Når “skal ikke” bliver til “skal”

Det er begyndt at gå op for mig at det var en rigtig god ide at nogen trak i nødbremsen på mig og sendte mig hjem fra arbejde en tid. Det har gjort mig rigtig godt at koble helt ud og ikke få krav og mennesker for tæt på. Et stabilt og forudsigeligt habitat, nærmest.

Og så alligevel ikke helt. Kæresten tager afsted i denne uge og vi ved ikke helt hvor hurtigt hun kommer hjem igen. Jeg håber på søndag, men det kan egentlig trække ud et par uger mere. I weekenden stod det nemlig klart at hvis hun ville tale med sin far igen så var det ved at være tid. Efter at vi har brugt weekenden på at få det snakket igennem og kigget på muligheder er det besluttet at hun rejser. Jeg har prøvet at lade det være hendes beslutning, men det er da klart at jeg har haft meninger om det hele. De var bare ikke så relevante og skulle derfor ikke gentages mere end højst nødvendigt.

Hun har i et par måneder haft det ok med sin beslutning om “skal ikke” tage afsted. At det var ude af hendes hænder her. Men når der kommer en direkte bøn om at se hende så bliver “skal ikke” til “skal”. Meget hurtigt. Og det er vist helt som det skal være.

At være en god kæreste her handler vist om at lytte og støtte hvad der end kommer og så ikke være en problemløser på den aktive måde. Jeg skal ikke agere, jeg skal reagere på hvad hun nu har besluttet som værende det rette for hende. Lige nu. Og det er altså at tage afsted og så håndterer vi nok det som det bedst kan lade sig gøre.

Nu hvor beslutningen er taget håber jeg bare at hun når frem i tide.

IMG_3005_2-1

For mig går det sådan at jeg forholdsvist let fik overstået den ugentlige snak med min chef i fredags. Jeg havde gået med en lille nervøs knude i maven et par dage og fredag morgen vidste jeg jo godt hvad der skulle ske. Øv.

Drak en kop kaffe – så skulle jeg nok ringe.

Lavede en ny kop kaffe – så skulle jeg nok ringe mens den blev færdig.

Drak kaffen – og så skulle jeg nok ringe.

Hov, hunden vil gerne ud – og så ringer jeg bagefter.

Kaffe – og SÅ skal jeg nok ringe.

*suk*

Ringer op og så er chefen der slet ikke. Så jeg nøjes med at lægge en besked om at hun bare kan ringe, men at jeg ikke har noget nyt at berette. Og det var det. Så er det man føler sig en smule dum.

I morgen formiddag skal jeg omkring psykologen og er lidt spændt på om hun kan se at det har gjort nogen forskel at hun fik mig sendt hjem en tid.

Min situation og overvejelse om skal og skal ikke forekommer dog at være ganske overskuelig i forhold til kærestens ditto i øjeblikket.

Reklamer

12 comments on “Når “skal ikke” bliver til “skal”

  1. Stakkels kæreste. Ja, vi må håbe hun når frem, men hvis faderen ved, at hun er på vej, kan han næsten med garanti holde den gående, til hun er fremme – det har man i hvert fald hørt om så mange gange.
    Alene det, at du kan sige (og formentlig mene) din sidste sætning er for mig at se et tegn på fremgang. Men jeg er jo heller ikke professionel.
    Det er rigtig godt, hvis sygemeldingen har gavnet dig så meget allerede.
    Jeg synes jeg kan kende træet. Degeberga?

    • Ja, stakkels hende. Hun lider en del i disse dage. Jeg håber hun når frem, og tror det osse – netop af samme grund.

      Der er fremgang, men tror nu ikke at den er stabiliseret for mig endnu og der skal stadig ikke så meget til før jeg flipper ud indeni. Det med kæresten er jeg bare nødt til at lægge et bestemt sted i baghovedet så jeg ikke flipper ud over det.

      Ja, Degeberga… vi skulle have banket på stammen og set om der mon dukkede en heks op med et fyrtøj?!?

  2. Hils kæresten, jeg håber hun når frem i tide, og samtidig at hun ikke skal blive hængende dernede i flere uger.

    Hvis du selv kan mærke forskel, så er der forskel, og det vil psykologen også kunne høre og se.

    • Jeg skal nok hilse hende (det bliver hun glad for og rørt over). Jeg tror hun når frem men er ærligt talt temmelig spændt på hvor længe hun ender med at blive der..

      Der er forskel – men er ikke sikker på at den endnu er kommet for at blive… hvis du forstår hvad jeg mener. Det tror jeg du gør.

  3. Jeg håber også at din kæreste når frem i tide. Og godt at du har valgt skal ikke – på arbejde og skal – slappe af hjemme.

    • Det er jeg næsten sikker på at hun gør.

      Mit valg blev kun bekræftet i går da jeg blev mindet om at godt nok går det bedre, men at jeg faktisk kun var halvvejs i den sygemelding psykologen havde anbefalet og sikkert med god grund, så jeg skulle tage det roligt og ikke styrte tilbage på arbejde, blot fordi “de havde brug for mig”…. eller hvad de nu har 🙂

  4. Mange hilsner til kæresten herfra. Det må være hårdt for hende at skulle tage turen igen. Og så glæder det mig forresten, at din frygtede samtale med chefen viste sig at være mindre kompliceret 🙂

    • Jeg skal nok sende dem videre til hende, og ja det er en hård tid.

      Mht chefen er den gode nyhed at jeg har overstået ugens snak for denne uge og kan tage det helt roligt nu – i nogle dage.

  5. Du skriver: “Jeg skal ikke agere, jeg skal reagere”. Det er rigtig godt set og udtrykt. Der er så mange, der agerer uden at forstå, at det ikke er måden at hjælp på.

    • Det er noget jeg skal arbejde med.. for jeg er en der handler hvis kæresten behøver hjælp. Her skal jeg bare ikke handle på den måde, og det kan godt være lidt vanskeligt at lære.

  6. Kunne man dog bare være to steder samtidig, så havde kæresten sikkert valgt det.

    Nu bagefter, kan du nåske næsten trække på smilebåndet, over det var så svært at ringe til chefen, for jeg håber ikke knuden stadig er der fordi, du nu går og frygter hendes opringning.

    • Ja – men jeg er bare glad for at kæresten følger sine instinkter i denne her sammenhæng og gør hvad hun selv mener er det rette – så bliver alt nemmere at leve med bagefter.

      Ja, den der samtale med chefen fylder en del i tankebanerne i øjeblikket og jeg kan ikke rigtig slippe det. Men det er jo nok en af konsekvenserne af det der er galt med mig.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s