En linje – stk 2

Den anden del af min linje handler om ansvar – og om at påtage sig det. Og om ikke at gøre det.

Jeg tror det var Kennedy, der engang sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst.

For nogle år siden da jeg erkendte, at jeg nok skulle have hjælp til at komme igennem det her, have hjælp af en læge og muligvis en psykolog kom jeg faktisk ud på lidt af en omvej. Der var nemlig en anden psykolog inde over min sag før hende, der trækkes med mig nu. Den første som lægen henviste mig – mere eller mindre direkte – til, var en vældig speciel dame med en klinik, der lå behageligt tæt på lægens praksis. Se, det er jo smart. Spekulerede faktisk ikke nærmere over det, da hun bad mig henvende mig på etagen ovenover. Gik ud fra at det var ok, at det var en anbefaling jeg lissom kunne stole på.

Jeg vidste, hvad der stod i henvisningen fra lægen, men bliver naturligvis bedt om at fortælle historien én gang til. Og her skal det altså lige bemærkes, at det var voksen-delen af historien. Børnedelen har jeg jo altid nægtet at tale om, at beskæftige mig med eller at tænke på på dette tidspunkt. Vidste godt, at den var der, men havde jo i den grad lagt det bag mig som værende ikke relevant for mit liv. Ud-defineret det. Og i øvrigt alt for svært at tage stilling til i en svær periode.

Så jeg gik altså igang med at berette selve voksendelen. Om overfald, voldtægt, vold, manglende grænser og om de fysiske skader jeg fik. Hun lyttede ganske opmærksomt og spurgte lidt forsigtigt ind til visse dele af historien og rigtigt meget til voldtægten og tiden efter, da jeg lå på en sofa med ryggen til verden og prøvede at hele åbne sår. Spurgte til tankerne og de konkrete detaljer om hvordan pokker jeg klarede den rent praktisk (altså sår-hygiejne for  nu at være lidt udelikat), og til hvad jeg gjorde bagefter. Politi, læge og sådan noget. Svarede benægtende på de dele, at jeg ikke magtede noget af det. Jammen læge, da.. nej ingen læge, Jammen – skadestue da.. nej heller ikke.

Og så sagde hun noget som jeg husker ganske tydeligt: men når du nu valgte ikke at anmelde ham, og at køre den retssag der ville være kommet, gav du jo ham på sin vis lov til at fortsætte sine handlinger mod dig og andre. På den måde får du jo en form for medansvar.

Gav lov til ? Medansvar ?

Har aldrig været hos en psykolog før og lod samtalen fortsætte, men kunne mærke, at der var noget, som var helt galt her. Men kunne på det tidspunkt ikke rigtigt sætte fingeren på det. Det kom først rigtigt til mig et par timer efter, da jeg var på vej hjem i bil. Rent faktisk var det min daværende chefs kone, der havde prikket den ud for mig. Havde været på besøg hos dem og få kaffe og hun havde spurgt til hvordan det var gået. Fortalte hende at det var mystisk og at jeg havde en ganske ubehagelig følelse af det. Og da hun hørte om det her lille ord-bytteri rynkede hun sit ellers venlige ansigt i nogle grumme folder.

Havde en aftale med lægen om, at vi skulle snakke i tlf den aften. Hun ville sikre sig, at jeg var ok, og at det var det rette. Hun blev ret tavs, da jeg refererede for hende. Tavs og sendte nogle farlige vibrationer gennem mobilnettet. Aftalen blev herefter, at jeg skulle tænke mig godt om, og hvis jeg ikke ønskede at fortsætte hos overboen skulle jeg melde fra, og at hun (altså lægen) ville prøve at finde en anden psykolog til mig. Det endte det jo altså så med.

Tilbage stod jeg så med “gav lov til” og “medansvar”. Det har forfulgt mig, især fordi det var jo en, der virkelig havde forstand på sådan noget der havde sagt det. Det var ikke bare fru hansen i en almindelig samtale. Eller en veninde over en kop the eller kaffe. Det var en psykolog, der var ment til at hjælpe mig. Og gik hjælpen virkelig over, at jeg skulle tage ansvaret, erkende skylden og så handle på det? Var det dér hemmeligheden lå – at jeg skulle nå dertil.

I så fald er jeg langt fra igennem. For jeg er ikke nået til det. Og jeg har besluttet mig at jeg ikke vil nå dertil. Men hendes bebrejdende ord forfølger mig, når jeg tænker på al den skade jeg kunne have forhindret. Al den ulykke og sorg jeg kunne have stoppet – både den fra voksendelen, men sandelig også barnedelen. Min bror. Hans børn. Andre børn. Hvis jeg bare havde været stærkere og et bedre menneske. Flere har forsøgt at sige til mig, at det ikke er mit ansvar, men ingen har rigtigt fået den annulleret. Flere har med dyb forskrækkelse udtrykt – har han børn? og når jeg bekræftede, sad jeg tilbage med den igen. Ansvaret er mit. Og skylden. Det er som en lille parasit i min sjæl. Hun satte den derind, og jeg kan ikke komme af med den igen. Hvem som helst kan vække den og få den til at vokse og blive stærkere, og det kræver meget af mig at få den til at blive svagere og mindre igen.

Når jeg er klar i hovedet og evner at blive gal, tænker jeg faktisk, at den der første psykolog begik et behandlingsmæssigt overgreb på mig ved at pålægge mig ansvaret for andres handlinger. Eller blot medansvaret.

Når jeg ikke er klar i hovedet tynger visheden om mit medansvar mig. For jeg har det jo fra pålidelig kilde, at jeg har det ansvar. At jeg skulle have gjort en masse andet end det jeg gjorde.

Jeg må påtage mig ansvaret for mig selv. Det gjorde jeg dengang jeg lå på sofaen i en måneds tid og helede umulige sår og skader. Og så var det vist alligevel ikke godt nok. Jeg må også påtage mig ansvaret for, at jeg ikke lærte at sætte grænser som barn og ung, og at det var de manglende grænser, der sendte mig ud på den der helvedestur som voksen. Jeg må erkende at tingene bare hænger sammen. Direkte og klart. Som en tung skæbne. Fik ikke og søgte ikke hjælp dengang og kom derfor ikke for alvor ud af dukke/offerrollen. For jeg kendte ikke andet. Kunne ikke forestille mig andet.

Det kan jeg nu. Men parasitten er der altså stadigvæk. Altid klar til at blive fodret og blive stærkere. Der hjælper hverken medicin eller terapi. Desværre.

Reklamer

12 comments on “En linje – stk 2

  1. Jeg kan mærke vreden vokse i min mave. Lige så stille og roligt tager den til i styrke. Det er som en varm glød der breder sig ud i hele min krop. Jeg bliver SÅ rasende,at jeg end ikke formår at sætte de rette ord på det jeg føler. Magen til inkompetent, latterligt forskruet menneske skal man da lede længe efter. Den psykolog skulle seriøst have frataget sin bestalling og have lov til at undskylde overfor dig fra nu og evigt, indtil din parasit visnede og døde.
    Hvor ér jeg ked af, at du skulle møde sådan et menneske på din vej. Hvor har jeg lyst til at skælde hende hæder og ære fra. Hvor bløder mit hjerte over at vide, du rendte ind i sådan en.
    Det er i tilfælde som det der, jeg har behov for at (kæfte op) sige min ærlige mening om den slags mennesker. De burde kun have ret til at arbejde med maskiner !

    • Tror nu ikke lige bestallingsrivning er en proportional straf her.. men hun burde få sig et hak i øret. Det kan vi hurtigt blive enige om. Mht at skælde ud kan jeg faktisk ikke rigtigt huske om lægen sagde noget til hende om at det var en lidt uheldig måde at tackle mig på, eller om hun bare sagde at hun havde lyst til at sige noget.

      Men det tog LANG tid før jeg fik tilliden igen – og meget arbejde med den nuværende før jeg turde vise tillid.

  2. Fandens osse.. undskyld jeg bander, dit ansvar.. din skyld, hvad pokker bilder konen sig ind. Det er uhyggeligt at hun, som uddannet psykolog, sidder og lukker den slags ud.. Og jeg ved det godt, sagt er sagt, og frøet er sået.. Men jeg synes det er overgreb fra hendes side.
    Ja jeg vil slutte som jeg begyndte Fandens osse.. Den skyldfølelse havde hun ikke behøvet pådrage dig.

    • Du må gerne bande – det gør jeg også. Når jeg er klar i hovedet.

      Det er lige før hendes spørgsmål om ingen behandling (fysisk) efter voldtægten også skulle føres derhen – at så var det også min fejl at det blev så omfattende skader efterfølgende… tjaeeeh.. det er ihvertfald sådan jeg tolker den.

    • Hun var en dum kælling – sikkert en glimrende psykolog – bare ikke lige til mig. Og min situation.
      Og tak for så klar en melding. Det hjælper mig mere end du aner.

  3. Jeg tænker.. havde det ikke været hende – havde det været en anden. Der vil altid være én som synes at man burde have gjort det anderledes.

    Ligesom dem der siger – du kunne bare have ladet være med at tage en kort kjole på..
    Jeg EKSPLODERER når jeg hører sådan noget.

    Men det er chokerende når en, som burde vide bedre, siger sådan.

    Det kan da aldrig være offerets ansvar – aldrig nogensinde.
    Det er ikke dit ansvar at han ikke gør noget tilsvarende mod sine egne børn, det er heller ikke sikkert at du kunne have forhindret det om du så havde sagt noget.

    Kan du ikke grave den tanke ned i din have og plante en stikkende busk med blomster ovenpå?

    • Det har du nok ret i – det der med at hvis det ikke var hende var det en anden. Hendes position til at aflevere den der var bare sådan lidt speciel, og det var derfor det umuliggjorde det hele for mig. Og derfor jeg har så svært ved at slippe de der tanker, selvom jeg jo i klare øjeblikke godt ved at den er helt gal.

      Stikkende blomster ??? tidsler ? God ide. Det tror jeg bare ikke den dør af. Den har vist sig at være sejlivet.

  4. Kære, kære du…

    Jeg ved godt, at dette er et gammelt indlæg, så måske ser du ikke min kommentar. Og måske (forhåbentlig) har du det anderledes nu.

    Jeg ved også godt, at andre har sagt det før, men: ansvaret er ikke dit. Ikke engang en lille del af det. Ja, hun var psykolog, men det giver hende ikke ret. Hun har uddannelsen til at udtale sig kvalificeret, tænker du, og det er rigtigt, men det betyder ikke, at hendes udtalelse var kvalificeret.

    Ikke bare er det ikke dit ansvar, det *kan* ikke være dit ansvar. Et menneske kan aldrig, aldrig, aldrig give et andet menneske lov til at begå forbrydelser mod andre. Du havde kunne skrevet ham et guldrandet certifikat med kaligrafiskrift, hvor du “gav ham lov”, og det ville ikke betyde det fjerneste, han ville stadig ikke have lov til det.

    Og en anden ting. Det lyder, som om du tror, at du kunne have forhindre noget som helst. Det kunne du næppe. Hvis du havde anmeldt ham (eller dem begge), så var han/de måske, højt sat, blevet idømt 8 år eller noget deromkring. Under alle omstændigheder havde de næppe skulle afsone mere end det. Og hvad så, når de var kommet ud? Så ville du stadig ikke kunne forhindre dem i at begå forbrydelser.

    Jeg havde selv tidligere en pædofil papfar, som begik overgreb mod mig og min daværende bedste veninde i en årrække (berøringer, børneporno, den slags, ikke samleje). Jeg anmeldte ham, han blev dømt, fik ét års betinget fængsel og har aldrig afsonet en dag. Hvis han ville fortsætte med den slags, what’s to stop him?

    Det er IKKE dit ansvar. Du havde IKKE kunne forhindre noget som helst.

    Megakram til dig og god bedring!

    • Jo jeg så den med det samme (jeg får nemlig en lille mail) men har pga familieferie i sverige ikke haft tid til at svare før nu. Jeg har det meget anderledes i dag, osse takket være den her blog. Men alt er jo en form for sin egen linje i sin egen historie.
      Det er nok meget rigtigt set at der er forskel på en kvalificeret person og en kvalificeret udtalelse (eller en udtalelse af en vis kvalitet for den sags skyld).

      Er rigtigt taknemmelig for dine ord om skyld og ansvar – og om konsekvenserne af en anmeldelse.

      Det er jo et eller andet sted absurd at man kan få sådan en mild straf for de her overgreb og din retsbevidsthed må have lidt et knæk i den sag. Men jeg tror altså heller ikke at de her sager er de nemmeste at dømme i.

      Tak for gode tanker og jeg håber at du kommer tilbage og læser mit svar – og at du i det hele taget kommer tilbage.

      • Jo, jo, jeg er her skam endnu – og kommer tilbage 🙂

        Min retsbevidsthed havde det faktisk helt okay. Jeg var forberedt på, at det næppe blev nogen streng straf og var ærligt talt bare taknemmelig for overhovedet at få en dom (og så er jeg helt generelt en ret stor tilhænger af retsstat o.s.v). Nu var jeg så heldig (hvis man da kan bruge det ord), at han tilstod, og derfor endte med ikke at behøve andet end at afgive en anmeldelse (inkl. detaljer naturligvis). Hvis min retsbevidsthed led et knæk over noget, så var det nok nærmere, at jeg faktisk ikke fra officielt blev orienteret om sagens forløb eller dom (min mor blev informeret fra anden side, så det er derigennem jeg ved noget), jeg ved ikke præcis, hvad han er blevet tiltalt eller dømt for, og jeg blev faktisk heller ikke orienteret om, at jeg kunne have fremsat erstatningskrav. Det tror jeg nu uanset ikke, at jeg havde gjort alligevel, men det havde været rart i det mindste at vide, at muligheden forelå.

        Efterfølgende skrev han flere gange til min mor, b.la. for at fortælle at han havde hørt “i byen” at jeg havde sagt, at han havde voldtaget mig (lidt spøjst eftersom jeg altid har været meget nøje med at understrege, at det har han *ikke* gjort – på trods af at jeg ved, at jeg har fortrængt visse ting og faktisk ikke kan være helt sikker på, om der mon er mere, jeg har fortrængt) og at han derfor havde tænkt sig at sagsøge os for injurier (hvad han dog aldrig gjorde), og fordi han da lige ville “oplyse” min mor om, at min nyligt afdøde morfar angiveligt havde tvunget mig til oralsex… Han begyndte ligesom at virke så patetisk til sidst, at det der med selve fængselsstraffen blev lidt underordnet. Det vigtigste blev sådan set bare at få ham hurtigst muligt ud af vores liv.

        • Tak for den fyldige forklaring og jeg er glad for at se dine ord om retsbevidstheden, og der er vi ganske på linje. Er selv blevet frosset lidt ud af andre incestofre for at ventilere ca de samme holdninger til tingene. Det var ikke populært.

          Jeg er taknemmelig for dine ord og at du deler din historie med mig og andre læsere herinde.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s