Sommerbillede – sådan rent symbolsk

Som jeg tidligere har skrevet har det været en møgsommer og humøret har været i bund. Energien til noget som helst har været nærmest ikke-eksisterende og vivofit´en har lyst konstant rødt. Det er dog blevet bedre henover sommeren.  Men her er et ret godt billede af min sommer. 0-dage er helt håbløse, der er tilbragt i sengen uden armbåndet på, blå dage er dummere dage og de grønne er dem hvor jeg godt gad verden – lidt i trods. (tror det var d 30.6 at konen lånte vivofit´en fordi hendes urrem knækkede, så denne grønne dag tæller ikke for mig).

Jeg er stadig ikke god til at ramme 10.000 daglige skridt men har besluttet mig for at et månedligt gennemsnit over de 10K må være acceptabelt. Hvis jeg da kan ramme dét.

IMG_1453

Men det går bedre nu. Humøret er ved at vende tilbage og jeg gider være social igen. Den nye dagligdag er ved at indfinde mig og jeg skal nok vænne mig til det hele. Nu har jeg fået en ny tandlæge på samme klinik og dét går meget bedre når den basale tillid er på plads. Jeg har ikke klaget over ham den første, blot sagt at “ham vil jeg ikke ind til mere”. Har dog været nødt til at markere, at jeg ikke gider høre om “at der skam ikke er sket faglige fejl iflg journalen”. Det er jeg slet ikke i stand til at vurdere om der er i mit tilfælde, men jeg ved, at de fejl der faktisk blev begået handlede om andre ting, om ikke at respektere mine grænser, om at sige dumme ting og smågrine lidt af mine udfald. Ting der næppe bliver beskrevet i selve journalen, men som brød tilliden i stykker. (fortalte den nye tandlæge at hvis hun sagde det én gang til ville det indgyde mig indtrykket af at hun heller ikke var til stole på.. sådan i lidt diplomatiske og forsigtige vendinger, dog). Havde konen med til det store kontrolbesøg hos den nye tandlæge og hun fik stillet alle sine spørgsmål og fik brugbare svar.. ofte ledsaget af et par rynkede bryn og et forundret “har min kollega ikke fortalt det” Nej det har han (heller) ikke. Vi fik svar på hvad de næste måneder bringer af forventede rettelser og hvad der skal ske i øvrigt.. om hun er min faste tandlæge nu. Og alle svar blev givet med denne forundring. Jeg håber at hun fatter, at den fejlede helt med kommunikationen med den anden tandlæge. Der var alt for meget vi ikke fik at vide – alt for meget vi måtte google os til. Eller spørge andre med samme erfaringer om.

Forvirringen, usikkerheden og utrygheden har været total hen over sommeren. Men nu ved vi hvad der skal ske og ca i hvilke rækkefølger. Det er i sig selv nok til at give en vis tryghed i selve processen. Mon ikke jeg bliver en aktiv deltager i tilværelsen igen nu. Det håber jeg.

Vi har i øvrigt osse haft besøg af min mor i en uges tid. Hun tog mine humørsvingninger med ophøjet ro og accepterede at dagene osse indeholdt hyppige tandlæge besøg når dette eller hint skulle rettes til.

Resten af dagene blev brugt på køreture ud i landskabet, et besøg i den lokale IKEA og en heldagstur til det særprægede sted Ullared oppe ved Falkenberg i Sverige. Det er i sig selv en oplevelse. Ikke fordi det er specielt fint – men blot fordi det er stort. Meget stort.

Hende min mor er forresten en lidt sej kone på “knapt 80” som hun selv udtrykker det.

I maj sendte vi hende min gamle ipad2 for at give hende muligheden for at lege med ipad inden hun gik ud og købte en i dyre domme. Give hende lidt en fornemmelse af hvad sådan en kunne bruges til – lidt gratis leg. Min søster, der bor nærmest fik så opgaven at sætte den og netværket op til ipad og mor fik strenge ordrer på at medbringe ipaden når hun skulle over til os i juli.

Da hun kom havde hun kun brugt den til netbank og tæsket lidt i spideren. Læst email – men det der med at sende ville den ikke (?) Men ikke meget mere end det.

At sende email fra ipad er nu ikke så svært, men tdc mail kræver en lidt sær indstilling, der på ipad står som “valgfri” så det kan jeg godt forstå at min søster ikke havde fanget. Jeg har dog set fejlen før, så det tog ikke mange sekunder at rette den indstilling.

Derefter fulgte et grundkursus i tastatur, mail, safari, imessage vs tekstbesked, facetime, tilslutning til andre wifi, google maps (navigation), almindelig netbank (ikke bare appen), eboks, arlas opskriftsamling osv osv. Hver dag blev der fyldt lidt mere på.

Men allerede på anden dagen gjorde hun os ganske tavse. Vi sad efter middagen og hyggede med TV i baggrunden og på moderneste vis med hver sin ipad i skødet, da hun med en fast bevægelse lægger den fra sig og siger “min nokia er gammel og batteriet er dårligt… jeg tror jeg skal have en iphone næste gang.”

WHAT?

Der gik kun en uge og så døde hendes nokia klapofon helt og få dage efter var en iphone 5S hentet hos telenor. Inkl en klækkelig besparelse på abonnementet i øvrigt.

Så nu har jeg min mor på facetime et par gange om ugen, og jeg skal lige vænne mig til at når hun ringer – at der så er video med; det er ikke altid helt passende at vise sig frem, men det går. Til gengæld hygger hun sig vældigt over at se med på vores små projekter og komme med vise råd om konens sidste nye gardinanskaffelser og følgende ophængning.

Et hurtigt opkald i en autotilbehørsforretning afgjorde osse lige hvilken 12v lader hun skulle vælge – vi så jo live-video med udvalget!

At få sig en facebook-konto kan jeg dog ikke lokke med. Der er hun helt fast i kødet. Det pjat gider hun ikke. Men hun har kvikt set fordelen i at have en iphone når alle hendes unger og unge-unger har det. Det skærer rigtig meget af telefon-regningen at kommunikationen med os er blevet gratis.

Jeg synes faktisk, at det er lidt sejt.

Jeg tror ikke iphonen vil blive brugt så meget som “computer” som ipaden men de essentielle apps er dog til rådighed. Men mon ikke at den osse sniger sig ind på hende med tiden.

Reklamer

De gode tilbud

Vi har haft samme mobil-udbyder i ca 10 år, og har kun været tilfredse med dem. Aldrig noget bøvl og hurtige tilpasninger af abonnementsbetingelserne i takt med at vores behov ændrede sig. Mere tale, mindre mobil-net og omvendt. Ca én gang om året får vi et check på vores forbrug pr mail eller telefon og et bud på hvilke ændringer der kunne betale sig for os, og tilbud på ændringer der kunne betale sig for udbyder. Man skal jo ikke være naiv, og heller ikke i den verden findes den gratis frokost.

For en måned siden ringede de så til konen. De havde opdaget at min telefons mobil-dataforbrug var styrtdykket siden vinter. Om vi ikke ville ændre det, så vi ikke betalte for en masse gb som vi ikke brugte? Jo tak. Før havde jeg 5gb til rådighed pr måned. Nu har jeg fået tildelt fri taletid og 0,5 gb. Det er altså ikke ret meget. Hvis vi så ville samle og forlænge bindingstiden på husstandens abonnementer maximalt ville de tilbyde enten en erstatning for min “gamle” iphone 5 eller ipad til en yderligere reduceret pris (trofast kunde pris). Så alt i alt endte vi med at være bundet til en teleudbyder vi ingen som helst planer havde om at udskifte, med en regning der er 175 kr billigere om måneden, men med en spritny ipad air 2 med 15 gb mobildata i stedet for min gamle ipad uden mobildata. Og prisen er at jeg ikke kan skifte min iphone 5 med rabat før om et år. Men hvad vores udbyder ikke ved er, at jeg i november fik min iphone byttet til en helt ny af Apple selv, og dermed ikke har et stort behov for en ny. Det havde vi derimod hvad angår ipad – et behov der var lagt på hylden pga omstændighederne i øvrigt.

Naturligvis kunne vi få det hele meget billigere ved at takke nej til alt og finde en billig udbyder, men gebyrer, dyre ekstradatapakker, udlandssamtaler mm ville æde det hele op igen.

Konen betænkte sig ikke meget og foretog ændringerne og tre dage efter lå ipadden til mig på postkontoret. Hvilken fantastisk lille maskine i øvrigt. Skærmen er skarp med gode farver, den er hurtig – den er let og tynd. Så jeg er glad.

Hvad jeg skal bruge de 15 gb til i mobildata havde jeg så ingen anelse om.

Men man bliver jo klogere. For der kom et tilbud mere der hurtigt kan gøre noget ved den datapulje.

Vores internetudbyder er blevet solgt og det nye firma bød os velkommen med et brev med glade smileyer, hvor de håbede at vi ville fortsætte vores abonnement. De kunne kun “love” os 60% af hidtidig ydelse, dog. Prisen ville stige 89 kr men de var klar over, at det var et problem i forhold til tidligere så de gav 40 kr i overdragelses-rabat de første to måneder. Rabatten kunne så forlænges i yderligere 2 måneder – hvis vi altså ville være så venlige at binde os til dem i yderligere 6 måneder – når de to måneder var gået i øvrigt. *hrrmpff*

Hmm.. en hurtig undersøgelse rundt på nettet fortalte mig man skulle være heldig hvis man nåede 60% af den ønskede og lovede hastighed så det eksperiment og endda med lang bindingstid havde jeg faktisk ikke lyst til at forsøge mig med. At betale for en 100 mbit forbindelse, juble hvis jeg har 60, acceptere hvis jeg har 40 – det gider jeg faktisk ikke. Og langt de fleste i anmeldelserne af fiberforbindelsen siger at de har ca 30! Ved dog godt at utilfredse kunder er betydeligt mere tilbøjelige til at anmelde end de tilfredse kunder.

Vi takkede nej og opsagde abonnementet i ganske ufredelige toner. Det gjorde vi i går – og i morgen stopper de datastrømmen. *ups*

I dag går jagten ind på en ny udbyder der er hurtig på aftrækkeren når det handler om fiberforbindelser. Havde vi ikke haft fiber her i hytten havde problemet været noget større.

Og indtil det virker igen må den der nye ipad agere router/AP for resten af teknikken her.

Så jeg tror de 15 gb forsvinder hurtigt nok. Bare de holder til det andet virker igen. Og ja, osse her har vi fundet en løsning der er både billigere og hurtigere. Spørgsmålet er hvor hurtigt de trykker på knapper.

Nu er det nok

Jeg erkender det. Jeg er helt og aldeles  småforelsket i min Mac.

Den står og gemmer sig på min skrivebord med sine flade 20x20x3.5 cm. Den siger ikke en lyd selvom harddisken i perioder er på ganske hårdt arbejde. Og her er forklaringen, som den kan ses i toppen af mit skærmbillede:

Skærmbillede-2014-09-16-kl.-07.35Det røde tal viser hvor meget RAM der er frit og kan bruges af “næste arbejdsproces”.  Når tallet er lavt begynder computeren at bruge harddisken som RAM (virtuel hukommelse). Og det er altså noget der går en hel del langsommere end hvis den kunne nøjes med den almindelige – og til formålet velegnede – RAM.

Ledige 9.49 MB RAM – det er kritisk. Det viser mig med al ønskelig tydelighed at noget må gøres. Konen spurgte i Apple store i går hvad 16 gb ville koste og var ved at gå i gulvet af svaret. Det var dyrt. Meget, meget dyrt. 3.200 gode danske kroner. Og det var endda 2×8 klodser.

Da hun kom hjem beklagede hun at hun ikke bare havde købt dem til mig og var parat til at køre afsted igen. Hun er nu meget sød, men den pris skal vi ikke betale, blot fordi der står mac på labelen. Det er med garanti ikke mac der har produceret klodserne, de har bare godkendt og ophøjet en leverandør til mac official supplier.

No way, José.

Så nu er der bestilt nogle andre RAM klodser på nettet. 1200 kr. 2×8 gb lige til at knalde i kassen når de kommer i næste uge (og hvis nogen vil gøre mig kunsten efter – så vær opmærksom på at mac maskiner er kræsne mht ram, så der skal checkes og dobbeltcheckes om denne eller hin model og udgave passer i just den mac man har stående. Det er derfor de kan tillade sig at være så dyre, for så betaler man for visheden om at skidtet passer). Jeg har regnet lidt på hvad computeren egentlig bruger og har behov for af RAM når den har mange ting i gang på samme tid men ikke i max belastning, og sådan lidt konventionelt ganger man dét behov med to.. og runder op til nærmeste tal i toerpotensen (2, 4, 8, 16, 32, 64, 128 osv). Min vil gerne have 5-6 gb.. så det blev 16 gb.

For det er på tide, og det ville jeg faktisk allerede synes hvis der kun var 250 mb til rådighed. Men 10 – det er aldeles uacceptabelt og det giver en masse frustrationer mens maskinen lige skal tænke sig om.

Fejlen er ikke macs – den er min. For min maskine er købt underdimensioneret (pga økonomi) fra start, og jeg har hele tiden vidst at der skulle mere RAM i – var bare ikke klar over hvor meget eller hvor lidt. Prioriterede den gang en hurtigere processor, da den er vanskeligere selv at skifte end et par klodser, der ikke stiller større krav til teknisk kunnen end begynder duplo fra LEGO.

I øvrigt viser billedet osse lidt om hvad jeg godt kan li ved min mac. Der er direkte adgang til de vigtigste betjeningspaneler. Jeg skal ikke lede efter noget i stifinder – jeg har søgefunktionen direkte her. Jeg kan se med små notifikationer når der sker noget i de programmer der er her, og jeg kan styre eksempelvis hvilke enheder der skal være bluetooth forbindelse med direkte. Og det er faktisk en del, min mac har BT trackpad, BT højtaler, BT headset, BT højtaler i køkkenet, BT surroundsystem i stuen og BT mus (til fotoarbejde, hvor jeg ikke kan forliges med trackpad). Det er her der dukker et lille blinkende ikon op hvis jeg får imessages, her viber og facetime huserer og har udkonkurreret skype, her jeg med et enkelt knaptryk kan skifte til engelsk tastaturopsætning – og her jeg hurtigt kan ejecte diverse usb-dimser. Men altså osse en daglig reminder på at maskinen skulle have lidt mere RAM at lege med.

Og ja,  forresten.. vågnede med skæv ryg, ondt i knæ og hofter hvilket ganske givet er aflastningsskader fra ryggen. Så jeg bliver hjemme fra arbejde i dag. Vil høvle noget smertestillende i mig og så prøve at gå lidt rundt og bevæge mig. Men uden at bære eller løfte. Uden vred og bukken mig. Bare gå lidt rundt og se om ikke ryggen retter sig lidt ud. Ligge på sofaen er udelukket – det bliver det bestemt ikke bedre af.

Når katten er ude

Spiller musene på bordet.

Sådan er det jo. Altså bortset fra at musen her valgte at rydde bordet. Skrivebordet. Alt røg på gulvet, computere, ledninger, lamper, papirer og alt muligt andet blev samlet i større eller mindre bunker rundt på stuegulvet. Bordene blev rykket ud og ledninger bortfjernet fra de hjørner hvor de har tilbragt de sidste par år (lige knapt) uden at jeg har rørt dem. De lå jo nedenunder en masse andet – i et hjørne.. og krævede jo ikke at jeg kiggede på det.

Så byttede jeg computer og alle de ledninger og dimser jeg ikke havde brug for, men som jeg ikke umiddelbart turde smide ud endnu, havnede ned i samme hjørne. Med nye ledninger ovenpå. Og noget ret langhåret støv, må jeg indrømme.

At slippe det fri fik mig nærmest til at føle at jeg holdt perserkat – i betragtning af det yderst langhårede og næsten levende væsen der væltede frem.

Det er derfor Gud gav mennesket støvsugeren!

Skilte det hele ad og begyndte at lægge ledninger ca samme steder som dimser. Det viser sig at vi har tre stikdåser ved skrivebordet og at ingen af dem var placeret så vi nogenlunde let kunne skifte ud i indholdet, endsige bortfjerne stik i tilfælde af tordenvejr (man er vel lidt overtroisk.. eller forsigtig.. eller noget). Det viser sig endvidere at vi faktisk kun har brug for én. Som, belært af erfaring, nu placeres tilgængeligt men i baggrunden.

Hele netværket flås fra hinanden og bygges op igen – denne gang mere fornuftigt.

Papirer skal sorteres, og det blev de så… alt uvæsentligt direkte ud, alt vigtigt kigges på igen, og alt rigtig vigtigt en tur i scanneren og lagt i en mappe for sig selv. Alt vigtigt studeres en gang til og ryger stort set ud. Denne kategori består hovedsageligt af breve med navn, adresse og cpr som skal bortfjernes for sig selv.

Nu fik jeg plads til min søde mac mini på skrivebordet (den lille alu-dims bag øllen), fik lagt højtaleren lidt af vejen (noget mystisk pink noget der ligner et jpeg artefakt) og fjernet et par generende ledninger (jeg er nemlig ikke til trådløse tastaturer, de har det med at rende tør for batteri i utide). Kender I forresten osse det, at de der møgcomputere altid har gemt usb-stikkene i den ende man ikke kan nå og at alle ledninger efterhånden er blevet så glade for hinanden at de ikke frigiver deres computerbytte bare sådan. At trække den ud, eller vende den sker derfor altid med en vis spænding om det er et webcam der hopper af, en ekstern harddisk der ryger på gulvet, eller headsettet der tager turen ned langs ledningerne og forårsager en yderligere og bestemt uønsket sammenfiltring. Eller er det bare mig der oplever sådan noget?

Støvet er væk. Det skal fejres.. en kold lørdagsøl, helt for mig selv. Tænk hvad man vil, men jeg synes faktisk at jeg har fortjent den efter at have moslet rundt i flere timer i stiv sol i en varm stue.

Kærestens papirbunker lagt nøjagtigt som hun forlod dem, for hun er sådan en der alt for irriterende kvikt kan finde næsten hvad som helst i sådan en bunke. Jeg er for dum til sådan noget. Men hendes private ørnerede af ledninger er ordnet og er reduceret til bare to. Der er gemt væk.

Er egentlig lidt tilfreds med mig selv, men tror faktisk bare jeg kedede mig og savnede kæresten en smule. Hun hilser i øvrigt rundt til alle, især dem hun kender, og siger at det hele gik som det skulle og bedre end håbet. Humøret er noget bedre i dag end det var torsdag. Og på torsdag kommer hun hjem. Det kan jeg godt lide. Det glæder jeg mig faktisk rigtig meget til.

Nu gør jeg så alt det jeg ikke må. Drikker øl uden glas, spiser i stuen, ser lige præcis det tv jeg gider se, herunder larmende film eller spiller høj musik. Man skal jo osse huske at få noget godt ud af situationen, ikk? Men hunden sover ikke i sengen eller i soveværelset, den får ikke godbidder ved bordet og jeg husker de fleste af de små daglige pligter som hun ellers plejer at have styr på – altså lige ind til den kære Ellen minder mig om blomster der skal vandes… øv bøv. Den havde jeg næsten glemt.  Men ellers er jeg faktisk ret god til at være alene hjemme.

Nogen har spurgt til hunden (tak skal I ha). Den har det fint, den sidder hver dag en time eller to i vinduet og kigger efter kæresten. Den står hver morgen i soveværelsesdøren og kigger forhåbningsfuldt på sengen – er hun mon kommet hjem i løbet af natten (ville formentlig forudsætte en lettere akrobatisk ankomst op af en stige og ind af at vindue, da hundens hule står i entreen). Og når vi går tur trækker den i retning af den lokale netto og skal lige hen og kigge ind i dørene der. Sætte sig og se ud som om at vi venter her. Jeg ved ikke hvad logikken er men mit bedste bud er “kæresten er ikke hjemme, kæresten kommer ikke hjem til vanlig tid – ergo er hun gået på netto!” Resonnementet er ikke helt ved siden af eller urealistisk og så alligevel. Men det er altså lidt besværligt med en hund der har besluttet sig for at vente i flere dage – udenfor en netto.

Men vi klarer os.

 

En udfordret nørd

Det er sådan jeg føler mig i øjeblikket. Jeg har sat restferien efter nytår af til at lære kærestens iMac at kende. Så godt at jeg kan bruge den både til foto, blogging, mail, video-konvertering og alt det andet som jeg nu kan sådan bare på en PC. Og jeg kan lige så godt indrømme først som sidst at jeg nærmest føler det som om jeg skal lære at gå igen. Alt er anderledes, og små simple opgaver som eksempelvis at gemme et foto i jpeg (jeg tager jo ikke billeder i jpeg) kan blive ganske omstændelige når man nu mangler sin “save as” funktion, der altid lige lå hvor man forventede den i menuer og på tastaturgenvejene. Men jeg er sikker på at det kan læres og oplevelsen af at tingene er enklere – men bare meget anderledes – er begyndt at indfinde sig.

“Nå, er det bare sådan?” bliver blandet med frustrationer som “hvor faen blev det billede af” og hvorfor kan jeg ikke skrive et simpelt @ (det har jeg dog lært som det fremgår)

Jeg får fornemmelsen af at vi i den grad er flasket op med windows-måden at gøre tingene på så det i sig selv bliver svært at skifte. Bare fordi vi plejer jo at gøre… billeder plejer at gøre sådan.. filer  plejer at ligge der…

Men min beslutning er taget – jeg skifter til Mac når jeg får mulighed for det. Og så håber jeg bare at muligheden kommer af sig selv før min PC brænder sammen.

Mit problem er så at det vil betyde et farvel til gode gamle følgesvende, som jeg har haft med  mig siden min første pc (altså ikke samme version.. er skam fulgt lidt med tiden) som officepakken, photoshop og hele den øvrige Creative Suite. For jeg vil bare ikke ud og betale fuld pris for det en gang til. Senere med mit bloggeri er WindowsLiveWriteren kommet til som et behageligt alternativ til den knudrede WP online-klient, der bestemt ikke er noget at råbe særligt hurra for.

Nu skal jeg til at lede efter deres erstatninger i et nyt miljø. Og helst nogle der ikke er så dyre i drift som de gamle venner. Om de kan alt det samme betyder mindre for mig, bare de kan det jeg skal bruge. Og helst til 10% af prisen eller derunder.

Kan man lave regneark og databaser i andet end excel og access? Kan man skrive i andet end word? Kan man arbejde med lag i andet end photoshop? Og RAW filer – hvad med dem? Hvordan konverterer jeg hvad som helst til pdf-filer? Hvad skal jeg finde og bruge for at arbejde med mine projekter på egne domæner? Mon jeg kan finde ud af at sætte en FTP-server op igen, en mailserver, en printserver… en NAS-disk?

Men det er lige nøjagtigt dé spørgsmål der gør, at jeg vil have hele hattehylden over på æble-dimser. Så det bliver nemmere at få tingene til at arbejde sammen på kryds og tværs. Men man skal jo lige lære det. Godt nok er Mac ikke så rigid som det har været, og æbledimserne æder betydelig flere formater og protokoller end de tidligere har gjort, men der er stadig små forhindringer, der bare er irriterende når nu alt centralt i vores netværk hænger på en windows-maskine, og alt hvad vi i øvrigt bruger har æbler på.

Alt bliver formentlig lidt nemmere – når jeg lige finder ud af det hele. Men jeg tror at tiden foran kærestens iMac er velanvendt, så kan jeg nemlig lære det inden jeg ikke længere har noget valg.

Jeg kan eksperimentere uden at risikere for meget, for kæresten er nemlig lige præcis så ligeglad med det hele at hendes computer står som den dag den blev købt. Der er ikke blevet installeret et eneste program på den, udover skype, så den vil være ganske nem at redde hvis jeg får gjort noget dumt – den skal bare sættes tilbage til fabriksindstllingerne, så er den hjemme. Men hun kommer da ind i mellem hen og stiller sig bag ryggen af mig og kigger på hvad jeg laver, og bliver mere og mere betænkelig ved at se de ting jeg er inde og pille i. Godt nok på min egen profil, men alligevel.

Det bedste af det hele er dog – og det er vi ganske enige om – stilheden. Fraværet af maskinstøj. For en mac er bare helt, helt stille og der er ikke så mange bevægelige dele der skal ventileres og drejes rundt.

Det alene kunne næsten overbevise mig. Jeg flygter jo nærmest hjemmefra hvis kæresten tænder en røremaskine eller hiver støvsugeren frem. Og nu sidder jeg og skriver på en computer der slet ingenting siger og spekulerer på hvordan pokker jeg har kunnet leve med at dele skrivebord med en PC der larmede så meget. Hvordan har jeg kunnet koncentrere mig om noget som helst?

Jeg er overbevist.. skal bare lige have puttet de sidste par tusind i sparegrisen!

Og billedet her… det er resultatet af lidt løs leg i det program, der godt kunne gå hen og blive photoshops afløser. Alt det jeg normalt bare gjorde er svært her – og alt hvad jeg normalt kæmpede lidt med – er nemt her. Så nu skal jeg bare have lært rutinerne til de simple opgaver som eksempelvis at “gemme som jpeg” så kunne det godt gå hen og blive valgt. Jeg har 30 dages gratis leg, og så skal jeg betale hvis jeg vil beholde. Ca 550 kr. Nu må vi se om det er det værd. Men det er svært for mig ikke at have en ordentlig fotoeditor. Jeg er ikke så meget til BW og duotone billeder, men jeg legede hurtigt med de filtre i programmet – og der slår det altså photoshop med flere længder og sender picasa i graven.

IMG 2938 copy copy

IMG 2938 copy1

Kærester skal være sammen

Ja, de skal.

Så i dag er en god dag hvor jeg kører ned til den lokale lufthavn og henter min kæreste hjem. Det har været en lang uge uden hende ved min side, men det er egentlig gået helt ok. Men vi hører altså sammen og ser frem til at have hele næste uge derhjemme og holde ferie og kun gøre lige hvad vi har lyst til – og lige når vi har lyst til det. Ja, ok – så er der jo naturligvis lige lidt vasketøj, lidt rengøring og lidt oprydning, men med en hel uge til rådighed så burde det lige gå. Jeg håber egentlig ikke at vi får flere juleferier uden hinanden. Det er bare ikke meningen. Vi tror vi kan men særligt sjovt er det altså ikke. Det er ikke fair i længden at vi skal kompromisse for at stille familierne tilfreds. Jeg ved allerede nu at næste jul ikke bliver med min familie – for min bror har meldt sin ankomst på forhånd. Næste år trækker han feriekortet i julen og agter at holde denne med sin familie. Fint nok – men så bliver det altså familien uden mig. Det står ikke til diskussion. Så hellere holde den alene, hvis jeg ingen – og under protest – skal undvære kæresten. 

Men det har nu været nogle afslappede dage i jylland for mig. Har fået set lidt til vennerne, og en hyggelig kop kaffe og god intens snak hos Fruen blev det sandelig osse til, inden jeg vendte bilen og kørte tilbage mod vest. Det er godt nok lang tid siden jeg har set det midtjyske og må indrømme at det havde ændret sig en del takket være alt det motorvejsbyggeri der er i gang i midtjylland. Men jeg er en doven bilist, så mig passer det nu altså ganske udemærket.  Det er altid rart at få sat ansigt på mennesker man har kommunikeret tæt med i årevis, og jeg håber da at det bestemt ikke er sidste gang vi finder lejlighed til at ses. 

Kæresten har jo fået den der ipad så jeg har fået “min” tilbage, og nu begynder den faktisk osse at ligne min egen igen mht apps. Og der var jo quiz battle som jeg havde lagt væk, da det ærligt talt er lidt for besværligt at spille på en iphone. Vist det går, men der bliver altså hurtigt ramt noget forkert med pølsefingrene når felterne der skal trykkes på ikke er større. Så nu er jeg på den igen – får lammetæsk af Ellen – ganske som jeg plejer. Men det er nu et hyggeligt spil, selvom det nok aldrig bliver en af mine spidskompetencer. Sjovt og udfordrende for mig, for det er noget der foregår på “tid” og derfor noget jeg har det svært med. Stiller dog gerne op til tæsk fra andre sider hvis nogen vil have mulighed for at styrke selvtilliden – for jeg er vitterlig ikke ret go!

Nytårsaften, det er jo snart. Hvis det går som det plejer holder vi den tosomhed (tresomhed hvis vi tæller hunden med). Lidt god mad, en flaske vin og afslapning. Det er ikke noget vi går særligt meget op i mere, og gider ikke de der gallafester de fleste andre fornøjer sig med. Min svoger er vist osse hjemme, og han er da velkommen, men egentlig vil vi nok helst være fri. 

Og så skal jeg i alvorlig tankeboks. Min 4 år gamle pc er begyndt at lyde som noget der retteligt burde bo på teknisk museum og selvom jeg nok er i stand til at reparere den og få den tunet lidt op igen gider jeg faktisk ikke. Så jeg spekulerer i ny computer her i løbet af vinteren. Der er ingen tvivl om at jeg skal have en ny stationær, da jeg egentlig ikke har brug for en bærbar og bare vil blive sur over at gå fra 21″ til 16-17 som man kan få på en bærbar. Så stationær er sikker men derfra ved jeg ikke meget andet. Jeg tror dog at det ender med en Mac Mini. For jeg har et avanceret tastatur som jeg er glad for, har en god skærm og en mus der i funktion ligner mac-musen en del. Men kan jeg mon vænne mig til at bruge en mac i hverdagen? Det er dét jeg skal have aftestet på kærestens iMac. Det siges nemlig at være svært at krydse den bro – men endnu sværere at krydse den retur. Vi må se hvad vinteren bringer. Men det skal snart ske, for vi er ved at blive vanvittige af støj-senderen i hjørnet af stuen. Og den er meget tændt, så jeg sukker lidt efter kærestens der ikke væg-til-væg dækker lejligheden med maskinstøj. 

Men macs er dyre. Osse selv om det bare er en Mac Mini der står på skemaet. Så der er ikke rigtigt råd til at dumme sig. 

Hvad siger I? Har I prøvet skiftet? Eller er det bare min nørdede og helt på hjemmebane i windowsmiljøet tankegang der gør det sværere end det faktisk er?

 

Noget om tidlig julegave og en indre rystepudser

Nu havde jeg jo det der uheldige problem med den brune pose til Inge og Hasse og kæresten, der mukkede lidt over de manglende gaver til hende. Susanne foreslog godt nok noget med advent og kalendernisser og sådan noget og det har jeg så skumlet lidt over i et par dage. Og er nået til den løsning at hun får en “gave”. Nu. Vi skal jo ikke holde jul sammen og at vente med at give hende hvad hun skal have så hun kan pakke ud juleaften vil være lettere uhensigtsmæssigt. Hun må få noget mindre (og dermed bagage-i-lavpris-fly-venligt) og andet til jul. Men noget hun nok skal blive tilfreds med.

Egentlig skulle jeg have været afsted her fra morgenstunden for at fremskaffe det planlagte, men jeg magter det ikke i dag. Jeg har det ikke godt og vil derfor ikke ud og mingle med den halvdel af byens indbyggere der har besluttet sig for at kunne prale med at have julegaverne overstået inden 1. søndag i advent (øv-bøv Susanne – rækker tunge af dig). Så det blev en klar besked til hende i stedet. Gå nu ud, køb ind – og køb så for faen den der ipad du vil have og som du har villet have i flere måneder! Men vælg selv hvilken størrelse, for her kan jeg bare ikke vælge for dig!

Jeg kunne nu godt undvære min – og lidt ældre ipad –  i julen, så hun kunne få dén med på sin juletur, så det er ikke dér problemet er, men vi har altså kun den samme og det begynder at ligne et problem i hverdagen, hvor vores konti på diverse tjenester bliver blandet godt og grundigt sammen. Hun synes min ipad2 er for tung og for dårlig (hun har nemlig set retina) så mini+retina har stået på ønskelisten længe. Faktisk fra før den overhovedet blev præsenteret i USA. Jeg er derimod helt tilfreds med den gamle ipad og kan sagtens vente lidt endnu med at få den udskiftet.

Jeg ved det godt; selv at købe sin gave har ikke samme magiske tiltrækning som en mystisk brun pose på et spisebord. Men jeg er sikker på at hun ikke ville bytte indholdet mod indholdet i den brune pose, trods alt.

Øv, jeg ville nu gerne være listet afsted her i formiddag efter den selv, men den gik altså ikke. Jeg tager en asocial dag.

Det var nemlig ikke spor sjovt hos psykologen i torsdags, men på grund af dagens beskaffenhed og mit ansvar for andres planer udover mine egne, lagde jeg det hele på køl og bed sammen. Det er godt at jeg stadig kan det næsten uanset hvor hårdt hun går til mig. I hvert fald en tid. Ind imellem blot et par timer, men denne gang i et par dage. Kæresten opdagede det dog hurtigt torsdag aften og mente at jeg lignede en der havde “slugt en rystepudser” og prøvede på at kompensere for at der stadig var strøm på batteriet. Sådan kan man jo osse udtrykke en dyb indre uro som det bliver kaldt lidt klinisk. (tror måske osse nogle få andre kan se indre uro på mig og begyndende angst).

Jeg var faktisk rigtigt godt rystet og havde svært ved at tale om det, så jeg ævlede løs om Inge og Hasses lejlighed, om Rejen og hendes forløb… om Jimmis akvarier.. om nogle tæpper i bagagerummet på designikonet (rester fra flytningen i Roskilde der passende kan henslæbe en pensionist-tilværelse på vores gulve i stedet for en for tidlig tur på genbrugspladsen)… om psykologens sære og lettere forvirrede ansigtsudtryk over at hendes telefon ringede – og at hun ikke kunne slukke den. Ikke finde ud af det (hun havde lige fået en iphone! – endte med at jeg satte den på lydløs for hende) … og så var det at kæresten strøg mig over håret og bad mig geare lidt ned og prøve at fortælle hvad der egentlig var årsagen til den der interne rystepudser. Øv. Kunne næsten bare have stukket hende indlægget om den blå tomhed. For det var dét der blev vendt hos psykologen – og dét vi ikke blev færdige med. Og det jeg skal tale om igen om ikke engang 2 sølle uger.

Det bliver en dag på sofaen med hunden på maven. Og så håber jeg at kæresten får travlt med at lege med en ipad. Og gør hun ikke det går hun sikkert i gang med at bage et eller andet.

…. 3 timer senere …

Hun købte sin ipad og er en glad lille julegris.. og har overladt det til mig at få den sat op til det hele, mens hun er kørt med sin bror – der skal finde sig en ny, gammel bil. Dagen på sofaen er aflyst, jeg knækker kodeord og henter apps til den store guldmedalje. Sætter op, forbinder til printer.. henter hendes e-bøger.. nusser lidt med iCloud.. sikkerhed… osv osv

Dag 1 til 3

Det er da vist på tide med et lille rejseskriv fra vores lange tur mod sydøst. Vi kom frem i går eftermiddag og alt gik næsten efter planen. Jeg havde planlagt at fotografere lidt undervejs, men helt ærligt så var vejret temmelig mystisk overalt og den notorisk skønne tur gennem sydtyskland og Østrig var en temmelig trist og grå affære så kameraet blev egentlig bare liggende i sin taske i bagagerummet i bilen. Der lå det godt og pænt beskyttet og gemt godt af vejen for vejprirater og andet skrammel, der er så interesserede i hvad andre mennesker har i deres bil.

Og så glemte jeg i øvrigt alt om det og skød lidt billeder af tvivlsom kvalitet og karakter med min iphone undervejs. 

Bare rolig, er begyndt at bruge det rigtige kamera nu, men i første omgang vil jeg nok bare vise billeder fra iphonen mens vi er afsted, da jeg ikke har udstyr her til at behandle rawbilleder, og jeg tager jo ikke andet med mit DSLR. 

Det gik rigtigt godt med at få pakket bilen og jeg vil umiddelbart vurdere at vi kunne have haft næsten det dobbelte med herned uden de store problemer og uden at ændre i planen om at køre med tom kabine og pakket bagagerum. Det bliver ganske afgjort ganske anderledes når vi skal den anden vej, men det løser vi jo nok til den tid. 

Så indledningsvist vil jeg give et sjældent indblik i min næsten privatsfære. Sådan ser et rejseklart designikon ud – indvendigt. 

I anledningen af planen om at tilbagelægge ca 2500 km er der kommet to tilføjelser. Cola og en dåse slik, der ganske passende er pakket i en dåse, som nøjagtigt passer i en bils kopholder og som derfor forhindrer uhensigtsmæssig spredning af de søde sager. Ellers ligner den helt sig selv, den kære bil. Det er vist sådan noget man kan komme afsted med når man ikke har børn med i bilen.

Og så vil jeg altså lige fremhæve en særlig dims. Tomtom (ja, dem med navigationen) har lavet en mobillader med 2 usb stik. Det er rigtig god kvalitet og den ladede uden problemer både ipad og iphone undervejs. Den kom vi hurtigt til at blive rigtigt glade for i stedet for det kinaplastik man ellers kommer til at købe rundt omkring. Desværre er den vist bedre i kvaliteten end designikonets cigartænderstik der hellere end gerne følger med opladeren op når vi vil lægge den i midterboksen. Så det er vi holdt op med nu. Tomtom-lader er flyttet permanent ind. 

Og så var det ellers afsted stik syd-øst. Vi kørte hjemmefra kl ca 3 om natten og havde ikke andre planer end at nå igennem Hamborg inden morgenmyldretiden satte ind. Dermed kunne vi så osse komme uden om dagbøvlet med den den der kielerkanalbro, som vi havde både læst og hørt om fra andre. 

Vi havde kigget lidt på kort på forhånd og det så nærmest ud som om at vi skulle køre til Tyskland og når vi så havde kørt rundt regnet 1100 km skulle vi dreje til venstre. Helt så galt var det dog ikke, men afstandene er dog lidt anderledes end de er herhjemme. Det er altså nogle lange lige ud stræk man kan komme ud på. Til gengæld er rastepladserne og autohof´erne geniale. Toiletterne er ok når man altså lige vænner sig til de roterende lokumsbrædter og deres – til tider – store iver for at få lov til at rotere når man lige akkurat har lettet røven fra sædet. Har det sødeste lille skrabemærke på bagsiden af mit ben efter sådan et aggressivt roterende toiletsæde, der bestemt ikke lod sig stoppe af langsommelig turist, der bare ikke flyttede sig hurtigt nok. 

Det er klart at vi holdt en del pauser undervejs, der skulle strækkes ben, tisses, spises, provianteres og byttes chauffør, og da vi for tredje gang mødte den samme trailer med de fineste grønne traktorer valgte jeg at kigge nærmere på skønhederne fra John Deere. 

Dem kender vi vel alle sammen men to ting kom altså lidt bag på mig. Tre faktisk. Traileren de to grønne giganter stod på var i samme grøn-gule farver og et lille skilt (der dog ikke så helt så autoriseret ud) forkyndte at det var John Deere on the road – og så tilføjet nedenunder: No John Deere? John Deere is doing its job! Lastvognen var grøn og gul i de rette nuancer. Og så på vinduet dette skilt:  

Washed with care by… en eller anden. Altså det er en traktor, det er ikke en harley davidson eller en ferrari. Det er altså bare en traktor. Men åbenbart er det lidt specielt med de der John Deeres. For da jeg tog billedet kom chaufføren ud og verfede mig væk. Inden jeg skyndsomt forføjede mig konstaterede jeg at hans arbejdstøj var.. rigtigt gættet.. grønt og gult!

Håber de er så venlige at udstyre landmanden og hans folk med grønne og gule kasketter så den stakkels traktor ikke føler sig helt fremmedgjort i ikke grøn-gule omgivelser.

Det var godt jeg fik taget billedet for jeg tror de skulle en anden vej end os, og vi så dem ikke igen. 

Efterhånden begyndte vi at genkende flere biler, sært pakkede trailere og autotransporter og havde lidt godt grin med en yngre – lettere ophidsbar –  fyr i en undermotoriseret bmw, der bestemt ikke egnede sig til at køre fra vores designikon, selvom han prøvede ihærdigt. Ham tog vi med 170 op af Kasselbakkerne. Ha! 

Vi nåede et lille stykke ind i Østrig før vi afgjorde med os selv at det var tid til en overnatning og vores smarte hotel-app til mobiltelefonen skulle stå sin prøve. Den skulle gøre det muligt at finde et hotel i nærheden, vise priser og booke det i en arbejdsgang. Epic Failure. Sådan hedder det vist på godt dansk. Vi holdt nemlig på en rasteplads lidt for tæt på byen Linz og vi fik bunker af hits på hoteller i den by. Og vi gad ærligt talt ikke ind til en storby for at finde hotel. Så her skulle appen venligst lære at byhoteller ikke havde den store interesse, hvilket viste sig at være ganske umuligt. Jeg måtte stave mig igennem alle de mindste byer jeg kunne se på et kort (og så tror jeg at der gælder følgende regel i Østrig – jo mindre by jo længere og mere håbløst bynavn). Endelig ved det næsten stavbare bynavn “Pöchlarn” var der et hit. Et familiehotel, der gav morgenmad, et dobbeltværelse, gratis parkering og WIFI for 45 €. Bingo, den napper vi. 

Vi var klar over at vi havde brug for det der WIFI for at lave ruten til dagen efter, checke vejrudsigter og måske lige læse lidt nyheder og sende hilsner hjem til dem der gerne ville vide at vi var kommet godt ikke-frem men i hvert fald et stykke. 

HRMMMF – viste sig hurtigt at WIFI kun fandtes i baren… snedig forretningsstrategi for vi var bestemt ikke de eneste rejsende der sad med ipads og bærbare og prøvede at snappe af samme og yderst begrænsede båndbredde. Men vi drak god øl og kvalitetskaffe til. Og det var næsten dyrere end selve værelset at besøge den bar. Til gengæld fik jeg et større kulturchok, da bartenderen med største selvfølgelighed serverede kaffen og øllen med et medfølgende askebæger??? What??? Et askebæger? Er der overhovedet nogen der kan huske hvordan sådanne ser ud – i indendørsversionen? 

Men hvad – røgen bidrog da til en vis autentisk stemning og vi hyggede os godt i gode menneskers selskab, der var ganske imponerede over at vi havde tilbagelagt 1400 km på dag 1. 

Vi gik uden problemer omkuld i et lortebrunt værelse med lofts-tyskertræ på gulvet.. gulvbrædder i loftet og sære ikeaskabe til højre. Hertil tilsat et par brun-orange lange tunge gardiner, der nådigt skjulte vores nøgne kroppe for nysgerrige rejsende ved den nærliggende stations perron. Total stilforvirring, men hvem kan forvente mere til de penge og vi takker for de gode grin og slukkede lyset så vi ikke skulle se mere på det. Til gengæld var restauranten god og morgenmaden aldeles overdådig. 

Nu er vi fremme hos vores værter og er ved at finde lidt ro på det hele. Jeg skal nok skrive lidt mere om det, men dette må være nok for nu. Vejret er godt, maden er alt for rigelig, sengen er mystisk og med lidt spionagtig kreativitet har jeg snydt mig til at give steppelandet WIFI…  hæ hæ.. Jeg må ikke under nogen omstændigheder pille ved min værts internetforbindelse (for han har betalt dyrt for at få en prof til at sætte det op) så jeg har gemt en medbragt router i et skab bag hans pc og har koblet den på som access point til hans router. Han ser ingen forskel og hans pc kører helt som vanligt, men i det skjulte kører WIFI nu og giver os internet på de medbragte telefoner og ipads. Det er ikke helt sødt at gøre det i det skjulte, men hvad han ikke ved har han jo altså ikke ondt af. 

I morgen skriver jeg om vores besøg i Budapest. 

 

 

Dualboot på flere planer

Har siddet med en rigtig modbydelig og konkret opgave i dag. Sagen er at vi har en gammel og temmelig crashed netbook (en af de der præ-ipad eeepc netbooks) med en næsten lige så gammel windows xp og linux på. Nu lød opgaven fra kæresten; fix den for den skal bruges som gave til et barn, der vi skal holde ferie. Ikke at jeg helt forstår hvad et barn kan bruge en 4-5 år gammel computer til, men det skal jeg nok heller ikke forstå. Men fixes, det skal den altså. Og da der er ved at være bund i weekenderne til vi skal afsted på ferie måtte det jo næsten blive i dag. For i går gad jeg faktisk ikke.

Helt ærligt så er det noget af det mest drilske jeg nogensinde har været udsat for. Øv, pis, lort og patter.. for det var selve opstarten der var røget sammen med hele linuxdelen. Windows lykkedes det mig kun at starte én gang og så var det lissom osse slut, og jeg sad atter med en lille pc der bare viste en fin sort skærm og en enkelt blinkende markør øverst i venstre hjørne. Og så er det jo man river sig lidt i håret (altså det jeg ikke har) og spekulerer på hvordan man skal google sig til løsningen, når der ikke står så meget som et enkelt lille tegn eller bogstav man kan søge på. Det ville mulighvis (!?!) være så let som at klø sig i måsen at lave den da jeg jo har den medfølgende windows cd – men det lille møgdyr har jo ikke et cd drev!

Gider ikke gå i detaljer – men den kører nu! Fin, frisk og nærmest nyduftende og med dualboot til windows og linux.

Der er rigtigt meget ventetid mens man laver sådan noget hvor man bare sidder og glor på en maskine, der arbejder (eller i det mindste ser ud som om den arbejder) og så kunne jeg jo passende sende tankerne i de andre presserende retninger.

Hvad var det lige der foregik i torsdags hos psykologen. Hvad er der med den der sociale arv. Jeg ved jo godt at jeg er ramt af den, men har egentlig aldrig forstået mekanismen i den. Det gør jeg heller ikke i dag, men jeg forstår nok lidt mere af den. Og det sære er, at vi egentlig ikke talte særligt meget om det – ikke direkte i hvert fald – men hun stak mig en lille tegning (en grafisk fremstilling af noget med børn og voksne) og prøvede ihærdigt at fortælle mig hvad den forestillede. Og jeg fattede absolut ingenting og kunne bare mærke at jeg følte en dyb modstand mod den. Men den sidder fast alligevel og nu fortæller den mig så andre ting og det er vel osse godt nok at ting virker på flere planer.

Jeg har ikke været helt skarp på at der er forskel på fortrængte oplevelser og fortrængte følelser, og det er som om det er blevet vigtigere at skelne mellem de to. Men helt ærligt, føles det lidt som om hun (altså psykologen) peger på en brød-dej der står til hævning og siger.. skil den lige ad: “En skål til mel, en kande til mælk og gæren skal derover og så kan du lægge saltet i hjørnet”. Det er altså svært. (og betydeligt sværere end at fixe en defekt grub (gnu bootloader) på en netbook – ordene har altså en fin imponatoreffekt her).

Og det er vist følelserne der skal tages fat i nu. Og hvorfor de er endt som godt nedlukkede og nærmest lidt forbudte. Så forbudte at jeg her, nærmest 40 år senere stadig ikke kan finde ud af at føle dem, kun tænke dem. Det er en ret solid indlæring og prægning, der har fundet sted der. At tavshed er nødvendig for at overleve. At følelsesløshed er en strategi og at kontaktløshed til voksne var et faktum og en realitet, der bare skulle accepteres. Det er svært at føle svigtet – men ikke svært at beskrive det.

Der må være en forudsætning for det svigt. Der må være et eller andet der gjorde det muligt for min bror at fortsætte overgrebene mod mig. Der må være noget der gjorde at han bare vidste at det ville jeg ikke fortælle om. Der må ligge noget – et eller andet – før overgrebene, for hvordan kunne han ellers være sikker på at lille-pigen ville kunne skjule hvad der virkelig skete bag døren. Eller var han bare heldig da han valgte sin “legekammerat”.

Jeg tror jeg lavede et kammer af en slags – til følelser, der skulle rummes og oplevelser der ikke måtte komme ud eller stikke af fra mig – til følelser jeg instinktivt vidste ikke kunne rummes af andre. Og dét kammer er altså blevet ganske vanskeligt at stikke hul på, og jeg kan mærke at jeg kører de samme mekanismer den dag i dag. Spekulerer rigtigt meget over hvad jeg kan fortælle… for jeg tror ikke på at nogen magter at lytte. Magter at tage sig af sig selv og af mig mens de gør det. Dérfor, bla, er jeg tåreløs.

Og sådan har det vist været – længe.

Pjatterier

Forberedelserne til ferieturen ned gennem europa er ved at tage form. Vi tæller ned og begynder at orientere os om overnatningsforhold undervejs og alt det der. Checker bilens forsikringsforhold, sikrer at falck-abonnementet virkelig er all-europe. Eller i hvert fald de dele af europa som vi agter at sætte sommerdækkene i. Rejseforsikring får osse et ekstra kik og vi begynder at orientere os en lille smule om diverse mobilforhold undervejs. Heldigvis har EU været så venlige at blande sig i roaming-priserne på mobildata, så vi regner ikke med nogle katastroferegninger hvad det angår. 

Jeg har opdateret ipad og iphone med to geniale apps til turen. Sygic navigation, der kører uden mobildata og dermed uden chokregninger til følge. 260 kr og så har jeg navigation til 98% af europa i min telefon – uden at den skal hente data. Og så er det kun én dims vi skal huske at tage med fra bilen når vi går nogen steder. Og holderen til telefonen signalerer “jeg holder en iphone, der ikke er i bilen fordi min ejer har taget den med !!!”  Det er dælme i orden.  En garmin holder derimod siger at den holder en garmin, som ejeren ikke har meget at bruge til uden for bilen, og derfor ofte smider i handskerummet eller under forsædet, når der skal drikkes kaffe. 

Den anden er en VPN addon, som gør at jeg uden fare for hacking kan smække både ipad og iphone på gratis  wifi hotspots i udlandet (og herhjemme). Noget ellers ville være ganske tøvende med. Men nu kan vi altså komme gratis online på hoteller, turistbureauer, tankstationer og cafeer og hvad ved jeg – uden at nogen kan lytte med på linjen.

Ja – og så har jeg endnu en gang prøvet at få gang i min blogbad pro, som er en wordpress app til ipadden, og som mest af alt minder om livewriteren. Men den driller og er lidt speciel, og jeg beklager hvis jeg sprøjter underlige indlæg ud i jeres RSS  læsere og derefter sletter de halve indlæg igen. Det er især problemer når jeg vil have billeder ind i et indlæg, at jeg så lige vil have et preview af bloggen inden jeg trykker på upload. Men denne her skiderik af en app – den uploader sgu hele møget og viser mig så online-versionen. Som jeg så kan få lov til at slette bagefter, men der har jeres læsere jo allerede opdaget det der sære indlæg. Det må være et eller andet i min vane jeg gør forkert, for programmet er højt agtet for at være godt og seriøst og måske er problemet at jeg hverken er højtagtet, seriøs eller god. Men det ville ærligt talt være lidt fedt om jeg kunne bruge den app og finde rundt i den lige så godt som alt muligt andet når jeg starter bilen en dag i august. For jeg tager slet ikke en computer med – kun ipad og iphone. 

Vi tæller ned til ferien – ganske som vi gjorde for et år siden og en tilsvarende kalender markerede vores flyttedato, så denne ikke pludselige var “næsten i morgen”. Det kan være mystisk svært for os at holde rede i sådan noget forholdsvist simpelt noget fordi den ene af os styrer sin kalender på datoer og ugedage og den anden på ugenumre. Så aftaler har det med at komme lidt bag på mindst den ene af os. Og det er noget roderi. Mildest talt. 

Så nu sidder denne lap papir på køleskabet og vi næsten slås om at få lov til at slå det daglige kryds, der markerer endnu en arbejdsdag mindre til vi kan tage hjem fra arbejde en fredag og  skåle i et par øl inden vi pakker bilen og kører dagen efter. Kors hvor vi glæder os til at komme lidt væk fra dagligdagen og køre ud i “ingenting” uden at have mange faste aftaler om hvor vi skal være og hvornår. Hvor alle aftaler ikke er plus/minus 15 minutter men plus/minus et par dage. 

 

Og så er kærestens bestræbelser på altanen begyndt at bære frugt – eller hvad man nu skal kalde det når det er tomater.

Altanen bugner af grønt og rødt og lilla og lidt mere grønt. Selv peberfrugterne ser ud til at hygge sig, men vi er lidt spændt på om vi når at få glæde af det hele inden vi drager af. 

En ting er i hvert fald sikkert, der er ikke noget af det der overlever 14 dage eller mere uden pasning. Vi gider ikke engang spekulere i selvvandingssystemer til noget af det. For vores altan er glohed som et drivhus uden døre hvis ikke vi er hjemme til at åbne vinduerne på vid gab. Og sådan har vi nu ikke tænkt os at efterlade det når vi tager afsted. Vi lukker og ved at det må så være sådan. 

Og mig? Jeg er stadig i den der tænkeboks, men har dog en vis ide om hvad der venter og hvad der er i en eller anden proces på vej ud mht at skrive breve til intethederne. 

Fik lidt nyt at tænke med i weekenden pga en samtale der pludselig udviklede sig i lidt sær retning om søskenderelationer. Men den skal vist lige have lidt ekstra tid på det mentale komfur før den er helt mør.