Af med fløjlshandsken

Nu nævner jeg navne i stedet for små forblommede hentydninger. Ikke navne fra min sag, men om en psykolog, der spillede en væsentlig rolle i incestsagernes historie fra midten af 80´erne og ca 10 år frem.

Navnet er Sine Diemar.

Og jeg har mødt hende i 1989 i en social sammenhæng, der intet havde med hendes job, min historie eller tilsvarende at gøre. Jeg stod overfor hende hos fælles bekendte og skulle spise middag med dem, et par andre og denne særlige person. Jeg kendte lidt til hende på forhånd, for med min egen barndom in mente var jeg naturligvis forsigtigt observant på dem, der talte om de her ting. Og det gjorde hun. Konstant. I medierne og privat/socialt. Jeg kan bestemt ikke påstå, at hun brød sin tavshedspligt, selvom perioden var da hun var i gang med den første af Roumsagerne (de sigtede sad i varetægtsfængsel den måned) og hun arbejdede mere eller mindre på fuld tid med Roumbørnene. Hun nævnte ikke den sag med ét ord – men fortalte om incestproblemstillingen mere generelt.

Jeg kan huske, at jeg lyttede interesseret, men også en smule forundret til hendes ord om at have arbejdet med flere hundrede børn, om brugen af dukker og problemerne med politiet. Ord hun i øvrigt gentog på skrift i Ugeskrift for læger i 1990 (her er der en trykfejl i en af mine kilder, og året 1994 bliver angivet, jeg mener dog at året retteligt må være 1990). Overlæge Thorkild Vangaard svarer på artiklen og piller hendes argumentation fra hinanden. Det ligner en klassisk fagstrid mellem to grupper inden for samme område. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at den ene er bedre end den anden. Eller dvs jeg hælder nok lidt til Vangaard, men det skyldes ikke hans kvaliteter, men Diemars mangel på samme. Hun fortalte at hun mente at 25% af alle børn har været udsat for incest. At man kunne se det på helt små børn når de havde basunkinder – at det nok betød at de havde haft andet end en sut i munden. 25%? Basunkinder?

Roumsagen var den aften ikke rigtigt blevet skudt i gang i medierne. Jo, vi havde hørt lidt om en ny sag, der vist var helt forfærdelig, men så ikke mere. Det var først senere det blev det store samtaleemne. Naturligvis var jeg nu helt obs. på Sine Diemar.  Husker, at jeg nogle år senere genså hende i eleva2eren, og at hendes udsagn bestemt ikke var blevet mindre særlige.

Men den aften overskred hun mine grænser ved mere end direkte at betyde mig at “jeg var en af hendes”. Om det skyldes at med 25% sandsynlighed var det muligt i første hug at ramme den rigtige unge kvinde i gruppen af gæster, om hun sagde det til dem alle sammen og alle bare undlod at tale om det efterfølgende eller om det simpelthen var fordi jeg passede ind i en af hendes særlige kategorier: lesbisk, med bror, rebelsk påklædning, skiftende skoler og sådan noget – det aner jeg ikke. Men jeg burde måske have ønsket hende tillykke med pletskuddet. I stedet blev jeg meget ked af det og en smule vred. Jeg passede jo ind i hendes verdensbillede, det vidste jeg, og det vidste hun tilsyneladende også. Men at gå til mig på den måde, og spørge om noget jeg slet ikke var parat til at tale om, det var så stærkt upassende, at jeg slet ikke kunne reagere andet end med et afvæbnende grin.

Siden den aften fulgte jeg hendes arbejde så godt det var muligt i medierne (husk lige at det var før internettet og wikipedia). Jeg anede mildt sagt ikke hvad jeg skulle tænke og mene om den der Roum-sag. Syntes at hun var ganske ekstrem og lettere løjerlig i de arbejdsmetoder, der blev beskrevet – men på den anden side – hun havde jo ramt plet med mig, ikke?

I forbindelse med et fag på den videregående uddannelse jeg havde valgt skulle vi vælge et juridisk emne for at give os indblik i hvordan retssystemet i Danmark er skruet sammen, sådan lidt mere detaljeret. En i min studiegruppe sagde – vi tager Roum-sagen. Det var faktisk lige da den sidste del skulle til at slutte, så vi kunne læse op på sagsakter og alt hvad vi kunne få fat i, og så bruge tre dage til at færdiggøre når den afsluttende dom faldt i foråret 1995. Derfor har jeg et indgående kendskab til netop den sag. Det er rent fagligt kendskab og et næsten stalker-agtigt forhold til Sine Diemar, drevet af en 5-6 år gammel forundring over hendes påstande, hendes arbejdsmetoder, hendes fremtoning samt den yderst grænseoverskridende opførsel over for mig. Retfærdigvis hører det med at ca halvdelen af de afleverede opgaver handlede om… rigtigt gættet.. Roum-sagen. Det var så stort i de år, og ingen kunne forestille sig at det skulle handle om andet end det, og så Tamil-sagen naturligvis. Men den havde vi været igennem i andre fag, så det gad vi ikke mere.

Sine Diemars rolle i incesthistorien, og hendes sære opførsel overfor mig, fik mig til at tie i mange flere år end nødvendigt. Jeg er også blevet et af hendes ofre (men det har jeg skrevet om her).

Mødet med Sine Diemar og arbejdet med hendes store sag har været med til at gøre mig til en der ikke dur som rygklapper. En der ikke bare render med og en der ikke glemmer sin egen retsbevidsthed, blot fordi jeg selv er et offer for en (eller flere er det vel) forbrydelser. Hun skabte en kritiker den aften, og jeg kan slet ikke forestille mig, at hun kunne have forudset hvad det kom til at betyde for mig.

En dag vender jeg tilbage med lidt flere ord om hendes arbejdsmetoder, der indebærer den notoriske dukkeleg, børn, der boede i hendes hjem, samtidig med at hun var ekspert i retten om netop deres sag, om voldsomme manøvrer for at undersøge et barn Diemar ikke engang selv vidste hvem var. Et barn hun allerede havde givet erklæring om burde starte i et terapiforløb (hos hende forstås) fordi hun mente at pigen hvis ikke var blevet misbrugt så var i fare for at blive det.