En grum plan

Eller er det mon to?

Vågnede kl et eller andet mystisk i nat og havde drømt noget besynderligt nok og var ikke i stand til at fatte hvorfor, hvordan, hvor eller hvornår. Men jeg blev indlagt. Meget specielt, for jeg har ikke nogen anelse om hvorfor. Bortset fra at det var alvorligt. Og ganske ubehageligt.

Men jeg er her altså endnu og har lige slidt et par cm af hundens ben på en lidt længere tur rundt i området og nydt det gode vejr. (hunden gad faktisk ikke og stak snuden mod samtlige hjemadvendte genveje på turen). Mødte et par af hundevennerne, et hav af måger (bogstaveligt talt) og et enkelt egern, der tilsyneladende havde fået dets skyheds-gen fjernet. De er dælme nogle hysteriske små dyr, hvis de bliver vrede nok, de der små rød/sorte træspringere.

Nu sidder jeg med en kop kaffe og glor ved skrivebordet. Læser lidt nyheder, checker og besvarer mails (sletter lidt gamle) og duller lidt på WF.

Falder over en lidt ældre mail. En lang rørende tekst fra en der har været igennem en voldtægt for mange år siden. Om hendes kamp for at komme tilbage til livet, om at bevare sit parforhold, om selvmordsforsøg og opgøret med gerningsmanden der aldrig kom.

Hun meldte ham nemlig heller ikke.

Det lyder bekendt det hele. Læste det hele igen og så på hende gennem hendes ord – men ude fra. Hvordan ser jeg på hende, hvordan mon folk ser på mig?

En sætning sætter sig fast. Jeg skrev et brev til ham. Jeg tror dog ikke hun sendte det, men hun skriver at det hjalp hende.

Nu ræser tankerne afsted. Opgør? Kan man det? På den måde?

Jeg tror hun pakkede det ned i en kasse og satte den langt væk, så hun ikke risikerede pludselig at stå med det i hånden. Så det krævede en indsats for hende at få fat i det – og en vilje til at se det. At ville se det.

Men jeg skriver jo ikke til skuffen eller kassen. Jeg skriver på en blog. Jeg vil ikke gemme noget i kasser og lade som om det ikke findes. Jeg vil have det ud og frem så jeg ikke får lov til at glemme det, men begynder at tage det som en selvfølge. Lige som man har dimser stående på en reol i et hjørne. Man ved de er der, man ser dem hver dag, men de springer ikke i øjnene. Og hvis nogen fjerner dem så aner man faktisk ikke hvor længe de har været væk. Det er sådan jeg gerne vil have det med det her.

Skriv et brev? Ja. Sgu. Poste det? Aldrig. Gøre det til et indlæg? Måske.

På brækgrænsen

Det er ca der jeg har befundet i de sidste mange dage. Uger nærmest. Jeg har været i tabuland. Jeg har osse været i flere andre lande (sommerferieplaner og jobsituation mm). Men under det hele har ligget historier og luret som havde med det store tabu at gøre. Så jeg har tænkt en del. Og så har jeg talt en del, osse. Har talt med sexologen, psykologen og lægen om det hele. Ikke helt i den rækkefølge, men det måtte være som aftalerne nu faldt. Det her emne er så svært at forholde sig til fordi det er en skønsom blanding af følelser, fornemmelser, krop og refleksagtige fysiske reaktioner.

Jeg har faktisk aldrig før kørt et så koncentreret et-emne forløb som her på det sidste. Har formået at komme omkring rigtig mange indsigter og forståelser – har nærmest pisket dem ud af de kloge damer. Og jeg er blevet ganske meget klogere på det hele end jeg var, da jeg første gang – og lidt forsigtigt – nærmede mig emnet om overgreb og “nydelse”.

Jeg håber mine faste læsere kan huske indlægget. Men hvad I nok ikke ved er at min mailbox eksploderede i mails i dagene efter det indlæg. Jeg fik så vanvittigt mange mails (178!) via min kontaktside at jeg var ved at gå i gulvet af forbløffelse. Essensen var – i de fleste – det har jeg osse prøvet, det er forfærdeligt – lortekrop. Og så et tak fordi jeg skrev om det. Det sidste sender jeg videre til alle jer der har været med til at skabe dette forum hvor jeg frit kan sætte ord på ting, der ikke tales om – til jer der i ord og gerninger derude i virkeligheden fortæller mig at jeg er skam god nok, og god nok til at I osse gider se og møde mig og min kæreste. Bruge kostbar tid med os. Er god nok selvom I ved meget mere om mig end I måske ønskede at vide.

Jeg var rystet, osse fordi den samme historie blev gentaget igen og igen. Om behandlere der viger tilbage for at spørge til dette ene punkt. Om forvirringen om at der ikke var noget litteratur om emnet. Og følelsen af absolut ensomhed med netop denne problemstilling. For hvem f***** kan man betro sig til om noget så privat, så intimt – og så yderst pinligt.

Pinligt var et ord jeg så mange gange i de dage. Behandlerne bruger ordet skamfuldt i stedet – jeg ser det som to sider af samme sag. Blot er skamfuldt noget man godt kan indrømme, men pinligheder vil vi trods alt helst holde for os selv. Ser I, der gemmer sig en lille negligering her. Det er med garanti ikke ond vilje. Det er bare sådan at de pakker det sammen med alle de andre skamfuldheder og angriber samlet. Og overser det pinlige, det vi ikke taler om. Heller ikke til behandlerne med mindre de spørger direkte. Det er nemlig for alt for pinligt.

Sexologen spurgte mig heller ikke forrige gang. Men lavede et “emnerum” hvor den store tilståelse kunne falde. Nu – i dag – er jeg næsten sikker på at hvis den ikke var kommet af sig selv så havde hun nok spurgt – en dag. Men hendes plads i behandler-konglomeratet gør jo osse at hun kan gå væsentlig tættere på mig end de andre. På sit eget lille specifikke, men yderst vigtige, område. Man kommer ikke til sådan dame hvis man ikke er indstillet på at tale om det intimeste i tilværelsen – sex.

Min læge fangede hurtigt hvad jeg ville vide, da jeg spurgte hende, men var osse lidt forvirret kunne jeg mærke. Hun endte dog med en lang (og uden at lyde som om hun så på uret imens, tror faktisk hun havde valgt at dette måtte tage den tid der var behov for) snak i telefonen hvor hun fortalte mig om blandt andet sympaticus og parasympaticus der så vidt jeg har forstået hende rigtigt udgør det samlede autonome nervesystem. Om deres indbyrdes balance og forrykkelsen der sker i den balance i en faresituation. Dejligt konkret, direkte og med de rigtige ord – men på den følsomme og empatiske måde – angreb hun materien. Lægelatin hvor det var nødvendigt og rigtige menneskeord for resten. Ikke noget ordfumleri og pæne måder at omtale sex og berøring. Men de rigtige ord som var til at forstå uden at blive platte. Der fik jeg god indsigt i hvilke fysiske og kropslige reaktioner, der havde spillet mig det grumme puds i situationen. Og hun bragte mig tættere på en accept af det skete. Men derfra og så til at leve med det, der er altså et pænt stykke. Men jeg fik gode vidensbaserede redskaber af hende til i det mindste at forstå. Og det var præcis hvad jeg havde bedt hende om på en noget famlende måde. Sådan går det når læge og patient kender hinanden forholdsvist godt.

At lære at leve med det derimod, det er nok mere de to andres område.

Nok mest sexologens tror jeg.

Jeg har i et tidligere og nok lidt små-kvalmende indlæg citeret min overgrebsmand eller “ham psykopaten” som visse af jer kalder ham. “Du skal leve med det“. Sådan sagde han. Men han sagde osse andre ting til mig den aften. Ikke fordi jeg tror det var gennemtænkt for at være ondt, men det fik en sær og næsten profetisk betydning for mig, for det har lige som det andet rumsteret rundt i min hoved og har fået sit helt eget liv.

“Nyd det for det er sidste gang”. Det var inden han satte kniven i mig. Ord der er så fulde af dobbelttydigheder og som jo naturligt og direkte henviste til skære-manøvren. At det var afslutningen på noget. I sagens natur. Nyd det var bare en sarkasme som jeg ikke rigtig ville kendes ved betydningen af. Nu har jeg fået sat betydningen sammen og det er som om dette emne er den sidste puslespilsbrik der skal lægges på plads for at jeg kan se det fulde billede. For at jeg kan komme videre. Og det skal jeg.

En sarkasme om nydelse og overgreb – om at få det blandet sammen. Om ekstrem uønsket dominans, ikke bare til at bestemme over mig for en stund, men osse styre min krop uden for min vilje. Ondt ja, men nok ikke sagt så bevidst ondt. Jeg tror simpelthen ikke på at han var klar over hvad det her betød. Det var bare en måde at styrke ydmygelsen og markere den store magt.

Den sarkasme har jeg i går brugt en times tid på hos sexologen. Det er livsomstyrtende store og små sandheder hun kan trække ud af mig i sådan en samtale. Men i dag vidste hun – og jeg – at det var dette der var emnet. Hun var forberedt på det. At det var derfor jeg var kommet før den aftalte tid i september. Når ferier mm er overstået.

Genfortalte oplevelserne, men med denne særlige vinkel. Talte om hvordan tingene blev blandet sammen i mit hoved og at jeg ikke rigtig var i stand til at holde det adskilt. Hvordan fortid blev mixet med nutid og fremtid. Hvordan glæde ved nærhed kan forvandles til frygt for overgreb. Hvordan frygt for overgreb ind i mellem kan forvandles igen til en fysisk reaktion som andre kender som kvindens orgasme. En proces der skal afspores et eller andet sted for at jeg kan komme videre som menneske. Helt menneske, forstås. Ikke den halve som render rundt ude i verden og lader som om hun har det tip-top og er i orden.

Fortalte om tiden efter overgrebet og om erkendelsen af at mangle noget. Om tidligere oplevelser med min bror og den sammenhæng jeg har erkendt der er i mit liv. Mønstre og tankebaner der har det med at forfølge mig, men som jeg har brudt med sammen med min kæreste. Fortalte om ærgrelsen over at denne mekanisme står som en uoverskridbar grænsebom. Fortalte om smerten, om den helt konkrete voldsomhed. Om blod og bræk. Om at ligge og rode rundt mellem væltede køkkenstole og vågne op efter en form for bevidsthedstab på et koldt stengulv i sorte og hvide tern, om selv at skulle gøre rent. Om hvordan jeg blev holdt fast. Om min brors modus operandi. I detaljer. Om at ligge på sin sofa og glo ind i en gul og blå væg i ugevis, med naboen der kom med lidt mad som eneste menneskekontakt. Om hvorfor jeg har steder på min krop hvor berøring direkte og hurtigt sender mig til helvedets forgård. Om angsten der kommer og går helt som den selv vil. Om trygheden ved kæresten. Og utrygheden ved mig selv. Og om de store svigt i barndommen med forældre der så voldsomheder rettet mod mig – fra min bror – og ikke greb ind. Ensomheden, der går igen i begge perioder. Og om de pinligste øjeblikke i mit liv hvor jeg ikke bare mærkede smerten og ydmygelsen.

Hun lytter intenst til mine svar, jeg fornemmer det uden at se det for jeg kan ikke se på hende når jeg verbaliserer alle de svære ting. Holder nøje øje med om et bestemt bordben begynder at flytte på sig, hvad det naturligvis ikke gør, men det er godt at have et fokus-pkt og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. Da jeg når frem til at jeg ikke kan skelne nydelse fra overgreb mere, og at jeg er i tvivl om min egen krops signaler nikker hun, ser tænksom ud et øjeblik mere inden hun kigger mig direkte i øjnene og siger:

“Jeg forstår hvor forfærdeligt alt dette er for dig, jeg forstår hvorfor du ikke kan holde det adskilt. Den proces bliver svær, men der er måder at gøre det på. Vi er ikke færdige med dette emne. Du fornægter din krop i angst for dens forræderi. Men husk volden og voldsomheden. Det er derfra angsten kommer. Og din kæreste er sød og kærlig – I skal undgå det farlige. Nydelsen giver ikke angst, angsten for nydelsen giver mere angst, angsten kommer af tidligere vold, tvang og pres. Du skal undgå din brors særlige “håndgreb” og så skal forbindelsen mellem krop og psyke normaliseres. At det var vold og overgreb og at min krop bare gjorde hvad kroppe gør – de overlever. Husk volden – du er ikke udsat for vold mere – du er udsat for stor kærlighed og tålmodighed”.

Hun gentog flere gange at det hele er meget normalt, men så ud til at mene at jeg var ret hårdt ramt af dette meget normale. Unormalt hårdt ramt. Det kommer til at tage mere af hendes tid, og det tror jeg hun har accepteret. Jeg rystede i hele kroppen da jeg gik derfra, var ked af det og lidt chokeret. Men stadig uden tårer.

Hun var tilfreds med at jeg vil tage kæresten med næste gang. Der er vist nogle ting hun godt vil forklare på mine vegne.

Og hvad så med psykologen – hvor er hun henne? Hun kæmper med at forstå det store problem. Min vrede er uventet for hende, min irritation er i vejen. Og dér skal vi osse have meget mere tid. Men jeg tror faktisk at det handler om noget “mental berøringsangst” – noget som sexologen af gode grunde ikke har.

Kors hvor jeg udleverer mig selv her. Det må I sgisme leve med. Men egentlig er det jo ikke bare mig jeg udleverer, det er hele problemstillingen jeg smider op i luften og lader hvem som helst se på. Lidt med den bagtanke at nogen må fortælle, og det er så blevet mig. Det hjælper mig. Og måske andre. Noget kunne tyde på det.

Og så pissehemmeligt er det jo heller ikke…. overleveren indrømmer et sex-liv. Deformt måske, men det er der da. Og det kan da ikke være nogen særlig nyhed. For ret mange.

Hverdagen tur/retur

I dag kommer kæresten hjem, og grundlovsdagen tillader mig at hente bilen ud af dens hule og køre i lufthavnen og hente hende hjem. Med hunden i kassen. Fra den forventer jeg en sand hylekoncert af glæde over at høre hendes stemme igen.

Og når vi kommer hjem er jeg næsten sikker på at den ikke forlader hendes side før den ved selvsyn har set at kufferten bliver bokset på plads på øverste hylde i det store skab. Sådan plejer det at være.

Jeg er sikker på at de næste dage bliver fyldt af lange snakke om hvad der er sket og om hvad der skal ske nu i de måneder der følger. Og et forsøg på at få overblik over konsekvenserne af faderens død.

Jeg tror helt personligt at jeg får et lidt andet menneske hjem end jeg sendte afsted. Mere skarpt-skåret, stærkere i sin vilje og en nyvundet evne til at sætte den igennem. Det er en sær form for akut-modning der sker af mennesker der på kort tid mister begge forældre og som står tilbage ikke bare med “forældreløsheden” men osse med alle de formelle og praktiske ting, som bare skal løses.

Selv er jeg helt den samme. Lidt frustreret over mit arbejde og over at have en chef der gør et stort nummer ud af ikke at tale til mig mere. Så stort et nummer at det egentlig burde være morsomt. Jeg spørger hende om noget konkret, der har med mit arbejde at gøre og som  ikke direkte vedkommer andre. Hun rejser sig fra sin plads og kommer imod mig men ser på hende der står ved siden af mig – og svarer hende! Absurd forestilling og hvis jeg ikke jeg var så forbandet sensitiv ville jeg formentlig finde det ganske underholdende.

Men jeg er egentlig lidt gammeldags så jeg har besluttet mig for at vente på en undskyldning for det groteske optrin da vi præsenterede hende for et fuldstændigt legitimt og veldokumenteret lønkrav. Jeg kommer til at vente ganske længe. Tror jeg.

Jeg har klaret at være alene i denne situation og det er jeg faktisk ganske stolt af, selvom det ikke har været uden udfordringer. Jeg har savnet kæresten og jeg har manglet hendes små vaner i middelsvær grad. Og en af dem er dagligt at sige til mig “har du husket at tage medicin?” med det resultat at lige præcis den del har sejlet en del. Det er ikke så godt.

Jeg har pakket tankerne en del væk, men de begynder at vende tilbage nu. Det er dette indlæg der spøger i baggrunden. For næste uge skal jeg ud til psykologen, og jeg har bedt hende om at læse det og forhåbentlig er hun i stand til at tænke og udtrykke nogle kloge tanker om fysiske og psykiske reaktioner på et sexuelt overgreb – om skammen, tavsheden og decideret flovhed over at have reageret på den der ubehagelige og absolut uønskede reaktion. Lægen har osse kigget med og hende skal jeg tale med et par dage efter. Osse om det. Og så håber jeg at blive lidt klogere på hvorfor lige netop dette er så svært at håndtere at man hverken kan føle, mærke eller tænke på det. Hvorfor netop dette hele tiden har været den manglende brik i puslespillet. Og hvorfor det er så forbandet vigtigt og hvorfor ingen har spurgt mig?

Det ville have været godt hvis nogen havde turdet… Tror jeg.

Det bliver endnu et besøg af de sværere.

Det allerhemmeligste – i krig med et tabu

Det er genialt at jeg bruger en månedlang blogpause på at nå frem til dette indlæg (naeh). For jeg aner faktisk ikke om jeg har nogen læsere med mere. Men håber da ikke helt at I alle har glemt mig, selvom der jo ikke ligefrem er flydt geniale kommentarer (som om der plejer det?) ud af mit tastatur siden en gang før påske.

Jeg har været et helt andet sted end i blog-tanker. Jeg har været – og er – med min kæreste der i skrivende stund dårligt tør gå med hunden uden at have sin telefon på sig. Det handler om timer nu med hendes døende far – eller måske dage. Men formentlig ikke uger. Det har været en forfærdelig tid for os begge, men på hver vores måde. Mit begrænsede overskud har været rettet 100% mod hende og at fritage hende for så mange krav som overhovedet muligt. Når jeg har været ude ser jeg efter hende som det første, når jeg kommer hjem, for jeg håber ikke at hun har fået døds-budskabet uden at jeg var der til at kramme og trøste.
Vi venter på en besked vi “forventer”, men som man alligevel ikke kan forberede sig rigtigt på. Samtidig ønsker vi begge, at det skal gå hurtigt nu.

I dag vil jeg kæmpe med et tabu af de større. Faktisk det største og det hemmeligste. Det er så hemmeligt at det tilsyneladende ikke engang har et navn, og det er blot noget der bliver hvisket om indenfor diverse terapeutiske rammer. Ofrene ved det, i hvert fald nogen af dem, terapeuterne hvad enten de er sexologer eller psykologer eller andet godt (og bare nogenlunde seriøst) ved det – men der er ingen der rigtigt fortæller om det. Jeg har googlet og for en sjælden gangs skyld uden noget rigtig brugbart resultat.

Kors hvor jeg ævle-bævler! Det er fordi det er så smaddersvært. Fordi det er det allerhemmeligste – og det største tabu jeg går i krig med.

Mænd kan ikke voldtages. Drenge kan ikke voldtages.

For de må jo ønske det selv hvis de kan præstere en rejsning (og hermed undlader jeg at gå ind i de andre muligheder der jo osse er – de er ikke relevante lige nu). Men de fleste kan vel blive enige om at kvinder kan (altså bortset fra en eller anden uheldig amerikansk senator, der kom med nogle ganske opsigtsvækkende udtalelser desangående). Kvinder skal jo ikke præstere en rejsning som sådan.

Mænd og drenge har et ganske særligt problem her mht beviser, intentioner og forsæt som det hedder på juristeri, og de har svært ved at bevise, at de har været  eller at de er ofre og samtidig “aktive” i overgrebet.

Deres problem er ikke mit, så det kan og skal jeg ikke løse. Måske kan jeg bare bruge deres situation som en synliggørelse af kvindens tilsvarende men ganske usynlige problem.

For kvinder kan rent faktisk både opleve en form for fysisk ophidselse eller decideret orgasme ved et overgreb – og det er ovenikøbet hyppigt forekommende. Og det er jo indlysende, at det skaber en masse tvivl i kvinden. Om det overhovedet var en voldtægt siden det kunne give “nydelse” i form af en fysisk reaktion. Skamfølelse fordi det i væsentlig grad punkterer kvindens selvforståelse og opfattelse af situationen som en egentlig voldtægt. Tvivl om man overhovedet har ret til se det som en traumatiserende situation – et overgreb. Set udefra, og som et empatisk menneske, er det jo indlysende. Naturligvis er det et overgreb, en voldtægt osv. Men prøv engang at gå lidt ind i tankesættet – prøv at forestille dig tvivlen og den nagende skamfølelse over at have følt “nydelse” ved et overgreb. Det er forfærdeligt. Intet mindre. Og det er formentlig derfor, der ikke er nogen der taler om det.

Vi gemmer det inden i, låser det ned i en boks og lader som om det ikke findes. Og vi taler slet, slet ikke om det. Til nogen. For vi vil ikke latterliggøres, mistænkeliggøres eller bare acceptere at det var sådan det var – eller sådan det kunne være. Det må være noget andet, der er sket.

Derfor findes det først frem i de der særlige sammenhænge hvor kloge mennesker med gode uddannelser sidder og giver tryghed nok til at det kan komme på bordet. Først dér får man at vide, at det skam er almindeligt nok. At det er ok. At det er forståeligt og blot en fysisk reaktion på noget der ikke kunne være anderledes. Først dér bliver skamfølelsen lettet lidt, for bevidstheden om at det kunne være sådan fandtes bare ikke.

Ku’ de ikke have sagt det noget før?

Der er ingen, der har fortalt eller skrevet om det – ikke så det er til at finde frem i hvert fald. At google på “ophidselse/orgasme og voldtægt” giver altså nogle lidt særlige resultater, som mere end noget andet indikerer at det vist er en saftig fantasi, der kan skrives nogle gode historier om. Men ikke meget fagligt relevant om emnet. Ikke meget om hvordan det er – derude i virkeligheden. Fandt dog et enkelt sted hvor en terapeut havde skrællet løg med sin klient og hvor de sammen havde set at en fysisk reaktion som at græde (over løget) ikke var det samme som at føle tristhed eller sorg. At det bare var et løg – en fysisk påvirkning uden følelser. Men det var osse ca dét.

Og det kan da godt undre mig, at det er så dårligt beskrevet i litteraturen. At det tilsyneladende ikke har et navn eller et begreb. Tænker at hvis nogen oplever en særlig urytmisk vippen i storetåen er der med garanti et eller andet lægefagligt tidsskrift, som har beskrevet syndromet nøje og indgående – også selvom det kun optræder med en estimeret regularitet på 10 tilfælde pr 100 mio mennesker.

Men her er der tomt og stille – altså hvad angår den mere “kvalificerede” litteratur.

Jeg har en veninde, der ved rigtig meget om sådan noget. Hun vil spørge sig lidt for blandt sine kolleger om nogen kender et ord eller et udtryk for det. Og gerne noget der ikke på forhånd bliver et håndtag for alverdens skam- og skyldfølelse.

Sådan er det jo når det er de samme ord vi bruger om to. mentalt set, vidt forskellige ting. Det ville være godt at få tingene skilt endnu mere ad. Uanset om det så skulle være med et ord, der lød aldeles meningsløst for almindelige mennesker. Ophidselse er i denne forbindelse forbundet med nydelse og meget ophidselse med meget nydelse osv. Og det er så absolut noget man skal og kan skamme sig en del over, når situationen nu er som den er – eller var.

Det var lidt af en overvindelse at spørge, for i det lå jo osse en erkendelse af at jeg nok vidste lidt mere om det end jeg ville være ved. Hun startede med at fortælle mig at det var rimelig almindeligt og alment accepteret blandt behandlerne. Og at det var noget fysisk, der ikke havde med lyst og behov at gøre.

Og ikke noget at skamme sig over. Heller.

Dét ville jeg gerne have vidst lidt før.

Det ville jeg gerne have haft ord for før.

Hvorfor er det at behandlerne venter med at tage fat i lige præcis dét her så længe. Er de for feje? Jeg tvivler, men tror mere på at de enten ser det som en vanligt forekommende ting og derfor lidt banal, eller osse at de ved at det er så sårbart at det ikke ligefrem er noget der hører til på forsiden af folderen fra det lokale “center fra voldtægtsofre”.

Tabuer i forbindelse med voldtægt fås vist ikke meget større end dette ene emne og det er desværre så hemmeligholdt at ofre sjældent taler med hinanden om det, og at det er oven i købet noget, der kun nødigt kommer frem indenfor terapeutiske rammer. Og det er da helt i skoven, for det er lige her at den værste af vovserne ligger begravet når man som offer for voldtægt prøver at forstå hvad der skete og at forlige sig med senfølgerne og traumet.

Et eller andet sted håber jeg at dette indlæg bliver læst, osse af nogen der sidder og tænker “øj, har hun det osse sådan – har hun osse oplevet det – og nu skriver hun om det”. For det er der jo ikke så mange andre der gør. Egentlig tør jeg heller ikke, men mon ikke det går alligevel.

Det bliver lidt af en proces at acceptere at sådan kan tingene også være og det arbejde skal vist gøres. Jeg er i gang.

Nu mangler jeg bare det helt rigtige ord for fænomenet, eller syndromet om man vil. Dét ord der gør det hele søgbart så andre ikke havner på diverse sider med samlinger af erotiske noveller og andet godt fra nettets twilight-zone. Ord der rummer accept og fjerner fornemmelsen af at der er noget helt galt i én selv. Tager toppen af skamfølelsen og sender skyldfølelsen retur til den person der faktisk begik overgrebet og umuliggør bortforklaringer i stil med “jammen hun/jeg nød det jo osse”.

Ser I, når vi der har været det igennem lyver for os selv ved tvivle på vores egne kroppe og reaktionsmønstre – hvordan skal vi så kunne forvente at en gerningsmand skal forstå, at det var det, det var. Et overgreb. Og ikke en nydelse. At det var noget ganske andet der foregik. Noget der kan beskrives med ord jeg ikke kender endnu.

Og når vi ikke taler om det, når vi ikke accepterer det selv og vi alle går rundt og tror at det bare er “lille mig” der lige fik det sådan. Så er det jo nærliggende at tro at det er “lille mig” der er noget helt rivende galt med. Vi er nødt til at tale om det og give det ord. For der er tilsyneladende ingen andre der gør det for os.

I den blå tomhed

Den kvikke læser vil nok bemærke at her er der et billede, der ikke er copyrightet. Jeg følte lissom ikke at det var nødvendigt her. Det er ikke et forsøg på at være moderne eller særligt kunstnerisk eller for den sags skyld et barnligt og lidt uindviet forsøg på at gengive de svenske farver.

Det er derimod de farver jeg havde i hovedet da jeg gik fra psykologen i torsdags.

Hun rådede mig – godt nok lidt subtilt – til ikke at fortælle hvad vi egentlig talte om. Point taken, så det gør jeg så ikke. Men mine tanker spadserede rundt i andre spor osse og det gjorde et vist indtryk på mig.

Og jeg har ikke talt om det siden i går hos hende. Altså det jeg ikke burde tale om. Lod som ingenting resten af dagen, kørte pænt bilen hjem, overlod det som sædvanligt til kæresten at bakke og vrikke den ind i garagen. Har været på arbejde i går og har gjort det pænt og ordentligt som jeg skal og bør. Men tankerne har godt nok kørt temmelig meget i ring omkring det “forbudte” emne… og det med farverne.

Jeg flyttede ind i en lejlighed som fattig studerende, og havde ikke råd til at male den om. I øvrigt var det en fremleje og jeg måtte ikke, med mindre at jeg fik farverne på væggene tilbage til hvad de var.  De var karrygule i stuen og det levede jeg fint med. Det var specielt men ok. Der var delte meninger om min meget blå sofa passede i den stue. Men de fleste mente at det var flabet men at det gik. Jeg vænnede mig til den lidt usædvanlige farvesammensætning og tænkte ikke mere over det. Den store sofa var jo ret central i alle mulige sammenkomster af studentikos karakter og dermed aldeles uundværlig. Vi drak os fulde i den sofa og fik pinde i ørerne på størrelse med faldstammer i et højhus. Vi tæskede hinanden i trivial pursuit, et kortspil som jeg desværre ikke kender navnet på, men som siden er blevet fast bestanddel af sommerhusturene om sommeren og det allestedsnærværende yatzy.

Vi drøftede højtragende videnskabelige teorier i den sofa over kaffen og den hjemmebagte chokoladekage. Der blev planlagt adskillige større skriftlige projekter og stor var glæden da den første bærbare computer indfandt sig i vores midte. Den skålede vi højtideligt på. Og nej, den var ikke min. Desværre. Jeg havde denne stående på mit skrivebord og havde overtaget den fra et forlag og det var vildeste luksus med hele 20 mb harddisk og WP 4.2 installeret på en DOS platform. Men ingen windows. Dens harddisk var temmelig slidt og når den hørbart gik ned med en døende brummen åbnede jeg lågen og tog harddisken ud, bankede den hårdt ned i kanten af mit skrivebord, lyttede efter brummelyden, der steg i styrke og satte den ind igen så jeg kunne skrive videre. Ca hver halve time skulle manøvren gentages. Er i øvrigt sikker på at havde der været windows på maskinen ville alt arbejde være blevet slettet og jeg kunne starte forfra. Men her behøvede jeg ikke engang at gemme undervejs, for det var simpel elektronik og det kørte bare videre uanset det lille intermezzo, der efterlod flere og flere hakker i skrivebordet. Men ikke noget værre end et stykke sandpapir kunne klare den når hakkerne blev for skarpe i kanterne og flåede i mine håndled.

Mit hjem var på den måde central for vores lille læsegruppe + det løse. Jeg havde plads og boede tæt på en station og var derfor det naturlige samlingspunkt. Lokummet ude på bagtrappen levede vi med og naboen jeg delte det med havde ingen problemer med det bestandige renderi fra vores lille flok.

Vi var i lange perioder sammen i døgndrift. Hos mig. Og blev klogere og klogere. I løbet af aftnerne blev vi til gengæld dummere og dummere.

Lige indtil den der forfærdelige aften hvor verden væltede for mig i et orgie af vold, blod og bræk. Jeg ringede til min nærmeste buddy på studiet efter et par dage og meldte mig ud af gruppen. Sagde jeg var blevet syg og at de ikke skulle regne med mig i noget tid, men at jeg håbede at komme tilbage til eksamen. Hun var et godt menneske og prøvede faktisk at komme i kontakt med mig flere gange i dagene der fulgte, men jeg lukkede ikke op og svarede ikke længere på telefonen. Det var forfærdeligt for hende men jeg magtede det bare ikke. Trak gardinerne for og lukkede alt lys ude om dagen – og alt lys inde om aftenen. De kommende eksamner overtog hendes energi og hun begyndte loyalt at tage noter til mig. Skaffe materialer til mig og sørge for at når jeg kom tilbage at jeg så kunne komme up to date med de andre og undervisningsplanerne. Uden at ane hvad jeg fejlede og om jeg overhovedet var hjemme eller indlagt – og hvornår det ene eller det andet.

Indlagt var jeg bestemt ikke. Jeg lå på sofaen og stirrede ind i alt det blå med karrygul baggrund. Lå i den største tomhedsfølelse jeg nogensinde har forestillet mig man kunne have. I et smertehelvede der trodser enhver beskrivelse. Men først og fremmest helt alene med dynen trukket over hovedet og prøvede at glemme verden. Den eneste der vidste jeg var hjemme var min søde underbo, der påtog sig at købe lidt ind for mig. Men havde ikke de store behov og orkede ikke noget der skulle produceres stående ved et køkkenbord – endsige noget der skulle skæres i. Jeg tror at hun troede at jeg var blevet stærkt psykotisk og jeg ved at hun jævnligt checkede efter flasker, kanyler og andet skrammel. Og så længe hun ikke fandt det blev hun ved med at hjælpe mig. Der var ikke noget at checke for der var ingenting, men jeg forstår hendes tankegang. Vi talte ikke meget sammen men hun sørgede da i det mindste for at holde køleskabet kørende med mælk, brød og pålæg. Hun gik på samme studie, men et par år efter os andre og blev rigeligt forsynet med kopier af noter og eksamenskompendier som min gruppe havde lavet. Og dette var hendes måde at give lidt tilbage på. Mistænker, at det var noget min gruppe havde sat i værk i håbet om at jeg kom tilbage inden de store projekter.

Det virker fuldstændigt ufatteligt at der gik så lang tid med bare at ligge og stirre på blåt og gult og ikke tænke på noget som helst andet end at det gjorde ondt. At det var ensomt. At livet måtte og skulle slutte her. Og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Men bare vente på at det hele blev bedre. Det gjorde det bare ikke, så jeg kom til at vente længe. Sårene ville ikke hele af forholdsvist indlysende grunde, jeg kunne næsten ikke gå og dårligt sidde. Konstruktive tanker var der ingen af. Det var skræmmende og egentlig ret zombie-agtigt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men tror faktisk at jeg var kommet derud hvor jeg ikke engang magtede dét. Men tror at rigtigt mange ting i mit liv havde set anderledes ud hvis jeg havde magtet det i stedet for bare at gå i en form for dvale.

Det var som en malstrøm af mental ensomhed og kulde jeg var fanget ind i. Farveskemaet var blåt og gult og de to farver hvirvlede rundt for mit indre blik som var jeg på et trip af hallucinogene svampe mens jeg sank dybere og dybere ned i ensomheden.

De ydre ting var i orden.. der var mad og alt det der og efter et par uger kunne jeg jo selv lidt mere, men mennesker turde jeg ikke se. Krøb ned til kiosken rundt om hjørnet efter mørkets frembrud for at hente de ting jeg manglede og faldt om på sofaen igen når jeg kom hjem. Udmattet af mental prøvelse og smerter. Sådan en ekspedition måtte der hviles et par dage efter. Sengen brugte jeg stort set ikke da den lå for langt væk fra toilettet og de få ekstra meter betød alverden. Blev liggende på den blå sofa med flere og flere dyner og puder og radioen inden for rækkevidde. Der måtte jo ikke være helt stille. Om formiddagen øvede underboens mand sig på at spille til The Riddle på el-bas (det er et midtfirser nr af Nik Kershaw) – i flere timer i træk. Det var ulideligt selvom det jo osse var en påmindelse om at den indre ensomhed ikke osse var en ydre. Sådan på afstand. Der var andre mennesker få meter væk. Målt i lodrette metre. Men de kunne egentlig lige så godt have siddet på månen så stor føltes afstanden.

Det var jo mig der var eksileret til min egen planet hvor jeg var helt alene i dagevis. I den der blå sofa der efterhånden blev mere og mere udelikat for jeg magtede ikke at fjerne pletter og gøre mere rent. Lå der bare. Dag efter dag efter dag… uge efter uge – og endte det med – måned efter måned. Og døde mere og mere indeni. Førte høflige samtaler med mine forældre der troede at jeg havde travlt med den eksamen der var på vej og trak så stikket ud igen.

Da eksamensterminen nærmede sig rejste jeg mig fra sofaen og gik i gang. Begyndte at læse op uden at fatte hvad jeg læste. Men jeg prøvede da i det mindste omend lidt halvhjertet. Prøvede at lære at gå igen. Sidde igen. Gøre normale ting igen. Se mennesker igen, uden at jeg egentlig forholdt mig til dem. Men ville ikke se og tale med de mennesker, der betød mest for mig. Dem der var tættest på. Bare kassedamen ved købmanden, naboerne på trappen og tilsvarende.

Stille og roligt lukkede jeg min læsegruppe ind i mit liv igen og de tog pænt imod mig som en længe savnet makker. De prøvede naturligvis at spørge til hvad der var sket og jeg svarede så undvigende at jeg tror de fik indtrykket af en pludselig og hurtigt overstået dyb depression som de ikke skulle spørge mere til. Det sker jo ind i mellem på de der krævende universitetsuddannelser.

Men det var ikke dem jeg havde brug for. Jeg havde brug for nærhed og masser af tålmodig snak. Og brug for at blive kløet bag ørerne – sådan i overført betydning. Magtede bare ikke at række ud efter andre mennesker i den dybe krise jeg var i. Osse selvom jeg var begyndt at læse igen.

Den store blå tomhed er som en parasit der har slået sig permanent ned i mig. Ind i mellem bliver den vakt til live og rumsterer rundt. Får behovet for at lukke mig inde og glemme verden – samtidig med det dybt paradoksale behov for nærhed og berøring.

Det er den der begrænser mig men osse den der forhindrer mig i at bryde ud af skallen og bare give mig til at græde. I torsdags erklærede psykologen med helt usædvanlig fasthed i stemmen: “jeg ved godt hvad der skal til – men det tror jeg ikke du vil”. Tomheden beskytter mig mod mig selv, ganske som den gjorde den gang. At fjerne den åbner for kaos. At fjerne den vil være helende.

Det er bare processen i det jeg frygter. En kamp mellem det gode og det onde uden et eller andet fint hollywood manuskript der dikterer at de gode vinder til sidst. På den ene eller den anden måde og med overlev-bare tabstal.

Mens hun talte og forklarede sin “ide” blev jeg hvirvlet tilbage i den tomhed. I min blå-gule malstrøm og smerten, ensomheden og desperationen krøb ind på mig igen. Det er en tung erkendelse at ikke engang dét er jeg færdig med dér. Der er lang vej endnu.

“Højtuddannede bliver ikke voldtaget”

Det var den rystende nyhed jeg vågnede op til i morges. Havde ellers forventet at nyhedssiderne ville være oversvømmet med det sidste nye fra to programmer på DR1 og TV2 (jeg behøver vel ikke gå i detaljer om tåbelige underholdningsprogrammer hvor ikke-kendte prøver at gøre hvad kendte gør og hvor kendte prøver at gøre noget ikke-kendte gør).

Næeh nej, det var skam den sidste nye udtalelse fra Liberal Alliance (Merete Riisager). Retfærdigvis skal jeg vist bringe selve udtalelsen i sin helhed, som om det gør det meget bedre:

Hvis vi ser på for eksempel, hvem der bliver voldtaget, så er det altså nogle bestemte grupper. Det er for eksempel ikke højtuddannede, der bliver voldtaget. Nej, det er det ikke [….] voldtægter sker i nogle bestemte grupper i samfundet.

Jeg er rystet – ganske enkelt. Hvordan pokker kan man slynge sådan noget gedigent vrøvl ud på TV. Jeg havde forventet mig en vis standard, hun er dog trods alt folkevalgt og alt det der, men på den anden side, er Liberal Alliance jo ikke lige frem kendt for deres elegante udtalelser.

Hun fejler rigtigt mange steder på den udtalelse. Hun udtaler sig kategorisk om en statistisk tendens, der ikke udtrykker noget andet end at voldtægter i visse grupper er overrepræsenteret i politiets statistikker. Og hvorfor mon.

Jeg kan vende den helt på hovedet. Voldtægter for lavtuddannede bliver anmeldt og behandlet og optræder dermed i statistikkerne – ergo er lavtuddannede kvinder bedre til at markere og fastholde deres grænser og disses overskridelser end højtuddannede, der hellere tier problemet ihjel og lader som ingenting.

Et udsagn med samme – og yderst begrænsede – sandhedsværdi som det ovenstående, og det der adskiller de to er Liberal Alliances grundholdning om at folk uden eller lav uddannelse pr definition er lidt dummere, lidt mindre værd og lider af mange selvskabte problemstillinger i forhold til højtuddannede og derfor selv må løse disse.

Indrømmet, jeg bliver aldrig fan af LA, for jeg forstår ikke deres grundholdninger. Jeg fatter ikke at de helt seriøst kan mene at velhavende kun kan motiveres af at få flere penge og at fattige kun kan motiveres af at få færre. Jeg forstår ikke at de helt seriøst kan mene at vi skal sænke skatten i pct og indføre brugerbetalinger i faste beløb og så mene at det giver en retfærdigere fordeling i samfundet. Så vidt jeg kan se må det betyde at de velhavende får flere penge ud af skattesænkningen og skal betale præcis det samme for eksempelvis et lægebesøg som de fattigere der ikke får noget særligt ud af en skattesænkning på et par pct-point.

Hvad tænker I?

En dumhed

Jeg har dummet mig på arbejde i dag og har tilbragt de sidste tid med at have ondt af mig selv i rigelige mængder. Og nu er jeg nærmest krabbet hjem fra arbejde med en “skade” som jeg bestemt ikke har tænkt mig at anmelde til nogen som helst.

Jeg piver en del i dag og forbander den situation, der gjorde at jeg satte mig op på den der lånte cykel for at hente en bil hos mekanikeren. Men der var ingen, som kunne køre mig da vi er sygdomsramte (men ikke mig for en gang skyld), så jeg sagde ja til at hente den der bil knapt 3 km væk. En tur der på ingen måde burde skræmme nogen som helst, og jeg tænkte osse bare at det jo nok ville gå.

Mig og cykler. Det er altså bare ikke en særlig god kombination og jeg burde ærligt talt have vidst bedre. For det gik altså ikke. Eller det vil sige at det gjorde det jo for det var jo heldigvis en del ned af bakke og hjem kunne cyklen passende hygge sig i bagagerummet på den ikke særligt lille varevogn. (tror faktisk at den lige akkurat kunne køres lovligt på almindeligt kørekort). Så der var ingen problemer med at få den stuvet af vejen.

Det lykkedes mig faktisk osse at få pakket bilen efter alle kunstens regler og firmaets særprægede regulativer om tilstrækkeligt og passende indhold værktøj, forbrugsstoffer og remedier (vi har sådan en fin manual til sådan noget), da jeg var kommet tilbage på firmaet. Nu kan den komme ud og køre igen i aften. Brugeren har savnet den, har jeg hørt.

Men det var helt ærligt ikke besværet værd. Altså det med cyklen. Jeg får ikke min løn for at betjene cykler, men jeg kan godt få min løn for at hente og bringe biler. Men cykler – nej! Hvis der havde stået noget som helst om cykler i min ansættelseskontrakt så havde jeg aldrig underskrevet den.

Sidste gang jeg brugte en cykel fast bragte den mig på arbejde ca 1500 m væk fra min bopæl. Og det er ca 15 år siden. Lang tid siden i hvert fald. Det kunne jeg lige holde til, men længere ture med venner prøvede jeg at undgå ganske ihærdigt, selvom det jo ikke altid lige lykkedes.

Man siger jo så at mange ting er som at cykle – har man først lært det – så glemmer man det aldrig.

Og nej.. jeg faldt altså ikke af den. Kørte heller ikke over for rødt eller ned i et vejhul. Jeg punkterede heller ikke og fløj over cykelstyret.

Jeg cyklede bare. Og ikke andet. Og det skal jeg lade være med. For jeg er mildest talt ikke særligt kompatibel med cykelsadler efter overfaldet de der mange år tilbage. Det er altså bare en af de ting der udløser et sandt smertehelvede for mig.

Jeg burde egentlig være vant til det for det er lige nøjagtigt den slags smerter, der stadig plager mig og som kan komme som lyn fra den klareste himmel. En situation kun dem der kender mig allerbedst kan gennemskue eksistensen af, da jeg jo har mange års erfaring i at skjule det. For jeg gider ærligt talt ikke skulle forklare om nervebaner og sære arvæv mellem benene… om træksmerter og blodbaner der ikke længere løber af helt autoriserede veje. Og det plejer jo heldigvis osse at gå væk efter en 2-3 øjeblikke og somme tider 10. Men sjældent mere. Og nu har det stået på i flere timer og jeg er død hamrende træt og vil bare halvsidde/ligge her på sofaen og have ondt af mig selv.

Synes faktisk ikke at det er fair, det her. Noget så larmende almindeligt som at cykle ganske få km og så gør det så skie ondt bagefter.

Synes ikke at det er fair at noget så larmende almindeligt skal minde mig om hele den her situation og det gamle traume.

Synes ikke at det er fair overhovedet at jeg nu sidder her og kæmper for ikke at græde af smerte eller egentlig kæmper for at græde for at komme af med smerten.

Jeg har det skidt.. og jeg skal lige slås.. bare lidt mere.. igen. Hold kæft hvor kan jeg blive vred, bitter og træt. Det er svært ikke at blive det.

En møg-cykeltur på sølle 3 km og så er alt rippet op. Fysisk og psykisk. En lille-bitte cykeltur og jeg har det af møg til.

Jeg ved det – det er bare en cykel. Bare en cykelsaddel. Men det føles som kniven. Jeg gør det ikke igen. Og håber ikke nogen beder mig det igen. For så ved jeg næsten ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Men cykler – det gør jeg ikke foreløbig.

Det var bare det, der ikke lige skulle ske lige nu. Øv. Piv. Og så måske lidt selvynk. Men helt ærligt, det må jeg da godt, må jeg ikke? Jeg har mareridt om den kniv, har mareridt om hans latter og nu skal jeg i helt vågen tilstand mærke det hele igen. Det er næsten lige før jeg kan høre ham osse. Fornemme lugten af ham.

Det er faktisk ikke særligt rart.

 

ps… det kan ind i mellem godt være lidt vanskeligt at blive ved med at overleve.. men jeg gør altså hvad jeg kan.

Hjertet holder helt op med at slå

Mens jeg sidder her og holder knæet i ro falder jeg over gamle bogmærker og sære musiksamlinger på computeren og pludselig kommer dette ud af højtalerne.

Fantastisk stykke musik, som måske afslører at jeg ikke lige frem er til musikken på de normale radiokanaler. Hvis du tør – så lyt med. Det er stort. Det er smukt, vildt og uregerligt, rædselsfuldt, larmende og afdæmpet – og fyldt med synkoper, der sender musikken ud af de mest afsindige veje og vildveje.

Ingen vil blive bebrejdet hvis de hopper over – eller af undervejs.

De første to minutter er så stærke, at jeg dog vil anbefale oplevelsen af  Horowitz, der spiller Rach 3 i 1978, hvor han er 75 år gammel. Et musikstykke, der er almindeligt anerkendt for at være det sværeste en pianist overhovedet kan beskæftige sig med.

Men lad være med at prøve det på arbejde, med mindre der er et mindre opmærksomhedsbehov.

Lyden sender mig direkte tilbage i det følelsesmæssige kaos jeg befandt mig i dagene efter overfaldet. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg tror klaverkoncerten rammer en eller anden streng i min sjæl og det gør ondt i hver eneste lille bitte nerve i mig. Det er ikke utroligt ubehageligt og jeg giver mig ikke til at tudbrøle eller noget i den retning. Jeg kan mærke ondskaben, fortvivlelsen, smerten, håbet, vanviddet, trodsen og vreden på en gang. Alt det der i høj grad har gjort mig til hvad jeg er i dag bliver rullet ud når jeg hører første satsen af Rach 3. Fra dybeste smerte til største triumf. Fra at rode rundt mellem væltede køkkenstole til at ligge på en sofa og vende ryggen til verden med et håndklæde mellem benene. Den aften min verden gik i stå. De dage min verden vendte rundt og aldrig ville blive normal igen.

Der er bare musik til i verden som vi mennesker hver især reagerer stærkt på. Og dette er et af mine – et af de nakkehårsrejsende.

Mangler noget

I dag blev der fra uventet side trykket på nogle knapper i mine tanker. Det var aldeles utilsigtet, og der gik ikke længe før en afvæbnende bemærkning røg afsted gennem nettet. At det jo bestemt ikke var for at træde mig for nær.

Kære venner, der er ind i mellem nogen, der træder mig for nær, nogen der måske kommer til at hakke en hæl i en øm tå. Men jeg beder jo næsten om det og så er det altså ok. Uanset tåens øvrige ømhedsgrad.

Så nu sidder jeg med to tankeretninger, og det bliver jo nok til to forskellige blogindlæg, da det trods alt bliver lidt svært at skrive det sammen som et.

Det her startede på en WF chat. I ved, det der wordfeud spil, der jo er meget hyggeligt og udfordrende og hvad ved jeg. Men det bedste er nu altså chatten, der er indbygget i spillet. Visse har jeg mere eller mindre uafbrudt små-chattet med siden jul, fordi det er en meget direkte form for kontakt med små hilsner, drillende bemærkninger om sære ord med mere. Men ind i mellem er det også meget alvorlige ord der ryger igennem dette flygtige medie.

Glemmer eksempelvis aldrig den chat, der fulgte indlægget om voldtægten. Stærkt, omsorgsfuldt, menneskekærligt og et udtryk for, at der var nogen der kunne “li” mig. Selvom jeg nok i nogen grad brød de uskrevne regler om hvad man egentlig kunne tillade sig at skrive om på en blog. Hvor personligt/intimt det kunne være.

Nu vil jeg skrive om det igen.

Men ikke som en traumatiserende oplevelse, der skal fortælles igen og igen (for det egner en blog sig vist ikke til – hvem pokker gider genlæse sådan en historie), men mere om nogle af de konsekvenser det har haft.

Chatten på WF handlede om at være noget for ligesindede. At møde mennesker der har oplevet det samme og hjælpe hinanden gennem sorg, fortvivlelse og vrede (går jeg ud fra).

Pludselig føler jeg et dybt savn. Et savn efter at møde bare ét menneske, én kvinde der virkelig fatter hvad det er der er sket for mig. Jeg taler ikke om misbruget, for grupper af misbrugte kvinder findes jo nærmest i bunkevis. Næsten kun overgået af grupper og litteratur om mennesker med PTSD, hvad enten det kommer fra oplevelser i krig, vold, trafikuheld eller nedfaldne fly.

Men hvem pokker kan forstå hvad det vil sige at skulle leve videre med mit handicap, der i den grad er usynligt, tabubelagt og vel osse lidt intimt. Jeg ved at der er nogen af de “kloge koner” der virkelig gør en indsats for at forstå, for at hjælpe mig, men når alt kommer til alt, ved de jo lige så godt som jeg – at de kommer aldrig til at forstå det helt.

Hvordan mon det ville være at møde en kvinde, som har prøvet lidt af det samme. En vestlig kvinde, hvor omskæring ikke er en del af en mere eller mindre accepteret kultur og noget alle børn skal igennem – som børn. En kvinde, der som jeg faktisk prøver at komme igennem det – at leve med det. At acceptere, at det er sket. En kvinde, der som jeg, blev mishandlet som voksen. Eller ung. Eller hvad vi nu lige skal kalde det.

Jeg tror desværre, at jeg kommer til at lede forgæves efter sådanne kvinder. Eller netop ikke desværre – heldigvis, snarere. Men savnet efter at udveksle ord om det med en ligesindet er nok egentlig større end jeg tidligere har accepteret og det gør mig faktisk en lille smule trist.

Det er klart at jeg kan tale med kæresten om det, psykologen og sexologen. Det er klart at de virkelig prøver at forstå, prøver at tænke sig til smerten og har hver deres indgangsvinkel til at finde leve-med-bare løsninger. Og jeg kan også bruge disse løsningsforslag til en masse, det er blot som om jeg mangler dette sidste. At få andres ord på samme oplevelse, samme smerte. Samme traume. At det er ok og godt at tale om denne særlige oplevelse. Igen og igen. At tale den igennem. Hele tiden. At det ophører med at være et tabu og bliver til en del af mig. Noget jeg kan tænke på som en del af det hele, der er mig. Noget jeg ikke er bange for at nogen ved, og ikke ser på mig som om jeg er et skvat at jeg lod det ske. Ser min ydmygelse som netop en ydmygelse. Det er som om at enten så tænker man meget over det når man har mig over for sig – hvad enten det er en af de kloge koner eller venner og bekendte – eller også gør man sig rigtigt meget umage for netop ikke at tænke på det. Fordi det er ubærligt at tænke på.

Det er formodentlig også dérfor jeg ikke har opsøgt andre ofre for incest og sexuelt misbrug. Fordi jeg instinktivt ved, at det blot er en dimension i mit liv. En dimension i min PTSD. Og fordi det de kan berette kun kan bringe mig den halve vej i min forståelse af hvad der har gjort mig til den jeg er.

Kender mig selv godt nok til at vide at det vil føre til frustrationer og en vis irritation. For det jeg reelt har brug for at tale om – det er der alligevel ingen der forstår. Der vil forstå. Tør forstå.

Det er faktisk en lille bitte smule ensomt. Jeg tror ikke på at jeg er særlig speciel. Der må være andre – men jeg er næsten sikker på at de taler slet ikke om det. Og det burde jeg nok heller ikke.

Gamle og nye rutiner

Hos en sexolog bliver der altså talt meget om ting, man normalt ikke taler så meget om. Visse taler ikke engang med deres kæreste eller ægtefælle om det. De gør det bare. Altså det der med sex. Hun – altså sexologen – skaber et frirum og stiller de rette spørgsmål, der leder en samtale i en retning, der kan afdække hvor og hvorfor jeg har problemer. Og ja, det går tæt på, men faktisk ikke helt så tæt på som man kunne forestille sig. Det er bestemt ingen kogebog i sex; at så gør man sådan og sådan og sådan – og så er den hjemme. Slet ikke. Det er en mere terapeutisk tilgang til tingene, men med fokus på nærheden og det der med sex. Og udført af en person, der har et detaljeret kendskab til de emner, der direkte eller indirekte har berøring med dét, der nu er hendes speciale.

Hendes kompetence tvivler vi ikke et øjeblik på, og det gør det hele lidt tryggere at vide, at hun ikke stammer fra et eller andet sært weekend-kursus på et landsted, men derimod er jordemoder med overbygningsuddannelsen til sexolog, vist fra et universitet i Sverige. Vi har ikke spurgt, men hun sidder på et stort offentligt sygehus på et lille specialafsnit som jeg har været så heldig at blive henvist til. Det er bestemt ikke alle forundt at få tilbudt den type hjælp efter sexuelle overgreb, den slags forventes man selv at kunne klare og hvis man er heldig får man betalt eller tilskud til 12 x psykolog-timer. Det er altså ikke helt det samme. De uløste problemer mht nærhed og intimitet kan skabe nye problemstillinger som psykologen er dårligere til at løse op for gennem samtale, fordi dette ligger i gråzonen mellem det mentale og det fysiske.

De sidste par gange har hun sat fingeren på noget, som jeg måske nok vidste, men som jeg ikke har tillagt ægte betydning, og som i den grad spiller med i mit liv i dag med kæresten. At hun rent faktisk er den første (ekskl diverse one-nights) i mit liv der aldrig har presset mig, tvunget mig, slået mig, misbrugt mig til sex. Det er faktisk en ret barsk erkendelse at skulle gøre når man er et eller andet sted i 40´erne og klinisk set i overgangsalderen. Føles som om jeg har spildt en masse år, hvor jeg ikke lige fik oplevet hvad andre tager for givet. Men det kan vist nås endnu, hvis vi gør en indsats og ikke misser denne gyldne mulighed for at få hjælp. For det behøver jeg.

Jeg skal lære nogle nye rutiner og jeg skal lære at sige til og fra og ikke bare vente på at få stillet et ultimativt krav hvad enten det er forbundet med en belønning eller en straf, hvis jeg ikke er god nok eller undviger. Skal lære det hele fra bunden med at finde ud hvad det lige er jeg har brug for, og ikke mindst lære at kommunikere det til kæresten. I tide. Og hun skal lære at lytte. For jeg kan ikke ordene, kan ikke rutinen og aner faktisk ikke hvordan man gør, hvis det ikke skal være robotten, der bliver sat på auto for at holde kroppen og følelserne adskilt, fordi andet er for smertefuldt. Kroppen har jo lært at der er straf og vold inde i billedet og er derfor allerede i forsvarsposition. Og som kvinde er det altså en ret skidt strategi, når det egentlig ikke er nødvendigt. Ødelægger lissom lidt af fornøjelsen.

At få tilbudt en sexologbehandling er guld værd med min baggrund. For hun kan virkelig nogle ting som ingen af de andre kan. De har læst sig til noget af det, og kan måske også sætte ord på – men en sexolog er mange gange bedre til at tale om sådan noget og betragter det ikke som tabuiseret. Jeg er den jordemoder, der henviste mig, evigt taknemmelig for at hun gjorde noget, for lægerne gjorde ikke noget ved dét her.

Der er meget at lære.. og så lidt tid.. men nu har vi snart ferie og kan være mere for hinanden end i hverdagen.