Det er jo ingen nyhed at jeg lever med en kvinde. Nogle af jer har endda mødt hende og der er ca enighed om én ting – at hun er da godt nok sød. Og det kan jeg love jer andre for at hun faktisk er.
Sød, dygtig, omsorgsfuld, kærlig, sjov, intelligent, påpasselig og ansvarlig. Der er ingen klager her. Jeg har jo altså selv valgt hende, ikk?
Og jeg vil bestemt ikke leve på nogen som helst anden måde end med hende.
Men altså, helt ærligt, så er det ind i mellem en lille smule svært, altså det der med to kvinder. Sammen.
2 x PMS. Forestil jer lige hvis det sker samtidig. Eller næsten endnu værre – i forlængelse af hinanden. Eller absolutte worst case – inklusive en tævehund i løbetid?
Men det er slet ikke der problemerne for alvor ligger.
De ligger i det jeg kalder “jeg tror nok at du mener, når du ikke siger.. at du mener at jeg tror … og gætter på at du vil .. fordi du tror jeg ikke vil..”
Kort sagt kan det være en verden fuld af misforståelser når tankelæsningsmanøvrene bliver for voldsomme.
Ikke at jeg har de store erfaringer med mænd som samlevere, men har da en del mandlige kolleger og venner og har altid haft det. Hvis jeg spørger én af dem. Vil du have kaffe eller te. Tuborg eller Carlsberg – vil du have pizza eller skal vi kigge forbi det solide danske køkkens take away. Så får jeg et svar. På max tre ord. Spørger jeg om han har tid – så får jeg et svar. Ja eller nej. Og det er et svar jeg ca kan stole på afspejler hans egentlige mening. Om jeg så kan li den eller ej.
Spørger jeg en kvinde eller kæresten så sker der følgende.. en tankeboble står ud af hovedet på hende mens hun overvejer, hvad jeg helst vil have at hun svarer, eller også så svarer hun kort Ja eller Nej, mens jeg kan se i tankeboblen at det egentlige svar er Nej eller Ja.
Skat, er det ok at jeg ikke kommer direkte hjem fra læge og går ud og spiser med mine gamle kolleger (som jeg har et næsten logebroder-agtigt forhold til). Ja, svarer hun. Men lur mig, hun mener faktisk nej, det synes jeg ikke er ok, for jeg havde håbet at vi kunne hygge lidt over noget god mad. Det er så meningen, at dét skal jeg selv regne ud – selvom der faktisk er sagt ja. Og at jeg selv skal sørge for at komme lige hjem til de fine kødgryder. Og så må jeg jo også forstå, at hvis jeg alligevel går ud med drengene – at hun så gerne må være småsur når jeg kommer hjem.
Det er derfor vigtigt – overfor kvinder – at være i stand til at læse tankeboblen og ikke altid bare lytte til svarene, for de er ikke altid til at stole på. Hun siger ja og mener nej. Eller osse siger hun ja og mener ja, fordi hun mener at det er et ja, er det jeg helst vil høre – selvom hun stadig mener nej.
Man skal sgisme være tankelæser ind i mellem.
Og så er der den sorte bog. Den som mange kvinder har. Osse mine kvindelige kolleger. Den bog alle vores synder overfor hinanden bliver skrevet op i. Og gemt. Og opdateret. Og genlæst. Og somme tider ikke uden en vis selvtilfreds nydelse.
I går kom jeg til at træde en af dem over tæerne med noget der var fuldstændigt ligegyldigt. Hun ville have jeg skulle gøre hende en tjeneste og køre en omvej i en af firmaets biler på vej på arbejde, fordi hun ikke kunne finde ud af at tage bussen. Det passede mig ikke, da jeg havde andre planer (blandt andet skulle bilen tilses hvad angår væsker, dæktryk mm). Så jeg siger nej. Og mener nej. Også selvom jeg ved at hun gerne havde hørt et ja. Jeg er godt opdraget fra den mandeverden jeg kommer fra. Et nej er et nej og et ja et ja. Punktum.
En halv time senere beslutter kvinden sig for at læse op af den sorte bog. Den om alle mine synder, om den gang (for flere måneder siden antagelig) hvor jeg ikke observerede at hun kom ind i lokalet og derfor ikke udkastede et passende “god morgen”. Om den gang hvor jeg ikke smed hvad jeg havde i hænderne for at hjælpe hende af med et problem som hun havde kendt til i en uges tid og ikke selv forsøgte at løse. Om den gang jeg havde parkeret for tæt på hende, og at det derfor blev vanskeligt for hende at åbne sin passagersidedør. Osv osv osv. Jeg fik det meste af bogen oplæst.
Mens jeg venter til at hun når frem til den aktuelle side, dvs den side, hvor det hun egentlig ville brokke sig over står, lægger jeg øreblafren til lidt af hvert og har til tider lidt svært ved ikke at grine højt af hende, der mest af alt minder mig om en lille hidsig puddelhund i løveklip, der prøver at skælde mig (!) ud. Helt ærligt. Jeg er jo nærmest en Rottweiler ved siden af. Brummer derfor lidt småfornøjet over hendes verbal-gymnastik.
Og nej – hun nåede faktisk aldrig frem til den side med det hun egentlig ville sige.
Jeg tror ikke mænds hukommelse fungerer på samme måde. Der får man læst og påskrevet lige her og nu – og så kan man svare, og helst det man mener og ikke hvad man tror han gerne vil høre – og så kommer man lissom videre.
Ja (- eller Nej). Fjols. Idiot. Godt gået.
Det endte med et “Nu stopper du…. ” hvorefter jeg meddelte hende at prinsesse-hjælpeløs strategier, hvor man forventer at alle bare hjælper med alt muligt fordi det er nu en gang det nemmeste, ikke rigtigt har nogen effekt på mig. (men tror i øvrigt at den virker på visse mænd, forresten).
Efter arbejdstid skal jeg give min chef en besked og vender hendes kontor, blot for at konstatere at samme kollega er i gang over for hende. Samme historie om et manglende lift.
Jeg konstaterer tørt.. nu har du spildt min tid med den historie – skal du nu osse spilde chefens. Og går.
Jeg tror verden ville blive lidt nemmere mellem kvinder hvis vi generelt blev lidt bedre til at udtrykke hvad vi tænkte, når vi tænkte det. Blev lidt bedre til ikke at skulle lege tankegætterlege hver eneste gang vi skulle tage en simpel beslutning, eller bare brokke os.
Synes godt om dette:
Like Henter...