”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb.
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed.”
Det er vist en psykolog, der hedder Lars Sørensen, der har fremsat dette indlysende udsagn. Og jeg har set det så mange gange i forskellige sammenhænge, at det efterhånden tabte sin betydning. Det dukkede igen op i min bevidsthed, da jeg begyndte at tænke lidt over de store linjer i mit liv. Stregerne der forbinder fortid med nutid og fremtid. Linjerne mellem barndom og voksenliv. Der hvor man ikke længere kan skelne godt og skidt. Kærlighed og overgreb. Vold og kærtegn. Tillid og mistillid. Tryghed og angst. Et eller andet sted rummer det en nøgle til at forstå hvorfor alt gik så galt. Og hvorfor det hele alligevel blev godt igen.
Kære I, der har børn og børnebørn. Børn I holder af. Pas nu godt på dem. For mennesker som jeg er uegnede til det. Det er derfor, mennesker som jeg ikke skal have børn. Vi gentager mønstrene og forstærker en negativ social arv. At bryde den er umenneskeligt hårdt. Jeg ved nogen der kan – kender dem faktisk. Men det har altid stået ganske klart for mig, at det var et eksperiment, jeg ikke skulle prøve af i praksis. Jeg er uegnet. Decideret.
Jeg får fortalt, at rigtigt mange af dem, der udsætter børn for overgreb, vold og/eller incest, har været udsat for tilsvarende selv som børn. Jeg forstår det og accepterer, at sådan er det åbenbart. Men hvad skal jeg bruge det til ud over at vide, at det er arveligt på sin egen lille luskede måde. Bliver videresendt til næste generation af børn, der ikke kan sige fra eller stoppe det smertefulde, det skamfulde og ubehagelige. Og børnene ender med at føle, at det må være deres egen skyld. For de kunne bare have gjort noget andet end det de gjorde, og fordi det jo var den voksne, der valgte at udsætte barnet for overgrebet. Og børns overlevelse er jo netop sikret ved, at de voksne gør de rette ting for at beskytte børnene. Børnene er kodede til at acceptere de voksnes handlinger som noget, der sikrer overlevelse.
Men når handlingen bliver et overgreb bliver overgrebet til noget ubehageligt, der skal sikre overlevelsen. Man overlever ikke overgrebet, men sikrer sin overlevelse gennem overgrebet.
Det kræver ikke meget fantasi at tænke sig til, hvad dén virkelighedsopfattelse gør ved et barn.
Tror heller ikke det kræver særligt meget fantasi for at forestille sig, hvad der sker med dét barn, når det bliver voksent, og selv skal tage vare på kærlighed, nærhed, intimitet og forvirrende magtrelationer. Det er svært. Selvfølelsen bliver nedbrudt så den til sidst smuldrer til nærmest ingenting, og man er ikke længere i stand til at skelne. Jeg burde jo have set alle faresignalerne, da jeg som voksen indleder et forhold til en mand med klare psykopatiske træk. Men så intet og mærkede intet. Intet andet end smerte, der var nok så bekendt og som var lig med overlevelse som var lig med en sær form for tryghed. Der var lig med kærlighed eller hvad?. Det var jo sådan det var. Vidste bare ikke bedre med min forrykte virkelighedsopfattelse.
Det eneste, jeg altid har vidst, og som har været helt centralt i min virkelighedsopfattelse, uanset hvad der ellers er sket, var ‘ingen børn i mit liv’. Ingen partner med børn. Intet job med børn. Det har jeg holdt fast i, altid. Og det var en af grundene til, at jeg fik så mange tæsk. Uenighed om børn. Det var dét, jeg kunne styre. Som det eneste. Og det eneste sted hvor jeg ikke kunne tæskes til at mene eller gøre anderledes. Var mit valg, og mit helt alene.
I dag ved jeg at der er noget der hedder “senfølger af incest” – og ved lidt om hvor omfattende det er. Og jeg er ikke sluppet særligt billigt. Men jeg har været heldig, trods alt.
Overleveren 
Hvor er det egentligt meget klogt – og en fantastisk selvindsigt – at vide at der var ingen børn til dig.
Tænk at du altid har holdt fast i det – trods alle de andre skader du har haft på sjælen.
Det er synd at man ikke kan få mere hjælp til at bryde den arv, for kærligheden til børn – og deres kærlighed til deres forældre er noget af det smukkeste der findes.
Men jeg kan jo ikke være objektiv overhovedet – som mor til 4..
Tak for rådet under alle omstændigheder. Jeg passer på mine børn og har prøvet at vise dem hvor deres egne grænser går.
Ved ikke ligefrem om jeg kan tage imod at det skulle være særligt klogt ligefrem. Det har bare altid været sådan, og jeg tror måske det handler om, at jeg ganske tidligt fornemmede at den måde jeg var barn på, ikke var den rette. Havde ikke den store viden om det var det normale, jeg levede under eller om det var unormalt. Men vidste, at det egentlig ikke var så rart.
Tror mine valg handler om en erkendelse af, at når man ikke kan passe på sig selv – så skal man ikke prøve at passe på andre. Og især ikke andre, der ikke har noget valg eller kan gå andre steder hen; dvs børn.
Og nu kommer mit slag under bæltestedet på dig… husk at det er nøjagtig den samme kærlighed ml børn og forældre der gjorde at jeg ikke søgte hjælp. At jeg intet sagde.. at jeg stadig ikke siger noget… det er i sandhed et tveægget sværd. Ikke bare det smukkeste – men også et mentalt fængsel.
Det føltes ikke som et slag under bæltestedet overhovedet – nok fordi der heldigvis ikke er overgreb blandet ind i deres liv.
Men du har jo helt og aldeles ret – det fik jeg ikke set i farten – igen fordi der ikke er de overgreb i deres liv/vores liv.
Jeg så kun det forhold barn voksen – som jeg selv har med mine børn, og ikke det du har overlevet.
Men naturligvis er det derfor du ikke sagde noget.
Men jo, det vidner om stor selvindsigt synes jeg – at være helt klar på at man ikke skal have børn.
… tror dine børn er heldige 🙂
Men sådan skal det jo være – at vi bedømmer verden og alt hvad vi ser og oplever udfra vores egne erfaringer. Det spændende opstår jo netop når vi så møder nogle der har ganske andre erfaringer og ser verden på en helt anden måde.
Hvor er det en frygtelig trist og sørgelig grund til ikke at få børn. Jeg har stor respekt for dit valg om at leve uden børn, men tænker også som Kong Mor at der burde sættes ind med hjælp til at bryde sådan en arv.
Selv om jeg ikke selv har født børn, er jeg lykkelig for de unger jeg har fået lov at følge tæt, og ville ikke have undværet et eneste minut sammen med dem. Lige nu er det Emil der fylder mest, og ham vil jeg gøre hvad som helst for at passe godt på, så tak for rådet.
Hvordan skulle man dog næsten kunne bryde sådan en arv, når ingen siger noget om noget som helst. Hvem pokker skulle have opdaget at noget var helt galt.
Ved ikke om jeg mangler at have børn i mit liv, ikke som det ser ud lige nu. Kan være det kommer en dag, men jeg tvivler oprigtigt. Det er et valg jeg har taget, og som jeg er parat til at tage konsekvensen af.
Tror i øvrigt at jeg generelt mangler to ting ift børn.. beskyttergenet og omsorgsgenet.
Nu vil jeg naturligvis gerne blande mig lidt 🙂 Både fordi jeg selv har været udsat for overgreb OG er blevet mor.
Det er en skrøne, at seksuelt misbrugte også bliver krænkere som voksne. Men jeg kan godt forstå din frygt. Ved også, at andre er bange for at blive stigmatiseret som potentielle krænkere, hvis de står frem pga. den vandrehistorie. Læs bl.a. dette fra Servicestyrelsen http://www.servicestyrelsen.dk/udsatte/senfolger-af-seksuelle-overgreb/sporgsmal-svar
Noget går jo galt, når børn/unge/voksne vælger, at overskride andres grænser seksuelt. Jeg har aldrig hørt om krænkere, der har haft en harmonisk og tryg barndom. Ej heller om incestofre, der foruden overgrebene, levede en tryg og rar tilværelse. Usikkerhed, lavt selvværd, fysisk/psykisk vold og dybe følelsesmæssige konflikter er bedre beskrivende i de fleste tilfælde.
Jeg tror, at kodeordet for den negative sociale arv i dysfunktionelle familier er OMSORGSSVIGT – både når vi taler krænkere og ofre. Svigtet kan skyldes rigtig mange ting, men fra mig selv ved jeg, at den dårlige kontakt til følelseslivet, volden som kommunikationsmiddel, uformåenheden og manglende evne/lyst til at opsøge HJÆLP, dannede grobund for mange af de problemer, der herskede hjemme ved os dengang.
Så jeg sætter personligt ikke selv lighedstegn mellem seksuelle overgreb og krænkende adfærd – men giver omsorgssvigt “skylden”. Hvis man ikke gør sig bevidst om det forkerte i det, ikke selv opsøger alternative måder at kommunikere på (non-voldeligt) og undlader at arbejde med sig selv, for at vende de indgroede mønstre, så skal man ikke vælge at få børn. For så er der ret stor sandsynlighed for, at man svigter sine børn.
Jeg VED, at man kan tillære sig rigtig mange ting. Jeg VED, at man skal opsøge hjælp, når der opstår situationer man har svært ved at håndtere. Jeg VED, at der er alternativer til vold. Jeg VED, at jeg aldrig vil svigte mig barn. Jeg VED, at jeg aldrig kunne drømme om, at krænke hverken hende eller andre. For jeg VED, at det var forkert og jeg er et bedre menneske. Derfor føler jeg mig ikke stemplet eller stigmatiseret, det preller ganske enkelt af.
Det er stort af dig, at fravælge børn. Ikke mindst fordi du – efter eget udsagn – mangler beskyttergenet og omsorgsgenet. Det er en kæmpe indrømmelse, der sikkert også er vældig smertelig for dig. Jeg tror bare ikke helt på det…jeg tror godt, at du kan bryde spiralen. Jeg tror på, at du rummer både kærlighed, omsorg og beskyttelse for dem, der står dit hjerte nært. Men det kræver livslangt arbejde og gevinsten ved barnet/børnene skal kunne ses umiddelbart. Og så længe du ikke ser den og fravalget ikke lader dig ligge søvnløs om natten, så kan tilværelsen sagtens få indhold, kærlighed og glæde uden børn. Og en hel del mere nattesøvn og mindre bekymringer 🙂
Knus Pernille
Uha Pernille, jeg har vist ikke gjort det helt klart hvad jeg mente. Jeg tror ikke jeg var blevet en krænker på den måde du tænker på. Overhovedet. Det har aldrig været min frygt. Jeg tror derimod at min særprægede barndom gjorde mig uegnet til børn. Så uegnet at naturen helt viseligt har indrettet det sådan, at jeg slet ikke har haft interesse i børn. Heller ikke andres. Synes egentlig at folk skulle passe deres børn selv, og jeg har reageret fnysende og afvisende hvis nogen lige mente at jeg passende kunne anvendes som barnepige for nevøer, kusiners børn mm…
Tror et eller andet sted, at det vigtigste her ikke står i selve teksten, men i et svar til Kong Mor – at når man ikke kan tage vare på sig selv kan man heller ikke tage rigtigt vare på andre. Det har ligget så dybt i mig. Den viden om, at jeg ikke har kunnet tage vare på mig selv – passe på mig selv. Både som barn og som voksen. Og at jeg derfor ikke var egnet til at have ansvaret for et barn, endsige flere.
Jeg har også læst den tekst du henviser til, men synes nu nok at det er lige firkantet nok at afvise det som en skrøne og en vandrehistorie. Den slags plejer jeg nu altså ikke at rende videre med ukritisk, hvorfor jeg også taler om vold, overgreb og incest og indforstået omsorgssvigt også.
Tager dit forbehold til efterretning og skal nok være lidt mere præcis lige på det emne.
Men vil nok stadig mene, at uanset om vi snakker incest, overgreb, vold eller vi skal kalde det hele omsorgssvigt så er det stadig hvad der har præget min barndom.
Jeg ved, at jeg er børne-uegnet. Så simpelt er det. Og så simpelt har det altid været. Og jeg ved, hvor det kommer fra. Jeg kunne måske have lært de ting du skitserer, kunne måske have ændret på det, så jeg kunne have haft børn uden at ende som en omsorgssvigt-sag; men du overser det centrale i den her sammenhæng. Min børnelyst var og er helt død. Så hvorfor gøre det arbejde? Det interessante er jo egentlig; om der er noget i mit liv, der har ført til dette klare fravalg mht børn.
Det har end ikke strejfet mine tanker at det kunne være et problem at sætte børn i verden som incestramt – at det ville føre til en mistænkeliggørelse/undersøgelse/opmærksomhed på forhånd. Det ville jo være forrykt. Så den vil jeg helst ikke tages til indtægt for. Lyder så vanvittigt i mine ører, at jeg ville tro det kom fra heksejægernes pararealistiske cirque de incest.
Om det er smerteligt at erkende at jeg mangler de der to egenskaber (beskytte/omsorg) mht børn, det ved jeg ikke. Synes nok egentlig mest, at det er lidt pinligt, at jeg ikke er en større helt. Jeg reagerer ikke engang på, at naboen banker sin søn – og konen. Undrer mig bare over, at de nu vælger at sætte endnu et barn i verden. Og så måtte de i øvrigt gerne snart flytte.
Ok, så har jeg (HELDIGVIS) misforstået dit blog-indlæg. For bryder mig hverken om stigmatisering udefra eller indefra.
Klart, at man end ikke skal påtænke at få børn, hvos ens børnelyst er helt og aldeles væk. Det vil aldrig føre noget godt med sig.
Mht. din nabo…der ville jeg ikke betænke mig et øjeblik med at melde stodderen. Ved ikke om det er særlig helte-agtigt. Det er nok bare dét, som volden har gjort ved mig. At jeg aldrig vil kunne acceptere, at andre børn får tæsk eller kunne lade det passere.
Ja, en lille misforståelse var der kan jeg se. Men det er ok.
Mht min nabo, så rammer det jo lige ind i mit problem. Og det volden, overgrebene mm har gjort ved mig. At jeg netop ikke reagerer, jeg accepterer ikke men reagerer heller ikke, som jeg burde.Og som min moral tilskriver mig, at jeg skal reagere. Mit instinkt er ikke at reagere som du ville gøre. Men gør det mig til en kynisk og følelseskold sociopat, der mangler empati og omtanke for andre mennesker?
Forhåbentlig ikke, men måske lidt følelsesmæssigt afstumpet ?
[…] lidt tungere indlæg her på bloggen, har jeg som regel tænkt mig rigtigt godt om. Indlægget om arven er ikke gennemtænkt og ikke særligt pænt formuleret. Overvejer at slette det indlæg, men tror […]
Jeg har heller ikke fået børn – og nu er der nok salmonella i æggebakken, pga alder og holdbarhed. Jeg har heller aldrig haft den store interesse i at få børn – jeg tror altid jeg har ventet at det ville opstå, hvis jeg mødte een hvor det ligesom kunne være. Min søster, derimod, har altid tydeligt været børnemor, og gik gennem svære tider med ufrivillige aborter og meget smerte – for hun skulle have børn. Og der er også blevet tre vidunderlige unger ud af det. Men det klør ikke rigtig i mine æggedelere, nej.
Når jeg så ser tilbage, kan jeg godt se at det var meget godt det samme – for jeg er først nu i stand til at tage vare på. Først nu har jeg sluppet den der hvor man vil gøre ufatteligt meget for lidt kærlighed – først nu har jeg sluppet afhængigheden af opmærksomhed, fremfor evnen til kærlighed. Først nu har jeg sluppet den indre vrede, den selvdestruktive tankegang – som i øvrigt altid finder et afløb udadtil.
Så jeg er egentlig glad for jeg ikke har tilført verden mere lidelse ved at have børn, som jeg ikke kunne give af mit hjerte, af min godhed. Jeg vil heller ikke stigmatisere alle, der har været udsat for krænkelser og omsorgssvigt, ved at sige de ikke skal have børn, fordi de vil gentage mønsteret.
Selvsagt kan man være mønsterbryder – det blev jeg jo selv, ved at dedikere mig til at lære noget andet om livet, fremfor at bare bevidstløst gentage mine forældres.
Og jeg ved også jeg har en fantastisk moderkvalitet, fordi jeg, da jeg kunne, med min eksmand, lod være med at få børn, selvom han gerne ville – for han var ustabil, alkoholiker, psykopat, småpædofil. Og jeg kan huske jeg tænkte at det moderlige ville være at give afkald på at få børn, så jeg ikke skulle slæbe flere gennem den møller, jeg befandt mig i: den bare ikke at kunne finde ud af at gå selvom man sidder i lortet og der ikke er noget der holder een, andet end angsten og troen på man ikke fortjener bedre.
Men selvsagt ser man ofre for omsorgssvigt, der klarer nogle helt andre ting selv, når de bliver forældre.
Desværre er min oplevelse at den let kører i tese/antitese, eller penduludsving.
For eksempel syntes min morfar at han var verdens bedste far – for han havde jo aldrig slået sine børn, som han selv var opdraget med – hans far havde tævet dem med livremmen, til de var gule og blå. At han så selv truede sine børn med at slå dem ihjel, og forgreb sig på sin steddatter, og meget andet fra samme skuffe… det så han ligesom ikke.
Kære venner, jeg ønsker ikke at lægge hverken skyld eller stigmatisering på ofre for overgreb og omsorgssvigt – jeg ønsker bare at sige at vi måske skal være lidt mere bevidste om ikke at videreføre smerterne. Ikke bare lade være med at gøre hvad vi selv har oplevet, men også være villige til at lære nyt.
Man ved ligesom godt man kan have svært ved at lukke omgivelserne ind, lade dem komme tæt på – men det er som om det er tabu at den også gælder ens børn. Jeg synes det er vigtigt at vi selv ser på om vi klarer at lade vores børn komme nær vores hjerter.
Jeg sender kærlige tanker til jer, og ved godt mit indlæg kan forstås som en fordømmelse – det er det ikke ment som, det er mere ment som at vi har mulighed for at lære mere om kærligheden end de fleste har, og det synes jeg egentlig er både fantastisk og smukt.
Jeg føler mig ikke særligt truffet af dine ord, heller. Men tror der er en halv mullion forskellige grunde til ikke at få børn, og at vi alle hver i sær gør det op med os selv, om det er noget vi kan, vil og bør.
Du har så gjort dig tanker om hvordan du ville være hvis der var egne børn i dit liv. Så langt har jeg aldrig tænkt. Ikke verdens mindste overvejelse har der været.
Men tror dine ord er et væsentligt partsindlæg i hvorfor nogle kvinder vælger ikke at få børn. Og især lægger jeg mærke til de næsten forbudte ord, som jeg dog ikke ved om jeg har misforstået; “det er vigtigt at vi selv ser på om vi klarer at lade vores børn komme nær vores hjerter.” skriver du.
Det er så vigtigt – og så tabuiseret. For naturligvis kan vi li børn. Især egne.
Jeg fatter fandme ikke det tabu: At alle skulle ransage sig selv grundigt inden de beslutter at få børn. Men jeg tror det er fordi vi tror det bedste, vi har at give, ligesom pr definition MÅ være kærlighed – i betydningen: jeg har tusind følelser og den pæneste af dem, den vælger jeg så at tro er kærlighed.
Men der kan være milevidt fra min pæneste følelse, som for eksempel kan være forkærlighed eller venlighed, til egentlig kærlighed! Og børn kan ikke leve med mindre end kærlighed. Alt andet forulykker dem.
Og når man gør sig overvejelser om hvorvidt man skal have børn – og i dag har man jo som oftest et valg – så skal man lade identitetsjagten, selvfedheden, trangen til at gøre som de andre, normerne og hele lortet ligge, og tænke: Hvad ved jeg egentlig om virkelig virkelig at give kærlighed – læse den andens behov fuldstændigt frit for mine egne projektioner og behov – om at give frihed og styrke – om ikke at ønske at forme, men at være en støtte – om virkelig bare at elske, elske for kærlighedens skyld.
For de fleste forhold og derunder forældre/barn-forholdet starter fra: Jeg har brug for..ikke: jeg har så meget kærlighed at give!
Sidegevinst: Hvis folk fik børn fordi de rent faktisk elskede hinanden, og ville krone den kærlighed med at elske et barn også, og rent faktisk havde kærlighed at give… så ville vi også få den overbefolkning ned i et sundt leje.
og hvorfor er vi som ofre for forskellige overgreb og dysfunk og neglect og diverse ikke i stand til at se på om det nu er rimeligt at antage at vi har vendt bøtten fuldstændigt og selv kan elske som et barn bør elskes? Jeg mener: hvor skulle jeg ha lært det? Jeg kan sq da heller ikke cykle med mindre jeg: A: Har hørt om at cykle. B: Set andre gøre det. C: Har haft en hånd i ryggen til jeg fandt balancen.
Men kærlighed… det mener vi ligesom bare vi kan, det er så helvedes sårbart at stille sig selv spørgsmålet: Er det egentlig kærlighed, jeg giver – eller søger jeg tryghed?
Men – og her er den rigtig lede del: så kan vi heller ikke rigtig bebrejde andre at de ikke undersøger om de er gode ved andre.
Desuden er det ikke meget bedre i forhold til et barn hvis man har et stort indre had, end hvis man har ydre handlinger af neglect og dysfunk. En mor, der viderefører de krænkelser og den vanrøgt, hun selv har oplevet, på et indre plan, mod sig selv, fører krig… og før eller senere vil hendes omgivelser blive mærket af den. Det kan være hun i forelskelsens første faser føler hun er svævende og at fortiden er død – men før hun holder op med selvhadet, vil det altid finde ydre former.
Åh, jeg savner bare at vi, der har lært mindre en kærlighed hjemme, tør se på om den hellige moderevne og den hellige kærlighed… måske er helt intakt.
Kære du, jeg har så umådeligt svært ved at svare dig sådan bare rimeligt fornuftigt. For hele præmissen for et fornuftigt svar indebærer at jeg forholder mig endnu mere aktivt til emnet børn, egne børn jeg ikke fik, andres børn jeg er blevet bedt om at passe og de kropumulige børn man ser i slikhyldernes umiddelbare nærhed i supermarkeder. Og det kan jeg ikke, for jeg vil helst ikke forholde mig ret meget mere til det emne. Jeg vil helst ikke blandes ind i andres måder at have børn på. Uanset om det er godt eller skidt, uanset om det er objektive eller subjektive kriterier for om det er godt eller skidt.
Jeg har bare fulgt min egen vej, den vej jeg følte var, og som jeg aldrig har tvivlet på, den rette. Men et sted snubler jeg lidt over dine ord “om at have kærlighed at give” – tror du rammer noget dér: for min kærlighed at give har altid været en ultrabegrænset mængde. Og ikke noget jeg bare har kunnet dele ud af.
Men naturligvis har jeg en mening om helikopterbørn og curlingforældre. Men underholder jo ikke med den, for jeg aner jo ikke hvad det vil sige at have børn.
[…] tidligere refereret til det her citat i en anden sammenhæng. Om børn og fravalget af børn. Tillader mig at genbruge den i denne sammenhæng også. ”Man kan […]