For to år siden

2-aar

Det er to år siden jeg registrerede min overleveren-konto på WP. Tid til en form for eftertanke og opsamling.

Den kvikke læser kan lynhurtigt gennemskue at denne dato vist ikke var den dato bloggen så dagens lys, og det har en helt naturlig forklaring. Der var ca to ugers produktionstid på den inden jeg lagde den offentligt ud, da den første uge gik med at skitse på bloggens struktur og den næste med at skrive “siderne”. Jeg tænkte mig altså rigtigt godt om inden jeg gjorde noget som helst og om det var godt eller skidt aner jeg faktisk ikke.

Det var en bemærkning fra min læge der satte det i gang, husker jeg. Hun sagde at jeg burde “fortælle” min historie, og da bøger og foredrag nok ikke lige var mit medie af forholdsvist indlysende grunde endte det med en blog. Og det må jeg jo sige har fungeret så ganske glimrende. Jeg tror hun håbede at det ville hjælpe andre. Det ved jeg nu ikke om det har gjort, for mine synspunkter på flere typiske emner vedrørende incest mm er ganske kontroversielle og har skaffet mig et par fjender i dén lejr. Men får osse mails fra andre der faktisk har følt sig hjulpet ud af deres tavshed. Det er osse meget værd for mig.

Jeg ved ikke med jer andre – men det er altså en lille smule svært at se hvordan livet så ud før blogland. Så givende, så udfordrende, så skægt og alligevel så frit er da vidunderligt. Man kan komme og gå som man vil, tage små pauser og ingen tager det ilde op. En stor omsorg for hinandens livssituationer findes der osse, men osse respekt for og accept af forskelligheder.

Jeg har osse taget mine “hak i næsen” når nogen synes at nu blev jeg lige lidt for meget eller for lidt – og lært af det. Og måske osse lært at uddele dem?

Men først og fremmest har jeg jo følt mig hjulpet godt på vej af det. Mødet med mennesker her og derude hvor vi ikke har skærme, keyboards (jeg mener ipads – undskyld Inge) og netværkskabler imellem os har været en stor oplevelse, og mange flere venter. Det ved jeg.

Så langt kan I sikkert følge med alle sammen. Banalt og sandt. (banaliteter har det jo forresten med at være sande).

Min livssituation er derimod lidt mere kompliceret end de flestes. Jeg bor, lever og arbejder med en viden om at jeg ikke “må findes”. At jeg ikke vil genkendes. At jeg ikke vil nærmere ind på hvor jeg bor i den alt for store by – nu hvor jeg har forladt huset ved skovene. At jeg er anonym her. Flere af jer ved efterhånden hvem jeg er og det er ok. Vælger omhyggeligt og viser nogle få tillid, selvom alle er den værd, og lader dem trække andre med ind i en sfære hvor jeg deltager. Stille og roligt lærer jeg flere og flere at kende efter denne metodik.

For mig har det store omvæltende ved at blogge ikke været at jeg har fortalt min historie, fået den ud, og formentlig slet ikke er færdig med det projekt endnu (dette var en advarsel til sarte sjæle) – det har derimod været at jeg pludselig er sammen med mennesker, der kender til den historie. Kender mig og accepterer begge dele. Jeg skal ikke spille noget spil her og må være nøjagtigt den jeg er når jeg er med jer. Jeg har fået og fundet en sammenhæng og en samlethed i mit liv som jeg aldrig havde drømt om. Tænk der er nogen der ved – og alligevel synes jeg er ok. Tænk der er nogen der ved og alligevel ikke synes at det skal forties..  at der er nogen der ved, og ikke møder mig fordømmelse og sender mig i skammekrogen. Det er faktisk en lille revolution i mit liv. Og jeg tror egentlig ikke I begriber hvor fantastisk en følelse det er for en, der ellers altid kun har levet et halveret liv. 

Det har altid  – og helt siden barndommen – været så forfærdelig opdelt og en været en balancegang af de sværere. Og lige her med jer hænger det sammen for mig. Og med det mener jeg ikke med bloggen, for den er kun et redskab, men derimod når vi mødes og griner, fotograferer, er alvorlige, hygger og går ture sammen rundt i landet. Drikker noget kaffe eller deler en flaske rødvin, for jo, Ellen, jeg kan faktisk godt drikke rødvin og sætte pris på det – når jeg altså ikke har udsigt til en tur bag rattet samme dag.

Det forrykte i den proces er at flere og flere i mit andet liv bliver indviet.. flere og flere bliver bibragt en forståelse for hvorfor jeg lever som jeg gør. Gemt af vejen og så alligevel ude i livet. Mine venner ved mere og mere og flere af dem har faktisk luret med her og gør det stadig. Det havde jeg ikke troet for 2 år siden.

Selvom jeg gemmer mig, lusker jeg rundt i bylivet, men er egentlig ikke utryg for jeg ved at det allerbedste sted at gemme sig er mellem mange andre. Derfor nyder jeg faktisk at bo her i beton´en.. man kender mig på hunden når jeg går ture, men man ved ikke hvem jeg er eller hvor jeg bor. Djævlehunden, ved jeg vores bydelsfæller har døbt min hund, der bestemt ikke bryder sig om møde med andre hunde når den er i snor. Så navnet er nok ikke helt ufortjent.

Og alligevel er jeg bevidst om konsekvensen ved at blive fundet. Af den forkerte. Den konsekvens er så alvorlig for mig at det kan jeg slet ikke rumme. Jeg håber jeg har sat grænsen det rigtige sted her på bloggen, jeg håber at jeg præcis rammer de ord som gør at google ikke viser sammenhængen med hvem jeg egentlig er, hvor jeg er og hvad og hvor jeg arbejder. De sporbare oplysninger.

Bliver jeg fundet er det ved et satans tilfælde, og mit setup taget i betragtning svarer det tilfælde vist ca til at vinde i lotto. Et tilfældigt møde i en bus, på gågaden eller i det lokale byggemarked. Eller en forrykt kombination af søgeord på google – men det sidste har jeg prøvet og det gav altså ikke noget fornuftigt. Men jeg har jo ikke prøvet det hele, så jeg ved ikke om det kan lade sig gøre af den vej. Men jeg passer på google og arbejder med den “bag kulissen”..  det kan man nemlig godt. 

Grænsen skal bare være præcist sat – for jeg vil så forfærdelig nødig skulle rykke teltpælene op igen nu. Skifte livet ud endnu en gang.

Derfor er jeg osse taknemmelig… for I er mange derude der passer godt på min lille “hemmelighed”.

Reklamer

Dumt eller klogt?

Det er spørgsmålet, og det handler egentlig ikke om mit lettere hævede og varmeudviklende knæ. Jeg tager på arbejde i morgen og begynder dagen med at vende den kontordame, der tager sig af arbejdsrelaterede sygdomme og skader. Hun har fået at vide at min sygdomsperiode formentlig er arbejdsrelateret.

Men eftersom at det ikke handler om dét, må det jo handle om noget andet.

Det er ikke så tit at jeg har haft 3 dage hvor jeg bare har skullet sidde eller ligge og i øvrigt været rimelig frisk i hovedet samtidig. Hvor jeg har været alene 10-12 timer om dagen. Hvor jeg har fået lov til at kede mig i stænger (især i selskab med live sendingen fra den der skorsten). Fået lov til at tænke og læse helt for mig selv. Jeg tror ikke at det er ubetinget sundt, men det er i hvert fald sket.

Jeg har for første gang sat mig ned og er begyndt at læse lidt på den litteratur, der er tilgængelig på nettet. Ikke den dybeste og mest utilnærmelige faglitteratur om PTSD og senfølger efter incest, men det fra den lidt tungere del af den lette halvdel. Paradoksalt nok har jeg ikke orket at læse andres blogs om det, hvilket jo nok skyldes at jeg ikke umiddelbart bare kan bruge andres personlige erfaringer til ret meget. En erkendelse jeg nåede til for flere år siden. Jeg har det bedre med de professionelles ord om hvad der egentlig er galt med mig og mit hoved. Det er klart, at der efter lang tids terapi ikke er det store nye i det for mig, men det er alligevel en ganske særlig oplevelse at se det på skrift og i generaliseret form. Pludselig føler jeg mig ikke helt så alene og ensom i verden. Forstår I, hvis jeg havde læst nogle af de andres personlige erindringer så havde jeg troet at de var små ensomme øer som jeg i det store menneskehav af lykkelige barndomme og glade minder. Men at læse hos de andre, dem der beskæftiger sig professionelt med de her emner giver mig trods alt en fornemmelse af at vi er så mange at der lige frem er nogen der kun arbejder med det. Og jo, det ved jeg jo altså osse godt. Har bare altid undgået at tænke så voldsomt over det endsige at læse om hvad de tænker og mener.

Men det har jeg gjort nu.

Først en lille anden omvej, for jeg tror at anledningen til den sære interesse begyndte lidt med at jeg modtog en mail, der delvist handlede om at “passe på mig”. Hvorfor blev jeg nu rædselslagen for det. Hvorfor gjorde det ondt. Der er jo ikke noget at være bange for her. Det er bare en der synes jeg er ok og som siger det til mig. Hvad kan der dog være galt i det? Intet som helst. Det er bare mig der genfinder et gammelt negativt mønster – gentagent negativt mønster endda. Stol ikke på nogen og især ikke dem der siger de vil dig det godt. Stol ikke på dem fordi du har ikke noget valg. De mennesker du skal og kan stole på er de farligste. Dem der siger de passer på dig gør jo egentlig det modsatte. Det ved du jo godt!

Og det er jo helt afsindigt tosset. Der er ingen mennesker i min omgangskreds der vil mig det ondt. Der er ingen jeg ikke kan stole på, for alle er tilvalgte og ingen får lov til at komme så tæt på uden at være “ordentlige”. Og alligevel er det min allerdybeste reaktion at den vis hånd der klapper mig på kinden og siger jeg er god nok osse er personen bag den hånd der krænker mig fysisk og/eller psykisk.

Efter at have læst lidt mere rundt omkring er jeg nok ved at nå frem til at det ikke er mig, der reagerer sådan – det er min sygdom. Og at det glædelige er, at jeg langt hen ad vejen kan kontrollere den så den ikke får magten, men blot forbliver en – omend mindre – magtfaktor i mit liv.

Jeg har lært om overlevelsesmekanismer som når barnet bliver misbrugt af en, man som barn er afhængig af. Har lært om reaktiverende følelser om forskudte aggressioner. Og jeg har læst om kropslige, neurologiske, psykiske og sociale normale reaktionsmønstre, næsten så jeg føler mig tilgivet for alle afsindighederne. Og jeg har lært at det er forholdsvist normalt at den slags ikke bare dukker op i nutidige og nære relationer som familie, kærester men osse kan komme overfor venner og sågar sådan noget ligegyldigt som kolleger. Har lært at det netop er beskyttelsesløftet der kan starte det. Og det er dybt paradoksalt, for mennesker som mig har så meget behov for den der beskyttelse og alligevel er den så frygtindgydende at man næsten ikke tør tro på den.

Og jeg har tænkt. Hvordan mon det er – ikke at have det sådan. At vide sig selv stærk nok til at stole på det gode i mennesker velvidende at man er stærk nok til styre uden om hvis man skulle blive skuffet. Hvordan mon det er at kunne lide mennesker uden at de først skal vejes og måles bare for at kunne føle en helt basal tryghed ved dem. Hvordan mon det er at have dén styrke. Hvordan mon det er at møde en som mig, der i den grad mangler den styrke. Mangler evnen til at acceptere at blive behandlet godt – når jeg rent faktisk bliver det. Det må satme være en tålmodighedsopgave at kunne li mig. Folk som mig bør ikke have mennesker tæt på. Folk som mig bør netop have det. Folk som mig skal have tålmodige mennesker tæt på. Tålmodige, men så sandelig osse modige. Mennesker der tør sige sandheder til mig – og som tør træde tættere på og som – især – tør blive der og se at jeg holder op med at være øjebliks-sær igen. Mennesker der tør klø mig lidt bag ørerne. Mennesker som jeg har vist ikke rigtigt krav på eller lov til at forvente sådan noget af mine medmennesker. Så meget desto større glæde kan jeg faktisk føle ved at sådanne mennesker findes. Og findes for mig.

Jeg har tænkt mere end det.

Og jeg vil nok ikke udelukke at der kommer lidt mere om det her. Men I kender mig jo, alt kommer i bølger så mon ikke det osse bliver hurtigt overstået igen.

Vi får vist selskab

Nedtællingen til påsken er i fuld gang og jeg glæder mig rigtigt meget til nogle fridage, der bliver forlænget med lidt flere fridage, da jeg jo skal have afviklet min restferie inden 1. maj. Og det bliver så ugen efter påske. Det har været et let valg, for det er netop dén uge at tranerne kommer til Sverige for at fouragere og danse og flyve (og lande!) og hoppe og sende sine trompet-lyde ud over det umådelige antal mennesker der forsamles ved søens sydende for at kigge på fuglene. Det er ikke hvert år jeg kan komme derop, for de er der kun i få dage, og stedet skal helst besøges når der er traner nok og de øvrige publikum er på arbejde. Så vi napper en helt almindelig hverdag – lige før tranetallet topper i følge statistik og historie. For de tre dage hvor tallet er i top tager rigtigt mange fri for at campere over alt i området. Vi håber på masser af fugle og flot natur.. og få mennesker. Eller i det mindste færre.

Min gamle far, min mor og jeg pakker bilen og drager de der 350 km op i Sverige på en dagstur. Kæresten bliver hjemme for hun er ærligt talt ganske ligeglad med den slags og overlader gerne pladsen til en anden.

Der har egentlig ikke været de store betænkeligheder ved at give Inge et tilbud det ville være svært at sige nej til. Pladsen er din, hvis du vil have den og vi skal bare have besked dagen før om du vil med eller ej.

Dét er tillid!

Og jeg er ikke det mindste nervøs for at overleveren pludselig lader Inge møde forældrene ude i den der virkelige verden som nørderne kalder “AFK” (Away From Keyboard”). Jeg er helt sikker på at rammerne bliver så overvældende med naturen og fuglene at hvis hun vælger at følge med at der så bliver masser at snakke om, og at det naturligvis ikke bliver pinligt eller afslørende for mig på nogen måde.

Kæresten er dog lidt nervøs, for hun ved jo hvad bloggerne ved.. og ved hvad mine forældre ikke ved eller ikke vil vide. Men hun er dog med på at tilbuddet om at følge med mig og mine forældre ikke gik til den helt forkerte hvad dette angår.

Jeg er sikker på at det nok skal gå, og at der ikke sker noget familie-omrystende ved at mine verdner på den måde brager sammen. Tænker at det vil de jo nok gøre før eller siden alligevel. Der er jo mennesker derude som læser med her som jeg har udviklet en vis veneration for og som derfor mere bliver betragtet som venner end som tilfældige fjerne læsere.

Kan vist lige så godt vænne mig til tanken at tingene ikke længere bare kan holdes helt adskilt. Og jeg tror faktisk at det er sundt nok for mig, for jeg har meget længe levet næsten med to identiteter og personligheder. En når jeg var hos familien og en ganske anden når jeg var hos de fleste andre.

Det er vist ikke helt sundt i længden. Og måske er det en forberedende øvelse til den store “coming out” manøvre. Det må tiden vise.

Før uvejret

Vi er blevet tudet ørerne fulde om at netop i dag rammer en større snestorm landet. Den er i skrivende stund ikke nået til os endnu i fuld styrke, men vi ved det kommer. Vi har derfor ingen planer i dag, og alt ud af huset er blevet klaret i går. Eller det vil sige, det var hvad vi troede. For jeg skal lige ud til nogle venner og redde et trådløst netværk, der har huller så store i sikkerheden at hvaler kan svømme igennem. Min betingelse for hjælpen er enkel for mig, men måske lidt kompliceret for dem. Jeg vil hentes og bringes. Ikke om jeg gider køre ud i en snestorm for en hysterisk computers skyld. Til gengæld tager kæresten med også – og hun er med vanlig sans for god hygge gået igang med at bage den uheldige netværksejers yndlingskager.

Det er ikke mine favoritter, så jeg holder mig til hvad der blev lavet i går. Noget hvis hovedbestanddele er god chokolade, marcipan, nougat og sådan noget. Og som i øvrigt indebærer et gevaldigt svineri ved spisebordet når voksne mennesker bliver som børn og leger lidt for meget med former og figurer. Et par bøsser ved bordet hjælper altså lidt på fantasifuldheden når der skal trilles marcipankugler. Det er bestemt ikke alt fra den seance, der egner sig til at sætte på bordet når familien samles.

Til gengæld var det vældig hyggeligt.

Desværre var det også en vældig alvorlig seance. For det viser sig at en af vores fælles venner har HIV. Og har vidst det i et års tid. Vi er noget skuffede og kede af det fordi han ikke har stolet nok på os til at fortælle det. Han må da vide at det intet betyder for os, men vi er kede af at han skal gå med den helt alene. Kæresten, der er den der er bedst til at tale med HIV+ og om HIV+ vil tage en snak med ham ved lejlighed og bede ham huske at vi er venner, og at han godt kan stole på os. Det er vist sådan ca kærestens spidskompetence – det der med HIV. Hun er sådan en, der har gået rundt i parkerne i 90´erne og snakket med mænd, der her sex med mænd, om sex og kondomer og sådan noget. Har siddet med rådgivning og støtteprojekter.

Vi er derfor ikke bange for smitte, vi er ikke bange for at nu sygner han hen og dør. Rent faktisk ved vi at rigtigt langt hen af vejen, er den sygdom en kronisk lidelse, der er mere besværlig end farlig.

Men sådan helt generelt forstår jeg ikke at bøsserne ikke har lært af den sygdom. Jeg ved godt at man kun kan beskytte sig sååå langt, men helt ærligt, det er altså ikke det samme som at så kan man lige så godt lade være med at beskytte sig. Men det er selvfølgelig lidt billigt, når man nu er lesbisk og at smitterisikoen dermed er så ringe, at den dårligt kan påvises i en statistik.

Gamle og nye rutiner

Hos en sexolog bliver der altså talt meget om ting, man normalt ikke taler så meget om. Visse taler ikke engang med deres kæreste eller ægtefælle om det. De gør det bare. Altså det der med sex. Hun – altså sexologen – skaber et frirum og stiller de rette spørgsmål, der leder en samtale i en retning, der kan afdække hvor og hvorfor jeg har problemer. Og ja, det går tæt på, men faktisk ikke helt så tæt på som man kunne forestille sig. Det er bestemt ingen kogebog i sex; at så gør man sådan og sådan og sådan – og så er den hjemme. Slet ikke. Det er en mere terapeutisk tilgang til tingene, men med fokus på nærheden og det der med sex. Og udført af en person, der har et detaljeret kendskab til de emner, der direkte eller indirekte har berøring med dét, der nu er hendes speciale.

Hendes kompetence tvivler vi ikke et øjeblik på, og det gør det hele lidt tryggere at vide, at hun ikke stammer fra et eller andet sært weekend-kursus på et landsted, men derimod er jordemoder med overbygningsuddannelsen til sexolog, vist fra et universitet i Sverige. Vi har ikke spurgt, men hun sidder på et stort offentligt sygehus på et lille specialafsnit som jeg har været så heldig at blive henvist til. Det er bestemt ikke alle forundt at få tilbudt den type hjælp efter sexuelle overgreb, den slags forventes man selv at kunne klare og hvis man er heldig får man betalt eller tilskud til 12 x psykolog-timer. Det er altså ikke helt det samme. De uløste problemer mht nærhed og intimitet kan skabe nye problemstillinger som psykologen er dårligere til at løse op for gennem samtale, fordi dette ligger i gråzonen mellem det mentale og det fysiske.

De sidste par gange har hun sat fingeren på noget, som jeg måske nok vidste, men som jeg ikke har tillagt ægte betydning, og som i den grad spiller med i mit liv i dag med kæresten. At hun rent faktisk er den første (ekskl diverse one-nights) i mit liv der aldrig har presset mig, tvunget mig, slået mig, misbrugt mig til sex. Det er faktisk en ret barsk erkendelse at skulle gøre når man er et eller andet sted i 40´erne og klinisk set i overgangsalderen. Føles som om jeg har spildt en masse år, hvor jeg ikke lige fik oplevet hvad andre tager for givet. Men det kan vist nås endnu, hvis vi gør en indsats og ikke misser denne gyldne mulighed for at få hjælp. For det behøver jeg.

Jeg skal lære nogle nye rutiner og jeg skal lære at sige til og fra og ikke bare vente på at få stillet et ultimativt krav hvad enten det er forbundet med en belønning eller en straf, hvis jeg ikke er god nok eller undviger. Skal lære det hele fra bunden med at finde ud hvad det lige er jeg har brug for, og ikke mindst lære at kommunikere det til kæresten. I tide. Og hun skal lære at lytte. For jeg kan ikke ordene, kan ikke rutinen og aner faktisk ikke hvordan man gør, hvis det ikke skal være robotten, der bliver sat på auto for at holde kroppen og følelserne adskilt, fordi andet er for smertefuldt. Kroppen har jo lært at der er straf og vold inde i billedet og er derfor allerede i forsvarsposition. Og som kvinde er det altså en ret skidt strategi, når det egentlig ikke er nødvendigt. Ødelægger lissom lidt af fornøjelsen.

At få tilbudt en sexologbehandling er guld værd med min baggrund. For hun kan virkelig nogle ting som ingen af de andre kan. De har læst sig til noget af det, og kan måske også sætte ord på – men en sexolog er mange gange bedre til at tale om sådan noget og betragter det ikke som tabuiseret. Jeg er den jordemoder, der henviste mig, evigt taknemmelig for at hun gjorde noget, for lægerne gjorde ikke noget ved dét her.

Der er meget at lære.. og så lidt tid.. men nu har vi snart ferie og kan være mere for hinanden end i hverdagen.

Tænke Tanker Stedet

Det er mit ganske særlige sted, hvor jeg kan få lov at luske rundt for mig selv og kigge på fugle og planter. Lytte til skoven, de små vandløb og egentlig ikke møde så særligt mange andre mennesker. Det er godt for sjælen at få lidt ro på.

Er nemlig ikke alt for glad i øjeblikket, så det hjælper lidt at traske rundt med kameraet og finde de små motiver. Se foråret, der er på vej og måske være heldig at finde en solstribe, hvor man kan sætte sig og lade sig varme. Bare lidt.

Lader tankerne flyve og synes egentlig livet har været lidt hårdt ved mig. For nu at sige det ærligt. Sådan er det jo ind i mellem – ganske upraktisk. Men ind i mellem tager jeg en sørgedag over det jeg mistede undervejs. Ikke at jeg opsøger sådan en dag aktivt, men det kommer bare af sig selv. Så kan jeg sidde her på en sten og smide ting i åen og ærgre mig.

vand_7vand_6

Tænker lidt tilbage på vennerne, der røg i svinget, da jeg blev syg. Det er vel forståeligt nok, at ikke alle kunne følge med på den tur og havde tålmodigheden, indsigten og forståelsen. Men endnu særere er det, at der røg en gruppe af dem, der klarede første hug, da jeg vendte tilbage til livet igen. Det kunne de ikke acceptere eller forstå. Selv fatter jeg det nok ikke helt, men er stille og roligt ved at nå frem til at det nok ikke handlede om mig, men om deres begrænsede selvværd. At det var nemmere at føle sig stor og stærk når man havde en supersvag “mig” med på hjul. Da jeg så begyndte at gå selv og kunne håndtere livsudfordringer i højere grad, herunder at skaffe og ligefrem passe et arbejde, så faldt de fra. Jeg var nok ikke egnet til deres selvafstivende hjælpeprojekter mere. Det er svært ikke at blive bitter over at jeg har kæmpet for at komme op på siden af dem og være lige – og så skrider de bare når jeg ikke længere passer i den ramme de har sat op på væggen som et diplom over deres egen godhed. De venner, der er tilbage er de gode og dem jeg kan stole på. Ubetinget. For de fortæller mig osse når jeg er god nok – eller hvis jeg bliver lige en tand for meget. Men de siger aldrig at jeg bare skal tage mig sammen eller ser ud som om de bare går og venter på at jeg knækker igen.

Når det bliver for koldt er det på tide at finde hjem til kæresten igen. Gemme sig under tæppet i sofaen og blive forkælet med nybagte kager og kløen bag øret. En ting er at være trist over det, man har mistet, de mennesker der vendte ryggen til samtidig med at de kaldte sig venner – noget ganske andet er at have vundet en tilværelse med denne skønne sjove kvinde, som viser sin kærlighed ved at være med mig – eller lade mig være i fred. Og instinktivt ved hvornår hvad af det, der skal til.

Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

Mit liv som lynlås

Som lovet kommer der et indlæg med denne sære titel.

En lynlås udgøres af 3 hoveddele: Skyder, element og bånd.

– ykk.dk –

Der har været flere skønne bud på hvad et liv har med lynlåse at gøre. Og svaret er egentlig ret kedeligt; intet. Eller ikke særligt meget. Og så alligevel, for billedet er meget godt trods alt. Bånd med to rækker med små tænder, elementet, der passer perfekt sammen, holder sammen på noget andet vha en skyder, være mere eller mindre samlende og som kan gå så forfærdeligt meget i stykker.

Langt hen af vejen har jeg levet mit liv på denne måde. Som to dele. Uden at ane, at de kunne forenes, at de passede sammen. Det er ganske ordinært, at selvfølgelig kan de det, men for mig har det altså været en noget forsinket opdagelse. Er ikke lige godt modnet på alle fronter. Det er der sikkert gode grunde til. Tabte jo en masse år et eller andet sted undervejs. Visse siger i dag, at jeg ser ud og opfører mig som en der er noget yngre – kan være det er derfor?!?

På den ene side er det åbne liv, det offentlige og det jeg viser andre og alle. Nogen kender mig fra uddannelser og jobs, andre fra de private sammenhænge og så er der alle vennerne og de bekendte, der bare er kommet til efterhånden fra alle mulige og nærmest umulige steder. Rigtigt mange af dem ved, at jeg blev sygemeldt pga “et eller andet psykisk” og at det var alvorligt – sådan det-ene-ben-på-et-behandlingsafsnit alvorligt. Ikke alle venskaber, der overlevede dét. Viste det sig. Men de mennesker tror, de kender mig som et hele, det sjove, det alvorlige, det tænksomme og vidende, det rationelle og næsten kyniske, den kluntede – og hende der fumler med ordene og ikke altid lige får tingene sagt som de var tænkt. Legebarnet er også herovre. Pjatrøven, der pludselig spurter grinende op af en trappe, blot for at komme først i en imaginær konkurrence. Sådan ser de mig. Så stort var chokket, da jeg bragede ned som en gammel slidt motor. Men elementerne er tilstede endnu. De har alle overlevet i mig gennem angsten. Det er mindsket, men egentlig ikke forandret. Er rammerne trygge nok så bliver de udfoldet.

På den anden side er min historie. Den om min bror, om misbruget og overgrebene. Om voldtægterne og volden Læs resten

Har været modig

Nemlig. I dag. Jeg har været rigtigt modig og taget en chance som jeg egentlig ville have forsvoret.

Talte en times tid med en kvinde, der nærmest har kendt mig altid. Sådan ca føles det. Vi har været venner siden vi var 10-11 år gamle. Og hun kender naturligvis min familie. Og hendes familie kender min. Sådan er det jo med barndomsvenner, omend vi efter en periode med adskillelse måtte genfinde hinanden på facebook. Vi er stadig venner. Vi griner stadig godt sammen, og vi er stadig alvorlige sammen.Vi snakker bestemt ikke sammen så tit som vi kunne og burde. Men vi er venner.

Hun kender en del af mine hemmeligheder og ved en masse om hvorfor mange ting blev lidt kludrede for mig. Men min barndom og tidlige ungdom som hun jo også var en del af, den kender hun egentlig ikke meget til.

I dag gav jeg hende direkte link til den her blog. Småbævende og med lidt nervøse trækninger. Læs resten

Arven

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”

Det er vist en psykolog, der hedder Lars Sørensen, der har fremsat dette indlysende udsagn. Og jeg har set det så mange gange i forskellige sammenhænge, at det efterhånden tabte sin betydning. Det dukkede igen op i min bevidsthed, da jeg begyndte at tænke lidt over de store linjer i mit liv. Stregerne der forbinder fortid med nutid og fremtid. Linjerne mellem barndom og voksenliv. Der hvor man ikke længere kan skelne godt og skidt. Kærlighed og overgreb. Vold og kærtegn. Tillid og mistillid. Tryghed og angst. Et eller andet sted rummer det en nøgle til at forstå hvorfor alt gik så galt. Og hvorfor det hele alligevel blev godt igen.

Kære I, der har børn og børnebørn. Børn I holder af. Pas nu godt på dem. For mennesker som jeg er uegnede til det. Læs resten