Er lidt krøllet

Kom altså godt hjem igen efter besøget hos psykologen, og hjemturen var ganske udramatisk. Bilen gjorde det den skulle og jeg tog det stille og roligt over alle kilometrene.

Det var noget ganske andet at køre derud, vågnede et par timer for sent og fik pludselig meget travlt med at komme ud af døren og nåede frem 4 minutter før tid. Uden at have været væsentligt over fartgrænserne og uden at have mødt sortklædte mænd i hvide biler, der gerne ville snakke fart med mig. Hjalp så heller ikke lige på det at jeg måtte ud og lede efter en duelig hæveautomat også. Altså hvis man er i bil, og ikke har tid til at finde parkeringspladser så er det altså lidt af et projekt at finde en kontanthalløjsa der ligger på den rute man skal køre, og som er placeret i passende nærhed til parkeringspladser.

Så jeg var en lille smule krøllet på forhånd da jeg tumlede ind af døren hos den kloge kone, og hun så det øjeblikkeligt.

Samtalen blev lige så hård og slem for mig som jeg forventede på forhånd, og det endte med at vi trak tiden 45 minutter ud over det aftalte. Jeg tror hun gjorde det lidt bevidst for at få mig tilbage i nogenlunde brugbar stand igen inden hun sendte mig ud på vejene igen.

Det er altså svært at tale om barndommens smerte, når jeg har gjort alt hvad jeg kan for at glemme alt om den i så mange år. Og det kan også være lidt svært at acceptere (og genacceptere) at det faktisk er nødvendigt for mig at gøre det. Tænker somme tider – jammen det gik jo egentlig meget fint før. Jow tak, hvor gik det fint.

Jeg ved det godt. Jeg skal igennem for at komme ud igen. Jeg kan ikke sætte mig her på midten af mørkets tunnel og så bare give op og forvente at lyset kommer til mig. Det må jeg altså selv ud til. Der kommer ingen og tænder lyset på magisk vis.

Hun ved hvad hun gør og hun har vist også lidt mere omsorg for mig end hvad man kunne forvente af hendes profession. Omsorg på den professionelle måde, altså. Hun har sin rolle i den samtale og jeg har min. Men når de ting forenes så får jeg plads og tillid til at åbne op og fortælle om den lille pige jeg engang var. Så bliver jeg tryg nok til at møde den lille pige igen og prøve at forstå. Og det er dét det hele handler om.

Og det bliver jeg altså lidt krøllet sammen af – inden i. Og jo, jeg havde da en mellemlandingsinvitation med vej-kaffe bagefter, men valgte at køre hjem. Er helt sikker på at hun tilgiver det valg, men det er bare ikke altid jeg føler mig som særligt godt selskab efter sådan en omgang. Somme tider skal jeg have fred med mine tanker. Enten det eller også skal jeg have lov at fortsætte med ordene. Og så er jeg altså bare ikke særligt godt selskab. Og skal kløs alt for meget bag ørerne.

Inden jeg tog afsted måtte jeg forresten ud med hunden. Efteråret er over os og jeg lynskød det med mit lånte lommekamera, som jeg ikke er alt for begejstret for. Det skal ikke være sådan et jeg skal have, om jeg skal have et igen.

IMG_0321

Reklamer

12 comments on “Er lidt krøllet

    • Det er hun.. ellers gik jeg der jo heller ikke. Hun blev valgt ganske nøje – men ikke af mig – fordi hun var “den bedste” til sådan en som mig.

      Kaffekonen? Det tror jeg egentlig osse hun gør 🙂

  1. Når jeg selv har været i psykoterapi, kan jeg ikke være social lige bagefter. Der går noget tid med at integrere og få lukket kroppen igen, når den lige har været så åben og modtagelig. Jeg er alt for sårbar til at møde den ydre verden på det tidspunkt.

    Jeg kan godt lide dine skriverier. Det er en god måde du komme ud med dig på, og det gør ikke noget at du er anonym. Der er sikkert mange der kan spejle sig i dine ord. Jeg kan, også selv om mine konkrete problematikker er nogle andre end dine.

    Og tak fordi du følger min blog.

    • Velkommen ovre hos mig.

      Sommetider hjælper det mig faktisk rigtigt meget at skulle være social lige efter. Men det har sikkert noget at gøre med at der er en ret stor afstand mellem mig og psykologen, sådan rent konkret. Det vil sige at jeg skal køre en del efter det og dét er ikke ubetinget smart. Så at være social hjælper til at få selve terapien lagt lidt væk inden jeg kører hjem. Så tager jeg emnerne op igen i dagene efter i hovedet. Som regel. Men ind i mellem så ved jeg bare at dét ikke går, og så vender jeg snuden hjem med det samme og håber at min erfaring og bil-ro gør at jeg kommer sikkert hjem. At være social lige efter kræver dog naturligvis at det er mennesker jeg har en grundlæggende tillid til. Mennesker der ved hvor jeg kommer fra og har lidt ro på selv.

      Tak for ros – og mht anonymiteten er det som det er og bliver ikke anderledes foreløbig. Men en del ved dog hvem jeg er – uden at det i sig selv er et problem for mig. Vælger også her med en vis omhu.

  2. Det lyder som en frygtelig kliché at sige: det skal være skidt før det bliver godt. Men jeg tror det er rigtigt. Det er vigtigt at kunne se ting i øjnene for at turde tro på at det ikke var din skyld.
    Men hårdt må det være – det forstår jeg så godt!
    Jeg er også sikker på at kaffedamen tilgiver 😉

  3. Hvor er det flot, at du rigtig kan åbne dig overfor psykologen – for det er jo vejen frem. Der er ikke andet at gøre end at sætte ord på alt det svære, der har været i dit liv. Og lige pludselig vil det bare være en del af din historie, som du kan leve med, fordi den er velbearbejdet. Det er alt for hårdt bare at gå med det indeni.

    Det var da imponerende, at hun trak den 45 minutter over tid. Du har i sandhed været krøllet.

    • Eller osse var hun bare nysgerrig efter hvad der mere kom ud af mig. Vi nåede vist at blive lidt off-topic til sidst om nogle historiske og politiske forhold vedrørende incestsagerne. Men det er lige meget, det bragte mig tilbage og det var jo formålet.

      Jeg kan ikke rigtigt åbne mig – det foregår på flere planer. Har egentlig tænkt på at hvis hun en dag kom på den ide at tage to sessioner med mig med et par dages mellemrum – så ville alle døre stå på vid gab 2. gang. For det er altid i dagene efter jeg har det mest sårbart og hudløst. Som i dag fx.

  4. Det koster kræfter at bruge sig selv på den måde. Det er sejt, at du gennemlever det, og jeg håber virkelig, at det en dag kan pakkes rigtigt i rygsækken, så den bliver til at holde ud at bære.

    • Det håber jeg også – men det er jo det der er formålet med den her kamp jeg kæmper så indædt.

      For lige nu… lige i dag.. er det faktisk ikke til at holde ud.

  5. Krøllet er et rigtig godt udtryk.. og du er selvfølgelig tilgivet.. 🙂 Jeg er glad for at den kloge kone tog godt hånd om dig inden hun sendte dig ud i verden igen.

    • Ellers havde du vist fået lov – som et helt uskyldigt offer 🙂

      Og ja, krøllet er egentlig ganske dækkende. Har brugt det før, tror jeg. Men ikke i blogsammenhæng. Men en gang skal jo nærmest være den første.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s