Hvad der ikke slår dig ihjel

.. gør dig stærkere.

Den har jeg set mange gange i mit liv. Den er blevet sagt til mig, skrevet til mig og jeg har sågar fået en mail med et billede af en mand, der har det tatoveret over ryggen. Den forfølger mig nærmest, tror jeg. Har hørt det fra mennesker jeg kender, holder af, respekterer og stoler på og bliver hver gang en lille smule forvirret.

For det er ikke sandt. Ikke for mig, i hvert fald. Det der elsker mig, gør mig stærkere. Det andet gør mig bare svagere, og sådan har det vist altid været.

Jeg blev ikke stærkere af at blive misbrugt af min bror,  at mene eller tro det, er jo egentlig noget nonsens. Jeg blev ikke stærkere af at blive udsat for en voldtægt (med sit eget grufulde twist), jeg blev svagere, sartere, sygere, angstere.

Intet af det gjorde mig stærkere, heller ikke i dag. Heller ikke på lang sigt – eller på endnu længere sigt, for den sags skyld.

Jeg har kun svage erindringer fra min barndomstid, men jeg er helt sikker på at langtidskonsekvenserne af det misbrug gjorde mit liv markant anderledes end det ellers ville have været. Måske er det skæbnen eller noget der er forudbestemt, men jeg tvivler faktisk på at den forklaring kan bruges til noget særligt konstruktivt.

Så jeg sætter lige fokus på voldtægten igen. Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Nej, ikke lige.

Da det skete var jeg ung, havde mod på livet og masser af planer, masser af håb og gode kontakter til en forholdsvis fastlagt karriere. Jeg skulle bare lige have den der videregående uddannelse, og så var vejen næsten lagt for mig. Jeg var måske en smule arrogant, lidt bedrevidende, lidt forkælet, men helt uden tvivl med et godt hoved, der hurtigt absorberede selv den mest komplekse lærdom, og omsatte den til brugbar teoretisk velfunderet praktik.

Jeg havde kærester, gode venner, spændende og studierelevant job og interesse, jeg fulgte kort sagt den vej, der var lagt. Som jeg havde lagt som 16 årig. Ambitiøs? Ja, mon ikke. Realistisk, ja, temmelig. Den aften ændrede alt sig. Mit liv smuldrede, mit intellekt holdt, men hjernen nægtede at huske selv simple oplysninger. Jeg blev nervøs for mennesker og hadede at være på uddannelsesstedet. Isolerede mig mere og mere og vendte ellers solide interesser ryggen. Kærester, forhold og kærlighed var passé.

I dag har jeg bearbejdet en del af de her ting. Man kan måske sige, at jeg er blevet klogere med tiden, hjælpen og terapien. Men stærkere? Nej. Men i det mindste slog det mig heller ikke ihjel. Selvom netop dette ville have været det ultimative oprør mod hans “du skal leve med det her”. Som i – du skal leve videre med det her.

Det er ingen undskyldning for noget, men der er i min verden ingen som helst tvivl om at de her ting efterlod mig svagere. Dengang, nu og i fremtiden. Jeg kan sagtens blive stærkere, men jeg bliver aldrig nogensinde så stærk som jeg var eller som jeg kunne være blevet. Dertil er alt for meget sket, alt for meget er blevet anderledes og alt for meget er blevet alt for svært.

Klogere, ja – stærkere, nej.

Reklamer

16 comments on “Hvad der ikke slår dig ihjel

  1. Nej den slags gør ikke folk stærkere. Ligesom det heller ikke udvikler børns lunger at græde sig i søvn.
    Du må overleve med noget som ingen burde leve med.

    Det virker logisk på mig at det kun kan blive tåleligt med kærlighed, blidhed og masser af plads.

    • Jeg ved, som du ved, ikke meget om børn, men det virker ikke logisk at naturen har indrettet lungeorganet sådan at det kun udvikles ved at græde.

      Tror det er, fra min side, et lille opgør med den her floskel. For jeg kan bare ikke få det til at passe nogen steder, at det her urimelige der er sket skulle gøre mig stærkere.

      Vi er dybest set rigtigt mange der lever med nøjagtigt disse ting. I øvrigt.

  2. Næh, men hvorfor siger man det så? Er det for at gøre et eller andet uudholdeligt en lille smule mindre uudholdeligt? Er det for at flytte fokus væk fra det skete og mod fremtiden? Jeg ved det ikke.

    Selvfølgelig trives man ikke bedst med modgang, men med medgang, ros og kærlighed. Sådan er det bare 🙂

    • Jeg tror personligt at det er det ordløses svar. Man ved ikke hvad man skal sige, og griber så i floskelkassen. Og må jo indrømme at det lyder meget godt og meget stærkt-agtigt. Det har bare ikke så meget med min virkelighed at gøre og derfor forstår jeg det bare ikke.

  3. Når det er for meget, så er det for meget….

    Så findes der omveje, udveje,
    og der bruges energi
    på at opbygge mure, hegn, skyttegrave…

    Dermed kan livet fungere,
    de intakte sider kan måske få lov til at blive vist frem.
    Men sårene
    stikker, brænder, rådner.
    Vil bare værnes om, plejes, heles.

    Har behov for at blive set, h¢rt, forstået.
    Har behov for at mærke
    hvad der gemmer sig under sårene.

    Tak for din åbenhed
    hvor du viser din rigdom
    som syntes at være vokset ud af såret
    som en ny dybr¢d kærlig sensibel blomst

    • Og det er vist lidt for meget i mit tilfælde.
      Rigdom? Den var ny men jeg kan godt forstå hvad du mener. Ikke stærkere, men måske klogere, og i hvert fald ganske anderledes.

      Velkommen til min blog – dejligt at se nye læsere der faktisk skriver en hilsen, også.

  4. Nu har jeg fulgt din blog i et par uger, og jeg er dybt imponeret af dig. Du skriver med en herteløs ærlighed, og du skriver utrolig godt – det er en fonøjelse at læse, også selv om flere af dine emner er uhyggelige.

    Det er stærkt at du skriver om både voldtægt og incest. Jeg har selv været udsat for incest fra min mors mand gennem seks år, og jeg kan ikke finde ud af at skrive om det. Det er simpelthen for svært for mig; måske kunne jeg, hvis jeg også valgte at være anonym, men det har jeg jo fravalgt.

    Modgang gør ikke stærk; modgang gør os mindre, og det er ikke meningen med livet. Vi skal vokse og have medgang!

    • Tak for ros, og den tak bliver bestemt ikke mindre følt af at du løfter sløret for din historie også. Jeg kan kun opfordre dig til at skrive om det, for det hjælper og gør oplevelserne klarere og dermed lettere at forholde sig til. Nu har du jo skrevet om det her hos mig – med fuldt navn. Så skridtet er delvist taget, og google kan sagtens finde dig nu. Smid et par ord om det hvis du fortryder og ønsker jeg lige sletter lidt. Det er også en mulighed at du kan skrive som gæsteblogger her?!?

      Jeg tror der findes mennesker der vokser i modgang, men jeg tror trods alt det er de færreste. De fleste har behov for kærlighed og medgang i deres udviklingsproces mod stærkere mennesker.

  5. Jeg tror heller ikke at man bliver stærkere af den modgang som incest og voldtægts-ofre bliver udsat for, tværtimod er det er jo en nedbrydelse og en nedværdigelse som er svær hvis ikke umulig at komme sig over. Så at modgang gør stærkere er vist noget overdrevet fis i de fleste sammenhænge.

    • Jeg kan også have mine tvivl mht andre, men jeg har ingen tvivl mht mig selv. Og jeg havde gerne undværet styrken i bytte, hvis jeg da ellers havde fået den.
      Jeg tror også at det er noget fis i mange sammenhænge – ikke nødvendigvis i alle. Men i mange.

  6. Kan kun tilslutte mig 100 %, Tror heller ikke på at modgangen gør en en stærkere tværtimod. har selv fået de ord med gennem mit liv, og tænkt : “I aner ikke hvad i taler om”. Men tror netop det for mange er et forsøg på trøst eller støtte, i forbindelse med en slags berøringsangst. Men, personlig føler jeg mig absolut ikke stærkere, må nok efterhånden sige tværtimod. Vil rose dig for din åbenhed, læser jævnligt med herinde.
    KhTina

    • Velkommen til, først og fremmest. Det er altid dejligt når læsere lige lægger et par ord, og lader mig vide at de er der, og hvem de er.

      Jeg tror du har fat i noget meget rigtigt her mht forsøg på støtte mm, og så alligevel ikke helt i plet. For jeg tror ikke det handler så meget om berøringsangst, jeg tror det handler om en følelse af magtesløshed og mangel på rigtige ord. Og så griber man i den her med ikke-død og styrke.

      Vil ikke sige at jeg reagerer med “I aner ikke hvad I taler om” – tror mere jeg bliver forvirret og ikke helt kan forstå hvorfor jeg blev snydt for styrken?!?

  7. Jeg har egentlig ikke tænkt i de baner, når jeg har hørt de ord, men jeg kan godt forstå hvad du mener.
    I dine sidste indlæg, lyder det som om du har fået mere kontrol over angsten, ved at vise vrede som blev accepteret. Flot synes jeg.
    Håber knæet har det bedre også.

    • Du var af grunde jeg ikke helt forstår havnet i spam-nettet.

      Jeg tror man ofte vil opleve det, hvis man skræller lag af de der faste vendinger og ser hvad de indeholder. Jeg er ved at få lidt kontrol, deri har du ganske ret. Jeg tilskriver det medicinen. At den giver mig det lille overskud til at håndtere sådan noget som angst og vrede lidt mere fornuftigt. Knæet har det lidt bedre, tak 🙂

  8. Jeg tror at det udtryk mange gange bliver brugt som en form for fralæggelse af ansvar eller manglende evne til at sætte sig ind i hvad andre gennemgår. Derved affærdiger man andres sårbarhed samtidig med at man insinuerer at man da sandelig selv har være mindst lige så meget igennem og at det har man da klaret fint. Dvs. Jantelov: “du skal ikke tro at dine lidelser er noget at tale om eller noget værd. Du har ingen ret til at klage og jeg vil i hvertfald ikke høre om det for så må jeg jo forholde mig til hvad du siger (= gøre noget for dig og det har jeg ikke ret meget lyst til, jeg vil hellere passe mine egne cirkler)”.
    Modstand i form at unge må tage et arbejde for at kunne købe en bestemt ting, at måtte studere hårdt for at opnå en god karakter – det anser jeg for en sund form for modstand der gør stærk. Det syntes jeg at man lærer noget af og det kan gøre en stærk til senere at måtte klare sig.
    Men at påstå at vold, misbrug og anden form for overgreb på et menneske gør det stærkt? Det svarer vel til at påstå at tortur er karakterudviklende. Føj!

    • Jeg kan sagtens følge dig, men synes måske du sætter tingene lidt meget på en spids. Men din sidste pointe, hvor harsk den end er, er jo egentlig rigtig i sin tanke. Så langt havde jeg slet ikke tænkt, selvom den psykolog der behandler mig, flere gange har draget sammenligninger til torturofres situation.

      Mht at sammenligne lidelsers tyngde og smertegrad, har jeg nu aldrig begivet mig af med at gøre noget sådant. Jeg kan ikke på nogen måde indbilde mig at mine smerter, min lidelseshistorie eller tilsvarende skulle være så særligt svær ift andres. Jeg har jo netop ikke mødt alle de andre. Og der sidder med garanti en masse derude, der har oplevet noget der er meget værre. Men pudsigt og godt tænkt at du drejer Janteloven en tand og får den til at beskrive den situation som jeg i øvrigt sagtens kan genkende.

      Tror dog at et hvert menneskes egen lidelse er den værste i hele verden. Kvinden der bliver skilt fra sin mand, manden der mister potensen, barnet der bliver misbrugt eller modellen der mister sit udseende. Eller kvinden der ikke fik sin minkpels. Manden der fik stjålet sin vintage ferrari. Tror på at alle mennesker har disse personlige og helt særlige traumer, som er livsforandrende. Mit er så historien om incest og voldtægt. Men at tro at denne historie er værre end andres – nej det gør jeg faktisk ikke, respekterer jo hvad der har forandret andres menneskers liv og gjort dem til hvad de er i dag.

      Det er altid svært og tungt at håndtere et andet menneskes sårbarhed, sarthed og traumatiserede sind. Det er derfor det tager og bør tage så forbasket lang tid at blive terapeut i psykolog-klassen.

      Er faktisk ganske glad for din kommentar der har sat en del tanker i gang; nye drejninger på kendte emner. Og velkommen til forresten.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s