Friktion

“All of life’s problems can be solved with two things—duct tape and WD40. If it moves and it shouldn’t, you need duct tape. And if it doesn’t move and it should, you need WD40.”

Gid det var så simpelt.

Inspireret lidt af Ellens indlæg om utilsigtede trækkanaler – blandt andet – og mit svar, begyndte jeg at tænke på det der citat. Om duct tape og WD40.

Begge dele er naturligt hjemmehørende i vores værktøjskasse og ligger osse i et skummelt skjult rum i bilen (tror jeg – det kan være konen har taget det ud og sat det i garagen. Vi er nemlig ikke helt enige om hvad der fast skal ligge i bilen og hvad der sagtens kan undværes 99% af tiden).

Man siger osse at hvis man ikke kan lave noget med duct tape – så er det bare fordi man ikke har brugt nok af det. Det er nok ikke helt rigtigt, men bestemt heller ikke helt skævt.

Om remedierne lige skal være tape og wd40 vil jeg nok tillade mig at stille et større spørgsmålstegn ved, men rent mentalt er det to centrale spørgsmål at stille sig selv når livets problemer manifesterer sig.

Er dette et problem eller en situation, der skal løses med mere friktion – eller med mindre?

For nogle mennesker er det en ren provokation når de får at vide “det kan du ikke finde ud af” “det kan du ikke klare” “det går ikke” og sådan noget. Det får dem til at prøve endnu hårdere og somme tider lykkes med tingene, især fordi de prøver og fejler og prøver igen.

Andre mennesker reagerer stik modsat. De tror på at når kloge mennesker siger at man ikke kan noget, tør noget, vil noget, kan klare noget – så har de sikkert ret. Forsøger de er det halvhjertet, for det lykkes jo alligevel ikke, og så er det bedst at have flest mulige ressourcer med ud på bagsiden når man har erkendt fiaskoen.

De første mennesker skal have meget friktion for at lykkes – de andre skal have mindst muligt. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet, men det er bare sådan det er.

Jeg ved godt hvor jeg hører til. Jeg ved osse godt hvor jeg ønsker jeg hørte til.

Der skal wd40 til. Oftest.