Bortført på grummeste vis

Det var den der lørdag..

Den lørdag hvor der var bryllup i byen. Vi var lige præcis uden for invitationscirklen. Eller det vil sige jeg tror faktisk vi var indenfor, men det kom vist bag på brudeparret at vi var i byen, og derfor skulle vi ikke med. Ikke at jeg er utilfreds med dét, for så store arrangementer på et fremmed sprog og i en stadig fremmed kultur magter jeg ærligt talt ikke. Og jeg tror det var derfor vores familie dernede ikke havde sagt noget om at vi kom i samme periode. Det var en på alle måder hektisk lørdag, hvor vores svigerinde, der er byens pedicure og make-up dame (søsteren er frisøren) på det nærmeste havde folk siddende i forskellige akavede positurer i køkken, entre, kontor og i stue mens hun ordnede dem på samlebånd – og snakken gik glad og ganske højlydt gennem rummene der emmede af forventning om den fest der skulle være. Og om brudgommens natlige eskapader. Og brudens ditto. Løssluppent i middelsvær grad.

Men først var der altså lige noget der skulle klares i baghaven!

IMG_1846

Af eller anden grund faldt jeg lidt for kontrasten i det der foregik dér og så det der foregik i de omdannede saloner i de pænere rum på stueetagen. Men sådan kan det så osse være. Og hønsene er jo væsentlige at holde fodrede. Konen hjalp til med at samle æg og fjerne lidt melonskaller, men hende har jeg jo ikke lyst til at vise billeder af her, så det må I undvære. Er nu heller ikke den mest charmerende positur at befinde sig i hoppende rundt mellem hønsene og en galsindet hane.

Min svigerinde skulle naturligvis med til selve brylluppet, men min svoger havde valgt at blive hjemme for at holde os med selskab. Det var i hvert fald den officielle besked. Faktisk tror jeg bare ikke han orkede det.

For at kompensere os lidt for den manglende oplevelse havde hun til gengæld arrangeret et ganske særligt besøg. Den der lille bitte landsby har nemlig et bymuseum/kulturhus, som bliver drevet af frivillige kræfter og som kun åbner efter aftale. De åbnede for mig og konen, mens brylluppet foregik på “rådhuset” lige overfor. Og vi fik en service og en guidning dér, som var dronninger værdig. Alt blev vist frem, taget ned af hylder til os, rørt ved, forklaret og gennemgået. Ikke uden stolthed i øvrigt. Selve stedet er kun nogle få år gammelt og bygger på at byens beboere afleverer fra dødsboer, gamle stalde, sammenfaldne huse der dukker frem af skovbrynet når der er fældet træer. Der var indrettet som et pænere velstandshjem med køkken (med indhold af redskaber, ovne mm), stue, soveværelse, gang, stald, lade og latrin. Og der var fotorummene, hvor væggene var besat fra gulv til loft af gamle sorthvide foto, hvor stort set alle personer var angivet med navn, fødsels- og dødsår, erhverv og “sære historier”. På den ene væg hang uidenficerede billeder som gæster kunne skrive kommentarer til hvis de genkendte gamle familiemedlemmer, bygninger eller andet. Sådan var de fleste af fotovæggene startet.

Midt i rummet stod kirkens gamle spir, som de havde fået da det skulle udskiftes. Med de skudhuller der var efter russernes skydeøvelser under 2. verdenskrig.

IMG_1920

2. verdenskrig blev jeg osse mindet grumt om, da jeg i en montre fandt disse gamle pengesedler. Der var rigtig mange forskellige, men især disse tre stak lidt ud. Fordi de hørte sammen. De har ca samme real-værdi. Den øverste lyder på 100 pengö (forløberen for forints og et ord der næsten er til at forstå). Den er fra april 1945. Den nederste lyder på en mia pengö og er fra marts 1946. Det er da inflation, der er til at få øje på. Skræmmende og næsten ufatteligt.

IMG_1963Og så var der jo officerens soveværelse (officer her lig Husar). Med støvleknægte-automaten. Fantastisk instrument som vores guide her demonstrerer for os – i sandaler der dog saboterer de pædagogiske principper en smule. Han var godt klar over at vi kom fra DK, men vores viden om husarer kom lidt bag på ham og han var helt uforberedt da vi hurtigt googlede et billede frem af en dansk garderhusar og fortalte at de skam passede på dronningen når hun kørte rundt i hovedstaden og var “officiel”.  Han for ind og skrev noget ned i en notesbog. Tror han ville hjem og google.

Og ja, forresten. Vi var jo æresgæster i huset så vi blev budt på palinka – i den hjemmelavede udgave forstås. Rigtige landboere i ungarn serverer ikke gerne det sprøjt man kan købe på de officielle flasker. Det er en frugtsnaps lignende ting. Ikke så skarp som snaps, ikke så sød som likør – men noget lige i mellem. Og hver familie har sin egen opskrift og variation. Og kommer man som gæst og bliver budt er det altså kutyme at takke ja, for det er et “vi kan godt li dig” tegn. Dog er det velset at takke nej hvis man skal køre. Det skulle jeg ikke, så jeg sagde pænt ja tak og bundede som jeg skulle. Og så et glas vand bagefter, közenem. Et stort smil over at jeg er en god kvinde der kan drikke sin palinka og jeg får mit vand som de indforståede godt er klar over at de skal bede om, men som uvidende turister ikke kender til og derfor lader sig ryste en del af den hjemmelavede Palinka. Morskaben er helt på ungarernes side her. Bestod således kultur-checket i fin stil og rundvisningen kunne fortsætte. Især var jeg fascineret af at de havde fået fremskaffet de gamle matrikel-kort, der viste byens udvikling og grundenes, markernes og loddernes udvikling og afvikling gennem tidens løb. Det fortæller rigtigt meget om en by at se på sådanne kort.

– Og så truttede de altså i hornene udenfor. Vi fik nærmest fornemmelsen af at stå i Jeriko og se på hærens x-antal omgange rundt om bymurene for at få dem væltet (datidens psykologiske krigsførelse – i dag ville man formentlig anvende et eller andet med Britney Spears uden playback og autotune). Det var brudeparret der var på vej ud på deres bryllupsparade, hvor de går fra kirken/rådhuset med hele deres følge inkl musik (og fotografer!!) og en udråber der fortæller hele byen at nu er den og den altså gift (og forsmåede elskere og elskerinder bedes pakke sig) til det sted hvor selve festen skal holdes.

Og det måtte vi naturligvis ud og se på. Hun stoppede lige foran os og så med stor forundring på min kone, mimede et eller andet på ungarsk inden hun gik videre. Jeg fik at vide at det var forundring og “er du her?” på den gode måde. Vi lod dem passere men da vores del af familien nåede frem til os blev vi trukket med og følte os helt akavede i vores hverdagstøj. Men alle var glade for at se os osse selvom vores del af familien i dette tilfælde er “meget langt ude del af familien”.

IMG_2010 

Påklædningen var en noget andet ved vores eget bryllup. Heldigvis.

Og nej, nu skal jeg ikke glemme at jeg kaldte dette indlæg for noget med bortførelse. Vi var blevet lidt forsinkede til vores aftale på kulturhuset, da min svoger 10 minutter før vi skulle afsted valgte at skvatte 3 meter ned fra ladens tag. Han havde fået et gevaldigt og åbent kødsår på sit ben, da han havde ramt noget i faldet, og kom krybende op på terrassen til os. Helt bleg og med blodet løbende ned af benet – med en t-shirt trykket mod såret. Konen var ved at besvime men den slags rører altså ikke mig så meget. Insisterede på at se såret. Se hvordan det blødte. Hvad jeg så bekymrede mig ikke, men gik ned i vores bil og hentede førstehjælpskassen (for den vidste jeg hvor var i modsætning til huset jeg ikke var kendt i) og noget desinfektionsspray fra bildøren (godt at have ved besøg på offentlige toiletter undervejs). Blødningen var hverken voldsomt flydende eller pumpende. Det blødte bare. Fik ham renset fint af rundt om såret, lagt press på sårrandene og bundet det pænt ind. Og så gik vi. Med en besked om at jeg godt ville se benet igen om aftenen.

Da vi forlod bryllupsparaden for at gå til vores bil så vi pludselig svogers bil komme fisende ned af vejen. Han stoppede og beordrede os med. Vi var lidt rundtossede over hans “bydeform” og troede i første omgang at han skulle til læge/skadestue med det ben – og at det hastede. Mente derfor at vi skulle tilbagelægge de ca 40 km i vores bil og ikke i hans. Men nej – vi kører i min svarede han. Sprang ind i bilen og så til en vis forundring at han var i højt humør mens han vendte bilen og kørte ud af byen mod skovene. Vi skulle se noget vi aldrig ville få at se i Danmark, Sverige eller Norge. Jammen hvad? Vent og se lød svaret bare.

Vi kørte i næsten 30 minutter af skovveje, over marker (ikke af markveje – over marker – og sommetider nærmest igennem) indtil vi havnede på en lille bitte skovsti, hvor jeg måtte lukke mit sidevindue for ikke at blive basket i ansigtet af grenene der passerede alt for hurtigt forbi. Det var derfor det ikke var jeres bil vi skulle køre i, lød den grinende forklaring – og manden satte farten op.

For enden af vejen drejede han ind på dette sted. Og jeg nåede at skyde et billede af det inden nogen nåede at opfatte noget af mit hofteskyderi med kameraet som jeg havde haft i hånden undervejs. Pakkede det så væk igen. For dér skulle jeg ikke fotografere, det fremgik med al ønskelig tydelighed. Og jeg skulle i hvert fald ikke starte med at gøre det.

Det var byens palinka-destilleri. Det hemmelige sted, som kun de lokale kender til. Det er skam lovligt nok og det hele, men de er bange for kobbertyve. Her kommer man og afleverer sin gærede frugt og kan så et par uger senere hente sin alkohol, der er den absolutte grundingrediens i palinkaen. Næsten som vores saft-presserier. Manden der drev stedet har tilladelse fra staten til at destillere og fremstille alkohol på denne måde – men formentlig kun til 20-50 l om måneden. Det burde være rigeligt, men han fortalte os grinende at han producerede ti gange mere uden at betale afgift af det.

shhhsted

Til højre i billedet ser man kedlen hvor man laver damp, der bliver ført ind i selve produktionslokalet. Det ligger så til venstre bag tønderne og gemmer sig. Og der var præcis så usselt og beskidt som der ser ud. Både udvendig og indvendig. Der var mindst lige så mange fluer som der er en svinestald af den gamle skole i DK. Der var skimmelsvamp på væggene og tagpladerne var ved at falde ned i hovederne på os da vi blev vist rundt.

spritInderst i bygningen til venstre var mandens “kontor”, der gav mig visse mindelser om min barndoms baggårdsmekanikeres nussede kontorfaciliteter med gamle ølflasker, overfyldte askebægre, fluelig i hobetal og hvad ved jeg. Bag kontorstolen stod det store kar som havde en gammeldags vandhane (den slags vi havde på terrasserne i 60´erne) over. I karret var der alkohol/finsprit eller hvad vi nu skal kalde det. I vindueskarmen over stod der – sammen med flueligene, cigaretskodderne og alt det andet – et glas.. ét glas. Der bestemt ikke så ud til at være blevet vasket i nyere tid. Det glas fik jeg stukket i hånden (for konen skulle jo køre senere) med besked på at smage på varen. Ned i 50 liter karret med det og værsgo at skylle, mens jeg ihærdigt mindede mig selv om at alkohol desinficerer og formodentlig osse virker på gamle beskidte glas. Og det smagte – helt fantastisk.

Han grinede og fandt et større glas da han så mit smil. Værsgo – smag igen – mens han via tolk prøvede at fotælle mig om processen og at væsken her burde modnes i 4-6 uger mere. Skål, du gamle fantastiske hjemmekemiker, der grinede tandløst til mig.

Han blev så glad for os at han tappede en flaske til os.  Den havde vi visse overvejelser om hvordan vi skulle forklare for tolderne hvis de fandt på at stoppe os på vej hjem. Nu står den i et skab og venter på at blive moden til at blive delt i to andre flasker (glas), få sine to abrikoser som den skal hygge sig med i en måneds tid. Og så kan vi lave vores egen Palinka.

Det bliver altså godt.

Vil dog nok lave en julelikør af noget af det. Tror jeg.

 

Reklamer

8 comments on “Bortført på grummeste vis

  1. Spøjs oplevelse. Af den slags som ikke er almindelige turister forundt. Det er lige til at blive misundelig over 😉 Det er meget skægt, hvordan det nogle steder er et absolut must at have sin helt egen hjemmegjorte pullimut. Og også helt forbudt at afslå et tilbudt glas. Et lokalt bryllup er heller ikke at kimse af. Omend det nok kan være en smule overvældende. Hvor gammel er bruden? Hun ser UNG ud.

    • Bruden? Kan du virkelig vurdere at hun ser ung ud på det billede? Eller er det mon et par briller du har på næsen hvor du forventer at se en ung brud 🙂 Jeg er ikke god til sådan noget men vil umiddelbart mene at hun var 25-30 år..

      Jeg kan godt lide at forskellige kulturer har forskellige traditioner – og der er vel ikke den store forskel på denne og danskernes jule-bagerier… det er osse bedstemors opskrift der bare er den bedste.

      Vi var jo ikke ligefrem almindelige turister og stedet var bestemt ikke turistegnet eller venligt – hvorfor der heller ikke findes andre billeder end dette ene her på bloggen. Kameraer var tydeligvis ikke velkomne.

  2. Der er vist ikke megen tvivl tilbage om, at det er en kæmpefordel at være gift med en indfødt! Sikke en masse gode oplevelser, man kan få på den konto.

    • Men til gengæld så vi aldrig Tokaivinkældrene… som de fleste turister i området gør 🙂 Jeg vil nu ikke bytte…

      Og ja, det er en fordel… og ind i mellem osse en smule anstrengende når behovet for at være “sig selv og alm turist” opstår.. og det gør det.

  3. Sikke en tur. Det er vidst sådan noget, der kun overgår få personer. Jeg nåede at få startet min indre film, og den var slet ikke kedelig.

    • Nej, det er jeg ikke.. jeg skulle jo ikke køre og havde ikke andre planer end at være social.. så jeg drak hvad jeg blev budt… de ønsker jo ikke at skade en sagesløs dame fra DK, det er det bedste de har – og det de helst vil byde af.. så pokker stå i ikke at tage imod. 🙂

      Men ok, jeg blev fuld.. men bar den pænt påstod min familie…

Har du kommentarer eller spørgsmål:

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s