For enden af vejen, gennem hullet i hækken. Del 1

 

Jeg har siddet med en bunke billeder fra en ganske særlig oplevelse i “min lille ungarske landsby”. Og det har været svært at vælge ud hvad jeg ville vise frem, hvad jeg kunne vise frem og hvad der ville være seværdigt for andre, der ikke selv har oplevet hvad jeg har oplevet.

Så jeg deler det i to. Første del her med teksten, og så en del to der bliver en hel del mere billedtung. For det er en form for sindsstemning jeg vil prøve at formidle. Så må I selv vurdere om om I kan være med til det. Om jeg gør det godt nok.

Jeg har ved tidligere besøg bedt om at få vist ting, der ikke bare var turistfælder. At se ting, der var særlige for området, og et stykke af vejen har jeg fået min vilje. Men har manglet selve “hittet”. De sidste gange vi har været afsted har været stærkt præget af at vi skulle være sammen med og prioritere mine syge – og nu afdøde – svigerforældre. At dét var det vigtigste. I år var det anderledes og der blev sat tid af til at vise os rundt i almindelighederne og det eneste turistede vi stort set foretog os var en tur i badeland med ungerne (herom i et kommende indlæg).

Jeg havde på forhånd denne dag fået at vide at vi skulle ud og se en “ruin”. Og at vi bagefter skulle på rov i noget ydre families “køkkenhave” (str. ca et par tusind kvm).

Vi stillede bilen ved omtalte køkkenhave og begyndte at gå ud ad vejen væk fra byen. De andre pludrede løs og snakkede om brylluppet dagen før men jeg gik lidt i forvejen og gik ud fra at jeg ville se når vi skulle dreje fra vejen.  Så kunne jeg nemlig indsnuse luften, duftene og hygge mig med mit kamera i fred.

 

Jeg så bare ikke hvornår vi skulle dreje fra. For jeg havde ikke opfattet, at der ikke var en vej eller en sti ind til “ruinen”. Der var slet og ret et hul i hækken. Et hul, der var forsøgt dækket af noget gammelt trådhegn. Men min svigerinde er indviet, da hendes far har brugsret på nogle af bygningerne på området og har tilsynspligt på hegnet ud mod vejen. Eller hvad jeg nu skal kalde det her stykke sandede vej, der mest bliver benyttet af får, traktorer og hestevogne. Her kører man ikke i privatbiler for man kan ikke vende, og lidt længere ude bliver vejen ufremkommelig for ikke 4×4 køretøjer eller tilsvarende.

Jeg bliver kaldt tilbage og bedt om at bære en udpeget bund af en gammel europalleting sammen med min nevø. Den skal flyttes små hundrede meter. Hvad den skal bruges til bliver jeg dog ikke indviet i, men har efterhånden vænnet mig til at få informationer i små dryp, og svigerinden har åbenbart ikke ment at det var nødvendigt at jeg vidste noget om det hellige formål i bære-opgaven.

Nu går jeg bagerst. Og tager af gode grunde ingen billeder da kameraet er i sin taske igen.

Vi får udpeget et hul i hækken lidt oppe af en lille skrænt. Alt er grønt i grønt, så det er kun fordi vi får det peget ud, at vi ser at der er hul. Og synligt trådhegn. Pallen tjener, viser det sig, et dobbeltformål. Den bliver til en trappe op af skrænten og kanten af den trækker lige præcis det nederste stykke tråd 30 cm ned (hjulpet lidt på vej af et velanbragt søm som jeg har bandet lidt over da jeg bar). Svigerinden smyger sig kattesmidigt op over pallen og under det øverste tråd uden at bruge hænderne (hun har fine negle). Hun hjælper datteren op. Derefter kommer jeg, knapt så smidigt, men uden problemer, og med heftig brug af hænderne. Konen, der har lidt balance-halløj hjælper jeg op med en lidt speciel sprællemandsøvelse hvor jeg både holdt på hegn, palle og hende. Og så nevøen til sidst.

Og her er så et sjældent billede. I hvert fald her på bloggen.

Adgangsforholdene var nærmest forbryderiske, men vi kom ind uden at falde, uden at hænge fast eller komme til skade i øvrigt. Svigerinden råbte noget til sin søn og han trak “trappen” ind efter sig, så der ikke kom andre.

 

Tror man kan fornemme på billedet at det er en stejl lille skrænt. Og at hegnet er ganske velanbragt. Denne adgangsvej er bestemt kun for de på forhånd indviede.

Vi gik gennem 10-20 m vild og uplejet skovgrænse og stod så på stedet.

Ruinen viste sig at være et lille nyklassicistisk slot med tilhørende slotshave/-park. I Danmark ville vi nok betegne det som noget der er lidt mindre end en herregård og lidt større end en hovedgård. Det bliver kaldt slottet, så det gør jeg så osse her. Det var opført af en adelsmand omkring 1840, så vidt jeg kunne forstå på de oversatte beretninger fra svigerinden. Om det har sin rigtighed aner jeg ikke, for stedet har ikke nogen væsentlig omtale på nettet. Så jeg kan ikke efterkontrollere mine oplysninger.

Adelsmanden havde store jordbesiddelser og han importerede store mængder arbejdere for at få det til at løbe rundt. Han hentede folk i Ukraine, Slovakiet, Østrig, Transsylvanien, Rumænien mm. Området omkring slottet blev dermed grundlagt på baggrund af en sjælden (for området) etnisk blanding i befolkningen. Desværre var det mildest talt ikke de mest veluddannede, der blev hentet. Snarere tværtimod. Det var de fattigste fra de omkringliggende lande der fik mulighed til at bosætte sig omkring slottet mod at levere den ønskede arbejdskraft. Analfabeterne, de uvidende og i nogen grad sigøjnerne. Og nogle få håndværkere. En lille lokal milits blev osse etableret for at forsvare besiddelserne – og holde på folkene.

Det var beboet af familien indtil 2. verdenskrig. Men de gik konkurs i forbindelse med den rablende hyper-inflation da krigen sluttede i Ungarn. Så stod det tomt i en periode, inden staten fik fingre i det og indrettede til børnehjem. Og nu bliver jeg altså usikker på tallene. For min svigerindes mor arbejde i køkkenet – og min svigerinde har selv været der da hun var en del yngre som medhjælp. Hun er født i ´72.

I 60´erne fik staten den geniale ide at lave en landbrugsskole på stedet. Ikke i stedet for børnehjemmet, men i tilknytning til det. For børnehjemmet drives økonomisk af et stort landbrug, og man mangler under den forsinkede industrialisering kvalificerede medarbejdere til at drive landbrugsdelen. Og det kunne passende gøres billigt af unge mænd under uddannelse. Så man opførte en række nyere bygninger til beboelse, stalde, lader, maskinhuse mm. Og lidt flere personalebygninger. Det blev desværre ikke til noget, men bygningerne var der endnu. Forfaldne og aldeles ubrugte.

Hvornår børnehjemmet blev nedlagt står hen i det uvisse men et skud er slut 80´erne/start 90´erne.

Så stod slottet tomt i en periode, hvor kommunen havde sikret sig forkøbsret til stedet. De ville gerne indrette det til ældreboliger og plejehjem for områdets omvendte befolkningspyramide.

Det var dog for dyrt, og det endte med at komme til salg igen. En eller anden sær religiøs sekt ejer det i dag, og har alene købt det som sikkerhed for et større finansieringscirkus. Slottet blev købt for en købesum, der blev lagt kontant, og blev få uger efter belånt for et beløb der var 10 gange større. Og nu står det bare og forfalder og ingen har råd til at tilbagekøbe det og gøre noget ved det.

Men landsbyen drømmer om at få det tilbage. Få brugsretten tilbage. De vil have deres plejehjem der – og deres “park” tilbage. Det ser umuligt ud, men det er driftige folk.

Således ser historien ud – og således fik jeg det beskrevet af svigerinden, da vi stod i parken og kiggede rundt. Parken var måske så meget sagt, for det der engang havde været en fin park med sjældne planter var nu vildt græs og urskov i små klatter. Et paradis for insekter og fugle. Og mus og rotter går jeg ud fra. Det var som at træde ind i en tidslomme, et sted hvor tiden på en gang var gået i stå og på den anden side havde virket med hård hånd mod bygninger og installationer. Forladt, næsten glemt. Et sted verden kørte udenom. Jeg var betaget og blev lidt ydmyg over at være lukket ind i det som ingen ved som beskuer. At være der næsten alene.

Og så begyndte rundturen med svigerinden som guide. Hun beklagede at vi ikke kunne komme ind i selve hovedbygningen. Det var simpelthen for farligt for de fine gulve var blevet stjålet for mange år siden. Jeg ærgrede mig en smule, men stedet er ikke lavet til foto-folk. Det er slet ikke lavet til noget som helst og jeg måtte bøje mig for begrænsningen. Jeg måtte ikke prøve, selvom jeg var overbevist om at jeg kunne. Det ville være indbrud og farligt. Slut-dut.

Selv børnene gik stille rundt med tyngede ansigter. Selv de oplevede at dette var større end dem. At dette sted havde en historie og gemte på mange skæbner. Svigerinden kommenterede deres tyste adfærd om aftenen. At de havde haft kirke-ansigterne på.

Godt udtrykt og det ramte mig meget godt. For det var osse sådan jeg havde følt det. Et sted man besøgte med en vis andægtighed. Stedet Gud glemte.