Søndagsfred og tanker

Nøj, hvor jeg trænger til det. I dag skulle vi bare have ro på og nyde at være os to. Det trænger jeg ærligt talt til. Men planer er til for at blive ændret, og i dag er ingen undtagelse. Der skal bores lidt flere huller i væggene og trækkes lidt kabler fra stue til køkken og soveværelse så vi slipper de der tåbelige ledninger der går igennem alle dørene. Og så skal der sættes et par kroge i loftet både herinde og ude på altanen, så vi kan hænge nogle lysdimser op når vi skal til at julehygge. Og det skal vi jo faktisk snart.

Vores boremester har bedt om mad, så jeg kan imødese en søndag eftermiddag i køkkenet. God dansk efterårsmad bliver det til. Hjerter i flødesovs og kartoffelmos. Det er nu dejligt nok, men hvor tager det lang tid at lave. Til gengæld har det jo den lysende fordel at der er mad til et par dage og at jeg dermed slipper for køkkentjansen i morgen.

Og så har vi i øvrigt brugt læssevis af penge i dag. Har byttet langt de fleste pærer til LED ditto. Smådyrt, men vi håber at kunne mærke det på årsforbruget af strøm, der bestemt ikke hører til de mindste af posterne på et budget mere. Kæresten var faktisk ret skeptisk overfor LED pærerne, men jeg tror hun har overgivet sig efter at have leget lidt med dem her i formiddag.

Det bliver altså ikke helt så fredelig en søndag som jeg havde håbet, da hunden vækkede mig tidligt i morges.

Og hvordan jeg har sådan lige har det. Jeg ved godt at jeg fik sendt et trist, bekymrende indlæg ud i går. Jeg er rørt over jeres søde, rare og omsorgsfulde kommentarer, både her og andre steder. Jeg har fået en del at tænke på nu, og det gør jeg så. Er godt klar over at jeg er forkert på den mht at græde og ikke at kunne, men det er som om det er blevet tæsket ind i mig som barn, og at jeg ikke magter i mig selv at ændre på det. Det kommer måske en dag, men hvis det ikke gør vil jeg ikke betragte det som et nederlag.

Vist har jeg da grædt af smerte, af angst, af ydmygelse og sådan noget. Men næsten altid alene og en sjælden gang i armene på kæresten. Det er ikke sket så tit, hverken på den ene eller den anden måde. Men det er sket.

Som barn var jeg vist som de fleste andre hvad de her ting angår, men også her genlyder min brors stemme hvis jeg peb over et eller andet han gjorde. Hånlatteren. Den der også forfulgte mig når noget gjorde for ondt. Eller når jeg bare stillede dumme spørgsmål hen over spisebordet. Senere dukkede den op igen da jeg var voksen. Latteren, den forfærdelige aften, hvor jeg lå i en blodpøl mellem et par væltede køkkenbordsstole; lyden, der fortalte mig at nu skulle jeg ikke dø – men at jeg skulle leve med det. Der var ingen tårer den aften eller i dagene efter. Kun tom smerte, konfushed, ensomhed og dybt chok. Var helt overbevist om at hvis jeg lod nogen se eller undersøge mine skader – at jeg så ville blive til grin. Blive hånet for at jeg havde ladet dette helt forfærdelig ske med min krop. Kasseret for dét særlige som jeg ikke kunne mere. En følelse der lammede mig totalt i knapt 10 år.

Derfor har jeg så svært ved at slippe kontrollen i dag. Uanset hvor trygge rammer jeg end får. Om det er hos venner, hos psykologen eller i øvrigt. Latterliggørelse, hån og ydmygelse frygter jeg mere end smerte og tab. For det kender jeg – de andre ting har ingen endelig rækkevidde, men griber ind i alt hvad jeg gør, alt hvad står for og alt hvad jeg kæmper for at vinde tilbage.

Og jeg kæmper. En brav kamp hvor jeg skal håndtere alle disse følelser. Hele tiden.

Tak fordi I læser med. Holder min tristhed ud, i sikker forvisning om at de sjove historier nok skal komme tilbage med tiden. At jeg stadig er værd at se, at lege med foto med og at grine med. Og af.

Reklamer

12 comments on “Søndagsfred og tanker

  1. Det er et flot og hjertegribende indlæg, du her har skrevet; jeg får lyst til at holde om dig, og til at sige til dig, at det nok skal gå alt sammen. Du skal nok komme ud på den anden side som et helt menneske, det føler jeg ganske bestemt, men det er bare så svære processer du går igennem lige nu, at det kan virke helt håbløst at skulle igennem dem.

    Selvfølgelig holder jeg din tristhed ud, for du beskriver den så smukt. I blogland er alle velkomne med alt hvad de måtte bringe.

    • Håbløst – ja. Egentlig så er det jo sådan jeg ser det. Som en endeløs smertefuld proces hvor jeg konstant møder feltet på vejen med “ryk tilbage til start!” og så er det som om verden vælter en smule for mig og ja, at håbløsheden i kampen tager over. Men det er som om – med den her blog – at jeg har fået alt for mange vidner til tilværelsen, så nu kan jeg slet ikke være bekendt mere at give op. Naturligvis kan jeg ikke det pga kæresten… men der er unægtelig kommet flere til. Omsorgsfulde, dejlige mennesker derude bag skærmene.

    • Jeg kan næsten mærke omsorgen fra dig.. så dine ord bliver næsten (men også kun næsten) overflødige. Du er et godt menneske. Og jeg ved godt at når jeg krydser tilbage til den oplevelse den aften så bliver du stum af vrede og arrigskab. Er bare ikke sådan helt færdig med og ovre den historie, så jeg håber at du holder det ud lidt endnu.

  2. Vi er skam ikke så nemme at slippe af med … det er bare sommetider svært at komme med en kommentar, der er brugbar for dig eller bare begavet nok, synes jeg. Men jeg læser og føl(g)er med.
    Hjerter tager lang tid, men man behøver ikke at stå og kigge på gryden 😉 – simremad er perfekt weekendmad, og man kan altid lave masser af den.

    • Og dét betyder en del for mig og det går nu meget godt med de begavede kommentarer – synes jeg.

      Det er jo ikke lige frem mit normale arbejdsområde at lave den slags, men når kæresten beder om det så gør jeg det gerne. Især fordi jeg jo kan se frem til kunne hoppe lidt lettere over madlavningen af de følgende dage, og så fik jeg forresten slet ikke lov til at stå og kigge på gryden. Fik slet ikke lov til at opholde mig noget som helst sted i lejligheden i mere end 20 minutter af gangen. Blev jagtet rundt af mand med boremaskine. En støj jeg slet ikke kan tåle.

  3. Jeg holder ved, selvom jeg ikke altid kommenterer, så bliver du læst, både de triste indlæg, de sjove og dem om foto..;-D

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s