I den blå tomhed

Den kvikke læser vil nok bemærke at her er der et billede, der ikke er copyrightet. Jeg følte lissom ikke at det var nødvendigt her. Det er ikke et forsøg på at være moderne eller særligt kunstnerisk eller for den sags skyld et barnligt og lidt uindviet forsøg på at gengive de svenske farver.

Det er derimod de farver jeg havde i hovedet da jeg gik fra psykologen i torsdags.

væg

Hun rådede mig – godt nok lidt subtilt – til ikke at fortælle hvad vi egentlig talte om. Point taken, så det gør jeg så ikke. Men mine tanker spadserede rundt i andre spor osse og det gjorde et vist indtryk på mig.

Og jeg har ikke talt om det siden i går hos hende. Altså det jeg ikke burde tale om. Lod som ingenting resten af dagen, kørte pænt bilen hjem, overlod det som sædvanligt til kæresten at bakke og vrikke den ind i garagen. Har været på arbejde i går og har gjort det pænt og ordentligt som jeg skal og bør. Men tankerne har godt nok kørt temmelig meget i ring omkring det “forbudte” emne… og det med farverne.

Jeg flyttede ind i en lejlighed som fattig studerende, og havde ikke råd til at male den om. I øvrigt var det en fremleje og jeg måtte ikke, med mindre at jeg fik farverne på væggene tilbage til hvad de var.  De var karrygule i stuen og det levede jeg fint med. Det var specielt men ok. Der var delte meninger om min meget blå sofa passede i den stue. Men de fleste mente at det var flabet men at det gik. Jeg vænnede mig til den lidt usædvanlige farvesammensætning og tænkte ikke mere over det. Den store sofa var jo ret central i alle mulige sammenkomster af studentikos karakter og dermed aldeles uundværlig. Vi drak os fulde i den sofa og fik pinde i ørerne på størrelse med faldstammer i et højhus. Vi tæskede hinanden i trivial pursuit, et kortspil som jeg desværre ikke kender navnet på, men som siden er blevet fast bestanddel af sommerhusturene om sommeren og det allestedsnærværende yatzy.

Vi drøftede højtragende videnskabelige teorier i den sofa over kaffen og den hjemmebagte chokoladekage. Der blev planlagt adskillige større skriftlige projekter og stor var glæden da den første bærbare computer indfandt sig i vores midte. Den skålede vi højtideligt på. Og nej, den var ikke min. Desværre. Jeg havde denne stående på mit skrivebord og havde overtaget den fra et forlag og det var vildeste luksus med hele 20 mb harddisk og WP 4.2 installeret på en DOS platform. Men ingen windows. Dens harddisk var temmelig slidt og når den hørbart gik ned med en døende brummen åbnede jeg lågen og tog harddisken ud, bankede den hårdt ned i kanten af mit skrivebord, lyttede efter brummelyden, der steg i styrke og satte den ind igen så jeg kunne skrive videre. Ca hver halve time skulle manøvren gentages. Er i øvrigt sikker på at havde der været windows på maskinen ville alt arbejde være blevet slettet og jeg kunne starte forfra. Men her behøvede jeg ikke engang at gemme undervejs, for det var simpel elektronik og det kørte bare videre uanset det lille intermezzo, der efterlod flere og flere hakker i skrivebordet. Men ikke noget værre end et stykke sandpapir kunne klare den når hakkerne blev for skarpe i kanterne og flåede i mine håndled.

Mit hjem var på den måde central for vores lille læsegruppe + det løse. Jeg havde plads og boede tæt på en station og var derfor det naturlige samlingspunkt. Lokummet ude på bagtrappen levede vi med og naboen jeg delte det med havde ingen problemer med det bestandige renderi fra vores lille flok.

Vi var i lange perioder sammen i døgndrift. Hos mig. Og blev klogere og klogere. I løbet af aftnerne blev vi til gengæld dummere og dummere.

Lige indtil den der forfærdelige aften hvor verden væltede for mig i et orgie af vold, blod og bræk. Jeg ringede til min nærmeste buddy på studiet efter et par dage og meldte mig ud af gruppen. Sagde jeg var blevet syg og at de ikke skulle regne med mig i noget tid, men at jeg håbede at komme tilbage til eksamen. Hun var et godt menneske og prøvede faktisk at komme i kontakt med mig flere gange i dagene der fulgte, men jeg lukkede ikke op og svarede ikke længere på telefonen. Det var forfærdeligt for hende men jeg magtede det bare ikke. Trak gardinerne for og lukkede alt lys ude om dagen – og alt lys inde om aftenen. De kommende eksamner overtog hendes energi og hun begyndte loyalt at tage noter til mig. Skaffe materialer til mig og sørge for at når jeg kom tilbage at jeg så kunne komme up to date med de andre og undervisningsplanerne. Uden at ane hvad jeg fejlede og om jeg overhovedet var hjemme eller indlagt – og hvornår det ene eller det andet.

Indlagt var jeg bestemt ikke. Jeg lå på sofaen og stirrede ind i alt det blå med karrygul baggrund. Lå i den største tomhedsfølelse jeg nogensinde har forestillet mig man kunne have. I et smertehelvede der trodser enhver beskrivelse. Men først og fremmest helt alene med dynen trukket over hovedet og prøvede at glemme verden. Den eneste der vidste jeg var hjemme var min søde underbo, der påtog sig at købe lidt ind for mig. Men havde ikke de store behov og orkede ikke noget der skulle produceres stående ved et køkkenbord – endsige noget der skulle skæres i. Jeg tror at hun troede at jeg var blevet stærkt psykotisk og jeg ved at hun jævnligt checkede efter flasker, kanyler og andet skrammel. Og så længe hun ikke fandt det blev hun ved med at hjælpe mig. Der var ikke noget at checke for der var ingenting, men jeg forstår hendes tankegang. Vi talte ikke meget sammen men hun sørgede da i det mindste for at holde køleskabet kørende med mælk, brød og pålæg. Hun gik på samme studie, men et par år efter os andre og blev rigeligt forsynet med kopier af noter og eksamenskompendier som min gruppe havde lavet. Og dette var hendes måde at give lidt tilbage på. Mistænker, at det var noget min gruppe havde sat i værk i håbet om at jeg kom tilbage inden de store projekter.

Det virker fuldstændigt ufatteligt at der gik så lang tid med bare at ligge og stirre på blåt og gult og ikke tænke på noget som helst andet end at det gjorde ondt. At det var ensomt. At livet måtte og skulle slutte her. Og ikke være i stand til at gøre noget ved det. Men bare vente på at det hele blev bedre. Det gjorde det bare ikke, så jeg kom til at vente længe. Sårene ville ikke hele af forholdsvist indlysende grunde, jeg kunne næsten ikke gå og dårligt sidde. Konstruktive tanker var der ingen af. Det var skræmmende og egentlig ret zombie-agtigt.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke søgte hjælp, men tror faktisk at jeg var kommet derud hvor jeg ikke engang magtede dét. Men tror at rigtigt mange ting i mit liv havde set anderledes ud hvis jeg havde magtet det i stedet for bare at gå i en form for dvale.

Det var som en malstrøm af mental ensomhed og kulde jeg var fanget ind i. Farveskemaet var blåt og gult og de to farver hvirvlede rundt for mit indre blik som var jeg på et trip af hallucinogene svampe mens jeg sank dybere og dybere ned i ensomheden.

De ydre ting var i orden.. der var mad og alt det der og efter et par uger kunne jeg jo selv lidt mere, men mennesker turde jeg ikke se. Krøb ned til kiosken rundt om hjørnet efter mørkets frembrud for at hente de ting jeg manglede og faldt om på sofaen igen når jeg kom hjem. Udmattet af mental prøvelse og smerter. Sådan en ekspedition måtte der hviles et par dage efter. Sengen brugte jeg stort set ikke da den lå for langt væk fra toilettet og de få ekstra meter betød alverden. Blev liggende på den blå sofa med flere og flere dyner og puder og radioen inden for rækkevidde. Der måtte jo ikke være helt stille. Om formiddagen øvede underboens mand sig på at spille til The Riddle på el-bas (det er et midtfirser nr af Nik Kershaw) – i flere timer i træk. Det var ulideligt selvom det jo osse var en påmindelse om at den indre ensomhed ikke osse var en ydre. Sådan på afstand. Der var andre mennesker få meter væk. Målt i lodrette metre. Men de kunne egentlig lige så godt have siddet på månen så stor føltes afstanden.

Det var jo mig der var eksileret til min egen planet hvor jeg var helt alene i dagevis. I den der blå sofa der efterhånden blev mere og mere udelikat for jeg magtede ikke at fjerne pletter og gøre mere rent. Lå der bare. Dag efter dag efter dag… uge efter uge – og endte det med – måned efter måned. Og døde mere og mere indeni. Førte høflige samtaler med mine forældre der troede at jeg havde travlt med den eksamen der var på vej og trak så stikket ud igen.

Da eksamensterminen nærmede sig rejste jeg mig fra sofaen og gik i gang. Begyndte at læse op uden at fatte hvad jeg læste. Men jeg prøvede da i det mindste omend lidt halvhjertet. Prøvede at lære at gå igen. Sidde igen. Gøre normale ting igen. Se mennesker igen, uden at jeg egentlig forholdt mig til dem. Men ville ikke se og tale med de mennesker, der betød mest for mig. Dem der var tættest på. Bare kassedamen ved købmanden, naboerne på trappen og tilsvarende.

Stille og roligt lukkede jeg min læsegruppe ind i mit liv igen og de tog pænt imod mig som en længe savnet makker. De prøvede naturligvis at spørge til hvad der var sket og jeg svarede så undvigende at jeg tror de fik indtrykket af en pludselig og hurtigt overstået dyb depression som de ikke skulle spørge mere til. Det sker jo ind i mellem på de der krævende universitetsuddannelser.

Men det var ikke dem jeg havde brug for. Jeg havde brug for nærhed og masser af tålmodig snak. Og brug for at blive kløet bag ørerne – sådan i overført betydning. Magtede bare ikke at række ud efter andre mennesker i den dybe krise jeg var i. Osse selvom jeg var begyndt at læse igen.

Den store blå tomhed er som en parasit der har slået sig permanent ned i mig. Ind i mellem bliver den vakt til live og rumsterer rundt. Får behovet for at lukke mig inde og glemme verden – samtidig med det dybt paradoksale behov for nærhed og berøring.

Det er den der begrænser mig men osse den der forhindrer mig i at bryde ud af skallen og bare give mig til at græde. I torsdags erklærede psykologen med helt usædvanlig fasthed i stemmen: “jeg ved godt hvad der skal til – men det tror jeg ikke du vil”. Tomheden beskytter mig mod mig selv, ganske som den gjorde den gang. At fjerne den åbner for kaos. At fjerne den vil være helende.

Det er bare processen i det jeg frygter. En kamp mellem det gode og det onde uden et eller andet fint hollywood manuskript der dikterer at de gode vinder til sidst. På den ene eller den anden måde og med overlev-bare tabstal.

Mens hun talte og forklarede sin “ide” blev jeg hvirvlet tilbage i den tomhed. I min blå-gule malstrøm og smerten, ensomheden og desperationen krøb ind på mig igen. Det er en tung erkendelse at ikke engang dét er jeg færdig med dér. Der er lang vej endnu.

Smidt ud i det

gay_prideFaldt forleden over et DR program jeg egentlig godt havde hørt om, men som jeg ikke havde set eller gået mere op i som så. Om Homolesbians. Det er nu altså ikke helt tosset, men heller ikke lige i prik. Men dejligt at se noget om homoer, der ikke nødvendigvis handler om ønskebørn eller modebøsser med gode råd om hvordan tomater, agurker mm kan bruges til forskønnelse af ansigtshud.

Da jeg sad og så udsendelsen kom jeg til at tænke på hvor meget, hvor lidt og om overhovedet det faktisk er vigtigt i mit liv at jeg har en kvindelig kæreste. Det betyder vist meget lidt for mig, da det ikke engang har sin egen tag her på min egen lille blog. Kæresten er vigtig – men homoemnet har altså ikke fået sin egen tag endnu. Det kommer der så nu. Men tag-skyen vil tale sit tydelige sprog, det er ikke noget supervigtigt emne i mit liv.

Så jeg tænker at jeg må altså lige se et par afsnit mere af den udsendelse. Og bliver øjeblikkelig kastet tilbage til min egen udspringshistorie.

Den foregik i flere tempi og hovedingredienserne er en forside på lokalavisen og en megafon i en festsal fuld af glade studenter. Nej, jeg tog ikke lige den diskrete vej ind i den verden.

Det ville nok have været bare en lille smule nemmere hvis jeg var vokset op til Københavns pulserende homo-ungdomsliv. Det gjorde jeg ikke. Jeg voksede op et sted i Jylland. Vestjylland ca. Det gjorde det ikke nemmere, og det er ganske afgjort heller ikke blevet nemmere med den baggrund og barndom jeg så blev udstyret med. Men dette indlæg skal ikke – og må ikke – handle om det.

Men jeg har jo osse haft mandlige kærester i min grønne ungdom. Og en i min senere ungdom, der kom til at ændre mit liv. Og dét skal dette indlæg altså heller ikke handle om.

Jo, jo – jeg har jo altid vidst det. At jeg nok var mest til kvinder.

Det var ikke en viden, der bekymrede mig synderligt derovre i det mørke jylland, for jeg tænkte at min tid jo nok skulle komme og fordi jeg vidste at jeg ville studere, at jeg ville have en universitetsuddannelse og at dette naturligvis måtte foregå i en by, der var en del større end hvor jeg kom fra. Så den tid måtte jo komme af sig selv. Når jeg startede på et universitet. Så jeg tog det faktisk ret roligt og gjorde ikke noget for at opsøge et egentligt homomiljø. Det måtte vente og jeg savnede det ikke.

Skulle lige først tage en gymnasial uddannelse , der muliggjorde et frit valg på hylderne på universitetets optagelsesliste. Og det kan jeg, da jeg bestemt ikke var noget wonder-kid, godt afsløre krævede noget dedikation til skole og lektier. Helt frit valg endte jeg ikke med at få, men det var ok. Og jeg kom faktisk ind på den uddannelse jeg havde ønsket – og på det universitet jeg havde ønsket. Første valget var egentlig det eneste valg.

Da vi festede med huerne på og jeg endelig kunne se afslutningen på års ihærdighed og mit ikke helt selvvalgte homo-eksil – derovre i jylland, kunne jeg slappe af. Og der var mange fester – et par uger i træk. En af festerne blev holdt et par dage før vi fik vores eksamensbeviser i hånden og havde karakter af privatfest med deltagere fra både handelsskole, HF og gymnasium. Det var altså ikke alle vi kendte og jeg stiftede bekendtskab med en vældig sød, lidt flippet pige fra HF. Hun havde en uautoriseret hue på, men var dog iført noget med et blåt bånd i den korrekte farve. Hende talte jeg en del med den aften – lige indtil en af mine venner kom hen og trak mig lidt siden.

– altså hende der skal du passe på.. hun er altså homo… og jeg tror hun prøver at score dig

Efter den advarsel var jeg ikke svær at score. Overhovedet. Lidt beruset af sprut og uventede muligheder, og jeg sov ikke i egen seng dén nat. Ved faktisk ikke engang om jeg sov, men tvivler en smule.

Jeg var helt klar over at mine studenter-venner havde observeret at jeg smuttede med hende. Og det var ganske svært at se dem igen til de forberedende manøvrer til den der dimissionsfest på skolen. Prøvede sådan at liste mig ind af en sidedør, så uset som jeg overhovedet kunne. Blandede mig lidt med venner fra andre klasser og prøvede at holde mig under radaren. Det havde jeg ikke held med, for min skønne og gode læse-ven stod på scenen og testede en dårlig mikrofon da han fik øje på mig. Greb megafonen i stedet og råbte mit navn højt og tydeligt og spurgte – nå, var hun god? Vild latter, da det viste sig at alle i salen var klar over mit lille forsvindingsnummer til den der fest. Nikkede forvirret og modtog et stort bifald, og en megafonbåren kommentar om at det fandme var på tide jeg fik sex. Med tryk på sidste ord.

Her var der bestemt ikke tid og mulighed for betroede små samtaler i hjørnerne med gode veninder i håbet om deres accept og respekt og jeg tror faktisk at dét var helt som det skulle være. Ingen problemer der så vidt jeg kunne se. Og så var jeg bare – den jeg var. Uden de store problemer. Måske hjalp det lidt at tiden osse var afskedens time med nogle dejlige mennesker, der havde stridt, grædt og grinet sig igennem gymnasiet.

Og forbløffende nok forblev mit megafon-udspring en hemmelighed mellem de ca 100 mennesker, der havde været til stede i salen den der aften. Det var ikke noget man talte om i byen.

Jeg valgte at blive i byen et par år mere, tog et par år på arbejdsmarkedet, læste lidt ved siden af og forberedte mig det der skulle komme på universitetet, for jeg havde fået en chance jeg vidste jeg ville tage. En chance for at afprøve et par politiske ambitioner – jeg var nemlig blevet FT-kandidat. Og valget lå 1½ år efter hvis det ellers gik som forventet. Velvidende at jeg – hvis jeg flyttede – måtte opgive den udfordring af praktiske grunde, valgte jeg at blive hængende i provinsen lidt endnu.

Det var osse en spændende tid hvor jeg lærte mange nye mennesker at kende, og en af dem jeg kom rigtigt tæt på var en MF fra et parti, som vi tradtionelt bestemt ikke havde noget at gøre med. Han var bøsse. Og han gættede sig naturligvis ganske hurtigt til at vi nok havde ca samme referenceramme på det felt. Hans situation var, at hans politiske bagland vidste at han var bøsse, men at man havde betinget sig, at det var noget han holdt for sig selv, en aftale han holdt nidkært på så længe han kunne.

Desværre for ham blev vi set lidt for tit på cafeerne, hvor vi sad og småsnakkede over kaffen. Mest om provins-homoliv og ikke ret meget om politik. Men det vakte opsigt, og det endte med at hans bagland bad ham om at indstille de politiske forhandlinger med hende den unge lovende kandidat fra oppositionen. Og så stod han med et grimt problem. Han kunne forklare dem at jeg var en ung lovende kandidat, der var lesbisk og en god veninde, han kunne droppe mig, eller han kunne imødese at han ikke blev genvalgt som kandidat ved næste generalforsamling. At oute mig var udelukket, droppe mig var svært og at opgive sin karriere politisk var for stor en kamel at sluge. Så vi sås i mere diskrete sammenhænge fremover. Gik mange ture langs stranden og drak medbragt kaffe i klitterne og håbede at det så ikke blev set.

Men altså, den går jo bare ikke og det varede ikke mange uger før en lokal journalist med ekstrablads-drømme fik nys om hvad de to politiske personligheder egentlig havde til fælles. Og helt ukritisk smed han det på forsiden en dag. At MF´eren og FT kandidaten skam ikke udvekslede politiske planer og tanker, men bare var gode venner da de beggge var homosexuelle.

– og så var det min mor ringede….

At det havde de da altid vidst. Og en masse andet som jeg faktisk har glemt igen.

For MF´eren betød det et øjeblikkeligt exit til det parti han var valgt for, men heldigvis for ham blev han indfanget af nogle mere fornuftige lokalpolitikere med næsten identisk partiprogram, så han fortsatte.

Jeg skred – nedlagde mit kandidatur og gjorde aldrig mere noget særligt væsen af mig i den partipolitiske verden, ikke offentligt i hvert fald. Jeg blev en kulissespiller og tale-forfatter.

Flyttede fra byen et par måneder senere og fik smag for det vilde lebbe-liv.

Så hvis nogen spørger mig til min udspringshistorie må jeg jo sige at jeg skam ikke sprang frivilligt – jeg blev smidt ud i det.

Muren faldt

Altså ikke den der lange mur i Berlin. Men en helt bestemt mur i mit barndomshjem. Og jeg var med til at rive den ned.

Jeg har ingen verdens anelse om hvor gammel jeg var, men et skud ville være en 12-14 år eller sådan noget i den stil. I hvert fald var min bror ikke bare flyttet hjemmefra men så langt væk hjemmefra, at der lissom ikke rigtigt var grund til at bevare hans værelse. Nu havde han selv kone og børn, et helt hjem, en bil og vist nok også en båd. Så hans værelse, der bare havde stået som sådan en slags altmuligt-rum og gæsteværelse skulle inddrages i stuen.

Jeg kan huske at jeg luskede lidt rundt i baggrunden da mine forældre begyndte at dække møbler og andet godt med plastik og min far hentede værktøjet frem. Slukkede for strømmen, så vi ikke kom for skade at klippe ledninger over undervejs.

Jeg tror slet ikke mine forældre forstod min begejstring for at gå løs på den væg med en hammer. At rive væggen ned til min brors værelse var som at fjerne det uhyggeligste sted i huset. Lige bag den væg havde hans sovesofa stået. Lige der bag den væg havde han brugt mig. Lige bag den væg havde jeg alle disse forfærdelige oplevelser. Og nu skulle væggen ned og værelset fjernes.

Bang – jeg hader dig!
Bang – lortebror!
Bang – hvorfor?

osv osv

Det var på sin egen helt skæve vis en befrielse at gå løs på den væg med en hammer. Uden at tænke på om det svinede eller hvad jeg ramte. Jeg fik bare lov til at slå og slå og slå på den. Jeg har aldrig hævnet mig sådan for alvor på min bror, for det han gjorde mod mig. Men jeg fik lov til at slagte hans værelse. Fik lov til at smadre den dør han så omhyggeligt havde lukket og låst bag sig når jeg var inde hos ham. Fik lov til at flå hans hjemmedesignede højtalerstativer ud af væggen og fra hinanden. Fik lov til at forvandle hans ølkassereoler til pindebrænde (uvidende om at sådanne kasser en dag ville blive ganske værdifulde). Jeg smadrede det værelse med en hammer. To vægge røg ned og jeg tror nok at min fornuft i dag fortæller mig at mine forældre hjalp godt til, men i min egen lille private hukommelseskasse – der gjorde jeg det selv. Helt selv.

Det var også en stor befrielse for mig at værelset ikke længere fandtes, at rummets indhold ikke længere lugtede som min bror, føltes som min bror og så ud som min bror, men derimod blev til den del af stuen hvor det fine flygel stod (sådan et hjem kommer jeg nemlig fra).

Det var en endnu større befrielse for mig, da huset blev solgt.

Mit barndomshjem bød altså ikke kun på dårlige oplevelser, og jeg kan ikke kun huske de dårlige. Dette var helt klart en af de bedre.

Lære at le

Jeg har skrevet om flere mennesker her på min blog. Nogen har gjort mig ondt, noget meget ondt. Tilsvarende med de gode mennesker. Og de rigtigt gode, dem jeg stoler på, dem der betyder noget, hende jeg elsker og flere andre.

Men en kvinde har jeg ikke omtalt overhovedet. Ikke fordi hun er hemmelig eller uvigtig, jeg har blot ikke vidst hvordan jeg skulle beskrive hende. Vild kunne være et ord. Vanvittig ville heller ikke være helt ved siden af. Uansvarlig ville være lige så meget i plet som ansvarlig. Moden og barnlig var modsætninger, der trivedes fint side om side. Normal var hun ikke. Men unormal, jo det er helt sikkert. Kærlig, joeh. Loyal – ikke meget. Trofast – ikke det der ligner. Men hun lærte mig at le. Igen. At kunne grine af mig selv og tåle at andre grinede af mig uden at jeg blev overbevist om, at det var en ydmygende oplevelse som jeg skulle skamme mig over.

Vi var ikke et par, vi blev venner – der delte seng. Når vi havde lyst til det. Lavede mad sammen, gik ture sammen. Oplevede december-orkanen sammen. Eller også kom hun bare forbi en sen aften for at sove sin rus ud, når hun ikke kunne finde ud af tage hjem med toget efter en bytur.

Vi kan jo kalde hende Vibe. Et passende pseudonym til en, der var ensbetydende med gode, energiske vibrationer.

Hun var speciel og jeg takker dybt for, at hun valsede ind i mit liv en sen aften… Blev der i nogle måneder og forlod det igen en søndag formiddag, hvor hun lagde en nøgle på mit bord med beskeden om, at hun havde fundet hende hun ville giftes med.

Jeg ønskede tillykke med et lille smil og følte mig inderligt heldig. Tænkte, at den der endnu ukendte kvinde måtte være lige så særlig, at hun kunne tæmme veninden på denne måde.

Det viste sig at jeg havde ret i den formodning. De er såvidt vides stadig sammen, er gift, har to børn, et par hunde og en fin stråtækt idyl med vandløb i baghaven. Vi har truffet dem for et par år siden og det var hyggeligt nok, men handlede for mig mest om at min kæreste skulle møde og se denne Vibe. Og sige pænt tak og så i øvrigt konstatere ved selvsyn at der ikke er mere i det end hvad der var. Tror at hun havde brygget en gevaldig historie sammen om hende, og mere eller mindre frygtede at jeg ville springe, hvis hun så meget som knipsede med fingrene. Jeg springer ingen steder – og så er det forresten ligegyldigt hvem der knipser. Ved godt, hvor jeg har det bedst.

Der var gået ca 8-9 år efter voldtægten, da jeg lærte hende at kende gennem fælles bekendte. I de mellemliggende år havde jeg bare været en følelsestom skal, der havde kæmpet mig igennem et uddannelsesforløb, praktik, jobs og hvad ved jeg. Men mentalt var der ærligt talt ikke ret meget hjemme. Havde begravet alt, hvad der handlede om følelser, kærlighed, sex og venskab i et meget dybt hul og brugte al min energi til at få dagene til at hænge sammen omkring praktiske gøremål.

Og så dukker hun op, vi falder i snak, hun misser sjovt nok sit tog og har behov for at overnatte. Den har man jo hørt før og gennemskueligheden var da også til at tage at føle på. Hvis det her altså lige havde været min normale modus operandi. Det var det meget langt fra, sagde dog ja til hende og var ved at pisse i bukserne af panik. Men tog hende med hjem i seng. Resultatet behøver jeg ikke gå i detaljer med, tror jeg.

Dagen efter talte vi længe om det – og for første gang satte jeg få ord på hvad der var sket den der aften for så længe siden. Hun blev naturligvis stærkt berørt og udtrykte at hun følte sig som en voldtægtsforbryder, at hun havde “kuppet” mig på den der måde. Hvad hun jo ikke rigtigt havde grund til, men der er nok ingen tvivl om at hvis hun havde spurgt pænt havde hun fået et nej og var blevet hældt ned af trapperne. Nu spurgte hun lissom ikke og fangede heller ikke mine små-nervøse reaktioner.

Vi sad lidt og kiggede ned i hver vores kaffekop og så kiggede hun op, lidt skævt, og sagde:
– du er skidesød, du er klog, du er sexet – men du tager dig selv alt for alvorligt! Hvis vi skal ses igen, så skal du lære at smile, at grine, at klovne. Du skal lære at være nøgen. Jeg kan ikke være kærester, for jeg kan ikke være tro, Men jeg vil gerne se dig igen. Vil du prøve? Men du må aldrig forsøge at kontrollere mig.

Og så indledte vi denne her næsten 1 år lange særlige relation, hvor hun kom og gik i mit hjem som hun ville, uden forpligtelser, uden løfter og kun når vi havde lyst til at ses. Hun havde med garanti mange andre kvinder, men hun vendte som regel tilbage til mig.

Jeg kunne komme hjem – dødtræt – en fredag eftermiddag og finde hende i mit køkken. Nøgen. Og ved at lave thaimad. Blive kigget på og bedt om at smide tøjet… og fik at vide at hun havde købt ind til hele weekenden, og at nu skulle vi have en nøgenweekend. Mjaeh, øeh.. nåeeh. Jammen ok. Hyggeligt. Og især lærerigt for mig, der havde verdens mest belastede forhold til min en krop og alt hvad der havde med den at gøre.

Hun dyrkede, nærmest opdyrkede, mine evner til at smile og grine. Vi legede meget og jeg fik stille og roligt et meget mere afslappet forhold til min krop. Tæskede hinanden i backgammon liggende splitternøgne på sengen, opførte dukketeater med tæerne. Så en bunke film (også de sære “gæt-en-handling” franske film, som hun elskede). Det var hende, der fortalte mig om blyantsprøven – som hun i øvrigt bestod med glans – og bad mig teste. Tjaeh, jeg ligner ca 90% af danske kvinder, så jeg bestod ikke. Langt fra. Grænsen viste sig at være den der berømte colaflaske, fyldt. Ups. Hun lærte mig sære øvelser om hvad kroppen kunne og ikke kunne og jeg lærte alt hvad jeg kunne. Under vældig megen latter.

Sprogligt sarte sjæle bør nok hoppe dette lille afsnit over, men det siger en masse om hende.
Hun kigger på mig og siger:
– du rødmer.. hvis du ikke snart lærer at sige kusse så råber jeg det ud af vinduet
Boede på det tidspunkt i centrum af byen, nær en rundkørsel, hvor trafikken var tæt – hele døgnet
Jeg siger intet, men griner bare
Hun går hen til vinduet og åbner det
Siger stadig ikke noget
K U S S E E E E E E E E
… gjalder det ud af vinduet så det runger mellem etageejendommene
– kom og se ham der…

Det var en ung fyr på cykel, der havde påkørt et skilt som bekendtgjorde at politistationen lå 1 km dén vej.
Jeg lærte at sige det ord.. og skrive det. Og mene det.

Andre gange lå hun ved siden af mig i sengen og fortalte om sit liv. Om at tage alene på tommelfingeren rundt i europa som 19-årig, at leve hos nonner (herunder forførelsen af en der var ca 30 år ældre) og på gaden i Venedig og tigge mad eller klovne sig til den. Om at havne i en staldbygning hos en rigmand i Toscana og få maden for at passe grisene. Eller hvordan svampe virker når man spiser dem. Og hvilke der virker bedst, om den gang hun og hendes venner havde mistet en kammerat til en bålfest. De havde spist svampe, og så var han begyndt at løbe. De kunne ikke tage sig af hans løbetrang, så de lod ham gå. Han blev fundet næste morgen 16 km derfra, siddende i storebælt, ca 4 m ude i vandet, og nægtede at komme ind da politiet kaldte. For han var overbevist om at politiet samarbejdede med de smølfer der havde jagtet ham hele natten, og smølfer i øvrigt ikke kunne svømme, så han var i perfekt sikkerhed derude. Indrømmet, svampe er ikke noget jeg har lyst til at prøve. Jeg holder mig til de gammelkendte spisesvampe, som man ikke skal på løbetur af. Hun røg også en del af de skæve, hvilket var ok for mig (jeg stillede jo ingen krav), og vidste intuitivt at dén verden skulle hun nok ikke lige introducere mig til. Heller ikke selvom hun sad ved siden af og var helt “lige”.

Hun kunne også komme forbi en eftermiddag og sige.. jeg lægger lige tasken og smutter over til en veninde.. kommer tilbage og spiser. For så først at dukke op et pænt stykke efter midnat. Fuld. Så hjalp jeg hende i bad og lagde hende i seng. Satte mig ved skrivebordet og arbejdede videre til disse herlige snorkelyde, kun afbrudt af lyden af en søvnig omgang selvtilfredsstillelse inde fra soveværelset. Kunne være vanskeligt at bevare koncentrationen. Dagen efter hopper hun glad rundt i sengen og udtrykker en næsten barnlig glæde over at hun ikke bliver skældt ud. Men det tilkommer ikke mig at skælde ud så hun får den der nøgle ved den lejlighed. Jeg sagde ja til at hun måtte være min ven, min særlige ven, på hendes særlige vilkår. De var dybt urimelige men hendes gave til mig var selve livet, jeg fik tilbage.

Den eneste gang vi optrådte udadtil som “par” var da hun fulgte med mig til min læge, der nu fik den første mulighed for at foretage en gynækologisk undersøgelse af mig. Ved den lejlighed fik jeg så den lægefaglige oversættelse af det gode danske ord, bolleveninde. Det er såmænd det næsten lige så lige fremme ord intimpartner. Vibe var ved at trille rundt på gulvet og ind under briksen af grin, da hun hørte det her ord. Hun kom dog frem igen forfjamsket som en forsinket kukker i et kukkeur, da lægen bad hende vise lidt rundt i mit underliv. Yderst sær oplevelse for mig at se den her superdygtige kvindelige læge på den ene side mellem knæene og det vilde vagabondbarn Vibe ved siden af som nærmest tegnede og fortalte, at når hun gjorde sådan så skete der sådan… og helt ærligt.. så gode forklaringer kunne jeg jo af gode grunde ikke selv give, da jeg jo ikke som hende var på øjenhøjde med situationen. Surrealistisk, men ufatteligt morsomt i al alvoren, og jeg kunne se på lægen, at hun havde møgsvært ved ikke at grine højt i alt det afsindige og alvorlige. Kunne se, at hun ikke rigtigt forstod, at latter var en af vejene vi gik, og at hun ville have scoret bunkevis af point på at grine med. Men de små trækninger ved øjnene kunne hun ikke skjule – hun kunne ha solgt patentet til vestas som alternativ energikilde.

Sammen nåede de – og jeg – frem til et par løsninger der bragte mig lidt videre af det spor der handlede om at finde en kropstryghed og lidt lyst.. og behov. Som alle andre.

Det var fine og især lærerige måneder for mig. I alder af 30 måtte jeg gennemgå næsten 10 års normal modning. Prøve meget af det andre havde prøvet og eksperimenteret med over lange perioder. Det var et komprimeret, næsten gødet og vækstfremmende forløb hun sendte mig igennem. Med leg og latter. Med at give slip på aftaletyranniet og forventningerne – også dem til mig selv. Nyde glæden og slippe savnet. Jeg tror ikke hun planlagde noget som helst når det handlede om mig, men gjorde hvad hun lige følte hun havde lyst til, eller hvad der var det rette at gøre.

Jeg ved at der er mange af jer derude der sidder tilbage og tænker om mig – hvordan klarede hun det. Hvordan kan det være at hun er her i dag. At hun kan være sjov. At hun kan fortælle med hele kroppen. At hun laver sære ting. At hun lever. At hun er så næsten hel. At hun ikke sidder og græder. Hun må være stærk og sej (og jyde, måske).

Svaret er – jeg var heldig. Jeg mødte et menneske, der ikke tog alt for meget hensyn, der krævede at jeg kunne grine, lave sjov, fortælle sjove historier og helt generelt tog mig selv lidt mere afslappet. Hun glemte aldrig hvad der var sket med mig – men hun påpegede som sandt jo var – at jeg skulle leve med det resten af mit liv. Jeg skulle leve med historien om min bror resten af mit liv. At det var vigtigt at fortælle og få det ud. Men at det nok ikke skulle blive min hele identitet. Det måtte gerne fylde, men det måtte ikke fylde alt.

Hun lærte mig at le af mig selv. At få andre til at le af mig, uden at det blev til en skamfølelse. Hun dyrkede min humoristiske sans, nød den. Styrkede den. Spillede med på den i et mentalt ping-pong.

Men først og fremmest gav hun mig sit eget afslappede forhold til nøgenhed og kropslighed. Til at slippe behovet for kontrol med andre mennesker. Og at tage mig selv lidt mindre alvorligt, til tider.

Af med fløjlshandsken

Nu nævner jeg navne i stedet for små forblommede hentydninger. Ikke navne fra min sag, men om en psykolog, der spillede en væsentlig rolle i incestsagernes historie fra midten af 80´erne og ca 10 år frem.

Navnet er Sine Diemar.

Og jeg har mødt hende i 1989 i en social sammenhæng, der intet havde med hendes job, min historie eller tilsvarende at gøre. Jeg stod overfor hende hos fælles bekendte og skulle spise middag med dem, et par andre og denne særlige person. Jeg kendte lidt til hende på forhånd, for med min egen barndom in mente var jeg naturligvis forsigtigt observant på dem, der talte om de her ting. Og det gjorde hun. Konstant. I medierne og privat/socialt. Jeg kan bestemt ikke påstå, at hun brød sin tavshedspligt, selvom perioden var da hun var i gang med den første af Roumsagerne (de sigtede sad i varetægtsfængsel den måned) og hun arbejdede mere eller mindre på fuld tid med Roumbørnene. Hun nævnte ikke den sag med ét ord – men fortalte om incestproblemstillingen mere generelt.

Jeg kan huske, at jeg lyttede interesseret, men også en smule forundret til hendes ord om at have arbejdet med flere hundrede børn, om brugen af dukker og problemerne med politiet. Ord hun i øvrigt gentog på skrift i Ugeskrift for læger i 1990 (her er der en trykfejl i en af mine kilder, og året 1994 bliver angivet, jeg mener dog at året retteligt må være 1990). Overlæge Thorkild Vangaard svarer på artiklen og piller hendes argumentation fra hinanden. Det ligner en klassisk fagstrid mellem to grupper inden for samme område. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at den ene er bedre end den anden. Eller dvs jeg hælder nok lidt til Vangaard, men det skyldes ikke hans kvaliteter, men Diemars mangel på samme. Hun fortalte at hun mente at 25% af alle børn har været udsat for incest. At man kunne se det på helt små børn når de havde basunkinder – at det nok betød at de havde haft andet end en sut i munden. 25%? Basunkinder?

Roumsagen var den aften ikke rigtigt blevet skudt i gang i medierne. Jo, vi havde hørt lidt om en ny sag, der vist var helt forfærdelig, men så ikke mere. Det var først senere det blev det store samtaleemne. Naturligvis var jeg nu helt obs. på Sine Diemar.  Husker, at jeg nogle år senere genså hende i eleva2eren, og at hendes udsagn bestemt ikke var blevet mindre særlige.

Men den aften overskred hun mine grænser ved mere end direkte at betyde mig at “jeg var en af hendes”. Om det skyldes at med 25% sandsynlighed var det muligt i første hug at ramme den rigtige unge kvinde i gruppen af gæster, om hun sagde det til dem alle sammen og alle bare undlod at tale om det efterfølgende eller om det simpelthen var fordi jeg passede ind i en af hendes særlige kategorier: lesbisk, med bror, rebelsk påklædning, skiftende skoler og sådan noget – det aner jeg ikke. Men jeg burde måske have ønsket hende tillykke med pletskuddet. I stedet blev jeg meget ked af det og en smule vred. Jeg passede jo ind i hendes verdensbillede, det vidste jeg, og det vidste hun tilsyneladende også. Men at gå til mig på den måde, og spørge om noget jeg slet ikke var parat til at tale om, det var så stærkt upassende, at jeg slet ikke kunne reagere andet end med et afvæbnende grin.

Siden den aften fulgte jeg hendes arbejde så godt det var muligt i medierne (husk lige at det var før internettet og wikipedia). Jeg anede mildt sagt ikke hvad jeg skulle tænke og mene om den der Roum-sag. Syntes at hun var ganske ekstrem og lettere løjerlig i de arbejdsmetoder, der blev beskrevet – men på den anden side – hun havde jo ramt plet med mig, ikke?

I forbindelse med et fag på den videregående uddannelse jeg havde valgt skulle vi vælge et juridisk emne for at give os indblik i hvordan retssystemet i Danmark er skruet sammen, sådan lidt mere detaljeret. En i min studiegruppe sagde – vi tager Roum-sagen. Det var faktisk lige da den sidste del skulle til at slutte, så vi kunne læse op på sagsakter og alt hvad vi kunne få fat i, og så bruge tre dage til at færdiggøre når den afsluttende dom faldt i foråret 1995. Derfor har jeg et indgående kendskab til netop den sag. Det er rent fagligt kendskab og et næsten stalker-agtigt forhold til Sine Diemar, drevet af en 5-6 år gammel forundring over hendes påstande, hendes arbejdsmetoder, hendes fremtoning samt den yderst grænseoverskridende opførsel over for mig. Retfærdigvis hører det med at ca halvdelen af de afleverede opgaver handlede om… rigtigt gættet.. Roum-sagen. Det var så stort i de år, og ingen kunne forestille sig at det skulle handle om andet end det, og så Tamil-sagen naturligvis. Men den havde vi været igennem i andre fag, så det gad vi ikke mere.

Sine Diemars rolle i incesthistorien, og hendes sære opførsel overfor mig, fik mig til at tie i mange flere år end nødvendigt. Jeg er også blevet et af hendes ofre (men det har jeg skrevet om her).

Mødet med Sine Diemar og arbejdet med hendes store sag har været med til at gøre mig til en der ikke dur som rygklapper. En der ikke bare render med og en der ikke glemmer sin egen retsbevidsthed, blot fordi jeg selv er et offer for en (eller flere er det vel) forbrydelser. Hun skabte en kritiker den aften, og jeg kan slet ikke forestille mig, at hun kunne have forudset hvad det kom til at betyde for mig.

En dag vender jeg tilbage med lidt flere ord om hendes arbejdsmetoder, der indebærer den notoriske dukkeleg, børn, der boede i hendes hjem, samtidig med at hun var ekspert i retten om netop deres sag, om voldsomme manøvrer for at undersøge et barn Diemar ikke engang selv vidste hvem var. Et barn hun allerede havde givet erklæring om burde starte i et terapiforløb (hos hende forstås) fordi hun mente at pigen hvis ikke var blevet misbrugt så var i fare for at blive det.

Du skal leve med det

Og det gør jeg så. Altså lever med det. Som om jeg har noget særligt valg, altså.

Jeg er blevet spurgt flere gange om jeg var bange for, at nu skulle jeg dø, når talen er faldet på de svære oplevelser. Det har jeg været bange for flere gange i mit liv. Også den aften, jeg blev voldtaget af min temmeligt-meget ekskæreste (jo – af hankøn – jeg har også været dum engang. Rigtig dum, faktisk). Og det er den aften, der bliver spurgt til, når jeg får det spørgsmål. Ikke andre. Kun den aften.

Jeg tror nok, at jeg normalt svarer lidt udenom og siger både jaeh, tjaeh, måske og mjaeeh på én gang, for sagen er jo at svaret er stort og svært – og ikke pissenemt at forklare, så det er bare nogenlunde til at forstå. Jeg var egentlig ikke bange for at jeg skulle dø, jeg var mere bange for hvad der mere skulle ske. Bange for at have mistet kontrollen. At dø ville i den situation nok nærmest have været en befrielse. Jeg gav op og der var ikke mere kampånd i mig. Leve, overleve eller dø – det var ét fedt.

Den aften startede det hele så normalt som enhver anden hverdagseftermiddag. Kom fra arbejde, købte ind, kørte hjem, satte cyklen på plads i kælderen og gik op af trappen til min dør. Kæmper med varerne og den tunge rygsæk (som man stavler al mælken mm ned i fordi den slags ikke kan tåle en tur i asfalten fra cyklens ikke alt for stabile bagagebærer) og nøglerne. Låser op – og får et hårdt skub ind af døren. Havner på stuegulvet – ansigtet først. Og så hører jeg en latter og døren der bliver låst bag mig. Og så kan jeg nådigt ikke rigtigt huske mere af det. Det er blevet slettet af hukommelsen. Detaljerne i det overfald er helt væk. Men kan huske det sidste af det. Der må været gået nogle timer mellem de to punkter. Jeg kan naturligvis rekonstruere en del af det tabte ud fra kendsgerningerne og sporene, men jeg prøver egentlig at lade være. Tænker, at der er nok en forbandet god grund til at hjernen sletter sådan noget fra hukommelsen.

Rent faktisk kom det tilbage til mig i brudstykker en dag for mange år siden, og var så flygtigt, at jeg i en tågedis skrev stikordene ned på en næsten blank side i den bog jeg lige sad med. Mellem sære matematiske formler, diagrammer og andet godt.  Kunne godt huske bagefter at jeg havde skrevet det her ned, men ikke hvor, og jeg har ganske mange bøger med sære matematiske formler, så jeg opgav at lede efter det. Men har dog siden genfundet det, og det var et stort chok at gense det. Heldigvis var det efter jeg var startet hos psykologen, og sammen fik vi en masse klarhed af de få, knapt læselige, sætninger. Hun undlod at spørge til betydningen af matematikken i baggrunden, hvilket nok var klogt nok. Tror det var for de på forhånd indviede.

Den der aften!

Vågnede eller kom til mig selv på mit køkkengulv. Har en ganske klar erindring om stoleben og køkkenbord sådan lidt hulter til bulter-agtigt. Det er som om bevidstheden og visheden i kroppen kommer trinvist i sådan nogle bølger. Fra hovedet ned i kroppen ud gennem benene for så til sidst at vippe med tæerne. Og tilbage igen. Lytter og tør ikke åbne øjnene for meget. Ned i fødderne igen – jo, jeg er vist i live. Men det gør ondt. Smerterne er så intense at jeg ikke engang kan få en lyd frem, halsen er helt sammensnørret og tør. Lytter og kan høre fjernsynet i baggrunden. Og hører at noget bliver sat på sofabordet. Ser mig lidt forsigtigt omkring.

Lukker øjnene igen. Og prøver at trodse smerterne og vælter en stol, da jeg prøver at sætte mig op.

– Nå du er vågen. Det var godt.
– Hvad er der sket
Latter.
– Det finder du nok ud af
Smerter.
– Kunne du ikke bare afslutte det her og gå. La´mig dø.
– Du skal ikke dø af det her, du skal leve med det! Det er ikke noget du dør af.

Lukker øjnene og forsvinder fra verden. Hører langt, langt væk at døren smækker og jeg er alene igen. Mellem stoleben, et eller andet roderi, der formentlig stammer fra indkøbene, og på et blodigt køkkengulv. Trænger til et bad. Nu. Må også finde ud af hvor de smerter kommer fra og hvad der er sket.

Jeg burde nok være død af det. Være forblødt. Forstår ikke hvordan jeg fik det til at holde op med at bløde. Kan være kvindekroppen er indrettet til at begrænse den slags blødninger af sig selv. Aner det ikke, men husker at det var voldsomt og at det tog lang tid.

Det var her jeg burde have ringet 112. Det ved jeg godt. Så det er der ingen grund til at fortælle mig, eller bebrejde mig at jeg ikke gjorde. Det skete bare ikke, for jeg kunne ikke rumme noget som helst andet end at lægge mig på sofaen med et håndklæde mellem benene. Og så ind i mellem stavre ud i køkkenet og få lidt at drikke, besøge et badeværelse og så ind på sofaen igen. Ønskede ikke hjælp, og lod vennerne komme på små hurtige besøg efter noget tid. Men smed dem ud igen, når de ville tale om hvad der var sket.

Der gik vist flere dage før jeg nåede til at gøre rent i køkkenet, og efterhånden lignede hele lejligheden et slagtehus. Men jeg orkede det bare ikke.

Langsomt gik det op for mig hvad det egentlig var jeg skulle leve videre med. At det var deri den avancerede hævn lå. Det havde været for billigt om han bare havde slået mig ihjel den aften. Straffen var at jeg skulle leve med de der skader jeg havde fået.

“du skal leve med det” – ja, og det gør jeg så.

Det er ikke til at vide om tingene og skaderne havde set anderledes ud hvis jeg var kommet under behandling med det samme. Måske. Måske havde psykologen (hende psykopat-psykologen jeg startede med) et eller andet sted ret når hun også mere eller mindre direkte antydede, at dér kunne jeg jo osse selv have begrænset skaden. Og fået politi på. Og stoppet ham. Og og og… Ikke at gøre noget startede en kæde af konsekvenser af de ansvarspådragende typer. Det må jeg leve med. Og det gør jeg så også. Hans ord var nærmest profetiske, den aften. Lev med det. Lev med det hele.

Konsekvenserne af skaderne er jo nærmest indlysende, dem skal jeg leve med. Eller nærmest leve på trods af.

Jeg har set ham 3 gange siden i nærheden af min bopæl. Flyttede derfor pludselig til en anden landsdel uden at efterlade mig ret mange spor. Skiftede job, branche og liv. Gentog manøvren et års tid senere, og jeg tror og håber at mine spor forsvandt et eller andet sted på vejen. Har omhyggeligt sørget for at jeg ikke længere kan googles. Passer på min facebook og google plus og har en næsten indædt interesse for privatlivsindstillingerne begge steder.

Tillid til andre jeg ikke kender på forhånd, eller kun kender via nettet, er derfor en stor ting og den er nok lidt svær at opnå. Men den er der, og jeg er hverken særligt mystisk eller unormal. Bare lidt kamera-sky. Jeg er lidt forsigtig, det er det hele, for jeg vil så forfærdeligt nødigt genfindes.

En linje – stk 2

Den anden del af min linje handler om ansvar – og om at påtage sig det. Og om ikke at gøre det.

Jeg tror det var Kennedy, der engang sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst.

For nogle år siden da jeg erkendte, at jeg nok skulle have hjælp til at komme igennem det her, have hjælp af en læge og muligvis en psykolog kom jeg faktisk ud på lidt af en omvej. Der var nemlig en anden psykolog inde over min sag før hende, der trækkes med mig nu. Den første som lægen henviste mig – mere eller mindre direkte – til, var en vældig speciel dame med en klinik, der lå behageligt tæt på lægens praksis. Se, det er jo smart. Spekulerede faktisk ikke nærmere over det, da hun bad mig henvende mig på etagen ovenover. Gik ud fra at det var ok, at det var en anbefaling jeg lissom kunne stole på.

Jeg vidste, hvad der stod i henvisningen fra lægen, men bliver naturligvis bedt om at fortælle historien én gang til. Og her skal det altså lige bemærkes, at det var voksen-delen af historien. Børnedelen har jeg jo altid nægtet at tale om, at beskæftige mig med eller at tænke på på dette tidspunkt. Vidste godt, at den var der, men havde jo i den grad lagt det bag mig som værende ikke relevant for mit liv. Ud-defineret det. Og i øvrigt alt for svært at tage stilling til i en svær periode.

Så jeg gik altså igang med at berette selve voksendelen. Om overfald, voldtægt, vold, manglende grænser og om de fysiske skader jeg fik. Hun lyttede ganske opmærksomt og spurgte lidt forsigtigt ind til visse dele af historien og rigtigt meget til voldtægten og tiden efter, da jeg lå på en sofa med ryggen til verden og prøvede at hele åbne sår. Spurgte til tankerne og de konkrete detaljer om hvordan pokker jeg klarede den rent praktisk (altså sår-hygiejne for  nu at være lidt udelikat), og til hvad jeg gjorde bagefter. Politi, læge og sådan noget. Svarede benægtende på de dele, at jeg ikke magtede noget af det. Jammen læge, da.. nej ingen læge, Jammen – skadestue da.. nej heller ikke.

Og så sagde hun noget som jeg husker ganske tydeligt: men når du nu valgte ikke at anmelde ham, og at køre den retssag der ville være kommet, gav du jo ham på sin vis lov til at fortsætte sine handlinger mod dig og andre. På den måde får du jo en form for medansvar.

Gav lov til ? Medansvar ?

Har aldrig været hos en psykolog før og lod samtalen fortsætte, men kunne mærke, at der var noget, som var helt galt her. Men kunne på det tidspunkt ikke rigtigt sætte fingeren på det. Det kom først rigtigt til mig et par timer efter, da jeg var på vej hjem i bil. Rent faktisk var det min daværende chefs kone, der havde prikket den ud for mig. Havde været på besøg hos dem og få kaffe og hun havde spurgt til hvordan det var gået. Fortalte hende at det var mystisk og at jeg havde en ganske ubehagelig følelse af det. Og da hun hørte om det her lille ord-bytteri rynkede hun sit ellers venlige ansigt i nogle grumme folder.

Havde en aftale med lægen om, at vi skulle snakke i tlf den aften. Hun ville sikre sig, at jeg var ok, og at det var det rette. Hun blev ret tavs, da jeg refererede for hende. Tavs og sendte nogle farlige vibrationer gennem mobilnettet. Aftalen blev herefter, at jeg skulle tænke mig godt om, og hvis jeg ikke ønskede at fortsætte hos overboen skulle jeg melde fra, og at hun (altså lægen) ville prøve at finde en anden psykolog til mig. Det endte det jo altså så med.

Tilbage stod jeg så med “gav lov til” og “medansvar”. Det har forfulgt mig, især fordi det var jo en, der virkelig havde forstand på sådan noget der havde sagt det. Det var ikke bare fru hansen i en almindelig samtale. Eller en veninde over en kop the eller kaffe. Det var en psykolog, der var ment til at hjælpe mig. Og gik hjælpen virkelig over, at jeg skulle tage ansvaret, erkende skylden og så handle på det? Var det dér hemmeligheden lå – at jeg skulle nå dertil.

I så fald er jeg langt fra igennem. For jeg er ikke nået til det. Og jeg har besluttet mig at jeg ikke vil nå dertil. Men hendes bebrejdende ord forfølger mig, når jeg tænker på al den skade jeg kunne have forhindret. Al den ulykke og sorg jeg kunne have stoppet – både den fra voksendelen, men sandelig også barnedelen. Min bror. Hans børn. Andre børn. Hvis jeg bare havde været stærkere og et bedre menneske. Flere har forsøgt at sige til mig, at det ikke er mit ansvar, men ingen har rigtigt fået den annulleret. Flere har med dyb forskrækkelse udtrykt – har han børn? og når jeg bekræftede, sad jeg tilbage med den igen. Ansvaret er mit. Og skylden. Det er som en lille parasit i min sjæl. Hun satte den derind, og jeg kan ikke komme af med den igen. Hvem som helst kan vække den og få den til at vokse og blive stærkere, og det kræver meget af mig at få den til at blive svagere og mindre igen.

Når jeg er klar i hovedet og evner at blive gal, tænker jeg faktisk, at den der første psykolog begik et behandlingsmæssigt overgreb på mig ved at pålægge mig ansvaret for andres handlinger. Eller blot medansvaret.

Når jeg ikke er klar i hovedet tynger visheden om mit medansvar mig. For jeg har det jo fra pålidelig kilde, at jeg har det ansvar. At jeg skulle have gjort en masse andet end det jeg gjorde.

Jeg må påtage mig ansvaret for mig selv. Det gjorde jeg dengang jeg lå på sofaen i en måneds tid og helede umulige sår og skader. Og så var det vist alligevel ikke godt nok. Jeg må også påtage mig ansvaret for, at jeg ikke lærte at sætte grænser som barn og ung, og at det var de manglende grænser, der sendte mig ud på den der helvedestur som voksen. Jeg må erkende at tingene bare hænger sammen. Direkte og klart. Som en tung skæbne. Fik ikke og søgte ikke hjælp dengang og kom derfor ikke for alvor ud af dukke/offerrollen. For jeg kendte ikke andet. Kunne ikke forestille mig andet.

Det kan jeg nu. Men parasitten er der altså stadigvæk. Altid klar til at blive fodret og blive stærkere. Der hjælper hverken medicin eller terapi. Desværre.

Historien om en stegepande

Der var en dag, og det er et par år siden (3 måske), da jeg blev rigtigt vred uden nogen at blive rigtigt vred på. Jeg tror nok, at kæresten havde larmet lidt rundt om mig i stuen i noget tid. Ryddet op eller gjort det modsatte. Men lige netop den dag var jeg altså mere end almindeligt følsom og kunne pludselig ikke rigtigt klare mere bevægelse i luften. Jeg fik tunnelsyn, hjertebanken og åndedrætsbesvær. Hele bunken på en gang. Følte at jeg var ved at blive kvalt – næsten en nærdødsoplevelse.

Og så tændte hun for støvsugeren, selvom hun vidste, at det var noget af det værste for mig. I jordens allerbedste mening for at få gjort lidt rent, når jeg nu sad i et hjørne og ikke rigtigt var til noget alligevel. Jeg havde det møgskidt, var ked af det og i et begyndende angstanfald. Og fordi jeg godt vidste, at jeg ikke rigtigt kunne rette det mod nogen, og med rette, så eksploderede jeg i indebrændte følelser og vrede. Og hun blev dybt frustreret og ked af det. I stedet for at råbe højt eller starte et meningsløst skænderi om for meget støj og at jeg bare ikke kunne klare mere, flåede jeg nøglerne til mig, greb en jakke og spurtede ud af døren.

Ville ud og have luft, selvom det var godt mørkt og jeg egentlig ikke rigtigt turde gå udenfor. Men vidste at hvis jeg blev, ville jeg kom til at sige noget jeg ville fortryde. Jeg var så gal og vred, at jeg ikke kunne være nogen steder og bare gik og gik.

Hjemme sad kæresten og græd, da hun opdagede at jeg heller ikke havde taget min mobiltelefon med. Jeg kunne derimod ikke finde ud af at komme hjem. Fordi jeg var flov over mig selv og godt vidste, at den var helt gal.

En rigtig møgsituation. Moment 22. Jo længere tid jeg blev væk jo værre blev det, og jo kortere tid jeg blev væk desto mere latterlig virkede manøvren. Uanset om hun vidste, at det var min sygdom, der havde leget med mig. Og at jeg lige netop den dag hverken kunne sige fra overfor eller tåle støjen, jeg blev udsat for. Jeg kom dog hjem igen. Som altid. Luskende som en lille våd hund.

Jo, jeg har sandelig været en opgave af de større. Heldigvis var og er hun et ret tålmodigt menneske, så vi holdt til det.

Den der dag valgte hun at køre ud og købe ind, alene, velvidende at det var nok ikke lige dét jeg skulle udsættes for på sådan en dag. Og lod på den måde mig gasse af og være lidt for mig selv og få lidt fred i ørerne og i sjælen. Få lidt ro på.

Det hjalp. Og jeg blev glad da hun kom hjem igen.

Stegepanden? Den må jeg ikke glemme. Hun gav mig en rigtig fin én, hun havde købt den dag. Som forsoningsgave. Hvem pokker giver kæresten en stegepande efter et næsten-skænderi?

En, der er helt sikker på at kæresten ikke var på vej ud af forholdet pga det der meningsløse roderi.

En der er helt sikker på at kæresten på trods af al den tunge psykiske sygdom stadig har humor.

Det var genialt. Var meget vanskeligt at blive ved med at være angst og vred og hvad ved jeg, da hun stod der og strittede med sin stegepande og sagde at det var en gave. Til mig. Godt nok var det en lækker stegepande, men det var dog en stegepande.

Virkede meget bedre end blomster. Men gu ved hvor mange kvinder der havde gokket manden i hovedet med stegepanden, hvis de var blevet præsenteret for sådan en gave. I den situation. Men ikke mig, En høj befriende latter fulgte, og så skulle den indvies. Det larmer heller ikke så meget at lave mad som at støvsuge.

Og egentlig var det jo nok nærmest mig, der skulle have haft noget med hjem. Men jeg turde jo ikke gå ind i en forretning dengang. Så det var svært.

Stegepanden har jeg endnu, og bruger den meget. Tænker altid på hendes modige forsoningsgave. For sært et valg. Helt forkert og alligevel så ganske rigtigt.

Støjen og mig

En gang i mellem stiller et menneske et spørgsmål, der virker dybt uskyldigt, og som det på ingen måde er upassende eller nærgående at stille. Men når svaret så falder, så ærligt som det skete for mig forleden, så går der lidt tid og nogle dage, hvor svaret ligger i baghovedet og kværner rundt med sit eget lille møllehjul. Adskiller ubrugelige skaller til brugbare kerner.

Havde jeg ikke arbejdet så meget med de her ting og tænkt alle de her mange tanker, og lagt underlige traumer på lige så underlige hylder, så havde jeg aldrig registreret, at der var et dybere indhold i mit aktuelle svar. Ikke i spørgsmålet, men i svaret.

Om det altid havde været sådan, at jeg ikke kunne klare støj, høj musik og larm? Også som barn? Njaeh, joeh … øhhh det tror jeg.

Underforstået, at dét har jeg faktisk ikke lige tænkt over. Er jo egentlig bare gået ud fra at det med støjfølsomheden var en konsekvens af PTSD´en. Sammen med den gakkede korttidshukommelse og koncentrationsproblemerne. Og så står damen sgu der og spørger på den måde. Jammen, jeg tror det. Sådan må det jo være. At det er noget der kommet til.

Men nej. Sådan har det egentlig altid været. Uden at jeg har tænkt over det. Sådan konkret tænkt over det. Læs resten

Arven

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”

Det er vist en psykolog, der hedder Lars Sørensen, der har fremsat dette indlysende udsagn. Og jeg har set det så mange gange i forskellige sammenhænge, at det efterhånden tabte sin betydning. Det dukkede igen op i min bevidsthed, da jeg begyndte at tænke lidt over de store linjer i mit liv. Stregerne der forbinder fortid med nutid og fremtid. Linjerne mellem barndom og voksenliv. Der hvor man ikke længere kan skelne godt og skidt. Kærlighed og overgreb. Vold og kærtegn. Tillid og mistillid. Tryghed og angst. Et eller andet sted rummer det en nøgle til at forstå hvorfor alt gik så galt. Og hvorfor det hele alligevel blev godt igen.

Kære I, der har børn og børnebørn. Børn I holder af. Pas nu godt på dem. For mennesker som jeg er uegnede til det. Læs resten