Engle og djævle

Den gode er englen og den onde er djævlen. Det er sådan vi har lært det, det er sådan vores kulturkristne opdragelse og baggrund har lært os at det er.
Vi taler om engle og helgener og djævle og dæmoner. Og vi er aldrig i tvivl om hvis side vi bør stå på.

Her har jeg lånt billedet fra et af de almindeligste og lettest forståelige tarotkort-sæt. Bemærk at her er titlen på kortet faktisk ikke Englen, men derimod Temperance – Mådehold. Hvorfor vil jeg overlade til de tarotkloge at forklare, og dem er jeg bestemt ikke i blandt. Men kan dog kende de fleste af kortene – når jeg ser dem.

Det er ikke noget jeg har dyrket, kan jeg lige så godt afsløre med det samme. Men billederne er alligevel sigende og derfor bruger jeg dem. Låner dem. Lige som alle de andre ude på nettet, der også lige skulle fastholde en pointe, som de selv synes var supervigtig.

Djævlen hedder ironisk nok bare djævlen. Det er da til at forholde sig til, og jeg vil nok egentlig lade billedet tale for sig selv, men kan da godt afsløre at der er mere i det hele end vi lige tror og ser. Hint: check lige kædens tyngde og stramhed – den ville ethvert husdyr kunne vrikke af på ingen tid.

En god engel og en ond djævel. Sagen er klar. Se bare billederne, lys natur og vand og himmel og sol mod mørke, SM-kælder-agtig og femtakket stjerne.

Men er Englen altid god? Er Djævlen altid ond?

Jeg kan da ikke være den eneste, der kan sin Tintin. Jeg kan da ikke være den eneste, der kan huske den lettere berusede Kaptajn Haddock stå med et glas i hånden og prøve at finde ud af hvilket af åndevæsnerne han skulle lytte til. Den hvide engel på hans ene skulder – eller den røde djævel på den anden. Englen stod for det lyse, det ordentlige, det fornuftige og det kedelige (i hans verden). Djævlen stod for roderiet, det sjove og det ukloge valg. Og det var faktisk ikke altid givet hvem af de to der vandt Haddocks hjerte.

Vi vil alle gerne være engle, vi vil gerne gøre de gode ting, de gode gerninger og være noget for andre mennesker. Vi vil gerne være fornuftige, omsorgsfulde, empatiske, kærlige, ordentlige. Også selvom det måske kan være lidt kedeligt og en smule ensformigt og ikke mindst – forudsigeligt.

Ingen vil være djævlen. For den er jo ond. Den vil de onde ting. De ufornuftige, de selvbevarende, selvbevidste, asociale og smårodede ting. Ting der ender galt. Som vi jo godt ved ender galt midt i al deres uforudsigelighed.

Modsætningerne er til at få øje på.

Men tag lige at kigge igen på ordene. Hylder vi ikke netop dem der gør de uforudsigelige ting. De gale mennesker, der hænger piratkunst op i byerne. Vi jubler når et svagt menneske pludselig tager sig sammen og siger til sig selv; Jeg er god nok. Det er de andre der er forkerte når de ikke kan se det. Vi synes det er godt når et menneske, der alt for længe har tænkt på andre før sig selv begynder at se sig selv som et individ med helt berettigede og uopfyldte behov og begynder at gå efter dem. Sætter nye mål. Osse selv om det koster. Bryder normerne.

Det er ikke engle, der får dem til det. Det er de små djævle. De gode djævle, der udrydder englenes pænheds-tyranni.

Den dag jeg opsøgte min læge første gang og fortalte om mit liv og at jeg vist behøvede hjælp, lå der en lille æske på min hovedpude. En gave fra kæresten. En djævlemaske i sølv. Og ikke særligt diskret i størrelsen i forhold til at det var et halssmykke. Hun vidste hvad jeg ikke vidste eller endnu havde erkendt. At jeg havde behov for at lytte mere til mine små djævle, der gjorde oprør mod englenes tavshed og pænhed.

Jeg bar den stolt i en lang periode – også selvom hornene prikkede mig på halsen. Og de er faktisk ganske spidse. Lagde den væk en dag, men glemte den bestemt ikke. Der gik en rum tid, og så sagde kæresten til mig at det vist var ved at være på tide at jeg fortalte psykologen lidt mere om min barndom og mit “mystiske” forhold til min bror. Den dag lå djævlen igen og ventede på mig. Når jeg tager den på giver den lidt mere styrke til at gøre det forbudte og det farlige. For jeg ved at det er den tanke kæresten har med den. (er helt sikker på at hun hjælper den lidt på vej ind i mellem).

3. gang hun lagde den frem var ikke i forbindelse med nogen særlig snak eller tanke. Men hun synes jeg skulle bryde en ny grænse. Bloggen her blev resultatet af det grænsebryderi. Og det har jeg nu ikke fortrudt.

Forstår I? Det var englen i mig der allerede som barn lærte mig at jeg skulle tie stille om misbruget for at bevare familiens fred og sammenhold. Det var englen i mig, der ikke gjorde oprør men søgte harmoni. Der ønskede harmoni så meget, at det kostede mig min sjæl. Jeg solgte min sjæl til den engel. Djævlen gav mig den tilbage. Gav mig styrke til at kræve min plads. Gav mig sikkerhed for at jeg faktisk var god nok til andre mennesker igen. Nye mennesker som lærer at kende mig osse selvom de faktisk ved hvilken barndom jeg har haft. Hvilke oplevelser og skader jeg har med mig fra min ubehagelige ungdom. Som fortæller mig, at det voksne menneske de ser i dag … er …. helt …. ok!

I trods – på trods. Det er djævlens værk.

Englen havde bukket hovedet og havde ladet som ingenting. Og aldrig fortalt nogen om noget.

Og så en lille tilføjelse: nej, jeg vil ikke vise billede af det halssmykke – for det er så ganske specielt at det vil jeg gerne holde for mig selv. Det er ikke en unika-ting, men det er ikke lavet i et større antal. Billigt har det formodentlig ikke været, og jeg kan love jer for at det er en af de effekter, der skal reddes i tilfælde af brand.