På kanten

De gode blog-intentioner holdt ikke i virkeligheden, for virkeligheden møvede sig pludseligt ind på mine dage. Virkeligheden og den alt for skarpe kant kom for tæt på og jeg blev udsat for hvad der vist nærmest kan kaldes en menneskelig udgave af en “sikkerhedslanding”. Det hele blev lidt for meget. Bare lidt.

Når sandheden skal frem – og det skal den slags jo ind i mellem – så har det sidste års udfordringer været lidt for meget, prøvelserne for store og kravene for bastante.

Og for et par uger siden væltede læsset så og andre måtte gribe ind og få mig samlet sammen igen.

Jeg har lært flere ting af det her. For det første skal jeg blive bedre til at råbe på hjælp når hjælp er nødvendig. For det andet skal jeg sætte grænser for kravene. For det tredje at erkende at jeg ikke fungerer helt så godt som andre.

Men hvad så når kravene kommer fra nogen jeg ikke kan kontrollere – og som jeg ikke kan sige nej til?

For der begynder at ske ting og sager mht mit tidligere job og “sagen”. Vi nærmer os en deadline for hvornår krav kan kundgøres og af en eller anden mystisk grund er fagforeninger nøjagtig som mennesker – hvorfor gøre noget for en måned siden hvis vi stadig har en måned at gøre det i? Så nu skal det hele ske på alt for kort tid, og jeg regner på timesedler i én uendelighed og prøver at guide juristerne rundt i junglen af mystiske arbejdsgange og inkonsekvente aflønningsformer og beregninger af sygeløn. Og de bliver ved med at finde nye fejl og forhold der osse lige skal afsøges – de starter hos mig, og finder de fejl undersøger jeg sagerne hos tidligere kolleger – er det enkeltstående fejl eller er der en systematik – og i så fald hvilken.

Og jeg kan slet ikke. Jeg har maksimalt 60 minutters koncentration at gøre godt med af et par omgange – om dagen.

Det er dybt frustrerende. At være så tæt på mål nr 1 – og så vælte. Må bare håbe at de der er klogere end mig på det her, bedre end mig – at de har styr på det. Og  holder deadlinen.

Men hvad jeg ved pt gør at jeg føler en forsigtig optimisme. Dog.

Prøver at nyde årtiers varmeste og tørreste oktober med lange gåture med hunden for at få bragt orden i kaos. Prøver at nyde farverne.

Det virker bare ikke helt så godt – men der kommer da nogle pæne billeder i kassen. Totalt floskelagtige og fantasiløse efterårsbilleder. Men fint er det da.

Men der er også plusoplevelser på kontoen. Lidt til låns. Men de tæller alligevel.

Min tovlige svoger har i alle de år jeg har kendt ham skiftet bil 3-4 gange om året. Sådan ca i gennemsnit. På et tidspunkt opnåede han at have 3 på en gang. Gamle slidte biler. En cabriolet med hul i taget som han måtte bore huller i bunden på for at få det vand, der kom ind fra oven lukket ud for neden, da fjedrene bestemt ikke var beregnet til vægten af et kørende badekar. En tussegammel men luksus-audi hvis største charme var at elruderne på bagsædet endnu ikke var gået i stykker. Men den var god til at køre – især langt. Hvor den ikke skulle startes for tit forstås.

I søndags solgte han så sin eneste bil og desperationen satte ind. Ingen bil? Det er jo nærmest kastrerende for en mand i hans alder (knapt 50). Ny, gammel bil stod dermed på ønskesedlen og det skulle være lige nu.

I går dappede vi derfor ud på landet for at kigge på en 25 gammel år gammel honda. Han havde fået kontakt med en ældre kvinde, der havde haft den fra ny og den stod i solen da vi kom. Lys og lækker. Passet, plejet og om-nusset – men aldeles ukørt i 2 år.

Jeg vil ha den bil! Han købte den naturligvis og var glad. Men han får dælme ikke lov til at sælge den igen før han har spurgt os.

Jeg har tabt mit hjerte til den bil – helt og aldeles. Heldigvis har konen det på samme måde. At den der må ikke forlade familien igen. Det er en glad-i-låget bil i sjældent god stand. Og sælgeren så med tårerne springende ud af øjnene, at han kørte derfra. Der er ingen tvivl om at den bil og hun havde en god historie sammen. Eller flere. Hun kunne bare ikke køre bil mere og den var i vejen i garagen. Stod det til hende var den formodentlig blevet sat ind på et tæppe i stuen!

Han har været heldig dér. Uden tvivl. Og hvis han ikke påskønner det, så får han med os at bestille, for den slags biler er sjældne og kommer ikke normalt til salg.