De bedste venner

Eller det vil sige – kun næsten de bedste. For de bedste tælles stadig blandt de levende – dem med to ben og et kvikt hovede.

Men så i hvert fald de næstbedste; pt en sækkevogn, en drillebil og en iPad.  Drillebilen og sækkevognen giver næsten sig selv og det handler naturligvis om at flytte en dælens masse kasser en dælens masse km. Tror dog efterhånden at jeg udvikler armlængder, der ville gøre en chimpansehan ganske misundelig.

Computeren er flyttet, og det er kun pga et mirakel, at jeg har reddet kameratasken ud af en flyttekasse som gør at jeg stadig har dét til rådighed. Men hvad pokker skal jeg med fint kamera når den eneste computer i huset er en iPad. Måtte forleden låne mig til et usb-stik så jeg kunne få et par billeder ud på nettet.  Det gider jeg ikke mere så det må vente til jeg finder min egen pc i kassebjerget inde i byen.

Tilbage til iPad´en. Den er blevet komplet uundværlig i denne tid. Ikke fordi den agerer forbindelsesled til diverse mennesker via WF, FB, Skype og hvad det nu alt sammen hedder eller pga dens evne som huskeliste holder. Med pling-plong effekt når noget jeg skulle have husket alligevel blev glemt.

Nej, det jeg mangler allermest, det er bøger. Læsestof. Det er altså bare ikke det samme at tage en slappertime i et sofahjørne uden at have noget at læse i. Men alt det er jo pakket ned og står i særligt komprimerede bogkasser på hattehylden i byen. Bogkasser, der er så tunge at jeg slet ikke ville være i stand til at løfte dem.

Men jeg er vild med iPads kindle. Her mangler jeg ikke læsestof og den fungerer altså rigtigt fint på den der iPad. Men det er altså ikke uden problemer. Det er dyrt. Meget dyrt. For jeg er en bog-powershopper hos amazon.com. Og en bog-powerlæser i endnu højere grad. Og her er der jo næsten ubegrænsede muligheder, bare man ikke har noget imod at det hele foregår på engelsk.

Jeg er ganske sikker på at dette med kindle ikke er noget nyt for jer. Det er stadigvæk lidt bedre at sidde med en rigtig bog i hånden. Men ved I hvor meget sådan ca 30-40 hyldemeter bøger vejer når de skal pakkes? Og bæres op af trapper.

Fremover anskaffes læsestof i form af romaner og især faglitteratur til læsning på kindle. Jeg melder mig ud af bogsamfundet, nedlægger støtten til trykkerierne og bliver digital.

Jeg har besluttet mig for stille og roligt at bytte mine papirbøger ud med deres digitale modparter. I hvert fald dem, der er på engelsk.

Der hvor jeg for alvor er faldet for kindle (altså ud over det der med vægtfylden) er at jeg kan skrive noter i bøgerne, jeg kan opdatere noter, jeg kan highlighte tekst og jeg kan kryds-referere med andre bøger. Kors, hvor ville jeg altså gerne have haft de her muligheder da jeg studerede. Man bliver jo helt drøn-misundelig på dem der skal igang med studier nu og ikke behøver slæbe rundt på en masse bøger, papirer og særprægede notesystemer. Jeg studerer ikke mere, da jeg jo ikke har den der koncentrationsevne der skal til. Jeg kan ikke gøre det på kommando. Men har jeg nogle af mine klarere øjeblikke, nyder jeg faktisk at lære nyt. Læse nyt og sætte mig ind i emner der har mere eller mindre at gøre med mine gamle hjemmebaner. Sådan rent fagmæssigt.

Er altså storforbruger af det der faglitteratur. Og stornyder af kindles funktionalitet, når noter, bogmærker og markeringer lavet på læseren på pc dukker op på iPaden – og på androiden i øvrigt. Og omvendt. Helt af sig selv. At den altid husker hvor man er kommet til – også når man skifter fra den ene læser til den næste. Praktisk foranstaltning.

Det er altså ret smart når man ikke kan huske så godt. Når koncentrationen svigter.

Men tror faktisk at jeg ville være lige så vild med det system med normale åndsevner. Måske endda endnu mere glad for det.

Hvad med jer – har I nogle erfaringer med e-bogslæsere? Eller det bare mig, der er lidt for sær?

… eller doven …  eller slap … og ikke regner med at opholdet på hattehylden i byen kommer til at vare mere end nogle få år.

Reklamer

Mit dagsprogram og et lille fototrick

Hvis I undrer jer over min tavshed i øjeblikket så får I lige en forklaring her, og den handler naturligvis om flytning.

Jeg står op ml 4 og 5 om morgenen for at få morgenkaffe, lufte hund, bade osv. Kl 5.45 kører jeg hjemmefra, så jeg kan være klar på arbejde kl 7.20.

Så arbejder jeg hårdt og brutalt til ml 14.30 og 16. På vej hjem svinger jeg omkring hattehylden og læsser 5 flyttekasser + det løse af – bærer det op og stabler kasserne i 5 etager. Kører hjem og lufter hunden i en god times tid. Træner med den og lader den løbe energi af i jagten på pinde, mus og andet godt.

Så pakker jeg bilen med andre 5 flyttekasser + det løse. Går ind og får serveret noget mad, hvorefter vi sammen pakker minimum 5 kasser + det løse til dagen efter. Når kl er 9 om aftenenen sover jeg på sofaen. Og har ikke set en ærlig nyhedsudsendelse, har ingen anelse om hvem der fører tour de france, har ikke læst en avis eller nogen blogs, dårligt åbnet min facebook. Så det bliver ikke til meget aktivitet fra min side i blogland, og jeg ansøger derfor et om passivt medlemskab for en stund.

Jeg glæder mig vildt til flytningen, hvor det her slutter og hvor der er mere normal bemanding på arbejde, så dagene atter bliver menneskelige. Dertil kommer så en rejsetid til og fra arbejde, der bliver reduceret med næsten en time hver vej og 2-3 dage om ugen med 2 timer på vej hjem, fordi jeg ikke længere skal vente på kæresten, så vi kan følges hjem i bilen og dermed spare lidt på billetterne til offentlig transport, der endnu ikke giver rabat til folk, der kun skal den ene vej.

De tre uger, der går inden vi flytter, er hårde og hundens tålmodighed bliver testet, for selvom den bliver luftet, er det nu bedst når det er mig der gør det. De tre uger skal altså bare overstås. Nu. For det her flyttemarathon i slæberi kan jeg ikke holde til mere. Kroppen siger i den grad fra nu og påstår stædigt at jeg er en voksen dame som skal begynde at passe lidt bedre på sig selv. Psyken siger fra. Og det eneste jeg ønsker mig er at gemme mig i soveværelset i flere dage og sove og hvile og lave ingenting. Væk fra alle mennesker. Så langt væk som overhovedet muligt.

På den anden side venter kortere arbejdsdage, frihed til at tage hjem når jeg er klar og ikke at skulle vente på kæresten med bilnøglen.

På den anden side venter mere tid til mig selv – bedre tid med hunden og følelsen af frihed.

Desværre venter også byen, betonen, busserne, lydene og alt det ukendte. Jeg har god grund til at føle en smule nervøsitet.

Men lige nu føler jeg bare – træthed. Og så er det jeg tænker, at herfra er det bare stædigheden der bærer igennem.

Øj, jeg må ikke glemme… har efterhånden vænnet mig til at tage billeder med iPad´en. Og den er dælme smart, er det bare mig det er kommet bag på, at den har et ganske avanceret lysmålingsprogram indbygget. Når man tager billeder med den, kommer der en lille firkant, og hvis man trykker på den så stiller den skarpt og måler lyset (vælger eksponering) efter det der er i firkanten og ikke i hele billedet. Og holder man den nede til den begynder at blinke så låser man eksponeringen og kan komponere billedet om.

Sådan noget kan jeg altså godt lide at opdage. Og jeg vidste det ikke, så det ved en tilfældighed. Vidste I det? Skal jeg føle mig en lille smule dummere nu? Eller skal jeg bare erkende at apples univers og kvaliteter er en ukendt størrelse for mig?

#Update – var vist lidt træt her – det smarte i det kamera er at man kan flytte på firkanten ved at trykke på andre dele i billedet. Så stiller kameraet lys og fokus på det nye område.

Det er som at have fødselsdag

I går da jeg kom hjem fandt jeg en pakke med en sød lille seddel på min skrivebordsstol. Tror det tilhører privatlivets fred, hvad der stod på den seddel. Men jeg blev glad.

Og så åbnede jeg pakken.. et stks iPad. Så blev jeg om muligt endnu mere glad.

Den skal jo med på ferie, ja den skal. Det er meget nemmere med sådan én frem for den bærbare anno 2009. Men på den anden side, den skal jo osse med, for vi har lovet at tage et par dvd´er med som vi kan se om aftenen alle sammen, og der er jo ikke dvddrev i sådan en iPad. Og vi skal holde sommerferie i et hus uden tv, hvilket ikke plejer at være et problem, men i år tror vi altså ikke så meget på de lyse, varme og lækre sommeraftner med udsigten over vandet og solnedgange og sådan noget – så vi tager film med til lidt sofahygge. Men den nye lille skal altså bare med. Om ikke andet så fordi den tager bedre billeder end min HTC og er hurtigere at skrive på.

Vi venter dog til efter flytningen med at sætte sim-kort i den, da vi ikke rigtigt har check på hvordan mobildækningen er på den nye adresse, og vi gider faktisk ikke putte et kort i, som ikke virker den dag routeren lægger sig til at dø. Så den hjælper heller ikke på det manglende net ude i sommerlandet.

Tror vi bliver glade for den lille maskine. Jeg bliver glad. Kæresten ser den mere som en spille- og hyggesurfe maskine i sofaen.

Som jeg har fortalt er det snart ferietid og de sidste planer er ved at falde på plads. Blandt andet gør vi som stort set 75% af de andre danskere – vi kører igennem landet på tværs. Og her passerer vi jo naturligvis øen, der er hængt op i de to snore (dvs 3 hvis man tæller den gamle med). Vi tror nok, at vi drejer fra et sted, Holder til højre og kører til venstre og vælger ligeud-banen i et lyskryds med mere, for det er jo Kong Mors ø. Og det er jo ikke hver dag man kan komme i audiens, så det vil vi søge om på vejen hjem. Mon man skal have galla på eller sådan noget? Forventes hvide handsker? En velopdragen hund? En ren bil? (drillebilen??). Jo, jeg tror vi kører ud og leder efter hende. Og hvis ikke vi finder hende må vi finde en tovlig franskmand, der triller rundt med en trailer, følge efter ham og se om han ikke leder os på rette vej, altså hvis den der trailer er tom.

Jeg regner ikke med at være særlig flittig med kommentarer i de næste 10 dage, det der med kommentarer er temmelig besværligt fra en smartphone med alle de anti-spam features, der findes rundt omkring. Men mon ikke der kommer et par feriehilsner eller flere på min blog. Og der skal jeg nok sørge for at svare, da min egen blog heldigvis accepterer at jeg ikke er en spammer.

Nu er det nu. Efter et år med sporadiske helligdage, en juleferie, der faldt på en mandag og efter en masse fysiske og psykiske udfordringer. Nu er det ferie. Synes faktisk, at jeg har fortjent ferie.

Vi ses på den anden side.