Eller er det mon to?
Vågnede kl et eller andet mystisk i nat og havde drømt noget besynderligt nok og var ikke i stand til at fatte hvorfor, hvordan, hvor eller hvornår. Men jeg blev indlagt. Meget specielt, for jeg har ikke nogen anelse om hvorfor. Bortset fra at det var alvorligt. Og ganske ubehageligt.
Men jeg er her altså endnu og har lige slidt et par cm af hundens ben på en lidt længere tur rundt i området og nydt det gode vejr. (hunden gad faktisk ikke og stak snuden mod samtlige hjemadvendte genveje på turen). Mødte et par af hundevennerne, et hav af måger (bogstaveligt talt) og et enkelt egern, der tilsyneladende havde fået dets skyheds-gen fjernet. De er dælme nogle hysteriske små dyr, hvis de bliver vrede nok, de der små rød/sorte træspringere.
Nu sidder jeg med en kop kaffe og glor ved skrivebordet. Læser lidt nyheder, checker og besvarer mails (sletter lidt gamle) og duller lidt på WF.
Falder over en lidt ældre mail. En lang rørende tekst fra en der har været igennem en voldtægt for mange år siden. Om hendes kamp for at komme tilbage til livet, om at bevare sit parforhold, om selvmordsforsøg og opgøret med gerningsmanden der aldrig kom.
Hun meldte ham nemlig heller ikke.
Det lyder bekendt det hele. Læste det hele igen og så på hende gennem hendes ord – men ude fra. Hvordan ser jeg på hende, hvordan mon folk ser på mig?
En sætning sætter sig fast. Jeg skrev et brev til ham. Jeg tror dog ikke hun sendte det, men hun skriver at det hjalp hende.
Nu ræser tankerne afsted. Opgør? Kan man det? På den måde?
Jeg tror hun pakkede det ned i en kasse og satte den langt væk, så hun ikke risikerede pludselig at stå med det i hånden. Så det krævede en indsats for hende at få fat i det – og en vilje til at se det. At ville se det.
Men jeg skriver jo ikke til skuffen eller kassen. Jeg skriver på en blog. Jeg vil ikke gemme noget i kasser og lade som om det ikke findes. Jeg vil have det ud og frem så jeg ikke får lov til at glemme det, men begynder at tage det som en selvfølge. Lige som man har dimser stående på en reol i et hjørne. Man ved de er der, man ser dem hver dag, men de springer ikke i øjnene. Og hvis nogen fjerner dem så aner man faktisk ikke hvor længe de har været væk. Det er sådan jeg gerne vil have det med det her.
Skriv et brev? Ja. Sgu. Poste det? Aldrig. Gøre det til et indlæg? Måske.
Overleveren 
Og fordi jeg ikke selv har prøvet det, er jeg nødt til at spørge: Hvorfor skal det ikke postes?
Postes som i en postkasse? Eller som postes i “her”? Det første er vel nogenlunde selvforklarende – det sidste lidt mere tricky at svare på. Spørgsmålet er hvad formålet skulle være i at poste noget sådant, der uværgerligt vil komme ganske tæt på noget der skete for utroligt mange år siden. Skulle jeg ikke være færdig med det? Nej, det er jeg så ikke men er der nogen særlig grund til at sende det ud.
Vil det hjælpe nogen som helst, mig selv inkl? Andre? Og er der nogen der vil kunne se hvad det egentlig handler om andre end mig selv. Kan det blive for privat?
Uha det er svært at svare på når det kun ligger som løse sætninger rumsterende rundt i baghovedet når jeg går tur.
Skriv, skriv, skiv for det gør godt.
Først tænk tænk tænk.. fordi det at tænke noget der skal skrives strukturerer tankerne…
Selvfølgelig skal du skrive det eller de breve, uanset hvad du vælger at gøre ved dem.
Jeg ved det.. mit liv, mine valg, min blog og alt det der…
Men gode tanker og støtte er nu altid rart og gør det mere spiseligt… 🙂
At skrive er én måde at bearbejde et traume på, så SKRIV (synes jeg).
Efter at have fulgt dig – og læst under dine andre faner end denne, synes jeg, du sammenhæng med overgrebet (går ud fra, det er det, du hentyder til) mangler lidt sund aggression. DU er den skadede; DE har svigtet.
I stedet for at sende brevet (brevene), synes jeg, du skal tage dem med (måske i samvær med konen) ved et besøg hos dine forældre og personligt overgive dem. Du skriver et sted noget i retning af, at du ikke nænner at indvie dem i, hvad du har været udsat for. Jeg kender (jo af gode grunde) ikke dine forældre; men er det egentligt ikke lidt at svigte dem ( ikke at vise dem tillid) ikke at indvie dem i det skete. De har jo nok ikke evnet (været i stand til) at kunne se på dig, hvad du blev udsat for.
Skriv ikke blot, hvad der hændte men også, hvordan det har påvirket dit liv. DE har jo (sikkert uvidende) svigtet dig. Du kan sikkert lette deres svigt ved at betro dig til dem og (helt sikkert) få deres forståelse din (i deres øjne) kølige holdning til dem.
Jeg har længe holdt mig tilbage for at kommentere om dette, idet jeg ved, det er et meget ømtåleligt emne – har været bange for at kunne skade mere end gavne.
Du har været udholdende i sagen om din arbejdsplads og først, da andre vil tage over og “egenrådigt”/alene (uden dig) bearbejde problemet, bliver du ramt mentalt (forstår jeg til fulde). Det er uværdigt. – I øvrigt en meget ubehøvlet kommentar DEN kvindelige sagsbehandler kommer med i forbindelse med dit forsøg på at ringe dem op. Jeg troede den tid var forbi, hvor “de” betragtede medlemmer som værende til for dem og ikke omvendt.
Venligst
Magnus
Først vil jeg lige slå ned på en ting. Jeg er faktisk rigtig trist over at du har afholdt dig fra at kommentere på ting fordi du var bange for at skade mig. Du må stole på at når jeg stiller mig selv, mit liv og mine skader til skue på denne måde, og endda overfor mennesker der for visses vedkommende faktisk kender mig “derude i virkeligheden” så bunder det i to ting. For det første at jeg ønsker respons, andre synsvinkler og modstand på hvad jeg tænker (for jeg har nemlig ikke altid ret – heller ikke hvad mig selv angår). For det andet at jeg viser en for mig forholdsvis sjælden tillid til at mennesker ikke vil mig ondt.
Så selvom ord kan virke sårende og stødende på mig så stoler jeg på at de er godt ment.
Jeg forstår dit argument om at tage et sådant skriv med “hjem” til forældrene. Forstår hvor du vil hen med det, men jeg tror ikke på at det kan hjælpe mig, og så længe jeg ikke tror på det så længe bliver det ikke til noget.
Og ja – du har ret. Jeg har alt for godt styr på min vrede og min aggression. Men måske overser du hvorfor det er sådan. For i det øjeblik jeg giver efter for de to og lader følelserne tage over så kan der ske et af to. Jeg skader andre eller jeg skader mig selv. End of story.
Alle roser mig for min succes-håndtering af min PTSD, hvordan det lykkes mig at holde den i skak. Det de overser er at det er en konsekvens af en meget, meget kraftig hængelås på alt hvad der bare lugter af ukontrollerbare følelser.
Det koster mange kræfter at holde styr på sin PTSD.
Det er vistnok længe siden, men jeg kan huske, din psykolog bad dig om netop at skrive et brev til din bror og din overfaldsmand. Det kan ikke gøres, før man er klar.
Det er helt ligegyldigt, om det skal sendes eller lægges på blog. Selve forløsningen sker i skriveprocessen. Jeg har prøvet det og kan hilse og sige, at der ikke blev lagt nogen fingre imellem. Alskens bandeord blev også taget i brug, og jeg skal komme efter dig. Så blev brevet lagt væk – og taget frem igen. Det skete nogle gange – og til sidst brændte jeg hele lortet, mens jeg sagde, at vedkommende ikke skulle få lov at plage mig mere i mine tanker. Det blev sagt meget højt og afsluttet med et “farvel med dig din idi” . Selvfølgelig dukker det hele op indimellem – det vil det altid gøre, men jeg har ikke den samme smerte ved det længere. Prøv det. Skriver du et langt brev, kan det blive et flot bål en dag. Hav evt. en blok og pen med på jeres gåtur, så du kan fastholde dine tanker. Frisk luft giver “lys i pæren”. 🙂
Du har helt ret – osse derfra er der kommet en opfordring til at forfatte sådanne breve, men der blev det altså fulgt op af en opfordring til osse at aflevere det ene til forældrene. Og så stoppede det lissom der for mit vedkommende. Men nu er tanken der igen og det er som du siger nok et spørgsmål om at gøre det når man selv er klar.
Noget er på vej og om det ender her aner jeg endnu ikke. Smiler lidt af ideen om at brænde det på et tidspunkt (hvordan brænder man en blog?).
Mht at skrive på ture med hunden finder jeg det en tvivlsom strategi. Hunden er ikke kendt for den store tålmodighed når der nu er så mange super-interessante dufte derude. Men tænker en del på de ture.
Det gør man ved at skifte G med et K 😉
Jeg vil også mene det vil være godt at skrive det brev, men hvor godt det er at lægge ud på din blog ved jeg ikke, og her handler der ikke om mig eller alle de andre der læser med, men mere om det er godt for dig selv. Jeg tror mere på det skal skrives og så måske bare brændes. Her i huset er der også skrevet breve, der er brændt. Personen der skulle have haft det var død og hvis ikke havde det alligevel ikke ført til noget godt. Jeg tror jeg har nævnt lidt om det tidligere.
Håber hunden har så meget ben tilbage at I stadig kan gå ture 🙂
Jeg tror sådan helt basalt at det vil være godt for mig at lægge det ud og få respons – at komme af med “hemmeligheden” og det skjulte og undertrykte. Det skal bare finde sin form.
Det skal nemlig som du siger føre til noget godt at aflevere den slags breve. Tror ikke så meget på rette modtager, men mere til de-hemmeligsering. Eller noget i den stil. Sært ord, men det dækker meget godt.
Hunden har stadig ben at gå på og er ved at finde sin accept af de nu noget længere ture.
[…] jo – det andet.. den grumme plan. Jeg tænker endnu. Men først tror jeg, at jeg vil holde weekend med hende jeg godt kan lide og […]