Jeg har jo fået en række opgaver af konen. Og der kommer hele tiden flere til når gamle opgaver er nogenlunde løst. Gå stadig længere ture med hunden, lære sære finesser at kende ved hhv kamera og photoshop (og der er blevet leget igennem med langtidseksponeringer, timelapse- og stopmotionvideoer, levels, maskeringer og hvad ved jeg… og bage brød. Det sidste har jeg passet i flere uger, hvor hun har lagt smagsløg til sære kombinationer og underlige ideer. Men vi har ikke købt et ærligt brød – til gengæld har vi slæbt mel hjem i større mænger og i mange variationer – i et par måneder, så det begynder at ligne noget. Og her har jeg erkendt at den assistent køkkenmaskine vi slæbte hjem fra Ungarn sidste sommer er en pragtfuld makker. Jeg vil tro, at vores er 30 år gammel, men den er stærk som en okse og har en behagelig egenskab hvad angår støjniveau, hvor kitchenaids slet ikke kan være med. En dyb næsten behagelig brummen er alt hvad der kommer fra den mens den ælter dejen rundt i skålen. Tilbehør mangler vi ikke til den – det skulle da lige være kartoffelskrælleren, men mon ikke vi en dag er heldige på et loppemarked. Nok om det. Det er bare sjovere at bage brød når der er nogle knapper at trykke på i stedet for at stå med fingrene i dejen. For det hader jeg. Inderligt.
Mit kamera er faktisk ret avanceret og har mange mere eller mindre brugbare funktioner og til sidst opgav jeg at lege helt i blinde og fandt en fin bog på amazon. Her viser en dygtig fotograf gennem junglen af funktioner. Og alt bliver gennemgået med eksempler og menuer. Han har vist lavet bøger til de fleste nogenlunde brugbare kameraer på markedet og de kan varmt anbefales. Tror dog bloglands lumix-fans vil lede forgæves, desværre. Men for canon, nikon og olympus er der guld at hente.
Igår gik jeg en tur over i vores lokale park, hvor jeg ved der er svaner. Målsætningen var sat – i dag ville jeg have det der specielle svaneportræt, som er så svært at tage.
At have en hund i snor ved sø-bredden var dog ikke den optimale taktik. Der var brødrester, der kunne spises, ænder og måger der kunne vuffes ad og fugle-møg man kunne rulle sig i. Kort sagt var den – altså hunden – mildest talt aldeles umulig at holde rolig i sin snor. Men jeg var optimistisk, fordi dagens sære funktion på kameraet var “tracking focus”. Jeg har godt vidst at kameraet kunne det der, men har aldrig rigtigt dyrket det. Og det viser sig at være en fejl. For det er dælme smart.
Indstillede sigtekornet på en uvenlig svane, der bestemt ikke brød sig om hunden (eller osse var den bare tosset over det manglende foder i min hånd). Satte fokus-punktet midt mellem øjnene på den da den var 3-5 m væk og lod kameraet arbejde med skarphed mens jeg sørgede for at holde den i billedet. Pjattede lidt med dybdeskarpheden (men det forbliver legebilleder på computeren) og fik dette skud:
I sig selv ganske pænt med fine nuancer i alt det hvide.
Men det bliver altså en kende mere udtryksfuldt med lidt beskæring:
Svanen padlede rundt i søen og pustede sig mere og mere op indtil den blæste hvæsende af os og jeg valgte at lade den få fred. Men jeg kommer tilbage og håber at få den i direkte front. Med de løftede vinger som indramning på det hidsig-orange næb. Men det møg-bæst gør jo kun hvad den selv vil. Og den ser jo unægtelig mere imponerende ud med siden til. Det andet ville bare være et meget bedre billede.
Og til sidst et sted at nørdelege med foto. Der er lavet en ny kamera-simulator, der på glimrende vis viser sammenhængen mellem blænde, lukkertid, objektiv-valg mm.