Det allerhemmeligste – i krig med et tabu

Det er genialt at jeg bruger en månedlang blogpause på at nå frem til dette indlæg (naeh). For jeg aner faktisk ikke om jeg har nogen læsere med mere. Men håber da ikke helt at I alle har glemt mig, selvom der jo ikke ligefrem er flydt geniale kommentarer (som om der plejer det?) ud af mit tastatur siden en gang før påske.

Jeg har været et helt andet sted end i blog-tanker. Jeg har været – og er – med min kæreste der i skrivende stund dårligt tør gå med hunden uden at have sin telefon på sig. Det handler om timer nu med hendes døende far – eller måske dage. Men formentlig ikke uger. Det har været en forfærdelig tid for os begge, men på hver vores måde. Mit begrænsede overskud har været rettet 100% mod hende og at fritage hende for så mange krav som overhovedet muligt. Når jeg har været ude ser jeg efter hende som det første, når jeg kommer hjem, for jeg håber ikke at hun har fået døds-budskabet uden at jeg var der til at kramme og trøste.
Vi venter på en besked vi “forventer”, men som man alligevel ikke kan forberede sig rigtigt på. Samtidig ønsker vi begge, at det skal gå hurtigt nu.

I dag vil jeg kæmpe med et tabu af de større. Faktisk det største og det hemmeligste. Det er så hemmeligt at det tilsyneladende ikke engang har et navn, og det er blot noget der bliver hvisket om indenfor diverse terapeutiske rammer. Ofrene ved det, i hvert fald nogen af dem, terapeuterne hvad enten de er sexologer eller psykologer eller andet godt (og bare nogenlunde seriøst) ved det – men der er ingen der rigtigt fortæller om det. Jeg har googlet og for en sjælden gangs skyld uden noget rigtig brugbart resultat.

Kors hvor jeg ævle-bævler! Det er fordi det er så smaddersvært. Fordi det er det allerhemmeligste – og det største tabu jeg går i krig med.

Mænd kan ikke voldtages. Drenge kan ikke voldtages.

For de må jo ønske det selv hvis de kan præstere en rejsning (og hermed undlader jeg at gå ind i de andre muligheder der jo osse er – de er ikke relevante lige nu). Men de fleste kan vel blive enige om at kvinder kan (altså bortset fra en eller anden uheldig amerikansk senator, der kom med nogle ganske opsigtsvækkende udtalelser desangående). Kvinder skal jo ikke præstere en rejsning som sådan.

Mænd og drenge har et ganske særligt problem her mht beviser, intentioner og forsæt som det hedder på juristeri, og de har svært ved at bevise, at de har været  eller at de er ofre og samtidig “aktive” i overgrebet.

Deres problem er ikke mit, så det kan og skal jeg ikke løse. Måske kan jeg bare bruge deres situation som en synliggørelse af kvindens tilsvarende men ganske usynlige problem.

For kvinder kan rent faktisk både opleve en form for fysisk ophidselse eller decideret orgasme ved et overgreb – og det er ovenikøbet hyppigt forekommende. Og det er jo indlysende, at det skaber en masse tvivl i kvinden. Om det overhovedet var en voldtægt siden det kunne give “nydelse” i form af en fysisk reaktion. Skamfølelse fordi det i væsentlig grad punkterer kvindens selvforståelse og opfattelse af situationen som en egentlig voldtægt. Tvivl om man overhovedet har ret til se det som en traumatiserende situation – et overgreb. Set udefra, og som et empatisk menneske, er det jo indlysende. Naturligvis er det et overgreb, en voldtægt osv. Men prøv engang at gå lidt ind i tankesættet – prøv at forestille dig tvivlen og den nagende skamfølelse over at have følt “nydelse” ved et overgreb. Det er forfærdeligt. Intet mindre. Og det er formentlig derfor, der ikke er nogen der taler om det.

Vi gemmer det inden i, låser det ned i en boks og lader som om det ikke findes. Og vi taler slet, slet ikke om det. Til nogen. For vi vil ikke latterliggøres, mistænkeliggøres eller bare acceptere at det var sådan det var – eller sådan det kunne være. Det må være noget andet, der er sket.

Derfor findes det først frem i de der særlige sammenhænge hvor kloge mennesker med gode uddannelser sidder og giver tryghed nok til at det kan komme på bordet. Først dér får man at vide, at det skam er almindeligt nok. At det er ok. At det er forståeligt og blot en fysisk reaktion på noget der ikke kunne være anderledes. Først dér bliver skamfølelsen lettet lidt, for bevidstheden om at det kunne være sådan fandtes bare ikke.

Ku’ de ikke have sagt det noget før?

Der er ingen, der har fortalt eller skrevet om det – ikke så det er til at finde frem i hvert fald. At google på “ophidselse/orgasme og voldtægt” giver altså nogle lidt særlige resultater, som mere end noget andet indikerer at det vist er en saftig fantasi, der kan skrives nogle gode historier om. Men ikke meget fagligt relevant om emnet. Ikke meget om hvordan det er – derude i virkeligheden. Fandt dog et enkelt sted hvor en terapeut havde skrællet løg med sin klient og hvor de sammen havde set at en fysisk reaktion som at græde (over løget) ikke var det samme som at føle tristhed eller sorg. At det bare var et løg – en fysisk påvirkning uden følelser. Men det var osse ca dét.

Og det kan da godt undre mig, at det er så dårligt beskrevet i litteraturen. At det tilsyneladende ikke har et navn eller et begreb. Tænker at hvis nogen oplever en særlig urytmisk vippen i storetåen er der med garanti et eller andet lægefagligt tidsskrift, som har beskrevet syndromet nøje og indgående – også selvom det kun optræder med en estimeret regularitet på 10 tilfælde pr 100 mio mennesker.

Men her er der tomt og stille – altså hvad angår den mere “kvalificerede” litteratur.

Jeg har en veninde, der ved rigtig meget om sådan noget. Hun vil spørge sig lidt for blandt sine kolleger om nogen kender et ord eller et udtryk for det. Og gerne noget der ikke på forhånd bliver et håndtag for alverdens skam- og skyldfølelse.

Sådan er det jo når det er de samme ord vi bruger om to. mentalt set, vidt forskellige ting. Det ville være godt at få tingene skilt endnu mere ad. Uanset om det så skulle være med et ord, der lød aldeles meningsløst for almindelige mennesker. Ophidselse er i denne forbindelse forbundet med nydelse og meget ophidselse med meget nydelse osv. Og det er så absolut noget man skal og kan skamme sig en del over, når situationen nu er som den er – eller var.

Det var lidt af en overvindelse at spørge, for i det lå jo osse en erkendelse af at jeg nok vidste lidt mere om det end jeg ville være ved. Hun startede med at fortælle mig at det var rimelig almindeligt og alment accepteret blandt behandlerne. Og at det var noget fysisk, der ikke havde med lyst og behov at gøre.

Og ikke noget at skamme sig over. Heller.

Dét ville jeg gerne have vidst lidt før.

Det ville jeg gerne have haft ord for før.

Hvorfor er det at behandlerne venter med at tage fat i lige præcis dét her så længe. Er de for feje? Jeg tvivler, men tror mere på at de enten ser det som en vanligt forekommende ting og derfor lidt banal, eller osse at de ved at det er så sårbart at det ikke ligefrem er noget der hører til på forsiden af folderen fra det lokale “center fra voldtægtsofre”.

Tabuer i forbindelse med voldtægt fås vist ikke meget større end dette ene emne og det er desværre så hemmeligholdt at ofre sjældent taler med hinanden om det, og at det er oven i købet noget, der kun nødigt kommer frem indenfor terapeutiske rammer. Og det er da helt i skoven, for det er lige her at den værste af vovserne ligger begravet når man som offer for voldtægt prøver at forstå hvad der skete og at forlige sig med senfølgerne og traumet.

Et eller andet sted håber jeg at dette indlæg bliver læst, osse af nogen der sidder og tænker “øj, har hun det osse sådan – har hun osse oplevet det – og nu skriver hun om det”. For det er der jo ikke så mange andre der gør. Egentlig tør jeg heller ikke, men mon ikke det går alligevel.

Det bliver lidt af en proces at acceptere at sådan kan tingene også være og det arbejde skal vist gøres. Jeg er i gang.

Nu mangler jeg bare det helt rigtige ord for fænomenet, eller syndromet om man vil. Dét ord der gør det hele søgbart så andre ikke havner på diverse sider med samlinger af erotiske noveller og andet godt fra nettets twilight-zone. Ord der rummer accept og fjerner fornemmelsen af at der er noget helt galt i én selv. Tager toppen af skamfølelsen og sender skyldfølelsen retur til den person der faktisk begik overgrebet og umuliggør bortforklaringer i stil med “jammen hun/jeg nød det jo osse”.

Ser I, når vi der har været det igennem lyver for os selv ved tvivle på vores egne kroppe og reaktionsmønstre – hvordan skal vi så kunne forvente at en gerningsmand skal forstå, at det var det, det var. Et overgreb. Og ikke en nydelse. At det var noget ganske andet der foregik. Noget der kan beskrives med ord jeg ikke kender endnu.

Og når vi ikke taler om det, når vi ikke accepterer det selv og vi alle går rundt og tror at det bare er “lille mig” der lige fik det sådan. Så er det jo nærliggende at tro at det er “lille mig” der er noget helt rivende galt med. Vi er nødt til at tale om det og give det ord. For der er tilsyneladende ingen andre der gør det for os.

Reklamer

Har spekuleret en del

Først og fremmest over de meget konkrete ting der foregår omkring mig i øjeblikket, og jeg kan berolige nervøse sjæle med at nu har jeg fået en tid hos lægen, der vil tage nogle flere blodprøver på mig. Jeg var heldig at hun gav mig besked på at finde en eller anden dag – i næste uge! – hvor jeg kunne komme forbi inden kl 15.30 så hun kunne få mig lidt bedre undersøgt. Jeg tror ikke hun havde tid overhovedet, men hun ville “finde ud af noget”.

Så mig ind til chefen igen, så jeg kunne få fri til det. Sammen fandt vi den dag hvor det kom mindst på tværs af mine faste opgaver og den dato åd lægen heldigvis. Så på onsdag stiller jeg på hendes klinik med en forhåbentlig findbar blodåre, god tid og lidt at læse i mens jeg venter på at hun får et hul i besøgsplanen så hun kan se mig. Det kan jeg godt leve med, håber bare ikke ventetiden bliver mere end et par timer, for så vil jeg nok blive lidt desperat af kedsomhed til sidst. Og behov for at komme ud af døren og foretage mig andre ting osse.

Jeg er ikke rigtigt nervøs for det. Ikke sådan påtrængende nervøs, men det er klart at jeg spekulerer lidt over det i baghovedet. Hvad kan det være – om noget overhovedet – og hvad så? Men prøver at fortrænge det aktivt inden for så længe jeg ikke ved noget kan jeg heller ikke gøre noget ved noget af det. Jeg må vente og se hvad onsdagen bringer. Eller det vil sige kommer jo nok ikke til at gå derfra på onsdag vældigt meget klogere da jeg forventer at der er en vis sagsbehandlingstid på den slags ting. Men i det mindste sætter jeg da i gang med det.

nadijas-historieDet andet, der har fyldt en del – og faktisk så meget at jeg ikke rigtigt har kunnet få ordene ud – er denne store artikel i Politiken. Billedet linker til artiklen, hvis nogen har lyst til at læse selv. Eller genlæse. Der kommer vist en artikel mere i morgen søndag. Om jeg har lyst til at læse den osse ved jeg ikke, for den her var jeg flere dage om at få læst . Men gemmer den nok på min computer (er nemlig ikke helt gode venner med politiken.dk og deres begrænsninger inden man skal til at betale) og læser den en dag når energien er til det. Jeg tror den artikel i morgen handler om livet efter det hele blev opdaget, og måske netop derfor vil jeg finde den endnu mere lærerig. Jo, den skal læses.

Det gør indtryk. Der er så mange ting jeg slet ikke kan genkende, heldigvis, men desværre osse en del jeg kan. Den her unge kvinder kommer med nogle præcise beskrivelser af hendes oplevelser der skræmmer mig som ind i helvede, for nu at sige det meget lidt pænt. I artiklen bringes dette citat og det slog meget hårdt i mig.

Jeg har kun haft to kærester. Men det er svært. Jeg kan for eksempel slet ikke holde ud, at man holder rundt om mig eller holder mig fast. Jeg skammer mig helt enormt, når jeg har sex. Det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at nyde. Jeg synes bare, det er ubehageligt og enormt klamt. Jeg kunne da godt tænke mig engang at få en mand og nogle børn, men hvis man vil have børn, kræver det jo, at man har sex. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg føler, at det er et enormt handicap ikke at kunne give sig hen til et andet menneske. Det ville jeg ønske, jeg kunne.

Bortset fra visse konkrete detaljer kender jeg det kun alt for godt. Det er en lang proces hun skal i gang med der, og jeg håber hun får den hjælp til det hun behøver. For det kan vist afhjælpes, men det tager tid og de rette omstændigheder. Siger jeg – som ikke engang er halvt igennem. Og jeg er endda en masse år ældre.

Jeg kan blive så forfærdelig vred og bitter for det der med sex – det er jo bare noget vi kan – og helst noget alle sammen skulle kunne nyde? Ikke? Sådan er det bare. I torsdags lykkedes det mig faktisk at blive vred på hende sexologen da hun kom med en betragtning fra den her skuffe, der ganske givet var rigtig, men som alligevel provokerede mig. Kæresten havde lidt besvær med at få mig kølet af igen. Men jeg bliver vred over at ingen forstår. Eller osse forstår de men uden at acceptere at hvis et menneske ikke kender til glæden ved sex så føler dette menneske inkl undertegnede heller ikke nogen videre trang til at arbejde på projektet. Man sidder tilbage med spekulationer og tanker om hvad faen det hele handler om. Hvad pointen er med øvelsen. Og så kan man tillige skamme sig lidt over sin uformåenhed. For det er jo noget man bare kan. Eller bør kunne. Eller i det mindste bør kunne lære. Eller… hvis ikke andet så bare vænne sig til. Kan I næsten høre og fornemme lyden af det skæve vænne? Det er skrevet med dyb ulyst. Og skepsis.

Vist, jeg er da kommet langt og alt det der. Men mekanismerne sidder fast forankret i min barndom og jeg tvivler på at jeg slipper af med dem. Jeg vil bare gerne have løsnet tøjret en smule. En smule mere.

Jeg er osse klar over at jeg har fået en fysisk begrænsning (eller mangel) med mig i arbejdet, der bestemt ikke gør noget som helst noget nemmere.

Alle har ret til et fedt køkken – den kender I godt, ikke? God reklame og et slogan der bare sidder fast. Men har alle ret til et fedt sexliv? Og hvad er det egentlig hvis man ser bortset fra at de fleste sikkert går rundt og tror at andres er bedre, sjovere, mere varieret osv osv.

Når jeg bliver rigtig sur og negativ på verden, og det er jeg jo nok i  øjeblikket så tænker jeg – gid vi med den her baggrund bare havde ret til at sige nej.

Jeg prøver at formulere noget generelt her – som barn måtte jeg leve med min brors absurde norm. Efterleve den sådan helt bogstaveligt. Nu hvor man så er blevet voksen så skal den her lille fejl satme rettes. For alle har ret til et fedt sexliv – hvad enten man vil det eller ej. Hvad nu hvis man bare slet ikke vil. Eller føler behovet.

Det er et handicap der er stort – og tabubelagt. Men jeg kan sagtens følge den her unge kvinde i hendes betragtninger hvad det angår. Hun sætter så skræmmende præcist ordene på det største tabu i det at være vokset op med sexuelt misbrug. Om den værste af alle senfølger, fordi den tager så mange andre ting med sig.

Andre gange, når jeg er lidt mindre sur og negativ bliver jeg mere positiv og tænker at psykopaterne i mit liv ikke skal have lov til at vinde den her over mig. Så minder jeg mig selv om at det lige præcis var det ordene om at jeg skulle leve med det – dvs skaderne – handlede om. Eller bare slet og ret – leve uden. Eller noget i den stil. Tror jeg. Så tænker jeg nej dælme nej og vil og kan arbejde for det. For jeg har jo osse ret til.. osv osv.

Den unge og stærkt formulerende kvinde runder osse noget andet, som dybest set forbløffer mig. Især fordi det atter kommer så krystalklart ud:

Mine forældre vidste udmærket godt, at det, der foregik, var forkert. De sagde altid til os, at vi ikke måtte sige noget med pik eller fisse eller sådan noget. Vi måtte heller ikke sige tissemand. Det lyder måske klamt, men det var det, vi fik at vide. Vi måtte ikke nævne navnet på kønsdele, for det var forbundet med skam. Når der af og til var nogle børn henne i skolen, som sagde de ord, så skammede jeg mig helt vild

Mine forældre havde nu ikke noget med noget at gøre – i hvert fald ikke direkte – men jeg kan sagtens genkende dette. Har egentlig bare ikke spekuleret så meget over det og bare tænkt at jeg var sært og lidt asocialt barn der ikke brød sig om de andre børns leg. Men havde i øvrigt det samme – og set fra den såkaldte krænkers side – yderst fornuftige begrænsning i hvad der måtte siges og ikke siges. Men overfor min bror var det pudsigt nok helt ok. Men kun der.

I den blå tomhed

Den kvikke læser vil nok bemærke at her er der et billede, der ikke er copyrightet. Jeg følte lissom ikke at det var nødvendigt her. Det er ikke et forsøg på at være moderne eller særligt kunstnerisk eller for den sags skyld et barnligt og lidt uindviet forsøg på at gengive de svenske farver.

Det er derimod de farver jeg havde i hovedet da jeg gik fra psykologen i torsdags.

væg

Hun rådede mig – godt nok lidt subtilt – til ikke at fortælle hvad vi egentlig talte om. Point taken, så det gør jeg så ikke. Men mine tanker spadserede rundt i andre spor osse og det gjorde et vist indtryk på mig.

Og jeg har ikke talt om det siden i går hos hende. Altså det jeg ikke burde tale om. Lod som ingenting resten af dagen, kørte pænt bilen hjem, overlod det som sædvanligt til kæresten at bakke og vrikke den ind i garagen. Har været på arbejde i går og har gjort det pænt og ordentligt som jeg skal og bør. Men tankerne har godt nok kørt temmelig meget i ring omkring det “forbudte” emne… og det med farverne.

Jeg flyttede ind i en lejlighed som fattig studerende, og havde ikke råd til at male den om. I øvrigt var det en fremleje og jeg måtte ikke, med mindre at jeg fik farverne på væggene tilbage til hvad de var.  De var karrygule i stuen og det levede jeg fint med. Det var specielt men ok. Der var delte meninger om min meget blå sofa passede i den stue. Men de fleste mente at det var flabet men at det gik. Jeg vænnede mig til den lidt usædvanlige farvesammensætning og tænkte ikke mere over det. Den store sofa var jo ret central i alle mulige sammenkomster af studentikos karakter og dermed aldeles uundværlig. Vi drak os fulde i den sofa og fik pinde i ørerne på størrelse med faldstammer i et højhus. Vi tæskede hinanden i trivial pursuit, et kortspil som jeg desværre ikke kender navnet på, men som siden er blevet fast bestanddel af sommerhusturene om sommeren og det allestedsnærværende yatzy.

Vi drøftede højtragende videnskabelige teorier i den sofa over kaffen og den hjemmebagte chokoladekage. Der blev planlagt adskillige større skriftlige projekter og stor var glæden da den første bærbare computer indfandt sig i vores midte. Den skålede vi højtideligt på. Og nej, den var ikke min. Desværre. Jeg havde denne stående på mit skrivebord og havde overtaget den fra et forlag og det var vildeste luksus med hele 20 mb harddisk og WP 4.2 installeret på en DOS platform. Men ingen windows. Dens harddisk var temmelig slidt og når den hørbart gik ned med en døende brummen åbnede jeg lågen og tog harddisken ud, bankede den hårdt ned i kanten af mit skrivebord, lyttede efter brummelyden, der steg i styrke og satte den ind igen så jeg kunne skrive videre. Ca hver halve time skulle manøvren gentages. Er i øvrigt sikker på at havde der været windows på maskinen ville alt arbejde være blevet slettet og jeg kunne starte forfra. Men her behøvede jeg ikke engang at gemme undervejs, for det var simpel elektronik og det kørte bare videre uanset det lille intermezzo, der efterlod flere og flere hakker i skrivebordet. Men ikke noget værre end et stykke sandpapir kunne klare den når hakkerne blev for skarpe i kanterne og flåede i mine håndled.

Mit hjem var på den måde central for vores lille læsegruppe + det løse. Jeg havde plads og boede tæt på en station og var derfor det naturlige samlingspunkt. Lokummet ude på bagtrappen levede vi med og naboen jeg delte det med havde ingen problemer med det bestandige renderi fra vores lille flok.

Vi var i lange perioder sammen i døgndrift. Hos mig. Og blev klogere og klogere. I løbet af aftnerne blev vi til gengæld dummere og dummere.

Lige indtil den der forfærdelige aften hvor verden væltede for mig i et orgie af vold, blod og bræk. Jeg ringede til min nærmeste buddy på studiet efter et par dage og meldte mig ud af gruppen. Sagde jeg var blevet syg og at de ikke skulle regne med mig i noget tid, men at jeg håbede at komme tilbage til eksamen. Hun var et godt menneske og prøvede faktisk at komme i kontakt med mig flere gange i dagene der fulgte, men jeg lukkede ikke op og svarede ikke længere på telefonen. Det var forfærdeligt for hende men jeg magtede det bare ikke. Trak gardinerne for og lukkede alt lys ude om dagen – og alt lys inde om aftenen. De kommende eksamner overtog hendes energi og hun begyndte loyalt at tage noter til mig. Skaffe materialer til mig og sørge for at når jeg kom tilbage at jeg så kunne komme up to date med de andre og undervisningsplanerne. Uden at ane hvad jeg fejlede og om jeg overhovedet var hjemme eller indlagt – og hvornår det ene eller det andet.

Indlagt var jeg bestemt ikke. Jeg lå på sofaen og stirrede ind i alt det blå med karrygul baggrund. Lå i den største tomhedsfølelse jeg nogensinde har forestillet mig man kunne have. I et smertehelvede der trodser enhver beskrivelse. Men først og fremmest helt alene med dynen trukket over hovedet og prøvede at glemme verden. Den eneste der vidste jeg var hjemme var min søde underbo, der påtog sig at købe lidt ind for mig. Men havde ikke de store behov og orkede ikke noget der skulle produceres stående ved et køkkenbord – endsige noget der skulle skæres i. Jeg tror at hun troede at jeg var blevet stærkt psykotisk og jeg ved at hun jævnligt checkede efter flasker, kanyler og andet skrammel. Og så længe hun ikke fandt det blev hun ved med at hjælpe mig. Der var ikke noget at checke for der var ingenting, men jeg forstår hendes tankegang. Vi talte ikke meget sammen men hun sørgede da i det mindste for at holde køleskabet kørende med mælk, brød og pålæg. Hun gik på samme studie, men et par år efter os andre og blev rigeligt forsynet med kopier af noter og eksamenskompendier som min gruppe havde lavet. Og dette var hendes måde at give lidt tilbage på. Mistænker, at det var noget min gruppe havde sat i værk i håbet om at jeg kom tilbage inden de store projekter.

Det virker fuldstændigt ufatteligt at der gik så lang tid med bare at ligge og stirre på blåt og gult og ikke tænke på noget som helst andet end at det gjorde ondt. At det var ensomt. At livet måtte og skulle slutte her. Og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Men bare vente på at det hele blev bedre. Det gjorde det bare ikke, så jeg kom til at vente længe. Sårene ville ikke hele af forholdsvist indlysende grunde, jeg kunne næsten ikke gå og dårligt sidde. Konstruktive tanker var der ingen af. Det var skræmmende og egentlig ret zombie-agtigt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men tror faktisk at jeg var kommet derud hvor jeg ikke engang magtede dét. Men tror at rigtigt mange ting i mit liv havde set anderledes ud hvis jeg havde magtet det i stedet for bare at gå i en form for dvale.

Det var som en malstrøm af mental ensomhed og kulde jeg var fanget ind i. Farveskemaet var blåt og gult og de to farver hvirvlede rundt for mit indre blik som var jeg på et trip af hallucinogene svampe mens jeg sank dybere og dybere ned i ensomheden.

De ydre ting var i orden.. der var mad og alt det der og efter et par uger kunne jeg jo selv lidt mere, men mennesker turde jeg ikke se. Krøb ned til kiosken rundt om hjørnet efter mørkets frembrud for at hente de ting jeg manglede og faldt om på sofaen igen når jeg kom hjem. Udmattet af mental prøvelse og smerter. Sådan en ekspedition måtte der hviles et par dage efter. Sengen brugte jeg stort set ikke da den lå for langt væk fra toilettet og de få ekstra meter betød alverden. Blev liggende på den blå sofa med flere og flere dyner og puder og radioen inden for rækkevidde. Der måtte jo ikke være helt stille. Om formiddagen øvede underboens mand sig på at spille til The Riddle på el-bas (det er et midtfirser nr af Nik Kershaw) – i flere timer i træk. Det var ulideligt selvom det jo osse var en påmindelse om at den indre ensomhed ikke osse var en ydre. Sådan på afstand. Der var andre mennesker få meter væk. Målt i lodrette metre. Men de kunne egentlig lige så godt have siddet på månen så stor føltes afstanden.

Det var jo mig der var eksileret til min egen planet hvor jeg var helt alene i dagevis. I den der blå sofa der efterhånden blev mere og mere udelikat for jeg magtede ikke at fjerne pletter og gøre mere rent. Lå der bare. Dag efter dag efter dag… uge efter uge – og endte det med – måned efter måned. Og døde mere og mere indeni. Førte høflige samtaler med mine forældre der troede at jeg havde travlt med den eksamen der var på vej og trak så stikket ud igen.

Da eksamensterminen nærmede sig rejste jeg mig fra sofaen og gik i gang. Begyndte at læse op uden at fatte hvad jeg læste. Men jeg prøvede da i det mindste omend lidt halvhjertet. Prøvede at lære at gå igen. Sidde igen. Gøre normale ting igen. Se mennesker igen, uden at jeg egentlig forholdt mig til dem. Men ville ikke se og tale med de mennesker, der betød mest for mig. Dem der var tættest på. Bare kassedamen ved købmanden, naboerne på trappen og tilsvarende.

Stille og roligt lukkede jeg min læsegruppe ind i mit liv igen og de tog pænt imod mig som en længe savnet makker. De prøvede naturligvis at spørge til hvad der var sket og jeg svarede så undvigende at jeg tror de fik indtrykket af en pludselig og hurtigt overstået dyb depression som de ikke skulle spørge mere til. Det sker jo ind i mellem på de der krævende universitetsuddannelser.

Men det var ikke dem jeg havde brug for. Jeg havde brug for nærhed og masser af tålmodig snak. Og brug for at blive kløet bag ørerne – sådan i overført betydning. Magtede bare ikke at række ud efter andre mennesker i den dybe krise jeg var i. Osse selvom jeg var begyndt at læse igen.

Den store blå tomhed er som en parasit der har slået sig permanent ned i mig. Ind i mellem bliver den vakt til live og rumsterer rundt. Får behovet for at lukke mig inde og glemme verden – samtidig med det dybt paradoksale behov for nærhed og berøring.

Det er den der begrænser mig men osse den der forhindrer mig i at bryde ud af skallen og bare give mig til at græde. I torsdags erklærede psykologen med helt usædvanlig fasthed i stemmen: “jeg ved godt hvad der skal til – men det tror jeg ikke du vil”. Tomheden beskytter mig mod mig selv, ganske som den gjorde den gang. At fjerne den åbner for kaos. At fjerne den vil være helende.

Det er bare processen i det jeg frygter. En kamp mellem det gode og det onde uden et eller andet fint hollywood manuskript der dikterer at de gode vinder til sidst. På den ene eller den anden måde og med overlev-bare tabstal.

Mens hun talte og forklarede sin “ide” blev jeg hvirvlet tilbage i den tomhed. I min blå-gule malstrøm og smerten, ensomheden og desperationen krøb ind på mig igen. Det er en tung erkendelse at ikke engang dét er jeg færdig med dér. Der er lang vej endnu.

Lære at le

Jeg har skrevet om flere mennesker her på min blog. Nogen har gjort mig ondt, noget meget ondt. Tilsvarende med de gode mennesker. Og de rigtigt gode, dem jeg stoler på, dem der betyder noget, hende jeg elsker og flere andre.

Men en kvinde har jeg ikke omtalt overhovedet. Ikke fordi hun er hemmelig eller uvigtig, jeg har blot ikke vidst hvordan jeg skulle beskrive hende. Vild kunne være et ord. Vanvittig ville heller ikke være helt ved siden af. Uansvarlig ville være lige så meget i plet som ansvarlig. Moden og barnlig var modsætninger, der trivedes fint side om side. Normal var hun ikke. Men unormal, jo det er helt sikkert. Kærlig, joeh. Loyal – ikke meget. Trofast – ikke det der ligner. Men hun lærte mig at le. Igen. At kunne grine af mig selv og tåle at andre grinede af mig uden at jeg blev overbevist om, at det var en ydmygende oplevelse som jeg skulle skamme mig over.

Vi var ikke et par, vi blev venner – der delte seng. Når vi havde lyst til det. Lavede mad sammen, gik ture sammen. Oplevede december-orkanen sammen. Eller også kom hun bare forbi en sen aften for at sove sin rus ud, når hun ikke kunne finde ud af tage hjem med toget efter en bytur.

Vi kan jo kalde hende Vibe. Et passende pseudonym til en, der var ensbetydende med gode, energiske vibrationer.

Hun var speciel og jeg takker dybt for, at hun valsede ind i mit liv en sen aften… Blev der i nogle måneder og forlod det igen en søndag formiddag, hvor hun lagde en nøgle på mit bord med beskeden om, at hun havde fundet hende hun ville giftes med.

Jeg ønskede tillykke med et lille smil og følte mig inderligt heldig. Tænkte, at den der endnu ukendte kvinde måtte være lige så særlig, at hun kunne tæmme veninden på denne måde.

Det viste sig at jeg havde ret i den formodning. De er såvidt vides stadig sammen, er gift, har to børn, et par hunde og en fin stråtækt idyl med vandløb i baghaven. Vi har truffet dem for et par år siden og det var hyggeligt nok, men handlede for mig mest om at min kæreste skulle møde og se denne Vibe. Og sige pænt tak og så i øvrigt konstatere ved selvsyn at der ikke er mere i det end hvad der var. Tror at hun havde brygget en gevaldig historie sammen om hende, og mere eller mindre frygtede at jeg ville springe, hvis hun så meget som knipsede med fingrene. Jeg springer ingen steder – og så er det forresten ligegyldigt hvem der knipser. Ved godt, hvor jeg har det bedst.

Der var gået ca 8-9 år efter voldtægten, da jeg lærte hende at kende gennem fælles bekendte. I de mellemliggende år havde jeg bare været en følelsestom skal, der havde kæmpet mig igennem et uddannelsesforløb, praktik, jobs og hvad ved jeg. Men mentalt var der ærligt talt ikke ret meget hjemme. Havde begravet alt, hvad der handlede om følelser, kærlighed, sex og venskab i et meget dybt hul og brugte al min energi til at få dagene til at hænge sammen omkring praktiske gøremål.

Og så dukker hun op, vi falder i snak, hun misser sjovt nok sit tog og har behov for at overnatte. Den har man jo hørt før og gennemskueligheden var da også til at tage at føle på. Hvis det her altså lige havde været min normale modus operandi. Det var det meget langt fra, sagde dog ja til hende og var ved at pisse i bukserne af panik. Men tog hende med hjem i seng. Resultatet behøver jeg ikke gå i detaljer med, tror jeg.

Dagen efter talte vi længe om det – og for første gang satte jeg få ord på hvad der var sket den der aften for så længe siden. Hun blev naturligvis stærkt berørt og udtrykte at hun følte sig som en voldtægtsforbryder, at hun havde “kuppet” mig på den der måde. Hvad hun jo ikke rigtigt havde grund til, men der er nok ingen tvivl om at hvis hun havde spurgt pænt havde hun fået et nej og var blevet hældt ned af trapperne. Nu spurgte hun lissom ikke og fangede heller ikke mine små-nervøse reaktioner.

Vi sad lidt og kiggede ned i hver vores kaffekop og så kiggede hun op, lidt skævt, og sagde:
– du er skidesød, du er klog, du er sexet – men du tager dig selv alt for alvorligt! Hvis vi skal ses igen, så skal du lære at smile, at grine, at klovne. Du skal lære at være nøgen. Jeg kan ikke være kærester, for jeg kan ikke være tro, Men jeg vil gerne se dig igen. Vil du prøve? Men du må aldrig forsøge at kontrollere mig.

Og så indledte vi denne her næsten 1 år lange særlige relation, hvor hun kom og gik i mit hjem som hun ville, uden forpligtelser, uden løfter og kun når vi havde lyst til at ses. Hun havde med garanti mange andre kvinder, men hun vendte som regel tilbage til mig.

Jeg kunne komme hjem – dødtræt – en fredag eftermiddag og finde hende i mit køkken. Nøgen. Og ved at lave thaimad. Blive kigget på og bedt om at smide tøjet… og fik at vide at hun havde købt ind til hele weekenden, og at nu skulle vi have en nøgenweekend. Mjaeh, øeh.. nåeeh. Jammen ok. Hyggeligt. Og især lærerigt for mig, der havde verdens mest belastede forhold til min en krop og alt hvad der havde med den at gøre.

Hun dyrkede, nærmest opdyrkede, mine evner til at smile og grine. Vi legede meget og jeg fik stille og roligt et meget mere afslappet forhold til min krop. Tæskede hinanden i backgammon liggende splitternøgne på sengen, opførte dukketeater med tæerne. Så en bunke film (også de sære “gæt-en-handling” franske film, som hun elskede). Det var hende, der fortalte mig om blyantsprøven – som hun i øvrigt bestod med glans – og bad mig teste. Tjaeh, jeg ligner ca 90% af danske kvinder, så jeg bestod ikke. Langt fra. Grænsen viste sig at være den der berømte colaflaske, fyldt. Ups. Hun lærte mig sære øvelser om hvad kroppen kunne og ikke kunne og jeg lærte alt hvad jeg kunne. Under vældig megen latter.

Sprogligt sarte sjæle bør nok hoppe dette lille afsnit over, men det siger en masse om hende.
Hun kigger på mig og siger:
– du rødmer.. hvis du ikke snart lærer at sige kusse så råber jeg det ud af vinduet
Boede på det tidspunkt i centrum af byen, nær en rundkørsel, hvor trafikken var tæt – hele døgnet
Jeg siger intet, men griner bare
Hun går hen til vinduet og åbner det
Siger stadig ikke noget
K U S S E E E E E E E E
… gjalder det ud af vinduet så det runger mellem etageejendommene
– kom og se ham der…

Det var en ung fyr på cykel, der havde påkørt et skilt som bekendtgjorde at politistationen lå 1 km dén vej.
Jeg lærte at sige det ord.. og skrive det. Og mene det.

Andre gange lå hun ved siden af mig i sengen og fortalte om sit liv. Om at tage alene på tommelfingeren rundt i europa som 19-årig, at leve hos nonner (herunder forførelsen af en der var ca 30 år ældre) og på gaden i Venedig og tigge mad eller klovne sig til den. Om at havne i en staldbygning hos en rigmand i Toscana og få maden for at passe grisene. Eller hvordan svampe virker når man spiser dem. Og hvilke der virker bedst, om den gang hun og hendes venner havde mistet en kammerat til en bålfest. De havde spist svampe, og så var han begyndt at løbe. De kunne ikke tage sig af hans løbetrang, så de lod ham gå. Han blev fundet næste morgen 16 km derfra, siddende i storebælt, ca 4 m ude i vandet, og nægtede at komme ind da politiet kaldte. For han var overbevist om at politiet samarbejdede med de smølfer der havde jagtet ham hele natten, og smølfer i øvrigt ikke kunne svømme, så han var i perfekt sikkerhed derude. Indrømmet, svampe er ikke noget jeg har lyst til at prøve. Jeg holder mig til de gammelkendte spisesvampe, som man ikke skal på løbetur af. Hun røg også en del af de skæve, hvilket var ok for mig (jeg stillede jo ingen krav), og vidste intuitivt at dén verden skulle hun nok ikke lige introducere mig til. Heller ikke selvom hun sad ved siden af og var helt “lige”.

Hun kunne også komme forbi en eftermiddag og sige.. jeg lægger lige tasken og smutter over til en veninde.. kommer tilbage og spiser. For så først at dukke op et pænt stykke efter midnat. Fuld. Så hjalp jeg hende i bad og lagde hende i seng. Satte mig ved skrivebordet og arbejdede videre til disse herlige snorkelyde, kun afbrudt af lyden af en søvnig omgang selvtilfredsstillelse inde fra soveværelset. Kunne være vanskeligt at bevare koncentrationen. Dagen efter hopper hun glad rundt i sengen og udtrykker en næsten barnlig glæde over at hun ikke bliver skældt ud. Men det tilkommer ikke mig at skælde ud så hun får den der nøgle ved den lejlighed. Jeg sagde ja til at hun måtte være min ven, min særlige ven, på hendes særlige vilkår. De var dybt urimelige men hendes gave til mig var selve livet, jeg fik tilbage.

Den eneste gang vi optrådte udadtil som “par” var da hun fulgte med mig til min læge, der nu fik den første mulighed for at foretage en gynækologisk undersøgelse af mig. Ved den lejlighed fik jeg så den lægefaglige oversættelse af det gode danske ord, bolleveninde. Det er såmænd det næsten lige så lige fremme ord intimpartner. Vibe var ved at trille rundt på gulvet og ind under briksen af grin, da hun hørte det her ord. Hun kom dog frem igen forfjamsket som en forsinket kukker i et kukkeur, da lægen bad hende vise lidt rundt i mit underliv. Yderst sær oplevelse for mig at se den her superdygtige kvindelige læge på den ene side mellem knæene og det vilde vagabondbarn Vibe ved siden af som nærmest tegnede og fortalte, at når hun gjorde sådan så skete der sådan… og helt ærligt.. så gode forklaringer kunne jeg jo af gode grunde ikke selv give, da jeg jo ikke som hende var på øjenhøjde med situationen. Surrealistisk, men ufatteligt morsomt i al alvoren, og jeg kunne se på lægen, at hun havde møgsvært ved ikke at grine højt i alt det afsindige og alvorlige. Kunne se, at hun ikke rigtigt forstod, at latter var en af vejene vi gik, og at hun ville have scoret bunkevis af point på at grine med. Men de små trækninger ved øjnene kunne hun ikke skjule – hun kunne ha solgt patentet til vestas som alternativ energikilde.

Sammen nåede de – og jeg – frem til et par løsninger der bragte mig lidt videre af det spor der handlede om at finde en kropstryghed og lidt lyst.. og behov. Som alle andre.

Det var fine og især lærerige måneder for mig. I alder af 30 måtte jeg gennemgå næsten 10 års normal modning. Prøve meget af det andre havde prøvet og eksperimenteret med over lange perioder. Det var et komprimeret, næsten gødet og vækstfremmende forløb hun sendte mig igennem. Med leg og latter. Med at give slip på aftaletyranniet og forventningerne – også dem til mig selv. Nyde glæden og slippe savnet. Jeg tror ikke hun planlagde noget som helst når det handlede om mig, men gjorde hvad hun lige følte hun havde lyst til, eller hvad der var det rette at gøre.

Jeg ved at der er mange af jer derude der sidder tilbage og tænker om mig – hvordan klarede hun det. Hvordan kan det være at hun er her i dag. At hun kan være sjov. At hun kan fortælle med hele kroppen. At hun laver sære ting. At hun lever. At hun er så næsten hel. At hun ikke sidder og græder. Hun må være stærk og sej (og jyde, måske).

Svaret er – jeg var heldig. Jeg mødte et menneske, der ikke tog alt for meget hensyn, der krævede at jeg kunne grine, lave sjov, fortælle sjove historier og helt generelt tog mig selv lidt mere afslappet. Hun glemte aldrig hvad der var sket med mig – men hun påpegede som sandt jo var – at jeg skulle leve med det resten af mit liv. Jeg skulle leve med historien om min bror resten af mit liv. At det var vigtigt at fortælle og få det ud. Men at det nok ikke skulle blive min hele identitet. Det måtte gerne fylde, men det måtte ikke fylde alt.

Hun lærte mig at le af mig selv. At få andre til at le af mig, uden at det blev til en skamfølelse. Hun dyrkede min humoristiske sans, nød den. Styrkede den. Spillede med på den i et mentalt ping-pong.

Men først og fremmest gav hun mig sit eget afslappede forhold til nøgenhed og kropslighed. Til at slippe behovet for kontrol med andre mennesker. Og at tage mig selv lidt mindre alvorligt, til tider.

Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

En linje – stk 2

Den anden del af min linje handler om ansvar – og om at påtage sig det. Og om ikke at gøre det.

Jeg tror det var Kennedy, der engang sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst.

For nogle år siden da jeg erkendte, at jeg nok skulle have hjælp til at komme igennem det her, have hjælp af en læge og muligvis en psykolog kom jeg faktisk ud på lidt af en omvej. Der var nemlig en anden psykolog inde over min sag før hende, der trækkes med mig nu. Den første som lægen henviste mig – mere eller mindre direkte – til, var en vældig speciel dame med en klinik, der lå behageligt tæt på lægens praksis. Se, det er jo smart. Spekulerede faktisk ikke nærmere over det, da hun bad mig henvende mig på etagen ovenover. Gik ud fra at det var ok, at det var en anbefaling jeg lissom kunne stole på.

Jeg vidste, hvad der stod i henvisningen fra lægen, men bliver naturligvis bedt om at fortælle historien én gang til. Og her skal det altså lige bemærkes, at det var voksen-delen af historien. Børnedelen har jeg jo altid nægtet at tale om, at beskæftige mig med eller at tænke på på dette tidspunkt. Vidste godt, at den var der, men havde jo i den grad lagt det bag mig som værende ikke relevant for mit liv. Ud-defineret det. Og i øvrigt alt for svært at tage stilling til i en svær periode.

Så jeg gik altså igang med at berette selve voksendelen. Om overfald, voldtægt, vold, manglende grænser og om de fysiske skader jeg fik. Hun lyttede ganske opmærksomt og spurgte lidt forsigtigt ind til visse dele af historien og rigtigt meget til voldtægten og tiden efter, da jeg lå på en sofa med ryggen til verden og prøvede at hele åbne sår. Spurgte til tankerne og de konkrete detaljer om hvordan pokker jeg klarede den rent praktisk (altså sår-hygiejne for  nu at være lidt udelikat), og til hvad jeg gjorde bagefter. Politi, læge og sådan noget. Svarede benægtende på de dele, at jeg ikke magtede noget af det. Jammen læge, da.. nej ingen læge, Jammen – skadestue da.. nej heller ikke.

Og så sagde hun noget som jeg husker ganske tydeligt: men når du nu valgte ikke at anmelde ham, og at køre den retssag der ville være kommet, gav du jo ham på sin vis lov til at fortsætte sine handlinger mod dig og andre. På den måde får du jo en form for medansvar.

Gav lov til ? Medansvar ?

Har aldrig været hos en psykolog før og lod samtalen fortsætte, men kunne mærke, at der var noget, som var helt galt her. Men kunne på det tidspunkt ikke rigtigt sætte fingeren på det. Det kom først rigtigt til mig et par timer efter, da jeg var på vej hjem i bil. Rent faktisk var det min daværende chefs kone, der havde prikket den ud for mig. Havde været på besøg hos dem og få kaffe og hun havde spurgt til hvordan det var gået. Fortalte hende at det var mystisk og at jeg havde en ganske ubehagelig følelse af det. Og da hun hørte om det her lille ord-bytteri rynkede hun sit ellers venlige ansigt i nogle grumme folder.

Havde en aftale med lægen om, at vi skulle snakke i tlf den aften. Hun ville sikre sig, at jeg var ok, og at det var det rette. Hun blev ret tavs, da jeg refererede for hende. Tavs og sendte nogle farlige vibrationer gennem mobilnettet. Aftalen blev herefter, at jeg skulle tænke mig godt om, og hvis jeg ikke ønskede at fortsætte hos overboen skulle jeg melde fra, og at hun (altså lægen) ville prøve at finde en anden psykolog til mig. Det endte det jo altså så med.

Tilbage stod jeg så med “gav lov til” og “medansvar”. Det har forfulgt mig, især fordi det var jo en, der virkelig havde forstand på sådan noget der havde sagt det. Det var ikke bare fru hansen i en almindelig samtale. Eller en veninde over en kop the eller kaffe. Det var en psykolog, der var ment til at hjælpe mig. Og gik hjælpen virkelig over, at jeg skulle tage ansvaret, erkende skylden og så handle på det? Var det dér hemmeligheden lå – at jeg skulle nå dertil.

I så fald er jeg langt fra igennem. For jeg er ikke nået til det. Og jeg har besluttet mig at jeg ikke vil nå dertil. Men hendes bebrejdende ord forfølger mig, når jeg tænker på al den skade jeg kunne have forhindret. Al den ulykke og sorg jeg kunne have stoppet – både den fra voksendelen, men sandelig også barnedelen. Min bror. Hans børn. Andre børn. Hvis jeg bare havde været stærkere og et bedre menneske. Flere har forsøgt at sige til mig, at det ikke er mit ansvar, men ingen har rigtigt fået den annulleret. Flere har med dyb forskrækkelse udtrykt – har han børn? og når jeg bekræftede, sad jeg tilbage med den igen. Ansvaret er mit. Og skylden. Det er som en lille parasit i min sjæl. Hun satte den derind, og jeg kan ikke komme af med den igen. Hvem som helst kan vække den og få den til at vokse og blive stærkere, og det kræver meget af mig at få den til at blive svagere og mindre igen.

Når jeg er klar i hovedet og evner at blive gal, tænker jeg faktisk, at den der første psykolog begik et behandlingsmæssigt overgreb på mig ved at pålægge mig ansvaret for andres handlinger. Eller blot medansvaret.

Når jeg ikke er klar i hovedet tynger visheden om mit medansvar mig. For jeg har det jo fra pålidelig kilde, at jeg har det ansvar. At jeg skulle have gjort en masse andet end det jeg gjorde.

Jeg må påtage mig ansvaret for mig selv. Det gjorde jeg dengang jeg lå på sofaen i en måneds tid og helede umulige sår og skader. Og så var det vist alligevel ikke godt nok. Jeg må også påtage mig ansvaret for, at jeg ikke lærte at sætte grænser som barn og ung, og at det var de manglende grænser, der sendte mig ud på den der helvedestur som voksen. Jeg må erkende at tingene bare hænger sammen. Direkte og klart. Som en tung skæbne. Fik ikke og søgte ikke hjælp dengang og kom derfor ikke for alvor ud af dukke/offerrollen. For jeg kendte ikke andet. Kunne ikke forestille mig andet.

Det kan jeg nu. Men parasitten er der altså stadigvæk. Altid klar til at blive fodret og blive stærkere. Der hjælper hverken medicin eller terapi. Desværre.

En linje – stk 1

Har krydset et bestemt emne masser af gange herinde, men er egentlig hoppet rimeligt elegant væk fra det igen. Fordi det er svært og fordi det efterlader mig i en rigtig dum situation og med et skævt billede af mig selv. Og fordi det er lidt pinligt. Men har jo lovet mig selv, at jeg vil næsten hele vejen rundt her. At det løfte så blev givet en aften, da jeg naivt og dumstædigt fastholdt, at ingen jo nogensinde ville få sat ansigt på mig – jow, go morn do – det er så lige meget. Holder mit løfte til mig selv her.

I det mindste for helhedens skyld.

Kors, hvor har jeg skrevet meget og mange ord om min bror. Om at være barn med ham. Om at være hans søster. Og om at være hjælpeløs som hans legetøj. Helt til et pænt stykke ud over den kvalmegrænse, jeg egentlig havde sat, og jeg har formodentlig fået skræmt en del væk undervejs. Sådan er det, når ordene bare pludselig vælter frem og jeg har fundet der her sted, jeg kan “gøre af dem”. Lægge dem væk og så egentlig ikke rigtigt tænke på dem mere, eller i det mindste tænke på dem på en mere konstruktiv måde, godt hjulpet på vej af gode menneskers kommentarer, spørgsmål og tanker. Nu tager jeg lige en minipause fra emnet bror. Det har egentlig fyldt mere herinde, end det nogensinde har fået lov at fylde i mit liv. Relativt set. Ikke at jeg forlader emnet helt, men lidt. For slippe det helt kan jeg nok aldrig. Det vil altid være der, næsten alting startede. Og startede linjen.

Og det er netop linjen jeg vil af med nu. Sammenhængen mellem overgreb i barndommen og så alt det, der skete, da jeg blev voksen. Det er lang tid siden jeg spurgte psykologen om jeg bare var et uheldigt menneske, der pr definition rendte ind i de forkerte mennesker eller om der var en sammenhæng. Det ville hun naturligvis ikke svare på, men kom med et af sine mere sjældne indad-vurderende blikke. Og startede så lidt langsomt og undersøgende på at svare på hvordan det var – sådan i teorien. Underforstået, at det hun sagde ikke nødvendigvis havde noget med min konkrete historie at gøre. Fik et indblik i undersøgelser, teorier og hypoteser og hvad den mere anerkendte del af litteraturen (vi er nemlig enige om at der findes rigtigt meget møg-litteratur om emnet) sagde om sexuelt misbrugte børns voksne valg. Om valg af partner, valg af venner, valg af job, valg af livsstil osv osv. Og ikke mindst fik jeg et mere teoretisk indblik i grænser og grænsesætning. Eller især mangel på samme. Hun er formodentlig lidt forsigtig med at vælte sig rundt i teorien i en terapisituation, fordi det jo kan virke fremmedgørende, måske en smule nedladende og en hel del bedrevidende. Det er ihvertfald sådan jeg opfatter hendes forsigtighed, når jeg fralokker hende de mere generelle tendenser i de emner vi taler om.

Dog vil jeg hellere have hendes kvalificerede bud end det, jeg kan søge mig til på nettet. Selvom jeg er god til det, indebærer hendes ord en vis indbygget kvalitets- og relevanskontrol, som jeg ikke rigtigt kan få andre steder.

Har tidligere refereret til det her citat i en anden sammenhæng. Om børn og fravalget af børn. Tillader mig at genbruge den i denne sammenhæng også.

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”

Hvis det her står til troende, hvordan kan man så forvente at en voksen, med de børneoplevelser, er i stand til at sætte bare nogenlunde fornuftige grænser i sit liv.

Det følgende er ikke mine betragtninger om incestofre generelt – det er hvad jeg lærte af en specifik samtale, hvor udgangspunktet var mig og mit liv. Og hvilke generelle tendenser, der kunne have spillet en rolle for det.

Da jeg spurgte psykologen om det her med tilfældigheder, uheld eller direkte sammenhænge var hendes svar, at der faktisk er en vis tendens til at ubehandlede ofre vælger partnere og venner senere i livet, der fastholder dem i den rolle. Og som fortsætter de overgreb, fordi det bliver det trygge og det kendte. Spillet man ved, hvordan skal spilles. Og tror fuldt og fast på at overgreb er lig med kærlighed, beskyttelse og tryghed. For man har reelt aldrig fået lært andet undervejs. Så for at få opfyldt kærlighedsbehovet betaler man med alt, inkl at lægge krop og sjæl til nye overgreb. Det gælder kort sagt om at finde sig en psykopat – og det havde jeg held af. I den grad. Og tror jeg, hvis jeg ikke havde fundet en sådan, så havde jeg nok nærmest lavet ham (eller hende for den sags skyld) selv. Fordi jeg ikke kendte forskel på godt og skidt. På overgreb og kærlighed. På nærhed og vold.

Der var ikke noget filter, der sorterede for mig. Ingenting, der fortalte mig at det her kunne jeg ikke lide eller hvorfor, så jeg kunne bringe det til ophør. Og jeg vidste jo, at ting jeg ikke kunne lide også var kendetegnet ved, at det ikke var noget jeg kunne stoppe. Så hvorfor prøve, det ville jo bare gøre det hele meget værre. Sådan var erfaringen. Jeg var usikker på mine grænser og aldeles uegnet til grænsesætning. Og endte atter som offer som voksen. Det er vanskeligt at tilgive sig selv den, men det gav god indsigt at få kendskab til de generelle tendenser i sådan et liv som mit. Lettede en del på skyldfølelsen og skammen over også at være blevet et voldtægtsoffer. Et offer for partnervold. Offer for mere psykisk terror og flere trusler end jeg orker regne på.

Nu er tonen og stilen lagt. Indlægget er ikke færdigt, men jeg har altså valgt at dele det i to dele (måske tre) for ikke at udmatte nogen med uhyrlighederne og indrømmelserne.

Arven

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”

Det er vist en psykolog, der hedder Lars Sørensen, der har fremsat dette indlysende udsagn. Og jeg har set det så mange gange i forskellige sammenhænge, at det efterhånden tabte sin betydning. Det dukkede igen op i min bevidsthed, da jeg begyndte at tænke lidt over de store linjer i mit liv. Stregerne der forbinder fortid med nutid og fremtid. Linjerne mellem barndom og voksenliv. Der hvor man ikke længere kan skelne godt og skidt. Kærlighed og overgreb. Vold og kærtegn. Tillid og mistillid. Tryghed og angst. Et eller andet sted rummer det en nøgle til at forstå hvorfor alt gik så galt. Og hvorfor det hele alligevel blev godt igen.

Kære I, der har børn og børnebørn. Børn I holder af. Pas nu godt på dem. For mennesker som jeg er uegnede til det. Læs resten

Lidt om det der hos sexologen

Jeg er blevet spurgt i en mail, temmelig forsigtigt dog, om hvorfor jeg ikke rigtigt fortæller om det der med at gå til sexolog. Har svaret af samme kanal, som man bør gøre, men måske er der andre derude, der tænker det samme. Om hvorfor jeg dog ikke fortæller bare lidt om det. Om det er for privat og for nær min intimsfære?

Og svaret er egentlig nej, det er det ikke. Men det er temmelig meget over grænsen for min kæreste. Og jeg har lovet hende, at hun bliver holdt mest muligt udenfor det her. Og lige præcis omkring dette emne har vi jo så at sige en fælles privatsfære og grænsesætning, hvor den yderst placerede må være den gyldigste og vigtigste at respektere. Så det gør jeg.

Så det følgende er skrevet med en vis omtanke og forsigtighed ved hendes grænser. Læs resten

Dukkedans

Har hidtil fortrængt mulighederne for fortrængninger generelt. Ren benægtelse og laden som om dette særlige emne ikke havde noget med mig og mit liv at gøre. Og så hopper den op og bider mig et pænt stykke over højre balle. Heldigvis hos psykologen som er fint i stand til at hive mig ud af det mørkeland jeg blev sendt ned i. Fint i stand at være nærværende og ikke bare en fjern, fjern røst, der prøver at kalde mig tilbage til nutiden, til sit “rum”.

Det hele begyndte med almindelig snak om angstanfald, som jeg jo måske/måske ikke havde havde startet dagen med. I forsøget på at give mig nogle redskaber til at håndtere de her angstanfald rejser hun sig og går ud midt på gulvet. Vil forklare et eller andet om at bevare og genetablere jordforbindelsen, og (tror jeg i situationen) prøver at lokke mig til at rejse mig fra stolen og deltage i øvelsen. Jo, jeg hørte skam efter og så osse gennem tågesynet. Men hos mig var det som om jorden åbnede sig, og gav alt andet end den forbindelse til mig som vist var intentionen med manøvren. Sank ned i et dybt mørkt hul og kunne slet ikke komme ud af det igen.  Jeg tror nok, at det har et eller andet fint ord, det der sker, men jeg må tilstå, at jeg ikke er interesseret i de tekniske termer, der dækker sådan en tur, men mere i hvorfor det sker, og hvad der skal til for at jeg kan komme derfra igen. For der er ikke rart at være. Det er som om der åbner sig et sort hul foran mig med en grå/hvid/sort tornadotrakt, som bare suger mig ned i erindringernes allerdybeste huller. Og det er ikke de gode erindringer, der gemmer sig bag tornadoen. Læs resten