Af med fløjlshandsken

Nu nævner jeg navne i stedet for små forblommede hentydninger. Ikke navne fra min sag, men om en psykolog, der spillede en væsentlig rolle i incestsagernes historie fra midten af 80´erne og ca 10 år frem.

Navnet er Sine Diemar.

Og jeg har mødt hende i 1989 i en social sammenhæng, der intet havde med hendes job, min historie eller tilsvarende at gøre. Jeg stod overfor hende hos fælles bekendte og skulle spise middag med dem, et par andre og denne særlige person. Jeg kendte lidt til hende på forhånd, for med min egen barndom in mente var jeg naturligvis forsigtigt observant på dem, der talte om de her ting. Og det gjorde hun. Konstant. I medierne og privat/socialt. Jeg kan bestemt ikke påstå, at hun brød sin tavshedspligt, selvom perioden var da hun var i gang med den første af Roumsagerne (de sigtede sad i varetægtsfængsel den måned) og hun arbejdede mere eller mindre på fuld tid med Roumbørnene. Hun nævnte ikke den sag med ét ord – men fortalte om incestproblemstillingen mere generelt.

Jeg kan huske, at jeg lyttede interesseret, men også en smule forundret til hendes ord om at have arbejdet med flere hundrede børn, om brugen af dukker og problemerne med politiet. Ord hun i øvrigt gentog på skrift i Ugeskrift for læger i 1990 (her er der en trykfejl i en af mine kilder, og året 1994 bliver angivet, jeg mener dog at året retteligt må være 1990). Overlæge Thorkild Vangaard svarer på artiklen og piller hendes argumentation fra hinanden. Det ligner en klassisk fagstrid mellem to grupper inden for samme område. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at den ene er bedre end den anden. Eller dvs jeg hælder nok lidt til Vangaard, men det skyldes ikke hans kvaliteter, men Diemars mangel på samme. Hun fortalte at hun mente at 25% af alle børn har været udsat for incest. At man kunne se det på helt små børn når de havde basunkinder – at det nok betød at de havde haft andet end en sut i munden. 25%? Basunkinder?

Roumsagen var den aften ikke rigtigt blevet skudt i gang i medierne. Jo, vi havde hørt lidt om en ny sag, der vist var helt forfærdelig, men så ikke mere. Det var først senere det blev det store samtaleemne. Naturligvis var jeg nu helt obs. på Sine Diemar.  Husker, at jeg nogle år senere genså hende i eleva2eren, og at hendes udsagn bestemt ikke var blevet mindre særlige.

Men den aften overskred hun mine grænser ved mere end direkte at betyde mig at “jeg var en af hendes”. Om det skyldes at med 25% sandsynlighed var det muligt i første hug at ramme den rigtige unge kvinde i gruppen af gæster, om hun sagde det til dem alle sammen og alle bare undlod at tale om det efterfølgende eller om det simpelthen var fordi jeg passede ind i en af hendes særlige kategorier: lesbisk, med bror, rebelsk påklædning, skiftende skoler og sådan noget – det aner jeg ikke. Men jeg burde måske have ønsket hende tillykke med pletskuddet. I stedet blev jeg meget ked af det og en smule vred. Jeg passede jo ind i hendes verdensbillede, det vidste jeg, og det vidste hun tilsyneladende også. Men at gå til mig på den måde, og spørge om noget jeg slet ikke var parat til at tale om, det var så stærkt upassende, at jeg slet ikke kunne reagere andet end med et afvæbnende grin.

Siden den aften fulgte jeg hendes arbejde så godt det var muligt i medierne (husk lige at det var før internettet og wikipedia). Jeg anede mildt sagt ikke hvad jeg skulle tænke og mene om den der Roum-sag. Syntes at hun var ganske ekstrem og lettere løjerlig i de arbejdsmetoder, der blev beskrevet – men på den anden side – hun havde jo ramt plet med mig, ikke?

I forbindelse med et fag på den videregående uddannelse jeg havde valgt skulle vi vælge et juridisk emne for at give os indblik i hvordan retssystemet i Danmark er skruet sammen, sådan lidt mere detaljeret. En i min studiegruppe sagde – vi tager Roum-sagen. Det var faktisk lige da den sidste del skulle til at slutte, så vi kunne læse op på sagsakter og alt hvad vi kunne få fat i, og så bruge tre dage til at færdiggøre når den afsluttende dom faldt i foråret 1995. Derfor har jeg et indgående kendskab til netop den sag. Det er rent fagligt kendskab og et næsten stalker-agtigt forhold til Sine Diemar, drevet af en 5-6 år gammel forundring over hendes påstande, hendes arbejdsmetoder, hendes fremtoning samt den yderst grænseoverskridende opførsel over for mig. Retfærdigvis hører det med at ca halvdelen af de afleverede opgaver handlede om… rigtigt gættet.. Roum-sagen. Det var så stort i de år, og ingen kunne forestille sig at det skulle handle om andet end det, og så Tamil-sagen naturligvis. Men den havde vi været igennem i andre fag, så det gad vi ikke mere.

Sine Diemars rolle i incesthistorien, og hendes sære opførsel overfor mig, fik mig til at tie i mange flere år end nødvendigt. Jeg er også blevet et af hendes ofre (men det har jeg skrevet om her).

Mødet med Sine Diemar og arbejdet med hendes store sag har været med til at gøre mig til en der ikke dur som rygklapper. En der ikke bare render med og en der ikke glemmer sin egen retsbevidsthed, blot fordi jeg selv er et offer for en (eller flere er det vel) forbrydelser. Hun skabte en kritiker den aften, og jeg kan slet ikke forestille mig, at hun kunne have forudset hvad det kom til at betyde for mig.

En dag vender jeg tilbage med lidt flere ord om hendes arbejdsmetoder, der indebærer den notoriske dukkeleg, børn, der boede i hendes hjem, samtidig med at hun var ekspert i retten om netop deres sag, om voldsomme manøvrer for at undersøge et barn Diemar ikke engang selv vidste hvem var. Et barn hun allerede havde givet erklæring om burde starte i et terapiforløb (hos hende forstås) fordi hun mente at pigen hvis ikke var blevet misbrugt så var i fare for at blive det.

Reklamer

16 comments on “Af med fløjlshandsken

  1. Jeg kender intet til damen men hendes metoder lyder lidt letkøbte efter det du fortæller.
    Folk der påstår de kender én før man selv gør, har altid fyldt mig med mistro. Basunkinder.. Gav vide om det gør Louis Armstrong til offer???

    • Se, han har i hvert fald haft andet end en sut i munden 🙂

      Det var jo en anden tid, og det er klart at når man piller det fra hinanden i bagklogskabens klare lys så ser det hele meget mystisk ud. Men hun var en lille smule ude på overdrevet, som historien vil vise.

      • Til Overleveren.
        Kan se du har et indgående kendskab til Roum-Sagen.
        Jeg kan oplyse at jeg er efterkommer og muligvis offer fra netop den sag!
        Jeg søger alle mulige oplysninger jeg kan finde om sagen, og ved ikke hvor jeg skal starte. Måske du kan være behjælpelig?

        • Der er pudsigt nok ikke mange skrevne kilder til rådighed på den sag – udover retsakter mm. Men brug google og se hvad du kan finde der.

          En god gennemgang findes der hos Mogens Tange (i bogen Roum-sagen – en omvendt hekseproces?), der var forsvarer for en af de sigtede, men denne bog kræver kritisk læsning, da den i høj grad er et partsindlæg og ikke giver meget plads for andre synspunkter end netop hans egne. Faktuelt mht datoer, navne og retsmøder kan den dog godt bruges som kilde.

          • Kære Overleveren,

            Jeg læste lige med her og faldt over dit interessante indlæg om denne sag.
            Jeg er igang med at skrive et speciale om “genfundne erindringer” som bevis i en straffesag og Roumsagen er naturligvis oplagt at inddrage. Som “tifireskumbanantifireskumbanan” ovenfor ligeledes skriver, mangler hun oplysninger om sagen. Det samme gør jeg. Jeg har læst Mogens Tanges bog, men jeg mener ikke at den kan benyttes i forhold til mit speciale, grundet kildekritikken af bogen. Du skriver, at der er retsakter mm. Jeg synes jeg har ledt efter disse over alt – og ingenting dukker op – Google har heller ikke været nyttig. Som jeg umiddelbart ser det, er dommen ikke engang trykt i UfR. Jeg kan se, at du har skrevet en opgave om sagen. Kan du informere mig om, hvordan du fandt diverse retsakter osv.?

            Jeg ved at dette er et longshot – men jeg håber, at du kan hjælpe.

            Og selvom jeg egentlig kun kom forbi din blog pga. den dukkede op da jeg søgte på Roum-sagen, ja, så har du fanget mig i dit tankespind og jeg har nu læst diverse indlæg. Du har en utrolig behagelig skrivemåde og jeg sidder med forundring og læser med. Det er modigt af dig at dele ud og jeg håber at det hjælper dig, at gøre det. Det giver i hvertfald mig en større forståelse for hvad der også sker derude… Tak for det.

            Venlige hilsner,
            Den specialestuderende

          • Jeg ville så gerne hjælpe dig, men jeg kan huske at vi stødte ind i alle de samme problemer som du nu står med. De lukkede dørene og så vidt jeg husker i den dobbelte forstand. Så det eneste kildemateriale var faktisk forsvarer og anklagers udtalelser til pressen. Og retsakterne der fulgte i et sideforløb om at de havde begået injurier, brudt tavshedspligt og hvad ved jeg. Dem kunne man få fat i. Men hvor på universitetsbibliotekets hylder vi fandt henvisningerne det har jeg ingen erindring om. Vi vinklede vores opgave om problemstillingen med de dobbeltlukkede sager og hvorvidt det stillede de anklagede værre eller bedre – stillet op mod hensyn til samfundsinteresser og ofre.

            Selve opgaven røg ud sammen med et helt læs øvrige universitetspapirer for 3 år siden. Troede ikke jeg skulle bruge det mere. Og nej, der ligger ikke lige en wordfil på min computer (så vidt jeg husker blev det skrevet i wordperfect 4.2 i starten af 90´erne).

            Men det har i hvert fald gjort det nærmest umuligt i dag at interessere sig kvalificeret for sagen. Jeg er ikke objektiv her, det må du huske. Min vinkel er en stor irritation over den skade psykologen forvoldte med sin næsten maniske fokus og medietække..

            Jeg sender dette svar til dig i mail osse.. for det tilfælde at du ikke får set det her.. og så er du velkommen til yderlige kontakt på den kanal – det er af interesse for dig, men næppe egnet til en offentlig blog, der kan googles.

  2. Absurd er vist det ord, der først falder mig ind, når du skriver om Sine Diemar og hendes arbejdsmetoder …

    Forfærdeligt, at hendes stupide og totalt uansvarlige opførsel over for dig, fik dig til at lukke endnu mere i. Hun burde da, af alle, vide, at hun ville gøre mere skade end gavn ved at angribe dig.

    Hvor er hun nu? Er hun stadig aktiv som incestoffer-ekspert eller sat fra bestillingenn eller bare forlængst gået på pension?

    • Jeg tror ikke hun er aktiv mere, hun tog nogle år til Norge efter den her sag (og det var visse nordmænd ikke glade for) men er nu tilbage i DK. Men som sagt, jeg kan ikke se at hun er aktiv på samme måde. Men tror nu også at hendes person og navn er så stemplet at det ville være svært.

      Hun så jo ofre alle steder og genkendte dem ud fra nogle få kendetegn, de fysiske jeg har nævnt og så hist og her et par ord i en sagsmappe, der fik hende sat i gang i andre sager. Men tror hun manglede voksne ofre, og der kunne jeg måske lige passe ind. Og hun vidste intet om mig på forhånd.

  3. Jeg kan godt huske sagen og damen fra medierne.. Ikke specielt imponerende indsats hun gjorde.. Basunkinder.. tåbelig påstand.

    • Ja, den er lidt pudsig. De flere hundrede børn er også lidt sær, hvis man begynder at regne matematikken efter, og indrager den oplysning at 25% af alle børn har været udsat for incest – så har hun dælme undersøgt mange børn i sin praksis siden hun blev lærte symptomerne på problemstillingen blot nogle få år før at kende. Det var dét der fik mig til at tænke – som den unge talknuser, jeg var.

      Jeg kan love dig at sagen er meget værre end du husker den, når man altså graver sig ned i den. Men den er god at få forstand af, og der er ingen tvivl om at hun har skadet forholdene for ofre der ønsker at kunne anmelde ganske meget.

  4. Jeg kender heller ikke damen eller sagen – har vist boet for længe uden for landets grænser.
    Det virker som om hun er gået helt ud over de grænser man som professionel har, man har ikke lov til at smække diagnoser eller mistanker ud om samme med mindre man er blevet bedt om det. Hele den der tendens til at holde klinik når man er til selskab er usmagelig i mine øjne. Hvis man er inviteret til noget festligt, skal man kunne komme trygt uden at være bange for at blive udsat for psykologiske analyser. Det er meget trist at hun havde den effekt på dig og man kan jo kun spørge sig selv om hvor mange af den slags tilfælde der findes.
    Og forresten må din blog vel være det sted hvor du kan udtale dig som du lyster og selvfølgelig har folk lov til at have andre meninger, men det skal da ikke give grund til ubehagelig kommentarer. Det står jo alle frit for om de vil læse med eller ej og enhver har oplevet tingene på forskellige måder. Der er vel ingen patent på at være misbrugt – det er efter min mening vigtigere at få en åben dialog i gang og forstå, end at have ret.

    • Ved jo ikke hvor du boede i midten af 80´erne men jeg tror nok at den der incestbølge ramte ind over hele vesteuropa og kostede mange familier dyrt.

      Mht at have patent på at være misbrugt – nej, det er der ingen der kan have. Og ingen kan have patent på den rigtige mening. Men jeg vil til hver en tid hævde at have patent på min mening 🙂 Også når jeg taler Roma midt imod. Jeg vil gerne have dialog, men bliver lidt trist over at få fornemmelsen af at jeg siger forbudte ting lidt for højt. Og så har du så ganske ret – tvinger i hvert fald ingen til at læse med.

      Den pågældende psykolog, der jo udtalte sig til fagtidskrifter, aviser, tv og alt muligt andet, var sandsynligvis et ganske fint menneske, men måske lige lidt for hurtig på aftrækkeren når dommen “incestoffer” eller “muligt incestoffer” skulle afsiges. Det tyder historien i hvert fald på.

  5. Det bekymrende ved Rorum sagen, er vel også, at den har lagt en dæmper på konkrete sager: Hvem ønsker at få anklaget uskyldige mennesker. Derfor kan myndighedernes tilsyneladende efterladenhed være begrundet i at man simpelthen har været bange for at lave nye “Rorum sager”.
    Til gengæld er det sært at der var nogen som helst der troede på Sine Diemars underlige postulater. Ikke så meget det med genfundne erindringer, det troede man vidst på dengang som terapi; men mere de uhørt høje tal, og så de der basunkinder.

    • Det er nemlig lige dér hunden er begravet i min verden. Den sag gjorde umådelig skade på ofrenes mulighed for at blive troet. Vi kan vælge et af to – vi kan lade som om den ikke findes og fortie den og en dag glemme den – eller vi kan tale om den. Og lære. Der er nemlig rigtigt meget at lære af netop den sag. Fordi den var så ekstrem. Fordi børnene blev undersøgt mens det gav mening (inden for et par år) af en erfaren læge i den slags sager. Fordi de sigtede fik hårde straffe og senere frifundet. Juridisk er den spændende, psykologisk er det nærmest en gyser.

      Men der er for mig (og det er min egen personlige holdning) slet ingen tvivl om at de psykologer der gik over grænsen i de ca 10 år, at de har kostet dyrt i menneskeskæbner. Blandt andet min.

      Basunkinderne ja, antallet ja… men det er faktisk meget værre end du kan forestille dig. Har først lige åbnet for posen af sære postulater

  6. Kan fortælle at hun skal være censor til psykologieksamen på mit seminarium i næste uge.
    (Googlede hende og fandt derfor din blog)

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s