Aerodynamik

Det har på flere måder været en form for tema i mit liv. Ikke at jeg har nogen særlig interesse i fly, raketter eller sportsgrene, der handler om at bevæge sig kvikt op eller ned eller hen. Vi ved jo alle hvad det egentlig er, men tænkte at jeg ville starte med den mere præcise definition af begrebet.

Læren om luftarters strømning, især omkring faste legemer, samt om de kræfter, hvormed sådanne legemer påvirkes.

drag

Hentet på start-tri.com

Så meget for videnskaben om faste legemers modstand mod luftstrømninger der kommer imod dem og de hvirvler det efterlader og påvirker det faste legeme. Sådan ca i hvert fald.

Men aerodynamisk var også hvad jeg blev bedt om at være – da jeg var barn. Jeg skulle gøre mig selv aerodynamisk overfor min bror. Lade ham, som luften, glide hurtigt forbi så han kunne finde noget andet at bruge al sin negative kraft på. Gøre mig smal og ikke yde modstand. Sådan var beskeden. Lade det passere uden at lade det fæstne sig. Og det må man jo sige at jeg ikke var særligt god til.

Her 30-40 år senere sidder det stadig benhårdt fast. Det jeg kan huske, forstås. Resten ved jeg faktisk ikke om jeg har lyst til at huske. Jeg er faktisk helt sikker på at rådet om at være aerodynamisk var ganske velment, men ikke desto mindre er det en af de mest skadelige ting jeg kunne have lært. For i det råd lå jo netop osse indlæringen om at det der skete var ingenting – og da slet ikke noget der var værd at gøre så mange ophævelser over. Lad som ingenting, så går det over af sig selv. Lad være med at gøre sig selv til et sjovt offer så finder han sikkert noget andet at gå op i – som er sjovere.

Sådan skaber man et tavst barn. Og en tavs voksen. En uden ordentlig selvværdsfølelse.

En der finder sig i nærmest hvad som helst uden at gøre andet end at håbe at ting går væk af sig selv. I hvert fald når det er svære ting og ting der gør ondt. En der ikke viser smerte, sorg og følelser. En kold iagttager af livet. En kyniker. Jeg kan genkende mig selv i det hele og det i noget større mængder end jeg faktisk bryder mig om at tænke på.

Jeg har vist lært noget forkert dér. Men hvor er det svært at af-lære det igen.

Problemet er jo at den proces betyder en kontakt med alle de ting – jeg skal føle smerten og alt det andet. Jeg skal reagere på den. Jeg skal .. igen igen … lære at græde. Jo, jeg ved efterhånden godt at det er vigtigt men det betyder jo ikke at jeg bare kan, vel? Det værste er at det er lige præcis den her strategi jeg søger tilbage til når livet bliver svært. Aerodynamik.

Når det er svært på arbejde gør jeg mig usynlig og umærkelig og så håber jeg at det mobberi, der reelt foregår i øjeblikket holder op af sig selv. Jeg siger ikke fra. Og jeg sladrer i hvert fald ikke til de “voksne” – det vil jo så i det her tilfælde sige chefen. Nix – aldrig. For så sker der jo en masse forfærdelige ting; det har jeg jo selv lært.

Barndommens overlevelsesstrategi var forkert, for den sikrede kun overlevelse ikke liv. Og den gjorde mig til et nemt offer, for et tavst offer er et offer man kan vende tilbage til igen og igen og igen. Historien taler vist sit alt for tydelige sprog her. Hvad jeg slet ikke kan fatte i dag er hvordan pokker man kan sige til et lille barn.. eller bare et barn… lad som ingenting så går det over?!? Osse når de så grænseoverskridende handlinger fra min bror (der altså var en næsten voksen mand på det tidspunkt) rettet mod mig.

Bliv aerodynamisk så glider det hurtigere forbi.

Lige præcis derfor har jeg så svært ved at arbejde med de her ting, rent følelsesmæssigt, for jeg har lært at det bare skal passere forbi. Uanset om det var sexuelle overgreb, vold eller som nu mobningen. Den gamle strategi sidder alt for godt fast. Og jeg har en psykolog, der er ret insisterende på at det her – det er noget, som skal aflæres og hun prøver alle mulige og sikkert osse et par umulige veje for at nå det mål.

Det er ganske lidelsesfuldt.

Til sidst en lille opfordring til jer der læser med her… jeg har smaddersvært ved at finde de her ord og sætte dem sammen. Kunne I hjælpe mig med at komme med jeres tanker om det – om det at sige til børn at de skal blive aerodynamiske. Hjælp mig lidt på vej her… find de ord til mig som jeg mangler så hårdt.

Reklamer

20 comments on “Aerodynamik

  1. Jeg ville ønske for dig, at du som barn havde lært at sige STOP, og at man netop skal “sladre” hvis nogen forulemper en. Det har du desværre ikke, og det er nok det din kloge psykolog forsøger at lære dig nu.
    Ang. mobning på arbejdet, så har jeg vist ret tydeligt sagt min mening om det.. 🙂

    • Du udtrykte dig ganske tydeligt, ja. Og jeg tror jeg trængte til at få din mening om det. Og det vidste du. Tror jeg.

      Jeg tror at netop det der med aerodynamikken og kravet om at jeg kunne gøre det var en forudsætning for at misbruget kunne få lov at finde sted og jeg ville ønske at der ikke havde været det krav. Men det sidder dælme dybt i mig. Selvom jeg ved det er forkert så er det stadig den strategi jeg vender mig til når jeg bliver lidt klemt.

  2. Jeg kan ikke forstå, at du mangler ord. Du har da netop begået ca. 300 ord, der er så præcise angående overgreb og aerodynamik, som de overhovedet kan blive. Når jeg tænker tilbage på min egen barndom passer aerodynamikken så vældig godt. Det er sørme godt, du har din psykolog, der er parat til at gå hele vejen med dig.

    • Sådan kan man naturligvis osse se på det, men behøver stadig flere ord, andre ord.. andre vinkler og håber at jeg kan fiske det her.

      Desværre er analogien med aerodynamikken ikke min – men min families der prøvede at lære mig at det var sådan man håndterede problemer.

      Psykologen passer godt på mig, ja… i det omfang hun har mulighed for det.

  3. Jeg har læst dit indlæg mange gange – men kan ikke “fange”, hvad du søger i forhold til ord. Du beskriver det hele så ualmindeligt godt. Men jeg hæfter mig ved nogle få ting.
    Voksenmobning er ikke i orden – og dem der mobber er nogle små skiderrikker med lavt selvværd. Jeg har prøvet det, og det gjorde nas. Det bedste vil være, om du kan gå til chefen for at få det standset. Tag en bisidder med, som kan støtte og være vidne.

    Du skriver, citat: “Hvordan pokker kan man sige til et barn – lad som ingenting – så går det over. Også når de så grænseoverskridende handlinger fra min bror rettet mod mig” citat slut.

    Skal det forstås sådan, at din far og mor (og søstre) var vidende om det, der foregik fra din brors side?

    Uanset, så er det en ondskabsfuld kodning at give et barn. Din opgave er at få afkodet dig selv igen, og det er som du også skriver meget svært.
    Men det er ikke umuligt, og jeg synes, du kæmper for fuld udblæsning.
    Hold fast – og syng/fløjt når det kniber med vejrtrækningen.

    • Du fangede det da ellers meget godt, må jeg sige. Afkodning – det er et ret godt ord. Og kodning af et barn giver en ret god forståelse for hvad det er for et styresystem jeg er blevet udstyret med. Og det hjælper mig en del at se andre kalde det ondskabsfuldt… for jeg har jo ganske svært ved rigtigt selv at se det som sådan. Jeg er flasket op med sære forklaringer og hvad ved jeg – så det er godt at andre skræller det udenoms af og kalder det ved det, det er. Ondskabsfuldt.

      Det skal forstås sådan at min brors ikke-sexuelle overgreb og voldsomheder og øvrige grænseoverskridende handlinger var og er kendt.

      Mht mobningen.. så tror jeg ikke jeg går til chefen.. ikke endnu.. Jeg magter det ikke og vil være nervøs for konsekvenserne ved det.

  4. Det slår mig, at kodningen må bygge på, at
    “Det vi ikke taler om, eksisterer ikke”.
    Det frigør de voksne for ansvar, tænker de – altså hvis de har psykopatiske træk –
    eller er dine forældre Indre Mission?
    Hvad får dig til at tro, at din brors sexuelle overgreb ikke er kendt af dem?

    Jeg forstår godt, du ikke orker at håndtere mobningen, og at du er nervøs ved konsekvenserne. Jeg slap ud af det ved at ignorere det – jeg tinggjorde mig i situationerne og var derved udenfor rækkevidde. Og så synes de små vampyrer ikke, det er sjovt længere.
    Må lige huske at sige, at jeg er vild med dine fotos her på siden 🙂

    • Jeg er meget sikker på at netop de overgreb ikke var kendt, jeg kan ikke sætte fingeren på hvorfor men det er jeg, og jeg bærer ikke på den store vrede over at det ikke blev stoppet. Til gengæld har jeg umådeligt svært ved at forstå hvordan de kunne vælge at ignorere de andre ting. Jeg skrev om det i dette indlæg.
      Nej mine forældre er bestemt ikke fra indre mission eller andet mystisk… de var bare opgivende overfor min brors terrorregime og prøvede at holde på en fred der var tabt for længe siden.

      Din strategi med mobningen – var det ikke aerodynamik.. eller i hvert fald ca det samme? Tingsliggørelsen er i hvert fald en strategi jeg sagtens kan genkende, men som værende decideret usund for mig.

      … tak for ros for billeder.

      • Tak for link til “Søskendefnidder”. Ved ikke, hvad der er normalt imellem søskende (gemte mig/holdt mig for mig selv), MEN jeg ved, at det ikke er normal adfærd af voksne forældre at lade deres søn sparke og slå deres lille pige og deres hund. Det er ikke til at fatte, og det virker som om, de har været bange for din bror. Som om han har haft en klemme på dem. Det er den eneste umiddelbare forklaring, eftersom du giver udtryk for, at dine forældre er “normalt fungerende”.

        Jeg tror min strategi m.h.t. tingsliggørelse i forhold til mobning var aerodynamik – men jeg går 100% ind for, at man henvender sig direkte til mobberen og siger, at vedkommende skal stoppe. Jeg havde bare ikke nosserne til det – og ingen chef at gå til. Lige sådan kunne du spørge dine forældre, hvorfor de lod din bror slå dig og din hund, da du var lille. Kun det. Men der er så meget gået i stykker indeni, at man ikke tør. Jeg ville sådan ønske du gjorde, for det her er noget, der virkelig optager dig. Og det kan jeg fanme (undskyld) godt forstå! K.h.

        • Tænkte bare at det indlæg måske ville svare på et par af dine spørgsmål. Netop fordi det rummer hvad jeg er vred over – hvad de så og hvad de vidste. Og hvad de prøvede at bortforklare.

          Jeg er ikke god til konfrontationer så jeg dukker mig bare og håber at ting går væk af sig selv hvis jeg prøver at lade som ingenting. Ikke verdens bedste strategi, men jeg kan ikke andet. I hvert fald ikke lige nu.

  5. Jeg har fået en bog. Om et lille barn. En jøde. Den lille dreng voksede op og blev psykiater. og hans bog er en blanding af hvad der skete og hvorfor traumatiserede børn reagerer som de gør. Chokerende. Vigtig. Voldsom og rå. Jeg vender tilbage når jeg har læst færdigt. Så har jeg måske nogle ord (hans ord) på det aerodynamiske.

    • Den bog vil jeg glæde mig til at læse mere om – den lyder spændende og ganske lærerig. Mangler jo bare lige at få at vide hvad bogen egentlig hedder – det kunne jo være at jeg ville læse med 🙂

  6. Kære Overleveren
    Jeg er mor til en lille pige og helt kort kan jeg bare sige, at min mave vrider sig over, hvor forkert et buskab “at lade som ingenting” det er i forhold til at lære grænser at kende. Egne som andres.
    Det er elementær pædagogik at lære de små poder at sige STOP.
    Det er mine umiddelbare tanker om det…

    • Jeg håber med mine skriverier måske at gøre andre opmærksomme på hvor vigtig en lærdom det er. At det ikke at lære det har livsvarige konsekvenser og at det kan skabe meget store problemer.

      Mavevridende… det var dog et godt ord.

      Det er godt at vide at din lille pige lærer det og dermed får et fundament i livet der kan bygges videre på.

  7. Der er en form for selvbebrejdelse i det du skriver. Jeg kan ikke se at du har noget at bebrejde det barn du engang var, det var jo din bror der begik overgrebene.
    I dyreverdenen findes der et begreb der hedder “at ligge død”, det er en overlevelsesstrategi, som bruges når alt andet svigter. Jeg tror at børn ofte anvender den samme strategi, for at undgå at det måske bliver endnu værre.
    Derfor er der intet at bebrejde det barn du var, det barn prøvede at overleve på instinkterne.

    • Selvbebrejdelse? Ja, måske. Måske i at jeg accepterede den strategi jeg blev bedt om at følge og en vrede over at jeg slet ikke kan bryde den.

      Ligge død er en almindelig overlevelsesstrategi for børn – og det var det jo osse for mig – sådan rent fysisk, men så sandelig osse mentalt. Men det ændrer jo desværre ikke på at jeg faktisk var til stede og oplevede.

      Og jeg prøver virkelig ikke at bebrejde mig selv at jeg ikke gjorde noget den gang – og at jeg ikke gør noget nu.. men føler mig lidt “fjollet”..

    • Ja, det ser ud til at vi har en del fællestræk i vores historie – og vores måde at komme ud med det på. At blogge.

      Dejligt at du osse har valgt den metode og jeg har været ovre og kigge hos dig, men jeg forstår mig slet ikke på tekster skrevet som digt, men kunne dog se at du er godt igang med at komme videre, selvom ptsd ikke er en diagnose man bare lige slipper af med.

      Ønsker dig god vind og håber at se dig herovre hos mig igen…

  8. Pingback: Hun hoppede i stolen | Overleveren

  9. Pingback: Skal jeg virkelig forsvare det her? | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s