Barn

Jeg tænker på de ting, da jeg var barn eller hvad det nu kan kaldes – synes ikke rigtig min barndom hænger sammen med hvad andre siger om deres barndom. Har kun sporadiske erindringer om den – lidt godt og en masse skidt. Der må da have været noget godt – mere godt end hvad jeg kan huske – men det er som om det bliver overskygget af alt det andet. Og rigtigt mange erindringer om at gemme sig.

Da jeg gemte mig, da jeg var barn var det en flugt for min bror. Men somme tider var det osse en form for straf han havde – at putte mig ind i pulterkammeret og låse døren. Der var mørkt og lugtede ikke særligt godt af gamle tæpper og sære rengøringsmidler.

At tænke på timerne i pulterrummet får det til at gøre oprør indeni og det går nok mest på de gange hvor jeg netop ikke flygtede derind i et oprør mod hvad han gjorde, de gange hvor jeg tænkte på, at jeg nok skulle være flygtet, men ikke gjorde det og i stedet lod ham gøre hvad han havde lyst til.

Tror ikke jeg flygtede så tit – jo hvis han var voldelig måske, men ikke for hans tilnærmelser og overgreb. Godt neutralt ord der ikke sender mig alt for meget ud i tanke-kaos´et. Kan bedre lide dét ord – overgreb end incest. Men jeg vænner mig jo nok til dét andet ord også.

Overgrebene husker jeg godt. Osse hvordan det startede lige så stille – en glidebane med slut et forfærdeligt sted hvor jeg ikke var menneske eller barn. Nærmest bare et stk legetøj – en dukke.. noget der kunne bruges og forbruges af… og som jo egentlig ikke gjorde oprør.

Tror mere turen i skabet handlede om at han var utilfreds med mig. Både når mine forældre var hjemme – men især når han passede mig og vi var alene. Men huset var meget stort og der kunne ske meget i hjørnerne som ikke alle vidste om. En fordel når man ville gemme sig og være barn for sig selv – og en ulempe når man blev gemt. Jeg ved ikke om mine forældres rolle i det her ville have været anderledes hvis huset var mindre og de små steder færre – måske… ?

Mit voksne “jeg” er meget vred over, at de ikke skred ind og stoppede det – men ved osse at det ikke er sikkert, at de vidste om det – det gjorde de nok ikke – men de vidste at jeg ikke var glad for at blive passet af min bror. Jeg kan osse huske, at jeg blev passet af ham nogle aftener og weekender efter han var flyttet hjemmefra – i hans lejlighed oppe i midtbyen. Der kan jeg osse huske, hvad der var i et pulterrum.

De aftener og weekender var de værste – hos ham. Der var ingen kontrol – der var ingen mulighed for at smutte væk – hvor skulle jeg smutte hen ? Ingen sikre steder. Sært hvor jeg synes. at det store hus var en ulempe ser jeg nu som voksen, at den lille 1½ værelses lejlighed var alt for lille. Han var der hele tiden og fyldte det hele. Kunne høre ham hele tiden – lugte ham.. se ham. Han havde fuldskæg – og jeg hadede det. Rødt vildt fuldskæg.

At sidde i det rum – det mørke lille pulterrum. Jeg var bange for at komme ud – bange for at han kom ind. Bange for at han hev mig ud, bange for at han puttede mig derind. Alt med det rum var forbundet med at være bange. Og alligevel gemte der sig også en form for tryghed i det… jeg vidste jo i det mindste hvad der skulle ske. Ikke hvordan, ikke helt, men jeg vidste ca hvad det ville ende med. Sært nok er følelsen af skægget noget af det værste.

I hele vores voksenliv har min bror med fuldskæg i sig selv kunne få mig til frygte for hvad han kunne finde på at byde mig nu. Jeg er jo stadig bange for ham af mange grunde. bange for latterliggørelsen og hånen fra min barndom bliver gentaget. Omend lidt mere subtilt i dag…

I dag kan jeg så måske ikke helt forstå at mine forældre valgte at bruge ham som barnepige – når de vidste at jeg ikke var glad for at være hos ham. Enten har de overset signalerne – eller osse har jeg udsendt vældigt tvetydige signaler om det. Ved ikke rigtigt om jeg kan tillade mig at være vred over at det netop var ham der altid skulle passe mig.

Pasningen bestod af leg og forkælelser med, som jeg husker det, god mad og fyldt slikskål – biografture mm. Mere eller mindre. Men osse hans legen rundt med mig. Og “lære mig om livet” som han kaldte det – men den lærdom kunne  jeg godt have undværet den gang som 8-10-12 årig, men det er jo bakspejlsagtig måde at se det på. Trods alt.

Dengang ved jeg ikke hvad jeg tænkte – bortset fra at jeg ikke kunne lide det. Ikke kunne lide smagen lugten eller synet. Jeg tror rent faktisk at jeg troede, at mine forældre vidste om det – selvom de ikke reagerede på det. I dag tvivler jeg naturligvis på det – de har nok bare tænkt og talt om at der bare var “et eller andet galt” med relationen mellem min bror og mig.

At opfatte ham som kriminel og pædofil falder mig sværere end at opfatte ham som psykopat. Jeg stejler indeni når psykologen kalder ham kriminel – for jeg kan ikke forbinde det der skete med mig da jeg var barn som noget kriminelt. Det hænger ikke sammen i min verden. Klart jeg ved hun har ret – men jeg kan ikke få det ind i knolden, at det osse gælder min egen “sag”.

Jeg ved ikke, hvordan han fik mig til at holde mund med det, til ikke at fortælle noget om det. Men tror måske, at jeg har en ide om det – nemlig at det var noget “normalt” og som derfor slet ikke var værd at berette om.. men det er da en farlig strategi, så mon ikke han også har sagt at noget om, at noget meget forfærdeligt ville ske, hvis jeg fortalte om hans undervisning af mig. Men han gjorde det osse til noget normalt – noget som “alle de andre” bare ville misforstå.

Hvem pokker skulle jeg have fortalt det til. Som barn fortalte jeg aldrig nogen om noget som helst, hvis jeg kunne undgå det. Ikke engang de små og mere normale ting, der skete i mit liv. Det er måske derfor jeg ikke kan huske så meget andet fra barndommen, for jeg satte vist aldrig så mange ord på. Var et tavst barn. Et tænksomt barn.

Og nu gør jeg ikke andet – eller ihvertfald prøver på det – at sætte ord på det hele. Mange ord.

Det er så pissesvært at se på mig selv og tænke ordene: “jeg er blevet misbrugt – udsat for sexuelle overgreb”. Egentlig synes jeg mere, at jeg blev brugt og at det nærmest er værre end misbrugt, for det lyder et eller andet sted som om der er et rigtigt brug og et forkert brug. Et misbrug eller et forbrug af et barn ? Det er da værre !

Men det er jo ordkløveri – misbrug er vist ca det ord, der kan bruges her. Har også den fordel, at det er værdiladet på forhånd. Et misbrugt barn, det ved vi da hvad er (!?!)

Føler mig som en kliche. Misbrugt af min storebror og det lyder som en dårlig roman, bortset fra at de jo som bekendt plejer at ende godt.

Jeg forstår bare ikke hvorfor. Jeg forstår ikke hvad han som en voksen mand – næsten voksen mand kunne få ud af det. Om var det magt eller var det lidt hjulpet-på-vej-selvtilfredsstillelse.. eller var det for ham.. betjening.. Og hvorfor skulle det så gå ud over mig, der jo bare var de der 6-8-10-12 år.

Det må have været nemt for ham, det må være dét det var. Nemt, han kunne tvinge mig – men det var jo ikke altid nødvendigt – rent fysisk. Han var stærkere end mig og jeg frygtede hans styrke. Men det var nu mest når noget nyt skulle prøves, at han brugte styrken.

Hvis jeg lukker øjnene er der billeder, der ikke kan komme ud og få udtryk. Billeder, lugte og smag. Kan se op på ham, se skægget, som han ligger på ryggen. Han havde fundet ud af, at han kunne holde mig i foden og en anden hånd på min nakke og styre hovedet – så blev jeg ca hvor jeg var og gjorde hvad han ville have. Det var det værste jeg vidste, at blive holdt på den måde og det føles som om man bliver kvalt og at man skal kaste op. Det er sådan en rent fysisk refleks tror jeg.

Bagefter krøb jeg ind under dynen og vendte ryggen til, krøb sammen og håbede at han ikke ville hente mig igen til mere leg. Det gjorde han somme tider, hvor han gik videre end det. Jeg vidste det skulle ske når han gav mig et kondom. I starten kunne jeg ikke finde ud af at give ham det på..

Jeg forstår ikke – forstår ikke i dag hvad fanden han fik ud af det. Men noget må det da have været – for han gjorde det jo “tit”.  Da jeg blev ældre prøvede han at få mig til at nyde – men hvad  var der et nyde ? Han stak en finger op i mig og sagde at det kunne piger godt li. Jeg synes bare det gjorde ondt og også længe efter. Jeg forstod ignenting af det, men vidste at han bagefter ville være fredelig en tid.. og ikke putte mig ind i pulterrummet. Han havde en masse magt og fyldte meget i min bevidsthed – at holde ham i godt humør var det essentielle i min barndom.

Reklamer

10 comments on “Barn

  1. Sidder her uden ord – fuldstændig uden ord..Til gengæld en del kvalme..
    Jeg håber inderligt og dybt i mit hjerte at den mand.. IKKE har børn og IKKE har kontakt med børn.

    • Er ked af at have påført dig kvalme, men har egentlig forsøgt at ramme et detaljeringsniveau, der var præcist nok til at bibringe indsigt, men uden at det blev alt for udelikat.

      Han har desværre børn, der i dag er voksne, om han har kontakt med børn i dag aner jeg ikke, da jeg ingen kontakt har med ham.

      En Kong Mor uden ord – det er vist iøvrigt en ny tildragelse
      😉

  2. Sidder her med tårer i mine øjne, gråd i halsen og et hjerte der er gået i tusinde stykker. Har lyst til at råbe og skrige på dine vegne.
    Er selv lillesøster til en bror med samme aldersforskel. Tænker på alle de GODE ting han bidrog med i mit liv og ville sådan ønske jeg kunne give dig blot eet af de gode minder om en barndom fuld af tryghed og glæde, som det kan være at have en storebror.
    Jeg håber inderligt at nemesis og karma rammer din bror en dag. Du er virkelig sej. Forstår godt at du vil være anonym. Det kan godt ske at du siger, at du er en af de stille – men for mig at se, gør du alt det rigtige sådan som dit liv er lige nu.
    Varme knus og mange gode tanker herfra.

    • Først vil jeg sige velkommen til, og beklager hvis det ikke lige var det du havde håbet da du trådte indenfor.

      Tak for gode tanker, og de hjælper mig en hel del mere end du nok forestiller dig.

      Jeg bliver faktisk lidt misundelig på jer der har søskende som I har det godt med, tænker hvor er I heldige, hvor må det være skønt at blive voksne med nogen der også kender hele éns baggrund og historie. Og så det nære forhold jeg kan se alle har med deres søskende, som jeg jo ikke kender til. For jeg gør alt hvad jeg kan for at undgå den kontakt, da den er skadelig for mig.

      Om jeg er sej – ja det tror jeg faktisk at jeg er. Ellers var jeg egentlig nok endt et helt andet sted end der hvor jeg er nu.

      Igen – tak for tankerne. Håber at se dig igen her.

  3. Du skal på ingen måde beklage – jeg trådte ind på din blog med åbent sind, og fandt et menneske med en historie der skal ud. Se dét er i sandhed det der rammer mig mest. Jeg vil helt klart være at spotte her igen og igen.
    For modige kvinder som dig, der tør bruge deres røst i en eller anden forstand, skal have al den opbakning det er muligt – om så det blot er et par øjne ekstra der læser med og et lille hjerte mere der vækkes undervejs.

    Rigtig glædelig jul. Det glæder mig virkelig at det bliver en jul i ro og mag for dig og dine kære.

    • Nu er julen overstået og jeg har tid til at svare. Jeg ved nu ikke hvor modig jeg er. Omtaler konsekvent min adfærd som en kryster-adfærd, fordi jeg med en vis omhu undgår at tage nogen konfrontationer og konsekvenser. Pådrager mig dermed et vist ansvar og skyld, men det må jeg leve med.

      Du er velkommen og håber også at jeg ind i mellem kan lokke et lille smil fra dig. Det er ikke bare tungt og svært det hele.

      Tak for link forresten 🙂

  4. Sidder bare som et stort spørgsmål foran skærmen! Tror faktisk at det er ligesom dig. Forstår virkelig ikke hvorfor din bror gjorde de grimme ting ved dig, hvad han fik ud af det og hvorfor dine forældre ikke har opdaget det.. Eller i det mindste talt med dig nærmere om hvorfor du reagerede som du gjorde, når din bror skulle passe dig. Men det er selvfølgelig også en anden tid og det kan jeg nok ikke sætte mig ind i.

    Synes det er flot at du står frem! – også selvom du er anonym.

    • Velkommen til (spekulerer lidt på om du ikke har været her før med dine varme kommentarer).

      Uden at du skal tage dét personligt – anonymiteten er vist efterhånden kun udadtil.. her er mange der ved hvem jeg er. Og det er godt!

      Set i bagklorgskabens klare lys kan det virke fuldstændig ufatteligt at ingen opfattede noget, men det var som du selv siger – en helt anden tid.

      At jeg ikke selv sagde noget var blot blevet kodet ind i mig meget tidligt – at man ikke sagde noget.

      Tror at mange af jer derude, sidder tilbage og kigger lidt på jeres egne børn og tænker – kunne de skjule noget sådant? Måske men forhåbentlig ikke.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s