Dumt eller klogt?

Det er spørgsmålet, og det handler egentlig ikke om mit lettere hævede og varmeudviklende knæ. Jeg tager på arbejde i morgen og begynder dagen med at vende den kontordame, der tager sig af arbejdsrelaterede sygdomme og skader. Hun har fået at vide at min sygdomsperiode formentlig er arbejdsrelateret.

Men eftersom at det ikke handler om dét, må det jo handle om noget andet.

Det er ikke så tit at jeg har haft 3 dage hvor jeg bare har skullet sidde eller ligge og i øvrigt været rimelig frisk i hovedet samtidig. Hvor jeg har været alene 10-12 timer om dagen. Hvor jeg har fået lov til at kede mig i stænger (især i selskab med live sendingen fra den der skorsten). Fået lov til at tænke og læse helt for mig selv. Jeg tror ikke at det er ubetinget sundt, men det er i hvert fald sket.

Jeg har for første gang sat mig ned og er begyndt at læse lidt på den litteratur, der er tilgængelig på nettet. Ikke den dybeste og mest utilnærmelige faglitteratur om PTSD og senfølger efter incest, men det fra den lidt tungere del af den lette halvdel. Paradoksalt nok har jeg ikke orket at læse andres blogs om det, hvilket jo nok skyldes at jeg ikke umiddelbart bare kan bruge andres personlige erfaringer til ret meget. En erkendelse jeg nåede til for flere år siden. Jeg har det bedre med de professionelles ord om hvad der egentlig er galt med mig og mit hoved. Det er klart, at der efter lang tids terapi ikke er det store nye i det for mig, men det er alligevel en ganske særlig oplevelse at se det på skrift og i generaliseret form. Pludselig føler jeg mig ikke helt så alene og ensom i verden. Forstår I, hvis jeg havde læst nogle af de andres personlige erindringer så havde jeg troet at de var små ensomme øer som jeg i det store menneskehav af lykkelige barndomme og glade minder. Men at læse hos de andre, dem der beskæftiger sig professionelt med de her emner giver mig trods alt en fornemmelse af at vi er så mange at der lige frem er nogen der kun arbejder med det. Og jo, det ved jeg jo altså osse godt. Har bare altid undgået at tænke så voldsomt over det endsige at læse om hvad de tænker og mener.

Men det har jeg gjort nu.

Først en lille anden omvej, for jeg tror at anledningen til den sære interesse begyndte lidt med at jeg modtog en mail, der delvist handlede om at “passe på mig”. Hvorfor blev jeg nu rædselslagen for det. Hvorfor gjorde det ondt. Der er jo ikke noget at være bange for her. Det er bare en der synes jeg er ok og som siger det til mig. Hvad kan der dog være galt i det? Intet som helst. Det er bare mig der genfinder et gammelt negativt mønster – gentagent negativt mønster endda. Stol ikke på nogen og især ikke dem der siger de vil dig det godt. Stol ikke på dem fordi du har ikke noget valg. De mennesker du skal og kan stole på er de farligste. Dem der siger de passer på dig gør jo egentlig det modsatte. Det ved du jo godt!

Og det er jo helt afsindigt tosset. Der er ingen mennesker i min omgangskreds der vil mig det ondt. Der er ingen jeg ikke kan stole på, for alle er tilvalgte og ingen får lov til at komme så tæt på uden at være “ordentlige”. Og alligevel er det min allerdybeste reaktion at den vis hånd der klapper mig på kinden og siger jeg er god nok osse er personen bag den hånd der krænker mig fysisk og/eller psykisk.

Efter at have læst lidt mere rundt omkring er jeg nok ved at nå frem til at det ikke er mig, der reagerer sådan – det er min sygdom. Og at det glædelige er, at jeg langt hen ad vejen kan kontrollere den så den ikke får magten, men blot forbliver en – omend mindre – magtfaktor i mit liv.

Jeg har lært om overlevelsesmekanismer som når barnet bliver misbrugt af en, man som barn er afhængig af. Har lært om reaktiverende følelser om forskudte aggressioner. Og jeg har læst om kropslige, neurologiske, psykiske og sociale normale reaktionsmønstre, næsten så jeg føler mig tilgivet for alle afsindighederne. Og jeg har lært at det er forholdsvist normalt at den slags ikke bare dukker op i nutidige og nære relationer som familie, kærester men osse kan komme overfor venner og sågar sådan noget ligegyldigt som kolleger. Har lært at det netop er beskyttelsesløftet der kan starte det. Og det er dybt paradoksalt, for mennesker som mig har så meget behov for den der beskyttelse og alligevel er den så frygtindgydende at man næsten ikke tør tro på den.

Og jeg har tænkt. Hvordan mon det er – ikke at have det sådan. At vide sig selv stærk nok til at stole på det gode i mennesker velvidende at man er stærk nok til styre uden om hvis man skulle blive skuffet. Hvordan mon det er at kunne lide mennesker uden at de først skal vejes og måles bare for at kunne føle en helt basal tryghed ved dem. Hvordan mon det er at have dén styrke. Hvordan mon det er at møde en som mig, der i den grad mangler den styrke. Mangler evnen til at acceptere at blive behandlet godt – når jeg rent faktisk bliver det. Det må satme være en tålmodighedsopgave at kunne li mig. Folk som mig bør ikke have mennesker tæt på. Folk som mig bør netop have det. Folk som mig skal have tålmodige mennesker tæt på. Tålmodige, men så sandelig osse modige. Mennesker der tør sige sandheder til mig – og som tør træde tættere på og som – især – tør blive der og se at jeg holder op med at være øjebliks-sær igen. Mennesker der tør klø mig lidt bag ørerne. Mennesker som jeg har vist ikke rigtigt krav på eller lov til at forvente sådan noget af mine medmennesker. Så meget desto større glæde kan jeg faktisk føle ved at sådanne mennesker findes. Og findes for mig.

Jeg har tænkt mere end det.

Og jeg vil nok ikke udelukke at der kommer lidt mere om det her. Men I kender mig jo, alt kommer i bølger så mon ikke det osse bliver hurtigt overstået igen.

Reklamer

9 comments on “Dumt eller klogt?

  1. Kære Over,
    Er faldet over din blog, som er rigtig, rigtig god.
    Når man (med smerte) har læst, hvad du har været igennem, er det et lille mirakel at se, hvor langt du er kommet.
    Endnu stærkere er det i dag at læse om din erkendelse af, at det er din sygdom, der reagerer på visse ting – og ikke dig!
    .
    Det er amygdala (et sted i hjernen) der er blevet ramt.
    Ikke dig som person (længere).
    Det ved jeg, da jeg selv er ramt af PTSD.
    Puster på dit knæ 🙂
    Mange hilsner Pipper

    • Velkommen til.
      Tak for ros for bloggen, det varmer altid helt ind i sjælen når nogen sætter pris på det.

      Du lider selv med PTSD´en – det er en forfærdelig sygdom som er svær at behandle og endnu sværere at leve med. For den fylder altså ret meget i et liv.

      Mjaeh, det er måske et lille mirakel men jo ikke større end at det er gode mennesker omkring mig der har været forudsætningen for det mirakel du kan se.

      Den erkendelse har været længe undervejs og om den er helt trængt igennem endnu ved jeg ikke. Men det hjælper jo altid at sætte ord på det.

  2. Der er vel sådan at man ikke er statisk i sin tilstand. At der sker noget hen ad vejen, at man lærer noget om sig selv – om andre – og så gør man noget nyt. Heldigvis, hvordan skulle man ellers udvikle sig?

    Men jeg kan godt forstå at forandringen skræmmer.

    Men heldigvis vælger du selv hvornår du slukker og sætter dig i en solstråle med noget hund istedet! 🙂

    • Nej, man er bestemt ikke statisk og ja, det er udvikling og læring og sådan noget. Osse selvom det er angstprovokerende af H til at skulle følge med i den udvikling som man ikke altid er herre over selv.

      Solstråler? Dem er der dælme ikke mange af i øjeblikket…. vi.vil.ha.forår.nu!

  3. Det er der desværre nok ingen, der vil være i stand til at forklare dig. Altså hvordan det er ikke at møde alt og alle med en dyb og indgroet skepsis /afvisning /mistro /frygt.
    Desværre, for tænk hvis det var så nemt.
    Jeg kan kun håbe for dig, at du selv finder ud af det. Din fornuft ved det jo godt, kan jeg læse, men dine følelser ved det ikke. Eller hvordan det nu kan formuleres.
    Til gengæld har du evnen til at forklare os andre, hvordan du har det – og måske endnu vigtigtigere: hvorfor du har det som du har det.

    • Til det sidste.. og det nærmest hvad enten I ønsker det eller ej. Jeg ved ikke lige hvad der gik af mig i det indlæg, men når der endelig kommer lidt struktur på en masse tanker er det så forbandet nærliggende at sætte dem på ord, og når jeg så har det her sted – så er der jo osse nogen der faktisk gider læse det.
      Jeg ved godt at det ikke er så nemt at forstå, ved godt at det ikke er så nemt at forklare for andre hvordan det er at have det på “den anden måde” og lettere. For jeg tror egentlig ikke at det er noget man render rundt og tænker over til hverdag, og det er ganske givet meget sundt, når alt kommer til alt.

  4. Altså, det er jo dybt indviklet det, du roder med. Og det må være smaddersvært at vide noget med hovedet, men have en krop og en sjæl, der mener noget andet. Men bare det, at du er i stand til at se og forstå – og kommunikere problematikken til andre, må nødvendigvis være en fordel. Jeg kunne forestille mig, at det ville være svært for andre at forstå, at du ikke rigtigt kan acceptere at blive behandlet godt, hvis man slet ikke ved, hvad der ligger bag, men bare oplever afvisning. Men er man så heldig at have bare den mindste indsigt i, hvad du kommer med, er det givetvis nemmere at give dig ‘plads’ til at reagere ‘anderledes’. Tror jeg 🙂

    • Ja, det er indviklet, men jeg har faktisk opdaget at det at få muligheden for at skrive det ned og skrive det ud – så det faktisk osse bliver læst er med til at strukturere det hele for mig, så det bliver mindre komplekst og mere håndterbart for mig. Men det er noget af det rigtigt svære at have med at gøre – osse for fagkundskaben, der ikke altid giver helt plads, tid og rum nok til mennesker med PTSD i hvad grad de nu lige har det. Jeg ved ikke engang om jeg har det i svær grad selv, men tror ikke det er sådan lige at afgøre.

      Det er dødsvært at forstå for udenforstående når jeg bliver ked af det og trist – bare fordi der bliver vist lidt omsorg.. at jeg kan blive vred fordi nogen vil være søde.. men folk der ved de lægger jo bare hovedet lidt på skrå og venter på at jeg selv finder ud af at vise stilfærdig glæde over at det egentlig var ok.

      Det er helt klart nemmere at give plads og rum til særhederne når man ved – så meget har jeg da erfaret. Men husk, at det er en meget ny erfaring, for før var der ingen der vidste noget som helst om noget. Jeg var bare sær. Jeg var sær som barn og sær som ung og sær som voksen. Sær.

      (jeg-hader-min-bror!) Ja jeg gør… og jeg hader mig selv for at jeg ikke gjorde noget andet så jeg kunne slippe lidt af den der særhed.

  5. Pingback: På tide | Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s