Jeg ved bedst

Mon sådan en mandagstræthed er noget der kommer fordi weekenden bare ikke var lang nok, noget der kommer fordi hjernen slet ikke kan kapere udsigten til 5 arbejdsdage inden næste weekend – eller er det bare et udtryk for min helt private og stærkt tiltagende træthed af at gå rundt på kanten af en eller anden form for sammenbrud.

Det er nok ca det sidste.

Ugen er sat i søen og byder på en tur til både læge og psykolog – den ene efter den anden og jeg er ærligt talt spændt på hvad de finder ud af når de ser mig i øjnene og skal vurdere hvad  pokker der foregår for mig.

Det er faktisk det glade vanvid, for jeg ved det jo godt selv.. at den er gal. Det er jo mig der vågner badet i sved efter mareridt, det er mig der må sætte mig i løbet af dagen når hele rummet snurrer rundt og jeg ikke kan se klart ud af øjnene og bare vil lægge mig fladt ned og vente at det går over af sig selv. Jeg ved det når jeg passerer en bestemt betonbro på min vej. Jo, jeg ved godt selv hvad der er galt.

Spørgsmålet er bare hvad der skal til for at jeg kan finde tilbage til tidligere gode takter og tanker. Det er der de kloge koner skal på banen. Det andet ved jeg bedst.

Jeg er syg – har flere daglige angstanfald og vil helst bare stå af. Så er man syg.

At jeg så ovenikøbet lige skulle høre en forhadt stemme i weekenden gjorde det faktisk ikke bedre. Vi har en fødselsdag i familien og jeg ringede som den gode datter jeg er “hjem” og ønskede tillykke og kunne stort set ikke tale tre klare ord for stemmen der sad der i stuen i baggrunden fyldte mig med syg kvalme. Jo, min bror var den gode søn og var hjemme. Pis.

Det var nok. Bare det. Det er jo sygt.

Straks er jeg tilbage som lillepigen der oplever alle de der forfærdelige ting, lillepigen der ikke kender til nej og lillepigen, der bare spiller død.

Oppe i hovedet. Ikke udadtil som sådan – men oppe i hovedet. Det er osse sygt.

Har siddet i et par timer og kigget på en tom skærm for at skrive lidt om det, uden overhovedet at vide om det kom ud her. Det gør det så men det er nok ikke lige verdens klareste ord. Det må blive en anden gang.

Fokus er på torsdagens køretur og besøg hos kloge koner – håber at jeg er i stand til at sætte ordene på hos dem. Ellers får jeg vist lov til at gå zombie-rundt endnu en måned inden nogen kan råbe mig op. De spørger mig hvordan det går, og når jeg ikke magter at svare og lyver og siger det går nogenlunde er det ikke givet at de afslører det. Så jeg prøver at øve mig i at fortælle det som det er. At jeg har allermest lyst til at råbe højt, inderligt og længe.. stop nu, jeg vil af. At jeg behøver hjælp. Og krav-frihed. Og venlige mennesker.

Halve dage

Har nu haft en række af halve dage på arbejde og det er altså lige til at holde til. Jeg må jo indrømme at chefen så rigtigt på sagen da hun afgjorde at når jeg kom tilbage så skulle det være på ikke over 26 timer om ugen. Og det er sandelig osse nok. Den sidste time hver dag er en kamp for ikke at skvatte sammen eller se alt for “sejlende” ud i øjnene når kvalmen og mavesmerterne bliver for meget.

Desværre er der ikke mange på jobbet der er orienteret om at jeg ikke er til rådighed efter kl 13 ca. Så min telefon ringer konstant og opgaverne tikker ind. Gør lige det, kan du klare det og jeg har rykket lidt rundt på dine arbejdsopgaver så du liiige får plads til den her opgave osse.

Det er bare ikke alle der ligge fatter at når jeg siger nej – så mener jeg nej.. og så er der ikke andet for end at de må snakke med min chef. Jeg henviser dem alle til at snakke med hende og få hendes godkendelse af deres ideer.

Hun afviser dog med hård hånd, velvidende at for meget fysisk arbejde til mig lige nu kan sende mig tilbage i sygesengen og at dét vil være synd for mig, men endnu vigtigere figurere som sygefravær i hendes afdeling og noget hun skal være ansvarlig for – overfor hendes chef. Så er det meget bedre at holde mig i gang på begrænset tid og sørge for at jeg møder hver dag  og gør hvad jeg skal og bør.

I dag tager jeg bilen med på arbejde. For i dag skal jeg et smut ud til psykologen og jeg tror der bliver nok at tale med hende om. Der er sket en del siden før jul. Mange prøvelser og udfordringer der er klaret med mere eller mindre held.

Og måske – måske ikke – hendes vurdering af den der situation med medicin ville være passende?

De “farlige” tanker ligger lige under overfladen og fylder en del.. men jeg er bange for at tale om dem og lufte dem. Bør jeg nok gøre i dag.

– se jeg tør ikke engang sætte de rette ord på hvad farlige tanker er.. men jeg tror de fleste forstår alligevel. 

Nej-øvelser

For det har jeg fået pænt besked på af alle de kloge hoveder, der har med mig at gøre. Altså at jeg skal øve mig i at sige Nej. Og mest på arbejde, for jeg vil jo helst ikke være syg igen, om så bare for nogle få dage fordi min overbelastede sjæl ikke kan mere eller at mit knæ driller. Jeg har to fine grunde til at holde lidt på energien dér, og så vel ortodpædkirurg som læge og psykolog mener at jeg skal prøve at holde mig i nærheden af det i forvejen aftalte timetal på ca 30. Det er slet ikke noget urimeligt timetal.

Og i denne uge lykkedes det sørme. Men osse kun næsten, for jeg sagde faktisk ja til en ekstraopgave i går, og det ville have bragt mig over grænsen. Jeg skulle overtales og lokkes for med søde ord, men jeg endte med at sige ja, efter først at have afvist det kategorisk. Endte så faktisk med at blive løst af andre, så jeg slap og viste min chef med al ønskelig tydelighed i ord og fagter at dét var jeg bestemt ikke utilfreds med.

Ok, så lærte jeg det. Først nej kan blive til et senere ja. Jeg må vist øve mig mere i det der nej. Og gerne med en vis bestemthed – og helst uden at være morsom/flabet/sarkastisk som jeg sagtens kan finde på – og i dag ringede hende den anden chef og jeg tog telefonen og præsenterede mig som jeg plejer:
– Må jeg sætte en ekstra opgave på dig
– Nej
– Jamen du kan lige nå det mellem to andre
– Nej
…. bang.. røret på.

Men jeg sagde jo nej første gang. Jeg var ikke det mindste morsom men sagde bare ganske klart nej. Men jeg tror faktisk hun blev lidt børnefornærmet i visheden om at hun måtte finde en anden til jobbet, for jeg orkede faktisk ikke mere i dag og lusker stadig rundt på et knæ der driller.

Og nu sidder jeg så med min dårlige samvittighed og spekulerer over hvor meget det ødelagde i hendes plan at jeg sagde nej, siden hun blev så knotten at hun smækkede røret på, Genspiller den lille samtale for at hitte ud af om jeg har brugt et fornærmende tonefald i mine sammenlagt 5 talte ord. Og jeg tror det ikke, jeg var bare helt, helt klar i mælet at dét ville jeg ikke i dag. Men det kan måske osse være fornærmende i sig selv.

Og i dag ser jeg så næste uges plan – helt som jeg forventede – bortset fra at min halve fridag, der altid ligger torsdag i lige uger pludselig er faldet ud og er besat med en opgave. Jeg tøvede ikke et øjeblik og ringede til chefen, at dét kunne hun altså godt ændre, for jeg har fri kl 13 de dage. Altid. Lige fra jeg blev ansat og til nu. Det var ikke særligt populært heller. Men jeg skal da ikke aflyse både psykolog og læge bare fordi deres computersystem synes at mine magiske torsdage skal rituelt slettes med en regularitet på ca 3-4 måneder. Og det er samme problem hver gang. Jeg ser det og reagerer og får faktisk dårlig samvittighed hver eneste gang. Der var til gengæld ingen tøven, for de dage er bare for vigtige for mig.

I dag har jeg altså sagt Nej hele tre gange.

Synes faktisk selv at jeg er ganske dygtig. Men tror cheferne er en smule trætte af mine manøvrer. Jeg kan altså godt lide det job, jeg kan godt lide at have det og gøre det – men jeg vil ikke ødelægges af det. Og ved jo godt et eller andet sted derinde at det er hverken de eller jeg interesseret i, de skal bare løse kortsigtede problemstillinger her og nu – hvor jeg mere kigger længere frem og er lidt mere bredspektret i synet på mit liv. De ser en opgave-udførende medarbejder-robot, som de kan tjene penge på så længe jeg ikke laver fejl eller bliver syg – jeg ser et lidt helere menneske. Det er barsk og kynisk, men ingen skal være blind for at det er en privat virksomhed og ikke et eller andet socialdemokratisk velfærdsprojekt. De skal tjene penge, og så længe de gør det godt har jeg et job.

Så længe jeg gør det godt mht at passe på mig selv – har jeg formodentlig et job. Holder jeg op med at passe på mig selv er jeg invalid.

Jeg skal bare øve mig i at sige nej uden at blive morsom.

Løsgående tanker

Det er sådan det er lige nu – lige som naboens to løse boxere. Tankerne spurter rundt og er helt uden for kontrol. Er alle vegne, men aldrig dér hvor man har brug for dem. Og ikke ligefrem samlet på et sted.

Måske derfor var det så godt for mig at meditere lidt ved det der nærliggende vandhul i går. Sidde og vente helt tålmodigt på at de der mini-choppers agtede at smække fødderne på det stykke siv jeg havde stillet skarpt på. Fandt lige et nyt nogenlunde brugbart billede, så det får I osse at se inden jeg bliver alvorlig igen.

For jeg skal have styr på det med tankerne til i morgen. Jeg skal ikke bare forbi psykologen men osse ud til lægen og snakke med hende om “hvad nu”. Prøver ihærdigt at finde ud hvad jeg tænker og mener om det der med hvad nu. Jeg ved at den her uge har givet mig ro og den nødvendige kravfrihed for at jeg har kunnet finde mine “ben” (inkl det halve) igen. Men på mandag begynder kravene igen. Der står jeg igen til tiden på gulvet og henter dagens arbejdsseddel. Det er i hvert fald planen. Eller er det? Jeg aner det ikke, men håber det.

Jeg har bare én arbejdsuge inden vi tager på den første af vores to sommerferier. Det glæder vi os så meget til og det bliver rart at se mine forældre igen. Ingen tvivl om det. Og så håber jeg bare at de denne gang lader emnet “storebror” ligge lidt. Kors, hvor jeg bare ikke gider høre om hans fortræffeligheder når jeg ved hvor meget jeg lider efter hans særlige opdragelsesmetoder og træningsprogrammer.

Det er en periode hvor jeg bliver forfulgt af mareridt om det… og det andet.. og jeg efterspørger efterhånden et eller andet der kan slå mig hårdt i hovedet med en hammer så jeg sover en drømmeløs søvn i stedet for at vågne kl 2 om natten overbevist om at jeg er enten… lille pige ca 10 år med ondt… eller 21 år og ligger og roder rundt under et køkkenbord. Mareridt der følger mig op og ud i vågen tilstand, som en film der kører for mit indre blik. Loop´er i nonstop mode.

Jeg savner at kunne gå ud uden at være panisk angst for mine egne reaktioner på det uventede, uden at skulle se efter ting der eventuelt kunne udløse de der flashbacks som gør mig helt sort indeni. Det er sådan noget der gør, at jeg bliver træt og ikke rigtigt dur til at komme ud af døren, for jeg bruger uforholdsmæssigt meget energi på bare at opføre mig nogenlunde naturligt. Eller det vil sige – være under kontrol. Så der ikke pudselig sker et eller andet mystisk med mig.

Men jeg har jo været der før og ved at perioderne bliver kortere og kortere i det her sorte hul. Men når jeg ser verden gennem den her film af forvredne mareridt, flashbacks og erindringer, så har jeg det altså ret svært, og det er nærmest umuligt for mig at beskrive hvordan den verden egentlig ser ud med det filter påmonteret. Men nogen køn verden er det altså ikke.

Måske netop derfor søger jeg ud med kameraet i øjeblikket og søger de grønneste motiver jeg kan finde. For dét er fuldstændigt renset for flashback-potentiale.

I morgen skal jeg altså afsted igen. Denne gang tager jeg kæresten med som chauffør. Det er lykkedes hende at få fri fra arbejde så hun kan følge med og måske selv høre om hvad det er der foregår omkring mig, for jeg tror hun er lidt forvirret pt.

Det skulle være sommer

Og godt.. og dejligt humør.. og ferien, der venter lige om hjørnet.

Alligevel sidder jeg her og føler mig skidt og at jeg slet ikke tillade mig det. For er der noget vores blogland lige nu bliver udsat for er det da at livet, tilværelsen og prioriteterne i livet bliver sat i relief.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive og sige mere.. og tør ikke rigtigt deltage.

I går var jeg hos psykologen og det er stadig barske løjer. Vi gik næsten 100 pct over tiden inden jeg fik lov til at gå.. jeg fik knus og en hånd at holde i undervejs når det blev for svært.. og så ned af trappen på usikre ben og ud i bilen. Flot! Gid jeg havde haft en chauffør. Og hvorfor fanden fik jeg ikke fyldt vandflasken inden jeg kørte.. jeg var ganske tørlagt og svimmel. Hvorfor ikke gå hen og banke på døren igen og tigge vand? Nej, synes ærligt talt at jeg ville væk og at jeg havde stjålet nok med tid, så ville ikke osse stjæle vand.. sikken sær tanke.

Og et mirakel at jeg lirkede bilen hjem gennem myldretiden på motorvejene. Jeg skulle ikke have kørt, jeg ved det. For jeg var helt og aldeles væk og bilen kørte på autopilot, der først blev koblet ud da den skulle puttes i garage. Hvordan jeg bar mig ad med at undvige motorcykel, der kom imod mig med 100+ kmt i min vejbane i en 60 kmt zone (dvs modsat køreretning for ham) aner jeg ikke.. tror jeg brugte en cykelsti og en stribe græs – bilens skærme fortæller deres egen historie her – den ligner en ikke-rengjort plæneklipper på afveje.

I dag på arbejde har robotten været i gang… jeg skulle ikke være mødt i dag. Overhovedet. Mon jeg står på gulvet på mandag?

Og nu vil jeg kravle i seng.. til mine mareridt om blod, køkkengulve, knive, latter, blod og smerter.. ganske som jeg plejer. Jo, jeg får lov at føle nu. Det alt sammen. Håber det tjener et godt formål inden jeg får nok. Håber der er mening bag det.. Mumler mantraet og sir god nat.

Sender tanker til dem jeg er kommet til at sætte pris på.. I må stole på at jeg slås hvad jeg kan her. Så stoler jeg osse på jer.

Mantra

Sådan et har jeg i øjeblikket. Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.

Det skal bare kunne lade sig gøre at komme igennem det her skidt. Og det lige nu. Og jeg tror faktisk ikke engang jeg behøver gå i detaljer med hvad det handler om. Kan bare sige at det handler om medicin – om smerter – om kæresten – om kontrollen – og om stædigheden.

Føler det som om jeg skriver verdens korteste blogindlæg – men det rammer lige præcis hvordan det er lige nu. Hvordan det bliver at gå til psykologen på torsdag. Det er så ondt det her, for det er dobbelt og jeg er helt klar over hvor “hunden ligger begravet”. Har vanvittige smerter i øjeblikket og kan ikke skjule det for nogen og så ramler korthusene bare lidt sammen om mig. Og nej, jeg har ikke været ude og cykle. Sådan er det bare. En gang i mellem.

Men jeg holder mig fra pillerne, der står ude i skabet… det er no go lige nu.

Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.
Hold Ud. Hold Af. Hold i. Hold til.

Bare lidt endnu…

Holder mig fra de nemme løsninger, som jeg nu ved ikke løser noget som helst. Og hvem ved måske presser jeg mig selv så langt ud, at jeg ikke kan komme længere, med mindre jeg slipper kontrollen og overlader den til en klog kone for en stund.

Og så håbe at bilen selv kan finde hjem i garagen bagefter.

Helt ærligt – så er jeg skidehamrende bange…

Pyha – nu har jeg sagt det. Næsten. Jeg er bange. I den latrinære udgave af at være bange.

Ikke en tranetur

Vi skulle have været et pænt stykke oppe i Sverige for at se på det store tranetræk, der holder flyve, æde og dansepause ved en bestemt sø. Men nej, for de der troløse traner havde jo tænkt sig at blive i sydtyskland lidt længere end nogen havde forestillet sig. Så mandag eftermiddag aflyste vi vores medpassagerer på turen og vi besluttede os for en Tour de Skåne i stedet. Strandengene ved Landskrona (god mulighed for at se tranerne trække hen over), Hässleholm, det vanvittige genbrugscenter i Tyringe, Vattenriket i Kristianstad, Åhus og så tilbage via Söderåsen og Ljungbyhed/Herrevads Kloster. Og jo, så kunne vi jo lige passende osse stoppe ved det der Pulken sted som flere andre bloggere taler så meget om. Det kunne jo være at der var mere end 5 traner.

Og det var der. Ca 30 mente den venlige guide, der var udkommanderet på den lidt ensomme post og travlt beskæftiget med at fortælle danskere (dem var vi en del af) om tranernes træk og hvorfor de har valgt nogle få søer i det store Sverige og ikke bare lander hvor de lige synes. Spændende forklaring, som jeg dog ikke kan gengive meningsfyldt, fordi, må jeg indrømme, at jeg ikke rigtigt forstod hvorfor det netop forholdt sig sådan – altså ud over at det var disse to steder de blev fodret. Jeg har en lille-bitte mistanke om at den fine forklaring i virkeligheden var en form for bortforklaring ift fodringens turistmæssige effekter.

Derudover så vi et par unge havørne (som jeg kun har billeder af som sorte prikker) og flere røde glenter end min far til sidst gad tælle. Tror faktisk vi ville have fået et lavere tal hvis vi under hele turen havde talt grønne biler på vejene. Skægt så blasert man bliver over for den der røde glente når man kører rundt i skåne.

Der var kø ved kikkerterne han havde stillet op ved tårnet og alle ville jo gerne se tranerne når de lander eller “danser”. Jeg synes nu ikke det ligner dans, mere noget meningsløst hopperi. Kan være det bliver moderne en dag med passende youtubemarkedsføring. Jeg havde medbragt god kikkert på stativ (skop), der hurtigt blev næsten lige så populært som hans Swarovskier – og højere kan en kikkert næsten ikke nå på sin egen kikke-himmel.

Og dette var ca hvad man kunne se ved Pulken. Vi var heldige da vi var der, for de små fortrops-flokke af traner nærmest væltede ind. Der var hele tiden traner i luften. Der er dog slet ingen tvivl om at de der har planlagt traneture i den kommende weekend får betydeligt bedre oplevelser end vi.

Til gengæld blev vi inviteret på varm kaffe hos Inge og Hasse i skoven på vej hjem. Det var lige hvad vi trængte til. Ud af bilen, godt selskab masser af smil og tydelig glæde over at se os og hunden fik lov til at udforske grunden uden snor (om dét vil gå godt en anden gang uden ca ½ m sne som afgrænsning aner jeg dog ikke). Men jeg tror faktisk vi får en lejlighed til at prøve dét af en weekend. Og gerne en hvor vi ikke er syge, tak. Efterlod kikkerten i Inges varetægt, da jeg tror hun kan få lidt glæde af den i et par måneder, for jeg må indrømme at kikkerten har ligget længst inde i en kasse, længst inde i vores pulterrum siden skt hans sidste år, og at det nærmest krævede en retningsbestemt boring (skråt ned og lidt til højre og så ramme et pkt ca 30 cm over gulvet et par m inde mellem kasser, gardiner, hundedimser og værktøj) gennem rodet for mig overhovedet at finde den. Vi skal bare bruge den en uge til sommer igen.

Nu sidder jeg her alene. Kæresten er på arbejde og mine forældre er sendt hjem. Og jeg må jo indrømme at jeg faktisk nyder roen og det at være alene – bare i et par timer. Jeg er træt. Meget, meget, meget træt af mine medmennesker. Træt af at se at min aldrende far mere og mere ligner min bror (sært at det går den vej – men tror at han har holdt de her egenskaber i skak, og nu er blevet en ældre mand, der bare ikke gider eller magter styre sin hang til at kontrollere, kritisere og moralisere). Men jeg har nydt det osse – er bare… træt. Heldigvis har jeg et par dages ferie mere. I  morgen er det magisk torsdag i stor stil. Skal til kontrol hos lægen og så genoptager jeg besøgene hos psykologen.

Fredag – der skal jeg altså bare … slappe af.. og så har jeg lige et halvthundrede blogs jeg skal have læst op på. Ups.

På tide

Det er det helt afgjort – altså at jeg genoptager den behandling/terapi der mere eller mindre har stået på standby hele vinteren (som jo snart må være overstået, ikk). Så efter påske genoptager jeg de magiske torsdages egentlige planer. Har sørget for en ny aftale med psykologen og jeg håber at vi kan tage den op hvor vi slap inden omstændigheder og økonomi tvang mig til at holde en pause.

Det er fint at den medicin lægen har sat mig på har holdt mig nogenlunde ovenvande rent mentalt, og egentlig er der jo osse kommet mange klarheder ud af ikke at skulle forholde sig til alle de gamle traumer hele tiden. Til gengæld dukker de op nu igen. Så det er så afgjort på tide at komme tilbage.

Det må og skal være sidste omgang i traumeland – når det er overstået må det gerne være ubehagelige minder i stedet for noget der stikker sit ubehagelige ansigt frem i min omgang med andre mennesker. (psykolog – jeg ved at du osse læser med, så du kender næsten dagsordenen for den første torsdag i april).  Nu skal traumerne fandme nedlægges, skydes, parteres og gøres ufarlige. Koste hvad det vil.

Jeg vil starte min egen lille følelsesmæssige revolution – Fandme.

Jeg har forsigtigt genlæst det der indlæg jeg skrev forleden om PTSD – og det er vist egentlig en ret præcis beskrivelse af hvor invaliderende det er og det gav stof til eftertanke, så jeg ved at der skal gribes ind inden det tager magten fra mig igen. PTSD´en er kronisk, men det behøver symptomerne vel ikke nødvendigvis at være.

Tak for jeres kommentarer på et indlæg som jeg godt ved var svært og tungt – men I fik mig losset i røven, selvom I måske ikke selv kan se det. Det var vigtigt. Det er vigtigt.

 

Svær at gøre tilfreds

Ja, jeg er helt skyldig i manøvren.

Nu har jeg pevet ganske længe om at der bare ikke var arbejdsopgaver nok til mig på arbejde og at min løn dermed blev reduceret ned i nærheden af min/vores smertegrænse.

Så fyrede chefen rundt regnet en tredjedel af medarbejderstaben, så nu mangler vi bestemt ikke arbejde. Men min faste aftale om at have ca 30 lønnede timer om ugen består, og det skal der helst ikke pilles for meget ved. 32 går, 34 gør mig sur… 37 gør mig aggressiv. 25 gør mig bare fattig. Eller rettere, fattigere. Ca 30 timer så løber både det økonomiske og det mentale regnskab rundt. Og det fysiske, ikke at forglemme.

En anden helt fast aftale er at mine magiske torsdage består. At jeg hver anden uge har garanteret tidligt fri torsdag. Mellem 12 og 13 så jeg enten kan besøge psykolog, læge, få synet bilen eller andre ting, der skal planlægges lidt i forvejen. Rigtigt tit er magien i de der torsdage blot at jeg kan komme hjem, smide kameraet på ryggen og gå en god lang tur med hunden uden at være alt for træt på forhånd. Gå hjem og drikke kaffe og hygge med en film, computeren eller en god bog inden kæresten kommer hjem og forventer at madlavningen sættes i gang. De der torsdage er totalfredede i min verden.

Desværre var de ikke totalfredede i det der administrationssystem, der holder styr på vores opgaver, viste det sig. Så i dag var alle mine ellers så magiske torsdage blevet besat fast til hen i juni. For så passede timeregnskabet lige præcis på de 30. Hende der havde sat opgaven op så på mig med et stort smil og var helt stolt da hun viste mig det. Og blev ganske bleg om næbbet da jeg lakonisk afviste den løsning. Mine torsdage skal ikke røres. Må ikke røres. Kun når der går ild i de sanitære installationer og når jeg i øvrigt selv siger at det er ok.

Og så gik vi ellers i gang med at omorganisere de der 30 timer så det passede igen og jeg stadig kunne holde tidligt fri bare to gange om måneden. Det er godt at vide at jeg trods alt sidder så fast i mit job at jeg kan tillade mig den slags urimeligheder.

I morgen er der atter en magisk torsdag. Jeg burde have været til psykologen, men fik aldrig bestilt tiden, så jeg tager hjem og prøver at slappe lidt af. Jeg tror ikke det hjælper mig nær så meget, men glemsomheden har nok osse en baggrund. Der var nok en grund til at jeg ikke lige skulle afsted i morgen.

Må altså prøve at huske at få fat i den der kloge kone – meget snart. Har alt for mange alt for sære tanker og anfald pt.

… Og hvis dette indlæg virker lidt halvt er det fordi kæresten lige lagde en iphone 5 foran mig og jeg fik lidt andet at tænke på…

Er altså ikke SÅ glemsom

Jeg ved det godt. Altså det der med “I like your blog” awarden som jeg fik i sidste uge, og som jeg allerede for længst burde have sendt videre til en eller fem bloggere. Men jeg synes ærligt talt at opgaven er kropumulig for mig så jeg har brugt rigtigt meget tid på at spekulere lidt over hvordan den skulle kringles – og efter hvilke kriterier.

Er ved at nå frem til en løsning.. håber jeg.. Herom senere.  Men dette sådan bare for at sige at jeg skam ikke har glemt noget som helst. Om ikke andet så afslører besøgsstatistikken for sidste uge at der foregik et eller andet specielt. (ok – noget af det var nok den der politiske debat som vi har tærsket dét langhalm på – som der skal tærskes).

Denne uge er med magisk torsdag – uden nogen planer. Så jeg skal tidligt hjem, lufte hunden og så bare være helt helt for mig selv i fem timer. Og selvom jeg er vild med kæresten, er det nu også meget rart med en stille eftermiddag for sig selv – bare ind i mellem. Det er jo osse en slags magi. Iført grimt tøj og hygge på sofaen med en god bog – og en snorkehund ved fødderne.

Kunne være jeg skulle en times tid dér på at løse den her opgave fra hende der – et sted i midten.