Jul igen?

Så har vi altså jul igen, som den der julesang jo påpeger.

Nu har vi altså jul igen,
det la’r sig ikke skjule,
og vi er vældig med på den
vi snakker kun om jule.
Om julesne og julegran
om julelys og gaver
om julefest og julemad
og julestads vi laver.
Ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen.

a_IMG_3744 Og jo, jeg har da endelig fået taget et par billeder af det der julefænomen der endnu en gang har grebet ind i vores hver dag. Tog ind til byen en aften og hentede konen da hun kom lidt sent hjem fra arbejde og greb kameraet med, for det var sådan en fin aften og jeg håbede at der ville være tændt lidt lys rundt omkring i byen. Det var der sandelig osse. Og en masse mennesker. Alt, alt for mange mennesker. Og vi der helt seriøst har overvejet at besøge tivoli i år? Det bliver så afgjort ikke i år. Fik faktisk tilbudt arbejde i tivoli for en måned siden og takkede pænt nej til at arbejde der i juletiden. Af samme grund. For mange mennesker. Det ville ende galt og med indblanding af ordensmagten eller sådan noget når jeg fik et anfald og bankede en i hovedet med et til formålet egnet redskab. For det er der jeg er lige nu.

Er blevet aggressiv og let-antændelig. Igen. Er skuffet og ked af det – men vreden ligger lige under overfladen. Jeg vender den ikke mod andre – jeg vender den mod mig selv i et gigantisk selvhaderisk og destruerende billede af mig selv. Og det er den erkendelse der gør at jeg vist behøver hjælp til at komme videre.

Jeg skød en bunke billeder uden at gøre noget særligt ud af det, eller satte det på stativ eller andet.. men dybest set rendte vi hurtigt igennem byen inden vi tog hjem igen. Med smagen af dårlig glögg hængende i ganen.

Ib_MG_3815 Men altså jul igen? NU? Jeg gider ikke. Jeg har ikke lyst. Jeg vil bare være helt alene og højest sammen med konen. Og det var så årets plan, men det blev lavet om henover hovedet på mig. Jeg troede nemlig at familiens jul (dvs min families) i år indbefattede min bror og derfor faldt det os ganske naturligt at holde os længst muligt væk. Men planer er til for at blive ændret så vi fik en pænt formuleret opfordring til at til at komme til den anden side af landet. Endnu en gang. Så vi tager afsted på tirsdag (sammen med resten af østdanmark – ca) og til gengæld bliver vi ikke helt så længe som vi kunne gøre. Hurtigt ud – og hurtigt hjem igen. Andet magter jeg faktisk ikke. Mine forældre var ikke helt tilfredse, men det bliver altså bare sådan. Men julen indfanger os endnu en gang. På trods af at vi gjorde et ihærdigt forsøg på at boycotte den i år.

Jeg har ingen logisk forklaring på det men sagen er at disse uger i arbejdsløshed og desperation efter at “noget” skal ske har sendt mig lige lukt mod følelsen af overgreb og misbrug igen. Følelsen af at andre har kontrollen i mit liv. Nu skal du holde kæft, nu skal du smile, nu skal du være glad, nu skal du.. osv osv. Det er det rene vanvid, men jeg har det faktisk lidt sådan at jeg er blevet sat ind i det samme sorte, mentale skab som min bror plejede at låse mig ind i når jeg ikke “var sød nok”. At det er lige der jeg er igen. Venter på at nogen lukker mig ud, og at det ikke er nogle af de farlige der gør det.

Det er sgudda sygt, det her. Er ikke kommet videre. Eller osse var jeg kommet videre. Midlertidigt.

Storm P fortæller om det i en af hans fluer.

En lille bitte mand kommer hen til togstationens billetluge. Han kan kun lige få næsen op over disken
– Jeg vil gerne have en returbillet.
– Hvor til, Hr?
– Hertil!

Det er sådan det er. Frem og tilbage er lige langt og en returbillet har destinationen tilbage “her til”.

Nu skal jeg bare overbevises om at rejsen ud i verden og forsøget på at erobre en normal tilværelse var det værd. Men det tror jeg faktisk det var. Måske ligefrem værd at forsøge igen.

Det haster

Eller det vil sige at det begynder at haste en smule. Jeg skal nemlig møde på arbejde i morgen så nu skal jeg bare finde mig selv i løbet af dagen, ellers ved jeg ikke lige hvad der kommer til ske i morgen.

Jeg har overspringsblogget (og stadig tak til fruen i midten for dét ord) en smule og har benyttet mig groft af at være husnørden i problemer. For det er slet ikke den slags småbøvlerier mit liv handler om lige nu. Det er skægt, det er udfordrende, men det er ikke lige det der er i centrum.

Derimod mangler jeg min skal. Har det som en hummer uden skal, og det er ærligt talt ved at blive lidt af et problem. Der er masser af mennesker omkring mig på arbejde og jeg kan nærmest ikke tåle dem. Så det haster med at finde en eller anden form for beskyttelse. Når jeg nu ikke længere kan bruge den lægen har leveret til mig i form af medicin.  Jeg kan ikke huske at jeg har prøvet det før – at gå på arbejde og på forhånd føle mig så sårbar og jeg er egentlig lidt nervøs for det. Jeg har hele ugen sørget for at holde mig langt væk fra mennesker i al almindelighed og kæresten har ikke engang kunnet lokke mig med ud og købe ind. Selv ikke da hun truede med at vi skulle have en ny køkkendims (der indkøbes i samme kæmpe butik som al vores anden elektronik, og hvor jeg normalt sætter pris på at gå rundt og nørde lidt). Nix – jeg holdt mig langt væk og sendte hende afsted alene.

Det er altså smadderhamrende irriterende.. for det er lige begyndt at gå bedre med at være ude af medicinen. Vist den lille og store angst kryber da indenfor ind i mellem, men det kan jeg næsten leve med. Depressionen hænger over hovedet af mig – men bare den bliver der.

Og så skal jeg tilbage på arbejde og præstere og være socialt velfungerende og hvad ved jeg… og det ved jeg slet ikke om jeg kan. Det er altså noget skidt. Begynder dog at tænke at man lige så godt kan springe ud i det, så jeg møder bare op i morgen tidlig og tager dagen som den kommer. Men glæder mig? Ikke det fjerneste. Stædigheden i mig hvad angår arbejde føles næsten heroisk og en smule dum-stædig i perioder.

Er dog en lille smule nervøs for hvad der sker hvis chefen trækker mig til side og spørger hvordan det hele går – det har jeg slet ikke forsvarsværker til at svare på.

hjerter-i-måsenOg så er det jo i dag julen skal hives ud af hytten. Kæresten har nusset rundt i formiddag og bortfjernet julelys, stjerner, pynt. Det hyggede nu så godt, men hun er meget hård når det skal ud. Hun gik fra rum til rum og vendte osse altanen og alt blev lagt i en særlig julekasse som hun har tegnet hjerter og gran på så den er til at genkende nede i pulterrummet.

Men jeg fandt nu frem til noget hun har glemt – og jeg har slet ikke tænkt mig at minde hende om det.

Der er da intet så hyggeligt som julehjerter på toilettet. (host-host).

Årets særeste mandelgave

Vi har jo en tradition for lidt specielle mandelgaver, men denne bog fra 1976 tog altså prisen. Det var kæresten der scorede den på en lille sær-jul der blev afholdt for hendes skyld, for at hun i det mindste kunne få lidt juleri med mig og resten af familien.

Og den er velanbragt der, for kæresten er en stor fan af typer som Bonderøven og lignende. Hun elsker at skille ting for at se om dette eller hint dog ikke er noget der kan repareres, og nægter at smide noget ud, hvis der er den mindste sandsynlighed for at det kan bruges til noget.

diy (4)

Reparation og vedligeholdelse af en modeljernbane. Så lærte man det. diy (5)

diy (2)diy (1)

Nogen der vil vide hvordan en løftemekanisme i en lidt ældre brødrister fungerer? Og måske ligefrem reparere den. Jeg håber at tømning af krummebakke er noget de fleste kan uden at konsultere en ældre bog først. Manøvren kan med fordel udføres før man støvsuger gulvet.

Eller hvordan man udskifter dele i et havehegn? Og det har vist ingen alder, tror jeg. Havedelen af bogen giver instrukser på alt lige fra slibning af gammeldags græsklipper til korrekt beskæring af træer og redning af disse efter stormfald. Se det var jo så anvendelig viden, hvis man altså ikke lige boede på en hattehylde inde i byen.

diy (3)

Udskiftning af knækkede gulvbrædder hører heller ikke lige til de normale spidskompetencer. Men man kan jo aldrig vide…

Bogen rummer de særeste beskrivelser af hvordan man laver alt muligt selv.. hvordan man reparerer ydervægge i en kælder, laver et fiskehjul, lapper en luftmadras, polstrer en spisestuestol, skifter en del i en toiletcisterne (her med pudsig bemærkning om at den slags skal gøres af en autoriseret samtidig med at man får fine tegninger af hvordan dét gøres og hvad delene hedder når de skal indkøbes), lægger bladguld på en antik billedramme, sætter tapet op omkring en pejs, skifter kul(?) i en røremaskine, lægger havefliser (og badeværelses-ditto), reparerer en sæbekassebil og meden på en gyngehest. Osv osv.

Bonderøv – kom bare an – vi banker dig i hovedet med 500 sider reparationshåndbog. Anno 1976. Indkøbt af min mor for 30 kr i den lokale kirkens korshær butik.

Kærester skal være sammen

Ja, de skal.

Så i dag er en god dag hvor jeg kører ned til den lokale lufthavn og henter min kæreste hjem. Det har været en lang uge uden hende ved min side, men det er egentlig gået helt ok. Men vi hører altså sammen og ser frem til at have hele næste uge derhjemme og holde ferie og kun gøre lige hvad vi har lyst til – og lige når vi har lyst til det. Ja, ok – så er der jo naturligvis lige lidt vasketøj, lidt rengøring og lidt oprydning, men med en hel uge til rådighed så burde det lige gå. Jeg håber egentlig ikke at vi får flere juleferier uden hinanden. Det er bare ikke meningen. Vi tror vi kan men særligt sjovt er det altså ikke. Det er ikke fair i længden at vi skal kompromisse for at stille familierne tilfreds. Jeg ved allerede nu at næste jul ikke bliver med min familie – for min bror har meldt sin ankomst på forhånd. Næste år trækker han feriekortet i julen og agter at holde denne med sin familie. Fint nok – men så bliver det altså familien uden mig. Det står ikke til diskussion. Så hellere holde den alene, hvis jeg ingen – og under protest – skal undvære kæresten. 

Men det har nu været nogle afslappede dage i jylland for mig. Har fået set lidt til vennerne, og en hyggelig kop kaffe og god intens snak hos Fruen blev det sandelig osse til, inden jeg vendte bilen og kørte tilbage mod vest. Det er godt nok lang tid siden jeg har set det midtjyske og må indrømme at det havde ændret sig en del takket være alt det motorvejsbyggeri der er i gang i midtjylland. Men jeg er en doven bilist, så mig passer det nu altså ganske udemærket.  Det er altid rart at få sat ansigt på mennesker man har kommunikeret tæt med i årevis, og jeg håber da at det bestemt ikke er sidste gang vi finder lejlighed til at ses. 

Kæresten har jo fået den der ipad så jeg har fået “min” tilbage, og nu begynder den faktisk osse at ligne min egen igen mht apps. Og der var jo quiz battle som jeg havde lagt væk, da det ærligt talt er lidt for besværligt at spille på en iphone. Vist det går, men der bliver altså hurtigt ramt noget forkert med pølsefingrene når felterne der skal trykkes på ikke er større. Så nu er jeg på den igen – får lammetæsk af Ellen – ganske som jeg plejer. Men det er nu et hyggeligt spil, selvom det nok aldrig bliver en af mine spidskompetencer. Sjovt og udfordrende for mig, for det er noget der foregår på “tid” og derfor noget jeg har det svært med. Stiller dog gerne op til tæsk fra andre sider hvis nogen vil have mulighed for at styrke selvtilliden – for jeg er vitterlig ikke ret go!

Nytårsaften, det er jo snart. Hvis det går som det plejer holder vi den tosomhed (tresomhed hvis vi tæller hunden med). Lidt god mad, en flaske vin og afslapning. Det er ikke noget vi går særligt meget op i mere, og gider ikke de der gallafester de fleste andre fornøjer sig med. Min svoger er vist osse hjemme, og han er da velkommen, men egentlig vil vi nok helst være fri. 

Og så skal jeg i alvorlig tankeboks. Min 4 år gamle pc er begyndt at lyde som noget der retteligt burde bo på teknisk museum og selvom jeg nok er i stand til at reparere den og få den tunet lidt op igen gider jeg faktisk ikke. Så jeg spekulerer i ny computer her i løbet af vinteren. Der er ingen tvivl om at jeg skal have en ny stationær, da jeg egentlig ikke har brug for en bærbar og bare vil blive sur over at gå fra 21″ til 16-17 som man kan få på en bærbar. Så stationær er sikker men derfra ved jeg ikke meget andet. Jeg tror dog at det ender med en Mac Mini. For jeg har et avanceret tastatur som jeg er glad for, har en god skærm og en mus der i funktion ligner mac-musen en del. Men kan jeg mon vænne mig til at bruge en mac i hverdagen? Det er dét jeg skal have aftestet på kærestens iMac. Det siges nemlig at være svært at krydse den bro – men endnu sværere at krydse den retur. Vi må se hvad vinteren bringer. Men det skal snart ske, for vi er ved at blive vanvittige af støj-senderen i hjørnet af stuen. Og den er meget tændt, så jeg sukker lidt efter kærestens der ikke væg-til-væg dækker lejligheden med maskinstøj. 

Men macs er dyre. Osse selv om det bare er en Mac Mini der står på skemaet. Så der er ikke rigtigt råd til at dumme sig. 

Hvad siger I? Har I prøvet skiftet? Eller er det bare min nørdede og helt på hjemmebane i windowsmiljøet tankegang der gør det sværere end det faktisk er?

 

Julefred og ro… og stilhed.

Den har sænket sig over det lille hjem. Gæsterne er taget hjem og vi nyder en stille 2. juledag og har planer om en skovtur lidt senere, rygtet vil nemlig vide at der er etableret en dyrepark i en lokal skov og at man både kan se dådyr og kronvildt – det må vi ud og kigge på. Ellers bliver det vist bare en sofadag med et par gode bøger (måske noget af det friskfangede fra juletræets gemmer), lidt rester fra gårsdagens julefrokost-øvelser og i øvrigt lidt tv i baggrunden.
 
 Det bliver kort sagt en ren hyggedag uden krav.
 
 Det bekommer mig vel, det skal ikke være nogen hemmelighed. For det er altså begyndt at trække tænder ud med den der medicin-udfasning. Det er altså bare ikke det rene sjov, men mon ikke jeg faktisk har overstået det værste nu og at det herfra bliver nemmere. Desværre har det endnu ikke løst mine andre helbredsmæssige problemstillinger, så jeg begynder at frygte en smule for hvad det næste lægebesøg kommer til at indebære.
 
 Men nu er det jul (lidt endnu) så det gider jeg ikke tænke på. Ikke endnu. Når vi kommer hjem kan jeg jo tænke lidt over det igen.
 
 Julegaverne var rigelige og havde en vis tendens til at passe til vores efterhånden godt mac´ificerede hjem. Tror at nogen (dvs kæresten) havde hvisket nogle andre i øret at vi var ved at nå til vejs ende med at have mac-produkter over hele linjen. Det var kort sagt gadget-gavernes jul. Sammen fik vi osse denne lille dims som vi ganske givet bliver rigtig glade for, da ipad efterhånden har overtaget tjansen som kogebog, men det er altid lidt forsigtigt, for hvem har lyst til at pille på en ipad med gærdej eller kødsaft på fingrene. Så her er en Chefs stand. Med en pegepind der kan vaskes af for sig selv.


Det er da smart. Og aldeles unyttigt i al dens praktiskhed. Vi havde lidt grin af dens navn “chefs stand”. For vi ved jo alle hvad stand betyder sådan på godt kendt engelsk. Men på svensk betyder det slet og ret erektion! Så nu er vores køkken udstyret med en kokke-stivert! Sådan en har vi aldrig vidst at vi manglede.
 
 En lille, men kraftig, bluetooth 2.1 højtaler blev det osse til. Den får sin faste plads i køkkenet så vi kan høre lydbøger, net-radio eller musik mens vi nusser rundt derude. Man kan sige meget godt om iphones og ipads – men at rose dem for gode højtalere vil nok være at overdrive en smule. Trods alt.
 
 
 
 

Vi slapper af

Efter et par forjagede dage med masser af bilkørsel og småstress over at skulle nå det hele til rette tid gik jeg død på sofaen i går. Vi så lidt håndbold og nød roen og visheden om at kæresten var godt på vej til sin familie. Normalt fiser vi rundt søndag eftermiddag og aften for at få de sidste par weekendpligter overstået inden arbejdet kalder igen. Men ikke denne gang – vi har jo juleferie og kan bare tage det hele med ophøjet ro. 

Smed mig på sofaen og der gik ikke længe før hyggevovsen indfandt sig og med verdens største selvfølgelighed lagde sig godt tilrette med hovedet på min mave. 

Jeg har haft et par store overvejelser om at vise jer det her billede, for jeg har jo ikke tidligere vist billeder af hunden. Og har nedlagt totalt fotoforbud for blogvennerne når det handler om at vise billeder af den. Men i anledning af julen ophæver jeg hermed (næsten) det. For hunden fylder jo så meget i min verden og i min blog at det virker helt tosset at ingen aner ca hvordan den ser ud – bortset fra gravhunde-beskrivelserne. 

Så her er min hund. Og mine fødder. Og vi hygger os og småsnorker om kap.

Foreløbig går det ok med at komme ud af medicinen bortset fra en masse kulderystelser (tror jeg det hedder på klinisk) men det kan jo langt hen af vejen løses med et par tæpper og viden om at det nok ikke er noget farligt. 

Jeg skal nok komme af med den der medicin men jeg kan godt mærke at det kommer til at tage nogle uger. Jeg har ikke følt noget behov for at tage de beroligende piller endnu, men det er godt at vide at de er der hvis jeg får behovet.

Nu skal vi bare nyde julen og prøve at undgå at savne kæresten alt for meget. Hun tog afsted søndag eftermiddag og nåede lige at få sine julegaver inden. Mine forældre havde fundet en rigtig fin pastamaskine med håndsving til hende, så nu ser jeg frem til at få hjemmelavet pasta ind i mellem. Vi har nemlig en god ven, der har været kok i sydeuropa, og som har lovet at lære hende at lave pastaen og vise hende alle de små insidertricks – hvis hun altså bare lige fik fat i sin egen maskine. Og det har hun så nu – og hun er lykkelig for den nye køkkendims. Køkkendimser fik hun nu osse af mig, blandt andet noget så særpræget som den  officielle “bake-off cakelifter” fra det engelske “hele England bager” program. Så har man næsten alt – når man har sådan en dims. En lækker beanie af ren merino-uld blev det osse til mellem køkken-dimserne så lidt til hendes personlige udrustning var der osse. Hun var glad og det er jo det vigtigste. Især for at ingen ville tvinge hende til at bære sine julegaver med sig. Bortset fra huen som hun forelskede sig i på stedet. (hendes gaver var lidt på begrænset budget da hun i løbet af december både har fået en ipad mini med retina skærm OG den nye iphone 5S)… store gaver som hun osse selv var med til at betale af vores fælles gavebudget. Men store behov der er blevet opfyldt og det er som det skal være. 

Mht bloggeriet går jeg lidt i ferie-mode. Det vil sige at jeg læser med hos jer andre, men jeg kan kun kommentere på wordpressernes blogge. Jeg har nemlig kun ipaden med, og har stadig ikke fundet ud af at få kommentarerne til at virke på blogspotterne. Den vil simpelthen ikke acceptere min WP-profil. 

Forresten – lørdag aften fik jeg årets forbløffelse. Da vi kom over til mine forældre viste det sig at de passede min søsters hund og at min søster faktisk forventede at afhente den i løbet af aftenen. Det var vi lidt spændt på, for hende har jeg jo altså ikke set i flere år, og ikke mens jeg har været sammen med kæresten (og det har jeg i ti år). Det var spøjst! Hun var tydeligt nervøs da hun stod i stuen men formåede dog at sige goddag til os begge. Jeg fandt ud af at jeg ikke bare rummede følelsesladet vrede men osse en formel og isnende høflig udgave af samme. 

Tidligere har jeg ønsket hende et vist antal fod under jord – det gør jeg ikke mere. Jeg er blevet så fuldstændig ligeglad med konen som var hun en tilfældig nabo der kom for at låne lidt sukker. 

Hendes nervøsitet var så tydelig at selv kæresten opdagede den og hendes få ord osede da osse af akavetheder. Det formelle “goddag” og den upassende bemærkning om min “grimme hund” og intet andet viste mig at hun da vist ikke var helt gennemtænkt mht hvordan den her situation skulle kringles. 

Særpræget situation der dog havde den fine fordel for mig at jeg fik skubbet søsterskabet helt ud over kanten. Hun har ingen plads i mit liv. 

I få timer i lørdags havde vi så i øvrigt to hunde, der ikke kendte hinanden, var jævnaldrende, på udebane og begge i løbetid under samme tag. Det var osse lidt interessant og jeg er sikker på at det var endt galt hvis ikke jeg havde tvunget min hund ned på siden på gulvet og ladet den anden snuse hvad den ville, mens min hund kom med nogle lyde der kunne bruges som lydside i en horror-film. Nøj, hvor var den vred og jeg kunne ved samme lejlighed konstatere at dens tænder stadig er fine og flotte og kridhvide. Efter 3 minutters hidsigheder overgav den sig med et tydeligt suk og herfra havde de to en fest hvor de spurtede rundt i stuerne og under bordene. De fungerede fint sammen og kunne fodres sammen uden problemer. 

Åh forresten

Sådan en hilsen fik jeg fra min læge torsdag. Jeg havde lovet hende lige at sende en hilsen og fortælle hvordan det stod til og hendes svar tilbage var både varmt, støttende og rart. Og så var der en åh forresten bemærkning:

– mon det ville være en ide at du havde noget beroligende hvis angsten bliver for voldsom?

Ja, det ville i høj grad være en ide, så nu skal vi osse lige nå et apotek inden vi stikker af gennem landet. Det ville nemlig være en fordel at have dem fra start og ikke vente til på mandag med at hente dem. Ville måske svagt ønske at vi havde tænkt den tanke lidt før. At hun havde tænkt den og at jeg havde turdet spørge efter det. Og havde tænkt den, må jeg retfærdigvis tilføje.

Jeg aner ikke om jeg får brug for dem, men der er ingen tvivl om at det vil hjælpe mig meget bare at vide at de er der. De betyder så desværre osse at bilkørsel bliver besværliggjort hvis jeg tager dem, men helt ærligt så bliver det et mindre problem for mig. Det er ikke noget jeg skal tage hver dag, men mere efter gehør og behov. Med et givent max dagligt.

Nu har jeg juleferie og blev sendt afsted af min chef med et knus og et bekymret blik, for der var aldeles udsolgt da jeg stod og hang på kontoret fredag eftermiddag og krævede min “kvittedulle” for nøgler og dimser så min afløser kan passe mit arbejde mens jeg nyder driverlivet. De forsøgte ellers at få mig til at blive til kl 17 fredag, men da jeg mindede dem om at de skulle “kvitte” mig ud mht dimserne så betød det jo at en eller anden på kontoret osse skulle være på arbejde til kl 17 ca. Så skiftede fokus pludselig til at finde en anden til opgaven frem for at finde en frivillig fra administrationen der ville “vente” på mig. Så fik de den. Jeg arbejder ikke over hvis de ikke osse gør. Ha!

Første uge et sted i jylland – og ugen herefter hjemme med nyt website-projekt. Og for at udfordre mig selv lidt på den trivi-opgave har jeg besluttet mig for at udvikle og lave billederne på kærestens iMac. Jeg skal jo lære at bruge den og det dur ikke at jeg stort set kun kan arbejde i øverste lag og i praksis ikke finde en forsvundet fil, konvertere et billede eller navigere effektivt rundt i diverse små-programmer. Og så vil jeg (!) altså lære at være en mester i iTunes. Hvis det da overhovedet kan lade sig gøre.

Sådan ser de to næste ugers plan ud. Lidt bedøvelse fra den snigende angst, en masse afslapning og et par udfordringer. Gensyn med gamle venner og nysyn med de lidt nyere. Et nyt kig på vesterhavet, luften, lugten og den salte smag på læberne bliver det nok osse til.

Har pakket kameratasken så mon ikke jeg osse får taget et par billeder undervejs.

Hunden har vækket mig lidt tidligt i dag, formentlig fordi den er usikker på taskerne på stuegulvet og jeg sidder nu foran computeren og nyder den stille ro uden krav. Ser net-tv og ser pludselig at der er lavet et nyt Heavy Agger program på DR. Historien om dem derude – historien der så langt følger min egen. Samme alder, samme musik, samme udvikling, samme dybe kløft mellem Indre Mission og de vilde unge. Samme dem – samme mig. Bare en anden by. Genkendeligheden er så tyktflydende at jeg kan skiveskære den. Hygger mig lidt over sproget og spekulerer på hvor mange, der mon egentlig forstår hvad de siger..

Æ ka ett håw… jo jeg kan.. Jeg husker  det aldeles glimrende!

Vi sætter hermed en vestgående kurs.

Må være blevet voksen

Som barn hadede jeg det inderligt. Det kradsede og så kikset ud. Jeg ville ikke have dem eller noget som helst andet af det.

Og for fem minutter siden ringede mine forældre:

– hey vi skal bruge et par julegave-ønsker fra dig…

Jeg endte med at sende dem dette link… grimme men det er et stort ønske. Luffer af uld. Strikkede. Og en tilhørende hue ville gøre det perfekt. Hvor pokker de vil købe dem, det må de så selv hitte ud af.

Gearfreaken faldt lige død om i hyldest til naturens eget materiale, der ikke lige er vindtæt, men til gengæld stadig holder på varmen når det bliver vådt.

Min mor var ved at skvatte ned af stolen af grin og følte øjeblikkeligt for at minde mig om min barndoms dybe aversion mod luffer. Nej jeg har ikke ejet et par siden jeg var barn.. men nu virker de altså sært fristende.

Nogen kunne sikkert få et og andet ud af dette.. kom bare an.

To uger

Det er alt hvad der er til vi pakker bilen og kører på tværs af landet for at holde to ugers juleferie. Nu er det dælme snart, og vi glæder os meget til at slippe for arbejde, krav og tider der skal overholdes, planer der bliver lavet hen over hovedet på os og vækkeure der ringer alt, alt for tidligt. Nu skal vi kun bruge to hænder til at tælle dagene. Forberedelserne til jul er godt i gang og i næste uge regner jeg med at posten bringer alle vores “klik-selv” julegaver ind af døren.

Og forhåbentlig osse den der har stået som “not yet dispatched” i alt for mange dage, men som amazon i dag har lovet mig kommer til tiden. Vi krydser fingre, for vi har ikke fundet noget passende alternativ i danmark til samme pris. For hvem pokker kan bruge en mp3/4 afspiller til noget som helst, der er jo ikke noget marked for dem mere. Selv børnene får jo smartphones i dag. Bare ikke lige det her barn, der skal have den vi har bestilt. For han ødelægger ting, osse selvom han egentlig er glad for den. Så der er altså ingen der får mig (eller kæresten) til at gå ud og spendere penge på en iDims til ham. Det kan være det er en lidt gammeldags holdning og at det er en ond cirkel, men vi kunne ærligt talt godt tænke os at give ham noget der holdt lidt mere end nogle få dage før vi giver ham noget der virkelig er kostbart. Ja, drengen ønsker sig naturligvis osse en iPad mini – men det kan han altså godt glemme lige nu. Omvendt kunne man måske mene at han først lærer at passe på tingene når det ikke længere er no-name produkter med ringe blærerøvs-effekt. Fint nok, men det skal dælme ikke være for vores økonomi det eksperiment skal laves. Han er jo trods alt ikke vores søn. Og i øvrigt er det drengens forældre der har “bestilt” den af os.

Det bliver den direkte tur i år (sidste år zigzaggede jeg mig igennem landet og besøgte venner og næsten-familie undervejs). Det bliver der ikke tid til i år, selvom jeg jo egentlig havde sat planen op så den rummede masser af tid og plads til impulsive besøg. Men så var det kæresten besluttede sig for at tage afsted fra Billund og satte dermed en klar deadline for hvornår vi skulle være der. Og for lissom at sætte trumf aftale hun og min mor at vi så passende kunne fejre en mini-juleaften dagen før. Ok, der skal vi så være fremme og min tidsbuffer gik fra at være ca 4 dage til blot 4-5 timer. Så kære venner derude, der bliver bestemt ingen stop hos nogen af jer på vej over. Vi kører den direkte vej og holder kun tisse-pauser. Så må vi se når vi kører den anden vej, hvor tiden burde blive bare lidt mere fri. Og så håber vi altså bare på at vejret arter sig (et forsigtigt håb, de sidste par dages anstrengelser taget i betragtning).

Til gengæld har jeg fået fremragende nyheder fra hjemmefronten, altså den i jylland beliggende front. Mine forældre har lovet mig højt og helligt at jeg ikke ramler sammen med min bror derovre. Han kommer før jeg kommer og kommer først igen når vi er taget afsted igen. Hvordan de har klaret den aner jeg ikke, men det betyder egentlig ikke så meget for mig. Det er bare en god vished at have inden jeg selv okser afsted på tværs af landet.

Det skal nu nok blive en god jul selvom kæresten og jeg atter må holde den i med alt for mange timers rejse imellem os. Vores juletid kommer nok en dag. Lige nu prioriterer vi vores forældre. Benhårdt.

…. åh forresten.. den der toilethistorie… jeg fortalte min chef om det og hun var ved at besvime af grin … og da hun havde samlet sig lidt sammen konstaterede hun at hun var glad for, at jeg var en af dem der skiftede til civilt kluns inden jeg tog hjem fra arbejde, for det der.. det havde været rigtig dårlig image-pleje, hvis jeg havde basket løs på de gamle damer med det slørede syn….

af overleveren Skrevet i Nutidigt med emneordet

Julegaveræset

Selvom mine familierelationer er noget decimerede i mængde skal jeg jo alligevel – og som de fleste andre – have overstået de der julegaver. Med min dybe aversion mod at købe ind sammen med alt for mange andre og et arbejde der lægger beslag på alle hverdage og kun efterlader mig med weekenderne – lige som de fleste andre – så får jeg et problem i forhold til at kaste mig ud i julehandlen. Og løsningen er lige foran snuden: amazon.co.uk.

Her har jeg viftet rundt med kreditkortet i et par timer i går og er endt med at kunne bestille det hele minus 2 gaver. Min aktive sejlerfars gaver måtte jeg hente i en mere lokal netshop (af hensyn til fragtpriserne – han skal have 3 store dry sacks), men det meste andet blev ordnet. På rekordtid. Jeg forventer en stadig strøm af pakker med legetøj, mp4-afspillere, bagedimser, pyjamaser, et par netværks-extenders i de næste to uger. Selv mandelgaven blev hentet dér. Vi holder nemlig voksenjul uden børn i år, og min mor har bestilt noget småt og praktisk – og dette var det mindste og det mest praktiske jeg kunne komme i tanke om.

Nu mangler jeg bare at besøge saxo.com for at finde en bog til min belæste mor.

Sådan. Jeg nåede det næsten (rækker tunge af Susanne igen).

Resten af søndagen gik med kærestehygge i køkkenet hvor hun eksperimenterede med noget nyt bagværk, mens jeg nussede lidt med hendes ipad for at få de sidste ting på plads og pille på indstillingerne i hendes favorit-apps så det ligner lige præcis det hun var vant til fra min ipad.

En flok tændte lys, glögg og en sær (men ganske god) svensk cheesecake lavet på brunkagebund og lidt sofahygge med benene smidt op på sofabordet afsluttede min yderst effektive (og smådyre) dag,

Lukker hermed julegaveræset af for i år.