En lille pause

Tjaeh så tog jeg mig en lille pause fra bloggen. Sådan ca en lille uges tid. Ved ikke helt om det er fortjent, men det var ihvertfald godt behøvet.

Sagen at jeg ind i mellem kommer til at skrive ting her som jeg nok har tænkt over og tænkt igennem, men som jeg egentlig ikke tidligere har formuleret – sådan med ord. Og da slet ikke på skrift, og slet slet ikke som noget der er egnet til nogen former for offentliggørelse. Så sætter jeg mig og skriver og lader bare 10 finger systemet vikle tankerne ud til noget forhåbentlig nogenlunde forståelig tekst. Og først bagefter går det op for mig hvad jeg egentlig har skrevet, direkte og også mellem linjerne hvor der jo altid gemmer sig sære små detaljer og oplysninger og sammenhænge som måske ikke lige var dem jeg tænkte på i første omgang.

Der er sådan lidt automatskrift over det, når jeg skriver de tunge indlæg.

Læser lidt korrektur og får luget de værste slagfejl ud, sat et par kommaer, hvoraf de fleste formentlig bliver sat forkert, da jeg ikke rigtigt dur til det der, men læser slet ikke for meninger og skjulte hentydninger. Trykker på udgiv knappen og fortryder ca en time senere. Men der er der jo allerede nogen der har læst det og måske kommenteret ligefrem, og jeg vil ikke slette det. Det er sådan ca den faste procedure.

Men nu skete der så det at jeg faktisk læste det forrige indlæg igennem rigtigt grundigt – altså efter jeg havde trykket på udgiv – og verden væltede i smadder for mig. Det gik pludselig op for mig hvor tungt det der ansvar har tynget mig. Hvor meget det har fyldt i mig.

Nu er der så mennesker, der fortæller mig, mens de ser mig i øjnene, at det “ikke er dit ansvar”. Og jeg må synke engang og prøve ikke at give mig til at tudbrøle. Og det har været svært. Svært ikke at græde sig igennem kommentarerne, eller de snakke jeg har haft om det her emne de sidste 8 dage.

Derfor har jeg haft brug for en lille pause, så jeg kunne trække vejret og prøve på ikke at græde og øve mig i dét, og gerne samtidig med at jeg prøvede at fortælle mig selv at de der mennesker havde ret når de siger at jeg ikke har noget ansvar. At jeg er et offer og ikke en medskyldig.

Tak. Jeg prøver at lære det. At vænne mig til tanken. Og måske lige frem acceptere også at det er ok at græde.

 

Reklamer

4 comments on “En lille pause

  1. Det er så meget OK at græde, og rase og græde igen.. Og vi har ret.. det er IKKE din skyld, det er ikke dit ansvar.
    Vi ses og snakkes.. 🙂

    • Jeg ved at du og andre har ret… men kan ikke mærke det. Tilsvarende mht at græde.. ved at der har du naturligvis osse ret.. Men det er svært at omsætte i praksis. Arbejder på det. Men med publikum på ryger den altså på selvcensuren og -kontrollen..

      Ja vi gør… så absolut..

  2. Jeg vil også godt sige det igen HØJT: Det har aldrig nogensinde været dit ansvar at andre har gjort forfærdelige ting mod dig!
    ALDRIG.
    Og jeg kan altså godt forstå du har svært ved at mærke det. Dine bødler har jo gjort deres men der vidste du at de ikke ville dig noget godt – når så den AFSINDIGE nar af en pseudo psykolog hvor du prøver at føle dig tryg siger det samme,, Ej men altså – det gør mig så rasende.

    • Tak.. dette er et af de tilfælde hvor gentagelser faktisk hjælper. Og det gør også mig vred og gal at hun tillader sig sådan en klokkeren fejl. Desværre tror jeg bare ikke hun ser fejlen som en fejl.

      Det der med ansvar og ansvarlighed er bare tæske-svært at få styr på. Når man altså står midt i det og ikke kan finde ud af det. Men det hjælper altså at I der er udefrakommende siger sådan til mig. Rigtigt meget.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s