Bitterhed eller ej

Nu har jeg været hjemsendt i en uges tid, og jeg kan godt afsløre at bortset fra turen med Ellen og John så har jeg nærmest bare småsovet og slappet af. Og passet den medicin som lægen har sat mig på igen – og ganske givet med god grund. Men først og fremmest har jeg hvilet ud. Jeg har ikke tænkt de største tanker og har bare tullet lidt rundt i min egen verden og prøvet at undgå den ydre verden og dens krav.

Et krav må jeg dog håndtere. Min chef der insisterer på at høre fra mig en gang om ugen. Det er en samtale jeg bestemt ikke bryder mig om, for det ligger meget tungt i luften at jeg skal se og få min mås tilbage på pinden. Om så bare på nedsat tid. Men den går ikke nu.

Nu bruger jeg tiden på at få så meget ro på at jeg måske kan komme til at mærke at de fysiske symptomer tager lidt af og jeg kan fungere bare nogenlunde normalt igen. At forcere den proces lige nu vil vist bare forlænge. Nå – det har jeg vist skrevet før. Nok om det.

Jo lidt har jeg tænkt. Emnet bitterhed har stået på dagsordenen. Som i “hvor længe kan man egentlig være bitter på sine forældre?”.

Den tankerække tog sin begyndelse da kæresten og jeg for et par uger siden besøgte gode venner.

Nærmest ud af ingenting begyndte den ene – en mand på knapt 50 – at lufte sin skuffelse over sine forældres handlinger, svigt og holdninger. Stemmeføringen var ganske ophidset og det var tydeligt at han var gedigent skuffet og svigtet af sine forældre. Det var noget med dårlige sommerferier, da han var barn. De havde bare været i sommerhus mens alle vennerne havde været ved havet, havde rejst og set alt muligt attraktivt og at han blev mobbet fordi han ikke kunne være med der. Der tænkte jeg mit, det må jeg indrømme. Det var jo nærmest en halv menneske-alder siden.

Ophidselsen tog fart da han nåede til emnet “flytning”. Hans forældre havde taget en beslutning og var flyttet til et andet land, uden at høre hvad han mente om det. Og at de 2-3 år efter den flytningen guddødme købte et sommerhus dér osse.

Han nærmest råbte af mig her, da jeg så lidt forkert ud i ansigtet og formentlig har været det udtrykte billede af tvivl og skepsis. Så satte han trumf på. Og da de ved deres pension valgte at flytte “hjem” igen blev han heller ikke spurgt. De meddelte bare at sådan blev det. Bitterheden var så tyk at man kunne skære i den.

Jammen altså… da de flyttede første gang var han en ung mand på 20, 24 da de købte sommerhus nr 2… da de flyttede anden gang var han vel 40-42 år. Voksen mand i hvert fald. Eller næsten voksen, for efterhånden som råberiet tog fart begyndte jeg ærligt talt at tvivle på graden af voksen-heden. Synes jo nok at det var noget der ikke rigtig var nok til at gå rundt med sådan en bagage af vrede og bitterhed – i så mange år. Der ligger garanteret mere i det, men de eksempler der blev brugt var på grænsen til latterligt. Syntes jeg.

Desværre endte det med at jeg gik i nøjagtig samme barndomsfælde og endte med at råbe lige så højt. Jeg blev kort og godt konfronteret med hvor forskellig sådan en forældrevendt bitterhed kan tage sig ud.

Og jeg gik derfra i vrede og fuld af skamfølelse. Men en hel del klogere på mine egne reaktionsmønstre.

For jeg bærer tilsyneladende på en tilsvarende bitterhed og vrede over at mine forældre ikke greb ind overfor min bror da jeg var barn. Vist var der mange ting – og de alvorligste – som de ikke så og ikke kunne se, men der var dælme osse klare tegn på at der var noget helt galt. Og alligevel overlod de gang på gang ansvaret for mig til netop min bror. Alene.

Alligevel har jeg et stort set fornuftigt forhold til mine forældre. Ikke at de som sådan er tilgivet, men livet går trods alt videre, selvom jeg hele tiden må slås med senfølgerne af det misbrug jeg blev udsat for. Hele tiden går jeg på en balancegang om hvad jeg kan sætte ord på og hvad der skal holdes for mig selv. Og kæresten. Og bloggen, i øvrigt.

Men det provokerede mig helt vildt at høre en “voksen” mand stå og pive over sin miserable barndom – da han var 20+. Det gode i den her pinagtige situation er at jeg rent faktisk fandt noget vrede frem, for det har jeg manglet, og det vil sandsynligvis få psykologen til at klappe af begejstring. Vreden var måske bare ikke lige rettet det rette sted hen. ¨

Jeg vil ikke gerne kendes ved min bitterhed over den barndom jeg har haft – men må jo nok at erkende at den kan hentes frem – hvis provokationen er voldsom nok. Eller følelsesladet nok. Tror jeg.

 

Og billedet har ikke noget med noget at gøre, med mindre man kan fortænke sig til noget freudiansk noget om refleksioner og sådan noget:

IMG_7350-1

Reklamer

Bag døren

Jeg kan lige så godt advare med det samme, det bliver lidt ubehageligt, det her.

For jeg vil prøve at samle alle – eller i hvert fald næsten alle – de tråde op som jeg lod ligge på bloggulvet i et tidligere indlæg. Nu jeg har fortalt om den faldende mur, som måske forvirrede nogen undervejs i det kede af det indlæg. En symbolsk hævn, men dog en hævn. Stakkels væg.

Men jeg havde jo alle de bedste grunde til at ønske at være med til det nedrivningsarbejde.

Den seneste uge har rigtigt meget handlet om en lille pige fra Etiopien, der var havnet i uhørte problemer i Danmark, og mange bed især mærke til hvordan hun blev håndteret, eller netop ikke håndteret, når hun var ked af det eller reagerede på sin indebrændte frustrationer over at være der – hvor hun nu var. Af sære grunde har al den snak trukket mig igennem et erindringshelvede, og det var da noget af det der fyldte godt til i samtalen med psykologen forleden. (og for en gangs skyld har jeg faktisk også talt om det efterfølgende). Og jeg tror, at det var en af grundene til at jeg var så utroligt ked af det og rystet, da jeg kom hjem fra den store psykolog/læge ekspedition.

Men først et lille sidespring – om turen hjem om aftenen. Jeg endte i en politi/skat/told razzia og blev vinket ind til siden. Mens en betjent udspurgte mig om mit kørekort mm undersøgte en anden, med en for mig ukendt herkomst og arbejdsbeskrivelse, bilens kabine og bagagerum. Samtalen foregik ca sådan her:

– har du noget i bilen?
– næeh….
– har du været i tyskland?
– næeh….
– er det din bil..
– nej, min venindes…
– er dens papirer og stand i orden?
– det kan du tro… men undersøg det bare.
– hvor har du været?
– til psykolog..
(løftede øjenbryn)
-…….. Kør …..

Går ud fra at de erfaringsmæssigt ved, at en der svarer så tåbeligt og ærligt på dét spørgsmål vist ikke har noget yderligere at skjule, så de stoppede undersøgelserne øjeblikkeligt og jeg fik lov til at køre videre. Og med god grund, for der var altså ikke noget for dem at interessere sig for.

Resten af turen hjem var uden særlige oplevelser og bilen fandt nærmest af sig selv den rette vej. Lige indtil jeg kom til garagen. Den historie må jeg ud med en anden dag, men bilen fik ikke en skramme!

Jeg var rigtigt godt rystet da jeg gik ud af hendes dør, altså psykologens, og jeg skulle ikke overtales ret meget for at ændre planer fra at få købt et par julegaver til at hive en kop kaffe indenbords i Roskilde. Rystet fordi samtalen havde handlet om vrede, om at reagere på misbruget og inden jeg sådan nåede at få det stoppet om meget konkrete detaljer i min brors måde at håndtere mig på. Det var nok heller ikke meningen at jeg skulle stoppe, nu jeg endelig satte ord på de her ting. Helt, direkte og konkrete ord på.

Og så var nedstigningen til helvede lissom en realitet.

Jeg tror, at vi talte om hvilke strategier min bror brugte for at holde misbruget skjult. Om han mon var klar over at det han gjorde ikke bare var forfærdeligt, men faktisk også ulovligt. For at kunne tale om det, var jeg jo nødt til at dykke ned i de de konkrete minder fra den gang. Om hvordan han låste døren. Om hvordan han valgte sine tidspunkter med en vis omhu. Formodentlig.

Om hvordan han brugte sit gigantiske og semiprofessionelle anlæg til at overdøve alle andre lyde og hvordan hans værelse mere eller mindre var mørklagt. Det tror jeg ikke handlede om at skjule hvad han gjorde med mig for omverdenen – sådan tror jeg nu bare at han var.

Og om hvordan han forhindrede mig i at sige noget eller græde når det stod på.

Græde fordi det gjorde ondt – græde fordi det var ulækkert – græde fordi det var mod min vilje. Græde fordi han sagde at jeg gerne ville, når jeg nu ikke gjorde modstand. Sagde at det var for min egen skyld – for at jeg skulle lære af det. Sagde at den slags altså var helt normalt, og så normalt at ingen talte om det. Og at det var bedst sådan. Og lod mig forstå at hvad der var bedst for ham – det var egentlig også bedst for mig og vores fælles familie. Og dum som jeg var, troede jeg jo faktisk på ham, selvom det hele føltes meget ubehageligt. Og forkert. Og stort. For stort.

Han drillede mig med at det kun var små børn, der græd. At jeg var jo ikke noget barn mere. Ikke noget småt barn i hvert fald. Så jeg måtte ikke græde og hvis jeg fortsatte med det så kunne jeg få en sut. Fars sut. Så holder man op med at græde. Den trussel virkede ret godt, og efterhånden blev “straffen” udløst for mindre og mindre.

Selvom jeg hører mennesker jeg stoler på og har tillid til sige at det hjælper at græde, er det altså for mig uhyre nært forbundet med ydmygelse, smerte og ubehag.

Han må være syg i hovedet, også i dag. Så meget kan vi sagtens blive enige om, men det er alligevel lidt sært, for vi ved jo godt hvad det er der foregår bag de lukkede døre i de incestuøse relationer. Vi har bare så svært ved at kapere det, når det bliver konkret. Og det gør det faktisk endnu sværere for mig at sætte ord på. Selv over for psykologen som med garanti har hørt det hele før, og sikkert også meget værre. Men det sidder så dybt i mig at dette er for ubehageligt at tænke på. For konkret. For grænseoverskridende.

Forstår andre mon at hvor ubehageligt dette end er at tænke på og opleve, at det så bare var… hold nu kæft og lad være med at skabe dig… for ham. Jeg tror slet ikke at det blev regnet for noget i sig selv i hans verden. Det var den del, der bare var for sjov. Den del der ikke skete noget særligt ved. Det var jo ikke noget jeg kunne dø af eller blive syg af. Det var bare for sjov.

Men han vidste nok godt at det ikke var for sjov – for han låste døren og lagde nøglen op på karmen over døren. Og skruede op for musikken, inden han lagde sig på sofaen.

Muren faldt

Altså ikke den der lange mur i Berlin. Men en helt bestemt mur i mit barndomshjem. Og jeg var med til at rive den ned.

Jeg har ingen verdens anelse om hvor gammel jeg var, men et skud ville være en 12-14 år eller sådan noget i den stil. I hvert fald var min bror ikke bare flyttet hjemmefra men så langt væk hjemmefra, at der lissom ikke rigtigt var grund til at bevare hans værelse. Nu havde han selv kone og børn, et helt hjem, en bil og vist nok også en båd. Så hans værelse, der bare havde stået som sådan en slags altmuligt-rum og gæsteværelse skulle inddrages i stuen.

Jeg kan huske at jeg luskede lidt rundt i baggrunden da mine forældre begyndte at dække møbler og andet godt med plastik og min far hentede værktøjet frem. Slukkede for strømmen, så vi ikke kom for skade at klippe ledninger over undervejs.

Jeg tror slet ikke mine forældre forstod min begejstring for at gå løs på den væg med en hammer. At rive væggen ned til min brors værelse var som at fjerne det uhyggeligste sted i huset. Lige bag den væg havde hans sovesofa stået. Lige der bag den væg havde han brugt mig. Lige bag den væg havde jeg alle disse forfærdelige oplevelser. Og nu skulle væggen ned og værelset fjernes.

Bang – jeg hader dig!
Bang – lortebror!
Bang – hvorfor?

osv osv

Det var på sin egen helt skæve vis en befrielse at gå løs på den væg med en hammer. Uden at tænke på om det svinede eller hvad jeg ramte. Jeg fik bare lov til at slå og slå og slå på den. Jeg har aldrig hævnet mig sådan for alvor på min bror, for det han gjorde mod mig. Men jeg fik lov til at slagte hans værelse. Fik lov til at smadre den dør han så omhyggeligt havde lukket og låst bag sig når jeg var inde hos ham. Fik lov til at flå hans hjemmedesignede højtalerstativer ud af væggen og fra hinanden. Fik lov til at forvandle hans ølkassereoler til pindebrænde (uvidende om at sådanne kasser en dag ville blive ganske værdifulde). Jeg smadrede det værelse med en hammer. To vægge røg ned og jeg tror nok at min fornuft i dag fortæller mig at mine forældre hjalp godt til, men i min egen lille private hukommelseskasse – der gjorde jeg det selv. Helt selv.

Det var også en stor befrielse for mig at værelset ikke længere fandtes, at rummets indhold ikke længere lugtede som min bror, føltes som min bror og så ud som min bror, men derimod blev til den del af stuen hvor det fine flygel stod (sådan et hjem kommer jeg nemlig fra).

Det var en endnu større befrielse for mig, da huset blev solgt.

Mit barndomshjem bød altså ikke kun på dårlige oplevelser, og jeg kan ikke kun huske de dårlige. Dette var helt klart en af de bedre.

Ubittert liv

Jeg har en bekendt, der har en veninde. Altså på facebook. En dag skrev hun til mig (altså min bekendte) og opfordrede mig til at kigge på en statusopdatering fra denne veninde. Om der var noget jeg kunne hjælpe hende med, for jeg er jo så god til det der med det offentlige og ved også en lille smule om det politiske liv i den by hun bor i.  Så jeg kiggede, og undrede mig jo naturligvis over at man ikke lukker af for venners venner (dem er der jo rigtigt mange af). Og nej – det der kunne jeg ikke hjælpe med. Men blev da lidt nysgerrig. Sådan på den lidt perfide måde.

For hun er vred og bitter. Håbløsheden lyser ud af hendes ord. Samfundet har svigtet hende og manden. De prøver jo bare at få et liv til at køre med deres to hunde og en kat. Vi er lige gamle, men hun er pensionist og manden er på kontanthjælp, da han ikke kunne få tilkendt pension. Sociallægen vurderede, at der var erhvervsevne og derfor er han nu havnet på kontanthjælp med deraf følgende krav.

De er lige flyttet fra den ene lejebolig til en anden fordi det var forbudt med mere end et husdyr i den første, og da de anskaffede hund nr 2 havde naboerne fået nok og klagede. De måtte naturligvis flytte til anden bolig, og det ville kommunen ikke hjælpe med at betale. Bankerne sagde nej til at låne dem til flytningen, ligesom de osse sagde nej til et blancolån på 25.000 kr op til jul.

Nu viser det sig her 4-5 måneder efter flytningen, at det sørme osse er forbudt at have mere end 1 husdyr det nye sted og de må formodentlig flytte igen. Hver for sig, for så må de få hundene med hver for sig og samfundet hjælper derfor med udgifterne, da det nu er en social hændelse, der er indtruffet.

Nu vil jeg ikke udlevere dem mere, men de tjener som eksempel på hvad jeg lidt besk kalder selvskabte problemstillinger.

Men jeg spørger altså, hvad det er jeg skal hjælpe med. Jo, manden er jo syg – som i syyyyg. Og de vil anke over afgørelsen mht pensionsafslaget. Og have pressen ind over. Og have pressen til at skrive om de horrible nabo-koner. Og om hvordan det offentlige har svigtet hele vejen igennem. At samfundet nu koster dem deres ægteskab – for det slider jo at skulle flytte på den måde.

Jeg må beklage, det kan jeg ikke hjælpe med. For jeg synes ærligt talt at de skulle have haft klarhed over reglerne inden de anskaffede hundene. Jeg synes også at de skal være lykkelige for at bankerne sagde nej til udlån, for de renter kunne de nok ikke have betalt i dag. Jeg ved hvor dyrt det er at flytte, og jeg ved egentlig osse hvor dyrt det er at have hund (kan hviskende berette, at vi afsætter 7000 kr årligt til dyrlæge og sygeforsikring til vores kræ, så pengene er der, hvis den bliver syg). To hunde har vi slet ikke råd til. Og vi har endda jobs og sådan noget.

Men det jeg egentlig vil fortælle med den her historie er, at det der støder mig så voldsomt er den søgen efter forklaringer og skyld i det offentlige. Hvorfor hjælper det offentlige ikke med det her. Hvorfor tilkendes pensionen ikke. Hvorfor ødelægger det offentlige vores ægteskab.

Det offentlige ødelægger måske nok nogens ægteskaber, men ikke jeres. Det gjorde I selv da I anskaffede hund nr 2 og startede jeres dødssejler med flytninger. Da I ikke justerede jeres udgifter ind efter jeres indtægter. Og i dag kan man altså godt leve på pension og kontanthjælp. Der gives nemlig en del tilskud fra det offentlige til den slags.

Jeg vil gerne hjælpe mine medmennesker, men med den vrede og bitterhed, der her bliver udstrålet samtidig med, at jeg skal glo på feriebilleder fra Azorerne. Glem det.

Jeg kan sagtens forstå problemstillingerne, helt liberal alliance er jeg altså heller ikke, men jeg synes faktisk at der må være nogle konsekvenser ved de valg, vi træffer i vores liv. Ellers lærer vi jo ikke at træffe de rette valg.

Jeg har i mit liv en del at være bitter over. Vred over. Men jeg har valgt at rette min vrede i ca de rette retninger, og det kunne aldrig falde mig ind og råbe:

det´  Samfundets Skyld…

Jeg kan da godt blive irriteret over at omtalte samfund vist hellere så mig gå sygemeldt igen ift at skulle fortsætte med den behandling hos psykologen som jeg behøver så voldsomt. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne finde på at mene, at det var samfundets skyld, at jeg behøvede den psykologbehandling.

Jeg vil ikke være bitter over mine tab, jeg vil ikke være en sær gammel kone, ingen kan holde ud at være sammen med fordi jeg altid er negativ og synes livet (samfundet) behandler mig skidt. Jeg vil være mig, der kan være glad, der kan være trist, der kan være gal og vred, grædende og pivende. Men bitter. Aldrig.

Jeg vil leve det liv, der er blevet mit. Jeg vil kæmpe de kampe jeg skal kæmpe. Og jeg kan vinde dem lidt af gangen med gode venners hjælp. Jeg vil have lov til at være trist, og osse ind i mellem angst, men de mennesker der kender mig – derude i virkeligheden – ser jo osse den anden side. Klovnen med de skægge historier, hundeejeren med den tossede hund, det (efter sigende) alvorlige og intense blik bag brillerne. (egentlig er det hverken bevidst eller skuespil, men jeg har så voldsomme koncentrationsproblemer, at jeg ser død-koncentreret ud selv i almindelige samtaler).

Bitterhed over det tabte og alle de tabte år i mit liv bringer intet som helst tilbage som det var. Der gives ingen ekstrachancer her – eller ekstrature for den sags skyld.

Jeg vil leve ubittert!

Men jeg vil først og fremmest leve med konsekvenserne af mine valg. Både de kloge og de mindre kloge. Jeg har ikke noget valg.

Skal dog blive lidt bedre til det der med vreden. Rette mængde, rette sted, rette tid og på rette måde. Den logistiske vrede, kalder jeg den.

Normalisering

Eller dvs næsten normalisering. Jeg har haft en lidt hård uge, og har derfor været en smule i eksil fra blogland. Men jeg er her altså endnu, og har også læst med på jeres indlæg, Sådan er det jo ind i mellem, at man læser mere end man skriver og kommenterer.

Min uge startede rigtigt flot – faktisk i sidste uge – med et defekt knæled som nedlagde mig i 4-5 dage, og som nok burde have nedlagt mig i betydeligt flere dage, samt sendt mig en tur omkring en læge. Det valgte jeg dog at undlade, idet jeg formodede at lægen ville pkt 1 se tiden an, pkt 2 anbefale ro, holde knæ højt, støttebind og is. Og det kan jeg altså godt selv finde ud af, altså bortset fra det der med roen. Ringede til min chef efter nogle dage og vi aftalte, at jeg skulle komme på arbejde dagen efter, men at hun ville lave en nødplan for mig, hvis det ikke gik og jeg måtte hjem på sofaen igen i endnu flere dage. Det er jo lidt svært at vide om et knæ faktisk kan holde til at arbejde, når det har det betydeligt bedre – men til gengæld ikke bliver brugt og primært er placeret på stolen ved siden af. Så jeg tog en enkelt test-dag i bedste sportsånd for at se om knæet holdt. Det gjorde det, sådan ca. Men ikke noget, der kan holde mig hjemme mere; skal bare tænke lidt over hvordan jeg bevæger det. Og chefen er glad for at have mig tilbage på pinden (selvom det er lidt vanskeligt at kravle op på den).

Har så mange tanker i øjeblikket, men kan ikke få dem ud. Det er som om de klumper sig sammen i større bundter og står lidt i vejen for hinanden. Er ordløs, tankefuld, trist, glad, sær, skæg, træt, smertefuld, kærlig, frisk, morsom, agerende, spændt, nervøs, præsterende, vred og alt det andet.

Men jeg er det hele vældigt stabilt. Jeg tager det egentlig som et tegn på, at jeg er ved at finde en eller anden form for normalitet igen ved hjælp af de der piller. At kalde dem lykkepiller er en misforståelse, tror jeg vil kalde dem normaliseringspiller i stedet. Men de virker, det er jeg ganske sikker på. Og om det er placebo eller faktisk virkning er jeg fløjtende ligeglad med, bare de virker normaliserende på mig.

Vægten gider ikke tabe sig mere af dem, så nu nå jeg selv kæmpe lidt videre på det punkt. Det er jeg ikke ganske tilfreds med, da kærestens sædvanlige bagværk er slemt fristende. Tror alligevel sommerfaconen bliver lidt vanskelig at finde i år, men har dog ikke helt opgivet håbet.

Fredag morgen serveres der morgenmad på kontoret. Masser af godt brød fra en lokal og solid bager, der har en fin respekt for sit håndværk. Det er normalt dér man hygger lidt og får talt med kolleger man ikke lige normalt møder på sin daglige tjans og snakken går på tværs af rangstier, løntrin og arbejdsbeskrivelser. Det er en rigtig god tradition, der styrker sammenholdet. Jeg er en fast deltager i morgenmads-mødet og får netværket på kryds og tværs. Min nærmeste chef ser dog lidt forundret til når jeg står i et hjørne og småsnakker lidt med selveste salgschefen, som jeg rent arbejdsmæssigt overhovedet intet har at gøre med i det daglige. Men om fredagen stikker vi hovederne sammen og udveksler små ideer og tanker, inden han sætter sig ind på sit solokontor og jeg futter ud “på gulvet” og bliver lønslave igen. Sagen er, at han har det overordnede ansvar for firmaets markedsføringsstrategi på nettet – og at dét er noget jeg har nogle ganske faste meninger om. Meninger, som han har udviklet en vis veneration for. Man kan måske mene, at jeg skulle holde den slags for mig selv, og snarere burde sælge min viden til firmaet i stedet for at hinte dem i den rigtige retning ganske gratis. Men kunder i butikken betyder arbejde til mig. Og dét betyder altså lidt mere lige nu i en krisetid. Min tid skal nok komme, måske ikke dér, men så et andet sted.

I fredags var han dog ude til møde, så jeg fik snakket med nogle andre og det er jo osse godt nok. Men der skete noget, som faktisk gør mig ganske stolt af mig selv på det mentale plan.

En mandlig kollega fra samme afdeling som jeg, og som er kendt som lidt af et fjols, med en adfærd der snarere hører til på den lokale bæverding og ikke på en arbejdsplads (rygterne går også på, at han blev fyret pga druk men genansat med løfte om, at han ikke var beruset i arbejdstiden) står og skærer brød ved siden af mig. For sjov stikker han så kniven mod mig et par gange. Jeg synes jo bare ikke at dét er så skide sjovt, af grunde der er forholdsvist indlysende for jer, der har fulgt med på bloggen.

Med dyb, advarende stemme fortæller jeg ham, at det der .. det .. er .. ikke .. sjovt. Langsomme, velovervejede ord i et tonefald, der bestemt ikke indbyder til debat.

Han gør det igen, mens han griner.

“Det bliver ikke dobbelt så sjovt af at … du … gør … det … igen”

Nu i et tonefald der ikke kan misforstås på nogen måde.

Bliver faktisk mere vred og irriteret end egentlig angst. Og får sandsynligvis den udstråling, som kæresten kender som den farlige, stille vrede. Den der kan eksplodere og kan være så tydelig at folk flytter sig for at undgå at træde ind i mit energifelt.

Han forlod hurtigt bordet uden et ord.

Men jeg blev ikke angst – jeg blev vred. Og det er faktisk bedre. Kryds i kalenderen for den dag hvor jeg kontrolleret, omend knurrende vredt, reagerede på en køkkenkniv, der var 10 cm fra mit ansigt.

Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

Historien om en stegepande

Der var en dag, og det er et par år siden (3 måske), da jeg blev rigtigt vred uden nogen at blive rigtigt vred på. Jeg tror nok, at kæresten havde larmet lidt rundt om mig i stuen i noget tid. Ryddet op eller gjort det modsatte. Men lige netop den dag var jeg altså mere end almindeligt følsom og kunne pludselig ikke rigtigt klare mere bevægelse i luften. Jeg fik tunnelsyn, hjertebanken og åndedrætsbesvær. Hele bunken på en gang. Følte at jeg var ved at blive kvalt – næsten en nærdødsoplevelse.

Og så tændte hun for støvsugeren, selvom hun vidste, at det var noget af det værste for mig. I jordens allerbedste mening for at få gjort lidt rent, når jeg nu sad i et hjørne og ikke rigtigt var til noget alligevel. Jeg havde det møgskidt, var ked af det og i et begyndende angstanfald. Og fordi jeg godt vidste, at jeg ikke rigtigt kunne rette det mod nogen, og med rette, så eksploderede jeg i indebrændte følelser og vrede. Og hun blev dybt frustreret og ked af det. I stedet for at råbe højt eller starte et meningsløst skænderi om for meget støj og at jeg bare ikke kunne klare mere, flåede jeg nøglerne til mig, greb en jakke og spurtede ud af døren.

Ville ud og have luft, selvom det var godt mørkt og jeg egentlig ikke rigtigt turde gå udenfor. Men vidste at hvis jeg blev, ville jeg kom til at sige noget jeg ville fortryde. Jeg var så gal og vred, at jeg ikke kunne være nogen steder og bare gik og gik.

Hjemme sad kæresten og græd, da hun opdagede at jeg heller ikke havde taget min mobiltelefon med. Jeg kunne derimod ikke finde ud af at komme hjem. Fordi jeg var flov over mig selv og godt vidste, at den var helt gal.

En rigtig møgsituation. Moment 22. Jo længere tid jeg blev væk jo værre blev det, og jo kortere tid jeg blev væk desto mere latterlig virkede manøvren. Uanset om hun vidste, at det var min sygdom, der havde leget med mig. Og at jeg lige netop den dag hverken kunne sige fra overfor eller tåle støjen, jeg blev udsat for. Jeg kom dog hjem igen. Som altid. Luskende som en lille våd hund.

Jo, jeg har sandelig været en opgave af de større. Heldigvis var og er hun et ret tålmodigt menneske, så vi holdt til det.

Den der dag valgte hun at køre ud og købe ind, alene, velvidende at det var nok ikke lige dét jeg skulle udsættes for på sådan en dag. Og lod på den måde mig gasse af og være lidt for mig selv og få lidt fred i ørerne og i sjælen. Få lidt ro på.

Det hjalp. Og jeg blev glad da hun kom hjem igen.

Stegepanden? Den må jeg ikke glemme. Hun gav mig en rigtig fin én, hun havde købt den dag. Som forsoningsgave. Hvem pokker giver kæresten en stegepande efter et næsten-skænderi?

En, der er helt sikker på at kæresten ikke var på vej ud af forholdet pga det der meningsløse roderi.

En der er helt sikker på at kæresten på trods af al den tunge psykiske sygdom stadig har humor.

Det var genialt. Var meget vanskeligt at blive ved med at være angst og vred og hvad ved jeg, da hun stod der og strittede med sin stegepande og sagde at det var en gave. Til mig. Godt nok var det en lækker stegepande, men det var dog en stegepande.

Virkede meget bedre end blomster. Men gu ved hvor mange kvinder der havde gokket manden i hovedet med stegepanden, hvis de var blevet præsenteret for sådan en gave. I den situation. Men ikke mig, En høj befriende latter fulgte, og så skulle den indvies. Det larmer heller ikke så meget at lave mad som at støvsuge.

Og egentlig var det jo nok nærmest mig, der skulle have haft noget med hjem. Men jeg turde jo ikke gå ind i en forretning dengang. Så det var svært.

Stegepanden har jeg endnu, og bruger den meget. Tænker altid på hendes modige forsoningsgave. For sært et valg. Helt forkert og alligevel så ganske rigtigt.

Det her skal jeg blive bedre til

For at nå mit mål om at blive symptomfri og bedre i stand til at styre min sygdom, må jeg lære at håndtere vrede og angst. Eller subsidiært undgå situationer, der kan udløse det.

Her er det godt at erindre sig om gode gamle Aristoteles:

Enhver kan blive vred.
Men at blive vred på den rigtige person
med den rigtige styrkegrad
på det rigtige tidspunkt
og af den rigtige grund – det er ikke let.

At føle og udøve logistisk korrekt vrede; der er noget at øve sig på. Og det gør jeg så. Her op til jul, er det nok nærmest timingen, der skal være på plads. At det ville være skidt timing at overtænde dér.

Sendeudfald

Ok, jeg gav op og efter rigtigt meget tankearbejde frem og tilbage skrev jeg til lægen – jo tak – jeg vil godt tage imod den der medicin igen. Ikke den samme som jeg fik kæmpet mig fri af, men en der er lidt mindre farlig, lidt mindre afhængighedsskabende og virker lidt mere her og nu – mod mine sendeudfald eller “indre uro” som hun så malende kalder det. Indre uro, jo tak. Den kender jeg sgisme godt. Især hvis det er der hvor der sker noget uforudset, uforberedt og hvor jeg reagerer med angst efterfulgt af en stædig og langvarig vrede, der ville kunne trække solen ned på jorden – blot ved hjælp af en fiskesnøre.  Læs resten

Er faret vild

.. på mit mentale maraton løb.

Min indre GPS fortalte mig ellers at jeg blot manglede ca de der sidste symbolske 195 meter. Så må jeg erkende, at jeg er faret vild og skal returnere til start. 42 km væk. Adskillige mure er forceret og gennembrudt. Nu må jeg tage dem igen. Håber på at rutinen hjælper. Når jeg nu skal tilbage.

Kors, hvor er jeg træt. Træt af være blevet stillet overfor et kropumuligt valg:
Fortsætte hos psykologen eller fortsat være rimelig sikker på at have et job, der jo er en forudsætning for psykolog, grundet denne lille sammenhæng:
job=> løn=> betalingsevne=> terapi.

Der er nemlig en slange i dét Paradis. Fyringsrunde på vej. Læs resten