Konfrontation

De sidste par uger har stået i konfrontationens tegn. Ikke at jeg har gjort noget, men har fået tilpas mange los i den dertilindrettede anatomiske detalje til, at jeg har været nødt til at tage det alvorligt og tænke over det, i stedet for blot at afvise, at noget sådant er igang.

Kommentarerne er kommet lystigt fra mange sider. Velmenende venner, psykologen (men hun stoppede dog meget hurtigt igen, hvilket var klogt nok) og medlæsende og venlige/kærlige mennesker her på bloggen. Og det er ok, jeg ved hvorfor I skriver og siger som I gør, og jeg sætter pris på alle kommentarer, osse dem, der kan sende mig ned af min private og forfærdelige memory lane. For jeg kommer altid tilbage, og altid en lille smule klogere på hvorfor pokker jeg lige reagerede sådan på dét.

Hævn

Jeg tror ikke på, at det vil hjælpe mig i den situation jeg er i. Og jeg har aldrig troet det. Selvfølgelig føler jeg vrede og afmagt og det er jo nogle af de følelser, der driver et hævnønske. Men det bliver aldrig til hævn. Jeg tror, at mit behov for at være i fred og få ro på mit liv er større end min retfærdighedssans. At det får mere plads. Og jeg tror egentlig, at det er fornuftigt nok. Trods alt.