På brækgrænsen

Det er ca der jeg har befundet i de sidste mange dage. Uger nærmest. Jeg har været i tabuland. Jeg har osse været i flere andre lande (sommerferieplaner og jobsituation mm). Men under det hele har ligget historier og luret som havde med det store tabu at gøre. Så jeg har tænkt en del. Og så har jeg talt en del, osse. Har talt med sexologen, psykologen og lægen om det hele. Ikke helt i den rækkefølge, men det måtte være som aftalerne nu faldt. Det her emne er så svært at forholde sig til fordi det er en skønsom blanding af følelser, fornemmelser, krop og refleksagtige fysiske reaktioner.

Jeg har faktisk aldrig før kørt et så koncentreret et-emne forløb som her på det sidste. Har formået at komme omkring rigtig mange indsigter og forståelser – har nærmest pisket dem ud af de kloge damer. Og jeg er blevet ganske meget klogere på det hele end jeg var, da jeg første gang – og lidt forsigtigt – nærmede mig emnet om overgreb og “nydelse”.

Jeg håber mine faste læsere kan huske indlægget. Men hvad I nok ikke ved er at min mailbox eksploderede i mails i dagene efter det indlæg. Jeg fik så vanvittigt mange mails (178!) via min kontaktside at jeg var ved at gå i gulvet af forbløffelse. Essensen var – i de fleste – det har jeg osse prøvet, det er forfærdeligt – lortekrop. Og så et tak fordi jeg skrev om det. Det sidste sender jeg videre til alle jer der har været med til at skabe dette forum hvor jeg frit kan sætte ord på ting, der ikke tales om – til jer der i ord og gerninger derude i virkeligheden fortæller mig at jeg er skam god nok, og god nok til at I osse gider se og møde mig og min kæreste. Bruge kostbar tid med os. Er god nok selvom I ved meget mere om mig end I måske ønskede at vide.

Jeg var rystet, osse fordi den samme historie blev gentaget igen og igen. Om behandlere der viger tilbage for at spørge til dette ene punkt. Om forvirringen om at der ikke var noget litteratur om emnet. Og følelsen af absolut ensomhed med netop denne problemstilling. For hvem f***** kan man betro sig til om noget så privat, så intimt – og så yderst pinligt.

Pinligt var et ord jeg så mange gange i de dage. Behandlerne bruger ordet skamfuldt i stedet – jeg ser det som to sider af samme sag. Blot er skamfuldt noget man godt kan indrømme, men pinligheder vil vi trods alt helst holde for os selv. Ser I, der gemmer sig en lille negligering her. Det er med garanti ikke ond vilje. Det er bare sådan at de pakker det sammen med alle de andre skamfuldheder og angriber samlet. Og overser det pinlige, det vi ikke taler om. Heller ikke til behandlerne med mindre de spørger direkte. Det er nemlig for alt for pinligt.

Sexologen spurgte mig heller ikke forrige gang. Men lavede et “emnerum” hvor den store tilståelse kunne falde. Nu – i dag – er jeg næsten sikker på at hvis den ikke var kommet af sig selv så havde hun nok spurgt – en dag. Men hendes plads i behandler-konglomeratet gør jo osse at hun kan gå væsentlig tættere på mig end de andre. På sit eget lille specifikke, men yderst vigtige, område. Man kommer ikke til sådan dame hvis man ikke er indstillet på at tale om det intimeste i tilværelsen – sex.

Min læge fangede hurtigt hvad jeg ville vide, da jeg spurgte hende, men var osse lidt forvirret kunne jeg mærke. Hun endte dog med en lang (og uden at lyde som om hun så på uret imens, tror faktisk hun havde valgt at dette måtte tage den tid der var behov for) snak i telefonen hvor hun fortalte mig om blandt andet sympaticus og parasympaticus der så vidt jeg har forstået hende rigtigt udgør det samlede autonome nervesystem. Om deres indbyrdes balance og forrykkelsen der sker i den balance i en faresituation. Dejligt konkret, direkte og med de rigtige ord – men på den følsomme og empatiske måde – angreb hun materien. Lægelatin hvor det var nødvendigt og rigtige menneskeord for resten. Ikke noget ordfumleri og pæne måder at omtale sex og berøring. Men de rigtige ord som var til at forstå uden at blive platte. Der fik jeg god indsigt i hvilke fysiske og kropslige reaktioner, der havde spillet mig det grumme puds i situationen. Og hun bragte mig tættere på en accept af det skete. Men derfra og så til at leve med det, der er altså et pænt stykke. Men jeg fik gode vidensbaserede redskaber af hende til i det mindste at forstå. Og det var præcis hvad jeg havde bedt hende om på en noget famlende måde. Sådan går det når læge og patient kender hinanden forholdsvist godt.

At lære at leve med det derimod, det er nok mere de to andres område.

Nok mest sexologens tror jeg.

Jeg har i et tidligere og nok lidt små-kvalmende indlæg citeret min overgrebsmand eller “ham psykopaten” som visse af jer kalder ham. “Du skal leve med det“. Sådan sagde han. Men han sagde osse andre ting til mig den aften. Ikke fordi jeg tror det var gennemtænkt for at være ondt, men det fik en sær og næsten profetisk betydning for mig, for det har lige som det andet rumsteret rundt i min hoved og har fået sit helt eget liv.

“Nyd det for det er sidste gang”. Det var inden han satte kniven i mig. Ord der er så fulde af dobbelttydigheder og som jo naturligt og direkte henviste til skære-manøvren. At det var afslutningen på noget. I sagens natur. Nyd det var bare en sarkasme som jeg ikke rigtig ville kendes ved betydningen af. Nu har jeg fået sat betydningen sammen og det er som om dette emne er den sidste puslespilsbrik der skal lægges på plads for at jeg kan se det fulde billede. For at jeg kan komme videre. Og det skal jeg.

En sarkasme om nydelse og overgreb – om at få det blandet sammen. Om ekstrem uønsket dominans, ikke bare til at bestemme over mig for en stund, men osse styre min krop uden for min vilje. Ondt ja, men nok ikke sagt så bevidst ondt. Jeg tror simpelthen ikke på at han var klar over hvad det her betød. Det var bare en måde at styrke ydmygelsen og markere den store magt.

Den sarkasme har jeg i går brugt en times tid på hos sexologen. Det er livsomstyrtende store og små sandheder hun kan trække ud af mig i sådan en samtale. Men i dag vidste hun – og jeg – at det var dette der var emnet. Hun var forberedt på det. At det var derfor jeg var kommet før den aftalte tid i september. Når ferier mm er overstået.

Genfortalte oplevelserne, men med denne særlige vinkel. Talte om hvordan tingene blev blandet sammen i mit hoved og at jeg ikke rigtig var i stand til at holde det adskilt. Hvordan fortid blev mixet med nutid og fremtid. Hvordan glæde ved nærhed kan forvandles til frygt for overgreb. Hvordan frygt for overgreb ind i mellem kan forvandles igen til en fysisk reaktion som andre kender som kvindens orgasme. En proces der skal afspores et eller andet sted for at jeg kan komme videre som menneske. Helt menneske, forstås. Ikke den halve som render rundt ude i verden og lader som om hun har det tip-top og er i orden.

Fortalte om tiden efter overgrebet og om erkendelsen af at mangle noget. Om tidligere oplevelser med min bror og den sammenhæng jeg har erkendt der er i mit liv. Mønstre og tankebaner der har det med at forfølge mig, men som jeg har brudt med sammen med min kæreste. Fortalte om ærgrelsen over at denne mekanisme står som en uoverskridbar grænsebom. Fortalte om smerten, om den helt konkrete voldsomhed. Om blod og bræk. Om at ligge og rode rundt mellem væltede køkkenstole og vågne op efter en form for bevidsthedstab på et koldt stengulv i sorte og hvide tern, om selv at skulle gøre rent. Om hvordan jeg blev holdt fast. Om min brors modus operandi. I detaljer. Om at ligge på sin sofa og glo ind i en gul og blå væg i ugevis, med naboen der kom med lidt mad som eneste menneskekontakt. Om hvorfor jeg har steder på min krop hvor berøring direkte og hurtigt sender mig til helvedets forgård. Om angsten der kommer og går helt som den selv vil. Om trygheden ved kæresten. Og utrygheden ved mig selv. Og om de store svigt i barndommen med forældre der så voldsomheder rettet mod mig – fra min bror – og ikke greb ind. Ensomheden, der går igen i begge perioder. Og om de pinligste øjeblikke i mit liv hvor jeg ikke bare mærkede smerten og ydmygelsen.

Hun lytter intenst til mine svar, jeg fornemmer det uden at se det for jeg kan ikke se på hende når jeg verbaliserer alle de svære ting. Holder nøje øje med om et bestemt bordben begynder at flytte på sig, hvad det naturligvis ikke gør, men det er godt at have et fokus-pkt og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. Da jeg når frem til at jeg ikke kan skelne nydelse fra overgreb mere, og at jeg er i tvivl om min egen krops signaler nikker hun, ser tænksom ud et øjeblik mere inden hun kigger mig direkte i øjnene og siger:

“Jeg forstår hvor forfærdeligt alt dette er for dig, jeg forstår hvorfor du ikke kan holde det adskilt. Den proces bliver svær, men der er måder at gøre det på. Vi er ikke færdige med dette emne. Du fornægter din krop i angst for dens forræderi. Men husk volden og voldsomheden. Det er derfra angsten kommer. Og din kæreste er sød og kærlig – I skal undgå det farlige. Nydelsen giver ikke angst, angsten for nydelsen giver mere angst, angsten kommer af tidligere vold, tvang og pres. Du skal undgå din brors særlige “håndgreb” og så skal forbindelsen mellem krop og psyke normaliseres. At det var vold og overgreb og at min krop bare gjorde hvad kroppe gør – de overlever. Husk volden – du er ikke udsat for vold mere – du er udsat for stor kærlighed og tålmodighed”.

Hun gentog flere gange at det hele er meget normalt, men så ud til at mene at jeg var ret hårdt ramt af dette meget normale. Unormalt hårdt ramt. Det kommer til at tage mere af hendes tid, og det tror jeg hun har accepteret. Jeg rystede i hele kroppen da jeg gik derfra, var ked af det og lidt chokeret. Men stadig uden tårer.

Hun var tilfreds med at jeg vil tage kæresten med næste gang. Der er vist nogle ting hun godt vil forklare på mine vegne.

Og hvad så med psykologen – hvor er hun henne? Hun kæmper med at forstå det store problem. Min vrede er uventet for hende, min irritation er i vejen. Og dér skal vi osse have meget mere tid. Men jeg tror faktisk at det handler om noget “mental berøringsangst” – noget som sexologen af gode grunde ikke har.

Kors hvor jeg udleverer mig selv her. Det må I sgisme leve med. Men egentlig er det jo ikke bare mig jeg udleverer, det er hele problemstillingen jeg smider op i luften og lader hvem som helst se på. Lidt med den bagtanke at nogen må fortælle, og det er så blevet mig. Det hjælper mig. Og måske andre. Noget kunne tyde på det.

Og så pissehemmeligt er det jo heller ikke…. overleveren indrømmer et sex-liv. Deformt måske, men det er der da. Og det kan da ikke være nogen særlig nyhed. For ret mange.

Reklamer

17 comments on “På brækgrænsen

  1. Jeg er nødt til at kommentere igen – jeg gjorde det også sidste gang, du skrev om dette emne. Jeg føler den dybeste taknemmelighed over for dig, fordi du tager det her op. Og den dybeste respekt for, at du på den måde går til dine behandlere med emnet. Det er så vigtigt!
    Noget skræmmende er, at jeg rent faktisk blev overrasket – overrasket!! – da du skrev om din telefonsamtale med lægen. Jeg blev overrasket over, at lægen kendte til fænomenet. TÆNK, at det er SÅ meget tabu, dette emne, at man faktisk kan være i tvivl om, om behandlere egentlig kender til det. Det er jo helt, helt forkert! På så mange andre områder bliver fokus lagt på oplysning – f.eks. i forhold til børn af alkoholikkere. Oplysning, så de ved, at de ikke er alene, og at de ikke behøver at skamme sig – og derved tør at opsøge hjælpen. Det her er jo fuldstændigt overset! Så overset, at jeg (endnu?) ikke har turdet tage det op med min behandler. Af frygt for, at hun ikke kender til emnet.
    Igen, TAK, fordi du deler – og selvom det måske føles, som om du udleverer dig selv, så føles det ikke grænseoverskridende at læse dit indlæg. Slet ikke faktisk. Det føles som en håndsudrækning. Som en, der lige så stille fortæller mig, at jeg ikke er alene.

    • Jeg kender ikke til din behandler og hvad for en slags behandler du går hos, men jeg vil næsten vædde med at hun kender til det. Og jeg vil næsten vædde med at hun slet ikke ser det som vigtigt, for det er jo bare noget fysiologisk, og slet ikke så vigtigt som hvis du havde været en mand og havde præsteret en rejsning under overgrebet og skammen dermed havde været synlig for den der begår overgrebet.

      Jeg synes du skal sige det til hende for det er vigtigt, især for dig. Hun skal lytte – det er dét du går hos hende før. Og jeg ved at hun vil lytte og anstrenge sig for at forstå. Jeg ved godt at det er lettere sagt end gjort, men prøv at tænk på fordelene ved at få åbnet for det her. Det er jo osse din grænsebom.

      Jo jeg føler jeg udleverer mig selv her, men jeg håber at det bliver mødt med accept og folk der kender mig ved jo osse at jeg er meget andet end dette.

      Du er ikke alene… 178 mails til mig viser det med al ønskelig tydelighed. Tænk så på alle dem der ikke engang turde skrive en mail.. du er modig og godt på vej, for du tør kommentere.

      Og jeg ved at jeg ikke er alene – så tak selv 🙂

  2. Jeg synes det er så flot, at du skriver om det på denne måde, som på én gang er både klinisk og utrolig personlig – hvordan det så kan lade sig gøre, men det kan det åbenbart. Jeg kan bare læse og lære, men jeg tror på, at du hjælper både dig selv og andre ved at sætte disse ord på det.
    Jeg ønsker dig (og kæresten) held og lykke med det videre forløb. Selv om vejen kan synes lang for dig, lyder lægens ord som om, det kan lade sig gøre at ‘komme forbi’ angsten.

    • Da jeg startede på indlægget var jeg faktisk sikker på at nu krydsede jeg brækgrænsen for alvor (derfor overskriften), men skrev mig vist ind på den mere sobre side igen. Men tak for det.

      Læse og lære… det er vigtigt for mig at du skriver sådan. Jo flere der læser og lærer (og de behøver ikke være en del af behandlerne eller ofrene) jo flere er der til at skyde det her tabu ned som det forvildede luftskib det er. Jo mere I taler og tænker jo nemmere bliver det for os at se at vi ikke er alene om det.

      Tak for gode ønsker og tanker.. vi skal nu nok klare den.

  3. Kære “Overleveren”.
    Jeg synes, det er så aldeles fantastisk, at du skriver om emnet – og på en særdeles sober og usensationel vis (jeg mener, du skriver uden at gøre det sentimentalt).
    Ved at du tør strå frem med dine oplevelser og fortælle om deres indvirkning på dig, gør du os alle, behandlere såvel som lægfolk meget klogere – giver i den grad stof til eftertanke, bestyrker én i troen på at lade empatien råde i menneskeligt samvær generelt og i samvær kønnene imellem i særdeleshed.
    Der må være behandlere, der læser med på din blog og som ved at se problemstillingen må bliver klar over, hvor vigtigt det er, at de selv åbner for emnet overfor deres klienter. (Man må håbe).
    På ét område, synes jeg, du har været heldig: At du har fundet en kæreste, du tør åbne dig overfor og som har forståelse for dit problem. Du må godt give hende et knus fra mig for det).
    Du har – via din åbenhed – gjort det endnu mere åbenlyst, hvor vigtigt det er at kunne “læse” hinandens følelser og fornemmelser i samværet 2 (eller flere) mennesker imellem. Tak for det.
    Kærligst
    Magnus (Domus)

    • Jeg kunne ellers godt lide at du roste mig for at være usensationel. For det er et af mine små krav til mig selv på denne blog, at jeg vil undgå stilen i det sensationsprægede dobbeltopslag i et dameblad.
      Men usentimentalt kan nu osse bruges.

      Jeg har alt at vinde ved at stå frem, men det var svært at tage beslutningen, og så står jeg jo faktisk ikke frem. Gemmer mig bag et pseudonym, men håber alligevel at nå nogen der kan læse og forstå og mærke at det er noget de kender til. Som offer for det eller som behandler af det. Vi skal tale om det her for at få brudt tabuet. Og vi skal bringe behandlerne til at forstå at dette er vigtigt og ikke bare noget fysiologisk. Det er det osse, men ikke kun.

      Ja, jeg har været heldig med min kæreste. Og jeg giver nu gerne knus til hende – osse uden afsender 🙂

  4. Der er altså ikke noget bræk her! Hvad du end er startet ud med, så er du igen landet fint på den sobre side af hækken. Dejligt, at din læge så hurtigt fattede dit ærinde og kunne fortælle dig noget, du kunne bruge. Men samtidig utrolig trist at læse, at der stadig er så meget tabu om netop det emne, at det ikke nødvendigvis (og måske i virkeligheden kun yderst sjældent) bliver bragt på bane af behandlerne. Sikkert er det dog, at dine indlæg vil være med til at skyde tabuet i sænk. Jeg håber, rigtigt mange behandlere (ikke blot dine “egne”) læser med her!

    • Jo, lidt er der i hvert fald..

      Jeg håber bare at der er nogen der læser det, men noget kunne tyde på det hvis jeg kigger i statistikken. Håber de husker at det her er noget der bør tales om og spørges ind til. Hvis der ikke er noget problem hos ofrene vil det sikkert fremgå med et ligegyldigt lille skuldertræk eller lignende, men hvis der er noget i det, som er værd at spørge til er jeg sikker på at det trænede terapeutiske øje får øje på det med det samme. Man skal jo bare kigge efter – og spørge.

      Og Frue, så er jeg i øvrigt igang med Follets “World without end”… og der står det her faktisk omtalt af et par gange, men på den der måde som er lidt typisk for den skønlitterære udgave.. som et lille erotisk twist, der kan bruges til at demonstrere dominans og magt. Tænkte at det var dér du måske var faldet over fænomenet uden navn.

      Tak for ros for soberheden.. 🙂

  5. Pingback: Savn, strakt arm og mulige triggere | Bekendelser fra et natteroderi

  6. Brækgrænsen finder jeg ikke, jeg synes som de andre at du formår at beskrive det på en sober måde og så vi andre bliver klogere.

    • Tak, og jeg tror faktisk at jeg havde forventet det her indlæg blev værre og sværere end det endte og så lod jeg bare overskriften stå.

      Jeg er i hvert fald blevet meget klogere den sidste måneds tid. Er glad for at vide at det kunne formidles videre…

  7. Kære ”overlever”

    Der burde næsten laves en eller anden form for sammenfattende opfølgning på de her mere grundlæggende factsbetonede informationer, som du får dig ”gravet frem til” – fra læge og sexolog – og det du også har beskrevet i et af dine tidligere indlæg – omkring følelsesmæssige normalreaktioner i forbindelse med overgreb. En opfølgning i form af noget seriøst informationsmateriale.

    For der er jo mange tabuer om de her ting. Også i forbindelse med retssager omkring voldtægt, hvor det altid er ofret, der skal bevise sin uskyld. ”Var de i virkeligheden ikke selv med på den?” Og af samme grund, er der jo mange voldtægter og seksuelle overgreb, der aldrig bliver anmeldt. For en retssag kan på den måde nemt gå hen og blive et nyt overgreb – og de fleste har som ofte svært nok ved at holde sammen på sig selv, og prøve at få samling på det kaos af frustrationer og modsatrettede følelser, der følger i kølvandet på overgreb – og som du her på meget fin vis får sat nogle ord på – og får ”skilt ad”.

    Venlig hilsen Ulla…

    • Her kommer så en tilståelse. Jeg har blankt afvist interviews når journalister er faldet over min blog og synes den var spændende. Jeg har blankt afvist at jeg nogensinde skulle skrive min egen “sådan kom jeg videre bog”. Men hvis jeg nogensinde skal gøre noget offentligt – så bliver det dette emne jeg sætter i fokus. Og ja, nogen burde skrive den sammenfatning. Nogen med faglighed og neutralitet og formuleringsevne. Men det gider de sgu ikke! Ellers var der nok nogen der allerede havde gjort det.

      Men nu skriver jeg her og prøver at råbe dem der hjælper mig op… og gøre dem opmærksom på at det ikke nytter noget at de gemmer den viden af vejen som en “erhvervshemmelighed” og noget man ikke indvier udenforstående i.

      Hvem ved… måske en dag laver jeg den sammenfatning. Har ingen relevant uddannelsesbaggrund til det – men jeg har evnen til at samle, sortere og vurdere viden (blot fra en anden branche og med en akademisk baggrund) så måske?

      • Kære “overlever”

        Jeg mente nu heller ikke, at du skulle stille personligt op 🙂

        Tværtimod – så mener jeg også, at det burde være de mennesker, der har det som deres fag og job – at gå ind og lave den opfølgning.

        Jeg er iøvrigt selv offer. I 1996 blev jeg terroriseret til en hospitalsindlæggelse af en psykopatisk kollega. Der var ingen, der tog mig alvorligt. Så jeg kæmper selv min egen personlige kamp – for at få fred ovenpå den oplevelse – uden at skulle udlevere mig selv offentligt. Men det kniber med det. Så min baggrund for at jeg begyndte at skrive i 2010, er at forsøge at give mig selv “rygdækning” på alle andre fronter – i det jeg har oplevet, så jeg “kan bære igennem” – uden at skulle smide min egen personlige historie på banen. For at få mig selv fri af et overlevelsesspind, der ellers vil koste mig livet. Jeg står 100% alene i livet. Det har jeg gjort siden dengang. Så de informationer, du får fundet frem til – hjælper selvfølgelig også mig tit at få en bedre afklaring af – hvad det er jeg selv var og stadig er oppe imod.

        Så tak for det 🙂

        Venlig hilsen Ulla…

        • Jeg stiller foreløbigt ikke personligt op, men har jo andre kanaler hvor det ikke er nødvendigt.
          Lyder som en grim historie du der beretter og det er godt at vide at du er kommet videre – og også ved at skrive dig ud af det. Eller måske bare igennem det.

  8. Kære ”overlever”

    Som udgangspunkt mener jeg ikke, at der er nogen, der skal føle sig presset til at gå offentligt med private problemstillinger, der går personligt tæt på en selv, for at få sat fokus på en problemstilling. Det bør til enhver tid, være de faglige personer, der har det som deres job, at hjælpe mennesker med den pågældende problemstilling, der gør det. Hvis der er nogen, der af andre grunde har noget godt ud af at fortælle offentligt om deres private og personlige oplevelser – så er det jo et lidt mere frit personligt valgt. Sådan som det jo også helst skal være 🙂

    Den overordnede instans, der har ansvaret for at følge op på den her problemstilling, må være sundhedsstyrelsen. Det er deres opgave at udarbejde faglig og seriøs information om sundhedsfaglige problemstillinger, og det må være der – det her hører ind under. Men det er jo ikke alle og enhver, der kan rette henvendelse til sundhedsstyrelsen og få dem til at tage fat i en problemstilling. Hvis de skal tage fat i noget, skal man som ofte være i stand til at dokumentere, at det er en problemstilling, der har relevans for en bredere gruppe. Enkelte personer vil som ofte blive afvist, fordi det vil blive opfattet som individuelle sager – og dem går de ikke ind i fra centralt hold. Så det skal nok enten være nogle faglige personer, der jo kender det generelle aspekt i kraft af, at de i deres job har mødt flere forskellige patienter / klienter – og / eller en netværksgruppe, der repræsenterer x antal mennesker, som problemstillingen er relevant for. Hvem det så rent konkret kan være – det ved jeg så ikke. Der er jeg helt blank.

    Jeg vil prøve at se, om jeg ikke kan formulere de her ting, som en overordnet problemstilling – i tilknytning til det jeg selv oplevede – og det der er vedblevet at være et problem for mig siden den gang.

    Nogle af dem, der svigtede mig den gang, var sundhedsvæsnet. Jeg er diabetikere, så det har været ret vigtigt for mig, at der blev lavet en form på opfølgning i forhold til sundhedsvæsnet. Men det har jeg ikke kunnet få dem til. Kvindelige diabetikere kan også blive udsat for seksuelle overgreb på en arbejdsplads, men det står så bare ikke på listen over de problemstillinger som sundhedsvæsnet kan tage stilling til, så de stemplede mig i stedet som overhysterisk, dengang overgrebet fandt sted. Og den manglende opfølgning i min journal bliver ved med at forfølge mig. Så jeg har været nødt til at ribbe op i alt ”skidtet” – for på en eller anden måde, skal det så skrives ind i min journal. Og hvis det ikke kan blive skrevet ind i min journal – ja så må jeg jo skrive det på min hjemmeside – sådan mere offentligt. Det har jeg det så ikke så pokkers godt med. Men det er baggrunden for, at jeg begyndte at skrive.

    Et er de svigt, man kan opleve i forbindelse med personlige overgreb. Men hvis ikke der bliver lavet en form for seriøs opfølgning på det i relation til nogen eller noget – så kan det blive ved med at ”forfølge” en. Alle de forbandede tabuer – og alt den faglige ”fedten rundt i krogene”. Det er jo det, der meget nemt kan gå hen og blive det største problem.

    Tak fordi du gav dig tid til at læse og svare på mine kommentarer 🙂 Det var meget venligt 🙂

    Há en god ferie 🙂

    Venlig hilsen Ulla…

    • Tiden kniber det lidt med i øjeblikket, men jeg læser da det hele. Jeg har haft meget andet i hovedet i den sidste uges tid, så jeg har ikke rigtig spekuleret over hvordan jeg skal gribe det an, men jeg tror et par ugers ferie med god tid til at tænke gør at jeg finder frem til min vej. Lige som du fandt din vej. Et ved jeg dog – dette tabu skal ophæves og gøres til noget der kan tales om og spørges ind til i diverse sammenhænge. Ellers vil det ligge over os som en klam og kold dyne…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s