Det haster

Eller det vil sige at det begynder at haste en smule. Jeg skal nemlig møde på arbejde i morgen så nu skal jeg bare finde mig selv i løbet af dagen, ellers ved jeg ikke lige hvad der kommer til ske i morgen.

Jeg har overspringsblogget (og stadig tak til fruen i midten for dét ord) en smule og har benyttet mig groft af at være husnørden i problemer. For det er slet ikke den slags småbøvlerier mit liv handler om lige nu. Det er skægt, det er udfordrende, men det er ikke lige det der er i centrum.

Derimod mangler jeg min skal. Har det som en hummer uden skal, og det er ærligt talt ved at blive lidt af et problem. Der er masser af mennesker omkring mig på arbejde og jeg kan nærmest ikke tåle dem. Så det haster med at finde en eller anden form for beskyttelse. Når jeg nu ikke længere kan bruge den lægen har leveret til mig i form af medicin.  Jeg kan ikke huske at jeg har prøvet det før – at gå på arbejde og på forhånd føle mig så sårbar og jeg er egentlig lidt nervøs for det. Jeg har hele ugen sørget for at holde mig langt væk fra mennesker i al almindelighed og kæresten har ikke engang kunnet lokke mig med ud og købe ind. Selv ikke da hun truede med at vi skulle have en ny køkkendims (der indkøbes i samme kæmpe butik som al vores anden elektronik, og hvor jeg normalt sætter pris på at gå rundt og nørde lidt). Nix – jeg holdt mig langt væk og sendte hende afsted alene.

Det er altså smadderhamrende irriterende.. for det er lige begyndt at gå bedre med at være ude af medicinen. Vist den lille og store angst kryber da indenfor ind i mellem, men det kan jeg næsten leve med. Depressionen hænger over hovedet af mig – men bare den bliver der.

Og så skal jeg tilbage på arbejde og præstere og være socialt velfungerende og hvad ved jeg… og det ved jeg slet ikke om jeg kan. Det er altså noget skidt. Begynder dog at tænke at man lige så godt kan springe ud i det, så jeg møder bare op i morgen tidlig og tager dagen som den kommer. Men glæder mig? Ikke det fjerneste. Stædigheden i mig hvad angår arbejde føles næsten heroisk og en smule dum-stædig i perioder.

Er dog en lille smule nervøs for hvad der sker hvis chefen trækker mig til side og spørger hvordan det hele går – det har jeg slet ikke forsvarsværker til at svare på.

Og så er det jo i dag julen skal hives ud af hytten. Kæresten har nusset rundt i formiddag og bortfjernet julelys, stjerner, pynt. Det hyggede nu så godt, men hun er meget hård når det skal ud. Hun gik fra rum til rum og vendte osse altanen og alt blev lagt i en særlig julekasse som hun har tegnet hjerter og gran på så den er til at genkende nede i pulterrummet.

Men jeg fandt nu frem til noget hun har glemt – og jeg har slet ikke tænkt mig at minde hende om det.

Der er da intet så hyggeligt som julehjerter på toilettet. (host-host).

Store beslutninger og impulskøb

Hende min kæreste har jeg jo faktisk ikke rigtigt fortalt særligt meget om. Men næsten uanset hvem jeg præsenterer hende for trækker de mig til side i løbet af det første eller andet møde og fortæller mig lidt hviskende, at hun da godt nok er en af jordens sødeste piger. Og ja, det er hun. Men kæft, hvor kan hun drive mig til vanvid til tider. Især når noget skal besluttes. Eller det vil sige når noget af noget skal besluttes. Det er eksempelvis en kæmpe overvejelse om man skal købe en eller to liter mælk. Om skålen til hendes svigerinde skal være hvid, rød eller måske.. grøn. Det er noget der bliver brugt rigtigt meget energi på at beslutte. Det er osse en helt uoverskuelig og gigantisk beslutning at bestille tid til syn på vores bil (som altså er en ung dame på 6-7 år og i fornem stand) med det resultat den nu skal synes 3 dage før politiet ville have blandet sig og ville have fjernet pladerne til senere afhentning på den lokale politistation, mod forevisning af behørig dokumentation af gennemført og ikke mindst bestået syn.

Ind i mellem savner jeg vildt at hun skærer igennem og siger.. nu gør vi sådan.. og sådan.. og derfor var min glæde og tilfredshed stor da hun i efteråret endelig fik sig nosset sammen og kom afsted til sin syge mor inden det var for sent.

Det kan også tage lang tid at beslutte sig hvilke kager hun skal prøve at bage i weekenden og dermed osse lang tid før hun synes at nu skal vi ud og købe ind til – hvad det nu lige er hun vil lege med.

I dag har vi vadet rundt i byens største indkøbsmekka i flere timer (og jo jeg klarede det i fin stil) mens hun fandt gaver til sine nevøer og niecer, sin bror og svigerinde og far. Hun skal nemlig besøge dem snart igen. Og børnene forventer at der er gaver i kufferten. Efter sigende løber de forbi hende mens de vinker og hilser og spørger direkte efter kuffert og tasker. Klog af skade har hun valgt at pakke gaverne ind i poser med navne på så de ikke splitter det hele ad i eftersøgningen af de eftertragtede poser. Jeg tror ikke at jeg behøver gå i detaljer med hvor mange og hvor store (men nok mest små) beslutninger der skulle tages i denne forbindelse. Og jeg er blevet særdeles øvet i manøvren med at stå som en vagt på et museum. Lidt på den ene fod – og lidt på den anden. Kigge ud i luften og se intet og alt på en gang, mens de store beslutninger om farver, udvalg og prisniveauer blev taget. Altså prisniveauer plus/minus ca 30 kr. Men hun er ikke nærig – overhovedet ikke. Hun er bare sindssyg lang tid om at tage beslutningen om hvad, hvor meget og hvorfor.

Men altså. Hun kan osse være hurtig på aftrækkeren. Men det kræver vist lidt flere 0´er på prislappen.

For en ca 6-7 år siden gik hun på jagt efter et udstødningsrør til min gamle og ikke særligt almindelige bil. Det var en cabriolet, den var en sjov og alletiders bil. Men som desværre tabte udstødningen en smuk forårsaften og forvandlede den romantiske tur langs vandet til en oplevelse, der vist mere tjente som aftensalut til solnedgangen med et lydniveau der ganske givet har forvandlet de heldige strandvejsboligejeres ører til noget ganske blafrende. Men det var et ganske stort problem for os at finde et udstødningsrør til bilen hvis vi ikke skulle til at bestille et fra USA. (det var den gang jeg tjente lidt flere penge end nu). Lidt googling frem og tilbage afslørede at min bil delte undervogn med en model af et i øvrigt kendt mærke, der faktisk forhandles i landet. Så hun møvede afsted for at skaffe den der udstødning eller bestille den hjem.

Jeg var naturligvis stærkt nysgerrig da jeg kom hjem fra arbejde for at høre om vi fik gjort den bil køreduelig igen. Og hun kiggede ned i sofabordet og sagde.. nej, den udstødning passer ikke. Men de “vil godt svejse det vi har sammen via en mellemring”. Ok, øv. Men så kigger hun skævt op på mig og siger “ til gengæld har jeg vist købt en bil”. Ikke bare en bil men en splitterny bil. Ikke bare en lille bitte dyt med økonomimotor, men en sportscoupe med en motor, der hygger sig vildt med et omdrejningstal på +4500, hvilket får den til at lyde som en hidsig hveps, samtidig med at den flytter sig ganske kvikt og får især yngre mænd til at kigge lidt længselsfuldt efter os. Det er den bil jeg konsekvent omtaler som designikonet. Jeg spurgte hvad hun havde tænkt på med den bil – om hun havde prøvet den. Nej, nej… men vi skal afsted i morgen og prøve den og underskrive slutseddel. Men den er reserveret til mig. Okeeeeey ?!? Altså hun bruger mængder af tid på at købe små ting – men en ny bil besluttes på få minutter.

Hvis jeg skulle købe ny bil ville jeg da prøve en del – læse om dem.. hun købte den bare. Det var kærlighed ved første blik. Og den dag i dag siger vi stadig som en lille intern spøg at vores flok består af fire medlemmer. Hun, jeg, hunden og bilen. Resten af verden er bare noget udenoms. Vi drømmer bestemt ikke om at bytte den til noget – eller til en nyere model. For den har ikke samme tiltrækning.

For et par uger siden skulle jeg så til optiker for at få kigget til brillernes styrke og om der kunne gøres noget så jeg ikke skulle holde alt hvad der var lidt for småt ud i lidt for korte arme. Det problem fik jeg løst en del smidigere og en del billigere end jeg havde forventet. Briller med glidende overgang er jo ganske pebrede i pris. Og med mit liv på arbejdsmarkedet var det bestemt ikke ligegyldigt hvilken kvalitet glas der skulle i brillerne. Kæresten derimod nævner sådan lidt i forbifarten, at hun vist osse burde få sig et par læsebriller, hvorefter hun får synet checket lige på stedet. Ganske rigtigt. Der skal læsebriller til.

Hun får præsenteret 2 (!) brillestel og prøver dem hurtigt. Lægger et væk og tager det andet. Rækker det til optikeren og siger “det her”. Vi kigger forvirrede på hinanden – hende og jeg – og hun (altså optikeren) spørger om kæresten dog ikke vil se på andre stel. Nej, nej. Det er dette stel jeg skal have. Titanium, lette stænger og et moderigtigt design. Prisen gider hun ikke en gang kontrollere (eller osse står det med strategisk små bogstaver som folk ikke kan læse – når de mangler briller). Så bliver hun præsenteret for glasalternativer og sætter hak i alt det dyre. Bestiller brillerne og betaler på stedet. Knapt 5000 kr. Og det hele er overstået på under 2 minutter. Jeg ville være længere tid om at købe et par sokker. På tilbud.

Men at beslutte sig for om farven på skålen eller flødeskumssprøjten til kagerne skal være pink, grøn eller blå – det kan tage timevis. Og jeg kan vist roligt afsløre at disse overvejelser ind i mellem kan kræve lidt tålmodighed af mig, for det er jo ikke alle beslutninger jeg kan tage eller udføre. Så jeg må vente og se hvad der sker. Og håbe på en eller anden form for afgørelse.

Hun er altså lidt skæg med det der. Men jeg kan jo godt lide hende. Men altså – ind i mellem bliver vi testet lidt på tålmodighederne.

Og i dag var det altså de små og overvejelsestunge beslutninger der skulle tages. Men vi kom igennem og alle får nu deres egen lille gavepose om nogle uger. Og jeg fik en trøstepræmie for at skulle være alene hjemme i en uges tid. Et par film til samlingen. De var hurtigt valgt – for det var mig der tog beslutningerne. Men stadig lidt langsommere end kæresten og hendes nye briller.

På tide

Det er det helt afgjort – altså at jeg genoptager den behandling/terapi der mere eller mindre har stået på standby hele vinteren (som jo snart må være overstået, ikk). Så efter påske genoptager jeg de magiske torsdages egentlige planer. Har sørget for en ny aftale med psykologen og jeg håber at vi kan tage den op hvor vi slap inden omstændigheder og økonomi tvang mig til at holde en pause.

Det er fint at den medicin lægen har sat mig på har holdt mig nogenlunde ovenvande rent mentalt, og egentlig er der jo osse kommet mange klarheder ud af ikke at skulle forholde sig til alle de gamle traumer hele tiden. Til gengæld dukker de op nu igen. Så det er så afgjort på tide at komme tilbage.

Det må og skal være sidste omgang i traumeland – når det er overstået må det gerne være ubehagelige minder i stedet for noget der stikker sit ubehagelige ansigt frem i min omgang med andre mennesker. (psykolog – jeg ved at du osse læser med, så du kender næsten dagsordenen for den første torsdag i april).  Nu skal traumerne fandme nedlægges, skydes, parteres og gøres ufarlige. Koste hvad det vil.

Jeg vil starte min egen lille følelsesmæssige revolution – Fandme.

Jeg har forsigtigt genlæst det der indlæg jeg skrev forleden om PTSD – og det er vist egentlig en ret præcis beskrivelse af hvor invaliderende det er og det gav stof til eftertanke, så jeg ved at der skal gribes ind inden det tager magten fra mig igen. PTSD´en er kronisk, men det behøver symptomerne vel ikke nødvendigvis at være.

Tak for jeres kommentarer på et indlæg som jeg godt ved var svært og tungt – men I fik mig losset i røven, selvom I måske ikke selv kan se det. Det var vigtigt. Det er vigtigt.

 

Du kan ikke fortryde

Sådan sagde tatovøren til mig inden han satte nålen i mig. Og ca lige efter at han atter fortalte mig at det valgte motiv, valgte metode og placering ville komme til at gøre ondt. Meget ondt.

Han brugte en vending om det her med fortrydelsen som jeg har taget til mig, at der er kun to ting i hele verden man kan få uden at kunne fortryde det; børn og tatoveringer. Naturligvis er der flere, men jeg kan godt lide at han hiver disse to ting frem. Man kan gifte sig og fortryde og blive skilt. Man kan tage en uddannelse og fortryde – og tage en anden. Man kan klippe sit lange hår af og fortryde – og vente på at nyt langt hår kommer med tiden. Man kan få huller i ørerne og fortryde og lade hullerne gro sammen igen. Men tatoveringer og børn er livs-beslutninger.

Og så alligevel ikke, for der vokser jo en hel industri frem, der specialiserer sig i forskellige behandlinger for at fjerne folks tatoveringer igen. Medierne har vældigt gang i en historie om en mand, der fik fjernet noget på hænderne med kraftig laser og nye teknikker bliver i den forbindelse kørt i markedsføringsstilling. Er altså lidt spøjst at sådan en sag kommer frem netop som der står et nyt produkt parat til at overtage positionen. Nå, det kan man jo så spekulere lidt over hvis man gider, og det gør jeg så ikke mere.

Jeg har altid vidst at jeg ville have den tatovering. Hvad jeg ikke vidste var hvad det skulle være og hvordan det skulle se ud eller hvor. Men at jeg ville have en var der nu ingen tvivl om.

Tilfældighederne afgjorde sagen for mig, da jeg en dag fik et smykke forærende som jeg desværre ikke kunne bruge pga for højt nikkelindhold (som jeg har noget principielt imod, uden dog at være allergisk) og jeg vidste bare at her var min kommende tatovering. Vidste med det samme hvordan den skulle se ud, hvor den skulle sidde og hvem der skulle lave den. Det er jo i sagens natur ikke ligegyldigt. Det er nærmest alt-afgørende det sidste. Og da beslutningen var taget blev den egentlig lagt lidt på køl igen. Ikke at jeg tænkte over det – om jeg var sikker og sådan noget – men mere sådan.. at den her beslutning er taget at en eller anden dag skal jeg have den tatovering.

Så lærte jeg min kæreste at kende og vi talte osse lidt om det der med tatoveringer. At det var bestemt ikke noget hun kunne tænke sig, men at det i øvrigt ikke generede hende hvad andre gør. Jeg fortalte hende om min beslutning og hun meddelte bare at det kunne så passende blive min næste fødselsdagsgave fra hende. Bestil tid – jeg betaler! lød beskeden.

Så nemt var det jo så ikke. Og så nemt bør det slet ikke være, for det er jo nok derfor nogle fortryder det bagefter. Fordi det bare var en impulshandling hos den første den bedste(?) tatovør, bestil, vælg motiv, betal, få det gjort og ud af døren igen. Måske endda i et øjebliks vanvid eller beruselse, selvom det jo pr definition er forbudt.

Den tatovør jeg havde valgt holdt til i en lækker gammel klinik i det indre KBH. Han er efter sigende en af landets bedste og arbejder med flere forskellige tatoveringsteknikker. Men det er ikke ham man går til hvis man vil have en rød rose og kærestens navn. Han er kunstner. Han bad mig sende billeder af det motiv jeg ville have og så komme ind et par dage efter og tale med ham om det.

For det første sagde han helt blankt nej til mine tanker vedrørende skyggelægning (I ved, de der superflotte overgange mellem sort-grå-hud, der var så moderne for nogle år siden og som man stadig ser i stort tal). Han sagde at hvis jeg ville have dét så måtte jeg finde en anden til at lave det. Så viste han mig hvad han havde tænkt og det accepterede jeg i stedet. Han fortalte mig nemlig at alt for mange kvinder får lavet den type skygger og at de bare ikke passer til kvindekroppen 50+, de er flotte her og nu, men de er ikke langtidsholdebare som de skal være og ender som en sag på laserklinikkerne. Og det argument måtte jeg jo altså bøje mig for.

Han flyttede osse placeringen nogle cm for at gøre det muligt for mig at dække den med normalt tøj så jeg ikke skulle gå og lede efter noget sært snittet tøj, hvis det var upassende at flashe en tatovering. Det accepterede jeg osse.

På alle måder en dybt seriøs tatovør, der gav mig alle de rette råd og jeg tror at det er en af grundene til at jeg i dag flere år senere ikke har fortrudt et sekund. Jeg ved ikke om jeg skal have en mere, men det tror jeg. Rent faktisk har jeg overvejet at udbygge den jeg har – på trods af rådet om at placere den så tøj kan dække. Men nu er jeg der hvor jeg er i mit liv, og behøver egentlig ikke længere gå og dukke mig for hvem jeg er – og hvad jeg er blevet til. Det skal være et symbol på mine sejre.

Men jeg gør det ikke før jeg ved hvad, hvor og hvem der skal gøre det.

For det kan jo ikke fortrydes eller omgøres. Det kan kun erstattes af noget andet hvad enten det er nye farver, nye motiver – eller grimme ar. Det er supernemt at få en tatovering. Det er alt, alt for nemt. For det er aldeles umuligt at fjerne 100%.

Lige som børn.. kommer de først forsvinder de aldrig.

Engle og djævle

Den gode er englen og den onde er djævlen. Det er sådan vi har lært det, det er sådan vores kulturkristne opdragelse og baggrund har lært os at det er.
Vi taler om engle og helgener og djævle og dæmoner. Og vi er aldrig i tvivl om hvis side vi bør stå på.

Her har jeg lånt billedet fra et af de almindeligste og lettest forståelige tarotkort-sæt. Bemærk at her er titlen på kortet faktisk ikke Englen, men derimod Temperance – Mådehold. Hvorfor vil jeg overlade til de tarotkloge at forklare, og dem er jeg bestemt ikke i blandt. Men kan dog kende de fleste af kortene – når jeg ser dem.

Det er ikke noget jeg har dyrket, kan jeg lige så godt afsløre med det samme. Men billederne er alligevel sigende og derfor bruger jeg dem. Låner dem. Lige som alle de andre ude på nettet, der også lige skulle fastholde en pointe, som de selv synes var supervigtig.

Djævlen hedder ironisk nok bare djævlen. Det er da til at forholde sig til, og jeg vil nok egentlig lade billedet tale for sig selv, men kan da godt afsløre at der er mere i det hele end vi lige tror og ser. Hint: check lige kædens tyngde og stramhed – den ville ethvert husdyr kunne vrikke af på ingen tid.

En god engel og en ond djævel. Sagen er klar. Se bare billederne, lys natur og vand og himmel og sol mod mørke, SM-kælder-agtig og femtakket stjerne.

Men er Englen altid god? Er Djævlen altid ond?

Jeg kan da ikke være den eneste, der kan sin Tintin. Jeg kan da ikke være den eneste, der kan huske den lettere berusede Kaptajn Haddock stå med et glas i hånden og prøve at finde ud af hvilket af åndevæsnerne han skulle lytte til. Den hvide engel på hans ene skulder – eller den røde djævel på den anden. Englen stod for det lyse, det ordentlige, det fornuftige og det kedelige (i hans verden). Djævlen stod for roderiet, det sjove og det ukloge valg. Og det var faktisk ikke altid givet hvem af de to der vandt Haddocks hjerte.

Vi vil alle gerne være engle, vi vil gerne gøre de gode ting, de gode gerninger og være noget for andre mennesker. Vi vil gerne være fornuftige, omsorgsfulde, empatiske, kærlige, ordentlige. Også selvom det måske kan være lidt kedeligt og en smule ensformigt og ikke mindst – forudsigeligt.

Ingen vil være djævlen. For den er jo ond. Den vil de onde ting. De ufornuftige, de selvbevarende, selvbevidste, asociale og smårodede ting. Ting der ender galt. Som vi jo godt ved ender galt midt i al deres uforudsigelighed.

Modsætningerne er til at få øje på.

Men tag lige at kigge igen på ordene. Hylder vi ikke netop dem der gør de uforudsigelige ting. De gale mennesker, der hænger piratkunst op i byerne. Vi jubler når et svagt menneske pludselig tager sig sammen og siger til sig selv; Jeg er god nok. Det er de andre der er forkerte når de ikke kan se det. Vi synes det er godt når et menneske, der alt for længe har tænkt på andre før sig selv begynder at se sig selv som et individ med helt berettigede og uopfyldte behov og begynder at gå efter dem. Sætter nye mål. Osse selv om det koster. Bryder normerne.

Det er ikke engle, der får dem til det. Det er de små djævle. De gode djævle, der udrydder englenes pænheds-tyranni.

Den dag jeg opsøgte min læge første gang og fortalte om mit liv og at jeg vist behøvede hjælp, lå der en lille æske på min hovedpude. En gave fra kæresten. En djævlemaske i sølv. Og ikke særligt diskret i størrelsen i forhold til at det var et halssmykke. Hun vidste hvad jeg ikke vidste eller endnu havde erkendt. At jeg havde behov for at lytte mere til mine små djævle, der gjorde oprør mod englenes tavshed og pænhed.

Jeg bar den stolt i en lang periode – også selvom hornene prikkede mig på halsen. Og de er faktisk ganske spidse. Lagde den væk en dag, men glemte den bestemt ikke. Der gik en rum tid, og så sagde kæresten til mig at det vist var ved at være på tide at jeg fortalte psykologen lidt mere om min barndom og mit “mystiske” forhold til min bror. Den dag lå djævlen igen og ventede på mig. Når jeg tager den på giver den lidt mere styrke til at gøre det forbudte og det farlige. For jeg ved at det er den tanke kæresten har med den. (er helt sikker på at hun hjælper den lidt på vej ind i mellem).

3. gang hun lagde den frem var ikke i forbindelse med nogen særlig snak eller tanke. Men hun synes jeg skulle bryde en ny grænse. Bloggen her blev resultatet af det grænsebryderi. Og det har jeg nu ikke fortrudt.

Forstår I? Det var englen i mig der allerede som barn lærte mig at jeg skulle tie stille om misbruget for at bevare familiens fred og sammenhold. Det var englen i mig, der ikke gjorde oprør men søgte harmoni. Der ønskede harmoni så meget, at det kostede mig min sjæl. Jeg solgte min sjæl til den engel. Djævlen gav mig den tilbage. Gav mig styrke til at kræve min plads. Gav mig sikkerhed for at jeg faktisk var god nok til andre mennesker igen. Nye mennesker som lærer at kende mig osse selvom de faktisk ved hvilken barndom jeg har haft. Hvilke oplevelser og skader jeg har med mig fra min ubehagelige ungdom. Som fortæller mig, at det voksne menneske de ser i dag … er …. helt …. ok!

I trods – på trods. Det er djævlens værk.

Englen havde bukket hovedet og havde ladet som ingenting. Og aldrig fortalt nogen om noget.

Og så en lille tilføjelse: nej, jeg vil ikke vise billede af det halssmykke – for det er så ganske specielt at det vil jeg gerne holde for mig selv. Det er ikke en unika-ting, men det er ikke lavet i et større antal. Billigt har det formodentlig ikke været, og jeg kan love jer for at det er en af de effekter, der skal reddes i tilfælde af brand.

Kommunikationsproblemstillinger

Det er jo ingen nyhed at jeg lever med en kvinde. Nogle af jer har endda mødt hende og der er ca enighed om én ting – at hun er da godt nok sød. Og det kan jeg love jer andre for at hun faktisk er.

Sød, dygtig, omsorgsfuld, kærlig, sjov, intelligent, påpasselig og ansvarlig. Der er ingen klager her. Jeg har jo altså selv valgt hende, ikk?

Og jeg vil bestemt ikke leve på nogen som helst anden måde end med hende.

Men altså, helt ærligt, så er det ind i mellem en lille smule svært, altså det der med to kvinder. Sammen.

2 x PMS. Forestil jer lige hvis det sker samtidig. Eller næsten endnu værre – i forlængelse af hinanden. Eller absolutte worst case – inklusive en tævehund i løbetid?

Men det er slet ikke der problemerne for alvor ligger.

De ligger i det jeg kalder “jeg tror nok at du mener, når du ikke siger.. at du mener at jeg tror … og gætter på at du vil .. fordi du tror jeg ikke vil..”

Kort sagt kan det være en verden fuld af misforståelser når tankelæsningsmanøvrene bliver for voldsomme.

Ikke at jeg har de store erfaringer med mænd som samlevere, men har da en del mandlige kolleger og venner og har altid haft det. Hvis jeg spørger én af dem. Vil du have kaffe eller te. Tuborg eller Carlsberg – vil du have pizza eller skal vi kigge forbi det solide danske køkkens take away. Så får jeg et svar. På max tre ord. Spørger jeg om han har tid – så får jeg et svar. Ja eller nej. Og det er et svar jeg ca kan stole på afspejler hans egentlige mening. Om jeg så kan li den eller ej.

Spørger jeg en kvinde eller kæresten så sker der følgende.. en tankeboble står ud af hovedet på hende mens hun overvejer, hvad jeg helst vil have at hun svarer, eller også så svarer hun kort Ja eller Nej, mens jeg kan se i tankeboblen at det egentlige svar er Nej eller Ja.

Skat, er det ok at jeg ikke kommer direkte hjem fra læge og går ud og spiser med mine gamle kolleger (som jeg har et næsten logebroder-agtigt forhold til). Ja, svarer hun. Men lur mig, hun mener faktisk nej, det synes jeg ikke er ok, for jeg havde håbet at vi kunne hygge lidt over noget god mad. Det er så meningen, at dét skal jeg selv regne ud – selvom der faktisk er sagt ja. Og at jeg selv skal sørge for at komme lige hjem til de fine kødgryder. Og så må jeg jo også forstå, at hvis jeg alligevel går ud med drengene – at hun så gerne må være småsur når jeg kommer hjem.

Det er derfor vigtigt – overfor kvinder – at være i stand til at læse tankeboblen og ikke altid bare lytte til svarene, for de er ikke altid til at stole på. Hun siger ja og mener nej. Eller osse siger hun ja og mener ja, fordi hun mener at det er et ja, er det jeg helst vil høre – selvom hun stadig mener nej.

Man skal sgisme være tankelæser ind i mellem.

Og så er der den sorte bog. Den som mange kvinder har. Osse mine kvindelige kolleger. Den bog alle vores synder overfor hinanden bliver skrevet op i. Og gemt. Og opdateret. Og genlæst. Og somme tider ikke uden en vis selvtilfreds nydelse.

I går kom jeg til at træde en af dem over tæerne med noget der var fuldstændigt ligegyldigt. Hun ville have jeg skulle gøre hende en tjeneste og køre en omvej i en af firmaets biler på vej på arbejde, fordi hun ikke kunne finde ud af at tage bussen. Det passede mig ikke, da jeg havde andre planer (blandt andet skulle bilen tilses hvad angår væsker, dæktryk mm). Så jeg siger nej. Og mener nej. Også selvom jeg ved at hun gerne havde hørt et ja. Jeg er godt opdraget fra den mandeverden jeg kommer fra. Et nej er et nej og et ja et ja. Punktum.

En halv time senere beslutter kvinden sig for at læse op af den sorte bog. Den om alle mine synder, om den gang (for flere måneder siden antagelig) hvor jeg ikke observerede at hun kom ind i lokalet og derfor ikke udkastede et passende “god morgen”. Om den gang hvor jeg ikke smed hvad jeg havde i hænderne for at hjælpe hende af med et problem som hun havde kendt til i en uges tid og ikke selv forsøgte at løse. Om den gang jeg havde parkeret for tæt på hende, og at det derfor blev vanskeligt for hende at åbne sin passagersidedør. Osv osv osv. Jeg fik det meste af bogen oplæst.

Mens jeg venter til at hun når frem til den aktuelle side, dvs den side, hvor det hun egentlig ville brokke sig over står, lægger jeg øreblafren til lidt af hvert og har til tider lidt svært ved ikke at grine højt af hende, der mest af alt minder mig om en lille hidsig puddelhund i løveklip, der prøver at skælde mig (!) ud. Helt ærligt. Jeg er jo nærmest en Rottweiler ved siden af. Brummer derfor lidt småfornøjet over hendes verbal-gymnastik.

Og nej – hun nåede faktisk aldrig frem til den side med det hun egentlig ville sige.

Jeg tror  ikke mænds hukommelse fungerer på samme måde. Der får man læst og påskrevet lige her og nu – og så kan man svare, og helst det man mener og ikke hvad man tror han gerne vil høre – og så kommer man lissom videre.

Ja (- eller Nej). Fjols. Idiot. Godt gået.

Det endte med et  “Nu stopper du…. ” hvorefter jeg meddelte hende at prinsesse-hjælpeløs strategier, hvor man forventer at alle bare hjælper med alt muligt fordi det er nu en gang det nemmeste, ikke rigtigt har nogen effekt på mig. (men tror i øvrigt at den virker på visse mænd, forresten).

Efter arbejdstid skal jeg give min chef en besked og vender hendes kontor, blot for at konstatere at samme kollega er i gang over for hende. Samme historie om et manglende lift.

Jeg konstaterer tørt.. nu har du spildt min tid med den historie – skal du nu osse spilde chefens. Og går.

Jeg tror verden ville blive lidt nemmere mellem kvinder hvis vi generelt blev lidt bedre til at udtrykke hvad vi tænkte, når vi tænkte det. Blev lidt bedre til ikke at skulle lege tankegætterlege hver eneste gang vi skulle tage en simpel beslutning, eller bare brokke os.

Drillenissens afskedshilsen

Nej, nej, nej det handler ikke om mig eller noget andet alvorligt. Men drillenissen, der har plaget mig i et par dage, og som er sendt på kostskole til lidt opdragelse havde efterladt en lille afskedshilsen på jobbet til mig. På en eller anden sælsom vis havde den trængt igennem alle alarmsystemer, undgået videoovervågningen, listet rundt om direktørens kontor og ned trappen til kælderen.

Hvor den har byttet mine arbejdsbukser ud med nogle, der er ca 1½ nummer mindre end dem jeg havde før jul.

Det er altså bare lidt for småflabet. Øv.

Må vist hellere få justeret vægten til det arbejdstøj jeg passede så glimrende for 3 uger siden. Men det er ikke et nytårsforsæt! Det ligner bare.

Jeg har 3 hovedmistænkte (altså ud over den der imaginære nisse, med sin til tider lidt upassende humor). 3 ugers lediggang i modsætning til et hårdt fysisk arbejde, 1½ uges alene-tid, og ændringer i medicinen. Øv.

Det sidste kan jeg ikke gøre noget særligt ved, men de to første bliver ændret. Fra nu.

Og så må jeg jo se hvornår drillenissen vender tilbage og i hvilket humør. Men den lille fætter må vældig gerne bytte mine bukser igen.

… og så må jeg ånde ud …  og håbe at ingen bliver ramt af de flyvende lynlåse-dele.

Det er en god dag

Det må det være når:

• Himmelen har været et langt fantastisk skue af tunge skyfronter, og jeg har været heldig at jeg har haft god tid til at kigge ud på det. Desværre havde jeg ikke kameraet med mig i dag, for det så virkelig tungt og dramatisk ud. Jeg elsker sorte, tunge skyer og kan jeg få øje på en overbelyst måge, der flyver rundt i en solstribe er lykken gjort og jeg falder helt i staver.
• Jeg slet ikke blev mobset eller irriteret, da det viste sig, at den hundelortepose kæresten gav mig i eftermiddag havde et hul i bunden. Og at det opdagede jeg lidt for sent.
• Der er en herlig fridag i morgen der skal bruges på at sortere lidt i gamle bøger og jeg glæder mig faktisk til at slippe noget dødvægt i mit indbo. Kæresten har fået til opgave at sortere i røreskålene (he he he)
• At jeg ikke lader mit humør gå på af at jeg har fået med både høvl og grovfil for de sidste indlæg jeg har skrevet. Må konstatere, at jeg også dér har brudt et par tabuer eller flere. Og det – skulle jeg hilse at sige – er ikke velset i incestoffersammenhæng. Det er en god dag. Og i morgen bliver bare endnu bedre. Men ved ikke lige om der kommer flere holdningsprægede incest-indlæg fra mig. Jeg ender jo med at være aldeles venneløs. Var trods alt nok for provokerende i mine lidt for markante, men ærlige holdninger.
• Vi har foretaget væsentlige flyttebeslutninger såsom at ordne og vælge tapeter, farver, køkken og gulve. Det bliver fint og ganske cool.
• Vi modtager oplysningen om at designikonet for en gangs skyld har nedlagt arbejdet og overlader tjansen til drillebilen, som vi pludselig er superglade for, at vi ikke fik solgt. I øvrigt har den også træk, og det er en ganske charmerende egenskab når man skal flytte.

Solen skinner og jeg vil gå ind og sno mig i sofaen med min kæreste og takke hende for livet, kærligheden, trofastheden og glæden. I trods, på trods men især i kraft af…

Der sker noget

Det er ikke særligt meget jeg har fortalt om min kæreste, og det er jo egentlig helt bevidst, for hun må, synes jeg jo, fortælle sin egen historie den dag hun føler for det. Og der er ganske givet nok at tage af, selvom den nok er lidt anderledes end min. Ikke mindre interessant – men givetvis anderledes.

Nogen kan måske huske hende som kæresten, der stak mig en stegepande i stedet for en buket blomster efter et gevaldigt følelsesudbrud. Eller som støtten, der bare altid er der for mig. Altid tænker på mig og mine behov og vores behov før sine egne.

Men nu har hun sat sin vilje igennem. Hun har taget en beslutning, der får afgørende betydning for os, for mig og for hende. Vi flytter fra hjemmet ved skoven og ind til byen. Og vi gør det nu – i juni. Jeg elskede skoven, vandet, naturen og dyrene, elskede at tage billeder af det. Nu skal jeg til at lære at tage billeder af stenbroen, ghettoen, bilerne, bylivet og vandpytterne i stedet. Det bliver i sandhed en stor forandring for mig. Angstfyldt, nervøst og risikabelt.

Men jeg elsker hende for det. Elsker at hun, der ellers har levet så mange år i “skal gøre det bedste for dig” pludselig har valgt “nu gør vi det bedste for mig” i stedet. Elsker at hun skar igennem og bare ville afsted, nu. Da muligheden viste sig.

Tror nemlig at hendes behov er fuldt lige så gyldige som mine og at vores fælles behov består af hendes lige så vel som mine. Og hun vil ind til byen nu. Ind til vennerne, familien, bylivet, kulturen til et sted hvor to kvinder sammen ikke er noget særligt. Hvor vi er nu nærmest er landsby-tosserne.

Derfor glæder jeg mig mere end jeg frygter det. Tror det bliver en ændring til det bedre.

Må leve med det

Hvor har jeg brugt mange år, meget energi og forspildt en masse chancer i min kamp for at overleve min psykiske sygdom. At klare mig igennem det, der virkede så uigennemtrængeligt. Det var en stor collage af problemstillinger, der skulle afdækkes. Når det ene var lagt på plads dukkede noget andet op og bed mig i røven. I en lang periode havde jeg nærmest indtrykket af, at de kørte en slags skifteholds-strategi på mig. Blev bidt på skift af forskellige temaer, der kom frem af deres huller, og det gyldne trick var at få dem banket på plads igen, inden jeg blev bidt. Terapeutisk udgave af Whack a Mole. Og ca lige så stressende, når man kom bagefter og bare bankede på de steder, hvor min mentale muldvarp ikke længere var, samtidig med, at den sad i et andet hul og ventede på mig. Og så flyttede den sig videre. Bank-Bank-Bank. Og jeg nåede aldrig med, synes jeg.

Men tror nok, at jeg er med nu. Tror faktisk, at jeg er færdig med at overleve det her. Nu skal jeg så lære at leve med det, der er tilbage, for jeg slipper formodentlig aldrig af med det. Men bare at skravle igennem og overleve – det er jeg færdig med.

Det var cirka den erkendelse, jeg nåede frem til i torsdags. At min tilstand nok er kronisk. At den kan blive bedre, jo bedre jeg bliver til at leve med den. Men at jeg ikke skal forvente, at jeg kommer helt ud af det. Den vil formentlig ikke altid kræve behandling, men altid en vis årvågenhed og opmærksomhed.

Det vil kræve en erkendelse af mine grænser, så jeg ikke overskrider dem konstant. Grænsen mellem trygge og utrygge omgivelser skal udfordres og rykkes med. Mest muligt. Grænsen mellem det utrygge og det angstprovokerende skal jeg ikke udfordre direkte, men indirekte. Grænsen mellem angsten og det psykotiske, skal jeg vist bare lade være.

Håbet må nu være at være symptomfri og ikke rask. For håber jeg på raskhed bliver jeg nok skuffet og vil leve et liv i en evig og ret umulig kamp. Men symptomfri. Den kan jeg klare; den skal jeg klare. En målsætning og et succeskriterium inden for det opnåelige.

Det kan godt blive et liv, der er værd at leve igen.