Skal jeg virkelig forsvare det her?

Jeg kan faktisk godt blive lidt træt, og egentlig er det vel fair at tilføje, at så må det være træt af mig selv. Men osse bare træt. Sådan lidt mere generelt.

I går sad jeg overfor psykologen og hørte hende lige pludselig sige ting, der vist ikke var helt efter bogen. Med det resultat at jeg blev sur. Nej, faktisk temmelig vred. Som i kogende vred. Jeg tror faktisk ikke hun mente ret meget af det, men det kom ud på den helt forkerte måde.

Jeg tog tråden op med hvad der var sket hos sexologen. Ønskede at få andre øjne på emnet. Og det er vel et passende valg at udsætte en psykolog for det?!? Men det blev helt forkert.  Jeg er dybest set ligeglad med deres afpissen-af-territorie. Det vedkommer ikke mig. For jeg er jo ét territorium og det er min verden ganske naturligt at deres fagområder er overlappende, men i endnu højere grad specialiserede i hver sin retning. Det kan jeg bare ikke gøre noget ved. Basta.

Jeg henvist i sin tid til den der sexolog via en lidt tilfældig kontakt med en jordemoder der, da hun hørte om mine skader, med et lille skævt smil erklærede at dét der krævede ikke en læge… og ikke en psykolog… der skulle en sexolog med jordemoder-baggrund til. Det var dem der vidste allermest om det her. Og så sendte hun mig i øvrigt videre i systemet. Og systemet ramte plet da mine papirer skulle deles ud i afdelingen.

Endnu mere vred blev jeg da hende psykologen viklede sig ud i noget rigtigt skidt. Noget om selv at vælge hvad man vil lade sig tynge ned af. At vælge fra og vælge til. Noget om at lukke “kasser”. Noget om at “gå uden om det svære”.

Jamen det lyder da osse helt fantastisk. Især som floskler skrevet på små sedler i fortune cookies. Men for faen da, jeg har brugt – jeg aner ikke hvor lang tid på at øve mig i at kigge i de kasser, ikke at skamme mig over hvad der var i dem, at fortælle om deres indhold, at lære at bære det – og så sidder konen der og opfordrer mig til at lukke og slukke, at blive aerodynamisk. Så jeg nægter pure og bliver sur. Jeg er helt med på at jeg skal være i stand til at lukke det ned og det er jeg næsten osse, har et helt livs øvelse. Men jeg vil ikke påduttes en eller anden form for skyldfølelse over at der er ting i den kasse der stadig skal luftes. Jeg vil ikke forsvare det (og det gør jeg så her alligevel – nu har jeg selv sagt det – så behøver ingen andre).  Og jeg vil slet, slet ikke skamme mig over det – og over at jeg ikke bare lige letter og kommer videre og “lader som om”.

Jeg prøver at lave helheder i tilværelsen. Jeg er mig, jeg er mange ting. Jeg er osse en der har været udsat for overgreb. Men jeg er mange andre ting osse. Kone, nørd, sær-skæg, gakket… og alt muligt andet. Men jeg er nødt til at bære de overgreb med mig. Er nødt til at acceptere og erkende at de er en del af mig. At få det integreret med de andre ting.

Men mest af alt tror jeg at det der med at vælge til og fra gjorde mig stik-tosset. Gu vil jeg da gerne blive rigtig god til at vælge til og fra på de her ting, men jeg vil ikke dømmes for ikke at kunne. Ikke endnu – og jeg vil slet ikke ugyldiggøres – af en psykolog. Jeg vil ikke påduttes skyld for det her. Det er ikke min skyld, det er ikke mit ansvar. Men det er mit ansvar hvordan jeg kommer videre med det. Det er jeg helt klar over.

Så viser det sig hvor det er gået galt i kommunikationen med den kloge kone. Hun har “overset” betydningen af de fysiske aspekter i min situation. Hun har overset at lige præcis dét ikke kan pakkes ned – at det manifesterer sig i en kasse. Og hun har overset, at dét kan jeg ikke vælge at se bort fra. Og kom dermed til at lyde negligerende og overfladisk. Jeg sad med en følelse af at min egen mavefornemmelse ikke er gyldig. At jeg ikke skal stole på hvad jeg tænker. Kort sagt blev jeg nærmest lidt “kørt over”. Det har jeg prøvet masser af gange før, men jeg vil ikke ret gerne opleve det – lige dér. Det er vel egentlig det jeg er vokset op med. Sådan cirka.

Det er lige præcis derfor jeg har brug for at have sexologen med i behandlingen. For det hun kan – det kan de andre ikke. Og det de kan – det kan hun ikke. Så hvad er problemet? At de har 25% overlap? Og hun beder mig i øvrigt ikke om at gå uden om det svære, blot fordi det svære er for tæt på eller handler om alt det man normalt ikke taler om.

Skal jeg forsvare at jeg går der forresten? Skal jeg skamme mig over det? Det er rigtigt at det ikke er noget jeg sidder og underholder med hen over kaffen med vennerne (heller ikke dem der faktisk ved det). Men jeg vil ikke skamme mig over at jeg behøver hjælp til “genoptræning”. Heller ikke selvom det egentlig er ret grænseoverskridende at indvie andre i. Det er bare så stærkt tabuiseret. Det vist trods alt nemmere bare at mangle et ben eller en hånd. Mere respektabelt. Selv når man sidder overfor en dybt erfaren psykolog.

Det tog hende næsten 30 minutter ekstra at få mig hevet ud af surheden. Men da jeg kørte derfra kom den igen. Jeg vil ikke skulle forsvare mig på den måde.

Hun bad mig komme igen. Og det gør jeg. Det er jeg næsten sikker på. Det er osse mit valg. At følge hendes råd om at gå uden om det svære her ville betyde at aflyse den aftale. Sær ironi.

Vreden sad i mig hele aftenen og natten med – følte mig i den grad skyld-påduttet.

Gik en hurtig tur med hunden da konen stod op og ville så gå lidt mere når det blev lyst. Men faldt i søvn. Vågnede da hunden sprang rundt på min mave – den ville ud. Nu. Jamen det er da så i orden og jeg fumlede mig selv ud og blev fuldstændig overvældet af lyset. Det er lang tid siden vi har haft sådan en klar blå himmel her. Her lynskudt med telefonen i den ene hånd og ivrig hund i den anden.

2015-02-05 08.30.41

Så er det altså svært at forblive i dårligt humør når sneen knaser uden fødderne, hunden jager mus under træet og luften er høj og klar.  Jeg gik en lang tur med hunden og besluttede mig til at jeg måtte sgu nok lære at leve med det hele. Det må ikke fylde alt. Men det må heller ikke fylde ingenting. Fredelig sameksistens hvor det får den plads det behøver, når det behøver. Og jeg tager den plads jeg behøver. Og at grænsen mellem de to ikke kan være fast og på forhånd defineret.

Reklamer

12 comments on “Skal jeg virkelig forsvare det her?

    • Jeg er ganske sikker på at hun forstod jeg var utilfreds med at sidde med følelsen af at skulle forsvare.. ca det hele.

      Balancen findes.. den skal genfindes. Det er dét der er problemet… eller opgaven som det hedder på nudansk.

  1. Det er vel sådan, at vi har den historie, vi nu engang har – den forsvinder aldrig, det er en del af vores bagage, men det er og bliver fortid. Og fortiden må man bearbejde lige så meget, som man har brug for, og der skal – efter min opfattelse – ikke lægges låg på eller puttes i kasser.

    Hvis du opfatter denne kommentar som ren projektion, kan det være, du har ret, og så sletter du den bare.

    • Jeg har så vidt jeg ved aldrig slettet en kommentar og har ingen intention om at begynde på det nu.

      At lægge låg på er en god ting at kunne, men ikke permanent. Øvelsen er snarere at kunne se på det der er i kasserne uden at hensynke i selvynk.

  2. Det lyder altså også lidt underligt i mine ufaglige ører “At gå uden om det svære” – jamen hvis det var så nemt, hvad skal vi så med behandlere?
    Håber I får genoprettet det vist ellers så gode (sam)arbejde.

    Og ja: Lyset i dag kan man da kun blive glad af – sikke et vejr!

    • Det var ret specielt, forståeligt, men specielt.

      Om vi får det genoprettet aner jeg ikke, motivationen er jo ikke verdens største her 3-4 gange før slut.

      Og lyset var bare så lækkert… nordisk.

  3. Hmmm det lyder ikke til at den ellers så kloge kone havde en af sine bedste dage. Godt du blev gal og sagde fra, det ser jeg som virkelig positivt og godt gået af dig.

    • Det tror jeg heller ikke lige hun havde, men det havde jeg så heller ikke.

      Håber det er positivt selvom det ikke lige føltes sådan i situationen. Men jeg vil ikke gerne skulle forsvare det her – som om det er noget “slemt” jeg har gjort.

  4. Den beskrivelse passer meget dårligt overens med hvad du ellers har skrevet om den kloge kone. Mærkeligt. Virkelig meget mærkeligt. Godt, du sagde fra, og så håber jeg, at hun finder sit normale kloge kone-jeg frem til næste gang.

    • Det var ret uventet, ja. Men der er sikkert gode grunde til det og noget af det har sikkert handlet om at vi er i en afviklingsfase. At det var beskyttertrangen der tog over.
      Men timingen – der hvor jeg var den dag – var helt i skoven.

      Det håber jeg osse hun gør – for ellers bliver det et kort besøg.

  5. Indlægget før dette var oplivende, hvis man nu kan tillade sig at sige det. Dette er til gengæld nedslående. Ellers har jeg ingen kloge ord at sige om det hele, men ønsker at I sammen finder vejen igen.

    • Det var en ikke helt så god oplevelse, det må jeg indrømme. Kloge ord behøves ikke altid men omtanke og venlige ord hjælper altså osse når jeg synes det hele er noget møg…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s