Normalisering

Eller dvs næsten normalisering. Jeg har haft en lidt hård uge, og har derfor været en smule i eksil fra blogland. Men jeg er her altså endnu, og har også læst med på jeres indlæg, Sådan er det jo ind i mellem, at man læser mere end man skriver og kommenterer.

Min uge startede rigtigt flot – faktisk i sidste uge – med et defekt knæled som nedlagde mig i 4-5 dage, og som nok burde have nedlagt mig i betydeligt flere dage, samt sendt mig en tur omkring en læge. Det valgte jeg dog at undlade, idet jeg formodede at lægen ville pkt 1 se tiden an, pkt 2 anbefale ro, holde knæ højt, støttebind og is. Og det kan jeg altså godt selv finde ud af, altså bortset fra det der med roen. Ringede til min chef efter nogle dage og vi aftalte, at jeg skulle komme på arbejde dagen efter, men at hun ville lave en nødplan for mig, hvis det ikke gik og jeg måtte hjem på sofaen igen i endnu flere dage. Det er jo lidt svært at vide om et knæ faktisk kan holde til at arbejde, når det har det betydeligt bedre – men til gengæld ikke bliver brugt og primært er placeret på stolen ved siden af. Så jeg tog en enkelt test-dag i bedste sportsånd for at se om knæet holdt. Det gjorde det, sådan ca. Men ikke noget, der kan holde mig hjemme mere; skal bare tænke lidt over hvordan jeg bevæger det. Og chefen er glad for at have mig tilbage på pinden (selvom det er lidt vanskeligt at kravle op på den).

Har så mange tanker i øjeblikket, men kan ikke få dem ud. Det er som om de klumper sig sammen i større bundter og står lidt i vejen for hinanden. Er ordløs, tankefuld, trist, glad, sær, skæg, træt, smertefuld, kærlig, frisk, morsom, agerende, spændt, nervøs, præsterende, vred og alt det andet.

Men jeg er det hele vældigt stabilt. Jeg tager det egentlig som et tegn på, at jeg er ved at finde en eller anden form for normalitet igen ved hjælp af de der piller. At kalde dem lykkepiller er en misforståelse, tror jeg vil kalde dem normaliseringspiller i stedet. Men de virker, det er jeg ganske sikker på. Og om det er placebo eller faktisk virkning er jeg fløjtende ligeglad med, bare de virker normaliserende på mig.

Vægten gider ikke tabe sig mere af dem, så nu nå jeg selv kæmpe lidt videre på det punkt. Det er jeg ikke ganske tilfreds med, da kærestens sædvanlige bagværk er slemt fristende. Tror alligevel sommerfaconen bliver lidt vanskelig at finde i år, men har dog ikke helt opgivet håbet.

Fredag morgen serveres der morgenmad på kontoret. Masser af godt brød fra en lokal og solid bager, der har en fin respekt for sit håndværk. Det er normalt dér man hygger lidt og får talt med kolleger man ikke lige normalt møder på sin daglige tjans og snakken går på tværs af rangstier, løntrin og arbejdsbeskrivelser. Det er en rigtig god tradition, der styrker sammenholdet. Jeg er en fast deltager i morgenmads-mødet og får netværket på kryds og tværs. Min nærmeste chef ser dog lidt forundret til når jeg står i et hjørne og småsnakker lidt med selveste salgschefen, som jeg rent arbejdsmæssigt overhovedet intet har at gøre med i det daglige. Men om fredagen stikker vi hovederne sammen og udveksler små ideer og tanker, inden han sætter sig ind på sit solokontor og jeg futter ud “på gulvet” og bliver lønslave igen. Sagen er, at han har det overordnede ansvar for firmaets markedsføringsstrategi på nettet – og at dét er noget jeg har nogle ganske faste meninger om. Meninger, som han har udviklet en vis veneration for. Man kan måske mene, at jeg skulle holde den slags for mig selv, og snarere burde sælge min viden til firmaet i stedet for at hinte dem i den rigtige retning ganske gratis. Men kunder i butikken betyder arbejde til mig. Og dét betyder altså lidt mere lige nu i en krisetid. Min tid skal nok komme, måske ikke dér, men så et andet sted.

I fredags var han dog ude til møde, så jeg fik snakket med nogle andre og det er jo osse godt nok. Men der skete noget, som faktisk gør mig ganske stolt af mig selv på det mentale plan.

En mandlig kollega fra samme afdeling som jeg, og som er kendt som lidt af et fjols, med en adfærd der snarere hører til på den lokale bæverding og ikke på en arbejdsplads (rygterne går også på, at han blev fyret pga druk men genansat med løfte om, at han ikke var beruset i arbejdstiden) står og skærer brød ved siden af mig. For sjov stikker han så kniven mod mig et par gange. Jeg synes jo bare ikke at dét er så skide sjovt, af grunde der er forholdsvist indlysende for jer, der har fulgt med på bloggen.

Med dyb, advarende stemme fortæller jeg ham, at det der .. det .. er .. ikke .. sjovt. Langsomme, velovervejede ord i et tonefald, der bestemt ikke indbyder til debat.

Han gør det igen, mens han griner.

“Det bliver ikke dobbelt så sjovt af at … du … gør … det … igen”

Nu i et tonefald der ikke kan misforstås på nogen måde.

Bliver faktisk mere vred og irriteret end egentlig angst. Og får sandsynligvis den udstråling, som kæresten kender som den farlige, stille vrede. Den der kan eksplodere og kan være så tydelig at folk flytter sig for at undgå at træde ind i mit energifelt.

Han forlod hurtigt bordet uden et ord.

Men jeg blev ikke angst – jeg blev vred. Og det er faktisk bedre. Kryds i kalenderen for den dag hvor jeg kontrolleret, omend knurrende vredt, reagerede på en køkkenkniv, der var 10 cm fra mit ansigt.

Reklamer

12 comments on “Normalisering

  1. Det er da alt andet lige meget positivt at blive vred og kanalisere det istedet for at lade det gå ind.. 😉
    Jeg synes at du har den helt rigtige indstilling til jobbet og småsnakken med the boss! Du sikrer arbejde til fremtiden – GODT!

    • Det er rigtigt meget positivt 🙂 Det var den rigtige reaktion på en situation, der faktisk godt kunne have været lidt kritisk for mig.

      Jeg håber da at jeg er med til det, men det er nu ikke sikkert at jeg nødvendigvis skal være en del af den fremtid i det firma. Men jeg sikrer min plads ved at gøre mig lidt bemærket på den fornuftige måde.

  2. Det er da heller ikke nemt; vi andre bryder os da heller ikke om, at nogen står og svinger med en brødkniv foran vores næser. Sikke en nar! Kan godt forstå, at du var/er stolt af dig selv, at du kunne bevare en tilkæmpet ro. Jeg synes, du skal tegne et flag ved siden af krydset 🙂

    • Er glad for at vide at andre heller ikke bryder sig om det, fordi jeg har jo altid gået og troet at det bare var mig der var vildt sart lige på det punkt (og med god grund jo). Skal nok prøve at tegne et flag eller gøre noget andet – kan man mon det i google kalenderen, der er mit foretrukne kalenderredskab 🙂

  3. Han lyder som et fjols, man står sku da ikke og stikker efter nogen med en brødkniv.. Flot at du fik vendt det til berettiget og kontrolleret vrede, i stedet for at angsten tog over.
    Det knæ er noget møg, jeg synes nu stadig du skulle overveje at få det tjekket.

    • Han er et fjols i middelsvær grad, og jeg tror ikke han holder så længe. Og nej, det synes jeg faktisk heller ikke at man gør. Selvom en brødkniv sådan rent konkret ikke er verdens farligste stikvåben, så er det stadig ekstremt angstprovokerende på mig. Men jeg tror min vrede kom af irritation over fjolset mere generelt.

      Skal nok overveje det 🙂

  4. Ligesom de andre siger sikke et fjols, jeg var da også blevet noget knotten hvis nogen havde fægtet med en kniv foran mig, det er der da ikke noget sjovt i..Øv med knæet håber det opfører sig ordentligt og godt at pillerne virker…..;-D God søndag til dig..

    • Dejligt at vide at du også var blevet småsur over sådan en opførsel. Jo flere der fortæller mig det, jo mere sikker på at jeg ikke er så forfærdelig mere sart end andre, bliver jeg. Og det er faktisk slet ikke så tosset.

      Pillerne virker helt som håbet og er besværet værd – og pengene. (og vinker til Ellen og sir – at jeg slet ikke har problemer med medicinpriserne, for jeg ved godt hvordan tingene hænger sammen). Knæet skal nok komme til sig selv, men det er klart med et fysisk krævende arbejde at der kommer små-skavanker og skader.

  5. Jeg er så enig med dig i, at man ikke skal give sig til at fægte med knive foran andre mennesker – ikke engang for sjov; for det bliver aldrig sjovt.

    Herudover er jeg enig med dig i, at lykkepiller aldrig burde kaldes lykkepiller; det højeste, de gør, er at fjerne fraværet af ulykke. Selv er jeg på Zyprexa, Cipralex og Lamotrigin for at blive holdt kørende; og jeg synes det virker. Jeg synes det virker og glad er jeg. Jeg har en meget kompetent psykiater, som jeg har fuld tillid til.

    • Det er jeg glad for at vide, men synes jo også selv at den opførsel var en kende upassende. At den så har en dybere og mere forfærdelig betydning for mig, det kunne han jo faktisk ikke vide.
      Medicin der virker er en velsignelse, det er desværre bare en pestilens at udfase den af kroppen igen. Og den periode frygter jeg allerede, selvom jeg godt ved at det nok ligger et stykke ude i fremtiden. Lige nu er jeg bare tilfreds med at det virker. Dem du nævner dér har jeg ikke personligt kendskab til. Tillid til den der udskriver er alfa omega i den her sammenhæng, og det er godt at vide at du har en dygtig psykiater tilknyttet. Selv har jeg ikke kontakt med en psykiater, men min læge har fået lov til at bruge en veninde der er det som sparringspartner i min sag.

  6. Siger med de andre: det var totalt uacceptabelt og umorsomt, det fæhoved lavede med den kniv. Det kan Aubrey 5 år måske finde på, men så ville han også få læst og påskrevet noget så eftertrykkeligt!
    Derfor var det alligevel flot og godt, at vreden og ikke angsten var din dominerende følelse. Det tyder på, som du siger, at det går den rigtige vej, og det må være en god fornemmelse.

    • Lille dreng ca 5 år – den beskrivelse passer ca meget godt på den pågældende kollega. Jeg håber ikke han gør det igen. 🙂 Eller at han prøver overfor andre, der måske har lidt flere duelighedstegn på brystet end jeg og kan fortælle ham at den opførsel er uønsket i firmaet.

      Det er en smaddergo fornemmelse og jeg hyggede mig faktisk over den resten af dagen. En stor sejr over mig selv og over ham. Og især at det lykkedes mig at kontrollere den stille, farlige vrede så den ikke eksploderede, men bare virkede.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s