Fortrudt?

Normalt når jeg skriver de der lidt tungere indlæg her på bloggen, har jeg som regel tænkt mig rigtigt godt om. Indlægget om Arven er ikke gennemtænkt og ikke særligt pænt formuleret. Overvejer at slette det indlæg, men tror faktisk jeg lader det stå. Det var et øjebliks vrede og ophidselse, der rendte af mig. Og så i mine kommentarer til indlægget, hvor endnu mere grum sandhed væltede af mig. Sådan er det altså her hos mig, råt og ægte. Godt og skidt. Ups and downs.

Det kan ske. Men det rummer jo også en form for virkelighed om hvem jeg er og hvorfor og hvordan jeg er blevet som jeg… nu er blevet. Om konsekvenserne af at leve et liv, der startede med misbrug og overgreb.

Tankerne kredser en del om det, og jeg ved ikke rigtigt om det er en slags Pandoras æske, jeg fik åbnet der. Er jeg virkelig sådan et grumt menneske, der ikke har nok empati for mine medmennesker, eller er jeg egentlig ok. Så ok, man kan være med det liv jeg har fået.

Jeg håber det. For synes nu nok, at jeg har gjort det helt ok. Der er mange, der synes jeg er ok. Og skæg nok. Alvorlig nok og klog nok. Go nok.

I morgen er det magisk torsdag. Tror nok jeg ved, hvad der skal tales om hos den psykolog.

Er meget ked af det og trist. Skulle nok ikke have skrevet dét indlæg. Trods alt. Men er jo glad for alle kommentarerne. Satte rigtigt mange tanker i gang her om det forfærdelige arvegods, jeg har fået med mig i livet. Nu skal de lægges på plads og jeg skal finde mine fødder igen. Og det gør jeg så – igen. Det hedder vist udvikling eller sådan noget.

Reklamer

8 comments on “Fortrudt?

  1. Jeg er også helt sikker på du er go nok.. 🙂 Om du vil slette indlægget eller ej, er helt dit eget valg, hvis du gør det, ved vi da hvorfor..

    Jeg synes faktisk det er et godt indlæg, og det bliver endnu bedre efter det her indlæg, fordi det satte så mange tanker i gang, ikke bare hos dig. 🙂

    God magisk torsdag, og god weekend når du når dertil.

    • Jeg lader det stå.

      Jeg har fået mange kommentarer, både de offentlige og private, som jeg har været rigtig glad for, men få som jeg har været så glad for som din! At sætte tanker i gang hos andre, der ikke nødvendigvis har de samme erfaringer – det er stort og sådan noget, der får mig til at fortsætte, selv når jeg tvivler.

  2. Jeg tror helt ærligt at alle mennesker indeholder grader af godt og dårligt.
    I forskellig grad.

    De fleste vil gerne se sig selv som gode empatiske mennesker. Det findes. Bevares.

    Men man kan så sætte sig i et hjørne og tænke over det mindre gode man OGSÅ indeholder – hvis man tør.

    Det turde du. Med publikum på.

    Jeg læser og.. hvilket ord skal jeg bruge.. accepterer hvad du siger om dig selv. Men jeg forstår det ikke. For vi er ikke ens. Vi har ikke haft samme opvækst.
    Jeg slås med andre ting – langt fra så tunge som den bagage du har med – men dog noget som fylder i mit liv.

    Man kan finde alskens slim og kryb hvis man vender den sten om man sad godt på.. Men igen – vi er alle begge dele. Nogle dele fylder mest hos mig og andre fylder mest hos dig.
    Det gør hverken den ene til et dårligt menneske eller det andet til et godt.

    Jeg synes det er flot at du har tænkt at du ikke vil have børn fordi du ikke ville kunne passe på dem – set i lyset af din egen barndom.
    Men jeg forstår det ikke helt – fordi jeg aldrig har været i den situation.

    Øv – en masse tanker..
    Håber du får en helende torsdag!

    • Har tænkt en masse i dag, når jeg havde tid mellem diverse opgaver. Tænkt på hvad jeg skulle gøre med det der indlæg, og jeg lader det stå som det er. Nok mest fordi jeg er så glad for de kommentarer og reaktioner jeg fik på det. Selvom det, guderne skal vide, ikke sætter mig i noget særligt pænt og glitret lys.

      Du siger du ikke kan forstå, fordi vi ikke har samme baggrund, men det betyder mindre for mig om vi har det. Jeg synes det er så dejligt at du og andre har kastet jer over min blog, selvom emnet ligger jer fjernt i jeres eget liv. Og at I faktisk prøver at forstå. Og hvad du end har at slås med, om det er stort eller småt, så har du faktisk slåsset for at være lige der, hvor du er nu, og det er afgørende for din evne til at forsøge at forstå, og til at føle empati. Det er jo et resultat af hvem du er – og hvad du har oplevet og gennemlevet. Og måske overlevet.

      Vi er gode og vi er dårlige mennesker og de færreste er bare det ene eller det andet. Den køber jeg gerne. Somme tider føles det bare som om det essentielle i dag er at sætte børn i verden, og det føles faktisk lidt som om jeg bliver betragtet som en sært tilfælde fordi vi ikke har børn. Og fordi vi og jeg især ikke har lyst til børn. Heller ikke andres børn. Jo lidt – i begrænsede mængder. Og vi er hammergode legetanter. I kortere perioder.

      Jeg er hverken et godt eller et dårligt menneske fordi jeg ikke vil have ansvar for børn. Jeg kan være det ene eller det andet af en masse andre grunde, men det er jo en ganske anden snak.

      Men jeg erkender blankt at jeg har ganske svært ved at engagere mig i naboens søn.

      Men sært, for jeg havde jo helt indlysende brug for, at en eller anden voksen blandede sig da jeg var barn – men jeg kan ikke selv være den voksne, der blander sig og tager ansvar. Det er så larmende dobbeltmoralsk, at jeg må vedblive at spørge mig selv, om jeg er en følelseskold egoist. Om det er i virkeligheden er dét, der er arven.

  3. Selvfølgelig indeholder vi alle både gode og mindre flatterende sider. Vil gerne for god ordens skyld konkretisere, at når jeg skriver “jeg VED, at jeg er et bedre menneske” – så sammenligner jeg med dem, der har gjort mig ondt. Ikke dig, Overlever.

    Slet indlægget hvis det går dig på, at det ikke er så gennemtænkt og velformuleret, som du ville ønske. Det er jo dit space. Har selv haft et par knap så gennemtænkte udbrud på min egen blog, hvor jeg har skrevet i vrede og tæsket løs på tastaturet og Gem.

    At reagere/ikke reagere er vel en handling/undladelse af handling, der bestemmes af mange komplicerede ting. I mange år undlod jeg bl.a. at handle af ren og skær angst for, at min egen baggrund dermed kom frem. Først for ganske nylig har jeg taget det standpunkt, at jeg ikke vil være ligeglad og ikke kan lade tingene passere længere.

    I mørke stunder kan jeg tage mig selv i, at blive stiktosset over den manglende indgriben og reaktion på min mistrivsel. Fra naboer, lærere, nær familie, forældre til venner osv. Jeg har holdt hånden over dem allesammen i SÅ mange år, fordi det var jo min egen skyld jeg ikke fik hjælp. For jeg bad jo ikke om hjælp. Men børn skal fandeme ikke selv bede om hjælp. Voksne ansvarsfulde mennesker skal reagere på deres mistrivsel, ellers får det bare lov at eskalere. Børnene bliver unge og senere voksne med store grimme ar på sjælen, som du, jeg og mange andre. Det skal stoppes, efter min mening. Jeg håber, at der er voksne i skolen, der er opmærksomme på naboens unger (og kone).

    Når jeg kommenterer på andres blog-indlæg, er det vanskelligt at forholde sig objektivt. Jeg kommer i hvert fald altid til at blande mig selv og mine egne spøgelser med ind i kommentarene. Så det har ikke været min hensigt at være fordømmende, moraliserende eller give udtryk for at du ikke er god nok. Du er god nok. Mere end god nok. Og jeg elsker din ærlighed, og vil nødigt se den censureret.

  4. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og slutte i din kommentar her. Så jeg kaster mig bare ud i det – sådan lidt tumlende.

    Mht naboens dreng, så aner jeg ikke hvem der interesserer sig for ham og hans familieforhold, altså bortset fra politiet som kommer rendende hele tiden. Jeg brugte ham bare som et eksempel på at jeg ikke rigtigt duer til at engagere mig i andres børn. Jeg kan sagtens engagere mig i andre mennesker, både dem jeg kender men på et eller andet plan også dem jeg egentlig ikke kender rigtigt (endnu). Dig, fx. Men jeg kan ikke redde nogen fra noget, for jeg kan ikke tage det ansvar.

    Kommentarer til blogindlæg skal jo netop være prægede af de mennesker der skriver dem, ellers ville det da være helt tåbeligt. Og at efterlyse objektivitet er en absurditet. Det er der jo ingen der kan være. Det er en personlig blog du kommenterer på, ikke en afhandling på et mere eller mindre tilfældigt universitet. Det er dit privilegie ikke at være objektiv, og det skal du da nyde og udnytte. Jeg er sgu heller ikke objektiv med ret meget. Hverken på min egen blog eller på andres.

    Men Pernille – “voksne ansvarsfulde mennesker skal reagere på deres mistrivsel” – sådan skriver du, og jeg kan kun se det som at jeg pr definition hverken er voksen, ansvarsfuld og knapt nok kvalificerer mig til at være menneske. Jeg kender godt juraen bag, er helt klar over at du bliver bakket op af lovtekster og ord om skærpede omstændigheder mm, men så må det være sådan. Jeg kan ikke opfylde de paragraffer, for enten ser jeg det ikke eller også gør jeg ikke det jeg skal, iflg loven og etikken.

    Jeg kan ikke tage det ansvar som du vil give mig.

    Jeg bliver aldrig nogen ridder, der frelser nogen verden – jeg har lidt for travlt med bare at frelse mig selv og redde mit liv ud af et svært mudderhul, det har befundet sig i alt, alt for mange år.

    Du må ikke forvente mirakler af mig – ikke endnu. Miraklet er, at jeg faktisk er her endnu og har en eller anden form for forstand tilbage i knolden, og ikke har mistet den også undervejs.

    Og tak for at du kan li mine ærlige indlæg, også når de er dig så inderligt imod.

  5. Damn, hvor kan der ske mange misforståelser på skrift….

    Kunne skrive en lang smøre, men vil gøre det meget kort: Hvad jeg personligt ville gøre, er ikke det samme som at sige, hvad du gør/ikke gør er forkert. Uanset om det drejer sig om valg/fravalg af børn, indberetninger, konfrontationer eller skift af bil. Vi er forskellige, vores reaktioner er forskellige. Der er ikke nogen over og undermennesker i det her. Blot forskellige syn på sagerne.

    Jeg er virkelig ked af, at du tager mine ord til dig på den måde, for det var ikke min mening at såre dig eller fordømme dig. Forventer hverken mirakler, ansvarspåtagelse eller frelsning. Og dit blogindlæg om Arven er mig ikke inderligt imod. Jeg har en anden mening og tilgang til det. Prøvede at give dig et indblik i, hvordan jeg har set og ser på tingene i dag. Men fik i stedet stillet mig belærende og moraliserende op med lovtekster i ryggen (sådan har jeg sgu godt nok ikke tænkt på det).

    Tror jeg vil lade den strande her. Det påvirker mig for meget, at blive misforstået og det giver vist ikke rigtig mening, det jeg får skrevet for tiden. Så vil holde kaje og holde weekend. Håber du og kæresten får en god én af slagsen.

    • Kære Pernille, du har heller ikke ansvar for mig. Du skal ikke påtage dig ansvaret for mit humør og du har ikke gjort mig ked af det eller såret mig på nogen måde. Og hvis(!) du havde, så ville det stadig ikke være dit ansvar. Du har ansvar for det du skriver – men ikke for hvordan jeg reagerer på det sålænge du ikke er ondskabsfuld, nedladende, latterliggørende eller tilsvarende.

      God weekend til jer også.

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s