Løbetid

dog-poopingMin hund er kommet i løbetid og det giver altså visse problemstillinger for den.

Der er ingen overvejelser for os, for naturligvis skal vi ikke have hvalpe på den. Det gider vi ikke og vi ved at hunden lever helt fint uden at opleve “moderglæden” som en hund i øvrigt slet ikke kan opleve.

Til gengæld ville det være nervøst for den fordi den er så meget underhund ift mig at den instinktivt ved at det vil føre til konflikter med mig om det. I en naturlig flok er det nemlig kun alfa-hunnen der får hvalpe og brud på den regel kan føre til udstødelse. Det ville naturligvis ikke ske. Men den hænger på kæresten i denne tid og er tydeligvis mere tryg ved hende.

Men der er adfærdsændringer så det basker. Ikke bare ævler hunden løs i alle vågne timer. Den piver, klynker, jodler og udfolder et sandt repetoire af lyde som vi sikkert ville blive meget klogere af hvis vi ellers forstod hvad den prøvede at fortælle os. Kværnen kører konstant og vi er ved at blive lidt tossede i hovedet af det hjemlige lydbillede.

Men altså..  at gå tur med den.. suk.

Hanhunde har vi ingen problemer med, da hunden aldrig har tiltrukket dem, men det er da klart at vi er lidt ekstra opmærksomme på om løse hunde i området er udstyret med dingleværk (og elsker derfor korthårede hunde mere end langhårede pt).

Problemet er derimod dens ændrede latrinære vaner. Den pletpisser konstant.. tre dråber der.. to dråber der… en dråbe her… og når der ikke er mere tror jeg mere den dufter af..  hvorfor den gør det har jeg ingen anelse om men der er ganske givet en god forklaring på det osse.

Men altså… skidningen… det er en større proces. Den krummer sig sammen og lægger an til noget på et sted.. snuser lidt… vralter (stadig med krum ryg og skæv hale) en meter og tror det skal være der.. snuser lidt … og bevæger sig endnu en meter. Og den på den måde kommer vi altså langt omkring før det behager damen at gøre noget reelt ved det. I mens står jeg og glor på som et akavet heppekor og forventer hele tiden at nogen kommer farende og siger at den ikke må skide der eller her eller hid.

Det er så omstændelig en proces for den at vælge den rigtige plet og det sker ofte at den prøver at vende tilbage til pletter der allerede er forsøgt og fundet næsten uegnede til formålet. Og min tålmodighed bliver ærligt talt mindre og mindre. Især i regnvejr.

Al den sirlighed med at vælge plet så jeg kan næsten ikke nænne at tage posen frem og bortfjerne lorten som den så omhyggeligt har placeret. Men der er jeg altså aldels uden nåde. Gider nemlig ikke selv vade rundt i andres hunde-hømmer. I det mindste pletskider den da ikke.

Advertisement

14 meninger om “Løbetid

  1. haha, ja undskyld, kan næsten se jer to i sneglefart for at finde et sted hvor hunden kan sk… ;-D Ikke sjovt for dig, men et sjovt billede jeg får på nethinden. ;-D

    • Ja, jeg tror det ser lidt morsomt ud for dem der kigger på.. altså medmindre et af de undersøgte steder er lige uden for deres hus.. (her bør det bemærkes at private haver og indkørsler aldrig har været gode steder og det respekterer hunden). Men det er altså … sk*** irriterende for hundeføreren…

    • Det går over igen og så får den atter sit yderst forretningsbetonede forhold til lufteturenes andet formål. Men jeg er sikker på at vi har en vis underholdningsværdi for eventuelle tilskuere.

  2. Dagens skidego’e underholdning – tak for grinet.
    Det er dæleme godt, at vi mennesker er anderledes indrettet, når vi er i løbetid – men gadebilledet ville nok være særdeles underholdende 😀

  3. Hahahaaaa jeg kan se dig stå der og vente.. og vente.. og vente.. på at samle den varme lort op i en pose, så store anstrengelser og du fjerner det bare.. 😉

  4. Åh nej, åh nej, hvor er jeg glad for min (fhv) hanhund. Der er da nogle problemer, jeg er helt forskånet for, kan jeg se.
    Hvor jeg dog elsker sådan nogle vandvittige beretninger og de billeder de giver på nethinden. Frem med kameraet!

    • Til gengæld smutter hanhundene jo afsted hvis der er løbske (og tiltrækkende) tæver i nærheden og skal hentes i alle mulige haver og kældre og på lave tage når hormonerne giver dem vinger og stædigheden gør resten.

      Det er skam ikke vanvid – det er sådan det er… 😀

  5. Jeg kom træt hjem fra Skive og skulle lige kikke, inden jeg bukkede under. Jeg må sige, at jeg er godt underholdt. Du har rigtig givet næring til min indre film 🙂 Sådan en hund, der lyder som en æglæggende høne i længere tid, er altså lidt af en prøvelse.
    Her i vores lille by, ser jeg en hundelufter hver morgen, når jeg kører på arbejde. Og man kan altid se, om hendes hund har nået det, den skulle. Når først der er noget i posen, så svinger hun med den resten af turen. Det har tit givet anledning til et godt morgengrin.

    • En lorteposesvinger har så afgjort sin egen underholdningsværdi 🙂

      Ja, den er lidt af en prøvelse men jeg tror det handler om at den skal være omhyggelig med hvor den lægger sine spor og den ikke helt fatter selv hvorfor. Men irriterende – mon ikke.

  6. Nu er jeg lige lyseslukker og rigtig kedelig.. Men.. Det der afføring er måske tegn på at livmoderen ikke helt kan blive tømt som den skal, og det kan give problemer efterhånden som hun bliver ældre. De fleste hunhunde som ikke får hvalpe ender med betændelse i underlivet, og det kan ende galt. Måske skulle I sikre jer at hendes løbetid ikke varer ved for længe og hvis den gør så overvej at hun skal have fjernet livmoderen – for hendes egen skyld..
    Men du har ret det er ret komisk når de har svært ved at finde det perfekte sted at skide! 😀

    • Ja du er sgu kedelig. Og jeg er opmærksom på problemet med løbetider og betændelse, men tror nu ikke lige at det er det der plager hunden i øjeblikket. Det er mere et spørgsmål om at den gerne vil gøre opmærksom på sin tilstand.. at den flytter sig rundt på den måde er tydeligvis styret af snuden.. den er ganske regelmæssig hvad angår løbetider og længder i øvrigt.

      Er i øvrigt en fejl at dyret ikke er steriliseret men jeg er bekymret for vægten der er gravhundenes største fjende.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s