Altså ikke den der lange mur i Berlin. Men en helt bestemt mur i mit barndomshjem. Og jeg var med til at rive den ned.
Jeg har ingen verdens anelse om hvor gammel jeg var, men et skud ville være en 12-14 år eller sådan noget i den stil. I hvert fald var min bror ikke bare flyttet hjemmefra men så langt væk hjemmefra, at der lissom ikke rigtigt var grund til at bevare hans værelse. Nu havde han selv kone og børn, et helt hjem, en bil og vist nok også en båd. Så hans værelse, der bare havde stået som sådan en slags altmuligt-rum og gæsteværelse skulle inddrages i stuen.
Jeg kan huske at jeg luskede lidt rundt i baggrunden da mine forældre begyndte at dække møbler og andet godt med plastik og min far hentede værktøjet frem. Slukkede for strømmen, så vi ikke kom for skade at klippe ledninger over undervejs.
Jeg tror slet ikke mine forældre forstod min begejstring for at gå løs på den væg med en hammer. At rive væggen ned til min brors værelse var som at fjerne det uhyggeligste sted i huset. Lige bag den væg havde hans sovesofa stået. Lige der bag den væg havde han brugt mig. Lige bag den væg havde jeg alle disse forfærdelige oplevelser. Og nu skulle væggen ned og værelset fjernes.
Bang – jeg hader dig!
Bang – lortebror!
Bang – hvorfor?
osv osv
Det var på sin egen helt skæve vis en befrielse at gå løs på den væg med en hammer. Uden at tænke på om det svinede eller hvad jeg ramte. Jeg fik bare lov til at slå og slå og slå på den. Jeg har aldrig hævnet mig sådan for alvor på min bror, for det han gjorde mod mig. Men jeg fik lov til at slagte hans værelse. Fik lov til at smadre den dør han så omhyggeligt havde lukket og låst bag sig når jeg var inde hos ham. Fik lov til at flå hans hjemmedesignede højtalerstativer ud af væggen og fra hinanden. Fik lov til at forvandle hans ølkassereoler til pindebrænde (uvidende om at sådanne kasser en dag ville blive ganske værdifulde). Jeg smadrede det værelse med en hammer. To vægge røg ned og jeg tror nok at min fornuft i dag fortæller mig at mine forældre hjalp godt til, men i min egen lille private hukommelseskasse – der gjorde jeg det selv. Helt selv.
Det var også en stor befrielse for mig at værelset ikke længere fandtes, at rummets indhold ikke længere lugtede som min bror, føltes som min bror og så ud som min bror, men derimod blev til den del af stuen hvor det fine flygel stod (sådan et hjem kommer jeg nemlig fra).
Det var en endnu større befrielse for mig, da huset blev solgt.
Mit barndomshjem bød altså ikke kun på dårlige oplevelser, og jeg kan ikke kun huske de dårlige. Dette var helt klart en af de bedre.
Overleveren 