En linje – stk 1

Har krydset et bestemt emne masser af gange herinde, men er egentlig hoppet rimeligt elegant væk fra det igen. Fordi det er svært og fordi det efterlader mig i en rigtig dum situation og med et skævt billede af mig selv. Og fordi det er lidt pinligt. Men har jo lovet mig selv, at jeg vil næsten hele vejen rundt her. At det løfte så blev givet en aften, da jeg naivt og dumstædigt fastholdt, at ingen jo nogensinde ville få sat ansigt på mig – jow, go morn do – det er så lige meget. Holder mit løfte til mig selv her.

I det mindste for helhedens skyld.

Kors, hvor har jeg skrevet meget og mange ord om min bror. Om at være barn med ham. Om at være hans søster. Og om at være hjælpeløs som hans legetøj. Helt til et pænt stykke ud over den kvalmegrænse, jeg egentlig havde sat, og jeg har formodentlig fået skræmt en del væk undervejs. Sådan er det, når ordene bare pludselig vælter frem og jeg har fundet der her sted, jeg kan “gøre af dem”. Lægge dem væk og så egentlig ikke rigtigt tænke på dem mere, eller i det mindste tænke på dem på en mere konstruktiv måde, godt hjulpet på vej af gode menneskers kommentarer, spørgsmål og tanker. Nu tager jeg lige en minipause fra emnet bror. Det har egentlig fyldt mere herinde, end det nogensinde har fået lov at fylde i mit liv. Relativt set. Ikke at jeg forlader emnet helt, men lidt. For slippe det helt kan jeg nok aldrig. Det vil altid være der, næsten alting startede. Og startede linjen.

Og det er netop linjen jeg vil af med nu. Sammenhængen mellem overgreb i barndommen og så alt det, der skete, da jeg blev voksen. Det er lang tid siden jeg spurgte psykologen om jeg bare var et uheldigt menneske, der pr definition rendte ind i de forkerte mennesker eller om der var en sammenhæng. Det ville hun naturligvis ikke svare på, men kom med et af sine mere sjældne indad-vurderende blikke. Og startede så lidt langsomt og undersøgende på at svare på hvordan det var – sådan i teorien. Underforstået, at det hun sagde ikke nødvendigvis havde noget med min konkrete historie at gøre. Fik et indblik i undersøgelser, teorier og hypoteser og hvad den mere anerkendte del af litteraturen (vi er nemlig enige om at der findes rigtigt meget møg-litteratur om emnet) sagde om sexuelt misbrugte børns voksne valg. Om valg af partner, valg af venner, valg af job, valg af livsstil osv osv. Og ikke mindst fik jeg et mere teoretisk indblik i grænser og grænsesætning. Eller især mangel på samme. Hun er formodentlig lidt forsigtig med at vælte sig rundt i teorien i en terapisituation, fordi det jo kan virke fremmedgørende, måske en smule nedladende og en hel del bedrevidende. Det er ihvertfald sådan jeg opfatter hendes forsigtighed, når jeg fralokker hende de mere generelle tendenser i de emner vi taler om.

Dog vil jeg hellere have hendes kvalificerede bud end det, jeg kan søge mig til på nettet. Selvom jeg er god til det, indebærer hendes ord en vis indbygget kvalitets- og relevanskontrol, som jeg ikke rigtigt kan få andre steder.

Har tidligere refereret til det her citat i en anden sammenhæng. Om børn og fravalget af børn. Tillader mig at genbruge den i denne sammenhæng også.

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”

Hvis det her står til troende, hvordan kan man så forvente at en voksen, med de børneoplevelser, er i stand til at sætte bare nogenlunde fornuftige grænser i sit liv.

Det følgende er ikke mine betragtninger om incestofre generelt – det er hvad jeg lærte af en specifik samtale, hvor udgangspunktet var mig og mit liv. Og hvilke generelle tendenser, der kunne have spillet en rolle for det.

Da jeg spurgte psykologen om det her med tilfældigheder, uheld eller direkte sammenhænge var hendes svar, at der faktisk er en vis tendens til at ubehandlede ofre vælger partnere og venner senere i livet, der fastholder dem i den rolle. Og som fortsætter de overgreb, fordi det bliver det trygge og det kendte. Spillet man ved, hvordan skal spilles. Og tror fuldt og fast på at overgreb er lig med kærlighed, beskyttelse og tryghed. For man har reelt aldrig fået lært andet undervejs. Så for at få opfyldt kærlighedsbehovet betaler man med alt, inkl at lægge krop og sjæl til nye overgreb. Det gælder kort sagt om at finde sig en psykopat – og det havde jeg held af. I den grad. Og tror jeg, hvis jeg ikke havde fundet en sådan, så havde jeg nok nærmest lavet ham (eller hende for den sags skyld) selv. Fordi jeg ikke kendte forskel på godt og skidt. På overgreb og kærlighed. På nærhed og vold.

Der var ikke noget filter, der sorterede for mig. Ingenting, der fortalte mig at det her kunne jeg ikke lide eller hvorfor, så jeg kunne bringe det til ophør. Og jeg vidste jo, at ting jeg ikke kunne lide også var kendetegnet ved, at det ikke var noget jeg kunne stoppe. Så hvorfor prøve, det ville jo bare gøre det hele meget værre. Sådan var erfaringen. Jeg var usikker på mine grænser og aldeles uegnet til grænsesætning. Og endte atter som offer som voksen. Det er vanskeligt at tilgive sig selv den, men det gav god indsigt at få kendskab til de generelle tendenser i sådan et liv som mit. Lettede en del på skyldfølelsen og skammen over også at være blevet et voldtægtsoffer. Et offer for partnervold. Offer for mere psykisk terror og flere trusler end jeg orker regne på.

Nu er tonen og stilen lagt. Indlægget er ikke færdigt, men jeg har altså valgt at dele det i to dele (måske tre) for ikke at udmatte nogen med uhyrlighederne og indrømmelserne.

Advertisements

13 comments on “En linje – stk 1

  1. Tak for indblik i hvor svært det er at have været udsat for overgreb, det må satme være svært at få åbnet op og indse at det ikke er ens egen skyld…Jeg tror at mennesker næsten altid vil vælge det de kender, uanset om det er godt eller skidt, det kræver jo altid et stort mod at “springe” ud i noget nyt, og nogen gange skal der andre til for at hjælpe en videre. Det er godt at du har fået den hjælp til at bearbejde de afskyelige ting du har været udsat for…Undskyld hvis det er lidt klodset udtrykt jeg er ikke så god til at udtrykke mig skriftligt…God søndag til dig..:-)

    • Det er nærmest mig der takker.. ikke for indblikket – men lidt for udblikket hvis man kan udtrykke det sådan. Jeg kommer af med ting og håber at der er nogen der læser det, men som bestemt ikke tager sig det alt for nært.

      Du udtrykker dig på ingen måde klodset men en hel del mere præcist end jeg lige formåede. Tror noget af det skræmmende ved at bryde ud og væk fra sådanne forhold handler om at man er bange for at havne i limboet. Midt mellem alt det onde man har og alt det gode som man måske kan se andre har og så slet ikke få noget af det hele. For der er jo osse godt i det onde. Lidt. Men det er der jo som regel. Og så ser man kun det.

  2. Der for så forfærdelig mange tanker gennem mit hoved, da jeg læste dette her.
    Hvor er det bare ikke i orden, at din bror (tilsyneladende?) går ustraffet gennem livet.
    Hvor sætter det dog mange ar i sindet – mange flere, end ‘vi andre’ nok nogensinde kan forestille os.
    Hvordan du får mig til næsten at forstå, hvorfor I uafvidende opsøger det samme helvede igen og igen.
    Heldigvis er du meget intelligent, hvilket formentlig er en af de ting, der kan hjælpe dig ud af det følelsesmæssige helvede, du må have levet i det meste af dit liv.
    Jeg håber du forstår, hvad jeg mener. Jeg, som ellers betragter mig selv som nogenlunde velformuleret, mangler i den grad ord, når jeg læser, hvad du skriver, og det gør så ondt, så ondt.
    Gennem Johns tidligere arbejde var jeg en lille smule involveret i børn, der har været gennem lidt af det samme, og når vi derude i periferien kan blive så ramt af jeres historier, skal der i bund og grund ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan den incestramte må have det…

  3. Der er – kan jeg love dig – også gået mange tanker gennem mit hoved mens jeg skrev på det.

    Nej det er ikke i orden at han går fri – jeg mangler bare styrken til selv at tage opgøret med ham og håber at nogen andre gør det. Og de andre håber garanteret at jeg gør det.

    Jeg kan kun svagt selv forstå hvorfor det der mønster skal gentages i det næsten uendelige, så jeg kan ikke forvente at andre bare fatter det med det samme. Men er taknemmelig for at du og andre gør så behjertet et forsøg.

    Her skal det dog retfærdigvis pointeres at mønstret for mig er brudt og i dag har den sødeste kæreste, der bestemt ikke er psyko- eller sociopat.. men bare en skøn kvinde.

    Du er stadig velformuleret og jeg har ikke de fjerneste problemer med at forstå hvad du mener, men er ked af at mine ord gør ondt på andre. Det var ikke umiddelbart min mening.

    Men der er den så igen. Har altså ind i mellem lidt problemer med at forstå den empati du demonstrerer dér, forstå hvor den kommer fra og hvordan sådan en føles. Håber ikke det gør mig til et meget ringere menneske, men kan have svært ved at følge den helt. Og det har vist også noget med det her at gøre. Men ville aldrig egne mig til selv at arbejde med børn med de her problemstillinger inde på livet. Beundrer dem der kan dét. Uanset deres baggrund.

    Men det er ikke og har ikke været nogen nem proces at komme dertil hvor jeg er i dag. Og din fantasi og tanke om hvordan det må være er nok ikke helt galt afmarcheret.

    Intelligent ? Ved ikke rigtigt.. men tror det. Tror mere min gennemlevelse og overlevelse har handlet om en sær blanding af krysteradfærd og stædighed.

  4. Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

    Paradigme:
    “Ordet paradigme kommer fra græsk (παράδειγμα parádeigma, som er samensat af para = “hos” + deiknynai = “vise”, og det betyder tilsammen “forbillede” eller “mønster”), heraf kommer nutidens brug: en tænkemåde eller et system af tanker og sammenhænge”.

    Jeg læser det som, at du har gennemgået et vigtigt paradigmeskifte i valg af partner og dermed også ændret din egen rolle.

    • Smiler, er helt bekendt med udtrykket paradigme… men havde ikke lige tænkt på det ord i denne sammenhæng, men det er nok ikke ganske ved siden af at jeg også har foretaget et paradigmeskifte med de her ting. Bryder et mønster op ihvertfald, og der hjælper det jo en del at kende til hvilke mønstre, der ikke er så hensigtsmæssige at repetere i det uendelige.

  5. Tænkte jeg godt 🙂 Synes det er interessant, når det kommer til kærlighedens paradigmeskifte. Havde selv en lang forhistorie med umulige og destruktive forhold bag mig, inden jeg mødte manden fra den anden planet 😉 Og det var en ren tilfældighed! Et møde der ville være umuligt at forudsige eller “gå efter”.

    Har du læst “Kvinder, der elsker for meget”? Den giver også god mening mht. uhensigtsmæssige mønstre, der har rod i barndommen

    http://bibliotek.dk/vis.php?origin=sogning&field4=forfatter&term4=robin+norwood&term2=&field2=titel&term3=&field3=emne&field1=fritekst&term1=&mat_text=%22%22&mat_ccl=&term_mat%5B%5D=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar%5B%5D=

    • Nej den har jeg heller ikke læst, da den i min verden røg i en bestemt periodes lidt for populære køb-en-paperback-og-ændr-dit-liv litteratur. Såsom Mænd er fra Mars eller hvad den nu hed og tilsvarende. Og i øvrigt har jeg altid tænkt at den titel ikke rigtigt relaterede til mig – for jeg elskede jo ikke nok (!)

      Beklager Pernille, den type bøger får det hele til at stritte på mig. For jeg synes alt for tit de er for letkøbte i hypoteserne og for ensrettende. De hjælper ganske givet en masse, især kvinder, men de få bøger jeg har kigget i afføder bare et skuldertræk pga deres løse argumentation mm. Kan være jeg ikke har set lyset endnu, det vides så ikke.

      Der er vist altid noget tilfældigt over at møde livs-partneren.. også selvom man finder ham/hende på nettet. Eller i mere rendyrket form over køledisken i netto. Men mon ikke det er skæbne alligevel. 🙂

  6. “Kvinder, der elsker for meget” er en bibel for mange, især voldsofre. Jeg er ikke fuldstændig swept away over den, men har taget dét med fra den, som jeg kunne bruge til noget. Det har til gengæld været brugbart.

    Har læst den flere gange og opdaget noget “nyt” hver gang, sikkert fordi jeg som menneske har rykket mig for hver gang, blevet mere modtagelig eller mere reflekterende.

    Men don´t worry, jeg er ikke med i en Robin Norwood-sekt, der vil hjernevaske dig med bogens fortræffeligheder hahahaha 😉 Kom bare til at tænke på den i forhold til negative livsmønstre.

    Vil sige, at det var en ret så insisterende skæbne, der stod bag mit og mandens møde så 🙂 For det var overhoved ikke lyn fra en klar himmel, men en masse kiksede forviklinger. Men so be it 🙂

    • Du ville i så fald ikke have været den første der prøvede at hverve mig til en sådan sekt 🙂 Og måske heller ikke den sidste.

      Hovedsagen er jo at du fandt ham – og ændrede DIT liv…

  7. Pingback: En linje – stk 2 « Overleveren

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s