Hun hoppede i stolen

Det er næsten en uge siden jeg var ude hos hende psykologen. Og havde kæresten med. Og det gik faktisk over al forventning. Bortset fra at turen derud var temmelig kaotisk.

Kæresten havde fået fri ved 15 tiden og jeg ved 12 tiden, hvilket gav mig fint med tid til at tage hjem, gå med hund, hente bil (og hund) og køre til kærestens arbejde, hente hende og så sætte snuden mod psykologen hvor vi havde en tid knapt 2 timer senere. Jeg ved af bitter erfaring at trafikken derud – i myldretiden – er mildest talt mystisk og mest foregår med 10-15 km/t hvis man endda er så heldig. Så vi havde sat god tid af til manøvren og tænkte at vi jo altid kunne nappe et krus vejkaffe på en tankstation i passende nærhed af psykologens særlige “rum”.

Sådan så planen i hvert fald ud. Så blev jeg forsinket på arbejde og det endte med at jeg havde 17 minutter hjemme til at skifte tøj, lufte hund, hente bil, hente hund og komme afsted. Kæresten derimod blev en del hurtigere færdig med sit arbejde så hun endte med at sidde og vente på mig i over en time. Hun var ikke glad da jeg kom ind på parkeringspladsen. Især ikke fordi vores kommunikation var blevet lidt forstyrret af iphones problemer med at sende sms´er. Så vi havde faktisk ikke kunnet kommunikere overhovedet hele formiddagen.

Jeg var stresset og hun var irriteret. Perfekt start på seancen. Men vi faldt dog lidt ned på vejen. Altså bortset fra at den annoncerede myldretid udeblev – det var jo efterårsferie. Så nu sad vi osse og ventede ved en tankstation og drak deres elendige kaffe og prøvede at få synkroniseret vores stresstærskler. Og helst i den positive retning.

Men vi kom da i det mindste frem til tiden – ca 10 minutter før tiden, da føromtalte kaffe var “rendt igennem” og vi manglede et toilet som vi ikke først skulle gøre rent. Nærmest. Jeg tror vi har set skægge ud da vi forcerede trappen op til hende i et forsøg på at samle benene og trappe-bestige på én gang. Tror dog ikke psykologen kiggede ud af vinduet. Heldigvis.

Det var en givende samtale hos psykologen hvor hun fik talt en del med kæresten om mig og mine problemstilinger, og hvor jeg i højere grad lyttede og skød bemærkninger ind på rette steder.

Det er en gigantisk tillidsting for mig at have kæresten med derud. Jeg skal virkelig stole på at psykologen ikke siger ting vi ikke har “aftalt” på forhånd. Selvom kæresten er kæresten er hun stadigvæk ikke en psykologen kan bryde sin tavshedspligt overfor, så derfor havde vi lavet visse aftaler om hvad der kan tales om og hvad der bestemt ikke skal tales om.

Hvorefter jeg selv bryder den – og hun hopper.

Kæresten og psykologen talte om hvor syg jeg faktisk er. Der blev sat klare ord på hvad det vil sige at være hvor jeg er med den diagnose og hvad jeg har at slås med i kampen mod sygdommen. Om hvor alvorligt det faktisk er. De talte om hvorfor jeg ikke kan tackle min arbejdssituation i øjeblikket og hvorfor jeg ikke “bare” kan finde et andet arbejde. Og de talte om hvad hun – altså kæresten – kunne gøre for at hjælpe mig i dette. At hun ikke skulle sige til mig at jeg skulle gøre mig usynlig eller lade som ingenting og så i øvrigt lade mig forstå at hun faktisk ikke “gad” snakke arbejde mere. Hun fik at vide at lige præcis den strategi i ubehagelig grad minder om den måde jeg er vokset op på og den måde min bror fik lov til at fortsætte misbruget af mig. Lad som ingenting og bliv aerodynamisk.

Det virker måske nok for hende – men for mig er det en nærmest retraumatiserende oplevelse.

Så langt gik de aftaler jeg havde med psykologen – grænser som hun overholdt uden problemer.

Men hopper i stolen, da jeg bryder dem.

Det jeg aldrig rigtigt har sat ord på overfor kæresten – eller ret mange andre for den sags skyld er PTSD´ens mørkeste skyggeside. Har naturligvis talt med psykologen om det og gjort det klart for hende at lige præcis dette emne skulle hun ikke tage med i samtalen med kæresten.

Det er en livsfarlig sygdom jeg har. I ordets bogstaveligste forstand for selvmordsraten er skyhøj for patienter med den grad jeg har. Emnet er ikke fremmed for mig og jeg kan næsten ikke huske der har været uger hvor dén tanke ikke lige har vendt rundt i mit hoved og er blevet skubbet af vejen igen. Somme tidere oftere endda. Er god til at skubbe den væk, men den kommer desværre tit tilbage. Og jeg skubber den af vejen igen. Det er ikke mit ønske, det er ikke en tanke, det er nærmere en slags selvdestruktiv drift – næret af opgivenhed overfor min situation og trætheden af at kæmpe.

Samtidig er jeg hundeangst for at fortælle om det, lade andre få indsigt for jeg er bange for at de smutter efter devicen – sådan et menneske kan vi ikke engagere os i. Det er en sorg der er givet på forhånd. Er bange for at støde verden fra mig hvis jeg er ærlig om lige præcis dette symptom.

Og så sidder jeg pludselig og overtager samtalen. Fortæller kæresten om den bestemte vej jeg ind i mellem kører af og stort set altid bliver ramt af tanken om den der bestemte betonbro med de lidt udragende betonsøjler. Bang og det er overstået. Fortæller hende at jeg ikke føler mig i farezonen men at driften – eller tanken om I vil – er ved at drive mig til vanvid.

Jeg kan blive så forbandet træt af det hele at jeg bare ikke orker mere. Så træt af at leve et liv hvor jeg kun kan tåle mennesker i begrænset omfang. Hvor ganske almindelig støj kan få mig til at ryste af angst. Hvor berøring kan være enten meget rar – eller skræmmende og angstprovokerende. Hvor helt almindelige ting mennesker gør bliver helt uoverkommelige for mig. Et liv med tilbagevendende smerter der kan få mig til at krumme helt sammen og ønske mig ned under alverdens dyner og varmepuder.

Kan blive så træt af at rende rundt og lade som om at jeg slet ikke er syg. For det er jeg. Alvorligt. Og jeg tror ikke på helbredelse – kun på bedring. Det er ikke særligt befordrende for kampivren. Egentlig.

Alt dette satte jeg til psykologens store forbløffelse pludselig ord på og det fine menneske valgte klogeligt ikke at kommentere eller spørge yderligere ind til det, formentlig fordi hun ikke vidste hvor min “nye” grænse gik og så var det bedre at sidde og kigge forbløffet på mig. Men kæresten gav dog udtryk for at hun havde bemærket at psykologen ikke havde reageret så mon ikke det var kendt stof for hende. Godt observeret.

Det var meget for kæresten at sluge – hendes situation taget i betragtning og hun er lidt mindre vant til at pakke tingene sammen i hovedet end jeg, så det hele sad udenpå da vi kørte ned til Inge og Hasse. Vi blev af gode grunde ikke så længe som planlagt men fik dog lige vendt situationen med hinanden med en ny lytter og spørger, og det er slet, slet ikke så tosset.

Dog ikke lige dette emne – for det har jeg jo ikke turdet snakke om… til andre end psykologen – som efter aftale med mig har talt med min læge om det. Og nu skriver jeg om det.

Det er vist ikke så godt.

Reklamer

20 comments on “Hun hoppede i stolen

    • Og det tror jeg faktisk osse selv jeg er – sådan det meste af tiden. Men når jeg ser den stryger tanken gennem hovedet og jeg prøver ihærdigt at skubbe den af vejen igen. Så jeg gør faktisk hvad jeg kan.

  1. Jeg forstår ikke din sidste sætning.

    Jeg sidder jo og synes, at det er godt – omend det må være overvældende for Kæresten – at du får skruet lidt på ventilen mht bortgemte tanker. At det er tunge tanker, også om selvmord, du bakser med, er selvfølgelig skræmmende, men ikke særligt hverken underligt eller overraskende. Og jo mere du får sat ord på, jo bedre. Tror jeg. Og betonbroen lader du bare være. Tak.

    • Den sidste sætning? Skal prøve at forklare.. det er en grim kat at slippe ud af den der sæk. Er så skidego til at gå rundt i verden og virke helt ok når det indre ligger i ruiner og føles så kaotisk at selv betonbroer kan føles fristende. Nu er jeg så osse bange for at andre går rundt og er bange for mig… og at herfra forsvinder naturligheden omkring samvær med mig. Forstår du bedre nu?

      Tak for at du gør det legitimt for mig at have sådanne tanker.. sådan helt oprigtigt. For jeg har brug for det – at det er ok og forståeligt. Ikke i orden som sådan – men i det mindste forståeligt.

      Jeg gør et ganske ihærdigt forsøg på at holde mig på vejen… osse når jeg buldrer forbi den med 100 km/t. Det må du tro på.

      • Nåh, på den måde. Ja, det er jo det, der er så uhensigtsmæssigt: At du tror, du skræmmer nogen væk ved at linde lidt på låget på den pandoras box af voldsomme tanker, du går rundt med. Det gør du måske også; skræmmer nogen væk, altså. Men det vil i så fald alligevel ‘bare’ være nogen, der ikke vil dig sådan helt rigtigt. Og så kan det i grunden være helt lige meget. Alle dem, der virkelig elsker dig, holder af dig og vil dig, skræmmer du ikke væk. Tværtimod. Er jeg helt overbevist om 🙂

        • Mindre kan nu osse gøre det.. end elske og holde af… bare sætte pris på mig og jeg vil være ked af at miste dem…

          Pandoras Boks.. ja – netop… har sluppet dæmonen løs.. har vist den lidt frem før, men sjældent så klart som nu og her… nu skal jeg bare lære at tæmme dæmonen igen.

  2. Jeg har selvfølgelig læst det hele – og ved slet ikke, hvad jeg skal, bør eller kan sige.
    Men jeg har ‘lyttet’ … kan dog ikke lade være med at synes, det er synd, at du ikke selv tror på helbredelse. Så kan det næsten kun være op ad bakke.

    • Og alligevel siger/skriver du alt det rigtige… og jeg ved ca at du osse tænker det rigtige.

      Om det er synd eller ej ved jeg ikke – men det er ca sådan jeg har det. At der nok ikke er særligt lyse udsigter for at jeg kan komme igennem – men kun blive bedre til at få et liv til at hænge sammen med det der.

      Det er rigtigt alvorligt for mig. Og har været en tung erkendelse at sygdommen dybest set er … livsfarlig.

  3. Hold da op en post! Det er da rene ord for pengene. Det er ikke tidligere gået op for mig, hvor syg, du faktisk er. Til det er der kun at sige, at du klarer det imponerende godt. Du må have en kampånd og vilje, der ligger væsentligt over gennemsnittet.

    Glem nu den betonbro!

    • Ja – det er nok de reneste ord længe set fra min side. Men det var på tide, tror jeg.

      Jeg prøver at klare det, men somme tider bliver jeg nødt til at stoppe op og sige.. hey.. jeg er sgu syg.. giv mig lige et break. Men ingen fatter det – for jeg går jo rundt og ser forbandet rask ud.

      Håber den kampånd du taler om er nok til at holde de mennesker, der faktisk holder af mig tæt nok på til at de får lov til at fortsætte med dét.

      Jeg gør hvad jeg kan for at glemme den – men den står på min daglige vej og er forbandet indbydende – uden forhindringer eller grøfter… så det er lidt svært.

  4. Jeg forstår godt det, du tænker –
    og som bevis herpå ved jeg,
    at du passer rigtig godt på din kæreste,
    som du elsker.
    Kh. Pipseni

  5. Vil bare lige komme med et lille kvæk om, at de tanker kender jeg alt for vel. I en årrække kunne jeg dårligt gå i bad, fordi der lå min skraber, dårligt vaske op fordi så skulle jeg håndtere køkkenknivene, dårligt køre bil fordi… ja. Det skræmte mig enormt, især fordi de der tanker dukkede op så hurtigt, at jeg aldrig følte mig sikker på, om jeg også næste gang ville kunne nå at overtale mig selv til at lade være med at handle på dem. Bare for at sige, at du absolut ikke er alene.

    For mig er det blevet meget bedre (de dukker op ca. 2-3 gange om året nu og er meget mildere end før), og det håber jeg også, at det gør for dig, selv hvis du har ret, og du aldrig bliver helt rask. Jeg ved heller ikke helt, hvor meget man selv aktivt kan gøre, men jeg *tror*, at en af de ting, der hjalp mig var, at jeg et eller andet sted læste noget om, at hver gang man tænker en tanke styrker det en nerveforbindelse, så man bliver mere tilbøjelig til også at tænke den tanke i fremtiden (noget i den stil, jeg er ikke helt stærk i det videnskabelige). Det lød jo lidet opmuntrende på daværende tidspunkt, men det betød faktisk, at jeg i de der øjeblikke kunne minde mig selv om, at den tanke ikke var “min” og faktisk ikke var et udtryk for mine ønsker, det var bare min hjerne, der på autopilot tænkte, hvad den havde lært, at man kunne tænke, og hvad der var indlejret i den. Lidt udefra agtigt “nå, nu spøger min hjerne igen”. Det fjernede i det mindste lidt af dramaet i det for mig at se det sådan.

    Nu er vi jo alle forskellige, og jeg har ingen anelse, om den slags er noget, du kan bruge, men man ved jo aldrig, så just in case, o.s.v.

    • Sådan har jeg osse forsøgt at se på det – at det ikke er mig, der tænker sådan. At det er noget andet der kommer frem i mig og prøver at overtage tankerækkerne – den indre dæmon, der er i gang. Og at det er den dæmon jeg må prøve at holde i snor, hvis jeg da ikke kan få den helt smidt ud. Og det er jo så der jeg har fået mine tvivl.

      Tak for din gode kommentar, der rammer rigtigt godt ind i hvad jeg tænker og oplever… det er altid rigtigt godt at få andre vinkler på – så jo – det kan jeg godt bruge.

  6. Ved ikke lige hvad jeg skal skrive som andre ikke har skrevet, jeg er jo heller ikke så god til det med de rigtige ord, men uanset dine tanker om at du ikke er noget værd, så skræmmer du ikke mig væk.

    • Synes nu du klare det der med de rigtige ord rigtigt godt. Og dejligt at du ikke bliver skræmt og stadig kan rumme det… det er lidt svært at nå til den der lidt dybere erkendelse af at noget kan være farligt – og så bekæmpe det som sådan.

  7. Jeg tror godt jeg ved hvad du mener, med at skræmme andre væk. Jeg har oplevet at hvis men er psykisk syg, så bliver der talt hen over hovedet på en, som om man ikke kan tænke en eneste selvstændig tanke eller svare selv. Der bliver også taget afstand, som om det smitter. Det som H skriver har jeg også læst, tror det er NLP, som handler om at få hjernen til at køre en anden vej.

    • NLP på den ufrivillige måde så vidt jeg kan se. Men nok et meget beskrivende billede og terminologi.

      Jeg tænker ikke at folk er bange for at det smitter – snarere at de frygter instabiliteten og uforudsigeligeheden. Og ikke altid med god grund.

      Men har nu aldrig oplevet (heldigvis) at nogen ikke tror jeg kan tænke selv… men somme tider at nogen nok ville ønske at jeg ville tænke lidt mindre.

  8. Stærkt indlæg overlever, og nu får du en lodret ordre.. Du har bare at holde dig på vejen både ved den bro og andre steder, og jeg mener det..

    Jeg tror på, at det var godt du selv åbnede munden og fik psykologen til at hoppe. Nu har du åbnet op og fortalt det, det skræmte ikke kæresten væk, og det får heller ikke mig til at trække mig.

    Varme og gode tanker til jer begge.

    • En god ordre at give… osse i lodret udgave. Og du er bestemt ikke den eneste der giver den, så der må jo være noget om snakken. Det er der nu nok osse, det er bare mig der ind i mellem ikke rigtigt kan se det.

      Ja, det var en vigtig åbning for helvedets tanker og aftabuisering af noget der er rigtigt svært. Har det lidt sådan at nu er den dæmon osse lukket ud af skabet og “alle” kan se den med mig.. så bliver den lidt mindre farlig og dominerende.

      Tak for gode tanker…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s