Mødte en svane

Jeg har jo fået en række opgaver af konen. Og der kommer hele tiden flere til når gamle opgaver er nogenlunde løst. Gå stadig længere ture med hunden, lære sære finesser at kende ved hhv kamera og photoshop (og der er blevet leget igennem med langtidseksponeringer, timelapse- og stopmotionvideoer, levels, maskeringer og hvad ved jeg… og bage brød. Det sidste har jeg passet i flere uger, hvor hun har lagt smagsløg til sære kombinationer og underlige ideer. Men vi har ikke købt et ærligt brød – til gengæld har vi slæbt mel hjem i større mænger og i mange variationer – i et par måneder, så det begynder at ligne noget. Og her har jeg erkendt at den assistent køkkenmaskine vi slæbte hjem fra Ungarn sidste sommer er en pragtfuld makker. Jeg vil tro, at vores er 30 år gammel, men den er stærk som en okse og har en behagelig egenskab hvad angår støjniveau, hvor kitchenaids slet ikke kan være med. En dyb næsten behagelig brummen er alt hvad der kommer fra den mens den ælter dejen rundt i skålen. Tilbehør mangler vi ikke til den – det skulle da lige være kartoffelskrælleren, men mon ikke vi en dag er heldige på et loppemarked. Nok om det. Det er bare sjovere at bage brød når der er nogle knapper at trykke på i stedet for at stå med fingrene i dejen. For det hader jeg. Inderligt.

Mit kamera er faktisk ret avanceret og har mange mere eller mindre brugbare funktioner og til sidst opgav jeg at lege helt i blinde og fandt en fin bog på amazon. Her viser en dygtig fotograf gennem junglen af funktioner. Og alt bliver gennemgået med eksempler og menuer. Han har vist lavet bøger til de fleste nogenlunde brugbare kameraer på markedet og de kan varmt anbefales. Tror dog bloglands lumix-fans vil lede forgæves, desværre. Men for canon, nikon og olympus er der guld at hente.

Igår gik jeg en tur over i vores lokale park, hvor jeg ved der er svaner. Målsætningen var sat – i dag ville jeg have det der specielle svaneportræt, som er så svært at tage.

At have en hund i snor ved sø-bredden var dog ikke den optimale taktik. Der var brødrester, der kunne spises, ænder og måger der kunne vuffes ad og fugle-møg man kunne rulle sig i. Kort sagt var den – altså hunden – mildest talt aldeles umulig at holde rolig i sin snor. Men jeg var optimistisk, fordi dagens sære funktion på kameraet var “tracking focus”. Jeg har godt vidst at kameraet kunne det der, men har aldrig rigtigt dyrket det. Og det viser sig at være en fejl. For det er dælme smart.

Indstillede sigtekornet på en uvenlig svane, der bestemt ikke brød sig om hunden (eller osse var den bare tosset over det manglende foder i min hånd). Satte fokus-punktet midt mellem øjnene på den da den var 3-5 m væk og lod kameraet arbejde med skarphed mens jeg sørgede for at holde den i billedet. Pjattede lidt med dybdeskarpheden (men det forbliver legebilleder på computeren) og fik dette skud:

svane

I sig selv ganske pænt med fine nuancer i alt det hvide.

Men det bliver altså en kende mere udtryksfuldt med lidt beskæring:

svane2

Svanen padlede rundt i søen og pustede sig mere og mere op indtil den blæste hvæsende af os og jeg valgte at lade den få fred. Men jeg kommer tilbage og håber at få den i direkte front. Med de løftede vinger som indramning på det hidsig-orange næb. Men det møg-bæst gør jo kun hvad den selv vil. Og den ser jo unægtelig mere imponerende ud med siden til. Det andet ville bare være et meget bedre billede.

Og til sidst et sted at nørdelege med foto. Der er lavet en ny kamera-simulator, der på glimrende vis viser sammenhængen mellem blænde, lukkertid, objektiv-valg mm.

Reklamer

For enden af vejen, gennem hullet i hækken. Del 2

Lige kommet indenfor på det "forbudte" område. Hvor vi havde fået lov til at gå lidt rundt.

Lige kommet indenfor på det “forbudte” område. Hvor vi havde fået lov til at gå lidt rundt.

Kartoffelkælderen. Den daværende.

Indgang til kartoffel- og roekælderen. Den daværende.

Personalebygninger fra børnehjemstiden.

Personalebygninger fra børnehjemstiden.

Slottet

Slottet – køkkenindgangen

Den store trappe ud mod parken

Den store trappe ud mod parken

Personalebolig

Personalebolig – landbrugsskolen

Trappen

Trappen

Trappen. Bemærk at våbenskjoldet har været der men er væk. Det samme gælder vist uret.

Trappen. Bemærk at våbenskjoldet har været der men er væk. Det samme gælder vist uret.

På vej over til landbrugsskolen

På vej over til landbrugsskolen

Aflåst lade. Den er i brug endnu.

Aflåst lade. Den er i brug endnu.

To konstruktioner, der må have tjent et formål af en slags. Vi kunne ikke regne ud hvad.

To konstruktioner, der må have tjent et formål af en slags. Vi kunne ikke regne ud hvad.

Slottets bagside. Bemærk de firkantede huller i græsset. De var 4-5 m dybe og der lå jernskrot dernede. Dem måtte vi helst ikke falde ned i.

Slottets bagside. Bemærk de firkantede huller i græsset. De var 4-5 m dybe og der lå jernskrot dernede. Dem måtte vi helst ikke falde ned i.

Resterne af et lille svømmebassin til børnene. Her kom de søde børn ud som belønning.

Resterne af et lille svømmebassin til børnene. Her kom de søde børn ud som belønning.

En legeplads, hvor legeredskaberne er stjålet for mange år siden.

En legeplads, hvor legeredskaberne er stjålet for mange år siden.

Landbrugsskolen

Landbrugsskolen

En af de få "åbne" døre. Her gik vi indenfor.

En af de få “åbne” døre. Her gik vi indenfor.

Indenfor i landbrugsskolen.

Indenfor i landbrugsskolen.

Sneg mig til at åbne et skab, det var tomt men stadig dekoreret med udklip fra UJSA Girls Magazin

Sneg mig til at åbne et skab, det var tomt men stadig dekoreret med udklip fra UJSA Girls Magazin

Min nevø mener at vide at dette er en flyvende hund.

Min nevø mener at vide at dette er en flyvende hund.

Et enkelt viljefast træ.

Et enkelt viljefast træ.

Hjemme igen

Jeg er kommet hjem igen. Og sikken landing vi lavede her i fredags. Vi måtte ringe til vores udlejer og udbede os en “bom-nøgle” da vi ret hurtigt kunne se at det ville være halsløs gerning at prøve at tømme bilen fra dens garage (ca 300 m væk). Bilen var pakket med små kasser med porcelæn, en kaffedims fra bodum (santos, hvis nogen er nysgerrige), særprægede krydderiblandinger, en større samling af god ungarsk øl, et maleri, en symaskine mm. Og naturligvis et par kufferter med tøj, en taske med hundedimserier, et par poser med nyt tøj og flere par sko, en enkelt flaske med et fluidum som jeg var tilfreds med tolderne ikke fandt og meget, meget andet.

Weekenden er gået med at få ryddet op og sat på plads og generelt bare at dovne den. Weekenden har osse gået med at kigge på jobannoncer. Men herom en anden gang. Efter torsdag vil jeg tro. 

Indtrykkene fra ferien falder lige så stille på plads, og det hjalp en del at jeg satte mig og kiggede alle flere tusind billeder igennem og reducerede mængden til ca 600, der fortæller historier, viser mennesker på vores vej, vores værter og andre særheder. Ikke sådan at forstå at vores værter var sære, men I er velkomne til at forstå eller misforstå mig ret.

 IMG_0995

 

Jeg fandt meget sært, skægt, flot og specielt i den billedmappe. Det første her er fra den ungarske grænse (den fra Østrig – ved motorvejen). Det første år vi kørte turen måtte vi vise pas og bagagerum. Næste gang var det bare pas. Og de sidste par gange er vi bare drønet forbi. Eller det vil sige at manøvren skal lægges via et af sidesporene for at få indkøbt en vignette-dims til bilen. Ungarsk vejvæsen er nemlig ret effektivt hvad angår kontrol. Der er kameraer på broer og mobile checkpoints ved motorvejstilkørslerne. De scanner bilens nr plade og ser om vignette (i elektronisk form) er indkøbt til bilen. Det måtte Østrig gerne lære af, vi har stadig resterne af deres vignette siddende i forruden.  Skulle nogen få lyst til at besøge landet i bil anbefales det ikke at springe denne symbolske udgift over, bøden er dyr og vignetten billig (11.5 €). Og så kan jeg godt hilse at sige at det er overordentligt bøvlet at diskutere noget som helst med det ungarske vejvæsen. De taler nemlig kun ungarsk. Det kan godt være de forstår lidt tysk, men kan de tjene penge på ikke at forstå, så gør de det bestemt ikke. 

Så hende min nyanskaffede kone måtte værsgo hitte rundt i skilteskoven, hvilket forunderligt nok ikke faldt hende svært. Og kun halvt så svært som at vælge en parkeringsplads ved en større benzintank langs motorvejen. IMG_0997

Muligheder for at købe Vignette er der nok af ved grænsen, men vi plejer at gå til denne lille bod. Her kan de nemlig finde ud af at tale engelsk og de har styr på det der med at læse udenlandske registreringsattester. Intet bøvl, bare betale og køre videre i ti dage.

Og vi så altså frem til at komme videre. Væk fra Østrigsk pisseregnvejr og kulde. Ud mod varmen og ørkenklimaet i den østligste del af Ungarn. Turen gennem Østrig plejer altså at være en fin oplevelse men den var dælme billigt til salg for os. Både ud og hjem, i øvrigt. 

Men vi vidste at varmen ventede lige om hjørnet og buldrede stort set bare igennem. Lige indtil (suk) Budapest. Som vi dog opnåede at køre rundt om denne gang. Lige indtil fuldt stop på motorvejen ca hvor vi skulle af. Ok, så er det da vist her vi skal have noget at spise, og vi fandt en lille og ganske autentisk restaurant langs med motorvejen. Spisekortet annoncerede gode ungarske retter af den solide slags, og der sad gæster rundt omkring og ventede på deres mad. Men desværre var der kun en enkelt yngre dame til at servere, og hun havde mere travlt med at checke facebook på sin iphone end at servicere sine kunder. Det kiggede vi på i ca 5 minutter mens vi kunne se at hun skiftede rundt mellem flere apps på sin iDims (hint – pegefinger bevæges fra højre mod venstre). Jeg tror ikke engang at hun observerede da vi rejste os og gik igen. 

Kørte 4 km og fandt en ny og lignende restaurant. Her var der 4 serveringsdamer til os to, maden var god og kom kvikt. Vi fik koden til deres WIFI og kunne meddele os til verden (og til værten) at vi var på vej og blot var 3 timer væk. Et par kolde sodavand i tasken og vi var videre. 

Stor var glæden hos familien da vi drejede om hjørnet derude. Børnene havde fået at vide at vi ville komme ved 21 tiden, fordi de plejer at være komplet ulidelige i deres tids-plagerier de sidste par timer. Forældrene fik på denne snedige (og sikkert ganske upædagogiske vis reduceret plage-tiden til ca 30 minutter) da vi var fremme lidt før 20 om aftenen. Trætte, sultne og især tørstige. Min svoger havde gættet det og satte øl på bordet. 

Første aften gik med snak på terrassen og der gik ikke mange minutter før vores vielsesringe var spottet og der blev ønsket tillykke i højlydte vendinger. Børnene forstod det ikke men de har ca fattet at jeg nu er noget der ligner “blodsbeslægtet”.  Og det er godt nok for mig. 

Allerede dagen efter ville de ind til byen. Det ville jeg osse, for jeg havde glemt at lægge et kamerastativ i bilen da vi kørte fra DK. Og det var et indkøb, der bestemt ikke stod til nogen form for diskussion. Og heller ikke hvornår det skulle anskaffes. Dagen efter. Punktum. Børne ville ind og “se på legetøjsbutikker”. Jo, tak.. den kiggen på kender vi skam godt, og vi havde lidt debat med deres forældre om rimelighedsgrænser vedr. gaver. De sagde småt, småt.. og vi sagde lidt større. For vi har ikke andre børn end de to at forkæle. 

Og sønnen ville vise mig springvandet i byen. 

IMG_1532

IMG_1533

Og det var altså skægt at fotografere. Med et stativ. Det blev en gorillapod i øvrigt. Og dét køb har jeg dælme ikke fortrudt et sekund. Nu er de andre stativer pakket meget langt væk (ps – nogen der kan bruge en The green Pod til noget. For den spiller slet ikke sammen med mit kompaktkamera). 

I mit forrige indlæg viste jeg et billede af en skyfront. Det viste sig at være en lille lokal supercelle, der ovenikøbet smed en lille tornado ned over nabolandsbyen. Vi fik bare et forrygende tordenvejr der varede i 3-4 timer, og som var så voldsomt at jeg ikke kunne finde steder i huset hvor jeg kunne stå i tørvejr og forsøge mig med lyn-fotografering. Regnen var slet og ret vandret. Men voldsomheden der var på vej annonceredes ganske kraftigt inden, og vi (min svoger og jeg) var enige om at vi både kunne lugte det og høre den dybe summen af uvejr på vej.

IMG_1630 

 I morgen går jeg i gang med at se hvad I andre har bedrevet tiden med i de forløbne 3 uger. Mere seriøst. Det lover jeg. AMAR!

Vi ku osse tage til Ukraine

Sådan sagde hun sgu. Hende kæresten da vi i torsdags sad og kiggede på et kort for at finde gode, og endnu ubesete, steder i nærheden af vores feriedestination ude i det østlige Ungarn. Ca en time efter ramte nyheden om det nedskudte fly nyhedsstrømmen og vi blev enige om at “well – vi kunne osse lade være”. Godt nok er Ukraine et kæmpestort land og det lille hjørne man kan se i øverste højre hjørne af billedet er landets syd-vestligste del og dermed meget langt fra problemområderne. Men nej, Ukraine får lov til at ligge hvor det ligger i år. Til gengæld er den ungarske del af det område hjemsted for landets berømte Tokajvine, og det har vi aldrig rigtigt fået besøgt. Vi har drukket spandevis af Tokaj, men aldrig set vindistrikterne. Det kunne være en mulighed.

(med fare for at være upassende vil jeg godt lige give den der nedskydning et par ord med på vejen. Jeg håber at en eller anden instans kan overbevise våbenproducenterne om det fornuftige i at jord-til-luft missilsystemer på en eller anden måde integreres med flightradar24, således at mennesker med hang til at sigte på store fly lige fik en chance for at sikre sig at det de ville skyde på ikke var en civil maskine. Det er altså superlet med en smartphone lige at kontrollere den slags i dag, så jeg køber på ingen måde deres “hvad fanden flyver de her for” undskyldning. Jeg har ikke tilstrækkeligt med bandeord der kan udtrykke min vrede over det der er sket og jeg håber at nogen giver dem så mange militære tæsk at de fiser tilbage til deres fører i Moskva).


Og ungerne dernede har plaget om en tur i den zoologiske have i Nyiregyhaza, der er meget stor og slet ikke i nogen ussel forfatning, sådan som vi som regel opfatter østeuropæiske zooer. De har masser af hajer, de har søkøer (fra Odense), isbjørne i store anlæg og et papegøjeland. Søløverne er dog nok det der trækker mest i ungerne – der er jo fodringsshow. Jeg glæder mig nu altså osse til at se det sted og luske rundt med kameraet og håbe at jeg ikke forbander den dag at jeg valgte superzoom kompakt kamera fra.

Apropos kamera. Vi har jo ingen bærbar, så jeg har brudt min stakkels hjerne med hvordan pokker jeg skulle trylle billederne fra kameraet over på ipaden så jeg kunne vise lidt billeder undervejs. At låne mig frem til computere og så medbringe en kortlæser og en harddisk synes jeg ikke var optimalt for der er jo ingen garanti for at det lige kan lade sig gøre når jeg har lyst til at kigge på billeder.

Men kom i tanke om at Apple har lavet en kamera adapter til ipad. Fint, sådan en må fremskaffes inden vi tager afsted, for så kan jeg da i det mindste få dem derind. Altså billederne. Den røg på huskelisten. Heldigvis er det ikke en dims der er normalt Apple-dyr, så det gik jo nok mente jeg.

Den er slettet igen af listen. For det viser sig at canon har udstyret kameraet med wifi (det vidste jeg jo sådan set godt men betragtede det som en overflødig dims) og samtidig har de lavet en app til ipad og iphone som gør at de kan overføre billeder trådløst direkte mellem hinanden. Og dermed er det unødvendigt at købe en ny dims. Det virker aldeles udmærket. Så nu har jeg skrevet ekstra hukommelseskort og batteri på i stedet.

Jeg tog i øvrigt kameraet med ud på hundens første morgentur i morges. Og det var tidligt. Ca 5.15. Den har et særligt morgenvækkeprogram, der består i at sætte sig i soveværelsesdøren og lægge hovedet lidt på skrå og udtrykke sig gennem nogle rytmiske piv-piv lyde. Jeg kigger på den og siger med den dybeste stemme jeg kan mønstre – tidspunktet taget i betragtning “gå i seeeeng”. Her vurderer hunden så hvad der er dens største behov lige nu. Tisse- eller lydighedstrang. Vinder det sidste lusker den ud i sin seng i gangen igen. Vinder det første derimod udfolder den et imponerende repertoire af pivelyde der mest af alt minder om en musikalsk kat med stort kommunikationsbehov.

Og så er det at kæresten minder mig om at det er min hund. Og vender sig om og sover videre, usportslig som hun er. Eller kan være. Men i dag greb jeg kameraet med på turen og fandt denne lille hest i det mest syrede morgenlys. Og den kunne jeg jo slet ikke stå for.

 

Og jo, så skal den der kamera-forbindelse jo lige testes igen. Så her er et af en blomst der vifter mig om næsen nu hvor jeg sidder på altanen og skriver på indlægget. Point-shoot-import-publish… Jeg elsker det kamera!

Så meget at jeg efterhånden har droppet min raw-mani. Men den skal nu nok komme tilbage. Bare ikke i ferien, for den type billeder kan ipad bestemt ikke lide.

Nyt legetøj

Jeg har fået nyt kamera i går (canon g16), og jeg har slet ikke lært det at kende endnu, og er derfor ikke begyndt at tage rawbilleder, så jeg beklager småpixelering og farvestik.

Men her er vores kaktus på altanen.. et rendyrket legebillede.

Et blad på min vej – taget håndholdt og med imponerende 1/1000 lukker.. så må man gerne springe over stativet. De er taget kl 22.15 ca i blåtime-lys.  I får lige to til med samme indstillinger… og nu vil jeg ud og lege videre.

Jeg var der

Ellen og John havde som sagt inviteret mig med rundt på en lille tur i Skåne mandag. Turen gik til Degeberga og Pulken. Vandfald og traner som Ellen selv skriver om her.

Jeg har jo lidt kamera-udfordringer i øjeblikket, så jeg havde faktisk ikke forventet at komme hjem med brugbare billeder. Til gengæld legede jeg lidt med det bløde vand ved det der vandfald.
IMG_2985
IMG_2991
Det var i sig selv osse en udfordring, for jeg sad krøllet sammen på stenene på skrænterne, havde en ivrig og nysgerrig hund i snor og kameraet monteret på et et-bens-stativ.  Jeg tager langt de fleste billeder på manuel indstillingen og oftest osse med manuel fokus. Det tager lidt tid at få det drejet på plads det hele, og jeg har konstateret at den tid jeg bruger på det svarer rigtig godt til hundens grænse for tålmodighed. Når jeg trykker på knappen trækker hunden i snoren for at komme videre til næste interessante duft og gør det hele rystet. Den slags hundebilleder kom jeg hjem med en del af.

IMG_3078
Hunden fik dog lov at ligge i bil-buret da vi var ved Pulken. Den ville bare være i vejen med hvad jeg forventede ville blive en stillestående oplevelse med alt for mange  mennesker på alt for lidt plads til at jeg lige mente at det ville være smart med en nysgerrig hund – i snor. Tror den ville komme til at binde ganske mange uskyldige mennesker sammen med andre lige så uskyldige.

Jeg mistænker at den brugte tiden på at tage sig en lur. Det plejer den. Og det var da osse en ganske rolig hund vi havde selskab af da John svingede ind ved en vejside for at kigge på en stor traneflok, der havde slået sig ned på en majsmark, i stedet for på den autoriserede og anviste foderplads ved Pulken. Det var her de allesammen var, og formentlig her de ville hen da de bare fløj hen over hovederne på os. Jeg kan ikke regne ud hvordan de navigerer, men efter larmen at dømme på det nye sted spiller lyden vist en rolle. Vi måtte små-råbe til hinanden pga deres trompeteren et par hundrede meter inde på marken.

Der var ikke meget kontrast i billedet for mig, og jeg måtte opgive at få ordentlige billeder med hjem. Til gengæld synes jeg at dette billede er lidt sjovt, for det viser deres særlige concorde-agtige indflyvnings-stil. Ser ud som om de står stille i luften.

IMG_3155

Det var et dejligt afbræk fra alt det der fylder i hovedet i denne tid, og jeg er glad for at de stillede op for mig på sådan en dejlig forårsdag, der nåede at blive til aften inden vi var tilbage ved deres hus. Vi var sultne og Ellen prøvede ganske ihærdigt at lokke med lidt mad inden turen gik hjem for mit vedkommende. En invitation jeg gerne havde taget imod, men havde en kæreste derhjemme, der gerne så mig komme hjem lidt kvikt. Det var jeg klar over så jeg takkede nej og stak afsted, da vi havde fået flyttet kamerataske og hundebur fra deres bil til vores.

Jeg har kørt turen et par gange, men er bestemt ikke på hjemmebane. Og så blev jeg fanget i en vejarbejdsfælde ved noget der hedder Hässleholm. Den afkørsel navigationen og Ellens fine vejbeskrivelse mente jeg skulle tage var lukket pga vejarbejde. Jeg nåede at se at der var en omkørselspil – men uden beskrivelse af til hvilken by den gik. Den pegede desværre i den retning jeg kom fra. Men så vidt jeg kunne regne ud befandt jeg mig på en slags ringvej, hvor det ikke var muligt at vende. Prøvede et par afkørsler lidt længere fremme i håbet om at jeg kunne finde henover den drilske ringvej og tilbage. I den forbindelse hilste jeg på et industrikvarter, en tankstation og et villakvarter, før jeg fandt en vej der førte i den rette retning på ringvejen. Men nej, det viste sig at jeg havde taget en større tur rundt og kom til den lukkede afkørsel – igen i den forkerte retning. Det var mørkt og min retningssans var blevet snydt. På den igen. Jeg så ingen lygter fra andre biler og valgte at tage den over en rødspætte (spærreflade), smed bilen rundt i et skarpt drej og forsvandt med hylende dæk fra gerningsstedet.

Viste sig at omkørslen i nogen grad lignede den tur jeg tidligere har kørt – kunne genkende tankstationen. Nu bare i modsat retning. Der gik relativt lang tid før navigationen og skiltene var enige igen og turen kunne fortsætte af den reglementerede og forventede rute.

Imens smuttede tiden og jeg havde ikke lige ro til at stoppe og give kæresten besked om forsinkelsen så jeg måtte bare håbe at hun valgte at spore min telefon i stedet. Det gjorde hun og var ikke det mindste urolig over at der var en forsinkelse. Den kunne jo osse skyldes at jeg havde valgt at stoppe og lufte hund eller sådan noget. Hun havde dog desværre ikke set min rundtur i den der svenske by, så hun kunne heller ikke fortælle mig hvor jeg havde været.

En dejlig dag, der dog ikke har efterladt sig et særligt fint aftryk i min billedmappe på computeren. Ærgerligt, men godt selskab opvejede det så rigeligt. Til gengæld havde vi en fin kikkert til rådighed på Pulken… og mere end én af de andre tilskuere kiggede lidt skævt til den, uden at kunne få sig selv til at spørge om de måtte kigge. Det havde det nu gerne fået lov til, men jeg var ikke lige social nok til selv at give indbydelser ud. Passede mig ganske fint at have den mellem os og de andre.

 

 

Iphonen har fået en edderkop

Kæresten var kommet hjem før mig i går. Jeg blev jo lidt forsinket pga en lille detour efter et psykolog-besøg. Hun havde lyttet efter min sukken efter en eller anden form for holder til telefonen, når jeg brugte den som kamera. I mangel af bedre. Hos vores lokale elektronik-pusher var hun faldet lidt for den her gorilla-pod holder, som gør at jeg kan sætte telefonen fast på ganske forskellige ting. Lygtepæle, stolerygge som her eller rækværker på broer og sådan noget. Der gemmer sig et fint lille kamera i en iphone, men det er svært at bruge den som sådan hvis man ryster en smule på hænderne for den er ikke vildt kvik til at stille skarpt. Ind i mellem er et stativ en rigtig god ting.

Den kan osse være stand in som holder på mit skrivebord når jeg facetimer med eller anden. (det hænder). Hader faktisk at gøre det med en iphone i hænderne, for jeg får altid trykket på et eller andet mystisk på skærmen, så det er bedst hvis den står lidt for sig selv og uden for rækkevidde af mine fumlefingre.

Jeg synes den er smart og vidste faktisk ikke at den fandtes med telefonholder. Der gemmer sig et lille gevind (under holderen) til et superlet kamera, hvis man vil bruge den som stativ, men jeg tror ikke den kan holde ret meget mere end engangskameraer.

Den er vel osse god til selfier.. men sådan et har jeg vist aldrig taget. Ikke bevidst i hvert fald.

Hunden er dog overbevist om at den er en ny form for legetøj til den.

Kæresten derimod benytter lejligheden til at lufte sin legendariske edderkoppe-fobi.

Og hvad faen skal jeg så bruge den til. Jo, jeg skal lege med time-lapse og stop-motion video. Og der er et stativ et ubetinget krav. Og mit DSLR alt for besværligt at danse med. Så det bliver med telefonen og ipaden som fjernbetjening med display.

Mørkets gerninger

Nå, er da ikke helt færdig med at lege med kameraet. Tog det med ud på en lille aftentur med hunden søndag aften, lige da solen var gået ned. Og ja, der var osse et stativ med.

Og så har jeg forresten været på arbejde i dag. Det gik fint, men var der kun i 4 timer. Chefen har med vanlig konsekvens barberet nogle af mine timer væk så vi nu kan få styr på det her helbredshalløj, der har drillet mig i måneder.

4 timer var i øvrigt aldeles rigeligt så resten af dagen blev tilbragt på sofaen med hunden på maven og ipaden inden for rækkevide. Sådan kommer resten af ugen vist til at se ud osse, bortset fra torsdag hvor jeg (og den timing er vist osse ganske god) genoptager gamle rutiner og besøger psykologen.

Jeg er træt og ordene er ikke så mange…

god nat. ca.

4 dage senere og en foto-frustration

IMG_0678.jpg

Sådan er jeg ud – her 4 dage efter prøvelserne på sygehuset. Der er flere mærker end disse to men så kommer jeg vist til at tage billeder af noget der kan genkendes lidt for  nemt. Og det vil jeg jo ikke. Men sådan plejer det da vist ikke at se ud bare fordi man har fået taget blodprøver.

Det hele går lidt bedre så nu prøver jeg at finde kontakten til lyset så jeg får lidt lyst til det hele tilbage. Det kommer til at tage lidt tid, men det må jeg så igennem. Igen. Suk.

Jeg har haft rigelig tid til mange tanker og ikke alle har været lige konstruktive og positive. Men en ting bliver ændret tror jeg. Jeg opgiver at tage billeder. Eller det vil sige det gør jeg netop ikke, men flytter fokus. Jeg står lidt ved en skillevej i øjeblikket hvor jeg er vokset ud af mit systemkamera og derfor ikke rigtig gider det mere. De billeder jeg gerne vil tage har jeg ikke udstyret til at tage, det jeg kan kan kameraet ikke længere følge med til i den opsætning af objektiver der er lige nu.

Hvad så. Nye objektiver og nyt kamera? Hmm.. de penge der er til rådighed til nørde-leg står der altså ny computer på. Ikke nyt kamera.

Væltede derfor indholdet af 2 kamera-tasker ud på gulvet og kiggede kritisk på indholdet. Hvor tit bruger jeg det. Hvad er jeg gladest for med det eller hint. Jeg har rigtig mange dimser men mangler tre ting der gør at jeg kan komme videre. Et bedre kamera, et bedre zoom og et fint makro. Det er den vej jeg gerne vil. Prislappen for det er større end jeg gider og magter at arbejde for at kunne betale.

Det er ærligt talt lidt frustrerende ikke at være på bølgelængde med sit eget kamera og det velvidende at kameraet er godt slidt og faktisk bør udskiftes indenfor overskuelig fremtid.

Jeg har ikke gjort nogen stor hemmelighed af at penge ikke bare er noget der vælter ind på kontoen her så der skal tænkes godt over tingene hvis jeg vil have noget. Og et nyt kamerahus vil vel dybest set bare starte en ny lavine af ønsker og frustrationer over mangelsituationen, der vil fortsætte på et højere niveau.

Jeg gider ikke mit kamera mere. Gider ikke slæbe rundt på det når jeg ved at billederne bare ikke bliver  som jeg vil have dem.

Jagten går ind på et fornuftigt kompaktkamera. Kigger lidt på Canon Powershot G16 eller G15. De tager traditionelt gode billeder og har de avancerede indstillingsmuligheder jeg elsker at nørde rundt i. Der kan stadig sættes filtre på… og det er sådan ca det.

Det er fint, men til hvem?

Der var to ting, der fyldte rigtigt meget sidst jeg var hos psykologen, og begge dele har fyldt n;sten endnu mere efter jeg kom hjem derfra. Og nu er det ca en uge siden og det første var det – for nogen måske lidt overraskende – med mine søstre. Det skrev jeg så om og med vanlig logik, for at komme af med det. Nej, det er faktisk ikke helt sandt, for indlægget har ligget i absolut uredigeret form som kladde i nogle uger. Men jeg skulle jo lige blive klar til at smide det ud til offentlig beskuelse, for jeg havde jo egentlig besluttet af de biologiske skulle forblive gemt af vejen. Fordi, som jeg tænkte, de er jo ikke vigtige. Ikke for mig og ikke for den historie jeg render rundt med. Men, kæft hvor har jeg brugt meget energi på at spekulere på dem. Og tale om dem. Og nu skrive om dem. Men miraklet er næsten sket, siden jeg lagde det der søsterindlæg op, har jeg stort set ikke tænkt mere. For dét indlæg blev en lille streg i sandet. En markering af et point of no return. Med det indlæg er det evident at jeg ikke ønsker, at jeg ikke behøver og at jeg ikke kan have mere med dem at gøre. Der er derfor ingen særlig grund til at spekulere sig gul og grøn over om hvad de til tænke om mig og “tænk hvis de nu fandt bloggen”. Gør de det, er det ærgerligt, men jeg kan ikke længere løbe fra at det er mig, der sidder og skriver. De to kan trække forbindelsen og ikke mange andre. Og hvad så? Intet. Ikke mere. Hvad de tænker og mener om mig er jo ikke vigtigt mere, for jeg har kappet forbindelsen.

Det andet, der fyldte en del hos psykologen var hendes forslag om at sætte sig og skrive (som om jeg gør meget andet) til min overgrebsmand. Et pseudobrev. Det lyder som rigtig klassisk terapi-teknik, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af om det faktisk ville virke for mig. Men det jeg nok ikke fik præciseret nok var hvem der i så fald skulle være modtageren (i teorien, altså) af sådan et brev. Er det min bror, mine søstre eller ham “det dumme svin”. Eller dem alle sammen, for så bliver det da en større klagesang.

Men helt ærligt, så har jeg jo egentlig nok at klage over, at brokke mig over og besvære mig over. Og ord mangler jeg vist ikke. Evnen til at få dem ud har jeg jo osse – og mediet er lissom på plads. Og om det så er passende at bruge dette medie til den slags vælger jeg så at være ligeglad med – for som jeg ind i mellem har fået at vide, så er det min blog og mig der bestemmer hvad der skal være på.

Søstrene er på sin vis overstået. Så mangler jeg bare de to svære… min bror og min overfaldsmand. Det ene værre end det andet. Så det må jeg jo prøve at arbejde på i løbet af den næste måneds tid, inden jeg skal tilbage til psykologen. Har det nærmest som om jeg fik lektier for.

Og jeg kan osse godt afsløre med det samme at det er min plan osse at uploade de to som indlæg. Upassende eller ej. Om det er medicinen, der endelig har fundet sin effekt og sit leje aner jeg ikke, men jeg er ligeglad og er ikke særligt bekymret for konsekvenserne.

For tænk hvis det har samme afklarende effekt som det indlæg om søstrene. Det skal da næsten have en chance synes jeg. Håber I stadig vil være med på en kigger.

IMG_2359Og så til noget ganske andet. Jeg fik jo de der makroringe til mit kamera, og jeg smed dem af helvede til i bitter skuffelse, for det eneste jeg fik ud af det var en masse sløret lys. men nu har jeg knækket koden. Nu virker det, og nu skal jeg bare blive rigtig god til at finde rette skarphed og lægge den det rigtige sted. Her er mine første to forsøg, sådan i den mere seriøse legeafdeling. Og med kameraets elendige kit-objektiv, som foreløbig er det eneste jeg lige har fået det til at virke med. Men mon ikke de andre kommer på osse.

Jeg har i hvert fald et par objektiver der tegner skarpere end det der kitobjektiv, men det er så dejligt alsidigt at det er godt at teste nye ting med, for så lærer jeg teknikken inden jeg prøver at overføre det til de andre, i stedet for at bruge tiden på at skille og samle kamera, for det bryder jeg nemlig ikke rigtig om. Hader at pille med et systemkamera. Et lille paradoks i sig selv. Det ved jeg.

IMG_2355