Dette repræsenterer sådan ca sådan jeg har det.
Sort/hvidt (næsten), en formørket horisont, skæve linjer og en bro, der ikke fører nogen steder hen end derud, hvor man hænger med røven i vandskorpen.
Min alt for store og alt for stærke storebror har ringet. Nå, I skal flytte… hvornår… skal jeg ikke hjælpe.
Neeeej – det skal han fandme ikke. Hurtig afslutning af samtalen med besked om at vi vist ikke kunne være flere op og ned af trapperne til hattehylden. Tænk, at der ikke skal mere til end at høre hans stemme i en telefon, for at sende mig tilbage til en tilstand, hvor jeg ikke er særlig gammel, ikke særlig stærk og ikke særlig sikker. Hvor jeg siger ja i stedet for nej, fordi man ikke kan rumme konsekvenserne af nej. Han vil jo bare hjælpe, han er bare en sød storebror, der gerne vil være noget for sin søster. Jeg kan lige høre min mor – eller far – fortælle mig, at det da er et tilbud, vi skal sige ja tak til. Var der ikke også noget med at vi manglede hænder.
Suk.
Jo, det gør vi. Men vi løser det gennem stædig planlægning og en flytning udformet som et etapeløb over ca 20 dage, hvor slutspurten bliver den hårdeste etape. Så behøver vi nemlig ikke tage imod hjælp fra store stærke storebror.
Selvom det var en hurtigt afsluttet samtale er det nok til en god gammeldags retraumatisering, som den kære psykolog nok ville kalde det. Jeg endte i et hjørne i stuen og sad og rystede – og græd. Som den lille pige, der blev lukket ind i skabe og hvad ved jeg.
Det tog kæresten lidt tid at lokke mig frem igen – kalde den voksne frem, der kunne finde ud af sit liv.
Men ved I hvad.. det kan jeg overhovedet ikke. Jeg lader bare som om.
Overleveren 
For fa.. da osse, enten må du skifte nummer eller også skal du lade være at tage den når / hvis han ringer igen.
Orker ikke at skifte nr igen, men jeg skal nok blive lidt mere påpasselig med at bare at tage den uden lige at kigge hvem det er først. Men det er jo altså sådan noget der sker med de her nye touch screen telefoner, man løfter dem for at kigge og har allerede taget opkaldet, fordi man har for mange tommelfingre.
Har det bedre igen, men blev lige lidt rystet.
Bortset fra, at det er et godt billede, er det ikke så godt, at det repræsenterer dit sind lige nu.
Jeg synes det er utroligt, at den mand kan bilde sig selv ind, at alting bare er i orden og at han kan ringe til dig og lade som om, I har det bedste bror/søster-forhold i verden. Sådan en klaphat.
Du må ikke overse det faktum at i hans verden er alting i orden. Han skal ikke bare lade som om vi har det bedste bror/søster forhold. For det har vi jo, næsten. Han tænker ikke på at hans handlinger overfor mig har været grænseoverskridende, han introducerede mig jo blot til voksenlivet, ikk? Han har ikke gjort noget galt, og det er blot mig der er slemt nærtagende.
Ja, det er egentligt et fint billede af en badebro jeg mødte på min vej en dag jeg luftede hunden ved en ny strand (du ved… nye omgivelser der skal udforskes).
Ej for sgu da osse! Det er da ufatteligt, at han ikke er med på, at han ikke – som i slet ikke – er velkommen. Håber, det lykkes dig og kæresten at finde dit gode, voksne jeg frem igen. Snart.
Og hvis jeg ikke lige havde vores egne familieferie at passe, så kom jeg altså og hjalp jer med at flytte, så der var én mere til at fylde på trappen!
Tak 🙂
Vi leder lidt endnu, den er ikke helt på plads den der voksen-kvinde endnu. Men mon ikke det kommer når jeg om lidt iklæder mig noget arbejdskluns og indfinder mig på min arbejdsplads.
Som jeg skrev til Ellen, han har i sin egen bevidsthed ikke gjort noget som helst galt. Han synes bare jeg er nærtagende og sart. Det er hans virkelighedsopfattelse, der ikke er i overensstemmelse med den almindelige virkelighed, men i hans selvforståelse er det omvendt. At det er alle andre der er noget galt med.
.. Lader han bare som om han ikke kan huske det?
Lader han som om, han ikke ved/kan huske at du VAR der jo ligesom også??
Han er i sandhed en syg syg syg mand.
Jeg tror ikke det nødvendigvis handler om hvad han kan huske eller ikke huske, jeg tror mere det handler om at han ikke opfatter det som et problem hverken for ham eller for mig. At det er noget der for det første skete for mange år siden, for det andet ikke var særlig slemt og for det tredje noget som han selv opfatter som ganske normalt.
Ja – men jeg tror ikke han er så særlig speciel. Det er vist sådan de fleste krænkere husker (eller netop ikke husker) overgrebene.
Og det er derfor det er så katastrofalt, da visse psykologer nærmest producerede incestofre hvor der ingen var for det øgede presset på os andre. Og det er derfor at den slags sager er så vanskelige i retssystemet – for krænkerne ved ikke at de er krænkere. De forstår det ikke. Og krænkelserne er derfor skubbet af vejen som ligegyldige hændelser, der ikke er værd at huske på.
[…] chimpanses, så har jeg det egentlig lidt bedre igen. Humøret er blevet lidt bedre og jeg har fået samtalen med brormand lidt på afstand […]