Når kroppen husker

Min kæreste, der er impulsbager, har sådan en ganske særlig kagerulle. Ikke som vi kender dem normalt, men en ca 60 cm lang træstok af solid kvalitet, kraftigere end et normalt kosteskaft. Hvis hun tog den ud på gaden ville hun få problemer med politiet, der nok ville mene, at det ikke var et køkkenredskab, men et bat. Sådan et man slår folk ned med. 3000 kr i bøde for overtrædelse af våbenloven.

I køkkenet er det dog et redskab som hun kan finde ud af at bruge. Problemet er at normale køkkenskabe altså ikke kan rumme sådan en stok. Den er for lang til skufferne og kan kun ligge i et skab hvis den ligger på skrå. Og så kan der altså ikke være ret meget andet på den hylde. Stokken har altså flyttet lidt rundt og uanset hvor vi end satte/lagde den, endte det konsekvent med, at den kom farende ud af skabet, fordi jeg skulle bruge andre effekter fra samme hylde.

Har et inderligt angstpræget forhold til den stok. Ikke fordi den er farlig på nogen måde, men fordi det at få den i hovedet udløste et angstanfald. Lige på stedet. Det er på ingen måde rationelt for jeg ved jo hvad det er – ved jo at den slet ikke er farlig eller at nogen ønsker at slå mig med den. Men kroppen husker helt andre og gamle ting. Det er simpelthen ikke muligt for mig at abstrahere fra fortidens dybe traumer til nutidig virkelighed.

Problemet med kagerullen er løst nu. Truede ellers voldsomt med at smide den på bålet hver skt. hans eller at save den op og bruge den som optænding på den nærmeste grill, nu hænger den i en strop på siden af en reol, hvor jeg aldrig kommer og der bliver den hængende. Men holder mig stadig langt væk fra køkkenet når den er i brug. Hader den, fordi den er blevet synonym med de pludselige situationer, der kan udløse tåbelige, men svære angstanfald.

Det kan være det samme der sker, hvis vi laver mad sammen med venner og de pludselig vender sig rundt for at sige noget til mig – med en køkkenkniv i hånden. Eller peger med den – “rivejernet er i dét skab”. Kæresten ved naturligvis godt at hun skal være varsom i sin brug af knive i nærheden af mig. Selv har jeg ingen problemer med at bruge den og tager det så afslappet, at jeg alt for ofte hakker mig i fingrene med den.

Uden at gå i alt for private detaljer, kan jeg godt afsløre at “kroppen husker” problemstillingerne fylder en del i de samtaler, vi har hos sexologen.

Kroppen, der husker, er meget vanskelig at håndtere for det er som om at signalerne fra hjernen “at her er der noget du skal blive bange for” bevæger sig meget hurtigere rundt end de signaler der minder mig om, at dette eller hint ikke er farligt. At noget måske ligefrem er rart og ikke farligt. Men jeg gør hvad jeg kan for at få kontrol over det ukontrollerbare.

Reklamer

12 comments on “Når kroppen husker

  1. Det er ret uhyggeligt, men også lidt spændende, det du beskriver. Altså, det må være forfærdeligt at bære rundt på ‘noget’, som gør, at uskyldige ting kan udløse angstanfald. Det spændende – hvis man kan tillade sig at kalde det det? – er, at du (vi alle?) er udstyret med impulser, der suser afsted med forskellige hastigheder, sådan at impulserne, der udløser angstanfald desværre kommer før de ‘fornuftige’ følelser, der fortæller, at det her er noget helt almindeligt, som man ikke skal være bange for. Meget meget mærkeligt. Men måske slet ikke for folk med forstand på den slags?

    • Jeg tror ikke, at det er så mærkeligt, men det er en ubetinget upraktisk konstruktion når der er åbnet for angst-impulserne. Men det er vist noget urinstinkt, der tager over her. Flugt eller angreb eller gemme-sig. Jeg ligger som regel og roder rundt ml gemme sig eller flugt med et lille hop til angreb. Andre reagerer med hovedvægten på angreb (og de er småfarlige for omgivelserne).

      Og du har ret – det er ganske uhyggeligt. Tror at de fleste har impulserne, men at der ikke er åbnet op for dem gennem traumatiske situationer. Og jeg tror at de fleste kan udvikle PTSD hvis de udsættes for de her situationer og ikke får den nødvendige hjælp med det samme. Og det er uhyggeligt.

  2. Det er skræmmende når kroppen husker og man begynder at reagere inden hjernen når at tage over..
    Som helt ung var jeg involveret i en trafikulykke, som jeg ikke husker ret meget fra, men kroppen kan åbenbart huske noget og reagerer prompte, hvis jeg sidder på passagersædet i en bil som kommer for tæt på rabatten og farten er lidt for høj..

    • Tror det er nøjagtigt den samme mekanisme der sætter ind der, og ja det er skræmmende ad H til. Det er sådan en særlig beskyttermekanisme, der sætter ind, også når det er helt unødvendigt og som kan gøre tilværelsen en kende besværligere.

  3. Jeg ved godt, at der absolut ikke skal grines her, men jeg kan nu alligevel godt se den stok komme ud af skabet i en fart. Håber du bærer over med mig!
    Når det “sjove” så er sagt, er der ikke meget at grine af i resten af historien. Kroppens forsvarsmekanismer er nu ikke så ringe, de er der for at hjælpe os, men at man ikke selv kan være med til at styre det, inden det evt. går helt galt er ikke rart. Alt med måde i enhver situation. Ting der er hændt, kan man jo desværre ikke løbe fra, men det skal ikke fylde så meget. Håber du også når dertil – snart

    • Jeg bærer over med dig – og det er tilladt at grine. Men i situationen er det bestemt ikke morsomt. Men havde jeg ikke haft evnen til osse at se det morsomme i situationerne, tror jeg at jeg havde overlevet noget som helst.

      Men det er også blodig alvor og selvom det ikke må fylde så meget, må det heller ikke længere fortrænges og lades som om at det ikke har fundet sted. Har oplevet lidt for meget vold i mit liv, og det sidder dybt i kroppen.

  4. Det er vel lidt i stil med at den amputerede indimellem kan mærke det ben som ikke er mere.

    Jeg synes det er godt du har fået den forvist til langt væk fra dig. Så er det dig som bestemmer og ikke den.

  5. Jeg spekulerer på, om det ikke ville være muligt for fagfolk (Psykologer), at kunne give nogle positive oplevelser, der kunne fortrænge de negative – i dette tilfælde med stokken. I andre sammenhænge kan man da “gå ind” og bearbejde en dårlig hændelse ved at “tage den op” og dreje, så man forbinder det med noget behageligt/rart/praktisk eller anden form for positiv relation.
    Det med at hukommelse kan sidde andre steder end i hjernen er noget pudsigt noget (måske noget, der burde forskes i). – Jeg har været ude for at ville genoptage noget (et stykke håndarbejde), jeg som barn havde lært af min mor. Da jeg overvejede, hvordan man startede, kunne jeg ikke komme i tanke om det; men idet jeg forsøgte blot at slå garnet om fingrene, var det der med det samme. —- Måske, blot hukommelsen om den motoriske adfærd stadig sad i hjernen – eller kan det tænkes, at cellerne i organerne kan have en eller anden form for hukommelse.
    Hvis det sidste er tilfældet, burde det også være muligt at bearbejde reaktioner, som dem, du nævner, med stokken.
    Min idé er (har på fritidsbasis arbejdet meget med børn og unge), at man, hvis man tager en ubehagelig/uheldig oplevelse op og arbejder med den i behagelige/heldige retninger (giver gode oplevelser – ikke på noget, der ligner seksuelle oplevelser. Dér har jeg kun svaret på direkte stillede spørgsmål. Eksempel: En pige, der åbenbart netop var begyndt at udvikle bryster ville have mig med til side, hvor hun da spurgte mig, om jeg troede, der var noget galt med hende, fordi hun havde opdaget, at hun på den ene side var begyndt at få bule – men ikke på den anden side. – Som du sikkert véd, er venstre side hos de fleste mennesker først og størst grundet blodtilstrømning. – Egentligt en fantastisk, varm fornemmelse at få ved at opleve en tillid fra andres børn – netop i en alder, hvor så meget er nyt for dem), kan man vende/fortrænge den, så oplevelsen ikke bliver et traume.

    Jeg har læst en hel del af indlæggene på din blog; men har måttet stoppe ind imellem, fordi din beretning berørte mig for dybt – véd ikke, hvordan jeg i samme situation ville kunne takle dine oplevelser.
    Også der igennem har jeg fået en lidt bedre forståelse for, hvorfor jeg af (nogle) kvinder er blevet “skulet” til i den periode, jeg var enlig far til en pige – noget, der på det tidspunkt var mig uforståeligt og som prægede min adfærd overfor datteren (var altid forsigtig med fysiske attituder, der kunne misforstås, hvilket jo medførte en unaturlig voksen-barn kontakt.
    Undskyld min lange smøre (havde egentligt trang til at skrive mere); men dine beretninger har sat så meget i gang i mit hoved.
    Venligst
    Magnus

    • Velkommen til og dejligt at se at osse de gamle indlæg bliver hevet frem ind i mellem.

      Måtte lige læse din kommentar et par gange. Jo jeg tror at behandling kan mindske symptomerne og gøre reaktionsmønstrene mere hensigtsmæssige på den slags oplevelser så flugt-/kamp mønstrene ikke bliver så voldsomme. Men det er en vanskelig proces når man ikke må provokere angsten får meget og efterlade mig i en ikke-holdbar situation.

      Din tanke er bestemt ikke helt ved siden af men det er som sagt en balancegang mellem hvilke stimuli/respons der skal rettes og hvilke der bare skal “fjernes” helt. Men det er klart at hvis man prøver at gøre det farlige ufarligere så kan “kroppen husker” reaktionen langsomt blive udskiftet med noget der er mere positivt. Men det er jo sådan en levende organisme lærer at overleve. Vi har brændt os på ilden og behandler den med respekt frem over, børn har lært at det gør ondt at falde ned fra træer og holder bedre fast næste gang de klatrer. Det er ikke noget man skal tænke til – det er noget kroppen bare ved. Og et sted hvor vi egentlig ikke adskiller os væsentligt fra dyrene. Det her var ubehageligt – det skal vi undgå. Den er svær at ændre på for en nok så dygtig psykolog, når noget (sexuelt misbrug) har været så ubehageligt/farligt og egentlig burde være ufarligt og dejligt.

      Jeg kan sagtens forestille mig at der i din situation er blevet “skulet til” en del. Både som enlig far og som en der arbejdede med børn og unge – håber at skuleriet er aftaget en smule for der har dælme været meget heksejagt på mænd der var alene med børn – hvad enten det var i familiesammenhæng eller rent arbejdsmæssigt.

      • Tak for din respons på min kommentar.
        Angående dit sidste afsnit: “skuleriet” ophørte automatisk, da hun – grundet sin studiestart – flyttede hjemmefra.
        Jeg må nok også lige nævne, at jeg da også havde mange gode oplevelser, hvor forældre til min datters legekammerater gladeligt “lånte” mig deres børn til fælles oplevelser med min datter uden for og i hjemmet. Det kom bare bag på mig, at nogle (kun kvinder) kunne have andre (bag-)tanker.
        Som en (lille) retfærdiggørelse af mænds (i almindelighed) adfærd, føler jeg trang til at nævne, at jeg i mit fritidsarbejde (også) fik henvist børn (både piger og drenge) fra kommunens socialforvaltning – både børn af enlige mødre og børn, der var kommet til skade. (jeg kunne egentligt have lyst til at uddybe lidt mere, men er bange for, det vil blive for genkendeligt til ugunst for de berørte familier).
        Det har altid været vigtigt for mig, at forældrene traf mig og derved vidste hvem, der havde med deres børn at gøre.
        Venligst
        Magnus

        • (først – har lavet den ønskede rettelse i din kommentar så der står hvad du mente og ikke hvad du skrev – og slettet den kommentar hvor du rettede det.. håber det var ok at jeg gjorde det på denne måde).

          Ok.. du har lige præcis skrevet nok til at budskabet er fanget her og jeg ved ca hvad du taler om. Men du har nok ret i at det ikke nødvendigvis skal uddybes mere så lad os bare holde den der. Jeg kan kun gentage og næsten beklage at du har været et næsten-offer for den der heksejagt der fulgte i slipstrømmen af de store incest-psykologers hårrejsende udtalelser om hvor mange børn der har været udsat for misbrug.. jeg tror det betød at rigtigt mange kiggede efter en ekstra gang når de stod overfor en mand med et barn.. Det er vi forhåbentlig ved at være ude over nu…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s