I den blå tomhed

Den kvikke læser vil nok bemærke at her er der et billede, der ikke er copyrightet. Jeg følte lissom ikke at det var nødvendigt her. Det er ikke et forsøg på at være moderne eller særligt kunstnerisk eller for den sags skyld et barnligt og lidt uindviet forsøg på at gengive de svenske farver.

Det er derimod de farver jeg havde i hovedet da jeg gik fra psykologen i torsdags.

væg

Hun rådede mig – godt nok lidt subtilt – til ikke at fortælle hvad vi egentlig talte om. Point taken, så det gør jeg så ikke. Men mine tanker spadserede rundt i andre spor osse og det gjorde et vist indtryk på mig.

Og jeg har ikke talt om det siden i går hos hende. Altså det jeg ikke burde tale om. Lod som ingenting resten af dagen, kørte pænt bilen hjem, overlod det som sædvanligt til kæresten at bakke og vrikke den ind i garagen. Har været på arbejde i går og har gjort det pænt og ordentligt som jeg skal og bør. Men tankerne har godt nok kørt temmelig meget i ring omkring det “forbudte” emne… og det med farverne.

Jeg flyttede ind i en lejlighed som fattig studerende, og havde ikke råd til at male den om. I øvrigt var det en fremleje og jeg måtte ikke, med mindre at jeg fik farverne på væggene tilbage til hvad de var.  De var karrygule i stuen og det levede jeg fint med. Det var specielt men ok. Der var delte meninger om min meget blå sofa passede i den stue. Men de fleste mente at det var flabet men at det gik. Jeg vænnede mig til den lidt usædvanlige farvesammensætning og tænkte ikke mere over det. Den store sofa var jo ret central i alle mulige sammenkomster af studentikos karakter og dermed aldeles uundværlig. Vi drak os fulde i den sofa og fik pinde i ørerne på størrelse med faldstammer i et højhus. Vi tæskede hinanden i trivial pursuit, et kortspil som jeg desværre ikke kender navnet på, men som siden er blevet fast bestanddel af sommerhusturene om sommeren og det allestedsnærværende yatzy.

Vi drøftede højtragende videnskabelige teorier i den sofa over kaffen og den hjemmebagte chokoladekage. Der blev planlagt adskillige større skriftlige projekter og stor var glæden da den første bærbare computer indfandt sig i vores midte. Den skålede vi højtideligt på. Og nej, den var ikke min. Desværre. Jeg havde denne stående på mit skrivebord og havde overtaget den fra et forlag og det var vildeste luksus med hele 20 mb harddisk og WP 4.2 installeret på en DOS platform. Men ingen windows. Dens harddisk var temmelig slidt og når den hørbart gik ned med en døende brummen åbnede jeg lågen og tog harddisken ud, bankede den hårdt ned i kanten af mit skrivebord, lyttede efter brummelyden, der steg i styrke og satte den ind igen så jeg kunne skrive videre. Ca hver halve time skulle manøvren gentages. Er i øvrigt sikker på at havde der været windows på maskinen ville alt arbejde være blevet slettet og jeg kunne starte forfra. Men her behøvede jeg ikke engang at gemme undervejs, for det var simpel elektronik og det kørte bare videre uanset det lille intermezzo, der efterlod flere og flere hakker i skrivebordet. Men ikke noget værre end et stykke sandpapir kunne klare den når hakkerne blev for skarpe i kanterne og flåede i mine håndled.

Mit hjem var på den måde central for vores lille læsegruppe + det løse. Jeg havde plads og boede tæt på en station og var derfor det naturlige samlingspunkt. Lokummet ude på bagtrappen levede vi med og naboen jeg delte det med havde ingen problemer med det bestandige renderi fra vores lille flok.

Vi var i lange perioder sammen i døgndrift. Hos mig. Og blev klogere og klogere. I løbet af aftnerne blev vi til gengæld dummere og dummere.

Lige indtil den der forfærdelige aften hvor verden væltede for mig i et orgie af vold, blod og bræk. Jeg ringede til min nærmeste buddy på studiet efter et par dage og meldte mig ud af gruppen. Sagde jeg var blevet syg og at de ikke skulle regne med mig i noget tid, men at jeg håbede at komme tilbage til eksamen. Hun var et godt menneske og prøvede faktisk at komme i kontakt med mig flere gange i dagene der fulgte, men jeg lukkede ikke op og svarede ikke længere på telefonen. Det var forfærdeligt for hende men jeg magtede det bare ikke. Trak gardinerne for og lukkede alt lys ude om dagen – og alt lys inde om aftenen. De kommende eksamner overtog hendes energi og hun begyndte loyalt at tage noter til mig. Skaffe materialer til mig og sørge for at når jeg kom tilbage at jeg så kunne komme up to date med de andre og undervisningsplanerne. Uden at ane hvad jeg fejlede og om jeg overhovedet var hjemme eller indlagt – og hvornår det ene eller det andet.

Indlagt var jeg bestemt ikke. Jeg lå på sofaen og stirrede ind i alt det blå med karrygul baggrund. Lå i den største tomhedsfølelse jeg nogensinde har forestillet mig man kunne have. I et smertehelvede der trodser enhver beskrivelse. Men først og fremmest helt alene med dynen trukket over hovedet og prøvede at glemme verden. Den eneste der vidste jeg var hjemme var min søde underbo, der påtog sig at købe lidt ind for mig. Men havde ikke de store behov og orkede ikke noget der skulle produceres stående ved et køkkenbord – endsige noget der skulle skæres i. Jeg tror at hun troede at jeg var blevet stærkt psykotisk og jeg ved at hun jævnligt checkede efter flasker, kanyler og andet skrammel. Og så længe hun ikke fandt det blev hun ved med at hjælpe mig. Der var ikke noget at checke for der var ingenting, men jeg forstår hendes tankegang. Vi talte ikke meget sammen men hun sørgede da i det mindste for at holde køleskabet kørende med mælk, brød og pålæg. Hun gik på samme studie, men et par år efter os andre og blev rigeligt forsynet med kopier af noter og eksamenskompendier som min gruppe havde lavet. Og dette var hendes måde at give lidt tilbage på. Mistænker, at det var noget min gruppe havde sat i værk i håbet om at jeg kom tilbage inden de store projekter.

Det virker fuldstændigt ufatteligt at der gik så lang tid med bare at ligge og stirre på blåt og gult og ikke tænke på noget som helst andet end at det gjorde ondt. At det var ensomt. At livet måtte og skulle slutte her. Og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Men bare vente på at det hele blev bedre. Det gjorde det bare ikke, så jeg kom til at vente længe. Sårene ville ikke hele af forholdsvist indlysende grunde, jeg kunne næsten ikke gå og dårligt sidde. Konstruktive tanker var der ingen af. Det var skræmmende og egentlig ret zombie-agtigt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men tror faktisk at jeg var kommet derud hvor jeg ikke engang magtede dét. Men tror at rigtigt mange ting i mit liv havde set anderledes ud hvis jeg havde magtet det i stedet for bare at gå i en form for dvale.

Det var som en malstrøm af mental ensomhed og kulde jeg var fanget ind i. Farveskemaet var blåt og gult og de to farver hvirvlede rundt for mit indre blik som var jeg på et trip af hallucinogene svampe mens jeg sank dybere og dybere ned i ensomheden.

De ydre ting var i orden.. der var mad og alt det der og efter et par uger kunne jeg jo selv lidt mere, men mennesker turde jeg ikke se. Krøb ned til kiosken rundt om hjørnet efter mørkets frembrud for at hente de ting jeg manglede og faldt om på sofaen igen når jeg kom hjem. Udmattet af mental prøvelse og smerter. Sådan en ekspedition måtte der hviles et par dage efter. Sengen brugte jeg stort set ikke da den lå for langt væk fra toilettet og de få ekstra meter betød alverden. Blev liggende på den blå sofa med flere og flere dyner og puder og radioen inden for rækkevidde. Der måtte jo ikke være helt stille. Om formiddagen øvede underboens mand sig på at spille til The Riddle på el-bas (det er et midtfirser nr af Nik Kershaw) – i flere timer i træk. Det var ulideligt selvom det jo osse var en påmindelse om at den indre ensomhed ikke osse var en ydre. Sådan på afstand. Der var andre mennesker få meter væk. Målt i lodrette metre. Men de kunne egentlig lige så godt have siddet på månen så stor føltes afstanden.

Det var jo mig der var eksileret til min egen planet hvor jeg var helt alene i dagevis. I den der blå sofa der efterhånden blev mere og mere udelikat for jeg magtede ikke at fjerne pletter og gøre mere rent. Lå der bare. Dag efter dag efter dag… uge efter uge – og endte det med – måned efter måned. Og døde mere og mere indeni. Førte høflige samtaler med mine forældre der troede at jeg havde travlt med den eksamen der var på vej og trak så stikket ud igen.

Da eksamensterminen nærmede sig rejste jeg mig fra sofaen og gik i gang. Begyndte at læse op uden at fatte hvad jeg læste. Men jeg prøvede da i det mindste omend lidt halvhjertet. Prøvede at lære at gå igen. Sidde igen. Gøre normale ting igen. Se mennesker igen, uden at jeg egentlig forholdt mig til dem. Men ville ikke se og tale med de mennesker, der betød mest for mig. Dem der var tættest på. Bare kassedamen ved købmanden, naboerne på trappen og tilsvarende.

Stille og roligt lukkede jeg min læsegruppe ind i mit liv igen og de tog pænt imod mig som en længe savnet makker. De prøvede naturligvis at spørge til hvad der var sket og jeg svarede så undvigende at jeg tror de fik indtrykket af en pludselig og hurtigt overstået dyb depression som de ikke skulle spørge mere til. Det sker jo ind i mellem på de der krævende universitetsuddannelser.

Men det var ikke dem jeg havde brug for. Jeg havde brug for nærhed og masser af tålmodig snak. Og brug for at blive kløet bag ørerne – sådan i overført betydning. Magtede bare ikke at række ud efter andre mennesker i den dybe krise jeg var i. Osse selvom jeg var begyndt at læse igen.

Den store blå tomhed er som en parasit der har slået sig permanent ned i mig. Ind i mellem bliver den vakt til live og rumsterer rundt. Får behovet for at lukke mig inde og glemme verden – samtidig med det dybt paradoksale behov for nærhed og berøring.

Det er den der begrænser mig men osse den der forhindrer mig i at bryde ud af skallen og bare give mig til at græde. I torsdags erklærede psykologen med helt usædvanlig fasthed i stemmen: “jeg ved godt hvad der skal til – men det tror jeg ikke du vil”. Tomheden beskytter mig mod mig selv, ganske som den gjorde den gang. At fjerne den åbner for kaos. At fjerne den vil være helende.

Det er bare processen i det jeg frygter. En kamp mellem det gode og det onde uden et eller andet fint hollywood manuskript der dikterer at de gode vinder til sidst. På den ene eller den anden måde og med overlev-bare tabstal.

Mens hun talte og forklarede sin “ide” blev jeg hvirvlet tilbage i den tomhed. I min blå-gule malstrøm og smerten, ensomheden og desperationen krøb ind på mig igen. Det er en tung erkendelse at ikke engang dét er jeg færdig med dér. Der er lang vej endnu.

Reklamer

19 comments on “I den blå tomhed

  1. Kære du, ord bliver tomme lige nu og rungende, jeg ved simpelt hen ikke hvad jeg skal skrive, så det skriver jeg. Jeg håber at du sammen med psykologen kan få tomheden, smerten, ensomheden og desperationen sat på plads, eller smidt ud, eller hvad der nu skal til. Og ja vejen er lang, men det har vejen du gik efter overfaldet og frem til nu også været, så jeg håber at du har følgeskab på vejen nu frem mod et bedre sted.

    • Der er måske heller ikke så meget at skrive, men du fortæller mig alligevel en del. At du har læst og at du har en indfølingsevne, og det er jeg glad for. For kun sådan virker ordene.. at de kommer ud og bliver fortalt.. og lagt væk i mit hoved.

      Jeg har følgeskab. Og jeg har en ret dygtig engageret psykolog. Og guderne skal vide at jeg behøver begge dele. Og så leder jeg bare efter det bedre sted sammen med dem.

    • Og de betyder lige så meget for mig som alverdens ord. Ved det kan være svært at kommentere på sådan et indlæg, men det var osse svært at skrive det (og formuleringerne vinder bestemt ikke ved genlæsning og gensyn med kluntetheder). Er dog glad for at du og andre skriver jeres “ordløse” kommentarer.

  2. Pfuiuu…
    Det, du har oplevet må være så ubærligt. Jeg har heller ikke ord, jeg kan bruge her, jeg læser og søger at sætte mig ind i, hvordan du har det.
    Det er stærkt, at du kan sætte ord på. Jeg tror på at det at sætte ord på er en god ting.
    Pas godt på dig selv og dine. Jeg håber, de passer godt på dig.

    • Det har vist sig at være et godt redskab for mig at forsøge at sætte ordene på. Det lægger ting på plads at jeg deler ud af hemmelighederne og det gør dem mindre farlige for mig.
      Tak fordi du prøver – og jeg ved godt at det må være svært.

      Vi passer så godt på hinanden som vi overhovedet kan og det har vi tænkt os at fortsætte med.

  3. Jeg har læst igen og igen, og kommer til kort. Du ved, at jeg synes, at det er stærkt, at du skriver og deler, men kommentaren fra mig kommer til at mange. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal skrive. Sender dig i stedet de varmeste tanker….

    • Og alligevel skriver du en kommentar der på sin egen vis glæder mig.. for den viser en masse omtanke selvom emnet er stort og svært. De varmeste tanker – de varmer!

  4. Jeg trækker også en blank, for hvad fanden skal man sige til noget, der er så forfærdeligt?? Jeg er dog ret sikker på, at det, at du overhovedet kan skrive et indlæg som dette, betyder, at du er på vej i den rigtige retning. Ja, vejen er nok lang, som du selv skriver. Og snørklet og bumpet og fyldt med luskede huller og afgrunde langs siden. Men på vej, det er du.

    • Der er måske ikke så meget at sige, trods alt. Og ja, det er forfærdeligt men det bliver mindre forfærdeligt og mindre dominerende/farligt når jeg skriver sådanne indlæg. Men jeg frygter altid at I sidder og tænker.. nej nu bliver det sgu for meget.

      Jeg skal være på vej.. alternativet er mere ubærligt end fortiden.

  5. Du skriver under huden og jeg får panikken ind i hjertet… Det der hamrer mest i mit hoved er den diamentrale modsætning imellem livet før og efter. Dit sociale uddybende venskabelige udfordrende hyggelige liv – og isolationen og den existentielle angst, der blev udløst… Og imens det roder rundt i mig, så genkender jeg din gamle ressource i din evne til at skrive, i din forsigtige genoptagelse af livet, at du har fundet hjælp, at du har flyttet, at…..
    Du har rigtig mange ressourcer til at bygge din vej til at leve bedre… Jeg tror på at du finder din vej, din rytme, dit eget nye liv igen…

    • Det var virkelig to helt forskellige virkeligheder jeg var i og byttet skete på den ene aften. Det var helt reelt en aften hvor mit liv blev ændret, og ikke lige frem til det bedre.

      Jeg arbejder mig frem af den der vej jeg skal, men det er ikke altid jeg synes det går godt nok, bliver godt nok eller osse mister jeg målet af syne. Og så mister jeg altså fodfæstet for en stund.

      Men jeg har viljen. Og det må være det vigtigste af alt.

  6. Kære overleveren
    Alt hvad du har mod til at skrive vil jeg også have mod til at læse. Det vil jeg. For du fortjener at nogen lytter til din historie, og det er også givende at læse med. Du får mig til at reflektere og se nogle ting i øjnene.
    Men mest af alt, så bliver jeg så ked af det på dine vegne…
    Mange varme hilsner
    Heidi

    • Jeg er glad for at du læser med. Meget.

      Jeg kan osse ind i mellem blive lidt ked af det på egne vegne – så det kan jeg godt forstå. Jeg kan ikke altid helt fatte omfanget af min egen historie – hvor alvorligt og stort det hele er.
      Øj, det lød sarkastisk og lidt nedladende, men sådan var det altså ikke ment, men jeg kan ikke lige finde en anden formulering her kl møg om morgenen.

  7. En aldeles rædselsfuld og forfærdelig historie, som det er fuldstændig umuligt at komme med en god kommentar til.
    Men hvert et ord er læst og hvert et ord gjorde ondt. Jeg håber virkelig, at det er et led i en god proces for dig at få sat ord din historie.

    • Men historie jeg følte for at fortælle, har vist været der før her på bloggen men ikke på den her måde.

      Din kommentar er ganske god, så helt umuligt er det ikke. Men kan osse se at du har tænkt en del over det inden du skrev.

      Det er så absolut et led på vejen.. kan allerede i dag føle at følelsen af blå tomhed, der lige fik tag i mig i sidste uge slipper en lille-bitte smule. Det er ikke meget, men det tæller med.

  8. Det er et af de indlæg der slår hårdt. Rigtig hårdt. Hold-nu-op, hvor har jeg bare meget respekt for dig og hvor du står i dag. Hvor er du kommet langt. Du er i sandhed en overlever… Og hvor har jeg lyst til at tage dit yngre jeg op vugge det og ae det og klappe det på hovedet, sådan virtuelt.

    • Det slog osse hårdt at skrive, så meget kan jeg vist godt afsløre. Og det tog ganske lang tid.

      Jeg tror (måske lidt naivt) at du får sat ord på nogle af de følelser som flere andre har siddet med og ikke rigtigt kunnet få ord på. Og sådan ville jeg nok osse selv have det hvis jeg læste sådan noget som dette fra andre.

      Dine ord rammer mig der hvor det gør rigtigt ondt, for de udtrykker jo lige præcis det der var behov for den gang – men osse en dyb anerkendelse af at jeg ikke blev i det der tomrum. Det har været en kamp af de større og krigen er bestemt ikke vundet. Men jeg gør hvad jeg kan.

  9. Pingback: Noget om tidlig julegave og en indre rystepudser | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s