Man bliver altså lidt rundtosset af at blive kørt rundt i sundhedssystemet i .. hvad var det jeg sammenlignede med.. jo, en pakkevogn.
I går var jeg til forundersøgelse/samtale og vurdering af mulige behandlingsforløb efter at have ventet i 4 måneder (vi havde lige en pukkel) på bare at komme til den samtale. Jeg får fremlagt det mulige forløb men desværre, nu er det jo sommer og indgreb i fuld narkose i begynder vi først igen i september. Og så vil du desværre blive overhalet indenom af de patienter vi får ind over sommeren som skønnes at være akutte!
Nej, det kan I F***** tro jeg ikke bliver.
Og her – sådan ca – hævede konen stemmen og redegjorde kort for at dette ikke var en aktuel mulighed. Og hvis behandlingsplanen indebærer en yderligere forsinkelse så er den ikke godkendt. Hun sætter præcist ord på min baggrund og hvorfor jeg ikke har magtet at løse mit smertehelvede før nu og at hun reelt frygter for at et tilbagefald hvis ikke man så at sige smeder mens jernet er varmt. Underforstået – at nu har jeg muligheden, modet og tiden til det her. Men især motivationen.
Ok, siger damen i den hvide kittel. Hvis vi nu gør det på en måde så du kommer uden om operation med fuld bedøvelse for at undgå “retraumatisering” mm, så bliver det faktisk muligt at gå i gang inden sommer. Inden sommer? Det er jo snart?!? Ja, siger hun. Kigger i kalenderen og beder mig komme på onsdag. Altså nu på onsdag. Fra morgenstunden. Og uden at have spist/drukket to timer inden.
Ja, øhh, ok?!? Og et øjeblik svigtede modet, motivationen og intentionen en smule. Allerede på onsdag?
Jeps.
Det er ok.
Jeg skulle bare sørge for hjemtransport og “pasning” resten dagen/aftenen/natten. Og så ville de fylde mig med benzoer (benzodiazepin aka Stesolid mm) og klare det hele i ambulant behandling. Og med en besked om at henvende mig til nærmeste psykiatriske skadestue hvis verden vælter bagefter, fordi jeg var “vågen” undervejs og kan huske hvad der er sket. Det er ikke optimalt, men det er en acceptabel løsning – og i dag “godkendt” af psykologen der udtrykte, at jeg var klar nok til det. Og slutresultatet bliver formentlig ca det samme.
Og så skal jeg tage det meget roligt dagen efter (jeg hapser lige en valgdag på langs) og gradvist op til normalt niveau over et par uger. Det går vist lige.
Jeg er da godt tilfreds med at der sker noget nu. Men er osse lidt ærgerlig over at jeg har skullet vente så længe på noget der viser sig at kunne klares uden den der fulde narkose (som er den jeg egentlig har ventet på). Hvis ikke den mulighed havde været skrevet på henvisningen – så havde det hele været overstået for længst. Eller sådan noget der ligner. Og nu er den alligevel streget over.
Nå, jeg kan jo ikke ændre på det. Hovedsagen er at det lige bliver nået inden sommerferien for alvor lammer afdelingen.
Og dybest set brød jeg mig i øvrigt slet ikke om tanken med fuld narkose.
Overleveren 
hvus der var lyd igennem her ville du høre klapsalver og begejstringsråb over din frues bidrag til samtalen, og resultatet af bidraget. 🙂
Vi kan næsten høre det 🙂 Jeg tror konen har den skjulte fordel at hun virker sød, stille og rolig og alt det der – men man er ikke et sekund i tvivl hvis hun udtrykker sig markant. Forskellen i de to stilarter er så himmelfaldende at hun ikke behøver uvenlighed, grovhed, vrede eller andet for at markere sin fasthed. Hun skar bare igennem og bad dem forholde sig til at det var akut nu pga de andre forhold omkring mig og så finde en farbar vej ift den forudsætning og det helhedssyn.
Hvor er det bare godt! Tillykke og held og lykke.
Det bliver aldrig mere helt godt – men det bliver definitivt en hel del bedre. Og tak for held og lykke – får god brug for begge dele.
Lige netop derfor skal man være to til samtaler og forundersøgelser. Godt brølt af din kone og godt at du får det overstået.
Hun behøvede slet ikke brøle (se svar til Inge). 🙂 Hun var bare bestemt i sit krav om en kvikkere løsning. At konsekvensen ved at vente i yderligere 4-6 måneder var langt alvorligere end konsekvensen af en kortvarig retraumatisering som jeg i øvrigt har fine redskaber til at håndtere. Og gode kloge koner, skulle det gå helt galt.
Og ja, det er smart at have en med, der har fuld fortrolighed og som kender patienten, dvs mig, hele vejen rundt og ikke bare ser på egen lille faglige detalje.
Jeg tilslutter mig koret og ønsker dig held og lykke med indgrebet – og tillykke med konen. Hende er du godt tjent med.
Jeg ved det – at hende skal jeg prise mig lykkelig for. Hun er nemlig god.
Tak for gode ønsker… får brug for dem og ser frem til at få det her overstået.
Dejligt, så er det jo lige straks overstået 🙂 Og dejligt, at Konen er i stand til at sætte sig igennem. Fuld narkose er en meget mærkelig ting, hvor man virkelig lægger sit liv i andres hænder. Jeg har prøvet det nogle gange efterhånden og synes stadig det er sært, meget sært. Jeg kan godt forstå, du ikke brød dig om tanken.
Jeps – så er det nogle kontroller men det store bliver overstået. Og det ser jeg frem til, det er ingen hemmelighed. Selvom jeg jo naturligvis frygter det på dagen.
Fuld narkose har jeg kun oplevet et par gange, og har egentlig ikke spekuleret vildt meget over det. Havde det bare underligt med det i dette tilfælde af grunde jeg slet ikke kan komme nærmere. Tænker de ved jo hvad de gør og alt det der.. men alligevel generede det mig så det er med en vis lettelse at den proces er taget af bordet.
Dejligt at der endelig sker noget på den front. Jeg håber og ønsker at vinden er med dig hele vejen.
Der sker noget ja… Tak for gode ønsker – får god brug for dem.