Synlighed

Jeg er her endnu, men har brugt en masse tid på bare at slappe af og være helt mig selv.

Kæresten er kommet hjem igen efter sin akut-tur til sin far og det er nu det bedste at have hende her hos mig, selvom jeg jo godt var klar over at i den givne situation med faderens sygdom var det nødvendigt at tage afsted med det samme. Nu ser vi hvad der sker nu. Det kan gå hurtigt, eller langsomt, men meget håb er der ikke tilbage. Altså bortset fra at vi alle håber at det bliver et relativt hurtigt og smertefrit forløb. Hun var afklaret da hun kom hjem og glad for at hun tog de der feriedage og kom afsted. Der er ingen aktuelle planer om en ny tur, men vi må se hvad der sker og hvornår.

Men mine tanker har været beskæftiget med andre ting i disse dage.

Og emnet kan bedst beskrives som overskriften antyder. Synlighed.

DR kører nemlig et tema i øjeblikket om de usynlige sygdomme – de psykiske lidelser diverse. Og med en vis hovedvægt på de psykisk syges forhold til arbejdsmarkedet eller mangel på samme.

Og for nogle uger siden fik jeg en henvendelse fra to studerende fra en eller anden uddannelsesinstitution i KBH om hjælp til et projekt om behandling af incestofre, og hvad der kunne gøres bedre. Og synliggørelse af de problemstillinger og senfølger der kommer med i dén pakke.

TV2 Lorry var ovenikøbet så venlige for en uges tid siden at interviewe en kvinde fra Grevekanten der havde startet sitet visdinangst.dk og igen blev jeg mindet om at jeg ikke viser ret meget. Dyb respekt herfra. Men ville jeg selv være i stand til at bære det armbånd der bliver solgt dér? Jeg tvivler.

Og så min egen sygemelding i øjeblikket og den deraf følgende overvejelse om min egen plads på arbejdsmarkedet og i forhold til mit job.

For nu at tage det sidste først bliver jeg jo bragt i tvivl om min egen “godhed” til at håndtere min egen sygdom. For hvis jeg var så pokkers god, hvorfor sidder jeg så hjemme i øjeblikket og bruger tiden på at gå lange ture med hunden, læse bøger, ordne, sortere og katalogisere 100gb billeder på computeren og andre småting – men intet af det til bestemte tider og uden krav om at noget skal gøres nu og her.

Ingen tvivl om, at de her uger har hjulpet mig meget, og at jeg synes det var en god ide at jeg blev meldt af for en tid. At jeg fik lov til at melde mig ud af samfundet og dets krav. På mandag melder jeg mig ind igen. Starter på en deltidssygemelding og så må jeg tage det derfra, men der er jo ingen tvivl om at jeg vil blive mødt af en stribe spørgsmål fra alle sider når jeg dukker op på kontoret på mandag. Og hvad skal jeg så sige? Lyve? Være ærlig? Være tavs? Eller?

Jeg aner det faktisk ikke og det ender nu nok med at jeg vil spille den lidt på gehør og se hvad der sker. Jeg skal jo dog ikke være der så længe i de første dage, så mon ikke jeg kan styre uden om de største sladderkællinger og deres nysgerrigheder.

De to studerende trak følehornene til sig da jeg spurgte lidt ind til deres projekt som jeg ikke fandt fagligt velfunderet nok til at jeg helt orkede at bruge tid på det. Jeg gav dem chancer for at uddybe deres projektbeskrivelse men jeg blev ikke meget klogere af det og kunne ikke rigtigt se at de bevægede sig ud over 10. kl eller måske gymnasialt niveau i deres formuleringer, og min tillid til deres metode kunne ligge på et ganske lille sted til sidst. Jeg ved det, jeg er en barsk dame, men hvis man vil arbejde med et projekt på et universitetslignende niveau så må man osse honorere de krav der er dér. Og deres projekt var bare alt for løst og vævende så vidt jeg kunne vurdere til at det ville give en afgørende ny viden om incestofre, senfølger og behandlingen af dem og derfor var det nemt for mig at være afvisende i mine mails til dem.

Og så igen – de bidrager jo til synligheden. Var det mon rigtigt eller forkert at jeg huggede dem i småstykker på skrift. Alt tæller jo – er den generelle holdning. Sådan ca. Tror bare at jeg ville blive irriteret over løst formulerede spørgsmål og vævende svar, der på ingen måde kunne bruges til noget som helst andet end interview-stil i damebladsstil så det var vist meget godt at jeg slap for den manøvre.

Håber dog for dem at de får god respons fra andre incestramte og kommer videre med projektet og får noget fornuftigt ud af det.

Mit helt grundlæggende problem er nok lidt her at jeg faktisk synes at der er synlighed nok på incest-sagen. Så meget at det ind i mellem er lidt af et mediecirkus. Det vi mangler er konkret handling og ikke selv-savlende medlidende ord i diverse artikler (og ja, jeg ved at jeg her osse er skyldig). Nu har jeg på en anden blog faktisk læst deres spørgsmål og det bekræfter mig dybest set i at jeg ikke skulle bruge tid på det. Jeg holder min fokus på mig selv og hvad jeg har brug for og det der, det havde jeg ikke brug for. Jeg ville bare blive småfrustreret over ikke at vide hvor de ville hen og hvad deres fokus faktisk var. Man kan jo ikke det hele i sådan en opgave, der skal afgrænses helt ind til benet.

Og så til det der DR tema.

Har læst en del rundt på det her i formiddag og synes at det er rigtigt godt strikket sammen. Og ganske relevant. De har sat fokus på psykisk syge, synlighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Om hvor svært det kan være at finde sin plads i et job og udfylde en reelt brugbar rolle og løse opgaverne på trods sygdommen.

Se, det er relevant og tankevækkende læsning.

Der står noget om PTSD, noget om angst og depression mellem mange andre ting. Men det er klart at jeg med min diagnose har sat fokus på netop de emner, der er mest relevant for mig og mit liv og min situation. Og mit forhold til synligheden. Om tavsheden overfor mine omgivelser og kolleger. Om at gå rundt og lade som om man er lige så rask som alle andre, velvidende at det bestemt ikke er tilfældet. Velvidende at der blandt “alle de andre” sagtens kan være andre som jeg. Som osse er tavse og usynlige. Og som prøver at lade som om. Og som måske kæmper alle de samme – eller nogen der ligner – kampe som mig.

Har haft den vildeste lyst til at stå frem i dag. Ikke sådan at forstå at jeg vil afgive min “anonymitet” her på bloggen. Men jeg er jo osse på facebook under eget navn og rigtig mange af mine gamle venner, studiekammerater og bekendte dér aner faktisk ikke et klap om den diagnose jeg fiser rundt med i dag. Og jeg jo selv valgt det sådan, at det kun er de lidt mere nytilkomne der er klar over det. Dem der er kommet til efter at diagnosen blev skrevet ind i min helbredshistorie og som det var vanskeligt at skjule den slags for.

Jeg er helt klart inspireret af DR´s tema om at synliggøre det usynlige. Og jeg tror faktisk ikke at jeg har så meget at miste, da min facebook er nærmest hermetisk lukket af for omverdenen. Og af forholdsvist indlysende grunde.

Jeg tænker endnu. Men kender jeg mig selv ret farer min djævel i mig i et øjeblik og så gør jeg “et eller andet” i den retning. Min djævel får mig ofte til at gøre ting der er ikke er ganske fornuftige, men som regel får jeg god respons og gode reaktioner på hvad den nu end lokker mig til.

Reklamer

19 comments on “Synlighed

  1. Tænker du at linke til denne blog fra din fb-profil..??

    Uanset hvad du gør, så tror jeg på åbenhed, det er ret svært at huske hvem der har fået hvad at vide.. på den anden side forstår jeg så godt, hvis du ikke orker at dele alt.. 🙂

    • Nej slet ikke, denne blog er for hele verden og kun de få der kender både til mig og bloggen. Sådan må det være. Og det bliver bestemt ikke ændret.

      Men har andre skumle tanker og det er netop det der med, at jeg er lidt træt af balancegangen du er inde på. Og så fordi jeg føler mig dybt provokeret på den gode måde over synlighedsdebatten – forstået på den måde at det lidt losser til min egen irritation over at jeg skal være tavs for “hvad vil folk dog ikke tænke” hvis de vidste lidt mere end de gør. Er det helt sort snak?

  2. Kære Overlever, tak for endnu et interessant indlæg.

    Jeg kan ikke lade være med at spinde lidt videre på dine tanker om, at der er nok synlighed i incestdebattem. For jeg er helt enig. Hold op, hvor bliver der talt meget om det. Men jeg synes, at det er en forkert slags synlighed. Der er intet værre end at falde over endnu en artikel eller endnu en Facebookdiskussion, hvor folk er gået helt i selvsving og helst ser gerningsmanden sat på hjul og stejle, alt imens de selv svælger i deres selvretfærdige gru over, hvordan det nu skal gå dette stakkels, totalt ødelagte menneske, som er forevigt dømt til et miserabelt liv. Give me a break!

    Forstå mig ret, jeg vil slet ikke bagatellisere de senfølger, mange døjer med. Men min oplevelse er, at folk der i øvrigt intet ved om seksuelle overgreb, er hurtig til at gribe traumet og tolke det ind i lige præcis alt, offeret måtte sige eller gøre. Jeg har f.eks. prøvet at blive såret af noget en ven gjorde, fortælle det til vedkommende for derefter at få smidt i hovedet, at sådan mente jeg kun, fordi jeg tydeligvis var traumatiseret og psykisk ustabil. Jeg er også blevet beskyldt for at lide af Stockholmsyndrom, fordi jeg ikke er optændt af et evigt had. Og da jeg begyndte på min scleroseudredning, skyndte min mormor sig at ringe til mig og fortælle, at hendes gode lægeven mente, at mine symptomer bare skyldtes, at jeg var blevet misbrugt og dermed var psyskisk ude af balance. Det skræmmer mig at tænke på, om jeg mon var blevet affejet på samme måde, hvis jeg havde fortalt min egen læge om mine oplevelser (og det var faktisk lige præcis den frygt, der gjorde, at jeg lod være). Og det skræmmer mig, at mennesker som ham, som jeg end aldrig har mødt, føler sig kvalificerede til at udtale sig om mit mentale helbred baseret på den ene oplysning alene, er jeg har været udsat for seksuelle overgreb. Mine omgivelser har generelt været fantastiske og meget støttende – men det er også tydligt nu med denne diagnose, jeg har hængende over hovedet, at mange af dem pludselig har indset, at nej, det er faktisk ikke alle mine problemer og besvær, der skyldes ren indbildning. Pludselig har de indset, at man godt kan tage mig alvorligt.

    Det her billede af, hvor uigenkaldeligt ødelagt man er, tror jeg også kan være skadeligt i sig selv. Der skal selvfølgelig være en forståelse og accept af, at den slags oplevelser kan give længerevarende problemer. Men jeg kan også huske, hvordan jeg sad alene på mit kollegieværelse som 18-årig og var ganske selvmordstruet, fordi jeg jo vidste, at nu kunne mit liv ALDRIG blive godt. Og hvorfor skulle jeg så kæmpe sådan? Der ventede mig jo åbenbart kun 60-70 år ren elendighed i fremtiden, som bare skulle overståes, før jeg endelig kunne slippe for at være ked af det. Og det tog mig evigheder, før jeg begyndte at turde stole på mine egne tanker og følelser, på at der kunne være noget godt og brugbart i dem, på at jeg faktisk kunne have ret, når jeg syntes andre behandlede mig dårligt. For jeg var jo ødelagt og ville aldrig blive et normalt menneske igen, så derfor måtte jeg jo per definition tage fejl, være ude af balance og urimelig.

    Det er utvivlsomt noget folk siger for at være medfølende og understrege, hvilken forfærdelig forbrydelse det er. Men af og til bliver det også kontraproduktivt. Det må da være muligt både at rumme, at det kan give alvorlige, langvarende problemer uden og samtidig opfatte offeret som et fornuftigt, tænkende menneske?

    Det minder mig lidt om dengang jeg så en blogger foreslå, at kvinder der havde været misbrugte, skulle overvåges nøjes af myndighederne, når de selv fik børn, for at sikre, at de ikke førte arven videre. Fedt. Så ikke nok med at jeg har været offer for en forbrydelse, nu har jeg også vundet en tilværelse af evig mistænkeliggørelse? Heldige, heldige mig.

    Derudover er jeg helt enig, at der er en sørgelig mangel på forståelse for psykiske sygdomme i dag, og jeg glæder mig til at se nogle af DRs programmer.

    • Jeg kender kun alt for godt den der mistanke om at alt hvad man i øvrigt kan komme til at fejle sikkert har noget at gøre med at man er lidt psykisk ustabil (eller meget) og har senfølger af incest. Jeg har dog heldigvis en læge der ser lidt mere direkte på det hvis jeg kommer med noget fysisk.

      Jeg tror du med dine ord rammer uhyggelig præcist ind i hvorfor psykisk sygdomme bliver tabuiseret – folk (mig inkl) er nervøse og bange for at de aldrig mere bliver taget alvorligt hvis de erkender at de faktisk er syge.

      Din mormors lægeven har måske ikke udtalt sig sådan og så kategorisk – men din mormor har måske bare hørt hvad hun vil høre fordi diagnosen sclerose var for ubærlig for hende?

      Den blogger har jeg så ikke hørt om men vedkommende har da vist fået udtryk som negativ social arv lidt galt i halsen og har fået opfattelsen af at det var helt sikkert at incestofre selv udsatte sine børn for incest – eller accepterede det. Ak ja, der skal heldigvis flere andre faktorer på bordet før det ender dér. Talte i øvrigt med min psykolog om det der med incestramte og børn – og hun fortalte mig at ganske mange af hendes klienter med den historie havde det som mig – at de ikke skulle have børn. Men det var ikke af frygt for at føre arven videre, men fordi man ikke ved hvad en god barndom er og derfor føler sig utilstrækkelige og føler ulyst til at prøve selv.

  3. Du har tid til at tænke, du har tid til at mærke og jeg er helt sikker på, at du finder din egen løsning på dine tanker.

    • Ja jeg har tid til at tænke, og 1. april er nok ikke lige dagen at vælge til den slags tilståelser. Og jeg skal nok finde en løsning – håber bare det bliver den bedste af flere mulige.

  4. Jeg synes, det er godt og også meget interessant at læse dine tanker og overvejelser vedrørende din egen synlighed. Svaret kan kun du selv komme frem til, men jeg tror på, at det er meget sundt at formulere dem så grundigt som du lige har gjort her. Sindets sygdomme er så uendelig svært at forstå for de fleste af os, og hvad der er rigtigt eller forkert (om noget), er der vist ikke særlig mange, der ved. Vi har det selv meget (alt for) tæt inde på livet lige nu, og som den, der står på sidelinjen er det vildt svært – man vil så gerne hjælpe, men kan ikke eller får ikke lov. Men at man selv erkender, at man er syg, er et kæmpeskridt på vejen, og dertil er du jo for længst nået.

    • Tak, det er som sagt osse et indlæg der har været undervejs i nogle dage og et eller andet sted tror jeg osse at du har været med til at provokere det lidt frem (med dit nærgående selvportræt af protese).

      Jeg ved at det er svært at forstå for andre, men jeg kan godt love dig for at det kan være endnu sværere selv at forstå det når man selv er der. Og det er måske derfor det kan knibe lidt med den selverkendelse du efterlyser – og dermed osse accepten af omgivelsernes hjælp… det bliver afvist fnysende og hvis pårørende så trækker sig tilbage så er det osse forkert – blot nogle uger senere. Et pokkers dilemma.

  5. Hej Overlever
    Jeg læser med interesse din blog, fordi du giver mig mulighed for at få et indblik i din (redigerede) version af et liv, hvor dine psykiske sygdomme: PSTD, angst og depression selvfølgelig fylder meget i perioder, men kender dig iøvrigt ikke. Nogle gange opfordrer dine indlæg til tanke (og svar) fra dine læsere, hvilket jeg synes, at dette, som jeg læste i går, gør, så jeg tillader mig at komme med et svar efter at have tænkt over, om det er dit og/eller mit behov, jeg opfylder. Jeg håber, at du kan bruge (dele af) det.

    Jeg har forstået dit indlæg sådan, at dit grundspørgsmål er, om du generelt skal være mere åben om din(e) sygdom(me), både i forhold til arbejdsplads og mere generelt i forhold til din omgangskreds og/eller (facebook)netværk.

    Med hensyn til arbejdspladsen, så synes jeg du skal tænke over om åbenhed vil give dig et bedre arbejdsliv. Du skriver selv, at der er nogle “sladrekællinger”, hvilket ikke ligefrem er et positivt udtryk, men er der andre (og i flertal) som du gerne vil have det rart med/accept af/hensyntagen fra, så synes jeg, at du skal være åben. I første omgang kan du sige, at du har været sygemeldt, fordi din psykiske sårbarhed/depression/angst IGEN viste tænder. IGEN fordi det siger, at det er en del af din bagage og bagagen er mere eller mindre tung.

    Jeg har gennem tiden, hvor jeg har læst din blog, bemærket, at du gerne pointerer, at du har et højere uddannelsesniveau (datalogi, AU ultimo 1970’erne- primo 1980’erne?) og en højere dannelse end gennemsnittet af dine kollegaer (læser “Weekendavisen”) Kort og godt du hævder dig sig selv over dine kollegaer i dette forum. Hvis de af dine kollegaer, som du omtaler som sladrekællingerne, også har den opfattelse, så kan jeg godt forstå, at du har problemer med dem, da de vil opleve, at du ser ned på dem og at deres fortsatte ansættelse kan være truet, da du har (nærmeste) ledelses opbakning. Jeg tillader mig at skrive dette, fordi “I have been there”, indtil en klog arbejdsleder gjorde mig opmærksom på, at det ikke var vejen frem. Nå nok om dette.

    Med hensyn til at være åben om din sygdom overfor dit ikke-arbejdsrelaterede netværk, så forstår jeg, at du har 3 opdelte netværk: “venner” på Facebook, venner/bekendte som du omgås uden de kender til din sygdom, samt venner/bekendte, som kender til din sygdom.

    Med hensyn til at være åben på din lukkede Facebook-profil, så synes jeg, at du skal tænke over, hvorfor du har den og hvilke “venner” du har der og hvilken nytte du har af dem.

    De venner og bekendte, som omgås dig og ikke kender til din sygdom, de omgås dig, fordi de kender dig og kan lide dit selskab, så der vil det som udgangspunkt kun være en god ide at være åben, da de kun kan få større forståelse for dig.

    Med hensyn til den sidste gruppe, så er der bare at sige, at der har du jo erfaringer med at omgås med venner/bekendte, der i udgangspunktet har haft viden om din sygdom.

    Og så til næstsidst: I mine øjne, så melder man sig først ud af samfundet, når man ikke vil gøre brug af de tilbud samfundet har til en. Du er også en del af samfundet, da samfundet netop betaler sygedagpengerefusion til din arbejdsgiver. Betragter du efterlønsmodtagere, folkepensionister mv., som udmeldte af samfundet?

    Til sidst: Det undrer mig, at du har kontakt til psykolog, sexolog og almen praktiserende læge, men ikke til en psykiater, når du nu har alvorlige og langvarige psykiatriske diagnoser og behandle(de)s med et eller flere psykofarmaka, hvoraf du har (haft) bivirkninger.

    God vind

    • Uha, der var meget.. jeg starter altså lige med det sidste..

      Du undrer dig over min manglende kontakt med en psykiater. Det har egentlig aldrig undret mig, da jeg har givet tilladelse til at min læge må bruge en psykiater som sparringspartner i mit forløb mht valg af medicin mm og at vi er enige om at for mange mennesker i mit forløb ikke vil være af det gode. Hendes (altså lægens) øvrige faglige overvejelser hvad det angår betragter jeg som mellemregninger som jeg ikke kan bruge til ret meget – jeg er et “kom nu til bundlinjen” menneske.

      Du har læst mig meget godt kan jeg se, men tager osse fejl et par steder. Blandt andet ift mine kolleger. Der holder jeg de her ting for mig selv. Både mht sygdom og faglig baggrund. Der er jeg bare en af flokken og det fylder ikke voldsomt i mit daglige samvær med dem, da det ikke er vigtigt for dem eller mig når jeg er med kolleger. Min chef er derimod fuldstændigt orienteret om mit CV og min helbredssituation, og har været det allerede før jeg blev ansat.

      Jeg betragter bestemt ikke folk på overførselsindkomster som udmeldt af samfundet og jeg er ked af hvis jeg har formuleret mig lidt klumpet hvad det angår. Men vi kan vel godt blive enige om at med Liberal Alliances store succes i dansk politik er kommet en holdning om at det er sådan det er, mere generelt. Og at mange mennesker er enige i at det er sådan det er. Jeg er ikke enig og det vil jeg godt pointere endnu en gang.

      Det er ikke min tanke at indvie kolleger i de her ting, for det ved at de slet ikke vil kunne kapere – ikke dén gruppe af dem i hvert fald. De har set BS og hans anti-lykkepille eventyr og er helt overbeviste om at det eneste det handler om for psykisk syge er at de skal ud og prøve sig selv af og at det er det, for de er bare hysteriske og sarte. Den gider jeg ikke slås med – og jeg skal gerne indrømme at jeg på det punkt betragter den holdning som værende decideret naiv. Jeg er på en kvindearbejdsplads og sladder og intriger fylder en del. Det er osse sagt lidt kærligt, men det er sådan det er. Enten er man med eller osse holder man sig for sig selv. Jeg foretrækker at gøre det sidste og bare glide af på de ting der ikke kommer mig ved. Men det er klart at jeg er en markant kollega fordi jeg er anderledes i væremåde, udseende og humor (der nok er præget af tidligere jobs på mandearbejdspladser).

      Jeg har taget din kommentar til mig og der er en del ting i det som jeg lige skal tænke videre over.

      • Dejligt at du har kunnet bruge noget.
        Undskyld men jeg fatter ikke, hvad du mener i dit svar vedr. din relation/information til kollegaer, da du netop gør dig overvejelser om det i dit initierende blogindlæg. Hvis det er vigtigt for dig at forklare, så gør det, men ellers lever jeg fint videre uden en forklaring, dog vil jeg tilføje, at selvom du ikke selv har givet dine kollegaer viden om dit uddannelsesniveau og dannelseniveau, så kan de sagtens have viden om det, da du og dine kollegaer vel servicerer de samme kunder. Og når de kunder, som du er udvalgt til primært at servicere, bliver serviceret af en af dine kollegaer, så kan der falde mange bemærkninger af om, hvad du kan/plejer/gør/siger.

        Jeg er ikke enig med dig i, at det er LA, der er skyld i tankegangen – alene af den grund, at de ca. repræsenterer 5 % af befolkningen, men lad det ligge og til din betryggelse kan jeg tilføje, at jeg ikke stemmer på LA og gerne ser, at medierne går mere i kødet på DF, Venstre, Radikale Venstre og Socialdemokraterne, da det er disse partier, der har vægt i debatten.

        Mht. BS og hans antilykkepilleeventyr. Jeg har ikke set det, så det kan jeg ikke udtale mig om, men jeg ved, at der udskrives mange lykkepiller og at det ikke altid sker på det fornødne faglige grundlag, da der er mangel på psykiatere.

        Nå nok for nu aftensmaden venter.

        • Jeg tror ikke vi kommer det nærmere uden at det ender i ganske banalt ordkløveri, og det kan hverken du eller jeg være tjent med. Det er ikke tiden eller stedet til den slags.

  6. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive et eller andet klogt her, men det kniber altså… Det eneste, jeg tænker, er, at du vel ikke behøver at hoppe frem fra dit skjul i ét stort hop? Det burde, forestiller jeg mig, da være muligt at gøre det i små, afmålte hop i forhold til de mennesker, du – rundt omkring – har mest tillid til.

    • Det lykkes nu meget godt med det kloge – og hvad jeg gør og har gjort – så kan jeg love dig for at det ikke er det fulde spring på en gang. Det ser bare sådan ud 😀

  7. Det er godt, kæresten nåede frem i tide. Det er så uigenkaldeligt-ik-.
    Varm hilsen til hende.

    Og så falder det i øjnene, at du har evnet at sige NEJ til de studerende, omend det aldrig kan blive for meget, at verden beskæftiger sig med emnet.
    At sige NEJ er svært for sådan nogen som os, og du er kommet langt, at du kan sige fra og argumentere (på begavet viis) for dit NEJ.
    Det er meget inspirerende.

    M.h.t. synlighed er det min overbevisning, at vi ikke skal forklare os hele tiden.
    Derfor vælger jeg helt klart fra i det daglige i forhold til at videregive “min historie”.
    Enten kan folk snuppe mig – eller ikke.
    Jeg stoler ikke på nogen overhovedet og det er o.k.
    Jeg søger naturen hver eneste dag – vand og skov – det er der, jeg lever.

    Overordnet mener jeg ikke, vi skylder nogen forklaring i vores dagligdag.
    Bevar dit “jeg” i stilhed. Du er her som anonym og gør en kæmpe forskel her – både for andre ramte og for interesserede.
    Det gør en kæmpe forskel !!!

    Kh.

    • Jeg skal nok viderebringe din hilsen til hende.

      Du har ret i at det er svært at sige nej, og jeg må jo indrømme at jeg heller ikke helt gjorde det, men gjorde det klart for dem at de skulle præcisere formålet med deres projekt inden jeg kunne engagere mig yderligere i det. Så valgte de at trække følehornene til sig.

      Jeg har bestemt ikke tænkt mig at gå i nogen former for detaljer med min historie, men det er gået op for mig at jeg bliver træt af folks forventninger til mig, at jeg trækker mig fra mennesker og nu har jeg givet en forklaring til et lidt større publikum. (der dog stadig ikke inkl kolleger, forstås) og det kan ikke trækkes tilbage. Det har jeg det fint med og det føltes som det rette nu – og så er det jo det rette.

      Nej vi skylder ingen forklaringer, men jeg vil ikke længere bevare mit “jeg” i stilhed. Det har jeg gjort alt for længe og nu føles det forkert at fortsætte ad den vej. Men vi er jo forskellige i vores liv og vores valg.

      Er rørt over at du mener at jeg osse gør en forskel – for jeg ser jo på de meget offentlige personer og tænker “dé gør en forskel – jeg er bare mig”.

  8. Åbenhed om psykiske sygdomme er vejen frem, efter min mening, men jeg ved også at man uanset hvor åben man er, alligevel sjældent bliver forstået. De andre er altid så ‘kloge’ og så lukker man jo alligevel af, fordi man ikke hele tiden gider at skulle ‘forsvare’ sig. Man kan selvfølgelig ‘bare’ melde ud, og nøjes med det. Forståelse skal man i hvert fald ikke regne med fra nogen, der ikke har prøvet det selv eller været pårørende.
    Dejligt at du har fået kæresten hjem igen.

    • Jeg ved ikke om dét er vejen frem, men usynlighed, tavshed og tabuisering har vist sig ikke at være det. Så nu prøver man lissom den modsatte vej. Mon ikke det mest brugbare ligger et sted midt i mellem. Kommer til at tænke på tabuiseringen af bøsser og lesbiske… først gemte man sig, så kom 80´erne og 90´erne med de meget markante udmeldinger mm – nu virker det lidt som om at det er faldet til ro og der er almindelig accept af at homo´erne osse hører til i samfundet. I hvert fald i dk.

      Jeg er næsten ligeglad med forståelse og medlidende bemærkninger – det der blev vigtigt for mig var at øve mig i at bryde tavsheden.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s