Vist ingen hemmelighed

Nej.

Jeg slås med min fortid lige nu. Jeg har haft den pakket godt af vejen både konkret og i overført betydning i en periode, men nu har jeg taget den frem igen og skal til at brydes med fortidens spøgelser, dæmoner og monstre endnu en gang. Det er mit håb at hver gang jeg tager en runde med dem, at det bliver nemmere og nemmere. At de bliver stadigt mere ufarlige for mig, så jeg en dag kan ende med at vinde både runderne og den samlede kamp.

Jeg har brugt en stor del af mit liv på at glemme og fortrænge. Nu bruger jeg en stor del, ikke af mit liv men af mit energilager, på at huske, fortælle, tale, mærke fortidens smerte. Barn- og ungdommens. Jeg skal lige vænne mig til det igen, vænne mig til at det fylder så meget. Så nu beklager jeg på forhånd, og jeg lover at jeg nok skal huske også at vise lidt billeder, at fortælle lidt sjove, omend ganske irrelevante historier. Men lige nu – der er jeg på visit i fortiden.

Man skal huske for at kunne glemme (igen) siger psykologen. Jeg vælger at tro på hende. Så jeg lader fortidens spøgelser komme lidt tættere på.

Spekulerer en del over de situationer jeg kan huske hvor nogen måske/måske ikke kunne have stoppet min bror. For de var der da, det er jeg sikker på. Noget kan jeg huske sådan helt konkret og andet må jeg bare prøve at rekonstruere. Men jeg tror ikke at forældre eller andre voksne overhovedet kunne forestille sig at der foregik noget uheldigt på min brors værelse når han passede mig. Det var jo lissom ikke oppe i tiden i 70´erne på den måde som det er nu, og som det især var for 10-12 år siden. Så jeg kan godt forstå de voksne der ikke reagerede på de underligheder der skete lige foran næsen af dem. Jeg kan godt forstå at de bare troede at jeg var et stille barn, der blev mobbet i skolen og derfor ikke var særligt fremfusende på hjemmefronten, men helst holdt mig for mig selv.

Det er ikke forståelsen der mangler på den side. Egentlig heller ikke accepten. Og jeg må også respektere at sådan blev det. Er bare lidt sur over at være blevet svigtet – overladt til min bror og hans luner. Når de nu vidste at han var … grænseoverskridende … på andre måder. Jeg kan blive lidt sur når de så ham være efter mig og affærdigede det med almindeligt søskendefnidder.

Tager mig vist bare sammen til at køre ud til hende i morgen. Fin lille køretur på flere km end jeg gider og orker køre med tog. Især ikke i disse dage, hvor noget sjældent er sket. Jeg er syg og sendt hjem af chefen. Ikke sådan rigtig syg med høj feber og influenza. Mere generelt syg med småfeber og utilpas og vil helst gemme mig under tæpperne. Jeg tager et par sygedage for jeg magter ikke at gå på arbejde, når jeg ikke er fysisk ”på”. Så kan psyken ikke følge med og jeg bliver små ked af det, bange, angst, nervøs og måske lige frem vred og aggressiv. Så jeg bliver hjemme og risikerer ikke noget.

Antallet af sygedage, der har direkte (eller indirekte) relation til min psykiske sygdom er hermed oppe på 5 når ugen er slut. På to år. Det er vel egentlig acceptabelt. Og måske også derfor chefen vælger at smide mig hjem når hun kan se at den er gal.

Faktisk spurgte hun mig allerede i går hvor jeg gik rundt og hængemulede den. Om ikke jeg skulle se – for det første at blive lidt rask – for det andet at få lidt fred – for det tredje at blive lidt bedre til at passe på mig selv.

Og så sidder jeg her i dag. Og synes nærmest at jeg pjækker.

Reklamer

16 comments on “Vist ingen hemmelighed

  1. Du skal altså blive bedre til at passe på dig selv. (første indlæg forsvandt i cyberspace..og jeg kan ikke huske mine guldkorn)

    Nu skal du blive hjemme til du er HELT frisk. Blev der sagt!

    • Du ved hvor jeg er hvis du kommer i tanke om dine guldkorn igen – for dem vil jeg da naturligvis gerne have.

      Jeg skal nok prøve at passe lidt bedre på mig selv. Men glemmer altså de gode intentioner igen som regel.

  2. Pjæk kan man næppe kalde det, og du har en god chef.
    Skræmmende, at psykologbesøget kan være så forhåndsskræmmende, som det er. det er godt, at du kender hende og stoler på hende … den gamle floskel om, at det skal være skidt, før det kan blive godt, holder vist meget godt her …
    God bedring. På alle fronter 🙂

    • Føles bare sådan, men jeg ved godt at det nok er lidt forkert, at sende kæresten af sted på arbejde og så selv blive liggende på sofaen.
      Jeg tror det vil være rimeligt at sige at den psykolog-behandling ikke er for sarte sjæle, og da jeg alligevel er en sådan tager hun sig god tid og rykker ikke kontinuerligt men i mindre, mere overskuelige, portioner.
      Jow tak.. skal prøve..

  3. Du pjækker ikke, for du, din krop og sind har brug for at komme sig. Du har i løbet af de sidste par måneder fået tilværelsen vendt på hovedet … en flytning med nedpakning og udpakning af minder kan tære, og den kan samtidig være/blive en katalysator til andre ting såsom kroppen har brug for ro og hvile til at finde sit normale leje.

    God bedring 🙂 håber du snart bliver frisk igen …

    • Jeg tror du har fat i noget dér.. for jeg har reelt småskrantet i et par uger og ikke rigtigt været helt på som jeg skulle være det.

      Jeg skal nok blive friskere.. men tak for gode tanker.

  4. Man skal altså blive hjemme, hvis man er syg. Husk det….
    Det er ikke pjæk. Det er omsorg.
    Jeg er en gang blevet fortalt, at man skal tage sin angst i hånden og se på den, før man bliver i stand til at lægge den væk. Det går meget godt i tråd med dine ord. Det er en hård omgang du er igennem. Jeg håber, at det er det hele værd, så du kan få lagt noget fra dig igen. God bedring herfra..

    • Jeg ved det jo godt. Men har været så meget alene i så lang tid mens kæresten gik på arbejde og jeg var sygemeldt fordi jeg var for bange for at komme ude af døren at jeg rent faktisk foretrækker at komme på arbejde hver dag.
      Jeg ved godt at jeg skal lære min angst at kende – men det er barske løjer, når den er så styrende som den er for mig. Det skal nok være det værd, ellers fortsatte jeg jo heller ikke.

  5. Ja man skal huske for at kunne glemme igen.. Klog bemærkning fra en klog kone. Jeg kan rigtig godt lide Susannes kommentar, om at tage angsten i hånden og se på den for at kunne lægge den væk, det giver god mening for mig, håber det også gør det for dig.
    Pjæk er når man bliver hjemme, fordi man ikke gider gå på arbejde.. Det gjorde du jo netop ikke. 🙂

    • Det skal nok komme – jeg arbejder da i hvert fald på sagen. Altså det der med at lægge angsten væk igen. Tvivler dog på at jeg lærer dét, men kendskab til hvad der ligger bag gør jo det hele meget lettere.

      … men det føles som pjæk …

  6. Er man syg så er man syg, og 5 sygedag på to år er ikke mange, så du behøver ikke at have dårlig samvittighed. Håber du kommer godt igennem dagen.

    • Ahr, det er ikke hele sandheden, det der. Det 5 dage, der har direkte udspring i min psykiske lidelse.. får jo influenza, dårlige knæ, norovirus og alt det andet – lige som alle andre.

      Skal nok komme godt gennem i dag – også. Det var da planen.

  7. Nu glæder jeg mig altså til, du kommer hjem og kan fortælle, at din tur til psykolog – trods alt – var hård, men gik godt. Det er, som Ellen skriver, vildt, at du kan være så forhåndsskræmt. Det er voldsomme sager, du piller ved. Håber, at psykologen kan holde balancen, både sin egen og din, så du kan holde til det og ikke bliver sendt hjem igen i tusind små splintrede stykker …

    • Hvis hun havde været fanatisk med æggeuret så var jeg ikke kommet hjem i nogenlunde hel stand, men hun holdt mig fast i samtalen et pænt stykke ud over den aftalte tid, så jeg nøjedes med at komme hjem i mere eller mindre krøllet stand.
      Det var barske emner, ja. Men det gik. Hun kender mig jo rigtigt godt og ved godt hvor grænserne går, men jo kun fordi hun har trukket mig ud over dem et par gange.
      Forhåndsskræmtheden opstår jo fordi jeg godt ved hvilke emner og hvilke erindringsbilleder der skal tales om.

  8. Du bokser med store og svære ting, så der er ikke noget at sige til, at kroppen siger fra – den har simpelthen behov for hvile, og hvis du ikke selv kan finde ud af det, fremtryller kroppen smart nok noget sygdom, så da kan lære det.

    Det bliver så godt, når du har fået gennemarbejdet det hele, og husket alt det der er at huske. Jeg håber, det vil gå godt hos psykologen!

    • Nej, det er der vel ikke. Men jeg har faktisk sat lidt en ære i at det ikke skulle ske. At jeg ikke skulle have sygedage (for mange) på den her konto. Jeg har en god chef, men hendes “kredit” er bestemt ikke ubegrænset og skal behandles med respekt.

      Jeg håber du har ret – at det bliver så godt. Lige nu tvivler jeg lidt, men føler ikke jeg har andet valg, for alternativet er mildest talt ikke til at leve med.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s