Leder efter mønstre

Jo, jeg er her osse endnu.

Men meget er forandret. Det går faktisk ikke sådan særlig godt, må jeg indrømme. Og jeg tvivler på at det kommer som verdens største overraskelse for ret mange.

Det eneste skarpe i mig der stadig fungerer helt som det skal er når jeg bliver spurgt om “sagen” mht mit tidligere arbejde. Der er jeg til gengæld knivskarp og får masser af ros for at være struktureret og give klare svar. Sagen er ikke død, snarere tværtimod og jeg får god støtte af den lokale fagforening.

Også da de ringede og sagde at NU var der faktisk et job til mig. Fuld tid endda. Men konen sagde nej. Hun mente ikke, og har ganske givet ret, at jeg kunne holde til at arbejde fuld tid. Og der er nogle rent praktiske forhindringer i det arrangement som vi ikke kunne komme uden om. Så den endte dér.

Men alt det andet er noget møg. Jeg aner ikke hvad jeg tænker og føler og går rundt på en knivsæg. Men én ting ved jeg – det er ved at være tid til at gøre op med fortiden. Briste eller bære.

De kloge koner i mit liv afdækker nogle grimme mønstre i øjeblikket. Mønstre jeg har kendt til men som jeg bestemt ikke har været specielt villig til at tale om. Det gør jeg nu. Og det er svært og føles næsten lidt livsfarligt. Om følelsers ugyldighed. Om skammens ubærlighed. Og jeg ved hvor det kommer fra nu. Senfølger af incest – det er hvad det er. Og det kan koste mig hvad der er mig allerkærest hvis jeg ikke får et ordentligt tag i det nu. Lige nu.

Jeg har kort sagt ryggen mod muren nu. På alle tænkelige og osse de næsten utænkelige måder. Desværre.

Intet at miste

Jeg har tænkt som en gal siden i torsdags hvor jeg var på et besøg hos hende sexologen jeg i sin tid blev henvist til. Egentlig var mit udgangspunkt at dette skulle være sidste besøg og det var det, jeg begyndte med at sætte ord på. At tiden var gået.

Hun lægger hovedet på sine knyttede næver med albuerne i skødet.. lidt på skrå, læner sig frem og ser på mig med sit allermest direkte blik. Hvad er der sket?

Sagen er ikke at der er sket noget, men at jeg ikke kan rumme mig selv. At jeg ikke kan rumme denne type behandling lige nu. At der er så meget andet i livet lige nu der presser sig på. At dette emne repræsenterer ca det mindste af en stribe problemer, eller som vi sagde den gang jeg havde noget med projektplanlægning at gøre – når man står i problemstilling #12 skal man ikke forsøge at løse #156 af 203. En nok så bekendt blogger har gang på gang sagt til mig – lidt det samme – at jeg skal krydse broerne når jeg kommer til dem. Du ved selv hvem du er.

Nu sad jeg så der og ville vælge en rute der gik helt uden om problemstillingen og prøvede at forklare mig selv (først og fremmest) og hende hvorfor det måtte være sådan. Om at det ikke var min topprioritet at få fin-tunet det aspekt af mit liv. Om at lide med angst igen. Om depressionen der spøger rundt i hver eneste lille celle i nervesystemet. Om trangen til at flygte.

Prøver at finde ordene for det jeg har tænkt i bilen derud. Og i dagene før.

Og jeg bliver bare kigget på. Det første hun siger er, at det er ok. Vi kan stoppe her eller bedre måske tage en længere pause og så kan du bare sende en mail når du føler du vil have behandlingen genoptaget. Vil du gå nu eller vil du fortælle mig lidt mere om hvorfor?

Jeg blev siddende. Så hende skifte position. Mere åbent mens hun formentlig konstaterede for sig selv at ønsket om at stoppe måske nok var udtalt, men dækkede over noget andet.

Hun er skarp, men det var ikke påkrævet her. Jeg hørte vist til i læse-let kategorien.

Personligt tror jeg bare ikke jeg kan rumme det.

Vi talte lidt løst om mine familieforhold, om konens håndtering af vores aktuelle situation. Afviklede stille og roligt mit alarmberedskab og lod mig bare tale.

Især om barndommes overgreb… om mine forældre .. om Festen…  om ikke at tale med dem.. om skoletiden. Jeg har ingen klar erindring om hvad hun spurgte om eller kommenterede på, men et eller andet har hun i hvert fald sagt siden emnet faldt på denne måde.

Hun holder en fin professionel afstand til det hele og jeg var derfor små-rystet da hun pludselig kommenterede på min barndom, hvordan hun som moder ville føle det hvis nogen.. hendes … barn… Der kom sådan et sært mørkt gardin ned over hendes ansigt.  Tror hun ville ønske at hun dér kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft. Det kan jo ske at man har behov for det.

Af en eller anden grund var det ca dér skallen krakelerede. Har egentlig aldrig tænkt på hvordan mødre egentlig burde reagere og tænke på de her ting.

Hvordan vi kom derfra og til incestofres forhold til nærvær, mentale udvikling mm – det aner jeg faktisk ikke. Men jeg har en vag erindring om at sidde og ryste mens samtaleemnerne kom tættere og tættere på.

Prøvede at vende tilbage til at jeg ville stoppe og var nu nået frem til den egentlige forklaring (hvilket jo i sig selv osse er et fremskridt). At jeg spildte tiden – hendes tid. For der skete jo ikke noget andet omkring mig end min “udad-situation”. At det var forkert at sidde her og tale om alt det andet, når det nu føltes så uvæsentligt. Spildte hendes tid, gentog jeg, mens jeg prøvede at sende et underliggende budskab om at jeg mente det. Mente det sådan. Husk at jeg ikke selv betaler det her. Husk at det foregår i sygehus-regi, at der formentlig er budgetter der skal holdes og hvad ved jeg.

Hun læner sig frem og påpeger at jeg ikke spilder hendes tid. At hun ved hun kan hjælpe mig (hvis jeg vil hjælpes). Og at det er uhørt vigtigt at vi taler om de konkrete overgreb – ikke bare de sexuelle men de mentale.. og de svigt der har været. Om at være aldersplittet med lynskift mellem at være mig 6, 12, 22 og 45 år. Om forhold til krop og følelser i de perioder. Om normalitet. Om at det jeg går igennem er normalt og vigtigt. Og en masse andet som jeg kke vil skrive om her.

Det der står tilbage er at hvad jeg opfattede som “spildtid” i hendes sammenhæng var en proces og at det var helt ok, og at det tog tid. For det er gamle mønstre der skal brydes her. Og at jeg er langt over den kant hvor det bare er et “forholds-problem”. Der er fysiske hindringer. Og der er et bjerg af følelsesmæssige som først og fremmest handler om behov. Behov for tid, behov for tryghed og behov for stabilitet.

Vi endte med en lille omskrivning af den gamle frase om mænd, kvinder og sexualitet. Kvinder giver sex for at få kærlighed.. mænd giver kærlighed for at få sex. Egentlig er det jo en form for prostitution og handel der sker der, men hvis udbud og efterspørgsel hænger nogenlunde sammen så er det jo.. som det er. Ca.

Har ikke lige en mand på lager så deres behov vil jeg helst ikke kloge mig i – og slet ikke på baggrund af egne erfaringer (det ville ende grumt).

Men den er lidt vigtig alligevel. Jeg vil forsigtigt vove den påstand at mange, der har været udsat for regelmæssige overgreb af denne kaliber kan nikke genkendende til den mekanisme. At der er et bytteforhold. At man oplever at bytte sex for at få noget andet og fuldstændig overser at der ikke er tale om sex. Og at man så skal leve med skyldfølelsen over dét resten af livet. At sex er noget man bytter bort for at få noget andet. Noget der kan sælges. Noget man på sin egen skæve vis fortsætter med at sælge.

Det var nu mest hende der talte ud fra mine underlige ja´er og nej´er og mere eller mindre halvfærdige sætninger. Eller osse føltes det bare sådan.

Det gør ondt i hele kroppen at sidde der og mærke mønstrene blive brudt op i om ikke atomer så i hvert fald fraktioner. Men de er jo ikke kun mønstre der er uhensigtsmæssige – de er osse forsvarsværker. Og for en stund skrider de. (her kæmper jeg voldsomt med at holde sammen på mig selv og ikke stæse stortudende ud af døren) mens hun opsummerer om skyldfølelse, om at føle skyld over at være blevet svigtet. At føle skyld ift overgreb fordi de jo i sagens natur blev en del af en handel.

Pludselig føltes det ganske relevant at få hjælp af hende til at erkende og bryde mønstre og forsvarsværker (undskyld det lyder lidt højtravende (husk det kommer af høj-travende)), så jeg fik en ny tid.

For der er ikke meget mere at miste. Ikke hvad det angår, i hvert fald.

Og det er mit – og det ved jeg godt – ufattelige held at jeg får hjælp af sådan en dame. Der er de færreste forundt.

Det er meget personligt og mange ville nok ikke fortælle så meget.. men hvad har jeg at miste.. ?

På brækgrænsen

Det er ca der jeg har befundet i de sidste mange dage. Uger nærmest. Jeg har været i tabuland. Jeg har osse været i flere andre lande (sommerferieplaner og jobsituation mm). Men under det hele har ligget historier og luret som havde med det store tabu at gøre. Så jeg har tænkt en del. Og så har jeg talt en del, osse. Har talt med sexologen, psykologen og lægen om det hele. Ikke helt i den rækkefølge, men det måtte være som aftalerne nu faldt. Det her emne er så svært at forholde sig til fordi det er en skønsom blanding af følelser, fornemmelser, krop og refleksagtige fysiske reaktioner.

Jeg har faktisk aldrig før kørt et så koncentreret et-emne forløb som her på det sidste. Har formået at komme omkring rigtig mange indsigter og forståelser – har nærmest pisket dem ud af de kloge damer. Og jeg er blevet ganske meget klogere på det hele end jeg var, da jeg første gang – og lidt forsigtigt – nærmede mig emnet om overgreb og “nydelse”.

Jeg håber mine faste læsere kan huske indlægget. Men hvad I nok ikke ved er at min mailbox eksploderede i mails i dagene efter det indlæg. Jeg fik så vanvittigt mange mails (178!) via min kontaktside at jeg var ved at gå i gulvet af forbløffelse. Essensen var – i de fleste – det har jeg osse prøvet, det er forfærdeligt – lortekrop. Og så et tak fordi jeg skrev om det. Det sidste sender jeg videre til alle jer der har været med til at skabe dette forum hvor jeg frit kan sætte ord på ting, der ikke tales om – til jer der i ord og gerninger derude i virkeligheden fortæller mig at jeg er skam god nok, og god nok til at I osse gider se og møde mig og min kæreste. Bruge kostbar tid med os. Er god nok selvom I ved meget mere om mig end I måske ønskede at vide.

Jeg var rystet, osse fordi den samme historie blev gentaget igen og igen. Om behandlere der viger tilbage for at spørge til dette ene punkt. Om forvirringen om at der ikke var noget litteratur om emnet. Og følelsen af absolut ensomhed med netop denne problemstilling. For hvem f***** kan man betro sig til om noget så privat, så intimt – og så yderst pinligt.

Pinligt var et ord jeg så mange gange i de dage. Behandlerne bruger ordet skamfuldt i stedet – jeg ser det som to sider af samme sag. Blot er skamfuldt noget man godt kan indrømme, men pinligheder vil vi trods alt helst holde for os selv. Ser I, der gemmer sig en lille negligering her. Det er med garanti ikke ond vilje. Det er bare sådan at de pakker det sammen med alle de andre skamfuldheder og angriber samlet. Og overser det pinlige, det vi ikke taler om. Heller ikke til behandlerne med mindre de spørger direkte. Det er nemlig for alt for pinligt.

Sexologen spurgte mig heller ikke forrige gang. Men lavede et “emnerum” hvor den store tilståelse kunne falde. Nu – i dag – er jeg næsten sikker på at hvis den ikke var kommet af sig selv så havde hun nok spurgt – en dag. Men hendes plads i behandler-konglomeratet gør jo osse at hun kan gå væsentlig tættere på mig end de andre. På sit eget lille specifikke, men yderst vigtige, område. Man kommer ikke til sådan dame hvis man ikke er indstillet på at tale om det intimeste i tilværelsen – sex.

Min læge fangede hurtigt hvad jeg ville vide, da jeg spurgte hende, men var osse lidt forvirret kunne jeg mærke. Hun endte dog med en lang (og uden at lyde som om hun så på uret imens, tror faktisk hun havde valgt at dette måtte tage den tid der var behov for) snak i telefonen hvor hun fortalte mig om blandt andet sympaticus og parasympaticus der så vidt jeg har forstået hende rigtigt udgør det samlede autonome nervesystem. Om deres indbyrdes balance og forrykkelsen der sker i den balance i en faresituation. Dejligt konkret, direkte og med de rigtige ord – men på den følsomme og empatiske måde – angreb hun materien. Lægelatin hvor det var nødvendigt og rigtige menneskeord for resten. Ikke noget ordfumleri og pæne måder at omtale sex og berøring. Men de rigtige ord som var til at forstå uden at blive platte. Der fik jeg god indsigt i hvilke fysiske og kropslige reaktioner, der havde spillet mig det grumme puds i situationen. Og hun bragte mig tættere på en accept af det skete. Men derfra og så til at leve med det, der er altså et pænt stykke. Men jeg fik gode vidensbaserede redskaber af hende til i det mindste at forstå. Og det var præcis hvad jeg havde bedt hende om på en noget famlende måde. Sådan går det når læge og patient kender hinanden forholdsvist godt.

At lære at leve med det derimod, det er nok mere de to andres område.

Nok mest sexologens tror jeg.

Jeg har i et tidligere og nok lidt små-kvalmende indlæg citeret min overgrebsmand eller “ham psykopaten” som visse af jer kalder ham. “Du skal leve med det“. Sådan sagde han. Men han sagde osse andre ting til mig den aften. Ikke fordi jeg tror det var gennemtænkt for at være ondt, men det fik en sær og næsten profetisk betydning for mig, for det har lige som det andet rumsteret rundt i min hoved og har fået sit helt eget liv.

“Nyd det for det er sidste gang”. Det var inden han satte kniven i mig. Ord der er så fulde af dobbelttydigheder og som jo naturligt og direkte henviste til skære-manøvren. At det var afslutningen på noget. I sagens natur. Nyd det var bare en sarkasme som jeg ikke rigtig ville kendes ved betydningen af. Nu har jeg fået sat betydningen sammen og det er som om dette emne er den sidste puslespilsbrik der skal lægges på plads for at jeg kan se det fulde billede. For at jeg kan komme videre. Og det skal jeg.

En sarkasme om nydelse og overgreb – om at få det blandet sammen. Om ekstrem uønsket dominans, ikke bare til at bestemme over mig for en stund, men osse styre min krop uden for min vilje. Ondt ja, men nok ikke sagt så bevidst ondt. Jeg tror simpelthen ikke på at han var klar over hvad det her betød. Det var bare en måde at styrke ydmygelsen og markere den store magt.

Den sarkasme har jeg i går brugt en times tid på hos sexologen. Det er livsomstyrtende store og små sandheder hun kan trække ud af mig i sådan en samtale. Men i dag vidste hun – og jeg – at det var dette der var emnet. Hun var forberedt på det. At det var derfor jeg var kommet før den aftalte tid i september. Når ferier mm er overstået.

Genfortalte oplevelserne, men med denne særlige vinkel. Talte om hvordan tingene blev blandet sammen i mit hoved og at jeg ikke rigtig var i stand til at holde det adskilt. Hvordan fortid blev mixet med nutid og fremtid. Hvordan glæde ved nærhed kan forvandles til frygt for overgreb. Hvordan frygt for overgreb ind i mellem kan forvandles igen til en fysisk reaktion som andre kender som kvindens orgasme. En proces der skal afspores et eller andet sted for at jeg kan komme videre som menneske. Helt menneske, forstås. Ikke den halve som render rundt ude i verden og lader som om hun har det tip-top og er i orden.

Fortalte om tiden efter overgrebet og om erkendelsen af at mangle noget. Om tidligere oplevelser med min bror og den sammenhæng jeg har erkendt der er i mit liv. Mønstre og tankebaner der har det med at forfølge mig, men som jeg har brudt med sammen med min kæreste. Fortalte om ærgrelsen over at denne mekanisme står som en uoverskridbar grænsebom. Fortalte om smerten, om den helt konkrete voldsomhed. Om blod og bræk. Om at ligge og rode rundt mellem væltede køkkenstole og vågne op efter en form for bevidsthedstab på et koldt stengulv i sorte og hvide tern, om selv at skulle gøre rent. Om hvordan jeg blev holdt fast. Om min brors modus operandi. I detaljer. Om at ligge på sin sofa og glo ind i en gul og blå væg i ugevis, med naboen der kom med lidt mad som eneste menneskekontakt. Om hvorfor jeg har steder på min krop hvor berøring direkte og hurtigt sender mig til helvedets forgård. Om angsten der kommer og går helt som den selv vil. Om trygheden ved kæresten. Og utrygheden ved mig selv. Og om de store svigt i barndommen med forældre der så voldsomheder rettet mod mig – fra min bror – og ikke greb ind. Ensomheden, der går igen i begge perioder. Og om de pinligste øjeblikke i mit liv hvor jeg ikke bare mærkede smerten og ydmygelsen.

Hun lytter intenst til mine svar, jeg fornemmer det uden at se det for jeg kan ikke se på hende når jeg verbaliserer alle de svære ting. Holder nøje øje med om et bestemt bordben begynder at flytte på sig, hvad det naturligvis ikke gør, men det er godt at have et fokus-pkt og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. Da jeg når frem til at jeg ikke kan skelne nydelse fra overgreb mere, og at jeg er i tvivl om min egen krops signaler nikker hun, ser tænksom ud et øjeblik mere inden hun kigger mig direkte i øjnene og siger:

“Jeg forstår hvor forfærdeligt alt dette er for dig, jeg forstår hvorfor du ikke kan holde det adskilt. Den proces bliver svær, men der er måder at gøre det på. Vi er ikke færdige med dette emne. Du fornægter din krop i angst for dens forræderi. Men husk volden og voldsomheden. Det er derfra angsten kommer. Og din kæreste er sød og kærlig – I skal undgå det farlige. Nydelsen giver ikke angst, angsten for nydelsen giver mere angst, angsten kommer af tidligere vold, tvang og pres. Du skal undgå din brors særlige “håndgreb” og så skal forbindelsen mellem krop og psyke normaliseres. At det var vold og overgreb og at min krop bare gjorde hvad kroppe gør – de overlever. Husk volden – du er ikke udsat for vold mere – du er udsat for stor kærlighed og tålmodighed”.

Hun gentog flere gange at det hele er meget normalt, men så ud til at mene at jeg var ret hårdt ramt af dette meget normale. Unormalt hårdt ramt. Det kommer til at tage mere af hendes tid, og det tror jeg hun har accepteret. Jeg rystede i hele kroppen da jeg gik derfra, var ked af det og lidt chokeret. Men stadig uden tårer.

Hun var tilfreds med at jeg vil tage kæresten med næste gang. Der er vist nogle ting hun godt vil forklare på mine vegne.

Og hvad så med psykologen – hvor er hun henne? Hun kæmper med at forstå det store problem. Min vrede er uventet for hende, min irritation er i vejen. Og dér skal vi osse have meget mere tid. Men jeg tror faktisk at det handler om noget “mental berøringsangst” – noget som sexologen af gode grunde ikke har.

Kors hvor jeg udleverer mig selv her. Det må I sgisme leve med. Men egentlig er det jo ikke bare mig jeg udleverer, det er hele problemstillingen jeg smider op i luften og lader hvem som helst se på. Lidt med den bagtanke at nogen må fortælle, og det er så blevet mig. Det hjælper mig. Og måske andre. Noget kunne tyde på det.

Og så pissehemmeligt er det jo heller ikke…. overleveren indrømmer et sex-liv. Deformt måske, men det er der da. Og det kan da ikke være nogen særlig nyhed. For ret mange.

Det allerhemmeligste – i krig med et tabu

Det er genialt at jeg bruger en månedlang blogpause på at nå frem til dette indlæg (naeh). For jeg aner faktisk ikke om jeg har nogen læsere med mere. Men håber da ikke helt at I alle har glemt mig, selvom der jo ikke ligefrem er flydt geniale kommentarer (som om der plejer det?) ud af mit tastatur siden en gang før påske.

Jeg har været et helt andet sted end i blog-tanker. Jeg har været – og er – med min kæreste der i skrivende stund dårligt tør gå med hunden uden at have sin telefon på sig. Det handler om timer nu med hendes døende far – eller måske dage. Men formentlig ikke uger. Det har været en forfærdelig tid for os begge, men på hver vores måde. Mit begrænsede overskud har været rettet 100% mod hende og at fritage hende for så mange krav som overhovedet muligt. Når jeg har været ude ser jeg efter hende som det første, når jeg kommer hjem, for jeg håber ikke at hun har fået døds-budskabet uden at jeg var der til at kramme og trøste.
Vi venter på en besked vi “forventer”, men som man alligevel ikke kan forberede sig rigtigt på. Samtidig ønsker vi begge, at det skal gå hurtigt nu.

I dag vil jeg kæmpe med et tabu af de større. Faktisk det største og det hemmeligste. Det er så hemmeligt at det tilsyneladende ikke engang har et navn, og det er blot noget der bliver hvisket om indenfor diverse terapeutiske rammer. Ofrene ved det, i hvert fald nogen af dem, terapeuterne hvad enten de er sexologer eller psykologer eller andet godt (og bare nogenlunde seriøst) ved det – men der er ingen der rigtigt fortæller om det. Jeg har googlet og for en sjælden gangs skyld uden noget rigtig brugbart resultat.

Kors hvor jeg ævle-bævler! Det er fordi det er så smaddersvært. Fordi det er det allerhemmeligste – og det største tabu jeg går i krig med.

Mænd kan ikke voldtages. Drenge kan ikke voldtages.

For de må jo ønske det selv hvis de kan præstere en rejsning (og hermed undlader jeg at gå ind i de andre muligheder der jo osse er – de er ikke relevante lige nu). Men de fleste kan vel blive enige om at kvinder kan (altså bortset fra en eller anden uheldig amerikansk senator, der kom med nogle ganske opsigtsvækkende udtalelser desangående). Kvinder skal jo ikke præstere en rejsning som sådan.

Mænd og drenge har et ganske særligt problem her mht beviser, intentioner og forsæt som det hedder på juristeri, og de har svært ved at bevise, at de har været  eller at de er ofre og samtidig “aktive” i overgrebet.

Deres problem er ikke mit, så det kan og skal jeg ikke løse. Måske kan jeg bare bruge deres situation som en synliggørelse af kvindens tilsvarende men ganske usynlige problem.

For kvinder kan rent faktisk både opleve en form for fysisk ophidselse eller decideret orgasme ved et overgreb – og det er ovenikøbet hyppigt forekommende. Og det er jo indlysende, at det skaber en masse tvivl i kvinden. Om det overhovedet var en voldtægt siden det kunne give “nydelse” i form af en fysisk reaktion. Skamfølelse fordi det i væsentlig grad punkterer kvindens selvforståelse og opfattelse af situationen som en egentlig voldtægt. Tvivl om man overhovedet har ret til se det som en traumatiserende situation – et overgreb. Set udefra, og som et empatisk menneske, er det jo indlysende. Naturligvis er det et overgreb, en voldtægt osv. Men prøv engang at gå lidt ind i tankesættet – prøv at forestille dig tvivlen og den nagende skamfølelse over at have følt “nydelse” ved et overgreb. Det er forfærdeligt. Intet mindre. Og det er formentlig derfor, der ikke er nogen der taler om det.

Vi gemmer det inden i, låser det ned i en boks og lader som om det ikke findes. Og vi taler slet, slet ikke om det. Til nogen. For vi vil ikke latterliggøres, mistænkeliggøres eller bare acceptere at det var sådan det var – eller sådan det kunne være. Det må være noget andet, der er sket.

Derfor findes det først frem i de der særlige sammenhænge hvor kloge mennesker med gode uddannelser sidder og giver tryghed nok til at det kan komme på bordet. Først dér får man at vide, at det skam er almindeligt nok. At det er ok. At det er forståeligt og blot en fysisk reaktion på noget der ikke kunne være anderledes. Først dér bliver skamfølelsen lettet lidt, for bevidstheden om at det kunne være sådan fandtes bare ikke.

Ku’ de ikke have sagt det noget før?

Der er ingen, der har fortalt eller skrevet om det – ikke så det er til at finde frem i hvert fald. At google på “ophidselse/orgasme og voldtægt” giver altså nogle lidt særlige resultater, som mere end noget andet indikerer at det vist er en saftig fantasi, der kan skrives nogle gode historier om. Men ikke meget fagligt relevant om emnet. Ikke meget om hvordan det er – derude i virkeligheden. Fandt dog et enkelt sted hvor en terapeut havde skrællet løg med sin klient og hvor de sammen havde set at en fysisk reaktion som at græde (over løget) ikke var det samme som at føle tristhed eller sorg. At det bare var et løg – en fysisk påvirkning uden følelser. Men det var osse ca dét.

Og det kan da godt undre mig, at det er så dårligt beskrevet i litteraturen. At det tilsyneladende ikke har et navn eller et begreb. Tænker at hvis nogen oplever en særlig urytmisk vippen i storetåen er der med garanti et eller andet lægefagligt tidsskrift, som har beskrevet syndromet nøje og indgående – også selvom det kun optræder med en estimeret regularitet på 10 tilfælde pr 100 mio mennesker.

Men her er der tomt og stille – altså hvad angår den mere “kvalificerede” litteratur.

Jeg har en veninde, der ved rigtig meget om sådan noget. Hun vil spørge sig lidt for blandt sine kolleger om nogen kender et ord eller et udtryk for det. Og gerne noget der ikke på forhånd bliver et håndtag for alverdens skam- og skyldfølelse.

Sådan er det jo når det er de samme ord vi bruger om to. mentalt set, vidt forskellige ting. Det ville være godt at få tingene skilt endnu mere ad. Uanset om det så skulle være med et ord, der lød aldeles meningsløst for almindelige mennesker. Ophidselse er i denne forbindelse forbundet med nydelse og meget ophidselse med meget nydelse osv. Og det er så absolut noget man skal og kan skamme sig en del over, når situationen nu er som den er – eller var.

Det var lidt af en overvindelse at spørge, for i det lå jo osse en erkendelse af at jeg nok vidste lidt mere om det end jeg ville være ved. Hun startede med at fortælle mig at det var rimelig almindeligt og alment accepteret blandt behandlerne. Og at det var noget fysisk, der ikke havde med lyst og behov at gøre.

Og ikke noget at skamme sig over. Heller.

Dét ville jeg gerne have vidst lidt før.

Det ville jeg gerne have haft ord for før.

Hvorfor er det at behandlerne venter med at tage fat i lige præcis dét her så længe. Er de for feje? Jeg tvivler, men tror mere på at de enten ser det som en vanligt forekommende ting og derfor lidt banal, eller osse at de ved at det er så sårbart at det ikke ligefrem er noget der hører til på forsiden af folderen fra det lokale “center fra voldtægtsofre”.

Tabuer i forbindelse med voldtægt fås vist ikke meget større end dette ene emne og det er desværre så hemmeligholdt at ofre sjældent taler med hinanden om det, og at det er oven i købet noget, der kun nødigt kommer frem indenfor terapeutiske rammer. Og det er da helt i skoven, for det er lige her at den værste af vovserne ligger begravet når man som offer for voldtægt prøver at forstå hvad der skete og at forlige sig med senfølgerne og traumet.

Et eller andet sted håber jeg at dette indlæg bliver læst, osse af nogen der sidder og tænker “øj, har hun det osse sådan – har hun osse oplevet det – og nu skriver hun om det”. For det er der jo ikke så mange andre der gør. Egentlig tør jeg heller ikke, men mon ikke det går alligevel.

Det bliver lidt af en proces at acceptere at sådan kan tingene også være og det arbejde skal vist gøres. Jeg er i gang.

Nu mangler jeg bare det helt rigtige ord for fænomenet, eller syndromet om man vil. Dét ord der gør det hele søgbart så andre ikke havner på diverse sider med samlinger af erotiske noveller og andet godt fra nettets twilight-zone. Ord der rummer accept og fjerner fornemmelsen af at der er noget helt galt i én selv. Tager toppen af skamfølelsen og sender skyldfølelsen retur til den person der faktisk begik overgrebet og umuliggør bortforklaringer i stil med “jammen hun/jeg nød det jo osse”.

Ser I, når vi der har været det igennem lyver for os selv ved tvivle på vores egne kroppe og reaktionsmønstre – hvordan skal vi så kunne forvente at en gerningsmand skal forstå, at det var det, det var. Et overgreb. Og ikke en nydelse. At det var noget ganske andet der foregik. Noget der kan beskrives med ord jeg ikke kender endnu.

Og når vi ikke taler om det, når vi ikke accepterer det selv og vi alle går rundt og tror at det bare er “lille mig” der lige fik det sådan. Så er det jo nærliggende at tro at det er “lille mig” der er noget helt rivende galt med. Vi er nødt til at tale om det og give det ord. For der er tilsyneladende ingen andre der gør det for os.

Uden filter

Det er da vist på tide med en lille opdatering fra mig. Blogpausen blev lidt længere end forventet. Først pga den travle og familie-orienterede påske og bagefter almindelig træthed hver eneste dag efter arbejde. Jeg har stort set ikke orket ret meget andet end at gå på arbejde, glo på tv, sove og passe hund. Og så arbejde igen, glo på tv, sove og passe hund… flere dage i træk. Jeg har skimmet lidt rundt omkring hos jer andre, men mere er det ikke blevet til og min computer er stort set på standby hele tiden.

Der er ellers nok at lege med, for kæresten gav mig et højt ønsket påskeæg i år. 650 kr til itunes. Og et lille kort hvor der bare stod ét ord. Photoshop. Vi har været enige om at mit skifte fra pc til mac osse betød et skifte fra photoshop i den store udgave, som jeg har haft en særlig opdateringslicens til i flere år, men som jeg ikke kan føre med mig over på den nye platform. Programmet ville koste mere end selve computeren (som i ca det dobbelte). Så jagten gik ind på et passende andet fotoredigeringsprogram. Jeg har forsøgt mig lidt frem i diverse trials, men ikke rigtigt fundet noget jeg blev helt gode venner med – så jeg endte med at sætte en streg under photoshop elements, der 95% kan hvad jeg gerne vil og de sidste par procenter kan jeg nok løse på anden vis. Til gengæld er der ikke så meget andet – og ubrugeligt for mig – pakket ind i programmet.

Men jeg har ikke rigtig fået leget med det endnu. Det kommer nok. Især hvis jeg kommer igang med kameraet igen. Men har dog kigget lidt rundt og konstateret at det skal jeg nu nok føle mig hjemme i ganske hurtigt. Det ser bekendt ud – det meste af det. Og tingene hedder det samme, hvilket er en stor behagelighed.

Det er gået op for mig hvor meget det betyder for mig at jeg har “min” chef på pinden på arbejde. For hun har haft ferie siden påske, og jeg har måttet værge for mig for at undgå arbejdsopgaver der konfliktede med den deltidssygemelding hun og de kloge koner (læge/psykolog) har anbefalet mig at tage imod. Det har ikke været helt nemt, og de har ikke engang presset mig særligt meget på arbejde, men alligevel nok til at efterlade mig nærmest grædefærdig når de ringede og spurgte. Og jeg ved at dét ville de ikke få lov til at gøre hvis min egen chef havde siddet på sin trone for enden af kontoret. Der skal bare ikke særligt meget til før jeg vælter, det har jeg efterhånden lært. Men derfra og så til at acceptere det – der er åbenbart et pænt stykke. Håber at få lært dét osse en dag.

Min kæreste siger at jeg skal lade være med at lade mig gå på af den slags, men bare holde mig til aftalen og så sige nej til ting jeg ikke magter eller som gør mig dårligere end jeg er. Det har hun ret i.

Problemet er bare desværre at det er sådan en form for filtrering hun plæderer for. At jeg skal sætte et filter imellem mig selv og verden og prøve at sortere det “skidte” fra og fokusere på det gode.

Jeg synes hun lyder som et dameblads-horoskop når hun siger sådan noget. Vist hun har da ret, men det er da noget de fleste ville høre/læse og tænke “ja, det passer lige på mig”, og føle sig en lille smule truffet ovenikøbet. Hvem skal ikke blive bedre til det – selv de der allerede er smaddergode?

Det er osse gået op for mig at en stor del af mit problem, som formentlig skyldes min grumme fortid, skyldes at jeg totalt mangler filter. Der er ingen naturlig mekanisme bygget ind i mig der kan lave den sortering. Heller ikke når det bare er to tilfældige gamle der skændes i et supermarked om hvilken mælk de skal vælge. Det er osse for farligt for mig og jeg kan ikke skubbe den væk – al den negative og stærkt bevægelige energi. Det er måske lidt kryptisk udtrykt, men det er sådan jeg oplever det. Som energi i bevægelse, som indtryk der er i konstant uro, og som derfor sender mit blodtryk i vejret og gør mig “vred” og sort indeni. Det er derfor jeg har det svært med de der store indkøbssteder – for mange mennesker er lig med for mange energier, der bevæger sig i alle mulige retninger og kan være alt fra positive til stærkt negative. Og de går lige ind i mit nervesystem og påvirker det. Jeg ser alt, hører alt, mærker alt i mange (rigtig mange) meters afstand. Det derfor lidt af en øvelse for mig at gå ind og købe ind sådanne steder og jeg kommer ud med en følelse af at være en karklud, der skulle have været sendt til vask for flere dage eller uger siden.

Det er osse det manglende filter der gør mig sort indeni når min familie giver mig de sidste opdateringer vedr. min bror. Han har fået ny kæreste (jammen tillykke med det) og det er så fint så fint. Og den nye kæreste har børn. Og så var det ca dér jeg havde allermest lyst til at fare ud på toilettet og ofre påskefrokosten i den store hvide telefon.

Alt det her har jeg naturligvis osse drøftet med kæresten, der kærligt prøver at overbevise mig om at jeg skal holde mig til min gamle strategi – at jeg ikke kan redde hele verden, endsige tilfældige pigebørn i min brors sfære. At jeg skal passe på mig selv og ja, rigtigt gættet, filtrere den slags fra.

Men det kan jeg ikke!

Kan så heller ikke gøre meget andet ved det så den får bare lov til at sidde og gnave mens jeg føler mig slemt ansvarlig for hvad der sker på den front. Og der sker formentlig ikke en dyt ved det, jeg kan bare ikke lide tanken. Som i overhovedet ikke.

Jeg kunne ganske givet fortælle meget mere om påsken. Om godt vejr, sjove strandture med hunden, et større oprydningsprojekt i pulterrummet (og hvordan et rum på 2 kvm kunne tømmes og bringes til at fylde et helt stuegulv) og om en masse bagværk der kom ud af ovnen i en lind strøm efter kæresten og min mors arbejdsomhed i køkkenet. Der gemmer sig sikkert osse gode historier om skåle vi havde glemt vi havde, men som pludselig kom til anvendelse i de mange lave-dej-processer, der efterhånden forekom mig at have en vis lighed med opstillingen i et fysiklokale på en skole i 60´erne. Påskefrokosten som vi alle var enige om ikke skulle være alt for meget præget af for meget mad og for mange rester – og om halvdelen af selskabet der gik død i mad efter fisken og udsatte lammet (diverse) til efter en god tur med hunden. Og et par timer oveni. Godt det var forberedt så det var til at lave hurtigt, da spidsen af appetitten prikkede igen. Sløve padder – der var næsten ingen mad. Næsten ingen. Ca. Men vi havde mere mad end der var plads til i køleskabet, så det mindst følsomme tilbragte natten på vores kølige altan, der dog er sydvendt og derfor blev båret ind i vores nordvendte badeværelse hvor et par våde aviser og et meget åbent vindue sørgede for naturlig kølighed om dagen. Til gengæld havde vi nærmest frostmærker i måsen af det meget kølige toiletsæde. Forekom mig at jeg ikke var den eneste der blev god til at holde mig i de par dage.

Nu har jeg én uge tilbage på arbejde og så skal jeg afvikle min restferie – hvis det da ellers kan lade sig gøre på en deltidssygemelding. Jeg er ikke ganske sikker på at den holder, men det skal vi lige se på i næste uge. Ugen skal bruges på at slappe af, besøge psykologen, sexologen (med kæresten) og så skal jeg til samtale på jobcentret. YDDR. Det bliver en på alle måder interessant ferieuge. Men ganske tiltrængt. Jobcentret tager jeg dog ganske roligt, da de jo ikke rigtigt kan tilbyde mig noget der er bedre end det jeg har. Og slet ikke tvinge mig til noget der er værre.

Synlighed

Jeg er her endnu, men har brugt en masse tid på bare at slappe af og være helt mig selv.

Kæresten er kommet hjem igen efter sin akut-tur til sin far og det er nu det bedste at have hende her hos mig, selvom jeg jo godt var klar over at i den givne situation med faderens sygdom var det nødvendigt at tage afsted med det samme. Nu ser vi hvad der sker nu. Det kan gå hurtigt, eller langsomt, men meget håb er der ikke tilbage. Altså bortset fra at vi alle håber at det bliver et relativt hurtigt og smertefrit forløb. Hun var afklaret da hun kom hjem og glad for at hun tog de der feriedage og kom afsted. Der er ingen aktuelle planer om en ny tur, men vi må se hvad der sker og hvornår.

Men mine tanker har været beskæftiget med andre ting i disse dage.

Og emnet kan bedst beskrives som overskriften antyder. Synlighed.

DR kører nemlig et tema i øjeblikket om de usynlige sygdomme – de psykiske lidelser diverse. Og med en vis hovedvægt på de psykisk syges forhold til arbejdsmarkedet eller mangel på samme.

Og for nogle uger siden fik jeg en henvendelse fra to studerende fra en eller anden uddannelsesinstitution i KBH om hjælp til et projekt om behandling af incestofre, og hvad der kunne gøres bedre. Og synliggørelse af de problemstillinger og senfølger der kommer med i dén pakke.

TV2 Lorry var ovenikøbet så venlige for en uges tid siden at interviewe en kvinde fra Grevekanten der havde startet sitet visdinangst.dk og igen blev jeg mindet om at jeg ikke viser ret meget. Dyb respekt herfra. Men ville jeg selv være i stand til at bære det armbånd der bliver solgt dér? Jeg tvivler.

Og så min egen sygemelding i øjeblikket og den deraf følgende overvejelse om min egen plads på arbejdsmarkedet og i forhold til mit job.

For nu at tage det sidste først bliver jeg jo bragt i tvivl om min egen “godhed” til at håndtere min egen sygdom. For hvis jeg var så pokkers god, hvorfor sidder jeg så hjemme i øjeblikket og bruger tiden på at gå lange ture med hunden, læse bøger, ordne, sortere og katalogisere 100gb billeder på computeren og andre småting – men intet af det til bestemte tider og uden krav om at noget skal gøres nu og her.

Ingen tvivl om, at de her uger har hjulpet mig meget, og at jeg synes det var en god ide at jeg blev meldt af for en tid. At jeg fik lov til at melde mig ud af samfundet og dets krav. På mandag melder jeg mig ind igen. Starter på en deltidssygemelding og så må jeg tage det derfra, men der er jo ingen tvivl om at jeg vil blive mødt af en stribe spørgsmål fra alle sider når jeg dukker op på kontoret på mandag. Og hvad skal jeg så sige? Lyve? Være ærlig? Være tavs? Eller?

Jeg aner det faktisk ikke og det ender nu nok med at jeg vil spille den lidt på gehør og se hvad der sker. Jeg skal jo dog ikke være der så længe i de første dage, så mon ikke jeg kan styre uden om de største sladderkællinger og deres nysgerrigheder.

De to studerende trak følehornene til sig da jeg spurgte lidt ind til deres projekt som jeg ikke fandt fagligt velfunderet nok til at jeg helt orkede at bruge tid på det. Jeg gav dem chancer for at uddybe deres projektbeskrivelse men jeg blev ikke meget klogere af det og kunne ikke rigtigt se at de bevægede sig ud over 10. kl eller måske gymnasialt niveau i deres formuleringer, og min tillid til deres metode kunne ligge på et ganske lille sted til sidst. Jeg ved det, jeg er en barsk dame, men hvis man vil arbejde med et projekt på et universitetslignende niveau så må man osse honorere de krav der er dér. Og deres projekt var bare alt for løst og vævende så vidt jeg kunne vurdere til at det ville give en afgørende ny viden om incestofre, senfølger og behandlingen af dem og derfor var det nemt for mig at være afvisende i mine mails til dem.

Og så igen – de bidrager jo til synligheden. Var det mon rigtigt eller forkert at jeg huggede dem i småstykker på skrift. Alt tæller jo – er den generelle holdning. Sådan ca. Tror bare at jeg ville blive irriteret over løst formulerede spørgsmål og vævende svar, der på ingen måde kunne bruges til noget som helst andet end interview-stil i damebladsstil så det var vist meget godt at jeg slap for den manøvre.

Håber dog for dem at de får god respons fra andre incestramte og kommer videre med projektet og får noget fornuftigt ud af det.

Mit helt grundlæggende problem er nok lidt her at jeg faktisk synes at der er synlighed nok på incest-sagen. Så meget at det ind i mellem er lidt af et mediecirkus. Det vi mangler er konkret handling og ikke selv-savlende medlidende ord i diverse artikler (og ja, jeg ved at jeg her osse er skyldig). Nu har jeg på en anden blog faktisk læst deres spørgsmål og det bekræfter mig dybest set i at jeg ikke skulle bruge tid på det. Jeg holder min fokus på mig selv og hvad jeg har brug for og det der, det havde jeg ikke brug for. Jeg ville bare blive småfrustreret over ikke at vide hvor de ville hen og hvad deres fokus faktisk var. Man kan jo ikke det hele i sådan en opgave, der skal afgrænses helt ind til benet.

Og så til det der DR tema.

Har læst en del rundt på det her i formiddag og synes at det er rigtigt godt strikket sammen. Og ganske relevant. De har sat fokus på psykisk syge, synlighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Om hvor svært det kan være at finde sin plads i et job og udfylde en reelt brugbar rolle og løse opgaverne på trods sygdommen.

Se, det er relevant og tankevækkende læsning.

Der står noget om PTSD, noget om angst og depression mellem mange andre ting. Men det er klart at jeg med min diagnose har sat fokus på netop de emner, der er mest relevant for mig og mit liv og min situation. Og mit forhold til synligheden. Om tavsheden overfor mine omgivelser og kolleger. Om at gå rundt og lade som om man er lige så rask som alle andre, velvidende at det bestemt ikke er tilfældet. Velvidende at der blandt “alle de andre” sagtens kan være andre som jeg. Som osse er tavse og usynlige. Og som prøver at lade som om. Og som måske kæmper alle de samme – eller nogen der ligner – kampe som mig.

Har haft den vildeste lyst til at stå frem i dag. Ikke sådan at forstå at jeg vil afgive min “anonymitet” her på bloggen. Men jeg er jo osse på facebook under eget navn og rigtig mange af mine gamle venner, studiekammerater og bekendte dér aner faktisk ikke et klap om den diagnose jeg fiser rundt med i dag. Og jeg jo selv valgt det sådan, at det kun er de lidt mere nytilkomne der er klar over det. Dem der er kommet til efter at diagnosen blev skrevet ind i min helbredshistorie og som det var vanskeligt at skjule den slags for.

Jeg er helt klart inspireret af DR´s tema om at synliggøre det usynlige. Og jeg tror faktisk ikke at jeg har så meget at miste, da min facebook er nærmest hermetisk lukket af for omverdenen. Og af forholdsvist indlysende grunde.

Jeg tænker endnu. Men kender jeg mig selv ret farer min djævel i mig i et øjeblik og så gør jeg “et eller andet” i den retning. Min djævel får mig ofte til at gøre ting der er ikke er ganske fornuftige, men som regel får jeg god respons og gode reaktioner på hvad den nu end lokker mig til.

Bitterhed eller ej

Nu har jeg været hjemsendt i en uges tid, og jeg kan godt afsløre at bortset fra turen med Ellen og John så har jeg nærmest bare småsovet og slappet af. Og passet den medicin som lægen har sat mig på igen – og ganske givet med god grund. Men først og fremmest har jeg hvilet ud. Jeg har ikke tænkt de største tanker og har bare tullet lidt rundt i min egen verden og prøvet at undgå den ydre verden og dens krav.

Et krav må jeg dog håndtere. Min chef der insisterer på at høre fra mig en gang om ugen. Det er en samtale jeg bestemt ikke bryder mig om, for det ligger meget tungt i luften at jeg skal se og få min mås tilbage på pinden. Om så bare på nedsat tid. Men den går ikke nu.

Nu bruger jeg tiden på at få så meget ro på at jeg måske kan komme til at mærke at de fysiske symptomer tager lidt af og jeg kan fungere bare nogenlunde normalt igen. At forcere den proces lige nu vil vist bare forlænge. Nå – det har jeg vist skrevet før. Nok om det.

Jo lidt har jeg tænkt. Emnet bitterhed har stået på dagsordenen. Som i “hvor længe kan man egentlig være bitter på sine forældre?”.

Den tankerække tog sin begyndelse da kæresten og jeg for et par uger siden besøgte gode venner.

Nærmest ud af ingenting begyndte den ene – en mand på knapt 50 – at lufte sin skuffelse over sine forældres handlinger, svigt og holdninger. Stemmeføringen var ganske ophidset og det var tydeligt at han var gedigent skuffet og svigtet af sine forældre. Det var noget med dårlige sommerferier, da han var barn. De havde bare været i sommerhus mens alle vennerne havde været ved havet, havde rejst og set alt muligt attraktivt og at han blev mobbet fordi han ikke kunne være med der. Der tænkte jeg mit, det må jeg indrømme. Det var jo nærmest en halv menneske-alder siden.

Ophidselsen tog fart da han nåede til emnet “flytning”. Hans forældre havde taget en beslutning og var flyttet til et andet land, uden at høre hvad han mente om det. Og at de 2-3 år efter den flytningen guddødme købte et sommerhus dér osse.

Han nærmest råbte af mig her, da jeg så lidt forkert ud i ansigtet og formentlig har været det udtrykte billede af tvivl og skepsis. Så satte han trumf på. Og da de ved deres pension valgte at flytte “hjem” igen blev han heller ikke spurgt. De meddelte bare at sådan blev det. Bitterheden var så tyk at man kunne skære i den.

Jammen altså… da de flyttede første gang var han en ung mand på 20, 24 da de købte sommerhus nr 2… da de flyttede anden gang var han vel 40-42 år. Voksen mand i hvert fald. Eller næsten voksen, for efterhånden som råberiet tog fart begyndte jeg ærligt talt at tvivle på graden af voksen-heden. Synes jo nok at det var noget der ikke rigtig var nok til at gå rundt med sådan en bagage af vrede og bitterhed – i så mange år. Der ligger garanteret mere i det, men de eksempler der blev brugt var på grænsen til latterligt. Syntes jeg.

Desværre endte det med at jeg gik i nøjagtig samme barndomsfælde og endte med at råbe lige så højt. Jeg blev kort og godt konfronteret med hvor forskellig sådan en forældrevendt bitterhed kan tage sig ud.

Og jeg gik derfra i vrede og fuld af skamfølelse. Men en hel del klogere på mine egne reaktionsmønstre.

For jeg bærer tilsyneladende på en tilsvarende bitterhed og vrede over at mine forældre ikke greb ind overfor min bror da jeg var barn. Vist var der mange ting – og de alvorligste – som de ikke så og ikke kunne se, men der var dælme osse klare tegn på at der var noget helt galt. Og alligevel overlod de gang på gang ansvaret for mig til netop min bror. Alene.

Alligevel har jeg et stort set fornuftigt forhold til mine forældre. Ikke at de som sådan er tilgivet, men livet går trods alt videre, selvom jeg hele tiden må slås med senfølgerne af det misbrug jeg blev udsat for. Hele tiden går jeg på en balancegang om hvad jeg kan sætte ord på og hvad der skal holdes for mig selv. Og kæresten. Og bloggen, i øvrigt.

Men det provokerede mig helt vildt at høre en “voksen” mand stå og pive over sin miserable barndom – da han var 20+. Det gode i den her pinagtige situation er at jeg rent faktisk fandt noget vrede frem, for det har jeg manglet, og det vil sandsynligvis få psykologen til at klappe af begejstring. Vreden var måske bare ikke lige rettet det rette sted hen. ¨

Jeg vil ikke gerne kendes ved min bitterhed over den barndom jeg har haft – men må jo nok at erkende at den kan hentes frem – hvis provokationen er voldsom nok. Eller følelsesladet nok. Tror jeg.

 

Og billedet har ikke noget med noget at gøre, med mindre man kan fortænke sig til noget freudiansk noget om refleksioner og sådan noget:

IMG_7350-1

Har spekuleret en del

Først og fremmest over de meget konkrete ting der foregår omkring mig i øjeblikket, og jeg kan berolige nervøse sjæle med at nu har jeg fået en tid hos lægen, der vil tage nogle flere blodprøver på mig. Jeg var heldig at hun gav mig besked på at finde en eller anden dag – i næste uge! – hvor jeg kunne komme forbi inden kl 15.30 så hun kunne få mig lidt bedre undersøgt. Jeg tror ikke hun havde tid overhovedet, men hun ville “finde ud af noget”.

Så mig ind til chefen igen, så jeg kunne få fri til det. Sammen fandt vi den dag hvor det kom mindst på tværs af mine faste opgaver og den dato åd lægen heldigvis. Så på onsdag stiller jeg på hendes klinik med en forhåbentlig findbar blodåre, god tid og lidt at læse i mens jeg venter på at hun får et hul i besøgsplanen så hun kan se mig. Det kan jeg godt leve med, håber bare ikke ventetiden bliver mere end et par timer, for så vil jeg nok blive lidt desperat af kedsomhed til sidst. Og behov for at komme ud af døren og foretage mig andre ting osse.

Jeg er ikke rigtigt nervøs for det. Ikke sådan påtrængende nervøs, men det er klart at jeg spekulerer lidt over det i baghovedet. Hvad kan det være – om noget overhovedet – og hvad så? Men prøver at fortrænge det aktivt inden for så længe jeg ikke ved noget kan jeg heller ikke gøre noget ved noget af det. Jeg må vente og se hvad onsdagen bringer. Eller det vil sige kommer jo nok ikke til at gå derfra på onsdag vældigt meget klogere da jeg forventer at der er en vis sagsbehandlingstid på den slags ting. Men i det mindste sætter jeg da i gang med det.

nadijas-historieDet andet, der har fyldt en del – og faktisk så meget at jeg ikke rigtigt har kunnet få ordene ud – er denne store artikel i Politiken. Billedet linker til artiklen, hvis nogen har lyst til at læse selv. Eller genlæse. Der kommer vist en artikel mere i morgen søndag. Om jeg har lyst til at læse den osse ved jeg ikke, for den her var jeg flere dage om at få læst . Men gemmer den nok på min computer (er nemlig ikke helt gode venner med politiken.dk og deres begrænsninger inden man skal til at betale) og læser den en dag når energien er til det. Jeg tror den artikel i morgen handler om livet efter det hele blev opdaget, og måske netop derfor vil jeg finde den endnu mere lærerig. Jo, den skal læses.

Det gør indtryk. Der er så mange ting jeg slet ikke kan genkende, heldigvis, men desværre osse en del jeg kan. Den her unge kvinder kommer med nogle præcise beskrivelser af hendes oplevelser der skræmmer mig som ind i helvede, for nu at sige det meget lidt pænt. I artiklen bringes dette citat og det slog meget hårdt i mig.

Jeg har kun haft to kærester. Men det er svært. Jeg kan for eksempel slet ikke holde ud, at man holder rundt om mig eller holder mig fast. Jeg skammer mig helt enormt, når jeg har sex. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at nyde. Jeg synes bare, det er ubehageligt og enormt klamt. Jeg kunne da godt tænke mig engang at få en mand og nogle børn, men hvis man vil have børn, kræver det jo, at man har sex. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg føler, at det er et enormt handicap ikke at kunne give sig hen til et andet menneske. Det ville jeg ønske, jeg kunne.

Bortset fra visse konkrete detaljer kender jeg det kun alt for godt. Det er en lang proces hun skal i gang med der, og jeg håber hun får den hjælp til det hun behøver. For det kan vist afhjælpes, men det tager tid og de rette omstændigheder. Siger jeg – som ikke engang er halvt igennem. Og jeg er endda en masse år ældre.

Jeg kan blive så forfærdelig vred og bitter for det der med sex – det er jo bare noget vi kan – og helst noget alle sammen skulle kunne nyde? Ikke? Sådan er det bare. I torsdags lykkedes det mig faktisk at blive vred på hende sexologen da hun kom med en betragtning fra den her skuffe, der ganske givet var rigtig, men som alligevel provokerede mig. Kæresten havde lidt besvær med at få mig kølet af igen. Men jeg bliver vred over at ingen forstår. Eller osse forstår de men uden at acceptere at hvis et menneske ikke kender til glæden ved sex så føler dette menneske inkl undertegnede heller ikke nogen videre trang til at arbejde på projektet. Man sidder tilbage med spekulationer og tanker om hvad faen det hele handler om. Hvad pointen er med øvelsen. Og så kan man tillige skamme sig lidt over sin uformåenhed. For det er jo noget man bare kan. Eller bør kunne. Eller i det mindste bør kunne lære. Eller… hvis ikke andet så bare vænne sig til. Kan I næsten høre og fornemme lyden af det skæve vænne? Det er skrevet med dyb ulyst. Og skepsis.

Vist, jeg er da kommet langt og alt det der. Men mekanismerne sidder fast forankret i min barndom og jeg tvivler på at jeg slipper af med dem. Jeg vil bare gerne have løsnet tøjret en smule. En smule mere.

Jeg er osse klar over at jeg har fået en fysisk begrænsning (eller mangel) med mig i arbejdet, der bestemt ikke gør noget som helst noget nemmere.

Alle har ret til et fedt køkken – den kender I godt, ikke? God reklame og et slogan der bare sidder fast. Men har alle ret til et fedt sexliv? Og hvad er det egentlig hvis man ser bortset fra at de fleste sikkert går rundt og tror at andres er bedre, sjovere, mere varieret osv osv.

Når jeg bliver rigtig sur og negativ på verden, og det er jeg jo nok i  øjeblikket så tænker jeg – gid vi med den her baggrund bare havde ret til at sige nej.

Jeg prøver at formulere noget generelt her – som barn måtte jeg leve med min brors absurde norm. Efterleve den sådan helt bogstaveligt. Nu hvor man så er blevet voksen så skal den her lille fejl satme rettes. For alle har ret til et fedt sexliv – hvad enten man vil det eller ej. Hvad nu hvis man bare slet ikke vil. Eller føler behovet.

Det er et handicap der er stort – og tabubelagt. Men jeg kan sagtens følge den her unge kvinde i hendes betragtninger hvad det angår. Hun sætter så skræmmende præcist ordene på det største tabu i det at være vokset op med sexuelt misbrug. Om den værste af alle senfølger, fordi den tager så mange andre ting med sig.

Andre gange, når jeg er lidt mindre sur og negativ bliver jeg mere positiv og tænker at psykopaterne i mit liv ikke skal have lov til at vinde den her over mig. Så minder jeg mig selv om at det lige præcis var det ordene om at jeg skulle leve med det – dvs skaderne – handlede om. Eller bare slet og ret – leve uden. Eller noget i den stil. Tror jeg. Så tænker jeg nej dælme nej og vil og kan arbejde for det. For jeg har jo osse ret til.. osv osv.

Den unge og stærkt formulerende kvinde runder osse noget andet, som dybest set forbløffer mig. Især fordi det atter kommer så krystalklart ud:

Mine forældre vidste udmærket godt, at det, der foregik, var forkert. De sagde altid til os, at vi ikke måtte sige noget med pik eller fisse eller sådan noget. Vi måtte heller ikke sige tissemand. Det lyder måske klamt, men det var det, vi fik at vide. Vi måtte ikke nævne navnet på kønsdele, for det var forbundet med skam. Når der af og til var nogle børn henne i skolen, som sagde de ord, så skammede jeg mig helt vild

Mine forældre havde nu ikke noget med noget at gøre – i hvert fald ikke direkte – men jeg kan sagtens genkende dette. Har egentlig bare ikke spekuleret så meget over det og bare tænkt at jeg var sært og lidt asocialt barn der ikke brød sig om de andre børns leg. Men havde i øvrigt det samme – og set fra den såkaldte krænkers side – yderst fornuftige begrænsning i hvad der måtte siges og ikke siges. Men overfor min bror var det pudsigt nok helt ok. Men kun der.

Forhammer

Hverdagen ramte mig ærligt talt som en forhammer ca midt mellem øjnene. Jeg havde glemt alt om hvor krævende det faktisk var at krybe på arbejde, og situationen er bestemt ikke blevet nemmere med lægens anviste lynudtrapning af medicin. Javel, det lykkedes da, men prisen til at få øje på.

Den der medicin jeg ikke længere får gør at jeg kan holde balancen mellem et fungerende sind (omend ikke optimalt) og det rene kaos af farlige og især forbudte tanker. De er sære for de er nærmest livsfarlige. Jeg ved jeg har et fornuftigt liv – med en sød kæreste – gode venner og alt det der. Hvorfor faen så ønske at stige af? Hvorfor overhovedet tænke det? Selv min viden om at det er en fejlfunktion og ikke mig der tænker sådan ændrer ikke i tankerne, de gør dem bare nogenlunde bærbare.

Den gik herhjemme hvor kravene var overskuelige og opgaver kunne udsættes til energierne var bedre. Men den går ikke på arbejde.

I dag skal blive bedre end i går. Helst.

Det er tungt at erkende at min sygdom stadig er noget der ligner livsfarlig.

 

I den blå tomhed

Den kvikke læser vil nok bemærke at her er der et billede, der ikke er copyrightet. Jeg følte lissom ikke at det var nødvendigt her. Det er ikke et forsøg på at være moderne eller særligt kunstnerisk eller for den sags skyld et barnligt og lidt uindviet forsøg på at gengive de svenske farver.

Det er derimod de farver jeg havde i hovedet da jeg gik fra psykologen i torsdags.

væg

Hun rådede mig – godt nok lidt subtilt – til ikke at fortælle hvad vi egentlig talte om. Point taken, så det gør jeg så ikke. Men mine tanker spadserede rundt i andre spor osse og det gjorde et vist indtryk på mig.

Og jeg har ikke talt om det siden i går hos hende. Altså det jeg ikke burde tale om. Lod som ingenting resten af dagen, kørte pænt bilen hjem, overlod det som sædvanligt til kæresten at bakke og vrikke den ind i garagen. Har været på arbejde i går og har gjort det pænt og ordentligt som jeg skal og bør. Men tankerne har godt nok kørt temmelig meget i ring omkring det “forbudte” emne… og det med farverne.

Jeg flyttede ind i en lejlighed som fattig studerende, og havde ikke råd til at male den om. I øvrigt var det en fremleje og jeg måtte ikke, med mindre at jeg fik farverne på væggene tilbage til hvad de var.  De var karrygule i stuen og det levede jeg fint med. Det var specielt men ok. Der var delte meninger om min meget blå sofa passede i den stue. Men de fleste mente at det var flabet men at det gik. Jeg vænnede mig til den lidt usædvanlige farvesammensætning og tænkte ikke mere over det. Den store sofa var jo ret central i alle mulige sammenkomster af studentikos karakter og dermed aldeles uundværlig. Vi drak os fulde i den sofa og fik pinde i ørerne på størrelse med faldstammer i et højhus. Vi tæskede hinanden i trivial pursuit, et kortspil som jeg desværre ikke kender navnet på, men som siden er blevet fast bestanddel af sommerhusturene om sommeren og det allestedsnærværende yatzy.

Vi drøftede højtragende videnskabelige teorier i den sofa over kaffen og den hjemmebagte chokoladekage. Der blev planlagt adskillige større skriftlige projekter og stor var glæden da den første bærbare computer indfandt sig i vores midte. Den skålede vi højtideligt på. Og nej, den var ikke min. Desværre. Jeg havde denne stående på mit skrivebord og havde overtaget den fra et forlag og det var vildeste luksus med hele 20 mb harddisk og WP 4.2 installeret på en DOS platform. Men ingen windows. Dens harddisk var temmelig slidt og når den hørbart gik ned med en døende brummen åbnede jeg lågen og tog harddisken ud, bankede den hårdt ned i kanten af mit skrivebord, lyttede efter brummelyden, der steg i styrke og satte den ind igen så jeg kunne skrive videre. Ca hver halve time skulle manøvren gentages. Er i øvrigt sikker på at havde der været windows på maskinen ville alt arbejde være blevet slettet og jeg kunne starte forfra. Men her behøvede jeg ikke engang at gemme undervejs, for det var simpel elektronik og det kørte bare videre uanset det lille intermezzo, der efterlod flere og flere hakker i skrivebordet. Men ikke noget værre end et stykke sandpapir kunne klare den når hakkerne blev for skarpe i kanterne og flåede i mine håndled.

Mit hjem var på den måde central for vores lille læsegruppe + det løse. Jeg havde plads og boede tæt på en station og var derfor det naturlige samlingspunkt. Lokummet ude på bagtrappen levede vi med og naboen jeg delte det med havde ingen problemer med det bestandige renderi fra vores lille flok.

Vi var i lange perioder sammen i døgndrift. Hos mig. Og blev klogere og klogere. I løbet af aftnerne blev vi til gengæld dummere og dummere.

Lige indtil den der forfærdelige aften hvor verden væltede for mig i et orgie af vold, blod og bræk. Jeg ringede til min nærmeste buddy på studiet efter et par dage og meldte mig ud af gruppen. Sagde jeg var blevet syg og at de ikke skulle regne med mig i noget tid, men at jeg håbede at komme tilbage til eksamen. Hun var et godt menneske og prøvede faktisk at komme i kontakt med mig flere gange i dagene der fulgte, men jeg lukkede ikke op og svarede ikke længere på telefonen. Det var forfærdeligt for hende men jeg magtede det bare ikke. Trak gardinerne for og lukkede alt lys ude om dagen – og alt lys inde om aftenen. De kommende eksamner overtog hendes energi og hun begyndte loyalt at tage noter til mig. Skaffe materialer til mig og sørge for at når jeg kom tilbage at jeg så kunne komme up to date med de andre og undervisningsplanerne. Uden at ane hvad jeg fejlede og om jeg overhovedet var hjemme eller indlagt – og hvornår det ene eller det andet.

Indlagt var jeg bestemt ikke. Jeg lå på sofaen og stirrede ind i alt det blå med karrygul baggrund. Lå i den største tomhedsfølelse jeg nogensinde har forestillet mig man kunne have. I et smertehelvede der trodser enhver beskrivelse. Men først og fremmest helt alene med dynen trukket over hovedet og prøvede at glemme verden. Den eneste der vidste jeg var hjemme var min søde underbo, der påtog sig at købe lidt ind for mig. Men havde ikke de store behov og orkede ikke noget der skulle produceres stående ved et køkkenbord – endsige noget der skulle skæres i. Jeg tror at hun troede at jeg var blevet stærkt psykotisk og jeg ved at hun jævnligt checkede efter flasker, kanyler og andet skrammel. Og så længe hun ikke fandt det blev hun ved med at hjælpe mig. Der var ikke noget at checke for der var ingenting, men jeg forstår hendes tankegang. Vi talte ikke meget sammen men hun sørgede da i det mindste for at holde køleskabet kørende med mælk, brød og pålæg. Hun gik på samme studie, men et par år efter os andre og blev rigeligt forsynet med kopier af noter og eksamenskompendier som min gruppe havde lavet. Og dette var hendes måde at give lidt tilbage på. Mistænker, at det var noget min gruppe havde sat i værk i håbet om at jeg kom tilbage inden de store projekter.

Det virker fuldstændigt ufatteligt at der gik så lang tid med bare at ligge og stirre på blåt og gult og ikke tænke på noget som helst andet end at det gjorde ondt. At det var ensomt. At livet måtte og skulle slutte her. Og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Men bare vente på at det hele blev bedre. Det gjorde det bare ikke, så jeg kom til at vente længe. Sårene ville ikke hele af forholdsvist indlysende grunde, jeg kunne næsten ikke gå og dårligt sidde. Konstruktive tanker var der ingen af. Det var skræmmende og egentlig ret zombie-agtigt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men tror faktisk at jeg var kommet derud hvor jeg ikke engang magtede dét. Men tror at rigtigt mange ting i mit liv havde set anderledes ud hvis jeg havde magtet det i stedet for bare at gå i en form for dvale.

Det var som en malstrøm af mental ensomhed og kulde jeg var fanget ind i. Farveskemaet var blåt og gult og de to farver hvirvlede rundt for mit indre blik som var jeg på et trip af hallucinogene svampe mens jeg sank dybere og dybere ned i ensomheden.

De ydre ting var i orden.. der var mad og alt det der og efter et par uger kunne jeg jo selv lidt mere, men mennesker turde jeg ikke se. Krøb ned til kiosken rundt om hjørnet efter mørkets frembrud for at hente de ting jeg manglede og faldt om på sofaen igen når jeg kom hjem. Udmattet af mental prøvelse og smerter. Sådan en ekspedition måtte der hviles et par dage efter. Sengen brugte jeg stort set ikke da den lå for langt væk fra toilettet og de få ekstra meter betød alverden. Blev liggende på den blå sofa med flere og flere dyner og puder og radioen inden for rækkevidde. Der måtte jo ikke være helt stille. Om formiddagen øvede underboens mand sig på at spille til The Riddle på el-bas (det er et midtfirser nr af Nik Kershaw) – i flere timer i træk. Det var ulideligt selvom det jo osse var en påmindelse om at den indre ensomhed ikke osse var en ydre. Sådan på afstand. Der var andre mennesker få meter væk. Målt i lodrette metre. Men de kunne egentlig lige så godt have siddet på månen så stor føltes afstanden.

Det var jo mig der var eksileret til min egen planet hvor jeg var helt alene i dagevis. I den der blå sofa der efterhånden blev mere og mere udelikat for jeg magtede ikke at fjerne pletter og gøre mere rent. Lå der bare. Dag efter dag efter dag… uge efter uge – og endte det med – måned efter måned. Og døde mere og mere indeni. Førte høflige samtaler med mine forældre der troede at jeg havde travlt med den eksamen der var på vej og trak så stikket ud igen.

Da eksamensterminen nærmede sig rejste jeg mig fra sofaen og gik i gang. Begyndte at læse op uden at fatte hvad jeg læste. Men jeg prøvede da i det mindste omend lidt halvhjertet. Prøvede at lære at gå igen. Sidde igen. Gøre normale ting igen. Se mennesker igen, uden at jeg egentlig forholdt mig til dem. Men ville ikke se og tale med de mennesker, der betød mest for mig. Dem der var tættest på. Bare kassedamen ved købmanden, naboerne på trappen og tilsvarende.

Stille og roligt lukkede jeg min læsegruppe ind i mit liv igen og de tog pænt imod mig som en længe savnet makker. De prøvede naturligvis at spørge til hvad der var sket og jeg svarede så undvigende at jeg tror de fik indtrykket af en pludselig og hurtigt overstået dyb depression som de ikke skulle spørge mere til. Det sker jo ind i mellem på de der krævende universitetsuddannelser.

Men det var ikke dem jeg havde brug for. Jeg havde brug for nærhed og masser af tålmodig snak. Og brug for at blive kløet bag ørerne – sådan i overført betydning. Magtede bare ikke at række ud efter andre mennesker i den dybe krise jeg var i. Osse selvom jeg var begyndt at læse igen.

Den store blå tomhed er som en parasit der har slået sig permanent ned i mig. Ind i mellem bliver den vakt til live og rumsterer rundt. Får behovet for at lukke mig inde og glemme verden – samtidig med det dybt paradoksale behov for nærhed og berøring.

Det er den der begrænser mig men osse den der forhindrer mig i at bryde ud af skallen og bare give mig til at græde. I torsdags erklærede psykologen med helt usædvanlig fasthed i stemmen: “jeg ved godt hvad der skal til – men det tror jeg ikke du vil”. Tomheden beskytter mig mod mig selv, ganske som den gjorde den gang. At fjerne den åbner for kaos. At fjerne den vil være helende.

Det er bare processen i det jeg frygter. En kamp mellem det gode og det onde uden et eller andet fint hollywood manuskript der dikterer at de gode vinder til sidst. På den ene eller den anden måde og med overlev-bare tabstal.

Mens hun talte og forklarede sin “ide” blev jeg hvirvlet tilbage i den tomhed. I min blå-gule malstrøm og smerten, ensomheden og desperationen krøb ind på mig igen. Det er en tung erkendelse at ikke engang dét er jeg færdig med dér. Der er lang vej endnu.