet – så blev jeg ca hvor jeg var og gjorde hvad han ville have. Det var det værste jeg vidste, at blive holdt på den måde og det føles som om man bliver kvalt og at man skal kaste op. Det er sådan en rent fysisk refleks tror jeg.

Bagefter krøb jeg ind under dynen og vendte ryggen til, krøb sammen og håbede at han ikke ville hente mig igen til mere leg. Det gjorde han somme tider, hvor han gik videre end det. Jeg vidste det skulle ske når han gav mig et kondom. I starten kunne jeg ikke finde ud af at give ham det på..

Jeg forstår ikke – forstår ikke i dag hvad fanden han fik ud af det. Men noget må det da have været – for han gjorde det jo “tit”.  Da jeg blev ældre prøvede han at få mig til at nyde – men hvad  var der et nyde ? Han stak en finger op i mig og sagde at det kunne piger godt li. Jeg synes bare det gjorde ondt og også længe efter. Jeg forstod ignenting af det, men vidste at han bagefter ville være fredelig en tid.. og ikke putte mig ind i pulterrummet. Han havde en masse magt og fyldte meget i min bevidsthed – at holde ham i godt humør var det essentielle i min barndom.